Roligt førte Godric dem ned af gangene, der varierede lidt i størrelse, men alle var pænt udhuggede og veloplyste af fakler. Der var højt til loftet og en mand som Valkar burde ikke have problemer med at gå oprejst. Nej, den gamle dværg gik ikke så stærkt, men igen var det mest for at give et lidt svagere indtryk end nødvendigt, hans ben var bedre end dette. Men hvorfor haste? Han ville vide så meget om Valkar, han kunne komme til.
”Ah. Også ganske gode evner at have.” Han skjulte sin skuffelse bag det hvide skæg, han havde lige håbet på noget mere… saftigt. Ja, Godric var en nysgerrig gammel mand. Havde han en terrasse og en nabolag, ville han sidde i en gyngestol og følge med i det hele. Nu havde han blot et helt folk og sjældne gæster.
”Nej, lad os gemme forretningerne til senere, jeg er også sikker på, at det er bedre, at du taler med dværgen, der står for handel med den restende verden.” Mange af Godrics opgaver var taget fra ham, hvilket på en eller anden måde var godt nok. Han havde det bedst med at have styr på alt som i gamle dage, men måtte også indrømme, at efter Mørkets tid i Dragorn, var hans overskud ikke længere eksisterende. Så dygtige dværge havde taget over for ham, så han havde mere tid til at tage sig af… ingenting. Han følte sig overflødig.
Godric førte Valkar mod smedjen, pegende og fortællende om forskellige ting, udhugninger, relieffer og dværge de mødte på vejen. Der var en del tør humor i flere af hans sætninger og de blå øjne glimtede somme tider af en blanding mellem nysgerrighed og morskab, selvom, hvis man kiggede ordentligt efter, at der også lå en skygge over dem. Endeligt gik han igennem en åbning i klippevæggen og førte dem ud på en balkon, der gav en god udsigt over smedjerne. Eller noget af dem. Rummet var en naturlig grotte og varmen var intens som ilden brændte lystigt mange steder. Lyden af hammere mod metal, brusen fra glødende stål, der mødte koldt vand og stemmer der overdøvede larmen var næsten mere intens end varmen.
”Dragorns smedjer!” Den gamle dværg gjorde intet for at skjule sin stolthed. Dette var Dragorns kald, at lave våben og rustninger til resten af Krystallandet.