Meg er helt flad af grin. Hun vrider sig mindst lige så meget som jane, bare af grin og ikke af flovhed.
" Ahvad! det hele!.. åh.. nej!.. det er løgn!" Griner Meg.. " og hvad gjorde du så?" gisper hun, " LØB DU!" Udbryder hun grinene og vrider sig på stenene.. " DU LØB!.. nej.. " griner hun, " jeg kan ikke klarer det.. " gisper hun og smiler stort. Hun prøver at dæmpe sig, men der går alligevel nogen tid før det kun er en svag fnisen.
" hvad så nu?" Spørg hun smilende, føler at hver ting vil få endnu et grineanfald til at bryde ud.
" har du set ham siden?"

Jeg krymper mig under Megs grinen, men må tilsidst selv gå under for den. Jeg holder mig om maven med begge hænder, men stopper meget før Meg; hun ligger stadig og ruller rundt på stenene af grin.
" Hey!" Siger jeg og slår hende på låret. hjælpeløst ser jeg på hende og stryer håret væk og ser ud over vandet.
Jeg ser med store øjne på hende. " J-jeg.. ved det ikke.. " stammer jeg, " det er det du skal svare på! du er den med svarene!" siger jeg ynkeligt og bider mig i læben.. " Meg, hjælp mig lige " siger jeg og sukker.
" Nej.. er du skør.. kan aldrig se ham i øjnene igen.. "

"Au!" siger Meg, til det velfortjente slag.
Hun sætter sig op og ser på Jane, " Ehm.. Ja klart.. det er mig " siger jeg grinene. "svarene til andres privatliv " Siger hun og rækker tunge.
"Heh.. du bliver nød til at se ham på et eller andet tidspunkt. I kan ikke bare rende rundt i byen, uden at se på hinanden! Jane.. well.. det bliver bare lidt pinligt, og så kan i gå tilbage til at være som i plejer.. " Siger Meg logisk, og ser på Jane for at læse noget i hendes øjne.

Sender et mere eller mindre dræber blik til Meg.
Jeg åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. Det var måske lidt det jeg havde regnet med, bare at være der uden at se på hinaden. Bare så jeg ved at han har det okay og sådan. Jeg ser op da Meg siger mig navn, og rødmer. " Nej okay, det går vel ikke." medgiver jeg.
Endnu et ansigt med spidserne af øjnbrynene oppe, og jeg bider mig i læben. " Ehm.. Jeg ved ikke engang hvordan vi plejer at være.. Det er længe siden, jeg har ændret mig meget.. hvad hvis han ikke kan lide den anden mig?" tilføjer jeg hviskende.

" Han kan altså ikke bare vælge og vrave.. kan han ikke lide den nye dig, så kan han da bare tage hjem igen!" Udbryder Meg og ser mod Jane med et overbevisende blik.
" Så er han ikke det blik du har der værd.. okay" siger hun og ser indtrængende på hende.
"hm.. " brummer Meg og ser lidt rundt, der er stille lidt før hun ser tilbage på Jane.
" Når.. Kan du så virkelig godt lide ham?" Spørg hun og sender hende et skævt smil, der ikke er til at misforstå.

Jeg blinker lidt, og nikker lidt.. " klart.. " Siger jeg sukkende og roder op i håret, " Det er ikke min skyld, hvis han ikke kan li den jeg er blevet " Siger jeg fordi jeg ved at det vil berolige Meg. Problemet er at, jeg aldrig har slået nogen på den måde før, det minder en hel del mere om den gamle Jane, end den nye. Jeg bider mig i læben, men bliver slynget ud af den tanke gang og over i en anden.
Billeder af os, stående tæt, hans hånd.. STOP!
" Ehm.. d-det ved jeg ikke.. " Stammer jeg rødmende og synker lidt.. "Jeg havde vel en anden i tankerne, men.. eh... " Jeg ser væk, og samler tankerne.
" Tja.. han har vel også ændret sig.. Jeg ved det ikke.. "

Meg mærker et sug af nysgerighed. Jane har tænkt på en, UDEN at sige det til Meg. Men tidspunktet er vist ikke rigtigt til at bringe det op. Jane ser bare mere forviret ud en før hun kom.
"Hey.. KOm, lad os tage ind til byen og få noget at drikke " siger hun og kommer på benene. " Få det lidt på afstand.:" Siger hun smilende og rækker en hånd ned til Jane.
De går derfra.

( Ved du skal gå nu? XD )

( Jaeh.. spuer tak.. Måske ses vi i aften.. )

Jeg mærker at jeg bliver halet i, og indviliger til at rejse mig op. En tanke strefer mig, at han måske er i byen. Men skubber det væk. Jeg skulle jo få det på afstand.. ikke?
" Klart.. " Siger jeg lidt forsent, og går med Meg..

En sagte trippen runger blandt de afstumpede, ruinerede rester af mure. På stengulvet er der pøle af vand, og Lucifer træder nøje, forsigtig uden om den. De spejler hans lange krop, hans røde, korte hår, hans hvide skjorte og sorte jakke og krøllede slips. Ligesom de spejler hans støvgrå øjne og blege mine. Hans smalle mund og skæve. Lucifer undgår at kigge ned i dem, men lader blot et køligt, sørgmodigt blik løbe over ruinerne omkring ham.
Ud over en væg-rest kan han se havet og horisonten, han kan endda høre bølgerne skvulpe op af den, som de har gjort i så mange år, og vil blive ved med. Med mindre ruinen en dag synker helt ned i sandet under den. Den er allerede sunket lidt i løbet af de sidste mange år, og det forklarer også hvorfor gulvet ikke er vandret. Hvorfor man skal gå forsigtig, for ikke at snuble, og komme til skade på de spidse stenkanter.

Hen af eftermiddagstid har vinden pludseligt taget til, og den varme der ellers har præget Krystallandet hele dagen, er ligeså ved at tage af. Men det er stadig langt fra koldt, ikke engang ved havet, hvor det endda blæser allermest. Lucifer lukker øjnene og nyder stilheden.

Højt over de store ruiner svæver Venus. Hun virvler og snurrer. Der er ikke noget sjovere, end en flyvetur i kraftigvind! tænker hun og hviner af fryd. Men man burde nok stoppe, mens legen er god... eller før man flyver for langt ud over havet. rænker hun og smiler. Hun flyver ned mod ruinerne og tæt på at dumpe ned i en større pøl. "Ups!" grinerne hun, mens hun svæver et par centimeter over den spejlblanke overflade.
Hun træder forsigtigt ned ved sden af den og undrer sig over, hvordan overfladen kan være fuldstændigt rolig i det her vejr. Så ser hun mod havet, men hendes blik standses af en noget forfalden men dog stadig afskærmende stenmur.
Hun smådanser rundt mellem vandpytterne. Men selv om hun er i strålende humør - eller måske især derfor - føler hun sig ret ensom. Neii, selskab! Hendes strålende smil er fluks tilbage. "Godaften," siger hun halvhøjt så den fremmede kan høre det.

(brb æde)

Lucifer hører godt et hvin over sig, men går ud fra at det bare er vinden der hyler, og gør ikke noget ud af at undersøge det nærmere. Hans matte øjne hviler opmærksomt på stengulvet, hvor han afbalanceret tripper rundt.

Det er efterhånden kun hen af aftenstid, han har tid til at gå ture langs stranden, og være sig selv, uden at skulle opvarte, indkøbe og undersøge. Som der vist ikke er nogen der tvivler på er Mørkets Lord en streng hersker, og at arbejde under ham er noget at det mest anstrengende Lucifer endnu har vovet sig ud i - Sandt at sige, for før Lucifer tog sag sammen og prøvede at få noget ud af sin tilværelse, gik hans dag med at drikke, stjæle, sove og rende rundt efter Renatika i en forvirret teenager-rus. Det sidste gør han nu stadig, om han vil kendes ved det eller ej. For tiden er der bare mere had indblandet fra hver deres side, end der før har været.

Lucifer farer sammen ved lyden af en stemme, meget tæt ved ham. Ikke i frygt, men nærmere i overraskelse. Overraskelse over at støde på et andet levende væsen på et sted som dette, en slotsruin i vandet, langt væk fra byens postyr og uro. Han løfter hovedet imod end rødhåret kvinde, og undrer sig over hvordan hun kunne havne dér, uden han ænsede det.
"Godaften"
Gengælder han sørgmodigt, og lader en hånd glide igennem sit røde hår.

Som sædvanlig kan hun ikke holde sit grin tilbage. Det virker så komisk, at Lucifer farer sammen bare fordi, der dukker et andet væsen op.
"Det var ikke min mening at skræmme Dem," siger hun undskyldende, mens hun forsøger at tage sig sammen. Til sidst lykkes det. Hun træder forsigtigt rundt om vandpytterne for til sidst at stoppe et passende stykke fra Lucifer.
Hun rømmer sig. "Såehm... Hvad er Deres navn?" spørger hun høfligt og føler sig en smule åndssvag. Det lyder generelt ikke godt, når man starter en sætning med 'øøøøhhhh'. Mens hun venter på hans svar, studerer hun ham lidt, som hun gør med alle fremmede. Hun synes ikke, han ser videre munter ud, men hvem gør også det nu om stunder... Han virker også yngre end hun selv, men det kan ikke være meget.
Vinden tager til og farer som en bølge hen over den lægivende mur for at lave små krusninger på vandoverfladerne og lave ugler i Venus' hår. Årh pokkers! Hun samler sin røde manke og går i gang med at flette den. Det er bare ret besværligt med alle de hårknuder.

Lucifer sender Venus et lettere spydigt blik, til trods for at det ikke er noget han selv tænker over. Men, han bryder sig ikke om at blive leet af på den måde, og sukker ligegyldigt.
Hendes undskyldning gør det dog bedre, og han tør op med et nik og et beskedent smil, i hendes retning. Hendes høje humør smitter uden tvivl, selvom han har svært ved at forstå, at nogen kan være så glad. Faktisk var det ham der burde være den muntre- Mørkets Lord har succes med sin magt, det betyder at Lucifer også har succes, og så går det hele vist op. Men hans melankolske øjne siger det hele. Det her var ikke hvad han ønskede eller håbede på, da han blev ansat. Nu var det gået for vidt.

"Lucifer. Og Deres?"
Lyser han op, og prøver at kaste de triste tanker i havet. Lade dem flyde langt ud i horisonten, til de bliver slået i tu af de voldsomme bølger. Men tanker og følelser er svære at give slip på, og i sidste ende bliver de nok alligevel hængende.

Hun hiver et bånd op ad lommen og snører det om enden på sin ikke så fine fletning. Håret trænger til at blive redt, men det gidder hun ikke lige nu, så det må bare være, som det er. Først da hun er færdig med sit hår, svarer hun på Lucifers spørgsmål. Det er ikke fordi, håret er det vigtigste i denne verden, men fordi hun har temmeligt svært ved at koncentrere sig om noget som helt, når hun er glad.
"Mit navn er Venus," svarer hun varmt og venligt, men hendes smil er falmet lidt. Ligesom hendes munterhed har smittet lidt af på Lucifer, så smitter hans tristhed også af på hende. Men der skal alligevel en del til at hyle hende fuldstndigt ud af sin lille, lykkelige glasklokke.
Hun ser fraværende op, som om der er noget utroligt spændende deroppe. Det er der overhovedet ikke. Ikke med mindre man synes, at små, hvide vattotter er spændende altså.
Hun bidder sig i læben. "Hvad bringer Dem så herned på stranden?" Igen vendes hendes opmærksomhed mod Lucifer og hans tristhed, og hun kan ikke lade være at spegulere over, hvorfor han er i så dårligt humør. Eller også er jeg bare ekstremt glad. Hurtigt kommer Venus frem til, at det er hun ikke, så hun spegulerer videre, mens hun studerer Lucifers mindste ansigtstræk.

Lucifer betragter hvordan hun fletter sit lange røde hår, imens det står på. Det er ikke længe siden han selv klippede sit lange hår af, han var træt at at rede det pænt tilbage hver dag, og holde det ved lige. Lige nu ligner hans frisure ikke noget er bliver plejet og redt, men er blot en rød, pjusket stil. Kvindens røde hår leder hans tanker over på Renatika- igen.

"Godaften Venus"
Snøvler han sammen, og sætter sig på en murstump. Hans sko er blevet støvet til af at vade rundt i de støvede ruiner, men han er ligeglad. De kan altid pudses, for det er bare sko. Med læberne let spredte placerer han blikket ude i horisonten, hvor solen er ved at gå ned, og bruger sine sidste kræfter på at skabe et gul-violet skær, over den ellers blå himmel. Et sidste forsøg på at spinge en nat over, og gøre det dag igen. Lucifer ved, at snart giver solen op, og synker ned under horisonten.

"Hvad bringer mig herned på stranden?"
Lucifer gentager spørgsmålet, og henvender sig nu til Venus. Det er endda lige før hans gentagelse lyder mere spørgende en hendes spørgsmål, og det var også hans hensigt. Han tænker for sig selv, at er det ikke indlysende? At, når man en hel dag har rendt frem og tilbage, har brug for at hvile øjnene, på stranden? At Lordens krigere vækker skrig og forarg, og det kan gøre selv det skarpeste hoved trængende efter ro? At stranden efterhånden er det eneste sted, man kan få fred for dem? For hans "allierede". Lucifer hader at omtale dem sådan, og gør det helst ikke højt, men det er desværre det de er. De er på samme side, om han vil kendes ved det eller ej.

Lucifer sige ikke nogle af sine tanker højt, for hun kender ham trodsalt ikke. Måske er det slet ikke gået op for hende hvad der sker, rundt omkring i Krystallandet. Det ville forklare hendes gode humør.

"Jeg havde bare lyst til... Lidt frisk luft"

(( Jeg skal spise, brb ))

Venus ser forundret ud,da hun lægger mærke til tonefaldet. Skulle det være nemt at regne ud? Hvert væsen har sine grunde og dem kan der være mange af... Jamen så tager vi et par af de mes indlysende. Enten elsker han havet... Nej, så ville han vil sidde og glo ud på det. Eller også vil han have fred. De passer meget fint med ensomheden her på stranden. Det er sjællent, Venus kommer herned af den grund, men hvis hun ville have fred, så ville hun vel også gå herned?

Hvorfor hun er i så godt humør? Det er hun simpelthen bare. Det er en del af hendes personlighed, og der skal meget til at gøre hende trist til mode. Hvis hun bliver mindet om sin barndom, og den katastrofe hendes minder begynder med, bliver hun nærmest ulykkelig. Det samme sker som oftest, når hun hører om andres ulykke. Hun ved udemærket, hvad der foregår omkring hende, men lige nu, er der intet at gøre, så det går hende ikke på.

Hun nikker en smule mistroisk. Selvom hun selv er kommet frem til det samme, lyder Lucifers udsagn ikke helt sand i hendes øre - eller også er det bare ikke hele sandheden. Hendes nysgerrighed får overtaget.
"De må undskylde, hvis jeg er for påtrængende... og De behøver heller ikke at svare... Hvad er det, der plager Dem?" spørger hun, nu kun med et lille smil. Lucifers melankoli har sam sagt en hvis indvirkning på hendes humør.

(må smutte nu, du bestemmer om vi fryser - hvis vi ikke gør, trækker jeg bare Venus ud senere^^)

(( Det er helt fint, vi fryser bare. Jeg venter med at skrive, jeg er lidt skidt :/ ))

En lang pause efterfølger hendes spørgsmål. Pausen er nok et kraftigt vink med en vognstang om, at hun er blevet for nærgående. Det kan hun godt acceptere, og ved nærmere eftertanke, er hun ikke sikker på, hun selv ville have svaret en vildt fremmed på det spørgsmål.
Venus har ikke længe lyst til at blive her på stranden. Om det er Lucifers dårlige humør, eller om hun bare har fået for meget af det gode, kan hun ikke svare på. Hun nikker kort som afsked og i løbet af et par minutter er hun ude af syne.

//out

En stor skygge gled ind forean solen og dannede en mørk plet på jorden under sig. Tarasika glad let igennem luften ridene på sit store kræ af en fugl, der lignede en ørn der blot var krid hvid bortset fra de sorte vingespidser, samt de grå kløer og næb. Et øjeblik så Tara ned på jorden under sig, der endnu var dækket af sne, bare foråret dog snart ville dukke op, et ønske der havde naget hende siden vinterens start.
Hurtigt strøg hun fuglen over nakkefjerene, før hun slog sine egne vinger ud og slap fuglen der fløg videre ud over skoven. Langsomt strøg Tara gennem luften før hun landede elegant på jorden, og så sig om, forsigtigt strøg hun den ene hånd igennem den kolde sne, der lå på de mange ruiner, bygningen måtte have været smuk engang, sikkert bygget af dværge, hvis hun kendte håndværket ret

"Ooooog hvis det lugter som en dværg....
oooooog hvis det liiigner en dværg!

Ja så vil jeg væde mi gamle pibe på, at det sikkert er en dværg HEY!"
Således lød sangen fra Afric, der spadserede hen af jorden, som om han havde al tid i verden, hvilket han strengt taget også havde, hans ordre skulle først være fremme i overmorgen, og derfor kunne han bruge hele dagen idag, og lidt af dagen imorgen, på at gå med sin lille sæk, til ... hvor var det nu?
Han stoppede op, nå ja! Paladset, der var den! Han fortsatte hen af vejen, og da visen fløj over hans læber, kom han i tanke om noget, pibe! Måske var det tid til en pibe tobak? Og der kunne mna bare se, ruiner, ruiner af det gamle palads... Her kunne han da slå sig ned, mens han røg. Og det gjorde han så, han hoppede op på en af søjlerne, og fandt sin pibe frem, stoppede tobak ned i denne, og tændte denne...

Livet var nu engang godt!
Hvorfor dværgen var der, var egentligt ikke så specielt, han skulle aflevere en vare, et sværd han selv havde smedet, og forhekset, dette skulle den lange vej til paladset, hvor det skulle afleveres til vagtmesteren, gab! Men penge var penge, og penge var nu engang det verden drejede sig om. Han sukkede og hev ind i piben... ååh ja, livet var nu en gang fantastiskt