Solens lys spillede på sidste takter som Safira vandrede stille ned af alléen mod Henry Foxs gård. Safira havde hørt om den handels adelige mand, men aldrig havde hun selv haft fornøjelsen af at tale med ham. Men dagen var kommet hvor hun endelig ville tage chancen for hun var end i Medanien for en tid fordi hun skulle holde øje med nogle rygter som var begynd at ramme Mørkets øre. Så derfor var lejligheden der til at prøve sig med at komme ind i på Fox gården.
Iført hendes sort-lilla kjole med dyb kavalergang og stor sølv halskæde med dybt blå sten iført ind i designet gemte hun sin kriger title væk, som hun mere lignede en adelskvinde end noget andet. Selv hendes amulets sten var indført ind i halskæden så ikke engang Lysets krigere ville genkende hende for hvad hun var.

Hun trappede op til Hovedhusets dør og bankede på i håbet om at nogen ville åbne døren så hun kunne overtale sig om en vej ind. Og hun havde ret som en tjeneste mand kom til syne og Safira regnede sig til at det måtte være husets øverstetjener, eller en butler med bedre ord. "Godaften. Jeg er Safira Almandine og jeg ønsker en audiens med husets herre på vegne af Medaniens folk?" sagde hun og hun kunne se han kort tænkte over det, men han ende med at lukke hende ind og bad hende vente her i indgangen hvor hun nu stod og så sig rundt i rummet.
Stedet var nydeligt at se på og virkede klart til at være for en mand af Henrys status.

Safira ville ikke mistænkes for noget så hun stod pænt og ventede på yderligere guiden.

Aftenen var ved at indfinde sig og havde næsten slugt solens sidste stråler, da der blev banket på hoveddøren til gårdens hovedhus. Døren blev lukket roligt op og inde fra stuen, hvor Henry sad foran pejsen og nød et glas, kunne han høre hvordan en stemme præsenterede sig for butleren og spurgte så efter Henry selv. Dette var ikke noget som Henry var vant til, at der kom gæster på denne tid af dagen. Det vækkede dog en nysgerrighed i Henry og han nåede kun lige at sætte glasset fra sig på bordet og rejse sig fra sofaen, inden butleren stod i døren og kiggede på Henry, ”En dame spørger efter dem, Sir” lød det kort fra ham, inden han vendte rundt og forlod stuen og tilbage til de sidste gøremål. Henry rettede sin farverige skjorte, samt vesten som sad uden over og forlod stuen og trådte ud i Hall’en.
I døren stod en ung kvinde, i en sort-lilla kjole med en dyb kavalergang, som hurtigt fangede øjnenes blik, inden han kiggede på hendes opsatte hår og til sidst hende ansigt, som havde en pæn og smuk form. En nydelige og flot kvinde, dog ikke en han før havde set.

Han smilede glædeligt som han nærmede hende og den åbne dør. Da han endelig nåede hen til hende, kunne han hurtigt dufte hende og hendes renlighed, også en ting som han satte pris på hos en kvinde. Han smilede endnu en gang til hende, ”Velkommen til. Hvad kan jeg gøre for Dem?” Hans stemme var venlig og rolig, og hans nysgerrighed om hendes gøren var kun blev større efter at han havde set hende.

Kort så Safira mod loftet og beundrede den generelle arkitektur af stedet. Det var ikke noget hun havde forstand på, men hendes lille kiggen omkring blev afbrudt og noget fangede hendes interesse. Manden hun regnede for at måtte være Henry kom ind i hall'en til hende så nydelig ud som han trappede ind i sin fine skjorte og vest.
Hun tog i siderne af sin kjole og nejede som han kom hen til hende, for hun ønskede selvfølgelig at vise sin respekt for herren af huset som hun stod i. "Jeg er her for en del af Medaniens folk der har brug for deres hæderlige greve Henry Fox." prøvede hun at forklare sig med. Hun vidste ikke om han kunne hendes navn, for måske butleren havde nævnt det, men måske ikke. Hun så ham an som han stod der og så så fin ud som han gjorde. Dog var det ikke det fine tøj eller det pæne smil, ej heller var det håret. Men hans øjne. De blå grå øjne fangede hendes blik som hun talte og men hun rystede kort sit hoved og fik befriet sit blik. "Derfor sende de jeg. Safira." uddybede hun. Hun vidste jo ikke om butleren havde fortalt ham hendes navn, så hun sikrede sig at han kende hendes. For hun ønskede ikke at være uhøflig overfor ham.

Safira fik talt og nok var det ikke hele sandheden, men det ville lede til den fulde sandhed, med uddybelse der kunne følge.

Det nysgerrige blik, samt det lille smil på hans læber forsvandt aldrig, han ville gerne virke indbydende og nysgerrigheden var da også oprindelig. Han lyttede roligt til hendes ord, i mens studere han hende atter en gang. Hun virkede som en fin og forfængelig dame, hvilket Henry godt kunne lidt. "Javel, Safira" Sagde han i en rolig og venlig tone, og tog efterfølgende hendes hånd og op kyssede hendes håndryg, i en venlig ment velkomst. "Men så må De hellere komme med indenfor, så jeg kan få lidt mere viden om folkets ønsker fra min side af"

Han tog hende under armen. Hendes duft blev kun stærkere da han kom tættere på hende. Langsomt gik de ind i stuen hvor han før havde siddet og nydt et glas. Selvom foråret var ved at komme, kunne det godt blive køligt hen på aftenen og derfor var pejsen fyret op og den åbne ild varmede rummet. Væggene var hvide og der var højt til loftet. Væggene var også prydet af malerier i alle afskygninger.

"Tag De bare plads i sofaen" Sagde han opfordrende og så hende sætte sig. Inden han selv satte sig, fandt hab et glas frem til hende, fra et stort glas skab. Han selv satte sig ved siden af, med et lille mellemrum i mellem dem. Der kunne nok havde siddet endnu en mellem dem. Han ville ikke sætte sig for tæt på, på den måde at være for uhøflig eller trænge sig alt for meget på, på hende personlige, det var ikke alle som var lige glade for det, hvilket han heller ikke selv var. Han kunne ikke helt lade være med at fjerne øjnene fra hendes egen, fordi at hun var denne kønne dame, så han fik det nemt til at se ud som om at han var nysgerrig på hende, hvilket han faktisk også var.

Han fyldte begge glas op og rakte det ene over mod Safira, hvor efter han tog et nip af sit eget glas. Nå, fortæl mig så hvad De har på hjerte" Han vidste ikke helt om der lå noget andet bag hende besøg, men han kunne ikke helt se hvad. Han kunne dog heller ikke helt se, hvad Medaniens folk egentligt ville have ham til. Selvfølgelig boede han og nød han at komme i byen, og han havde dagligt flere samtaler med forskellige folk i byen. Han måtte holde sit netværk ved lige, det betød alt sådan noget.

Safira var en smule charmeret som hendes håndryg fik placeret et smigrende kys på sig fra Henry. Det bragte et smil til hendes læber. Og så tog hun mod hans arm som at tage mod invitationen ind i stuen hvor de kunne tale. Derinde tog hun plads i sofaen og beundrende de pæne malerier der prydede vægende til et glas blev hende rakt. "Oh, jamen, jeg takker." sagde hun som hun kørte vinen en omgang rundt.
Hun lugtede kort vinen an og så hen mod Henry som dens rene lugt ramte hende. Det var ligesom hende selv, renlighed var vigtigt og duften af ting kunne indgyde en følelse af værdi.

"Et godt år." sagde hun som hun bragte glasset til sine læber for selv kort at tage et nip af glassets indhold. Hun havde ret, for smagen af vinen var udsøgt. Ligesom stuen omkring hende. Men hun måtte komme hurtigt til sagen. Så hun satte sig til rette i sofaen med et enkelt ryk tættere på Henry som hun tog benene på kryds af hinanden. Nok brød hun en smule af mellemrummet mellem dem, men med pressen ville en person mere nok godt kunne sidde der. Hun følte bare at alting kunne gøres en smule mere personligt ved nærvær.
"Hvad jeg har på hjertet og folket har er to forskellige ting Hr. Fox." hun så ham kort over skuldrene og hen til glasskabet bag ham. "Eller er det Henry?" spurgte hun så for at se om hun kunne blot kalde ham ved hans eget navn da det ville gøre det hele en del nemmere.

"Men på hjertet af jeg har jeg kun komplimenter til dem." fik hun så sagt som hendes glas endnu engang kom til hendes læber. Hun ville gerne fortælle ham direkte at han så godt ud i hans valg af beklædning og at hans venlige gestuser varmede hendes hjerte. Men det var vel okay bare at lade ligge... for nu ihvertfald.

"Så De kender min vin? Dette er bestemt et af de bedre år, det må jeg give Dem ret i" Svarede han spørgende på hendes kommentar, der var sikkert en stor chance for at hun kendte den, men ligefrem at kunne kende forskel på årerne? Det ville være imponerende. Han lagde mærke til hvordan hun undersøgte stuen og dens indretning, hvilket de fleste gjorde. Det gjorde han skam også når han var i andre hjem. Inspiration og nysgerrighed var en normal ting.

Han smilede roligt til hende, da hun åbenbart ikke synes at mellemrummet mellem dem var passende og derfor rykkede tættere på ham. Det var bestemt ikke noget som han var noget imod, hun var jo en nydelig kvinde. Nysgerrigheden blev endnu engang vækket da det ikke virkede til at befolkningen i Medanien havde så stor en betydning for dette visit af denne dame, han studsede i hvert fald over hendes kommentar. "Henry er helt i orden" Sagde han smilende, "Men fortæl mig, Safira. Hvad har du så på hjerte?" Han tog en tår af glasset og lod smagen trænge igennem hans smagsløg inden han sank, "Det virker ikke helt til at dette besøg, skal omhandle folket i Medanien, har jeg ret?"
Måske havde han en lille idé om hvad hun egentligt var kommet efter, hvilket ikke ville gøre ham det helt store, men nu måtte han vente og se.

"Komplimenter til mig? Omkring hvad dog, om jeg må spørge" Han smilede og lod glasset ramme hans læber endnu en gang. Han var selvfølgelig smigret over kommentaren. Han rettede sig sofaen og satte glasset fra ham. "Jeg vil også komplimentere dit mod på at tage op til gården denne aften" Det var ikke ret tit at han mødte kvinder på denne måde, normalt skulle han komme til dem. "Og ikke mindst din påklædning. De er meget smuk, Safira" Kjolen var bedårende, ligesom hende selv.

Safira kunne ikke direkte året på vinen, men smagen måtte tilhører et af de bedre år. Hun kendte godt til grevens vine, hun ville jo næsten føle sig fornærmende hvis hun ikke gjorde og så var passeret ind i hans hus. Det ville jo ikke gå. Så hun svarede til Henrys til kende givelse af vinens år et lille fint smil. Selv følte hun ikke et svar var passende, men at blikket hun sende ham til det var svar nok.

Hun viftede kort med hånden som hun havde begyndt at rødme over hans smigrende ord og komplimenter. Hun følte ikke rigtigt det tog mod at tage op til gården på en sådan aften, men for nogle kunne det vel godt være skræmmende at rejse alene hvor som helst. Men med hendes mange år var det ikke frygt der lå i hendes hjerte. Dog blev hendes kinder hurtigt røde som hendes påklædning og udseende blev nævnt af Henry. Hun gjorde meget ud af sit udseende og det glædede hende at han havde lagt mærke til det. 
Måske var det også grunden til hun altid talte om hendes former som en velsignelse fra sin mors side af. "Du smigre mig med dine ord Henry." sagde hun så med sine røde kinder og et rart smil. Hun ville også selv gengælde ordene til ham, for trods alt havde han jo spurgt om hvad der var på "Hendes" hjerte.

"Du er da selv også en nydelig herre Henry." hun satte sit glas for læberne som hun drak en tår og så bragte glasset tilbage mellem hendes hænder. "En herre med de mest fængslende øjne, en prydende påklædning-" hun bragte igen glasset for sine læber og så på ham inden hun tog atter tog en tår af det. "og med den mest excentriske smag for vine." sagde hun så som tåren blev glasset berøvet.
Selv vidste Safira ikke helt hvor alt dette gik hen. Hele hendes originale mål med at opsøge gården virkede... For faldet, for nu havde hun en god tid ved Henrys side i hans sofa og det nød hun. Ikke længe havde hun følt sig så bekvemt. Især ikke når pejsens varme ramte og hendes meget tøj kun gjorde hele huset virkede meget varmere end det var.
"Er det bare mig eller er der meget varmt herinde?" spurgte hun så mens hun viftede en hånd for sit ansigt hvor det røde endnu ikke helt havde forladt hendes kinder fra Henrys søde ord.

Ligesom han havde gjort, så smigrede hun også ham med hendes ord. Der var ikke noget som at få komplimenter af en kvinde som Safira. "Jeg takker mange gange for de søde ord, Safira. Jeg gør skam mit bedste med min påklædning" Han smilede og fniste roligt. Hans påklædning var faktisk noget som han gik meget op i, eftersom at det betød meget for ham at han altid stod repræsentable, f.eks. hvis en ung og flot kvinde skulle komme forbi hans gård og ville ind og snakke. En anden ting var hans vine. Henry havde mange ting som han gik op i og igen er vin en af de ting, det betød meget at vinen hvert år var en af de bedste vine i landet, men det kunne ikke gå godt hvert år, men der blev kæmpet for at gøre det til den bedste. "Jeg er glad for at jeg har fået en kender på besøg, mine vine er mig kært. Så du har bestemt også selv en ret god smag i vine" Han kiggede roligt på hende og studere hendes ansigt, det var bestemt et smukt syn. Henry rykkede roligt tættere på hende, for at lukke mellemrummet mellem dem.

Hun havde faktisk ret i at der var ved at blive varmt herinde, det havde måske ikke været helt nødvendigt at have pejsen kørende, men nu var ilden også døende, men skaden var sket og varmen havde sat sig i rummet. Spørgsmålet var om det kunne klares ved at åbne terasse døren eller om de skulle finde sig et andet og mere køligt rum, eftersom det kun var denne stue som havde pejs i sig. "Det er bestemt ikke kun dig, jeg har det på samme måde." Et andet rum ville nok være at foretrække, men hvilket? Ville det give mening at trække sig tilbage til de private gemakker, så personalet også kunne holde fri og ikke skulle opvarte de to? Han lagde sin hånd på hendes og tog den i sin, "Følg mig" hans stemme var rolig og hans blik hvilede på hendes.

Han førte hende ud af stuen og allerede her kunne man mærke temperatur skiftet ude i Hall'en. Den store trappe som stod derude førte op til anden sal hvor han store soveværelse lå placeret. Roligt, med hendes hånd i hans, førte han hende op ad trappen, ned ad gangen og åbnede døren ind til soveværelset. Lige nu var det forholdsvis mørkt, men stearinlys rundt omkring lyste krogene op og sammen gjorde de rummet lysere."Jeg håber ikke at det er for anmasende at trække ind i rummet her, men temperaturen er rar og så kan personalet holde fri" Stadig var hans stemme rolig og hans læber smilede til hende, som han førte hende hen til en stol som hun kunne sætte sig i. Endnu engang fandt han en falske frem, denne gang med noget lidt stærkere end vinen, samt to glas. "Må jeg byde dem på et glas?"

Det var ikke tit at Safira drag af Henrys vine, selvom hun dog i ny og næ har haft fingrene i hans vine, men det var en anden oplevelse at sidde foran manden ansvarligt for det og så drikke med ham. Og nu føltes hun næsten ikke for at klare hendes faktisk ærinde her, for hun nød nu deres lille stund.
Hun tog glasset for sine læber som for læberne og drak tilfreds som Henry også anerkende varmen der bevægede sig i rummet på grund af pejsens dansende flammer. Hun syntes varme var okay, men man kunne også blive for varm når det galt den tørre varme som ild skabte.

Hendes glas blev sat fra sig som hendes hånd lå i hans og hun rejste sig med ham og fulgte. "Okay, m-" hun skulle til at tale videre, men hun ville faktisk ikke høre svaret. Istedet smilede hun bare med sit blik mod Henry der ledte an. "Så det er sådan en greve sover" tænkte hun som hun trådte galant ind i soveværelset og så med store øjne rundt i lokalet. Hun hørte næsten ikke Henrys forklaring om hvorfor dette var rummet, for hendes blik var mod seng, reol, natstanden og flasken.
"Det er helt i orden. Det er vel også rart at vide at der ikke er en butler eller tjenestepige der lytter med." sagde hun med et smil på læberne. Hun mente ikke at hans stab havde dårlige intentioner eller noget, men det måtte altid være lidt rart at være mere privat om ting. "Jo tak." svarede hun og tog mod vinglasset fra Henry.

Hun tog glasset for læberne og drak en tår før hun igen så mod Henry. Hans øjne virkede betagende og hun indrømmede for sig selv at hun kunne lide blikket han sende og hun ville gerne tættere på de øjne. "Så, jamen, Henry? Hvor tit er det så at de bringer husets gæster hertil for at snakke" spurgte hun nysgerrig. Hun undrede sig ikke over hun var i rummet med ham, men hun fiskede næsten efter at få ham til at sige det uden hun skulle sige noget.
For hun følte ikke at rummet her var til at "snakke" forhandling, politik eller folkets vilje. Rummet her virkede meget mere indbydende og hun havde intet problem med det. Hun stod jo foran en høj flot greve, med smag for både vin og beklædning. Og det var for ikke at nævne hans øjne.

Han kiggede roligt på hende med et lille smil, "Nej, mit personale skal nok lade os være i fred for i aften" Han lod selv glasset med det røde indhold finde vej til hans læber, hvor han lod en slurk af indholdet glide ned.
Nej, det var nok rigtigt nok at dette ikke var rummet til politiske forhandlinger eller borgernes røst, selvfølgelig var dette rummet for private samtaler og intime handlinger, men det burde en kvinde som Safira vide.

"Nej, det er nok ikke så ofte at jeg ender heroppe med en gæst som Dem. Men eftersom at du nok ikke helt er her på grund af folkets røst, så er dette måske et helt fint sted til at køre en rolig stemme" Der var ingen tvivl for Henry om at det ikke var det som hun havde på hjertet. Dette vsr hurtigt gået op for greven, men det var faktisk også ved at være længe siden, så hvis han kunne få en dejlig aften med så smuk kvinde, så ville han selvfølgelig være glad. Men kunne han bare gå i kødet på hende?

Han rejste sig fra stolen og tog sin vest af og placerede den på ryglænet af stolen. Den havde ikke så meget mening at have på mere, og den gav faktisk bare mindre comfort for ham. "Så fortæl mig, plejer du at se mange private sovegemakker?" han så drillende på hende og begyndte langsomt at gå over mod hende.

Safira havde godt tænkt at fremmøde kunne ende på dette plan, så det var ikke så undrende for hende. Men det var der vel hellere ikke noget slemt i. Det var dog sjovt som han havde set gennem hende og hendes bagtanker med at komme til hans gård. Så det gav hende da et smil på hendes læber som han endeligt verbalt fik sagt det til hende.
"Jeg har været lidt hist og her, med det er jo relativt. Er det vigtige ikke bare hvor man er i nuet? For jeg er her." svarede hun Henry som hun satte glasset af vin fra sig og så hvordan han lagde hans vest over stolens ryg og kom hende nærmere. 

Selv bevægede hun sig ikke ud af flængen ud over glassets elegante placeret på bordet ved hendes side og hende som rejste sig for at prøve at møde ham i højden. Henry var godt nok en høj mand og fra hvor hun stod var det let at se hvordan han tårnede sig over hende i størrelse. Men Safira havde det godt med den forskel. For der var altid noget over en højere mand der forstod hvordan man skruede charmen op og varm op under en dame som hende selv.
"Men hvis jeg ikke er herinde for at tale om folket, så fortæl mig hvad jeg er her for Greve." hendes tone var pirrende og hun viste godt selv hvad hun hentydede til. Men livet var lidt sjovere når man bare lod tingene gå sin gang.

Hun var her, det var rigtigt og han havde set igennem hende og hendes bagtanker nu og havde egentligt ikke noget imod det. Det var måske ikke så typisk for ham at lade sig påvirke på denne måde, men nu hvor hun var her kunne han ligeså godt spille med på hendes leg og så vise hende hvad han egentligt var lavet af, for det var jo det hun var kommet efter, og han kunne nemt overraske hende, for han var slet ikke sikker på at hun egentligt viste hvad han var i stand til når det kom til sådan noget. ”Jovist, det kan der selvfølgelig være noget om, så lad os da holde os til nuet, det virker til at De er opsat på det, Safira”

Han havde blikket roligt liggende på hende som hun rejste sig op for at møde ham i samme højde, selvom han var lidt højere end hende, men det havde ingen betydning, når de først kom i gang skulle dette nok blive tilpasset. Som han kom helt hen til hende lagde han hånden på hendes kind og mærkede den varme hud mod hans og duftede den svage parfume som hun havde brugt, hvilket kun var behageligt for ham.
”Det troede jeg at De kunne fortælle mig” sagde han roligt og kiggede på hende, ”Men hvis De selv er i tvivl, så lad mig da fortælle..” han stoppede og smilede svagt, ”.. Eller vise Dem er nok en bedre betegnelse” han tog et skridt tættere på hende, og lod deres læber mødes i et hedt kys. Han kunne smage vinen på hendes læber, mærke hendes læbestift og de bløde læber som omfavnede hans egne, det var et behageligt kys. Han stoppede kysset selvom han gerne ville holde det kørende, ”Kom med mig” han tog hendes hånd, førte hende ud værelset og tog hende med nedenunder igen og fulgte hende ind på badeværelset, hvor det store kar var fyldt og dampede. Henry var en person som altid ville kunne tage et bad og det skulle hans tjenestefolk sørge for, og det var her han ville vise hende lidt mere af sig selv. Rolig løsnede han hendes kjole og lod den falde til gulvet og lod hendes nøgne krop komme frem fra den skjul.