Hende og Jonathan testede altid hinanden, kom med dumsmarte og af og til voldsomme kommentarer, men det var bare en del af deres dysfunktionelle forhold. Eretreya lyttede til hans ord og trak på smilebåndet ”Nej, jeg får lov at bestemme? Hvad skyldes æren?” sagde hun med et kækt smil. Der var så mange muligheder, men der var ikke så mange andre på Obsidianøerne end Mørkets Hær, så de skulle på en lille rejse. Ikke at en flyvetur havde stoppet dem. Et smil kom frem på hendes læber ”Hmm… Altså, Topalis er en lille flyvetur væk.” sagde hun, nærmest med et glimt i øjet.
 
Hun skævede til ham og trak på skuldrene ”Årh, jeg skal nok ende øverst alligevel… Det ved du.” sagde hun og blinkede til ham med et flabet smil på læberne. Han var som gift for hende, men hun måtte bare have mere, som om hun havde et misbrug af et eller andet.

Jonathan kunne ikke lade være med at smile, hun troede virkelig altid at hun vidste hvad han kunne lide, men hun havde ret det kunne han virkelig, så at tag hen til topalis øerne var en god ide, en ide han kunne lide.
“ jamen lad os komme afsted der hen, og hvad med vi ser hvem der kommer først, og vinderen for æren af første kill “ sagde han og kiggede på hende med et smil, han vidste hun var klar på et væddemål, det var hun altid.

Han slog vingerne ud og kiggede på hende “ klar på 3…. 1. 2 “ sagde han og fløj afsted mod ørene…

// slut 

Eretreya smilede lumsk til ham og spredte sine vinger for at strække dem, inden de ville sætte afsted ”Vi ved begge… At du snyder af Zaladins til. Men du skal da nok få æren alligevel, kæreste.” sagde hun og blinkede til ham. Ah, et godt væddemål var altid sjovt også selv om dette formentlig var en tabt kamp. De snød begge to, men det var en anden side af sagen.
 
Hun gjorde klar til at sætte af og flyve mod Topalis og som han talte ned fra tre satte de begge af fra jorden og begyndte deres flyvetur.