Venus spiste heller ikke maget, men nu havde hun også fået både frokost og morgenmad, og så var hun en spinkel type. Hun hold måske også lidt igen, så Utrá kunne få lidt mere. At dømme efter hendes stemmeføring havde bemærkning om, at tatoveringerne var magiske, overhovedet ikke rørt hende: "Jeg har hørt at der er nogle planteolier og mineraler, der har de egenskaber. De har nogle tatoværer i Dianthos, der er rigtigt dygtige til det." Hvad hun tilgengæld bed mere mærke i, at mørkelveren lagde tryk på det, som om det var vigtigt. Hun kunne godt forestille sig, hvordan den slags kunne misbruges. Hun brød sig hellere ikke om tanken om magier, der påvirkede sindet. Meget apropos, kom Cornelius tilbage med alkohol.
Skrædderen satte tre glas på bordet, hældte vin op til alle, satte sig, skævede til mørkelveren, bundede sit første glas hældte op igen og stilte så flasken fra sig. I et forsøg på at være hjælpsom skubbede han med en yndefuld bevægelse Utrás glas tættere på hans hånd. "Skål," sagde han på syngende elvisk, et sprog Venus i hvert fald forstod dét ord af, og løftede sit glas. "Må alle vores problemer forsvinde lige så hurtigt som denne vin." Det var en optimisk tanke, men hellere det, end det modsatte.
Venus skølte med og tog en slurk - og gjorde et par store øjne: "Puh, de har ikke sparet på noget." Hun havde mere ret, end hun på det tidspunkt var klar over. Cornelius havde taget elvervin frem ved et uheld - mere eller mindre.

Útíradien kunne blot nikke af det. Det var ganske vidst også noget lignende der var blevet gjort på ham dengang, men ærligtalt var han ikke sikker på at det var en metode der burde være udbredt. I hvert fald ikke med hvordan han havde oplevet den, men det var også mange år siden, og mørkelvere var også bare kendt for at være mere brutale. Forhåbentlig havde dem i Dianthos gjort metoden lidt mere rar.

Han tog forsigtigt fat i glasset, og smilede til Cornelius og Venus. "Skål" svarede han selv tilbage på elvisk, selvom hans ord næsten lød til hårdere end det normale elviske der blev snakket. Der var i hvert fald nok accent på, at det var tydeligt at han ikke havde lært sit elviske det samme sted som de to andre.
"Det kan jeg skåle på," sagde han, smilet lidt bredere før at han tog en tår af vinen, og så lidt forundrende ud. Det var ikke første gang at han var blevet udsat for elvervin. Hans egen klan havde deres version, og han var før blevet tilbudt noget af klienter, men der var meget langt mellem det. Det var mindst et par år siden han sidst havde fået det, og hver gang var han forundret. Det var nemlig virkelig godt.
"Det er noget virkelig god vin," tilbød han, før at han ikke kunne dy sig og tage endnu en tår. "Hvor har I fået anskaffet det henne?" Ingen grund til at pointere at han var klar over at det var elvervin bare ved smagen af det.

Sandsynligvis var grunden til, at Venus ikke tænkte på tatoveringerne som noget, der kunne være negativt, at Dianthos' tatovører ikke var det mindste brutale. Ej heller var de tatoveringer, hun havde set. Nogle lyste lidt op, nogle bevægede sig ligesom de broderier, hendes læremester den kommende fordrukne halvelver syede, og nogle skiftede farve. Hun havde da hørt om nogle, der brugte dem medicinsk. Der var noget om, at de kunne lindre smerter i gamle skader for eksempel. Alt sammen ganske tamt, og når hun nu var i rart selskab, var hun ikke ligefrem tilbøjelig til at flytte tankerne hen på mere dystre måder at bruge dem på.

Hvad angik vinen til gengæld, så havde Útíradien en rimelig point. Det var virkelig god vin. Lidt for god. "Fra kroen nede ved torvet. De sørger for at importere mad nok til flygtningene," svarede Cornelius som havde han kun fået et enkelt glas vin og ikke det tredje, han lige havde tømt. Han lod dog til at have glemt, at hans husgæst var mørkelver. Venus nippede undersøgende til væsken et par gange. "Cornelius, er det her elvervin?" hun sippede igen, "Den er virkeligt god," og så en gang til for konge Aldemar, måtte han hvile i fred, "Hvor meget kostede den? Nej, vent... det vil jeg ikke vide." Specifikt ville hun ikke vide, hvor tom deres husholdningskasse var. Det kunne være så nedtrykkende.

"Så hvordan kom du hertil?" endnu et nip til vinen, der ikke var helt menneskeegnet i styrke, "Vi blev smidt ud af hovedstaden sammen med de andre."

Útíradien så imponeret ud, over at høre at det var i nærheden at de havde fået anskaffet sig vinen. Han havde ikke forstillet sig at det ville være nemt at få fat i elvervin udenfor elversamfundene, men her var det.
"Jeg troede ikke at elverne var villige til at importerer deres vin," indrømmde han og sippede noget mere til vinen. Heldigvis for ham havde han kroppen til at klare den stærke vin, selvom han fysisk var væsentlig svagere end mange andre elvere og tyndere.

"I havde da ikke behøvet at tage sådan en fin vin frem," sagde han, en smule flovt. Han følte ikke at han fortjente noget så godt, men det var svært at sige nej, når den nu var åbnet. Han kiggede lidt ned i vinen. Selv da han levede som shaman havde han ikke fået noget så godt, men det var begrænset hvad man kunne få oppe i norden.

"Ah... jeg vandrer bare," indrømmede han. "Det var lidt tilfældigt at jeg endte hernede, men jeg skulle jo ind i byen for at få fat i nogle urter jeg ikke lige kunne finde," indrømmede han. Det var aldrig en sjov tur ind i byen, men nogen gange var det altså nødvendigt.

Cornelius tømte endnu et glas elvervin og fik dermed tømt flasken. Han gik efter en ny. Venus så småbekymret efter ham, men han var en voksen mand, der kunne klare sig selv. Hun tog et sip til.

"Jeg plejede også at rejse en del," med det mente hun, at hun havde været hjemløs og lommetyv, og at hun hurtigt blev lidt uvelkommen. Da Cornelius havde stukket hovedet ind i spisekammeret, hviskede Venus smilende: "Jeg tror ikke, det er for din skyld," og tilføjede mere sobert, "Han savner livet i hovedstaden."


Cornelius kom hurtigt tilbage med noget sprøjt, han havde fundet og tilsyneladende havde åbnet med det samme. Han stilte flasken fra sig. "Hmm... jeg tror måske, jeg fik drukket for hurtigt." Han svajede lidt. Okay, han svajede meget. Skræddermesteren besluttede sig for, at det var på tide at gå til køjs. Venus tilbød Utra en sengeplads for natten, det var det mindste hun kunne gøre. De havde nogle ekstra tæpper, og hun mente også der var en ekstra pude i et skab i sted.