Der var kommet nogenlunde kontrol over situationen og den kaotiske magi som en udvalgt gruppe af byvagten mødtes med en tilsvarende gruppe af lysets krigere og riddere i Riddersalen i Krystalpaladset. Det var tid til at samle de gjorte erfaringer og forsøge at lægge en plan for den fremtidige håndtering af plagen - helst før den blev afløst af noget endnu værre.
Et langt bord var placeret midt i salen med et udførligt kort over Krystallandet spredt ud på midten omgivet af papirer, pergamenter og bunker med nåle og forskellige farver markeringsvoks. På kortet var sat nåle for forskellige episoder, markerende dem for overblik og i et forsøg på at skimte et muligt mønster. Intet var dog trådt frem endnu.
En ældre gråhåret ridder var ved at gennemgå baggrunden for en gruppe grønne nåle i Lindeskoven med en stemme mere tør og kynisk end dødehavets bund, som de sidste kom til.
Moana vendte sig mod dem og smilede let i genkendelse, før hun vendte blikket tilbage mod kortet. Hun var iført ridderens sædvanlige lyse bukser, hvide skjorte og sølvfarvede ringbrynje. Kappen havde hun efterladt over ryggen på en stol med et dræbende blik til følge fra en af de ældre riddere, men det havde hun valgt at overse. Treforken stod da også lænet op af samme stol.
"Godt, så er vi her vist alle sammen." Kriger Harris nikkede let til den gråhårede ridder Gareth, før han slog ud mod bordet og inviterede de sidst tilkomme til at slutte sig til resten.

Det havde ikke været den nemmeste tid for Kalitresh. Den konstante skiften fra-og-til fiskehale havde godt nok lært ham altid at medbringe skiftetøj i sin oppakning, men han havde mildest talt følt sig ude af stand til at udføre sit arbejde ordentligt. Nedslået havde han i stedet tilbragt det meste af tiden i byvagtshovedkvarteret, hvor der var rapporter at udfylde og fanger at se til i den tilhørende arrest..

Åbenbart havde netop denne erfaring med Kaosplagen ført til, at Kalitresh' overordnede fandt det passende, at han deltog i et officielt møde på paladset. Lettere beæret iførte han sig sin uniform og fulgtes med den lille gruppe af byvagter op til det Øvre Bydistrikt - heldigvis uden magi, der gik amok på vejen.
Da han trådte ind i den imponerende riddersal standsede han et øjeblik op og kiggede sig omkring - det var første gang, at han befandt sig inden for paladsets mure, og han var imponeret over menneskernes byggeværk, der på trods af en stor stilforskel fra aquarinsk arkitektur, var meget smukt at se på.
"Beklager.." Mumlede han, da det gik op for ham, at han var den eneste, der var stoppet op. Han hastede over til bordet, hvor han venligt nikkede til Moana, som han genkendte.

Som mange andre krigere og byvagter, var Cyraneus ligeledes dukket op til et større møde, omhandlende den svære sidste tid som havde plaget dem alle. Faktisk sad han med albuerne lænet mod bordet og hoved hvilende i sine hænder, mens tankerne skød igennem ham, og de orange øjne fulgte den ene nål efter den anden, mens han tilbageholdte et tungt suk.

Cyraneus havde haft nogle lange dage, hvor magien valgte at tage nogle drastiske beslutninger om hvorvidt han skulle være menneske eller havmand, men i øjeblikket var den i ro. I øjeblikket var alle evner faktisk i ganske rolig tilstand, selvom han godt kunne mærke at skællen engang imellem forsøgte at melde sig frem. Heldigvis var det svært at se når han var påført den løse hvide skjorte.
Det var først som kriger Harris talte at Cyraneus igen løftede sit hovede og rankede rynken, endelig kiggende på de nyankommende. Deriblandt Kalitresh som han huske fra den noget så kaotiske tur til rigmandshuset. Han nikkede hilsene, for derefter at kigge til sidden hvor Moana sad alvorligt. Det var næsten ligefør den anspændte stemning mellem hende og en ældre ridder var til at smile over - næsten. I stedet skabte han øjenkontakt med et svagt smil, inden opmærksomheden blev rettet mod kortet og de mange nåle. Alt for mange nåle.

Ridder Gareth afventede tålmodigt at de sidstankomne tog plads, før han tog fat på at tale igen. En proces der tog længere end han havde ventet som en af byvagterne så ud til at være blevet en smule distraheret af salen de var i. En effekt han havde set salen have på ikke så få andre og som stadig gjorde ham stolt over at være del af det folk der havde bygget den. "Intet at beklage, min ven, så længe synet af salen her kan tage vejret fra folk holder jeg håbet for fremtiden i hjertet." Et par af de andre ældre riddere nikkede let og samtykkende.
"Som I kan se på kortet her er ingen del af riget gået ramt forbi af den seneste plage. Ikke på overfladen under alle omstændigheder." Han sendte et spørgende blik til hver af de tre havfolk til stede for at se om nogen af dem havde oplysning han manglede op forholdene i Aquarin. Som altid havde havfolket holdt sig orienteret om problemerne på overfladen, men holdt deres egne for sig selv. En del af riget var det måske, men samtidig langt mere selvstændigt end resten af landet.
Ridderens stemme var langt fra så tør og kedelig nu, som den havde været før byvagterne sluttede sig til dem. Han var også endelig ved at komme til sagen, hvilket Moana kun kunne sætte pris på, som hun lyttede til ham endnu engang opridse de problemer der havde været i landet. Hun fandt stadig ikke møde specielt spændende at deltage i. Hun havde ikke gjort det i Aquarin og hun gjorde det ikke mere nu, skønt hun gjorde sit for at skjule det.
Om ikke andet til en lyset i amuletterne alle riddere og krigere bar blinkede og gik ud.
Som det skete mærkede Moana også den efterhånden alt for velkendte fornemmelse af forvandlingen der hørte op og hendes ben der samlede sig til en hale.
Bandende på Aquarinsk gled hun sidelæns af stolen med en klirren af metal mod sten som hun ramte gulvet og med sit forsøg på at holde fast i bordet og sig selv på stolen væltede sidstnævnte og tog de nærmeste papirer med sig i faldet fra bordet også. Støvlerne sprang og faldt ødelagte til siden, bukserne det samme, mens overdelen holdt denne gang. Heldigvis!

Kalitresh satte pris på Ridder Gareths venlighed, og han smilede høfligt, idet han tog plads sammen med det andre byvagter ved bordet og lyttede til hvad, der blev sagt. Da han kunne mærke ridderens blik hvile på sig, rømmede han sig forsigtigt: "Det aquarinske folk er, så vidt jeg er orienteret, lige så plaget af den ustabile magi, som resten af landet." Kalitresh havde i en længere periode, før han sluttede sig til byvagten, fungeret som diplomat mellem Aquarin og fastlandet, så han følte det som værende sin pligt at dele de oplysninger, han havde om havfolkets rige, selvom han ikke selv havde været under havets overflade siden pesten var stoppet.

Han placerede hænderne på bordet, som ridderen takkede ham for hans indsigt, men øjeblikket efter, greb hans hænder desperat om bordkanten, da hans menneskelignende ben forvandlede sig til en fiskehale. Ud af øjenkrogen kunne han se, at Ridder Moana så ud til at have det samme problem.
Hans stol tippede, da hun fik revet bordet med sig, og få sekunder efter lå han sprællende på det kølige stengulv med sit revnede tøj omkring sig - heldigvis var han stoppet med at iføre sig bukserne fra byvagtsuniformen, men i stedet et par af de billigste, han kunne finde på markedet. Indvendigt ærgrede han sig dog frygteligt over at have ødeligt endnu et par støvler, imens han kæmpede for at komme op i en siddende stilling på gulvet. 

Cyran lod byvagten om at tale og forklare hvordan situationen stod til nede i Aquarins dyb. Selv havde han været dernede, omend for blot en kort stund. Han søster så ikke ud til at havde haft problemer, men der havde været episoder rundt omkring i byerne. Så det passede vel godt overen med Kalitrash's ord. Hvilket han bekræftede med et hovednik som ridderen så kort i hans retning.

Den rolige stemning, omend presset af plagernes racen, blev afbrudt drastisk, som en anderledes, og dog skræmmende velkendt følelse skød igennem kroppen på ham. Let forpint, for støvlernes hårde sammenbygning, ikke så let gav efter, faldt hans blik på de to andre. De to andre havfolk som i øjeblikket så ud til at gennemgå nøjagtig samme smerte.
Med en forskrækket lyd gled Cyraneus fra bordet og hårdt ned på det kolde gulv. Papir og pergament fløj til alle sider, og Cyranues bandede lavmeldt, som halen med vold pressede sig igennem tøj og støvler, og nu svajede let hen over gulvet. "Nu må det snart være nok!" Med lidt besvær fik Cyraneus kantet sig op i en akavet siddende tilstand, hvorfra det forskrækkede og næsten paralyserede ansigsudtryk skinte ud af samtlige i forsamlingen. Det var ikke unormalt at en af dem gennemgik et par problemer i løbet af dagen, men ligefrem dem alle tre på en gang, var noget af et særtilfælde. "Er du okay?" Cyran var ikke sikker på hvorfor han slog over på Aquariansk, men det virkede naturligt, som han så på Moana, der var godt og grundigt tildækket af pergamenter og.. var det en koral?

Det var ved at være hverdag for de fleste at magi svigtede eller flammede op, men ikke at den gjorde det for så mange på samme tid. Det var heller ikke set før at amuletternes lys var slukkedes, som forvandlingen var gledet af de efterhånden noget frustrerede havfolk. Kombinationen var nok til en bekymret mumlen blandt de ældre, som fjernede sig fra det væltende bord og de sprællende havfolk.
Moana var alt andet end begejstret og det kunne høres på hendes sprogbrug, som hun kæmpede for at komme fri af støvlerester, kappe, løse papirer og væltede møbler. I det mindste holdt hun sig til sit modersmål så kun to andre - håbede hun! - i salen kunne forstå hende. To som begge havde stået over hende i rang frem til hun blev ridder og som nu fik det værste af dybhavet at høre.
Om ikke andet til en venlig sjæl fik løftet bordet tilbage op og stå og væk fra hendes kappe så hun kunne hæve sig op på halen. "Yeah, yeah, så fint som nogen..." Det kom en del grumlende, som hun skubbede kappen til side og så fuldt på ham. For første gang i sin sande skikkelse gik det op for hende, som hun så hans. Det var åbenbart også første gang for en del af de andre og hun så ikke helt ud som de andre havfolk i salen. Hvor de stadig så hovedsageligt menneskelige ud over halen, så var hendes rødder i havdybet ikke til at tage fejl af. Ikke med måden hendes ansigt var omkranset med korallignende finer - en gave fra blandede gener - eller finer på arme og ryg.
Det fik hende også til at smile skævt i alt kaosset og et hævet øjenbryn til Cyran. "Og nu har du så også set uhyret fra badehuset." Hun drejede hovedet og blinkede til Kalitresh, der havde været den heldige eller uheldige byvagt - alt efter hvem man nok spurgte - der havde været hidkaldt til at få jagtet det uhyre væk. En rynke gled frem som hun så ham. "Så det er os alle?"
"Og amuletterne.... er der nogen hvis magi virker?" Ridderen der spurgte så rundt på de forsamlede hver især, men det var langt fra alle der havde lysten til at teste, hvis de ikke blot rystede på hovedet.

Der var ubrudt en større uro i salen. Et par vagter var kommet styrtende og febrilsk gået i gang med at samle nogle af de væltede genstande op og lydene af deres arbejde blandede sig med de mumlende stemmer fra de forsamlede. Kalitresh satte pris på, at arbejdet hos byvagten og de mange års svømmen på havbunden havde givet ham nogle gode armkræfter, idet han ved hjælp af det væltede bord, fik hevet sig op fra gulvet, nu balancerende i en akavet position. Fiskeskællene gav som altid en ubehagelig, kløende fornemmelse, når han ikke var i sit naturlige element: havet.

Et lille vagt smil kom over Kalitresh læber på trods af alvoren i situationen, der efterhånden var ved at gå op for alle. Episoden i badehuset forekom uendeligt langt borte, men han satte pris på, at Moana var i stand til at bevare en lettere munter tone. De nærmeste så også en smule overraskede ud over hendes naturlige udseende, som så pludseligt var kommet til syne.
Det var efterhånden ved at gå op for de tilstedeværende i rummet, at ingens magi så ud til at lystre. En kriger stirrede nærmest forfærdet på sine hænder, som han forsøgte at fremkalde en eller anden form for magi, der aldrig var der. En anden stirrede tomt ud i rummet: "Her er så stille.. jeg plejer altid at kunne høre folks tanker, men nu er de helt væk.." Lød det fra manden. Kalitresh forsøgte et kort øjeblik at tvinge fiskehalen væk igen, men heller ikke han kunne føle den mindst gnist af magi. 

"Det er nok bare for en kort stund .. magien har været så kaotisk på det seneste, det er vel ikke usandsynligt, at alles magi for et kort øjeblik kan stoppe med at virke?" Hørte han sig selv sige, men tvivlen i hans stemme var tydelig. Når det kom til stykket, var der ingen der kendte til disse dæmoniske plagers natur og hvad der kunne ske eller ikke ske..

Cyraneus afholdte sig fra at hive sig selv op i en stående stilling men var mere fokuseret på at få skubbet støvlerne af de stærkt udvidede finner han havde sig, alt imens iturevent tøj stadig sad ubehageligt omkræsende hans hale. Men det virkede ikke helt så forfærdeligt at man ikke kunne grine over det, så snart tonen blot blev lidt munter.

Det var intet under at han var en smule overrasket over det forandrede udseende hos Moana der resulterede ud i koraller og finner forskellige steder på kroppen, hvor Cyraneus selv var lettere sluppet hvis man kan sætte det sådan. Hans finnede øre var præcis som de plejede, men derudover var det kun underlivet der var gået i fisk. Et let smil nåede over hans læber af morskab over hendes fremstilling af uhyret fra badehuset. Oh han havde skamhørt rygter.

Cyraneus kravlede op i en siddende position, skubbet en smule væk fra væltet bord og knuste glas, papir og andet godt.
han rynkede brynene og kørte en hånd over sin brystkasse for at se hvorvidt panserskællet dukkede op når han forsøgte at aktivere sin evne, men intet skrete. "Det kan være en mulighed - men jeg vil nok dømme den som stærkt usandsynlig.." De var mange i lokalet, og flere så ud til at have problemer. Ikke bare med en. "Er der ingens hvis krystaller virker?" Hans egen hang tampt i læddersnoren uden noget snert af magi tilbage i sig. Han kunne ikke engang mærke varmen fra det mere.

Moana hævede sig lidt længere op på halen til hun kunne gribe fat i kanten af bordet og bruge det til stykke. De omkringståendes udtryk ved synet af hende havde effektivt brudt det dårlige humør over den uønskede forvandling og erstattet det med en beslutsom ro. At alle havfolkene var ramt på samme tid var usædvanligt, men mest at alle andre også var det og at amuletterne var gået helt ud. Ikke noget godt tegn for det svingende kaos i magien.

Som Cyran stillede sit spørgsmål tog hun til sin amuletter, før hun rystede på hovedet som alle andre. "Har de alle været gået ud samtidig før? De har virket mere stabile end de fleste medfødte evner...." Hun så rundt og skar så en grimasse, som den tørre luft i salen begyndte at trække fugten fra hendes hud og skæl. "Er hæmmerne også gået ud? Nogen her der har en?" Hun var faldet tilbage sprogligt til at vælge de ord der kom til hende først om ting. Hæmmer var et godt alment ord for de bånd, amuletter og andre ting som blevet givet til væsner med farlige evner for at holde dem under kontrol.

Flere kom til som hun talte og ingen af de nytilkomne så begejstrede ud for at bryde ind i et møde eller for hvad der blev ved med at ske. "Sir! Hele delegationen fra Aquarin er gået i...." Hans blik faldt på de tre havfolk i rummet, som han tabte mælet. Åbenbart var det for meget af det gode eller også var han ikke sikker på om hans ord ville kunne blive taget ham ilde op.

Kalitresh øjne blev en smule større, da det gik op for ham, at de amuletter Lysets Krigere bar, også var holdt op med at virke. Uden magi var en stor del af Lysets Hær sat ud af spillet .. noget der kunne gøre hele den politiske situation langt farligere. Med et lille vrid af hale, fik Kalitresh kantet sig til en lidt mere behagelig position, stadig balancerende.

... "Fisk." Afsluttede Kalitresh automatisk den nyankomnes sætning, hvorefter han lidt forlegent rømmede sig. På trods af situationens alvor følte han ikke helt, at han var i en situation, hvor han bare kunne afbryde. Rummet var trods alt fyldt med folk, der var hans overordnede i alle henseender.

En af de tilstedeværende holdt et armbånd op, der glimtede en smule i lyset. "Jeg tror, at min hæmmer er gået ud. Den plejer at lyse, når den neutraliserer magi.. men det er lidt svært at sige.." Flere af de tilstedeværende fumlede med amuletter eller hæmmere, og Kalitresh lod langsomt blikket glide rundt i rummet, der på så ganske få øjeblikke var blevet rent kaos. 

Det var ikke synderligt betryggende at ingen af amuletterne syntes at ville virke. Faktisk var det direkte foruroligende! Cyran holdte stadig sin egen amulet i hånden, men den skinte ikke som normalt. Faktisk så den direkte død ud som lyset var blevet slukket. Cyraneus rystede en smule lammet på hovedet, som han lod amuletten falde tilbage ned på sit bryst. Hans øre vrikkede let, også disse var blevet større og mere markante efter forvandlingen og de brød sig ikke om at være oven vande.

Cyraneus kiggede rundt på de omkringstående for at se om nogen opfyldte det spørgsmål Moana havde stillet, men ingen nåede at svare før en anden brød ind i mødet, nærmest panikken. Han hævede let et øjenbryn og kunne ikke holde et fnys af morbid morskab over Byvagtens svar på spørgsmålet. Fisk var lige præcis hvad der var gået i det hele. Havmanden kiggede derefter bekymret på manden med hæmmeren på håndledet. "Er der nogen som kan udføre bare en smule form for magi?" Cyraneus trak sig op i en mere rank stilling, trods han stadig var tvunget til at blive siddende på grund af den skinnende skællede hale.  Han var faktisk ikke sikker på at nogen af krigerne nogensinde havde set ham i sin naturlige form før.

Krigerne med mindre voldsomme evner forsøgte at fremmane forskellige ting, hørende til forskellige bevægelser. Men intet skete. Som magien var blevet brugt fuldt op efter de utallige måneder med voldsomme udbrud af ren energi. "Ingen" folk rystede på hovedet. Cyraneus kiggede på sine to artsfæller - en anelse urolig.

Havfolkene gik en ubehagelig tid i møde med tørken, der havde ramt landet. Fiskehalerne gjorde det umuligt at bevæge sig rundt, og de magiske drikke, man normalt kunne indtage for at danne ben, havde heller ingen virkning. Da det begyndte at gå op for befolkningen, at man skulle spare på vandet, blev der taget en hurtig beslutning: havfolkene måtte transporteres til havnen og dumpes i vandet! En ydmygende oplevelse for en mand af byvagten, og sandsynligvis endnu værre for en Lysets Kriger.. 

Det forfriskende vand gjorde imidlertid godt, og Kalitresh nød for en stund at være tilbage i havet, selv om han frygtede for dem, han kendte på landjorden. Det var først langt senere, da tørken endelig var overstået og alting blevet mere eller mindre normalt igen, at man mindedes 'fiskeoplevelsen' med en vis morskab. Især blandt de andre byvagter, skulle Kalitresh ofte høre for dengang, han var blevet inviteret til Fiskebal hos Dronningen..

//Jeg har tilladt mig at afslutte tråden, nu hvor tørken efterhånden er overstået for længst. Hvis I er uenige og gerne vil have den åbnet igen, så prik bare til mig!