Aftenen var faldet på. Det var så småt ved at være mørkt, og Aethelwulff, en af de få i byen der ikke var blevet smittet på noget tidspunkt, gik gennem Skumringskvarterets gader, behandskede hænder stukket dybt ned i lommerne på sin store jakke. Under jakken havde han en mørk skjorte og hans bukser var af kraftigt stof. Det samme med de store støvler. Han havde en saxkniv placeret i en knivskede i sit bælte, men ellers ingen våben. Der var en grund til handskerne var på, og det var ikke fordi han frøs. Han ønskede ikke at komme i kontakt med pesten, og for nu havde han da været heldig, måske fordi han var så udholden, som han var. Men han ville ikke tage nogle chancer, og havde valgt, at have handsker, præcis som han havde bedst resten af byvagterne om at gøre. Der var tyndet lidt ud i dem, grundet pesten, og andre havde forladt byen i frygt for, at blive smittet med pesten.

Af samme grund, var Aethelwulff ikke iklædt sin uniform, Han havde et lille symbol for sin status i lommen, men ellers var han klædt i civil, for at kunne holde sig mindre åbenlys over for andre. Det var meningen at han skulle finde smuglere her. Der var dæmonblod i omløb, og selvom det ganske vidst passede, at blodet kunne kurere sygdommen, så havde han et arbejde. Og arbejdet var, at konfiskere det hele, for at undgå blasfemien i, at finde sted. Eller det var vel sådan, Lysets Hær, havde sagt det, og han var ikke højere på rangstigen end dem. Derfor var en ordre en ordre. Og sådan var det nu engang bare.

Pesten havde for alvor grebet byen, og Jarko havde så vidt som muligt forsøgt at undgå menneskelig kontakt. Til gengæld var der krystaller at tjene, for folk som Jarko, der kunne finde ud af at smugle og som ikke var smittet af pesten. En mængde små flasker klirrede let mod hinanden i en lille læderpose, der hang ved hans bælte, som han forsigtigt bevægede sig ned ad den mørke gade i Skumringskvarteret.

Dæmonblodet havde han købt i undergrunden og planen var at bringe det til en pestsmittet, der var klar til at give en mindre formue for det. Jarko selv havde måtte hoste op med en større mængde krystaller, men det var småpenge, i forhold til det, den desperate mand var klar til at betale.
Jarkos ansigt var dækket af en mørk hætte, der lige som resten af hans beklædning gjorde ham sværere at få øje på i nattemørket. Nu skulle han blot nå hen til mødestedet - og helst uden at støde på byvagter eller andre, som var ude på at røve dæmonblodet fra ham. Det var ikke en vare, han havde lyst til at bære på længe.

Der gik længe før Aethelwulff så nogle som helst tegn på smuglere. Først da han hørte en klirren fra flasker, stoppede han op i sin gang. Han kiggede sig omkring efter lyden. Et øjeblik syntes han at kunne se en mand med en hætte trukket op. Han skævede over manden et par gange, før han gik mod ham. Jo tættere på han kom, des højere var den klirrende lyd, og da han endelig nåede op til manden, bag fra, greb han hurtigt ud og hev fat i mandens arm, for at hive ham tilbage og rundt, så han kunne se manden i øjnene. Han tog fat i posen hvor den klirrende lyd kom fra, kiggede på manden kort, med hånden på posen.

"Du har noget i den pose. Jeg kigger på den nu, og hvis du gør modstand, så svarer jeg ikke for følgerne," brummede han, ikke vredt. Bare meget neutralt. Hvad manden havde tænkt sig at gøre, var ham underordnet. Han tog fat i kanten af posen og tvang den åben, for derefter, at kigge ned mod indholdet. Det kunne sagtens ligne en mørk substans, men han kunne ikke være sikker. Det kunne være øl.. Det kunne være blod.. Dæmonblod.
"Hvad har du i posen?" spurgte han, en smule køligt.

Den mørke gade tillod Jarko at snige sig næsten uset langs husvæggene. Her var i den grad øde, for det var sent på natten, og mange i dette kvarter var allerede ramt af pesten. Det var - som altid med sygdomme - de fattige, der først stod for skud. Flaskerne i bæleposen blev ved med at afgive en let klirren, hvilket gjorde Jarko en anelse nervøs: han foretrak at være i stand til at bevæge sig lydløst.
Netop var han drejet om et hjørne, da en næve greb fat om hans arm. Han følte sig klemt i et jerngreb, idet han så op på kæmpen af en mand, der havde grebet fat i ham, og han bandede næsten uhørligt for sig selv. Naturligvis havde ordensmagterne sendt folk ud for at opsnappe dæmonblod... og naturligvis skulle Jarko være så uheldig at støde på den største og grummeste af dem.

Han vred sig lidt i et forsøg på at få armen fri, men det lod sig ikke gøre så nemt. "Rolig nu .. min gode mand. Det er bare en smule slangeblod. Du ved .. til alkymisterne." Begyndte manden først at kigge nærmere på flaskerne, ville det være rimelig tydeligt, at den tyktflydende substans var en form for blod. Jarko tvivlede ærlig talt på, at den anden ville godtage slangeblodsforklaringen, men et eller andet skulle han komme med - om ikke andet ville det være besværligt at bevise, at han løj. Desværre ville han sandsynligvis også skulle vinke farvel til de små flasker med det dyrebare blod, for bjerget af en mand lignede ikke én, der ville lade ham gå sådan uden videre.