Små dele af forretningssamtalen blev opfanget af Winchell. Fremstillingsprocessen, blandinger, efterspørger. Den slags ord, men ude af kontekst kunne disse betyde alt muligt. Den buttede mand fik ikke meget ud af at lade de lange ører prøve at opsnappe småhemmeligheder. Nu kendte han jo allerede én hemmelighed af Frederiks. Og den flotte, høje mand virkede ikke engang til at kende den selv! Det var altid komisk, når det var sådan - på nær, hvis nogen blev voldelig.
Der virkede ikke til at være meget tilbage af forretningssamtalen, for hr. Sylvester rejste sig op. Det virkede dog ikke til, at han ønskede at forlade kroen. En ung kvinde i beklædning, mange nok ville kategorisere som skandaløst, havde tydeligvis fangede hans blik. Hvis hr. Sylvester skulle afslutte forretningsmøder med skøger, så burde hr. Hanson vel også?

Overraskende kom Frederik faktisk tilbage til Winchell. Helt færdig var den flotte mand ikke med den buttede af slagsen. Dog blev deres afstand stadig relativ stor. Frederik havde taget en stol med stoles mellemrum til Winchell, men de sad endnu sammen, ville han mene.
"Hvad skal jeg sige? Jeg savnede vel bare min gamle ven," Det blinkende øje, løftede øjenbryn og kækhed i tonen var tydelige tegn til, at Winchell havde frydet sig over, at Frederik var gået så langt til at kalde dem gamle venner. Winchell havde blot sagt bekendte. Det var Frederik, der havde klassificeret dem som venner. Og gamle af slagsen sågar. "Hr. Sylvester virker til at nyde hovedstaden." Winchell havde drejet hovedet mod den anden ende af baren, hvor den ældre mand stod med den skandaløsklædte kvinde. Var det mon derfor, Frederik var taget tilbage til Winchell? Fordi hr. Sylvester ville mistænke noget, hvis ikke han var gået tilbage til sin såkaldte gamle ven? 

 Det var virkelig ikke med Frederiks gode vilje at han sad ved bordet med Winchell igen. Det var tydeligt at se på hans holdning, og på hvordan blikket blev ved med at falde tilbage på Hr. Sylvester. Så snart han var så optaget, at Frederik kunne stikke af, uden det ville se sært ud ville han gøre det.  Han lyttede dog til hvad Winchells ord, og kunne ikke holde at fnys tilbage, eller lade hver med at rulle med øjnene. Han valgte dog ikke at kommenterer på det. Han kom uden tvivl til at høre på det flere gange inden han gik. 

 Frederik tog en tår af sin øl, og lod blikket glide over de første krus øl han havde bestilt til ham og Hr. Sylvester der stadig stod der. Han skulle nok bare have haft taget dem med op til disken, i stedet for at købe nogle nye. Frederik havde bare været så opslugt på at komme væk fra skøgen. 
 "  Det er han vel.. " Mumlede Frederik, uinteresseret i andet end om Hr. Sylvester var så optaget at han kunne liste ud af kroen. Blikket flyttede sig dog alligevel hen på den ældre herre, der nu sad med kvinden på skødet og grinte. Frederik brummede kort. 

At Frederik fnøs over Winchells kommentar viste blot, at den flotte, høje mand ikke var komplet ignorerende over for den buttede mand. Komplet had var der ikke, for så ville alt, hvad Winchell sagde blive modtaget med vrede. Men et fnys var i retningen af en komisk reaktion. Ja, nærmest venskabelig - så venskabelig, som Frederik lod sig nu være, tænkte Winchell. Men det var i hvert fald bedre end flad hånd henover kinderne. Der var andre steder, hvor en flad hånd gerne måtte være. Men det ville nok tage et mirakel, hvis Winchell skulle få en af Frederiks mandige hænder henover de steder.

Deres fælles blikke var nu ovre på hr. Sylvester, der nu havde formået at få kvinden til at sidde på sit skød. Manden havde evner, det måtte Winchell give ham. Det eller lommerne osede med krystaller, som den skandaløse ungmø kunne lugte. 
Kruset nåede Winchells fyldige læber igen, som han drejede hovedet mod Frederik igen. Manden var ikke daffet af endnu. Havde den buttede mand formåede at fange ham, hvis bare midlertidigt? "Hvis ikke han har en kone derhjemme, er det jo også bare at nyde hovedstaden, når han er her." Meget bevidst snakkede Winchell med 'han' og 'ham' frem for 'man'. Hvis han gjorde det for bredt, kunne Frederik mistænke ham for at snakke om ham. Men ved at snakke om hr. Sylvester ville det kun være Frederiks eget perverse sind, der ville bringe ham selv i fokus. Hokus pokus, Frederik vil selv i fokus. Eller ville han? Winchell ville gerne, men det ville den flotte, høje mand næppe lade ham komme. I hvert fald ikke med Frederik siddende nær ham, som de gjorde nu.

 Frederik var ikke en der rigtig kunne udtale sig om ægteskab. Det var endnu ikke lykkedes ham at finde en han havde ønsket at gøre til sin kone. Selvom han vidste det var sådan det skulle være. Han trak lidt på skuldrene til Winchells bemærkning. Brynene rynkede sig lidt, som han overvejede hvordan det ville være hvis han selv var i en lignende situation.
 "  Hvad han gør væk fra hjemmet, er vel også op til ham selv..  " Så vidt Frederik havde forstået på Hr. Sylvester var han gift. Men det var tydeligt at han ikke havde så travlt med kun sin kone. Blikket flyttede sig tilbage til Winchell da måde skøgen havde sagt sin bemærkning havde fået Frederik til at tænke på noget.

 " Jeg ville have troet du have fundet det lige godt om der var en kone eller ej, " Det ene bryn havde løftet sig i et spørgende udtryk. Frederik tog den sidste tår af øllet og satte det tomme krus ned på bordet. Blikket blev på Winchell, oprigtig nysgerrig på at høre skøgens svar, men ud af øjenkrogen kunne han se Hr. Sylvester og den kvindelige skøge rejse sig og liste væk.

Næppe havde Winchell forventet, at han ville sidde med Frederik og rent faktisk have en ordentlig samtale med den flotte, høje mand, uden der ville komme en masse spydige kommentarer og passiv aggressive bemærkninger fra ham. Men lige nu snakkede de to mænd faktisk til hinanden, som om de ikke havde haft en anspændt historie - hvilket de vil i princippet endnu havde. Men hvis de værste fjender, der engang ønskede at have set hinanden død, kunne blive bekendte, var det vel ikke umuligt for Winchell og Frederik? Alt det krævede var ét skridt i den rigtige retning taget af dem begge af egen fri vilje.
"Voksne mennesker kan gøre, hvad de vil jo." sagde Winchell afslappet. Når man var voksen, havde man magt over sig selv. Det var i hvert fald, hvad den buttede mand mente. At nogen voksne så stadig var kontrolleret af andre i deres liv var noget andet. 

Winchell kiggede tilbage på hr. Sylvester efter Frederiks kommentar. Og korrekt, så kunne han ane det glimtrende metal af en ring på en af mandens fingre. Winchell kiggede derfor tilbage til Frederik og mødte faktisk hans blik. "Nogle mænd har brug for tid alene væk fra deres koner. Og det kan konerne skam også. Det er ikke mit ansvar, hvad de vil og ikke vil." sagde Winchell. Han vidste, at Frederik ville have et eller andet at sige her. Enten at Winchell var helt forkert og alle gode ægteskaber var bygget på tillid. Eller også ville Frederik spy ild efter ham, fordi Winchell nærmest lagde ansvaret fra sig. At det ikke var hans skyld. Og på en måde var han faktisk enig i dette. Jovist kunne han lokke folk, men man kunne ikke lokke nogen, der ikke selv ville lokkes. Nogle krævede bare mere end andre. Længere var den ikke.

 Svaret  Winchell havde på Frederiks spørgsmål passede meget bedre ind i det billede han havde af skøgen, end det han var lige ved at tro skøgen havde mest med sine ord. Tungen gled over underlæben og en underholdt lyd i form af en latter i en udånding lød fra Frederik mens han rystede lidt på hovedet over det. Det var faktisk lige præcis det han havde tænkt var Winchells holdning til det. En kunde var en kunde, om de havde lyst eller ej.. 
 " Se dét!... " lød det fra Frederik samtidig med han rejste sig op. Den ene finger pegede mod Winchell, man kunne måske endda kalde det en anklagende finger. 
 " .. Dét var var hvad jeg havde forventet af sig, Winchell..  " Frederik skulle ikke blande sig i hvad andre gjorde - så længe det ikke gik ud over ham. 
 " Farvel.  " sagde han så, inden han vendte sig rundt. Hr. Sylvester var ikke længere at se nogle steder, og det betød at Frederik sagtens kunne gå. 

 Han nåede dog ikke en gang at træde et skridt væk fra bordet, for en smal hånd med tynde, små fingre lagde sig mod hans brystkasse, og stoppede ham i bevægelsen. Frederiks små nakkehår rejste sig - og ikke på en god måde - men han holdt et roligt udtryk.
 " Auwe, De går vel ikke allerede, søde? " En lille, pyntet pige, med et stramt korset der pressede brysterne godt op, stod og så op på Frederik med underlæben skudt ud i et trist udtryk. Hvad skete der for alle de skøger?! Selvom alt vendte sig inde i Frederik, fik han alligevel mundvigene vendt opad i et drenget smil, inden han lod blikket glide ned over pigebarnet. Det var jo sådan det burde være. 
 " Hvis De vil holde mig ved selskab, kan jeg vel ikke tillade mig at gå endnu, " svarede Frederik tilbage og lod sig dumpe tilbage ned på stolen. I stedet for at sætte sig på sin egen stol, lod hun sig dumpe ned på Frederiks skød, med benene på samme side, og armene om hans hals, mens hun sendte et skulende blik mod Winchell. Så kunne han godt gå.

Hvorfor ville Winchell forvente, at Frederik havde åbnet sit sind for flere holdninger ens sit eget? Som var han en fordrukken mand, havde han rejst sig op - med den højde var den buttede mand nødsaget til at trække hovedet mere tilbage end normalt - og pegende en finger mod ham, imens han sagde en anklage, der tydeligvis skulle virke ondskabsfuld. Men Winchell tog det ikke tungt. Hvorfor skulle han det? Frederik anklagede ham for at tænke lige præcis, som Winchell gjorde. Måske kendte Frederik ham bedre, end Frederik ønskede at indrømme.

Tydeligt var det at se, at Frederik ønskede at gøre sin afsked, men knap nok før han havde taget det første skridt, blev det gjort til det sidste takket været en alt for yndig kvinde. En kvinde, hvis kropssprog Winchell genkendte, før ansigtet. Det krævede en masse inde i ham for ikke at skraldgrine. Hvad var der med Frederik og skøger? Han havde siddet med en, der ikke var arbejde, og nu var han i selskab med, der faktisk var på arbejde. Winchell kendte til Amys arbejdsbeklædning. Det kropstætte korset, der pressede brysterne op, så mænd - og kvinde - havde svært ved at fastholde øjenkontakt. Selv Winchell havde fangede sig selv i at lade blikket dale ned af for at nyde af godterne. 
Grinet var blevet holdt tilbage, men Winchell kunne ikke holde en lille fnisen fra sig, da Amy satte sig på skødet af Frederik. Nu var manden i hvert fald ankeret som et skib. Hurtigt fik de to kollegaer øjenkontakt. Winchell gjorde et ansigt, der sagde tydeligt, hvad han tænkte. 'Prøv du bare'. Og en udfordring blev hermed taget op.
"Du kan da også med tøserne, Frederik. Er det normen, at forretningsmøder skal afsluttes med manér?" Selvfølgelig skulle Winchell lege med. Enten ville han presse ham helt ud til at være alene med Amy - eller også ville den høje mand nægte en køn pige som Amy. Og ingen mand, der var tiltrukket til kvinder, ville sige nej til Amy. Og derfor lænede Winchell sig tilbage og nød en af de sidste slurke af sin øl. Han havde spottet de halvfærdige krus på bordet. De tidligere forretningsdrikkevarer mellem Frederik og hr. Sylvester. Der var rigeligt for Winchell til at blive lidt endnu. Og nyde tragedien, der var Frederik.

 Winchell var tydeligvis ikke intimideret af Amys skulende blik, og gjorde inden tegn til at rejse sig - tværtimod. Den kvindelige skøge måtte kæmpe for ikke at lade et lettere fornærmet fnys snige sig ud mellem de spinkle læber. Fingrene nulrede lidt ved hårene i Frederiks nakke, og blikket fandt vej til de mørkeblå øjne.
 " Jeg er også et meget bedre selskab, end det De allerede har, bassemand. " sagde hun med en kælen og dæmpet stemme. Frederik måtte bider tænderne sammen, for ikke at lade en anstrengt grimasse vise sig på det spidse ansigt ved kælenavnet. Smil formåede han dog at holde på læberne.
 " Bestemt. Og Frederik er fint. Hvad hedder en skønhed som Dem? " Han hadede kælenavne, til sig selv og til andre, men nogle gange måtte man ofre sig. Var det ikke sådan man snakkede til kvinder?

 Inden Amy kunne nå at svare kom Winchell hende i forkøbet. Winchells prikkende ord, fik Frederik til at spænde lidt op.  Han skulle ikke sidde der og hentyde til Frederik var til mænd! Der var dog ikke så meget Frederik kunne gøre, med en kvinde siddende på skødet. 
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om.. " mumlede han sammenbidt. Amy virkede heller ikke specielt imponeret over afbrydelsen, og hun viftede lidt afvisende med hånden mod den mandlige skøge.
 " Så Winse, de voksne taler.  " Amy vendte opmærksomheden med Frederik og lod hånden hun lige havde brugt til at vifte med, glide ned over Frederiks brystkasse.
 " Denne skønhed hedder Amy, " hun bed sig lidt i underlæben. 
 At sige at Frederik hadede sit liv lige i det øjeblik var en underdrivelse. Alt inde i han vendte og drejede sig, og han følte sig klam og ussel. Han prøvede så hårdt på at virke interesseret og som om Amy var alt han havde øje for, min i mangel på oprigtig interesse, var der også mange ting som han missede. Brysterne var blandt andet ikke blevet skænket et enkelt blik, og Frederiks hænder lå lidt akavet mod hendes ryg og knæ.

Som kollegaer var Winchell og Amy også på en måde konkurrenter. De tjente krystaller på deres kunder. Hvis Winchell stjal en af hendes kunder, ville han inddirekte stjæle hendes krystaller for næsen af hende. Derfor var hun nok mere næsvis og bidende nu end normalt. Men når arbejdsdagen var omme og de begge ville sidde i bordelhusets, ville de uden tvivl grine over dette møde frem for at skule ondt til hinanden. Især, efter Winchell havde fortalt hele historien om Frederik. Deres historie sammen. For nu måtte de være spydende konkurrenter. 

"Nu ikke vær så ydmyg, Frederik." sagde Winchell smålegende. Ville han virkelig lege, havde han kaldt ham bassemand. Præcis som Amy havde gjort. Men den buttede mand kendte ham. Kælenavne var ikke, hvad Frederik gjorde i. Og medmindre han ville have Frederik til at leje et kroværelse med Amy, måtte han lege pænt. Selvom Winchell mere end gerne ville høre efterfølgende, hvad Frederik overhovedet ville lave, hvis han var på tomandshånd med Amy.
Blikket vendte over på Amy, dog ikke uden at snige et kig eller to over på Frederik. Var han oprigtig interesserede i hende, ville hans øjne konstant sænke ned mod hendes barm. Men Winchell lagde mærke til, hvordan han fortsatte med at kigge på ham. Mon Amy opdagede dette, eller var for opsat på blot at få en kunde ind? "Aimes dog. Du er skam en skønhed, synes du ikke, Frederik? Lige noget for enhver mand." Der var ikke den største legende undertone i hans stemme. Amy ville i hvert fald ikke lægge mærke til det. Hun ville nok snarere tro, at hendes kollega prøvede at gøre hende bedre. Få Frederik til at betale flere krystaller. Men Frederik kunne sikkert regne ud, hvad Winchell mente. De to mænd havde et hemmeligt sprog sammen. Og kun én af dem nød at snakke dette.

 Blikket hvilede hele tiden på Amy undtagen når det kort flyttede sig over på Winchell når han sagde noget. Det skulle jo ikke virke som om han ikke var interesseret i den kvindelige skøge på hans skød. Han valgte med vilje at ignorere Winchell lille kommentar, selvom blikket kort flyttede sig hen på ham. Med et svagt tick i form af en kort og mildt rynken på næsen var det dog hurtigt på Amy igen da hun præsenterede sig. Skuespillet forsatte, og Frederik løftede begge øjenbryn i en imponeret udtryk, mens de spinkle læber bredte sig i et stort, charmerende smil.
 " Amy? Det er bestemt et yndigt navn. Det passer ganske godt til Dem.  " Frederik lænede sig en smule tilbage så han kunne lade blikket glide lidt ned over hende, som om han tog hende udseende til sig. Amy fnes piget, og lænede sig selv lidt tilbage for at hjælpe med udsynet. 
 Selvom Amy så fint havde bedt Winchell om at holde mund, var det tydeligvis ikke noget han var interesseret i.  Det var da rart at vide det ikke kun var Frederik der ikke kunne få ham til at holde bøtte. Frederik så hen på Winchell med et uforstående udtryk. Han havde lige kaldt hende en skønhed, hvorfor spurgte Winchell ind til om Frederik synes hun var en skønhed? Han forstod ikke hvad han prøvede på og det kunne ses på ansigtets folder.
 " Eh.. jo? En vaske ægte skønhed. " Sagde han og flyttede blikket tilbage på Amy, der sad og stirrede lidt irriteret på Winchell. Hun virkede til at ville have ham til at gå, lige så meget som Frederik ville.


 " De ved virkelig hvordan De skal smigre Dem ind, " Amy så tilbage på Frederik og lod hånden på Frederiks brystkasse glide lidt videre ned over brystkasse, til fingrene nåede vestens knap, hun ganske let knappede op mens hun lænede sig frem for at hviske i hans øre.
 " Mon du også ved hvordan du skal behandle en kvinde? " hviskede hun og lod så tungen glide over hans øreflip. En bølge af kuldegysninger fulgte hendes forsøg på at være lokken, og fik Frederiks nakkehår til at rejse sig. Det var dog ikke af velbehag eller lyst, men det stikmodsatte, og det vidste sig i en brøkdel af et splitsekund på hans ansigt, der trak sig lidt sammen. 
 Amy trak sig lidt tilbage, og så ind i Frederiks mørkeblå øjne. Frederik sendte hende et selvsikkert smil, og lod hånden Amys knæ glide lidt op af hendes lår. 
 " Selvfølgelig.." mumlede han stille, og prøvede at ignorere Winchells tilstedeværelse. 

Lystfolkene fra bordelhuset kendte skam hinanden. Derfor vidste Winchell også, at Amy ikke var en dum pige. Bare fordi man gjorde i deres erhverv, var det ikke ens betydning med, at ens intelligens var lig nul. Hvis Amy kiggede efter det og lagde mærke til de små særheder i Frederiks væremåde, ville hun nok snildt kunne lægge to og to sammen - ellers skulle hendes mandlige kollega snildt fortælle i morgen, hvordan Frederik i sandhed var. Og på det tidspunkt ville hun uden tvivl lægge anden mening i meget af det, Frederik gjorde lige nu. For nu kunne Winchell dog ikke lade være med at kigge på, hvordan den flotte, høje mand skulle lave skuespil for at virke interesseret i kvinden på sit skød.

Derfor var Winchell også overraskende tavs. Han sad endnu og kiggede på de to. Dog ikke på den skumle og lumre måde. Mere den observerende måde. Og mest på Frederik. Han kunne svagt se, hvordan hårene flere steder på mandens krop rejste sig ved Amys hånd på brystet og den snedige og veltrænet måde at åbne knapper i en skjorte. Enhver god skøge vidste, hvordan klæder kom af på hver deres måde.
Dog var det grimassen, der fik en verbal reaktion fra Winchell. Hvordan Frederik i en brøkdel brød sit skuespil og viste sine sande farver. Hvordan han ikke nød Amys tilstedeværelse. Mon han nød hendes selskab lige så meget, som han gjorde Winchells? Hvad foretrak Frederik mon? En skøge af det køn, han ikke var til, eller Winchell? Det fik en lille fnisen frem fra den buttede mand. Hånden dækkede den nedre del af ansigtet, som for at skjule grinet.
Dette var yderst mærkværdigt at se. Havde Winchell ikke været her, havde Frederik sikkert skubbet Amy af sig og kommet med en eller anden løgn. At han havde en kone derhjemme, eller han ikke var i humør til det, eller han bare ikke gjorde i købte selskaber. Men fordi Winchell var her, måtte manden gøre i skuespil. For hvis han viste sine sandheder, ville Winchells ord være korrekte. Og så meget, som den buttede mand havde læst Frederik, var dette næppe noget, han ønskede. For hvordan ville Winchell ikke lege med dét faktum? Derfor var der en del af ham, som faktisk gerne ville have, at Amy fik Frederik med op på et af kroens værelser. For så ville Frederik ikke have mange muligheder. Ville han så bukke under og gøre, hvad Amy kom for, eller ville han komme ned til et smørret smil fra en ventende Winchell?

 Hvis man vidste hvad der skete inde i Frederik når han var tæt på en kvinde - især som han var nu - ville man nok blive overrasket over at han gang på gang fandt sig selv i sådanne situationer, eller forsøgte at sætte sig selv i dem. Men hvad kunne han gøre? Mænd og kvinder skulle være sammen, og han skulle finde sig en kone. Når det kom til stykket gik det bare aldrig som han gerne ville, som regel fordi kvinden i længden kunne mærke Frederik ikke helt ville det. Om han sad med andre eller for sig selv, så man nærmest aldrig Frederik afvise en kvinde, for tænkt hvis det fik folk til at tro det forkert. Han skulle jo gøre det klart at han var til kvinder.  For han var bestemt ikke til mænd!
 " Mmmm, godt! " brummede Amy tilfreds til Frederiks ord. 

 Selvom Frederik havde ønsket Winchells stilhed, kunne han alligevel ikke lade hver med pludselig at blive lidt urolig ved at manden var så stille. Nok mest fordi han så ikke vidste hvad han havde gang i eller tænkte på. Det kunne han da alligevel regne lidt ud for han snakkede. Det mørkeblå blik flyttede sig derfor hen på Winchell for lige at se om han stadig sad der. Noget der gjorde at hans blik endte med at mødes med den buttede mands. Frederik fnøs, for at flytte blikket tilbage til Amy, for at se at hun havde fulgt hans blik. 
 " Det kommer til at koste, hvis du skal se med, Winse.. " lød det skarpt fra Amy. Hendes ord fik Frederiks hjerte til at springe et slag over, og han flyttede sig lidt utilpas i stolen, selvom det ikke rigtig var til med hende siddende på sig.
 " Hvad med, at vi går op hvor vi kan være alene? " Spurgte  Frederik så i stedet, med blikket på Amy. Han skulle ikke nyde noget af at Winchell troede han kunne være med! 

For en meget stund mødte de to mænds blikke igen. Som om Frederik ville tjekke, om Winchell sad der endnu. Eller ville tjekke, om han ikke gjorde, for så behøvede Amy ikke at sidde på skødet endnu. Men den buttede mand sad endnu, sippede til sin øl. De varme, brune øjnene blinkede kækt til Frederik, inden fokusset fra den høje, flotte mand atter kom på Amy. 
"Ikke engang en gratis kigger for din kollega?" spurgte Winchell med tydelig sarkasme i stemmen. Han ville selv ikke give gratisheder ud. Hverken til venner eller kollegaer. Derfor viftede han med den ene hånd. "Smut I nu bare op. Jeg ved, krofatter har et par dejlig afsides værelser. Så ingen hører jer." Winchell blinkede med det ene øje. Og på den måde, de to andre sad, ville Frederik være den eneste, der kunne se dette. Medmindre Amy lærte at vride nakken helt rundt.

Winchell ville uden tvivl forblive siddende her. Han ville se, når de to rejste sig og gik op af trappen for at komme til et af de lånte værelser. Og han ville uden tvivl også sidde her, når enten de begge eller én af dem kom ned. Det var ikke en arbejdsdag for ham. Den her kro havde rimelige priser for væsker. Måske han sågar kunne finde lidt hygge efter alt dette. 
Derfor tog han blot endnu en god slurk af sit krus, så der var under halvdelen tilbage. Snart en genopfyldning. Dem kunne der snildt komme flere af. Frederik troede måske, at Winchell ville forsvinde, så snart de var ovenpå. Frederik var nød til at overnatte på værelses med Amy i den smalle seng, hvis han ville sikre sig, at Winchell ikke ventede kækt på ham nede i krostuen. 

 Amy rullede med øjnene over Winchells kommentar inden hun vendte blikket tilbage til Frederik. Hun gad ikke en gang at svare, for han vidste at i deres branche var der intet der var gratis hvis man ville tjene nogle krystaller. Et stort smil bredte sig over hendes læber ved Frederiks forsørgelsen, og i stedet for at svare ham verbalt, rejste hun sig op og tog hans hånd for at hive ham med. 
 Frederik fulgte med at og stå uden at kommentere til Winchell at han allerede havde et værelset på kroen. Det kom jo ikke ham ved. Som ham og Amy begyndt at gå mod værelserne, lod han hende tage fat om hans arm, så det mere lignede et par der gik mod deres værelse, selvom der nok ikke var nogen tvivl om hvordan det hele hang sammen. 
 Ganske kort inden de forsvandt helt, kiggede Frederik over skulderen for at se om Winchell lagde an til at rejse sig og gå. Det var rart nok at vide at han ikke skulle bekymre sig om, om den mandlige skøge nu også sad der når han kom tilbage. Det så dog ikke ud til han var klar til at gå endnu. 


 Der gik omkring et par timer før Frederik kom ned i kroen igen. Amy var kommet ned et stykke tid før Frederik og havde forladt kroen uden at henvende sig til Winchell. Hun så dog ganske tilfreds ud. Frederik selv, havde lagt i sengen og hadet sig selv lidt, inden han havde fået sig sammen til at tage bukser, skjorte og sko på igen, for at gå ned i kroen, med håbet om at Winchell var væk. 

Inden de to falske turtelduer forlod krostuen, havde Winchell løftet sit krus i et skål om deres kommende handlinger. Eller de handlinger, der ikke ville ske. Først, da Frederik og Amy var forsvundet bag en gang og tættere på deres værelse, rejste den buttede mand sig op. Men ikke for at forlade kroen. Nej, for at komme op til baren. Han ville da ikke sidde ved det bord helt alene og ligne en eller anden åndsbolle. Desuden, så havde baren nem adgang til genopfyldninger - og de mange ansigter og kroppe i kroen. 

 Efter to timer i hvad der for Frede havde føltes som et mindre helved, var det bestemt ikke Winchell han ønskede at høre kalde på sig. Og dog, hvilken bedre måde var der at vide Winchell at han tog fejl? Frederik var til kvinder, ikke mænd. Det havde han jo lige bevist.  Det var derfor han med et lidt opgivende suk at den unge oliesælger gik op til baren og Winchell.  
 " Har du ikke noget bedre at tage dig til, end at forfølge mig? " brummede han inden han bestilte en øl og en portion suppe. Frederik valgte med vilje ikke at svare han i første omgang. Selvom han ville bruge at han lige havde været sammen med Amy til at vise overfor Winchell, at hans antagelser var helt forkerte, var det alligevel ikke fordi han var alt for glad for at snakke om det. Minderne i sig selv var nærmeste lige så modbydelige som det havde været faktisk at være i det. 

 Frederik kom dog frem til, at hvis han ikke svarede, ville skøgen ved hans side bare tage det som der slet ikke var sket noget. Han overvejede derfor et øjeblik hvad han skulle svare. Så trak han på skuldrene.
 "Det ved jeg ikke, hvor god siger de hun er? " Spurgte han så nonchalant og så hen på Winchell.

Øl og suppe? Det betød jo, Frederik havde planer om at blive. Winchell gjorde plads til sin såkaldte 'ven' oppe ved baren. Selv bestilte den buttede mand endnu en øl. Der var blevet langede nok over baren til, at han havde åbnet en regning frem for at betale hver gang. Krofatter stolede på ham. Han kom tilbage, om så det ville være en friaften eller en arbejdsaften, så ville Winchell komme tilbage, hvis han ikke betalte i dag. En af fordelene ved at være kendt blandt mange af krofatterne og -mutterne.
 
"De siger, hun forvandler deres verden. At mange af dem kommer tilbage, fordi de ikke kan få bedre," fortalte Winchell uden en sky af jalousi. Fordi mange kom tilbage for hende, betød det, at de ikke alle kunne få hende. Men når mænd var kommet til bordelhuset for at få aktion, gik de ikke tomhændet. De fandt alternativet. Og Winchell var ofte dette alternativ. "Og så er hun ikke bange for at røre, siger de." Winchell blinkede med det ene øje. Flere af dem, han havde fået på grund af hende, havde nævnt, hvordan en finger under kysseri kunne finde vejen i mellem hans baller. Winchell kunne snildt fortælle, hvor godt dét føltes, men Amy viste det tit til sine mandlige kunder. Hvilket også var grund til, hvorfor den buttede mand havde været tilfreds med, at hun havde trukket Frederik med op. 
"Noget galt, Frederik?" Der var en underlig oprigtighed i Winchells stemme. For Frederik virkede ikke fuldt ud tilfreds. Ikke som Amys andre kunder. Det var ikke et trick for at få ham til at indrømme ting. Det var rent faktisk oprigtighed fra en beruset mand til det, resten af kroens befolkning ville se som hans ven.

 Frederik var virkelig ikke interesseret i at bruge mere tid med Winchell, men han vidste at skøgen bare ville følge efter ham ned til et bord hvis han satte sig derned. Han kunne tage det med op på værelset, men var der noget han gad mindre end at være i nærheden af Winchell, var det at han vidste hvor på kroen han sov. Derfor blev han sidde ved baren, selv da øl og suppe blev sat foran ham. 

 " Hm..  " brummede Frederik kort og flyttede blikke væk fra Winchell. Selvom han ikke havde nydt det specielt meget, betød det ikke han var blind for hvad der burde være godt. Hvis det ikke var fordi maven vendte sig hver gang hun rørte og alt i hans skreg på at han skulle væk fra hende, havde det sikkert været ufatteligt dejligt. 
 " Hun vidste i hvert fald hvad hun lavede,  " pointerede han kort efter og tvang den ene mundvig op i et skævt smil. Blikket flyttede sig kort tilbage på Winchell ved han korte kommentar, som Frederik blot trak lidt på skuldrene til. Han fangede på ingen måde hvad Winchell prøvede at hentyde til, og havde det været gået i den retning oppe på kroværelset var Amy nok været gået der fra noget hurtigere og noget mere utilfreds. 

 Frederiks blik flyttede sig væk fra Winchell igen, og endte med at stirre lidt tomt frem for sig. Han blev altid så frustreret og sur på sig selv når han lå med nogen, og det var ikke anderledes denne gang. Den ene hånd lå på bordet og knyttede sig hårdt sammen - noget han ikke selv tænkte over. Med kvinder var det over at det skulle være så svært. Med mænd var det over at det ikke var svært. At han ikke bare kunne være normal. 
 " Hm? " Winchells spørgsmål hev ham ud og tankerne, og hånden løsnede sig lidt. Blikket flyttede sig hen på skøgen inden det gik op for ham hvad der var blevet spurgt.
 " Jeg er vel bare stadig ved at komme mig over tiden med Amy," Endnu en gang tvang Frederik mundvigen op i et skævt, drenget smil. Derefter vendte han blikket mod kruset og tog en ordentlig slurk af det.

Frederiks respons var næppe den sædvanlige kommende fra Amys kunder. Når Winchell sad i den store stue på bordelhuset uden en kunde af sin egen og han så så en af Amys kunder komme ned, gik de, som var de lette som fjer. De gik med tilfreds ansigter og kække smil. De sad ikke og grublede over livet, som Frederik så tydeligt gjorde lige nu. Normalt ville dette have vækket mere nysgerrighed fra Winchell, men den berusede mand kende jo Frederik. Derfor gjorde han intet i den dur i hvert fald.
"Hun er krystallerne værd." konkluderede Winchell blot, som han tog endnu en slurk af sit krus. Selv Frederiks smil virkede mere fremtvunget end oprigtigt. Ja, hvis den buttede mand gerne ville have en flad henover ansigtet, skulle han bare fortsætte med at tvære i det. Men en del af ham ønskede det virkelig ikke. Og derfor lod han være.

En knyttet hånd lå på bordet. Den hånd, der var tættest på Winchell. Han kiggede ned på den. Den var knyttet. I en næve, klar til en slåskamp. Men den løsnede sig, som Frederik svarede. Hovedet løftede sig, så blikket var på Frederik. Hånden om hans eget krus blev løsnet og i stedet lå den selv på bordet. Nær Frederiks, men med nok afstand til, at det ikke ville virke underligt. For det var ikke engang det, Winchell tænkte på. Han gad bare ikke lige drikke mere og så var det nemmere at give slip på drinken.
"Hvad skal du så mere i Dianthos? Flere forretningsaftaler eller var hr Sylvester den eneste denne gang?" Den afslappende tone i Winchells stemme fik det virkelig til at føles, som om de ikke var mere end gamle venner. 

  " Bestemt.. " mumlede Frederik blot lidt til Winchell konklusion. Hvis det at være sammen med hende kunne bevise overfor Winchell at han havde taget helt fejl af oliesælgeren, så var det i sidste ende nok krystallerne, lige godt hvor lidt han havde nydt det. Han var da også blevet forløst, så helt dårligt var det jo ikke. Hvad Frederik dog aldrig ville nævne for nogen var hvad der havde spillet for hans indre for at han kunne nå dertil. 

 Selvom Winchell havde fået hevet Frederik ud af sit tankespind, var han stadig en smule opslugt af sine tanker, og derfor lagde han ikke mærke til Winchells hånd der blev lagt på bordet. Havde han været opmærksom på det, havde han nok trukket hånden lidt til sig, bare på den sikre side. Winchell skulle jo ikke få nogle gode ideer. 
 Kruset blev sat ned på bordet igen, og blikket flyttede sig kort hen på Winchell, inden han trak lidt på skuldrene. Han havde umiddelbart ikke andre planer i Dianthos. Måske han ville kigge på noget til Mormor Helke, men det var måske også bedre at komme hjem og i gang med at gøre lidt research på hvad Hr. Sylvester havde bestilt. 
 " Jeg har ikke mere at se til i Dianthos for denne gang..  " svarede han så, og flyttede begge hænder hen til skålen med suppe. Med skeen rørte han lidt rundt i den, inden han tog en mundfuld op til munden og pustede på den.