Sigrun skulle lige tage sig et enkelt øjeblik, inden hun rømmede sig, med lidt røde kinder. Hvad var det dog Torbjorn gjorde ved hende? Hun var næsten 30!! Alligevel kunne hun ikke se sig vred på ham, for han var for sød, og rar, og bare alt hvad hun kunne have ønsket. I hvert fald for nu.
"Noget varmt ville være rart af en art, men helst ikke noget der tager for lang tid," hun ville hellere sidde med ham, gerne tæt og bare nyde hele hans tilværelse, end at se ham sørge for mad til dem. Så lang tid havde de trods alt aldrig sammen når de endelig få hinanden, så det var at udnytte det.

Torbjorn vidste ikke hvorfor det var så svært og så nemt på en og samme tid. Han kunne li at være sammen med hende, og følte ikke at han var nødt til at være en anden end sig selv. Samtidigmed var han også fuldstændig spændt og nervøs når hun var der - bange for at hun gik igen. Det var helt underligt! Men han kunne ikke rigtig gøre andet end at tage det som det kom.

Torbjorn brummede som svar, lidt som en stor bjørn, mens han smilede til hende. Det kunne han nok godt klare, men det ville ikke blive til et stort gourmetmåltid. En fordel var at der allerede var noget næsten færdigt han hurtigt kunne smække sammen i gryden og der gik heller ikke lang tid før han var færdig og kunne give hende en tallerken med varm mad. Han havde et spørgsmål på kanten af tungen, men vidste ikke helt hvordan han skulle udforme det. For på en måde kunne det lyde upersonligt, og på en anden måde kunne det virke meget direkte. "Vil der gå lang tid før du kommer tilbage hertil?" det blev hans bud, og det kunne jo besvare spørgsmålet han havde i tankerne.

Sigrun tog glædeligt imod maden, for at fylde hendes mave med lidt mad, så hun ikke ville gå helt kold. Især når hun skulle hjem senere hen, selvom Torbjorn sikkert nok ville give hende lidt med til turen hvis det gik helt galt. Det var trods alt Torbjorn og han havde en tendens til at tage sig af hende, på lidt for mange måder til tiden.
Da han stillede spørgsmålet blev hun dog stille. "Jeg... ved det ikke... der er så mange ting der foregår, så jeg er aldrig sikker på hvornår jeg har tid til at tage tilbage her." indrømmede hun. Det var svært at tage en dag fri og bare besøge Torbjorn, og hun kunne ikke bede Torbjorn om at besøge hende hele tiden, uanset hvor meget hun ønskede. Det var nogen gange et problem at hun havde sat sig selv i den lederposition hun var i.

Hvorfor skulle det være så besværligt. Torbjorn bebrejdede hende på ingen mulig måde for sin lederposition eller at klanen lå så langt væk fra hans egen. Der var ingens skyld at det var sådan, men oh hvor ville han ønske at han ikke hele tiden var så langt væk. Han nikkede roligt som svar og sendte hende et roligt smil. Det var ikke let, og når alt kom til alt, havde han nemmere ved at stikke af fra sit arbejde og komme til hende end omvendt. "Så kommer jeg til dig" det var overraskende nemt for ham at sige og den indrømmelse der lå i det. Han ønskede at se mere til hende, og ikke kun opleve hende de få gange hun kunne komme til byen. Også selvom det hele var helt nyt og muligvis også sårbart. "Jeg kan smede overalt" tilføjede han bagefter med et varmt smil. Han kunne udføre lige så meget arbejde i hendes landsby som i sin egen, hvis de ønskede at han skulle arbejde der selvfølgelig. Måske ikke permanent til en start, med mindre dette gik en vej til at den beslutning skulle træffes. Så flyttede han gerne.

//Lukket efter aftale