Gordon fulgte med i hendes reaktion da hun fandt ud af at hun var i Lazura. Det var ret langt væk fra Rubinien, men han kunne godt regne ud at med hendes kæledyr kunne det sikkert have været en del hurtigere end hvis hun havde været til fods. Men nu hvor hun havde fået sine problemer, så ville det nok tage lidt længere tid for hende at komme hjem. Han kiggede på hende som hun trak sine ben op, og hvilede hagen mod hendes knæ. Gordon var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, for på den ene side ville han gerne give hende et kram og fortælle det nok skulle gå, men han var ikke helt sikker på, hvordan hun ville reagere hvis han gav hende et kram. Han kiggede på Sitali, som det var hun rokkede fra side til side og prøvede at danne øjenkontakt med hende, for at se om det var klogt at sige noget. Han tog en indånding, før han lod sine arme om hende, han var forsigtig med hvor han placerede for ikke at gøre hende ondt. "Det skal nok gå." Lød det fra Gordon, mens det var at han trak vejret roligt. Han lod sine arme slippe hende, for han vidste ikke hvor god hun var til kram.

Gordon tænkte lidt over hvad han kunne gøre for at hjælpe hende. Han kunne følge hende derned, men han foretrak gerne at undgå Rubinien da han havde hørt om nogle af de ting der foregik der. Og det ville han helst ikke opleve i første kaliber. "Jeg ved ikke helt hvor god du ville være til kram." Lød det lidt undskyldende fra ham, fordi han ikke havde spurgt hende først, men havde egentlig bare taget det lidt taget det som det var kommet, og så havde han kunne tage om hun blev sur efterfølgende. Han tiltede hovedet en smule på skrå, mens han kiggede på hende, prøvede at læse hendes ansigtsudtryk for at finde ud af hvordan hun ville tage det.

Det var ikke fordi Sitali normalt var så skrøbelig.. Men hun skulle forestille sig at være et barn, der var langt væk hjemmefra, så hun var vel nød til at trække sig en smule ind i sig selv. Egentlig kunne hendes blik ikke lade vær med at hvile på manden foran hende. Hun forsøgte ikke at give ham tegn til at hun faktisk betragtede ham, men han var tydeligvis typen til at bruge sin krop i sit arbejde. Selv med det tøj han bar, kunne hun fornemme musklerne i hans hænder og over hans arme. Hvad mon han lavede i skoven? Hun kunne godt være interesseret i at spørge, men valgte alligevel at vende blikket imod sine fødder, som hun fik benene trukket op under sagen og lagt hagen imod hendes knæ. Armene lagde sig trygt omkring hende, som hun lod blikket vandre ud imod Sihan, der endnu tyggede sig igennem det stykke kød, som Gordon havde givet ham. Lige pludselig rettede hun dog hovedet op, som han kom tæt på og lagde armene omkring hendes lille skikkelse. Kroppen sitrede en smule, som hun fangede sig selv i at dufte til ham. Dog skyndte hun sig at rynke på næsen, som hun forsigtigt lagde en hånd imod hans overhånd og gav den i et klem. Muskler.. Hun forsøgte at sende ham et forsigtigt smil, men hendes blik bar spor af begejstringen over hans skikkelse. Forhåbentlig så han det ikke. ”Tak, hr.” lød det med en forsigtig og rolig stemme, som hun nikkede til ham. Hun holdt ham dog ikke fast på noget tidspunkt. Det ville være underligt.

Manden lod til at dvæle en smule ved det kram, han havde forsøgt at give hende. Hun lyste dog en smule op, da han forsøgte at undskylde over for hende. Måske hun havde været al for forsigtig? Derfor skubbede hun også benene ned, som hun rejste sig en smule ustabilt på benene og gik hen til ham for at kramme ham ordentligt. ”Det gør ikke noget” hviskede hun imod hans brystkasse, som hun forsøgte at skjule sit smil, da hendes hænder langsomt vandrede omkring hans krop. ”Jeg kan godt lide kram, tror det var hvad jeg manglede” mumlede hun let imod hans brystkasse, som hun lukkede øjnene og forsøgte at skubbe smerten fra hendes skulder væk. Hvorfor kunne hun ikke heale sig selv egentlig? Sihan så til, imens at han knurrede ganske let, men som Sitali lagde op til krammet, fortsatte han i stedet med at spise af kødet igen.

Gordon havde aldrig rigtig været god til andre mennesker, men han kunne godt lide at hjælpe andre mennesker, og bestemt børn. Han havde ikke nogle selv, men han så gerne at han var en noget bedre fader figur end hans egen far havde været. Bestemt fordi han havde et helt andet håndtag, og ikke havde været i samme situation som hans far havde været i, dengang Gordon var lille. Han kunne ikke mindes om hans far nogensinde havde fortalt Gordon noget positivt. Gordon prøvede at følge med i hendes reaktion og prøvede at følge med i hendes kæledyrs reaktion på hvad han gjorde. Han kunne fornemme den var ret beskyttende hvad angik Sitali, men det kunne der være mange grunde til at et dyr ville være. Han lagde mærke til hvordan hun gav ham et klem og han smilede til hende, mens han hørte hendes tak. Han var ikke van til at blive kaldt for 'hr' og det var nok aldrig en ting han ville. Han kunne stadig mindes dengang han havde boet på gaden, i en af sine flugter fra sin fars hævn, og hvordan han havde været en gadedreng i over en måned. "Du behøver ikke kalde mig hr. Jeg er ikke så fin." Lød det lettere leende fra Gordon, mens han prøvede at studere hende. Hendes stemme var forsigtig og rolig, og selvom hun lignede et barn, vidste han godt at elver børn kunne være ældre end ham. Han havde lidt styr på elvere, men ikke lige så meget som han gerne ville have.

Gordon fulgte med i hvordan det var hun skubbede hendes ben ned, og begynde at rejse sig. Han skulle til at sige noget, som hun gik hen og gav ham et ordentligt kram. Hvilket overraskede ham. Han hørte hendes stemme da hun snakkede og hviskede det ikke gjorde noget. Han kiggede på hende og smilede roligt. Gordon lod sine arme glide omkring hende som han krammede hende, og lod sin hånd glide fra hendes ryg og op på hendes hoved, som han let trykkede hende ind til sikkerheden han prøvede at danne i sin favn. Han glemte helt at tænke på hendes dyr, som han bøjede hovedet ned i retning mod hende i sit kram, og begynde at nusse hendes nakke. Ikke at han lagde noget i det, men for at lade hende sikre at han var der, selvom, måden de stod og sad på lige nu. Rigeligt viste det. "En lille hemmelighed. Jeg kan også godt lide kram." Lød det fra Gordon, han hviskede og holde en blid stemme. Og det var ikke at lyve, for Gordon elskede kram. Det var det bedste nogen kunne give ham på hans fødselsdag, eller i løbet af en dag. Det ville han hellere have end en gave. Han var påpasselig med i krammet, ikke at lave nogle ryk mod hendes skulder. Han kunne mærke hvordan han stille og roligt havde sat sin hånd i gang med at nusse hende på ryggen også. "Hvis det er, at du ikke får energi til at komme videre i dag. Kan du få lov til at sove her. Jeg har gæsteværelser nok." Lød det fra Gordon, mens han smilede til hende. Han var ikke sikker på hvor vild han var med at lade hende tage af sted, så længe hun ikke var okay med armen. 

Det var besynderligt, at befinde sig så langt væk hjemmefra, da Sitali ikke bare sådan lige kunne vende hjem. Kroppen var udmattet og selv Sihan havde brug for at samle kræfter igen til den lange rejse hjem. I det mindste vejede hun ikke særlig meget i den lille spinkle krop, så der var ikke tale om meget ekstra vægt. Men at manden her faktisk hjalp en ørkenelver kom fuldkommen bag på hende. Hun fik næsten ondt af ham, fordi hun faktisk var ved at føre ham bagved lyset. Han troede sikkert på at hun bare var en lille fortabt pige, der havde langt hjem. Det havde hun også, men hun var faktisk langt ældre end ham. Mon manden kendte noget til elvere? Sitali fniste ganske let, da manden ikke mente at han var så fin, at hun skulle tiltale ham med hr. Hun kunne have fundet langt mere højtidelige begreber at kalde ham, men endte blot med at nikke lige så stille, som for at acceptere hans ønske. Det var trods alt hans hjem.

Krammet var et tydeligt tegn på hendes taknemmelighed, som han bestemt ikke skulle betvivle det faktum, at hun følte at han havde hjulpet hende også selvom det ikke var helt så tydeligt. Armen gjorde stadig ondt og Sitali ville nok alligevel lede efter nogle urter, der kunne bedøve området, men for nu havde han da været der for hende. Det var faktisk et rart kram, som hun stille lukkede øjnene og sukkede stille. Hun løftede hovedet og blikket imod ham, som han fortalte at han også kunne lide kram, det fik hende blot til at smile kærligt til ham. Til tider var det svært at adskille de barnlige følelser med hendes egne.. "Heldigt" lo hun, som hun blinkede til ham og dernæst valgte at bide sig i læben. Skulle hun fortælle ham sandheden eller ville det være dumt? Hun havde ikke ligefrem gode erfaringer med at vise sit sande jeg, når andre endelig havde åbnet sig for hendes barnlige jeg. Hun løftede det ene bryn ganske let over hans tilbud. "Men du kender mig slet ikke?" lød det lettere fortvivlet fra den lille pige, som hun skævede imod Sihan, der endnu spiste og egentlig havde fundet sig til rette på jorden med sit kød låst i kæben.

//Jeg beklager det langsomme svar du fik, men nu vælger jeg også at lukke tråden, da den har stået stille længe :) Sig endelig til, hvis vi skal finde på noget nyt!