Det havde været en hård omgang, og Sigrun følte sig både udmattet og svag, men ærligtalt, så ville hun ikke være overrasket, hvis de fik endnu et barn. Allerede glædede hun sig blot til en endnu større familie, den slags hun aldrig selv havde haft, selvom hendes far havde gjort så meget for hende.
”Du er bedre end noget jeg nogensinde kunne have ønsket mig,” hviskede hun og kiggede med blanke øjne op på Torbjorn. Hun følt sig stadig helt rå af følelser, anstrengelser og mangel på søvn. Det var dog det hele værd. Hun havde sin mand, sin far og sin nye lille søn Bjarnis.

Hendes øjne faldt tilbage på sin far. ”Altså, han har også altid været den følelsesladet person i familien,” kom det lidt mere muntert fra Sigrun, og et lidt halvkvalt grin kom fra Bjarnis.
”Han er bare så smuk,” kom det lidt snøftende fra den meget stolte morfar. Han havde nok også havlt givet op på at Sigrun nogensinde kunne finde nogen der kunne holde hendes temperament ud, men det var alligevel sket.

Torbjorn kunne kun forestille sig hvor hårdt det havde været for Sigrun at gå igennem. Men den gave de havde fået ud af det, var simpelthen så fantastisk at han ikke kunne forestille sig hun fortrød det hun skulle igennem for at få den lille dreng frem i verden. En ting var dog sikkert, kunne Torbjorn tage smerten og ubehagen, havde han gjort det uden så meget som at tænke.
Alt han kunne gøre var dog at være der for hende, gøre det så behageligt som muligt og glæde sig sammen med hende over at deres lille familie var startet. Torbjorn havde på mange punkter faktisk opgivet at få en familie. Han havde været ene så længe, og havde aldrig rigtig følt det passede ind for ham. Før han mødte Sigrun. Roen i ham var den samme som det altid havde været, men hun havde givet ham ønsket om at danne noget. Noget sammen med hende. En familie. Om det blev en familie med ét barn eller flere, var et drømmescenarie der ikke havde en endelig konklusion. Blot at de var sammen, var det vigtigste.
Torbjorn kyssede hende blidt på panden og smilede varmt.

Bjarnis havde følelserne helt udenpå skjorten og det var faktisk smukt at se. Det var bedårende og følelsesladet at se ham reagere så stærkt på synet af sit første barnebarn, som oven i købet blev opkaldt efter ham. Han var en god mand. Han overvejede om han skulle sige til Sigrun at hun burde få sig noget søvn, men han ville heller ikke fratage hende at nyde dette øjeblik så længe som overhovedet muligt. Før eller siden ville spædbarnet faldet i søvn og han betvivlede ikke at Sigrun ville følge trop. Lige nu kiggede han bare stolt og kærligt på sin familie. Hele familien. Han kunne slet ikke forstå hvor heldig han var.

Torbjorn havde ganske ret. Nu når Sigruns krop endelig kunne falde lidt til ro, med hendes lille ved brystet, så var hun så overvældet af træthed. Hun ville gerne være vågen længere, og pusle om den lille, men man kunne se hvordan hendes øjenlåg blev tungere og tungere, og hun havde svært ved at holde dem åbne.

”Måske næste gang... vil du ikke være så panisk,” sagde hun med et lille smil på læberne, for Torbjorn kunne sikkert godt se tilbage på dagen og indrømme at han nok have været væsentlig mere panisk end hvad godt var.

Der gik dog ikke lang tid efter det, før hun endelig lod søvnen tage sig, og den ældre Bjarnis var også ganske hurtigt til at lægge noget skind over hende, så hun ikke skulle fryse.

Torbjorn fortsatte med at ae Sigrun blidt over håret som hendes øjne blev tungere og tungere. Det havde været hårdt og drænende for hende og han ønskede blot at hun skulle få lov at slappe af.
Han kunne ikke lade være med at smile en smule mere ved hendes ord. Næste gang. “Det lover jeg” han var ikke sikker på at han kunne holde det løfte, men udsigten til flere børn glædede ham.

Men lige nu ville han nyde den lille familieforøgelse. Han kunne slet ikke tage blikket fra nogen af dem. Han blev også siddende efter de begge var faldet i søvn, uden at sige et ord, men blot kigge på dem. Vide at han ville gøre alt for at være der for dem, beskytte dem og holde dem i sikkerhed. Hans lille familie.