Hun fristede ham. Hun pirrede ham forfærdelig meget med sine bevægelser mod ham, der fik kroppen til at reagere instinktivt. Som nogen kvinder ville kalde det, han så meget glad ud flere steder på kroppen og han havde ikke spor lyst til at holde op med at røre ved ræven. Mærke hendes hud og bløde former, for ikke at tale om de dejlige læber hans grådigt sig for af. Ligeglad med omgivelser. Ligeglad med om nogen som helst mente at de også skulle forbi oasen på dette tidspunkt. Men nej nej, hun havde andre ideer lige pludseligt. Selv efter at neglende havde været faretruende tæt på at bryde ned i hans hud, skiftede hun åbenbart halvt mening.

Logan kom med et utilfreds grynt som hun trak sig væk. Hvorfor nu det. Hvorfor nu til at lege kostbar. Han burde havde vidst at hun legede med ham. Der var noget over hele hendes udstråling som hun drejede omkring og valsede langsomt væk fra ham. Logan trak vejret tungt og kiggede efter hende de første par sekunder. Specielt fokuserende på hvad lidt håret gav ham adgang til at se på, og den drillende hale. ”Er du?” kom der hæst fra ham, som han fik gang i benene for at følge efter hende. ”Så meget ræv at du leger med maden først?”

Hans ord fik hende da til at stoppe op, før hun havde haft planer om det. Og havde han ikke allerede gjort hende legende – eller lystende - efter ham, ville hans ord nok også have modtaget et fornærmet klik med tungen. Der var en meget tynd linje mellem hendes foragt ved at blive sammenlignet med et dyr og hendes stolthed over sin race, og det var som regel vovende at balancere på den, som nordmanden prikkede lidt til. Men måske var det netop, at han var så vovende, der fik Ahra til at betragte ham, som hun gjorde. Lod ham kure hende.

”Og her havde jeg antaget dig for at være en jagtmand,” pirrede hendes sensuelle stemme, og hun drejede atter sig mod ham. Ikke helt. Hun skjulte sig næsten bag sin manke. Eller skjulte, var nok ikke det rigtige ord at bruge. ”Det burde jeg måske have indset, da du så nemt gav slip på dit bytte tidligere.” Det ene af de skarpe øjenbryn løftede sig en tand. Og så så snart han var nået tilstrækkeligt tæt nok på, gav hun ham belønningen i at dreje helt omkring. Dog stod hun ikke blot og ventede på ham, som man måske ville forvente, sådan som hun legede med maden.
Ahra kom ham i møde. ”Men du tager ikke helt fejl. Ræven forstod sig på at få noget bedre ud af sit måltid.” Hun mødtes med ham igen. Stod nær med ham igen. ”Gøre kødet… mørt.” Som ordet trillede af hendes tunge, fandt hendes hånd omkring ham. Ikke hårdt. Men til et vist punkt, krævende. Hans manddom var varm i hendes hånd. Røde øjne bibeholdte deres øjenkontakt. Opmærksom på hans reaktioner.

”Ville du ikke sige, at lidt leg har det med at vække ens appetit, nordmand?” Hun kendte ikke hans navn. Men som det stod nu, var det heller ikke et krav.