Gråvejr, det var, hvad det var. Himlen var samme farve som metal med et skær af blåligt, og tågen lå så tyk, at man næsten fik indtrykket af, at man kunne gribe ud og tage fat i den. Malik var dog ikke dum nok til at prøve. Selvom han så ud til at være alene, vidste han, at der med lethed kunne gemme sig en i tågen, som ville få sig noget af et grin, hvis han faldt forover i et forsøg på at gribe fat i tågen.

Efterhånden som han nåede længere og længere frem til landsbyen, lettede tågen dog. Da han nåede det første hus, var den næsten væk. Den grå himmel ændrede sig dog ikke spor, hvilket ærgrede ham. Vejret var slet ikke til noget i dag… Og selv hvis det var, ville han nok ikke have foretaget sig meget andet end at vandre omkring og lave ingenting.
Den lange hale svingede bag ham. Normalt når folk så den blev deres ansigter fyldt med afsky, idet de fattede mistanke om, at han var en dæmon, hvorefter de gik deres vej, men i dag lod ingen til at bemærke den. Heldigvis. Malik var efterhånden ved at blive træt af det. Jo, det var da morsomt, men gnisten forsvandt ligesom, når det skete hver eneste dag.

Han nåede landsbyen centrum, hvor han slog sig ned på kanten af noget, der vist engang havde været en brønd. Den så ud til at være ude af drift, for den var mosbeklædt og rebet var knækket.

Medanien... Et sted med ufattelig mange minder, og alligevel med ufattelig få minder. Byen, var ikke det som Samson havde besøgt mest i sin barndom, så der var ikke det store at mindes - men han undlod nu også helst at mindes ved sin barndom.
Dagens grålige vejr, havde ført bandelederen tilbage i tiden. Han kunne mærke at han til tider blev aggressiv indenvendig, da tidligere indtryk vældede op i ham.
Hovene gav genlyd mod brostenene. Folk flyttede sig hurtigt, eller ændrede direkte kurs gennem nogen sidegader, da de først fik synet af bandelederen og tyren. Tyren, også kaldet Brutus var et skræmmende syn for de fleste. De røde øjne, og det advarende adfærd. Samson sad på ryggen af det forvoksede dyr, og vandrede roligt fremad. Det var ikke længe siden at det havde regnet, det sås endnu. En splat-lyd hørtes, idét et af hovene trådte ned i en vandpyt. Hverken tyren eller Samson lod til at bemærke dette, selvom pytten alligevel var rimelig stor samt dyb.
At vandre i disse gader, var en ting som han måtte vedligeholde, bare lidt. Han skulle mindes de folk, som huskede ham, at han var derfra. Han skulle mindes dem om, hvordan deres handlinger havde fået ham så langt. Det var faktisk deres skyld, noget af det. Han kunne næsten takke dem. At give dem en hurtig død, ville være dem tak skyldig.

Som han vandrede fremad, flyttede hver og en sig på sin vis. Blikket vandrede nu op mod en der sad ved den gamle brønd, som tydeligvis ind til videre ikke lod sig afskrække. Holdt dette nu ved?
De hvide øjne fæstnede sig på dæmonen. Han havde ikke mødt mange dæmoner gennem årene, men dem han havde mødt havde altid været så stædige.

Det var som om, at stemningen i hele landsbyen pludselig ændrede sig. Folk flyttede sig fra pladsen og lukkede sig inde i deres hjem, og det var ikke på grund af Malik denne gang, det var han sikker på, for kort forinden havde et par børn spillet boldt lige foran næsen på ham og havde tilsyneladende slet ikke bemærket, at han var en dæmon. Hans hale hang godt nok også nede i brøndens dybe hul, men hvis blot de havde kastet et blik på hans gule øjne eller spidse tænder, ville de have gættet det.

Snart kom synderen til syne. En stor tyr med en mindst lige så stor mand på ryggen trådte frem mellem to huse. Malik rettede sig op i ryggen for at få et bedre glimt af ham, før han kom helt tæt på. Han så godt nok stærk ud, måtte dæmonen indrømme, men han var vist alligevel ikke mere end et simpelt menneske.
Dæmonen sprang ned fra sin ellers så magelige plads og børstede sine bukser af. Han havde i vejrets anledning for en gangs skyld en bluse på i samme sorte farve som han solide støvler.

Manden med tyren var nu kommet så tæt på, at Malk rigtigt kunne tage ham i øjensyn. Hans blik scannede ham, før han spurgte:
”Er dit kæledyr kødædende?”
Han nikkede imod tyren. Den var stor og kunne godt se noget voldsom ud, men han kunne ikke helt forstå, at folk flygtede fra den af den grund, for der fandtes da heste på samme størrelse, og dem lod folk ikke til at have noget imod. Der måtte stikke noget andet under… De måtte have stødt på den før og den eneste logiske forklaring, Malk kunne finde på deres frygt var, at den engang havde spist en af dem.

Hovenes klukkende lyd mod brostene stoppedes nu fuldstændigt. Tyrens store ansigt vendte sig mod dæmonen, som nu ellers trådte ufortrødent frem mod dem. Tyrens røde øjne skød nærmest lyn. Selvom de var helt røde, var der ikke noget at tage fejl af.
På hovedet af bandelederen sad en sort hat hvorpå der var to turkise smileys. Et sæt "teater hoveder" fremtrædende som smileys.
Dæmonens blik var ikke til at tage fejl af. Samson sad med ret ryg på tyren og så ned på ham. De overdrevne overarme spændtes en anelse, over dæmonens fremtræden og kommentar.

Der gik et øjeblik inden han overhovedet svaret ham.

"Ja, han får kød dagligt.., dæmon?" Stemmen var yderst dyb, som gav den genlyd i den store overpumpede krop. En hæshed gav stemmen noget helt specielt karakteristisk, som typisk var den der i sidste ende lod enhver der havde mødt Samson før, genkende ham lige med det samme i et sådan mørke, at fanden ikke kunne se frem for sig selv.

"Jeg ser ikke mange dæmoner i disse egne. Hvad er dit ærinde?" Spurgte han køligt, og tilsyneladende lød han pissehamrende ligeglad. En dæmon til eller fra her i landet gjorde ikke det store. Dæmonerne blev jagtet, og de ville altid blive det. Ham selv, tjo.. der var nu nok en pris på hans hoved et eller andet sted, men ingen havde nu alligevel formået at melde ham til byvagterne. Sidst der kom sådan en forbi Borgen, blev der en byvagt mindre her i landet. Nej, han skulle nok sørge for landets ballance. Det var så sandelig også grunden til, at folk trådte til side. Det er kun et halvt år siden, at han fik nedlagt mørket, og lod lyset tilbagevende. Der havde været mange grubler over, hvorfor han netop skulle gøre det, når han nu netop også til og med havde slået Lysets Krigere ihjel. Samson og hans bande, hørte nu ikke til nogen af siderne, men kørte sit helt eget show, til deres egen fordel. Og nu, stod han foran en dæmon der enten var direkte uvidende, eller også direkte dum og stædig. Det fik ham næsten til at smile.

Koen fik altså kød dagligt… Det forklarede da, hvorfor den stod med øjne der skød lyn og så meget sulten på Malik.
Dæmonen kunne dog ikke andet end at smile af det kære kræ, og han fik næsten helt lyst til at spørge, om han ikke måtte klappe den. Han holdt sig dog tilbage, for sæt manden sagde ja? Malik havde ikke den største lyst til at klappe dyret, for selvom heste var hans ultimative hadedyr, så kom køer ind på en stærk andenplads. De lignede trods alt hinanden, bare en lille smule.

”Oh, så du er på jagt efter hans frokost nu, eller hvordan?”
Han smilede til den fremmede. Til mandens spørgsmål om, om han var en dæmon, trak han blot på skuldrene, hvorefter han hev sin hale frem og svang den mellem to fingre.

Nej, Malik havde absolut ingen anelse om, hvem denne herre var. Han foretrak ikke at blande sig i landets sociale aspekter, så det dér med folk, der var eftersøgte eller berømte eller kongelige kendte han ikke til.
Han kendte kun til sig selv, og det var for ham godt nok. Han foretrak et liv udelukkende bestående af sit eget selskab. Fra tid til anden kunne det godt blive lidt kedeligt, men det var som om, at de folk, han antastede, ikke rigtigt så ham som vennematriale. Og det var – ifølge Malik selv, i hvert fald – da slet ikke hans skyld.

”Ærinde?” gentog han. Hvem sagde, at han havde et ærinde? I så fald kom det ikke manden ved.
I stedet for at svare, lod dæmonen sit blik scanne ham. Igen landede hans øjne på fyrens overarme. Han nikkede imod dem. ”Er de der ægte, eller er der illusionsmagi på spil?”
Sådan nogle muskler gad han i hvert fald godt at have... Gad vide, hvilken troldmand man skulle henvende sig til for at få sit eget sæt?

Samson lod sit blik hvile et øjeblik. Han havde ikke blinket i et stykke tid, der synes at være alt for længe. Endelig blinkede han, og han flyttede blikket et øjeblik, til et sted der vandrede ned omkring tyrens nakke. Han lod det ene ben trække henover ryggen på det forvoksede dyr. Kappen med bandesymbolet på ryggen, gled med, og han dumpede nu ned på brostenene. Kilehælene gav en genlyd da de mødtes med jorden.

"Nej, den klarer han nu mest selv. Alt efter hvad han har lyst til den pågældende dag." Sagde Samson i det samme stemmeleje som før.

"Illusionsmagi, er ikke en magi jeg er i besiddelse af, så et klart nej." Sagde han langsomt, og et smil begyndte nu at brede sig over hans læber. Ikke just det venlige af slagsen. Lige så hurtigt som det var kommet var det forsvundet igen, og alvor blev atter malet i ansigtet på ham.

Der var stille i gaden. De fleste havde søgt indendørs, og et sted i det fjerne kunne man høre højt humør. Det var uden tvivl fra en kro. De høje stemmer og en gang imellem en tumulter, var den velkendte lyd fra kroerne i landet. Det var ikke til at tage fejl af.

Samson trådte et skridt frem mod Malik og studerede ham nøje. Han havde fået øje på halen mellem hans fingre, og der var intet at tage fejl af.

"hm" de hvide øjne faldt tilbage på Malik igen.

"Hvad er dit kaldenavn, dæmon?"
Som sagt, mødte Samson ikke mange dæmoner. Dog var hans viden alligevel stor nok til, at han vidste at dæmoner ikke udgav sit rigtige navn, og at de i så fald til og med kunne blive slave. Samson behøvede ikke nogen navne til at gøre nogen som helst til slave, der kunne der komme andre midler på tale.

Malik betragtede manden, som han hoppede ned af sit ridedyr. Han bar en kappe med et logo af en art på ryggen, med ud fra det kunne dæmonen ikke just afgøre, om han var rig eller fattig, magtfuld eller blot en almindelig borger. Han lignede dog ikke ligefrem en tigger, så meget kunne Malik afgøre.

Så fyren besad ikke illusionsmagi.
”Hvilke magier besidder du da så?” spurgte Malik interesseret. Manden var ikke ligefrem venlig og åben af sig, og desuden havde han en kæmpestor, rød ko, så hvis han skulle finde på noget, ville Malik gerne være på forkant.

En vind ramte hans ansigt fra siden af og fik bladene til at rasle i det nærmeste træ. Det lod til at trække op til uvejr, men kunne man have forventet andet af de mørke skyer, der havde hængt over himlen hele dagen?
Hvis det skulle blive regnvejr, var han heldigvis forberedt; han havde set en kro længere nede af gaden, hvor han kunne søge tilflugt, hvis uheldet skulle være ude.

”Malik,” svarede han og smilede skævt. Manden kendte åbenbart til det med, at dæmoner ikke måtte afsløre deres sande navn. ”Hvad er dit kaldenavn, kæmpemenneske?”

Dæmonens nysgerrighed var Samson ikke just begejstret for. Munden på ham var tydeligvis ikke tilbageholdende med ord. Modigt.
Et køligt smil blev dannet på Samsons læber og det blev en anelse større. Blikket hvilede dog stadig tungt på dæmonen.
Brutus', tyrens hoved var vendt en smule væk fra Malik, og dog så dens ene øje alligevel tydeligt Maliks skikkelse.

"Selve evnerne er ikke alt afgørende, men det er hvordan du behersker dem.. Jeg betvinger et af de fire elementer. Elementet der er varmt og yderst ødelæggende. Det andet er nærmere en evne der kan få enhver til ikke at røre sig, eller røre sig på måder, som de ikke ønsker at røre sig på." Dæmonen skulle bestemt ikke have det hele serveret. Den første evne var nem og lige til, den anden var måske mere betvivlende, men det var heller ikke af Samsons store interesse at dæmonen skulle vide det, når det tydeligvis ikke var en dæmon der fulgte det store med i samfundet. Nuvel, de fandtes, uden tvivl. Somme tider, var det nu også folk som denne dæmon som var nogen af de mest interessante individer han havde "fået fornøjelsen" af.

Samson nikkede let, da Malik præsenterede sig.

"Mit kaldenavn, er Samson."

"Lad mig gætte, du er en dæmon der holder sig meget for dig selv? Hvad er dine fordele ved dette, hvis det er tilfældet?" Et øjenbryn blev hævet. Det lød på en gang som om han aflæste, men på den anden side samtidig var hamrende ligeglad og måske mest af alt et gæt i tågen hvori der befandt sig en silhuet midt i det hele, af en dæmon som han kun havde set opridset af.
Bedømmelsen faldt hurtigt på omslaget af en bog. Så langt var bandelederen også kommet. Dæmon, uvidende, rapkæftet... Dæmoner synes at være så intelligente, men bestemt også dæmoner der var i besiddelse af samme værdier for Malik (bedømt ud fra Samsons synsvinkel). Man sagde, at alt ikke skal bedømmes ud fra omslaget, men det var nu også kun tiden der kunne vise alt andet, når først man fik gravet dybt nok.

Malik lyttede til mandens ord. Heldigvis var han ikke helt dum i hovedet, så det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, at elementet manden beherskede var ild. Selvfølgelig kunne andre elementer, såsom vand, også være varme og ødelæggende – tænk bare på flodbølger!
Den anden evne var noget mere kryptisk. Malik anede ikke, hvad han skulle kalde den, men det var i princippet også lige meget. Nu havde han jo fået at vide, hvad den indebar. Det ville være det samme som at have al den information i verden han kunne ønske sig om denne langhårede mand, bortset fra hans navn. Det passede ham sådan set fint nok.

Manden sidste ord om, at evnens ofre kunne røre sig på måder, som de ikke ønskede at røre sig på, fik dæmonen til at le indforstået.
”Oh, så det er bare en nemmere metode til at voldtage folk, eller hvordan?”

Malik fugtede sine læber, mens han gentog mandens navn i sit hoved. Samson.
Det lød på ingen måde bekendt.

”Hyggeligt at møde dig, Hr. Samson,” hilste han, før han skyndte sig videre til besvarelsen af Samsons spørgsmål: ”Jeg kan ikke se noget formål i at mænge mig med andre racer. Min fordel – tja… Jeg undgår unødvendige anfald af irritation og holder dermed mit humør oppe.”

Han smilede til den anden. Det var udelukkende den eneste grund til, at han holdt sig alene – nemlig at han hadede de fleste levende væsner.
Dog var mennesker værst, men der var et eller andet ved denne mægtige mand, som han godt kunne lide. Han havde på fornemmelsen at det var det, at manden – udover ikke at flippe ud ved synet af en dæmon – så ud til at kunne forsvare sig selv. Han var stor, muskuløs og ikke bange af sig. Det eneste minus indtil videre var hans enorme kæledyr og hans irriterende mystiske aura. Dæmonen kunne da heller ikke få lokket noget som helst ud af ham, og det vækkede kun hans nysgerrighed endnu mere.

Dæmonens ord om voldtægt fik Samsons øjne til at mildnes. En ufattelig mængde af kvinder i form af billeder, gik gennem hans nethinde et øjeblik. Hver og en ødelagt og mærket for livet.
Et blegere smil af slagsen faldt hen over den overdrevne muskuløse mands læber. Voldtægter, det var uden tvivl det som han havde brugt sin evne mest til gennem flere år.

"Den er så sandelig behjælpelig, det skal jeg bestemt ikke udelukke." Besvarede Samson med en hvis eftertænksom stemme, som stadig bundede ud i hans dybe, lettere hæse stemme.

Samsons lange sorte hår lå fladt ned af bandelederens ryg. Der var nærmest ingen vind der rørte på sig her blandt husene, midt på gaden.
Dæmonens valg af ord på deres møde, var måske ikke det helt korrekte et af slagsen. Det burde langt fra være hyggeligt. Der var både noget dumt og noget luskethed gemt i dæmonen. Hvad kunne den overhovedet byde på? Var der nogen særlige talenter som kunne være til gavn?

"Du virker måske en anelse for glad på disse kanter, hvis det er hvad du betegner dig selv som?" Brynene blev hævet en anelse.

"En reserveret dæmon, der befinder sig midt i gaderne på et tidspunkt som dette, kan vel ikke være her uden noget ærinde?"

Nuvel, det var nok ikke helt sandt. Det kunne sagtens være muligt. Han havde selv prøvet at være så godt som alle steder, uden egentlig at have noget ærinde i sidste ende.
Nu, da Samson befandt sig i gaderne, kunne han ikke lade være med ikke at lytte efter kroens stemning, som lå i nærheden. Han kunne mærke alkoholtrængen stige til hovedet. Det var vidst i sidste uge han havde fået noget alkohol, sidst han tænkte efter. Jo, det var det. Det var lige præcis 11 dage siden - at han dog kunne holde det ud! Det var endnu længere siden at han overhovedet havde besøgt en kro.

Brutus var ikke i tvivl om sin ejers tankegang. Så småt begyndte klovene at trippe en smule på brostenene. Samson kastede et enkelt blik på ham, og mere skete der ikke, andet end at tyren forsvandt mod en af sidegaderne i et roligt tempo.
Ejeren så kort efter den, men der var nærmest ikke en levende sjæl i nærheden af den. Han tvivlede nu også på, at der var nogen der havde i sinde om at prøve at gøre noget mod Brutus. Han var jo en smule speciel.

Malik rynkede på næsen, men hans smil falmede ikke spor. Selvfølgelig havde manden brugt sin evne til den slags… Han virkede også lige som typen, der kunne finde på at voldtage en kvinde – med e overarme han havde, kunne han jo gribe dem om livet og holde dem fast med én hånd.

Han trak på skuldrene over mandens ord. Han vidste ikke helt, hvor Samson ville hen med dét, men han undlod dog ikke at svare.
”Klart,” lød det lettere kedsommeligt fra ham.

Han svang med sin hale, fra side til side, som var han en kat, der lå og solede sig i solen. Forskellen var blot, at han var en dæmon, der stod ansigt til ansigt med en muskuløs mand, der satte spørgsmålstegn ved alt, hvad han sagde.
Et ærinde? Hvem behøvede dog sådan et for at bevæge sig omkring?

Han fnøs.
”Åh, så nu kan en uskyldig dæmon ikke engang gå sig en tur længere, hva’? Hvad er dit ærinde måske, Samson?”
Han lignede ikke en, der havde et ærinde. Hvis han havde, hvorfor skulle han så stoppe op for at snakke med en fremmed race?

Ud af øjenkrogen opfattede Malik, at tyren forsvandt ned af en sidegade. Han kunne ikke lade være med at le.
"Se, nu har vi skræmt dit kæledyr væk."

Dæmoner, synes han, plejede at være mere gennemspekulerende end ham her, som han stod ansigt til ansigt med. Eller måske var han bare eventyrlysten som ham selv i sine ungdommelige dage?

"I så fald, er du den første uskyldige dæmon jeg er stødt på..." sagde han henkastet, ikke spor overbevist. Alligevel så han ud til at acceptere, at dæmonen nok ikke havde noget specielt at give sig til.
Øjnene spillede et øjeblik op, da dæmonen ville snuse i hans sager. Hagen sænkedes en anelse, så Samson så ud fra sine mørke, lettere pjuskede øjenbryn, med et intenst blik.

Bemærkningen om Brutus fik ham ikke til at mildne meget mere. Havde hans øjne dræbt, var dæmonen død på stedet. Noget holdt ham dog alligevel tilbage fra den slags - endnu. Et større smil begyndte dog i stedet at tegne på hans læber. Det var ironi, alt sammen. Kæledyr?

"Hvad jeg gør her, hører fortiden sig til... Desuden, mit såkaldte kæledyr er vidst ikke helt bare et kæledyr. Han gik kun fordi jeg sagde, at han skulle."
Når nu han var ved sine fortidstanker, kunne han lige så godt gå ud og få slået en ihjel, som han længe havde tænkt på. Hans stedfader, som han så inderligt hadede. Hans tur var kommet. Samson kunne næsten smage blodet i sin mund. Tanken om hans egen moder der ville lide ved at se sin mands død, var mere tiltrækkende end nogen sinde før.

".. man kan sige, at vi har nogen visse gøremål her i vores hjemstavn." Brummede Samson og havde på sin form fået blod på tanden.
Han kunne såfremt varme op med dæmonen i første omgang? Tanken var opsigtsvækkende og alligevel så kedelig. Der var sikkert ikke meget ved det, men det kunne vel komme an på en prøve i første omgang?