Det var desværre realiteten ved at Fabian havde brugt sit eget udseende i så mange år, og selv hvis det ikke var... ligeså snart han overnattede hos en kunde, så var der muligheden for at de ville se hans sande jeg alligevel. Så var det nemmere at ligne en anden når han var omkring Aldamar og de højere adelsklasser, selvom de formegentlig ikke ville kende ham. Der ville i hvert fald næppe være en grund for Fabian at forsøge at finde andre kunder i samme klassesamfund. En prins måtte være nok.

Det var dog ulideligt som Aldamar var begyndt at åbne hans skjorte, men med sneglefart. Han forsøgte dog ikke at virke alt for utålmodig. Hans egen hånd kunne dog ikke lade vær med at pille lidt ved Aldamars krave på hans skjorte.

Latteren kunne Fabian dog ikke holde tilbage, da Aldamar pointerede livvagten Cordelia. ”Det kan godt være at jeg er stærk, men livvagt?” Han lagde hovedet lidt morende til siden, som han kiggede på Aldamar. ”Vi må nok være lidt mere kreative end det. Jeg har næppe lyst til at sætte dig i fare, fordi du har en falsk livvagt.” Han lænede sig ind og kyssede Aldamar kort på munden. Selvom de snakkede om det, så havde han ikke engang overvejet at det at de fandt en plads i nærheden Aldamar, betød at han ville have en mere permanent plads i hans liv. Det var både en ting Fabian et eller andet sted ønskede, men samtidig skræmte ham fra vid og sans. Det her var en lille forelskelse fra begge deres sider, og han forventede stadig at Aldamar ville blive træt af ham før eller siden. 

Hænderne forsatte deres rolige opknapning ned af brystet, kun afbrudt af små grin eller spøjse blikke, da han kiggede op ved hans ord. Livvagt var udelukket, men billedet i sig selv var ganske kønt. De fleste vagter han kendte, havde lidt af en... kølig overflade og et ansigt af sten, når de var på arbejde. Og da Fabian var liv - liv og lyst - forekom det næsten absurd at sætte ham i den rolle. Der måtte være noget mere passende. 
Med det sagt, var Aldamar ikke bleg for at sukke med påtaget skuffelse, og da læberne blev sluppet, lod han dem i stedet forsætte ned til det tiltede hovedets mere blottede og derfor åbne hals. "Skuffende..." det var et drillende nap der blev taget, tilgengæld - noget der blev understreget af hans næste ord. "Så ingen uniform?" imod halsen blev ekkoet fra de tidligere ord hvisket, og han forsatte med at knappe den nederste række af knapper op, tankerne optaget i den sjove blanding der var i at finde et kreativt dække, og 'arbejde' sig videre frem. 

Fordi hvad kunne det helt reelt være? 
Han havde været ude i rådgiver, men skulle han være ærlig... ville den første politiske samtale der blev taget med Fabian, modbevise lige præcis dét - skulle nogle rådgive fyrstesønnen ville han ikke tage imod andre end de bedste. Og det var en person der ville skulle tale... en masse. Tjener? Ikke noget han så Fabian foretrække, da det ville kræve arbejde. Dyrepasser? Han brød sig godt nok ikke om slanger, men... måske det kunne tillæres? 
Følelsen af den sidste knap der på et eller andet tidspunkt løsnedes, gjorde at Aldamar med et sidste kys slap halsen og trak sig tilbage for at kunne se ham i øjnene igen. 

Da Fabian følte nappet på hans hals, kunne han ikke stoppe den lille smule luft han tog ind i overraskelse, dog på ingen måde dårlig. Det føltes bare som om at det havde været længe siden, de rigtig havde kunne udforske hinanden, selvom det langt fra var rigtigt. De her dage mødtes de ikke ligefrem uden en forventning om at de ville ende i sengen i slutningen af aftenen, hvis alt gik som de ville have.

”Jeg udelukker ikke en uniform,” svarede han leende, og lod Aldamar gøre hvad han havde lyst til, i det her tilfælde sørge for at Fabian kom ud af det tætsiddende tøj. ”Men det er nu mere for din fornøjelse,” det var en drillende tone, for ikke at nævne udtryk. Alt der krævede en uniform for Fabian, ville nok i sidste ende ikke være noget han ville elske at lave, men derfor kunne han nu stadig godt se brandgodt ud i en, og noget tydede på at Aldamar gerne ville se ham i en, hvis deres nuværende samtale havde noget at sige om det.

Nu når Aldamar selv var færdig med at knappe Fabians trøje op, så lod han også sine egne hænder glide ned til Aldamars knapper. Han var køn i tøj, men også forfærdelig køn uden. Hans hænder var dog noget hurtigere end Aldamars, og han trak det ikke i øjeblikket unødvendigt i langdrag. 

Det var med et bestemt greb om det fine stof, at Aldamar fik krænget skjorten af den solbrune mands hud, og fik kastet den et eller andet sted hen i værelset så han kunne finde den senere. Med det sagt, så gik der ikke længe førhen at han følte Fabian pille hans egne knapper op, og selvom det tempo var en del hurtigere end Aldamar's eget, gjorde det ham intet. I stedet fulgte han blot forventingsfuldt, jah næsten sagligt med i hvad han gjorde, og kunne ikke lade værd med at slippe en leende brummen da han pointerede at det nok nærmere ville være for Aldamar's egen fornøjelse. 
Måske en lille smule, fyrstesønnen havde aldrig afskrævet at det havde en hvis autoritet til sig, og selvom han ikke ligefrem forgudede autoriteter, forargtede han dem ikke. Slet ikke ligeså meget som Fabian gjorde, i hvert fald. 

"Jeg siger aldrig nej til ting for min fornøjelse" kom det smilende fra ham, og han løftede sig en anelse fra ryglænet, om Fabian havde tænkt sig at den skulle af. Øjnene spærredes en anelse op, og Aldamar slog et tænksomt klik med tungen. "Massør måske?" han havde aldrig hørt om andre have... private massører, så skulle det lige godt være fyrsten i Balzera der havde den slags. Og derfor blev det også sagt med en hvis grad af humor. 
Fordi selvom han ikke skulle sammenlignes med den.... mand, ville det være bare en smule lettere, hvis man slap nogle af sine etiske regler. 

Det var et næsten sigende blik fra Fabian, da Aldamar kommenterede at han aldrig sagde nej til hans egen fornøjelse. Det vidste Fabian i den grad godt, for selvom Aldamar havde udvist en vis mængde bekymring for at Fabian også fik nydelse ud af det, så havde han heller aldrig haft problemer med at kræve tingene han også selv ønskede. Ikke dårligt i Fabians øjne, især fordi han selv havde fundet mange af dem interessante, selv med en vis undring til at starte med.

Hans fingre fik knappet den sidste knap op, og han strøg Aldamar lidt over maveskinnet, inden han hev fat i skjorten, og fik hevet den af Aldamar, inden den blev smidt væk fra dem, og han placerede sine hænder mod Aldamars brystkasse i stedet for. Han var væsentlig mere behåret end Fabians selv, men ikke så meget så det var ubehageligt. Hans fingre gled over de fine hår og bløde hud.
”Jeg kan massere,” indrømmede Fabian grinende. ”Er det noget I plejer at have rendende på disse kanter?” Det lød lidt absurd, men han ville tage det, så lang tid han kun var Aldamars private massør. Måske han også kunne gå med til Adena i sidste ende, men hun ville nok finde det ubehageligt, med mindre han selvfølgelig var en kvinde, der havde han i hvert fald en fornemmelse af at han ville komme længere med det. 

Det sigende blik fik kortvarigt en genkendelig varme til at skylle ind over fyrstesønnens kindben, og Aldamar smilede en anelse bredere i sin lille latter, ikke vigende i øjenkontakten da han trods alt var kommet til tåls med at det var sådan det var. Det virkede ikke til at skubbe Fabian væk fra ham, alle hans små særheder... tværtimod syntes det kun at trække ham nærmere. Og da først det var gået op for ham, havde det været en smule nemmere at være i, også. 

Under fingerspidserne, imod brystet, jah der bankede hjertet også en anelse hurtigere af den øjenkontakt der havde været, og Aldamar's hænder gled overraskende roligt op og ned af hans lår, førhen at han med en lille hovedrysten måtte svare nej på spørgsmålet. 
"Ikke hvad jeg ved af... men, nogen skal jo være de første til at starte nye traditioner op" grinte han, og rettede sig en anelse op, så han ikke længere lå helt tilbage imod ryglænet. Det gjorde at han måtte bukke hovedet opad for at se op på den blonde mand, men det gjorde ikke det store; det havde ligeså meget været for at komme tættere på, og Aldamar's hænder gled over ballerne, og op imod lændens huldning igen, i den selvsamme bevægelse. 
Det ene øjenbryn løftedes en anelse drilskt "... du kan selvfølgelig også gøre rent. Eller lave mad - sådan nogle plejer vi at have rendende, lidt mere og lidt oftere end massører" smilede han. Og skulle han være bundærlig, ville det nok være den bedste... 'forklædning', skulle man have sådan en. Men han forventede ikke at mandens finurlige stolthed ville trives under de vilkår - et karaktertræk der ikke gjorde ham det mindste. 

Fabian var ikke en mand der opsøgte det normale og kedelige. Han hadede det som pesten, og selvom Aldamar måske ikke var så vild, som han måske havde håbet på en fremtidig partner ville være, da han stadig drømte om det, så havde han intet problemer med Aldamar. Han udfodrede ham personligt, i stedet for kun seksuelt, for det seksuelle kunne han trods alt også opsøge andre steder fra. Sex var vigtig, men ikke det vigtigste i deres forhold.

”Det ville give mig en god undskyldning for at røre dig,” indrømmede han drillende, og lænede sig også bare nærmere Aldamar. De lette fingerstrøg fra prinsen fik det til at løbe behageligt ned af ryggen på Fabian, og samtalen var overraskende nok, ikke specielt ubehagelig. Måske det havde noget at gøre med hvordan de sad?

Han var dog hurtig til at ryste på hovedet, da Aldamar foreslog de andre erhverv han kunne tage op. ”Jeg har et arbejde, og det har jeg for at undgå at skulle gøre rent for sådan en som dig,” sagde han, næsten lidt anklagende, men der var morskab i hans øjne. ”Og hvis du vil starte nye traditioner, så kunne jeg også bare være din nye pynteting. Jeg ved i hvert fald at de har slaver i Rubinien der fungerer som noget godt at se på.” At nævne slaver her og nu var måske ikke ligefrem det heldigste fra Fabians side, for han vidste jo godt at Aldamar ikke var glad for de lidt andre vilkår nede sydpå. Selv var han heller ikke begejstret over det, men det var også sagt for sjov. Måske en ting man ikke skulle lave en vittighed om. 

Aldamar krydsede armene bagved ryggen på Fabian, og trak dem roligt fra hinanden igen i den dovne kælen han gav ham lige nu. Han var dog ikke sen til at lade et forfærdet, forurettet udtryk trække det hvidlige ansigt op da Fabian gav sig til at tale, og drilskt pressede neglene sig ind imod huden bagpå, idet at han åbnede munden. "Sådan en som mig?" 
Han vidste udemærket hvad han mente, men fandt det alligevel en anelse morsomt. Tjener jobbet i hans familie, var trods alt ikke det værste... håbede han at mange ville sige. 

Forurettelsen holdt dog ikke ved da han fremlagde sit næste forslag, og øjnene blev en anelse smallere idet at en lumsk energi fik trukket læberne fra hinanden, og han grinede. 
Han kunne ikke udstå Rubiniens traditioner, og fandt det tragisk hvordan at de stadigvæk havde, og i den grad udnyttede slaver, sådan som man havde hørt dem gøre. Og det var i den grad også en kommentar han ville give videre, skulle han nogensinde udtale sig offentligt om hvordan han så det. Men i det private? Aldamar's lidt mørkere humor kunne godt se det sjove i dobbeltmoralen, og et løftet øjenbryn fulgte med den næsten muntre interesse de ord frembragte. "Nå så det kunne du?" 
Hænderne gled ned til hans side, og hvis han formåede det, ville han skubbe ham sidelæns væk fra lårene og ned i sofaen, for selv at følge med indover, dog en god armslængde over ham. "Nu ved vi jo også at både kæder og reb klæder dig, så monstro den rolle ikke ville være lige dig. Ingen frihed, ingen beslutninger at tage. Bare slænge sig i sofaen, indtil du skal bruges?" den påtagede overvejelse lød næsten ægte, da han kiggede ned på ham under sig. 

Han buede ryggen lidt tilbage da han mærkede neglene presse ind mod huden, men det drillende smil blev på hans læber. For Aldamar var lige netop sådan en. Deres leveveje var meget forskellige, og selvom man kunne finde sig tilpas til at gøre rent efter de adelige, så ville Fabian aldrig kunne gøre det. Han kunne ikke engang klare at hjælpe hans egen familie med deres gård, så det var ikke så underligt at han heller ikke kunne finde sig tilpas i andre jobs som dem.

Man kunne dog næsten mærke hvordan hele humøret i rummet ændrede sig, og Fabian kunne mærke hvordan hans eget hjerte slog lidt hårdere, næsten i spænding. Det virkede ikke til at Aldamar tog den så tungt, og han lod sig selv blive vippet ned på sofaen, så Aldamar kunne læne sig over ham.
Hvis det ikke var fordi han følte han kendte Aldamar så godt, så ville han nok også have været mere bekymret for det her henseende. Som en sjov lille ting under sex, der kunne Fabian godt lide at blive bundet op og lade en anden tage kontrol, men han var ikke god til at give sin frihed over på andre tidspunkter.

Han fugtede læberne, og kiggede op på Aldamar, som hans hænder gled op til hans skuldre igen, for at holde lidt fast der. ”Du ville aldrig få lavet noget,” hviskede Fabian drillende tilbage. ”Jeg ville altid være lige der, klar til at bruges. Du ville ikke kunne holde fingrene fra mig.” Der var en vis sikkerhed i hvad han sagde, hvilket også lidt kom fra at han følte sig sikker i at det ikke ville være en realitet. 

Det ville være naivt af Arysprinsen at direkte benægte, hvordan at det ikke kun var Fabian's hjerteslag der virkede til at stige en anelse. Det lyse hår imod den pupurfarvede sofa under ham, som en glorie omkring det solfarvede ansigt der med en drilsk energi smilede tilbage imod ham - Aldamar holdt hænderne imod sofaens bund ud fra hans ører, og bukkede fingerspidserne ind imod stoffet. De mørkeblå øjne betragtede afventende den ældre mand under sig, et smørret smil der ikke helt kunne slippe sit tag i ham, og som kun syntes at blive bredere nogle sekunder efter de hviskende ord var lydt. 

Han ville aldrig få lavet noget? Det tog ikke mange sekunder for fyrstesønnen at føle hvor ret han dog havde i den sætning... fordi han ville - om det var en realitet - have utrolig svært ved at holde sine fingre for sig selv. Så i stedet for at modsige ham det, måtte Aldamar langsomt nikke, og følte i bevægelsen hvordan det efterhånden lange, sorte hår, gled ned over de nøgne skuldre. "Jeg ville... virkelig, aldrig få lavet noget" gentog han bekræftende såvel som lavmælt, og lod den ene hånd slippe sin støtte, for at fjerne noget vildfarent hår fra den andens pande. 
Det ene knæ møvede sig tættere på imellem hans ben idet at Aldamar bukkede sig ned; han kunne ikke længere stå for fristelsen. Det var et noget længselsfuldt kys han krævede af den anden, der var en hvis begærlighed på spidsen af hans tunge, og Aldamar sukkede lykkeligt imod ham i slutningen af det. 
Men kunne (overraskende nok) efter det, dog også hæve sig selv igen, for med et muntert lille grin at sætte sig op, og derefter rejse sig. Han havde jo lovet vin, og den fik han aldrig hentet førhen. Skoene ramte tæppet med et dæmpet bump, og han bevægede sig let på tå, henimod et af værelsets skabe, et flakkende blik tilbage over skulderen i sin vej derover, og et smil skjult bagved selvsamme. "... og det kan vi jo ikke have. Så begynder der først at falde brænde ned" ord der blev sagt med en hvis skuffelse i sig, da det ellers havde været en nydelig fremtids udsigt, ikke? 

Det sorte hår der faldt ned over Aldamars skuldre, var næsten nok til også at kilde Fabian, og med sine hænder plantet ved Aldamars skuldre, prøvede han at børste det om på den rigtig side af skuldrene igen, så han ikke ville få det i hovedet. Som han lå her, og blot betragtede manden over sig, så var det så tydeligt hvor meget Aldamar egentlig havde ændret sig på de måneder de havde kendt hinanden. Han havde altid været køn, men han så næsten mere rask ud, og med en større ild i sig. Fabian kunne godt lide idéen om at han havde bidraget til det.

Fabian trak blot Aldamar længere ned da kysset kom, og gav alt hvad han havde til det. Det var som om at en hver fiber af hans krop var fyldt ud af at hav af forskellige følelser for den anden mand, næsten så meget at det var umuligt at være i kroppen. Hans hånd gled op og borede sig i de sorte lokker, mens hans egne øjne gled i.

Hans øjne åbnede sig kun en lille smule, fordi han mærkede at Aldamar begyndte at bevæge sig væk, og lod sine egne hænder falde væk, og kunne mærke skuffelsen over at Aldamar ikke var blevet. Han løftede sig selv lidt op på albuerne, så han kunne kigge efter hvor Aldamar gik hen.
”Så er det godt at jeg ikke er en slave,” kom det kækt fra Fabian, selvom han stadig kunne hører sit hjerte banke derud af. Hvis slaveforholdet var noget Aldamar faktisk var interesseret i, at udforske så kunne de tage den snak, men indtil videre virkede det på Fabian bare som om at de drillede hinanden mere end noget andet. 

Imellem fingrene blev 2 glas med en klirren imod hinanden placeret, og i den anden hånd greb han en mørk flaske der egentlig havde et lettere støvet udseende ved første øjekast. der var dog mærker efter hænder fra en anden god gang hvor at den var blevet åbnet, men selvom det ikke var en helt ny flaske, vidste Aldamar at der burde være nok til dem begge. 
Da han vendte sig om, havde Fabian dog heldigvis ikke rejst sig endnu. Aldamar bevægede sig hen for at sætte sig ved siden af ham, ved fodenden, men ombestemte sig faktisk, og lod i nogle sekunder overvejelserne om hvor han faktisk ville side, stå malet i det hvidlige ansigt. På gulvet? En lille del af ham havde lyst, men så igen... måske i stolen overfor? Det var også bare langt væk. 

Aldamar endte med at sætte vinglassene og vinen på bordet, og endte også selv med at sætte sig der, det ene ben krydset over det andet og et behageligt blik over den anden mand foran sig. Han ville bare så gerne se på ham, og det havde virket som den nemmeste løsning, hvis han ikke skulle for langt væk."... rigtig godt.." grinte han, og begyndte hjemmevant at hælde op, uden at kigge forfærdelig meget på hvad han gjorde. Og det gik overraskende godt, tydeligvis en evne han havde perfektioneret. 
"... jeg ville aldrig have fundet dig i Balzera, kan jeg sige med det samme. Eller, du havde måske rettere sagt, aldrig fundet mig i en by som den" tilføjede han, og hvis ikke sindet bedrog, var der en snert at taknemmelighed i det toneleje, da han rakte glasset frem imod ham. 

Fabian selv havde ligeså meget behov for bare at se på den anden mand, især nu når overkroppen var bar, og man rigtig kunne se musklerne arbejde under huden. Ikke at Aldamar var så defineret som Fabian selv, men Fabian havde intet imod det. Aldamar var lidt blødere, men stadig i god stand, og der var noget behageligt over at vide, at Aldamar i det mindste aldrig ville have problemer med at få nok mad indenbords.

Dog som Aldamar kom tilbage over, så begyndte Fabian dog også at sætte sig op igen, mest af alt så han kunne gribe ud efter et af vinglassene. At ligge ned og drikke var næppe en god idé. Hans fødder prøvede også at hjælpe sig selv af med skoene, så de ikke blev et problem senere.

”Vi ville heller ikke have fundet hinanden i en by som Dianthos,” pointerede Fabian. Der var noget næsten lidt magisk over, at det ene tidspunkt de to af dem rent faktisk havde mulighed for at mødes, der gjorde de. Havde tingene set bare en smule anderledes ud, så ville deres veje nok aldrig have krydset, og mindst af alt, så ville de aldrig have fundet hvad end de havde med hinanden. ”Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være en særlig lydig slave, hvis det nogensinde blev tilfældet.” Usandsynligt, da han sjældent kom så langt sydpå, og han var ikke ligefrem født ind i slaveverdenen. At nogen skulle jagte ham ned og forsøge at sælge ham som slave virkede uvirkeligt. 

Glasset blev rakt frem imod Fabian, og en klingende lille skål kom til følge, førhen at Aldamar fik taget en tår af den søde vin. Han var og ville altid være en fan af de mørkere frugter og sødere druer, og helt ubevidst var det hvad han altid fandt frem omkring den blonde mand. Han virkede heldigvis ikke til at have noget imod det.
Generelt set var der mange forskelle imellem dem som individer - det havde han efterhånden både set, følt og hørt et par gange nu, men et eller andet trak ham altid tilbage. Tanken om ikke at have mødt ham, heller ikke i Dianthos... den var underlig at forholde sig til. 

Aldamar skubbede den derfor fra sig idet at han lænede sig en anelse frem på sit ene lår, albuen imod benet og hånden under hagepartiet imens at han med et skævt smil i mundvigen, betragtede hans siddende skikkelse. Lydig? Øjnene blev en anelse smallere, førhen at han langsomt nikkede, og tog endnu en slurk af vinen. "Nej, ikke umiddelbart... men efter 1 år? 3 år?" Aldamar vippede hovedet en anelse på skrå, tankerne for en kort stund tabt i hvilket mareridt det måtte være, at miste sin frihed på den måde. Givet, at man ikke var født ind i det. 
"Jeg bebrejder dem ikke at være lydige" tilføjede han derefter, og virrede en anelse på hovedet for at forsøge at komme ud af de mere... mørke tankebaner. Det her var ikke tiden til store reflektioner, mindede han sig selv om - en tanke til at Fabian ikke virkede til at bryde sig om lige præcis det, så vidt som han erindrede. 

Måske over årerne ville Fabian blive mere snobbet med vinen, men for en der var vant til det billigste sprøjt man kunne købe, så var det her i den grad en opgradering, også selvom det var sødt. Kvalitet havde bare altid smagt bedre for Fabian, selvom man næppe ville kunne kende meget forskel på vinene, når man ikke ligefrem var vant til luksussen.
Han drak derfor også lidt af vinen, behaget over den gode vin, og det dejlige selskab, selvom emnet kun virkede til at blive mørkere.

Tanken om hvordan det egentlig ville være at være slave var ikke noget Fabian havde lyst til at dvæle ved. Han var næppe en god nok person til faktisk at bekymre sig om dem der var slaver, men han vidste også at det ville være forfærdeligt. Friheden var noget af det han vægtede højst i denne her verden, og derfor var et sted, hvor man ikke kunne have den, forfærdeligt i sig selv.

Han lænede sig selv lidt frem, så han kunne række over og lade som om at børste lidt hår væk fra Aldamarsansigt, mest for at røre ham, og smile opmuntrende til ham. ”Jeg kunne være lydig, i hvert fald for en stund, hvis det var noget du ønskede,” sagde han, lidt mere drillende, i håb på at hive det over på hvor de begge i hvert fald havde det nemmere. Han havde jo nok en tanke eller to om slaveri, men hvis Aldamar skulle hive de store refleksioner ud af Fabian, så blev det ikke på et tidspunkt, hvor Fabian bare gerne ville nyde den anden mands selskab og glemme aftenens mindre heldige ting. Diskussioner fik altid de to af dem til at hidse sig lidt op over hinanden. 

Hånden imod hans ansigt trak ret så hurtigt opmærksomheden til sig, og ved det opmuntrende smil og de tilhørende ord, jah der følte Aldamar et smil presse sig selv frem, og han overgav sig til det med glæde. Ansigtet næsten lænede sig ind imod den flygtige berøring, og den frie hånd greb hans inden at han fik trukket den tilbage, og bevægede den ned forbi skægget og op til læberne i stedet. 
Hvis det var noget du ønskede - Aldamar kunne ikke lade værd med at gyse en anelse over den sammensætning af ord, men måtte være ærlig og indrømme at han ikke vidste om det var en ubehagelig eller behagelig gysen; et lidt længere kys fulgte med imod håndfladen, og han grinte en anelse. 

"Det vil jeg da huske, hmm?" sagt med et glimt i øjet, og han slap den ikke, men flettede i stedet sine fingre ind imellem hans da han tog den ned igen. "Og dog, det tror jeg næppe du behøver, det ønske har ikke været der endnu" grinte han og nussede den grovere hånd med tommelfingere, førhen at han tog endnu en tår af vinen. 
Fyrstesønnens ansigt vippede en anelse på sned, og han bekæmpede den pludselige trang til at hive ham op af sofaen - det var en underlig fornemmelse, sådan altid... altid, at ville have ham så tæt som muligt, og det var en trang der gik i konflikt med hans behov for også bare at se på ham, nyde at han var foran ham. Aldamar fugtede læberne en anelse i stedet, nysgerrighed at spore i det mørkeblå - "... apropo ingenting... du var aldrig i seng med Adena... som mig, var du?" 
Han mindedes at huske det var blevet benægtet, men skulle han være ærlig, var det gået en anelse forbi ham imellem alt det andet der havde været at forholde sig til. Og nu hvor at det var kommet på afstand, kunne han mærke den spæde interesse for hvad lige præcis dét havde handlet om, melde sig på banen. Tanken gjorde ham... utilpas, trods han prøvede at skjule det. Det virkede bare... underligt. For underligt, selv for ham.

Fabians hånd blev behandlet nænsomt, næsten som var han en fin frøken, og han var næsten mere vant til at det blev gjort, af mere gustne typer, når de skulle fremstå charmerende. Men det var anderledes med Aldamar, og en varme spredte sig i hans bryst, som han lød Aldamar gøre præcis hvad han ville med hånden. Han gav et lille klem, da deres fingre flettes, og kiggede med en ømhed i blikket på Aldamar. ”Jeg behøver intet, men jeg vil gerne, hvis du ønsker det,” svarede han lavmælt. Han fik ligeså meget nydelse ud af at se sin partner have det godt, og han ville sige fra, hvis der ikke var noget han ville. I øjeblikket ville han bare næsten gøre alt, i hvert fald seksuelt, for Aldamar.

Deres lille øjeblik blev dog brudt, som Aldamar spurgte ind til Adena, og der var flere følelser der gik over skøgens ansigt. Først overraskelse, så forvirring, før at han bred ud i et stort smil og slog hovedet tilbage for at grine lidt.
”Nej, nej... det var ikke tilfældet,” sagde han grinende og rystede lidt på hovedet. ”Hun var meget anstændig. Jeg rørte hende en gang på knæet, og jeg fik et glas vin i hovedet.” Skjorten var stadig ødelagt med de lyserøde pletter, men han var ikke ligefrem så frustreret over det mere. Sket var sket, og heldigvis gjorde Aldamars bidrag til hans pengepung, at det ikke gjorde ligeså ondt mere, når tøjet gik i stykker. 

Ved den fantastiske latter følte Aldamar hvordan hans skuldre faldt bare lige en tand længere ned, og et meget mere munterts såvel som lettet smil fik banet sig vej over læberne, da han lyttede. Så Adena var anstændig? Overrasket åbnedes Aldamar's mund en anelse mere da han nævnte episoden med vin, og fyrstesønnen kunne ikke holde det overraskede grin tilbage, der hurtigt gled over i en mere tilbageholden brummen da han slog en hånd foran munden. Det stpppede dog ikke øjnene i stadigvæk at glimte leende ved billedet der tegnede sig i hovedet; fordi det var virkelig ikke et billede han havde fået malet af den pludrende kvinde. 

Tænk at hun havde gjort det. Et eller andet sted, kunne han sagtens forestille sig et scenarie hvor at Fabian dog havde fortjent det - første gang de havde været alene i et rum sammen havde han mildest talt sat sig på ham, så den overraskende i det her selskab var Adena. Endnu en slurk blev taget for at synke noget af den latter der boblede under, og han klukkede. "Åh, jeg ville gerne have været en flue på væggen der" mumlede han, blikket en anelse fjernt frem for sig inden at han rystede på hovedet. 
Øjnene fandt Fabian's igen, og nu med en mere... undrende, og jah, stærkere nysgerrighed i sig. Benene krydsedes elegant idet at han lænede sig frem igen - han kunne ikke lade værd med at spørge  når det var så oplagt. "... må jeg se hvordan du så ud?"

Det var godt at se Aldamar slappe lidt mere af, måske over at vide at intet han ikke måtte vide var foregået da Adena og Fabian havde været alene. Han havde i hvert fald ikke virket helt glad for at have levet i uvidenheden, men han kunne selvfølgelig bare have spurgt... måske ikke omkring Adena. Fabian kunne godt lide stadig at have et ry for at være diskret, selvom i dag tydede på alt andet end det.

Fabian tog glasset op til munden og tog en tår, mens han kiggede morende på Aldamar, som måtte fordøje det nye billede af dem.

Det næste spørgsmål var heller ikke ligefrem noget der kom som en overraskelse. ”Så lidt narcissistisk er man vel,” drillede Fabian, selvom han nu havde haft kunder der gerne ville knalde sig selv. Det stoppede ham dog ikke fra at læne smilende tilbage, inden han fokuserede og lod magien overtage ham. Fingrene ændrede form, hvor de stadig var flettet ind i Aldamars fingre, og hans krop blev lavere, med lysere hud og mørkere hår, og en god mængde brystbehåring. Han lignede Aldamar på en prik, hvis det ikke var et smil der mindede lidt for meget om Fabians eget, der var på læberne af ham. ”Ser jeg godt ud?” spurgte han drillende, stadig i sin egen stemme, for hvis der var en ting han gerne ville beholde, så var det da hans stemme. 

Aldamar himlede en anelse leende med øjnene ved den kommentar, men ville ikke helt benægte den, da  han velsagtens havde en lidt narcissistisk streg til sin personlighed, på nogle punkter. Han brød sig om sig selv - nok mere konkret så brød han sig om hvordan han så sig selv - men det spændende her var ikke hvad han selv så. Nej, et eller andet sted, ville en forvandling til ham velsagtens afsløre hvordan Fabian så ham. Og der ville han heller ikke negerer, at det pirrede hans interesse afsindigt meget. 

Som altid, jah så var det en noget spændende transformation at observere, når Fabian lod magien overtage sin krop. Den her gang var det dog ham selv der til sidst sad i sofaen, og fyrstesønnens læber skiltes en anelse i forbløffelse, samt øjnene spærredes en tand mere op, da han var færdig. Fordi det lignede ham uhyggeligt meget, så man bort fra stemmen og smilet. Vildt. 
Og underligt... Aldamar trak ham op af sofaen med den hånd han havde i sin, og kunne også konstatere hvordan han havde fået højden rigtig. Det var som at kigge ind i et levende spejl, og de første par sekunder var han fuldkommen tavs, imens at hånden tøvende gled over de træk han så tydeligt genkendte fra sig selv. "Om du ser godt ud...?" mumlede han, og i et ryk gled Aldamar's mundviger opad, og han nikkede anerkendene. "Dumt spørgsmål, hmm?" 

Aldamar tog en tår af sin vin, inden at han (næsten kritisk) gik en runde omkring ham, for rigtigt at se ham an - selv detaljer på ryggen havde han fået med, og det lille ar over mundvigen. "Det her er.... underligt" mumlede han for sig selv, imens.