Útíradien bøjede sig ned for at tage staven op, og begge hans hænder lukkede sig om den, mens han lidt fjerne blik kiggede over mod Sibalghym og grisen endnu engang. Han kunne høre de små øffere fra den, som den virkede til stadig at mosle lidt, men den virkede trods alt at falde lidt til ro.
Hvis det værste kom til det, så kunne Útíradien nok berolige den, men han var ikke sikker på at det ville gøre noget hvis Sibalghym alligevel lavede den om til mad lige om lidt.

"Det var en farlig situation," sagde Útíradien, hans blik rettede sig i den retning han mente vognen var i. "Nogen ville være kommet til skade, og det var ikke usandsynligt det havde været os, så jeg valgte blot at sænke farten for os." Hans stemme var fattet og rolig, som om han havde taget det bedste valg. Det var ikke fordi man kunne høre at selv han var også lidt i tvivl om det, selvom han så det som et bedre valg alt taget i betragtningen.
Måske alting havde løst sig selv alligevel, men han havde praktisk talt kunne mærke vognen som de havde reddet om kamp og det var bare for tæt på.