Det var svært at sige hvad der gik Valkar på ved Godrics forholdsvist langsomme gang. Det gav mening at den aldrende dværg ikke var så let til bens længere, men ved guderne det gjorde kun at hans visit ville tage endnu længere tid end han antaget. Og derved blev risikoen for at det ville gå galt langt højere, jo længere tid han blev.
Endnu engang stillede thanen spørgsmål til hans ord, i det mindste af nysgerrighed denne gang. "Ah ser de, jeg har brugt den seneste tid som handelsmand, og det var blot de evner jeg omtalte" alt sammen ganske sandt. "Hvis de ønsker det vil jeg sørge for noget kontakt? Men jeg tænker ikke at vi behøver lave forhandlingerne her" Han var ganske sikker på at det ikke var en fejltagelse at thanen havde ændret i udtrykket, men der var ikke meget han kunne gøre ved det i denne stund.

Valkar nikkede som thanen fortalte, ganske sikkert en overdrivelse, men der var med al sandsynlighed noget sandhed i det. "Det tror jeg gerne, det lyder ganske spændende!" Han havde ingen forventing om at thanen ville fortælle mere, og det ville ikke være passende som gæst at spørge for meget ind til det. 

Roligt førte Godric dem ned af gangene, der varierede lidt i størrelse, men alle var pænt udhuggede og veloplyste af fakler. Der var højt til loftet og en mand som Valkar burde ikke have problemer med at gå oprejst. Nej, den gamle dværg gik ikke så stærkt, men igen var det mest for at give et lidt svagere indtryk end nødvendigt, hans ben var bedre end dette. Men hvorfor haste? Han ville vide så meget om Valkar, han kunne komme til.
”Ah. Også ganske gode evner at have.” Han skjulte sin skuffelse bag det hvide skæg, han havde lige håbet på noget mere… saftigt. Ja, Godric var en nysgerrig gammel mand. Havde han en terrasse og en nabolag, ville han sidde i en gyngestol og følge med i det hele. Nu havde han blot et helt folk og sjældne gæster.

”Nej, lad os gemme forretningerne til senere, jeg er også sikker på, at det er bedre, at du taler med dværgen, der står for handel med den restende verden.” Mange af Godrics opgaver var taget fra ham, hvilket på en eller anden måde var godt nok. Han havde det bedst med at have styr på alt som i gamle dage, men måtte også indrømme, at efter Mørkets tid i Dragorn, var hans overskud ikke længere eksisterende. Så dygtige dværge havde taget over for ham, så han havde mere tid til at tage sig af… ingenting. Han følte sig overflødig.

Godric førte Valkar mod smedjen, pegende og fortællende om forskellige ting, udhugninger, relieffer og dværge de mødte på vejen. Der var en del tør humor i flere af hans sætninger og de blå øjne glimtede somme tider af en blanding mellem nysgerrighed og morskab, selvom, hvis man kiggede ordentligt efter, at der også lå en skygge over dem. Endeligt gik han igennem en åbning i klippevæggen og førte dem ud på en balkon, der gav en god udsigt over smedjerne. Eller noget af dem. Rummet var en naturlig grotte og varmen var intens som ilden brændte lystigt mange steder. Lyden af hammere mod metal, brusen fra glødende stål, der mødte koldt vand og stemmer der overdøvede larmen var næsten mere intens end varmen.
”Dragorns smedjer!” Den gamle dværg gjorde intet for at skjule sin stolthed. Dette var Dragorns kald, at lave våben og rustninger til resten af Krystallandet.

Valkar tog sig selv i at undre sig over om faklerne her var fortyllet, da det måtte være noget af en udgift at have så mange tændte fakler over det hele. Ak dem om at bo under jorden. Han måtte dog indrømme at stedet havde fanget hans interesse noget mere end han havde ventet. Stadig længtes han efter at komme ud under den åbne himmel igen. Thanen fik et høfligt nik for anderkendelsen af hans evne.

"Ganske forståeligt ærede than, hvis de mener det er det bedste så lad det være således" nogen ville mene at hans ordvalg kunne forstås som værende uhøflige og nedladende. Men dette ville dog være fjernt fra sandheden, Valkar var ganske oprigtig og kunne se værdien i at lade vidende tjenere stå for sådan et hverv.

Det var ganske underholdende at hører den aldrende dværg fortælle, personligt sagde en almene dværg ham ikke noget, og efter den tredje gang sådan en fortælle kom, holdt han blot et venligt smil. Selvom han var ved at kede sig halvt ihjel, spillede han den rolle af den høflige gæst.
Synet af smedjen fik dog slået et flænge i hans maske, som et sagte måben viste sig. Smedjerne var ikke kaldet Dragorns hjerte for ingenting, det var tydeligt at se hvordan ilden, dampen og det glødende metal udgjorde dværgenes hjertblod.
"Yderst imponerende" Thanens stolthed var velondt. 

Yas, no more storytime.