Endelig havde Atropas eventyr ledt hende til Hovedstaden. Hun ville snart kunne holde sit løfte til en gammel ven, altså hvis ikke hun havde været så bange for alle de høje folk omkring hende. Hun var kun lige trådt ind af byens store nord-port før hun nær var blevet trådt på. Hun bevægede sig derfor langsomt nær bygningernes kanter i ly af mørket.
Dog forudså hun ikke at døren til Det Halve Svin blev smækket op og ramte hende. Hun blev skubbet ligeluks hen til en kloakrist hvor hun gjorde alt hun kunne for at holde sig oppe. Men hendes arme gav hurtigt op og hun faldt ned i det mørke kloak system. Det eneste der holdt hende fra at slå sig var det at hun ramte det sure klamme kloak vand hvis stank fik hendes hoved til at snurre. 

Hun prøvede at svømme mod kanten og klatre op men blev stille trukket med strømmen i det mørke vand. Hun hørte pludseligt fodtrin og begyndte med det samme at råbe efter hjælp.

Kulun trak sin hætte tættere om sit ansigt og gik videre. Kloaken var mørk og stille, men her lugtede godt nok grimt, også selvom man bare gik ved siden af vandet.
Hun holdt sin hånd foran sig og lod en lille flamme blusse op, så hendes vej var oplyst.
Hun fnøs. Ikke betalt regning, sagde de. Det var vel ikke hendes skyld at folk ikke var gavmilde her for tiden.
Kulun hadede at bo i kloaken, men det var et godt alternativ til at sove på åben gade. Hun skulle jo kun bo her til hun fandt penge til et nyt sted.
Hendes vinterstøvler gav små våde klask på gulvet, der var fugtigt og ulækkert at gå på.
Pludselig stoppede Kulun op og vrikkede med det ene af hendes hvide ræveører. Hun syntes hun kunne høre noget... Hun satte tempoet op og gik imod lyden af den uregelmæssige plasken, der lød til at arbejde imod strømmen i vandet.
Så hørte hun et spinkelt råb om hjælp og hun blussede sin flamme op, for bedre at kunne se i det mørke vand. Hun behøvede ikke at kigge ret længe før hun fik øje på et mindre væsen der plaskede rundt i det kaotiske vand. 
Uden at tænke videre over det, tog Kulun sin kappe af og løb i den retning vandet flød imod.
Da hun var kommet et par meter hen smed hun kappen og vadede ud i vandet. Det var koldt og gik hende til omkring hoften, og hun ville slet ikke tænke på hvad der var i det.
Hun ventede tålmodigt et øjeblik, før hun så den lille skikkelse komme drivende, stadig febrilsk svømmende. Kulun lod det lille væsen, der ikke kunne være mere end en halv meter høj, drive tæt på, og samlede det så op i hendes arme.
Hun gik derefter ind til kanten og anbragte den uheldige svømmer på sin kappe. Hun lod så en flamme blusse op for at anse væsnet nærmere.
Det var en alf af hunkøn, iført grønt tøj og med kastanjebrunt hår.

Et lille host blev givet fra den lille alf som egentligt havde forventet at blive efterladt til at drukne eller flyde til hun ville ende et endnu være sted. Men dog havde skæbnen andre tanker om hende idag.
Atropa kiggede op og så forbavset med glæde på damen der havde reddet hende op af vandet. "Jeg undskylder hvis jeg har voldt dig besvær" som ud af refleks kom ordene flyvende fra Alfens mund med både en klang af taknemmelighed og ydmyghed.

Atropa satte sig op og kiggede på damen forventene et svar, mens bandt hun sig en smule ind i kappen for at give sig selv varmen da vandet var lige så koldt som det var grumset.

Kulun så den lille alf an og trak kappen endnu tættere om hende, som for at signalere at det var fint at hun brugte den.
"Det skal du ikke bekymre dig om, det er aldrig besvær at give en hånd."
Kulun så på den lille våde skabning. Så løftede hun sine hænder op overfor hende, og smilede venligt. Alfen virkede ikke truende eller farlig, så Kulun ville gerne hjælpe hende.
"Du må fryse. Hvis du tillader det kan jeg hjælpe dig med at få varmen igen?"
Imens hun ventede på at alfen ville tage hendes hænder så hun kunne lede noget varme over i hende, rynkede Kulun nysgerrigt brynene.
"Hvordan endte du dog op hernede, det er ikke det mest ideelle sted til en svømmetur?"

Atropa kiggede smilende på hendes redder og svarede med et muntert tonelege "Jeg faldt... Men altså det var ikke fordi jeg er klodset, der var en mand og så en dør, en kloakrist og så faldt jeg." Atropa talte meget hurtigt da hun allerede følte at hun havde meget at skulle sige.
Svøbt ind i tæppet og skulle til at tage Kuluns hænder men valgte i stedet at række hånden ud for at sige goddag til damen der stod foran hende. "Mit navn er Atropa Belladonna, og jeg kan ikke rigtig takke dig nok for at komme og hente mig ud af vandet. Men hvem er du der har reddet mig?" Spurgte hun med nysgerrighed i stemmen, men som hun rakte hånden ud så hun at hun havde skrabet armen fra faldet, så hun stoppede i bevægelsen da hun følte en kold smerte løbe hurtigt gennem hendes arm. Hun gav det dog ikke yderligere en bemærkning.

Kulun bemærkede det bratte stop i alfens bevægelse, men slog det hen som ingenting.
Hun gav så Atropa hånden.
"Mit navn er Kulun Embers, det er godt at møde dig. Og det var desuden så lidt, jeg kunne jo ikke bare lade dig drive forbi, kunne jeg?"
Atropa Belladonna. Kulun vred sin hjerne for at finde informationer om navnet. Havde hun hørt det før, kendte hun nogen anden med det navn, vidste hun hvor det kom fra? Nej, var svaret til alle spørgsmålene.
Kulun rejse sig op og vred bunden af sin bluse. Hun sparkede også sine støvler af og hældte vand ud af dem.
"Hvad var dit forehavende, inden du blev skubbet herned til en, mildest talt modbydelig svømmetur, Atropa? Og hvor kommer du fra, i øvrigt?"

Med glæd i stemmen svarede Atropa damen hvis navn var Kulun "Jeg kommer fra lidt overalt, hist og her. Dog er jeg aldrig rigtig det samme sted for længe." Ordene mindede Atropa om hvor de var og hvor de nok ikke burde være. Svarende på de to spørgsmål var det samme: Her. 

"Burde vi ikke finde en vej ud herfra? Vi kan jo altid tale på vejen." Ordene fløj ud af alfens mund med klang af usikkerhed som for at sige at det nok ville være bedst for begge parter. Hun rakte ned i vandet og tog sin hjelm op som kom flydene, børstede den af og rejste sig brat op med hjelmen på. Alfens arm gjorde stadig ondt men hun tog blot sin taske over den anden arm og kiggede undrende rundt for at se en stige op eller anden udgang, men ingen af delene var til lige at se i nærheden.

Kulun nikkede bare og så hen over alfen til hvor hun var kommet gående inden deres møde.
"Det kan vi da godt, jeg har fri alligevel, men vi skal et lille stykke før vi kommer til en stige."
Hun begyndte at gå med hendes hvide hale svajende afslappet fra side til side. Der var mørkt i undergrunden, så hun holdt en lille flamme i hendes hånd, bare for at kunne se tydeligt.
Hendes mave knurrede. Hvornår var sidste gang hun spiste igen? Det var vel et tidspunkt igår... 
Hun trak på skuldrene. Ingen penge, ingen mad, hun kunne bare få sig et rigtigt job, frem for et der afhang af andre folks gavmildhed og villighed, til at se på hende der legede med ild og lavede krumspring.
Hun så sig over skulderen for at se om Atropa var med.

Atropa sprang lystigt i gear og fulgte med Kulun gennem mørket. Hun bemærkede halens svaje og begyndte at holde godt øje med den. Det var ikke normalt for Atropa at se halvdyr, så at se en der var så anderledes fra hvad hun havde hørt var interessant for hende.
Hun undrede sig egentlig om hvordan det måtte være at havde en hale, men det kunne vel ikke være så anderledes fra hendes egne uduelige vinger som hun hurtigt gav et lille vingeslag for at få dem tørre.

Atropa fulgte dog efter Kulun til de nåede nær en stige og gik op.

// Atropa forlader området op ad stigen.
((Forventer at tråden stopper her og kan tages videre et andet sted i byen))