Astrid nikkede bekræftende til at det var hårdt ikke at have meget tid til sig selv. Hendes øjenbryn var stadig hævet, eftersom hun ikke syntes det var et særlig logisk spørgsmål at stille. Hun syntes i hvert fald selv at det gav meget mening at adelige ikke havde meget tid. Samtidig havde hun da en forestilling om, at mange bønder ikke rigtig kendte til alle de ting de adelige gik rundt og lavede. Altså at bønderne troede adelsfamilierne bare tjente kassen på at sidde og se godt ud i deres fine tøj. Hun var næsten overbevist om at det var en holdning der var ret så udbredt i krystallandet. Da skovelveren nævnte det nok var det samme hos ham nikkede hun blot stille og roligt. Hun havde heller ikke regnet med at det ville fungere på anden måde, blot fordi de adelige var elvere.

Astrids blik vendte endnu engang på halskæden hun bar og hun lod fingrene glide henover den, mens hun tænkte over hvordan Theresa måtte have haft det, de sidste timer af sit liv. Hendes tanker blev dog hurtigt afbrudt af et spørgsmål, som hun egentligt ikke hørte. Hendes hånd klemte rundt om smykket som hun så op. ”Undskyld?” sagde hun kort og blinkede med de lyse øjne, for at signalere hun ikke havde hørt det ordenligt. Der gik næsten kun et splitsekund fra hun havde undskyldt, til hun svarede, eftersom hun havde en fornemmelse af hvad spørgsmålet var. ”Jeg har ikke haft muligheden for at besøge Elverly, nej,” svarede hun forholdsvis stift, før hun vendte sit blik tilbage på halskæden og lod sin tommel stryge henover den.

Med blikket på halskæden løftede hun et lyttende øjenbryn som han begyndte at tale. Hun skævede over til ham i den lille pause han holdt og lagde mærke til at han pegede på halskæden hun sad med. Hans påstand væltede en masse følelser frem i hende. Hun kunne jo selv genkende halskæden og kunne ikke forstå at han overhovedet troede hendes tjenestepige var en varulv. ”Jeg ved det var hende,” lød det protesterende og hårdt, ”Du sagde selv at du fandt en død tjenestepige – jeg regner da med, at du fandt halskæden på hende?” spurgte hun lidt frustreret. Hvis ikke han havde fundet halskæden om tjenestepigens hals, så ville det ikke give mening at han sådan uden videre havde antaget at det var tjenestepigens.
”Dette er Theresas halskæde!” lød det hårdt fra hende og man kunne tydeligt høre at det gik Astrid på at hun muligvis havde mistet en tjenestepige. Det at der var tvivl om det gjorde det kun mere ulideligt. Tænk hvis Theresa stadig var i live derude? Forvirret, faret vild og såret.

Da han begav sig hen til sit sværd, fulgte hendes lyse øjne ham. ”Hvorfor lyser dit sværd ikke længere?” spurgte hun en smule nysgerrigt. Hun havde jo tydeligt lagt mærke til at det havde lyst op tidligere og det gjorde det ikke længere. Astrid følte sig i den grad klar til at tage af sted og komme hjem til Isenborg. De måtte alle sammen være ude af deres gode skind.

Astrid betragtede hvordan skovelveren gik rundt i laden med sit blik låst på sværdet. Hans ord om at varulvene nok havde opgivet dem fik hende til at rejse sig op med det samme. I realiteten blev hun lidt omtåget af den hurtige bevælgelse, men lod det ikke komme til udtryk ud over en lille panderynke. Øjnene fulgte ham som han åbnede døren og så ud. Hun sørgede for at være helt stille, således hun selv kunne lytte efter om hun kunne høre noget særligt.
Astrid undrede sig en del da Draco nævnte naturens stemme. Hun var næsten overbevist om at det var et eller andet underlig elver udtryk hun ikke kendte til. Da han lukkede døren i krydsede hun sine arme foran sig, og hvilede den venstre albue i hendes højre hånd. Da han stillede sig foran hende, løftede hun et undrende øjenbryn. ”Lad os komme afsted nu,” svarede hun hurtigt. Nok kunne det være han ikke brød sig om naturens stemme, men hun skulle have tilset sine sår af en healer på Isenborg, jo før jo bedre. For hvert øjeblik hun var væk ville der være større chance for ardannelse – og adelskvinder havde jo ikke ar.
Forklaringen om at sværdet fik hende til at lægge hovedet minimalt på skrå. Hun skænkede ikke sværdet et blik da han trak det frem. ”Det lyder ret praktisk,” kommenterede hun inden hun passerede ham. Hun gik hen til ladedøren og skubbede den åben. ”Lad os gå,” beordrede hun nærmest inden hun begyndte at gå i retningen af Isenborg. Hendes hest var stukket af og højst sandsynligt derhjemme, så hun måtte bare holde ud så længe hun kunne.

Den tidlige morgensol gjorde Astrid sikker i at hun ikke ville blive angrebet af varulve igen. Det var nok alle faldet omkuld og i gang med at forvandle sig tilbage til deres oprindelige skikkelser. Den røde himmel skinnede lidt igennem de stadig mørke træer. Der var smukt. Astrid havde dog ikke tid til at stå og nyde udsigten – det kunne hun gøre når hun lå i sin seng med udsigt hen over markerne. Astrid fnøs lidt, som han spurgte ind til såret. Det gav dog med det samme et jag af smerte ud i armen. Hun greb om sin skulder, hvilket kun gjorde smerten værer. ”Jeg klarer mig,” hvæsede hun i smerte. Hun glædede sig til at komme hjem, så healeren kunne tilse det væreste. Hun håbede inderligt at hendes lillesøster ikke var blevet vækket eller holdt vågen. Thalia havde ikke brug for flere bekymringer, end hvad der allerede var derhjemme.

Mens hun gik med sin hånd på sin skulder, fik hun samlet lidt af sig selv, så hun kunne forsætte med at snakke, ”Mine ben er ikke kommet til skade, så der er ingen grund til at vi stopper,” snerrede hun hun traskede beslutsomt videre. Hun skulle bare se en healer NU! Jo hurtigere de kom til Isenborg, jo bedre.