James havde gået i lang tid og havde haft en underlig fornemmelse i maven. Han måtte tage hjem til fortiden, der hvor hele hans barndom havde været. Der hvor alt var gået galt, mord, død, dræb ja alt hvad man kunne kalde en forfærdelig ting.
Som han kom tættere og tættere på bjerget stoppede han op og bed sig lidt i læben. Det havde været flere år siden at han havde været her. Hvis han skulle give et slag på tasken så havde det vel været ca 15 år siden sidst? Måske var det mere måske var det ikke, han var i tvivl og det egentlig havde været længere tid. Dog trak han lidt på skuldrene og skulle lige til at gå. En kulde kom over ham og han gyste lidt. Dog vendte han hovedet om til siden og kiggede på... Ja ingen ting der stod jo ikke noget eller nogen. Det var et åbent landskab med bjerget lige foran sig. Alligevel sendte han et lille smil og kort efter et grin. "Orh hold op jeg skal bare se det igen" sagde han som om at nogen havde stået og spurgt ham om noget. "Oh Jill hvor har jeg savnet din humor" sagde han igen og rystede lidt på hovedet. Han vendte hovedet over imod bjerget igen. Han kom med et lille suk og bed sig lidt i læben, inden han tog nogle få skridt hen imod bjerget igen.

George kommer gående et stykke derfra med en vandrestav og i et midnatblåt sæt tøj, så han er svær at se i halvmørket. Hans mørke hår hænger løst for at varme hans ører, og han har sved på panden af at gå hurtigt. Det var ikke hans hensigt at komme denne vej, da han var gået ud, men hans ben havde ledt ham mod de mere ensomme dele af landet, hvor han kunne være i fred og træne sin udholdenhed. OG nu havde han sandelig gjort det; gået omkring i ti timer, og hans ben var store søjler af mælkesyre, mens hans ryg var begyndt at gøre ondt. Og dog havde han hele vejen tilbage igen, alene tanken var udmattende. Men han var nødt til at styrke sig selv, nødt til at blive stærkere, nødt til det! Næste gang han kom i kamp ville han kunne forsvare sig, og det indebar lige så meget stamina som skills og han måtte træne det hele. Han får øje på den rødhårede mand længere fremme, da den fritstående måne lyser klart ned på hans hår, og han sukker udmattet og ved ikke om han orker udsigten til måske at blive angrebet. Efter alt det besvær for at finde et ensomt sted, og så er der alligevel mennesker. Og hvad hvis han angriber? George har ikke megen styrke tilbage til at forsvare sig med.

James kiggede lidt fra side til side og så hen på bjerget igen. Han sank en lille klump og lod en hånde rode lidt i håret. Måske skulle han sætte sig ned for et lille øjeblik og bare lade tankerne vende tilbage til det grusomme sted han havde tænkt sig at gense igen. Han havde egentlig ikke lyst til at se det helt ordentligt. Men han vidste godt at han skulle gøre det alligevel. Han var blevet kaldt der til af en eller anden grund og han skulle finde ud af hvad det var. Måske var der et spor han aldrig havde set før. Men hvor meget så man også når man havde været meget ung? Man så vel kun det man kunne se ikke?
Endnu engang bed han sig hårdt i læben og vendte blikket hen imod siden igen hvor han sendte et lille smil. "Jeg er bange" sagde han blot stille. Lige så stille begyndte hans hår at røre på sig, lige som når en person nusser en i håret. Det kunne have været vinden men der var jo ikke rigtig nogen vind. Der var helt stille så hvem kunne stå og rode en i håret på denne her måde som det blev gjort? Ganske enkelt så var det ham der kunne svare på det og ikke rigtig nogen andre. Eller jo der var en til hans søster, men hun var jo forsvundet fra jordens overflade lige så hurtigt som han havde fundet hende igen.

George betragter manden et øjeblik, før han beslutter sig for at fortsætte sin gang inden for hans synsvinkel og give sig til kende. Han så ikke så farlig ud, og skulle det gå helt galt, måtte hans ære jo lide endnu en nedværdigende flugt. Fra den afstand, han er, bemærker han ikke den andens hår bevæge sig, ellers havde han nok undret sig en del, og han går blot i stille og roligt tempo frem ad den rute stien derop leder an. Den samme sti James måtte være kommet af, da han skulle derop.

James holdte sit smil men det forsvandt dog hurtigt og han lod sit blik gå lige frem. Lige så stille lod han sit blik gå rundt og direkte hen imod George. Han havde været tydligt at høre ham og det kunne ses i hans ansigt. Det var ikke et fjendtligt ansigt men et meget fredeligt et af slagsen. Der var ikke noget der tyede på at han var ond. Hvorfor skule man også gå og være ond? Det kom der jo aldrig noget godt ud af, der ville kun kommer skidt ud af at blive ond. Så skulle man til at gøre en masse dumme ting som man alligevel ville blive straffet for i den sidste ende.
Han gav dog et lille nik som hilsen selvom det var et stykke væk fra ham at personen stod. Men man havde altid lov til at være høflig på den ene eller den anden måde. Et lille smil bredte sig på hans læber og han vendte blikket hen imod bjerget igen.

George er tydeligt utilpas ved at se, den anden tilsyneladende havde vidst, han kom. Han stopper op og tvinger sin sviende krop i et stift buk.
"Godaften." Han retter sig op med besvær og ser mod stien, der fører højere op, hvor bjerget bare bliver stejlere, og han orker næsten ikke gå videre. Bare tanken om at skulle klatre derop i sine pæne skindsko med den lille hæl og med sinne værkende muskler var næsten nok til at få ham til at synke sammen på stedet. Han var tydeligvis en hel del udmattet, men han fik et venligt smil frem og kunne prise sig lykkelig for, det tilsyneladende var en venlig og retskaffen mand, han havde mødt.

James lod et blik gå op imod himlen og kiggede lidt på månen inden han fik et stort smil på læben. Midt i det hele begyndte han at komme med et grin og rystede lidt på hovedet. "Hold dog mund" sagde han og kiggede om bag sig inden han vendte blikket hen imod George og holdte sit venlige smil. "Det beklager jeg, det var ikke til dig det sidste. Men godaften" sagde han venligt og nikkede endnu engang med hovedet som hilsen. Han lod en hånd køre igennem sit lidt halvlange røde hår igen hvorefter at det begyndte at bevæge sig igen. "Hvad laver du så her på denne tid om aften? Jeg vil skyde på det ikke er et rart sted at være for sådan en som dem." sagde han og nikkede lidt og lavede elevator blikket på ham. "Ja altså jeg mener bare at du ser fin ud i tøjet" han nikkede lidt for sig selv og skænkede ham elevator blikket igen.

George overraskes og fornærmes over den kommentar, der ikke var tiltænkt ham, men det hjælper, da det bliver undskyldt, og han undrer sig blot. Han stopper op i sin gang og tørrer sig over panden med et engnag hvidt, men nu beskidt lommetørklæde, som han hiver op ad lommen, før han svarer.
"Nej, jeg kommer her normalt ikke, men det er et godt sted at vandre og styrke sine benmuskler." Han smiler imødekommende og gengælder spørgsmålet: "HVad laver De selv?" Han tillader sig kun den frækhed, fordi manden spurgte ham først, ellers ville han ikke have kunnet få det over sine læber. Han ignorerer ubehaget elevatorblikket giver ham, for han er så vant til det nu, og han lader helt som om, han ikke ser det.

James kiggede på ham og nikkede så lidt. "Aha. Det vil sige at du er her for lidt træning, tja hvorfor ikke. Man kan jo gøre hvad man vil når man ikke bor hjemme" sagde han og nikkede lidt for sig selv igen. "Eller det ved jeg jo ikke om du gør, men du er jo ikke hjemme lige nu. Eller måske er du, hvad ved jeg." sagde han og trak lidt på skuldrende. Det var jo heller ikke alt man skulle vide her i denne store hvide verden. Mange ting skulle man slet ikke vide mens andre ting skulle man tænke over.
Han vendte blikket lidt rundt og knækkede nakken engang og vendte blikket hen til George igen. "Oh ja hvad laver jeg her. Jeg kunne lave mange ting her, træne, få en flot udsigt, få tankerne et andet sted. Der er ingen grænser for hvad jeg kunne finde på at lave her. Men hvad jeg virkelig laver her er noget af et spørgsmål." sagde han og kiggede op af "Jeg skal der op" sagde han og pegede op imod toppen. "Jeg skal se på noget der oppe" sagde han og holdte blikket op imod toppen men holdte et venligt smil.

George ser mod toppen, mens han tænker over hvad manden sagde og forsøger at få mening ud af det.
"Jeg kan ikke forestille mig der er meget andet end en udsigt henlagt i mørke deroppe på denne tid af dagen," bemærker han roligt, "Men jeg er på vej den vej over også, tror jeg. Vi kan følges, hvis det passer Dem?" George ville i sandhed være glad for noget til at tage hans tanker bort, hvis han skal klare den stigning uden at kolapse, og da den anden skal derop alligevel, kan de vel lige så godt følges. Ikke at George ved det, men hans nærvær kan måske endda berolige James en smule?

James kiggede lidt rundt og nikkede igen. "Tja måske har du ret, men hvis man ikke har været der oppe og ikke ved hvad man skal lede efter, tja så bliver det sørme svært at finde det man skal finde." han blinkede engang til manden og rejste sig op fra egen. Han rettede lidt på sine handsker han havde på hænderne og smilte lidt. Han trådte et skridt frem da George begyndte at snakke igen. Han vendte sig lidt om og nikkede så lidt. "Tja det er altid rart med lidt selvskab på disse kanter. Er ikke lige frem bange men selvskab siger man da ikke nej til" han nikkede lidt for sig selv og endnu engang kom der er grin fra ham. "Hold nu mund Jill du er slet ikke sjov lige nu, for det var ret dårlig sagt" han rystede lidt på hovedet og vendte blikket hen imod George igen. "Beklager at jeg snakker sådan lidt for mig selv engang imellem. Men der er altså en som snakker til mig" han bukkede ærebødigt for personen som undskyldning og tog nogle skridt mere og ventede på at George skulle gå med.

James er ikke den første person, George har snakket med, der har talt til sig selv, men ligefrem at have en i sit hoved til at tale med sig, det var lidt besynderligt. Han vælger dog at ignorere det og smiler blot, mens han tvinger sine trætte ben i gang igen. Og hvor de protesterer, men han tvinger dem til at bevæge sig et skridt ad gangen.
"tænk ikke på det, man skal jo svare folk, der taler til en," siger han en smule overbærende og smiler imødekommende. "Og De har nok ret, man kan ikke se det, hvis man ikke ved hvad, man leder efter."

James kiggede lidt frem og tilbage inden han nikkede lidt. "Det har du ret i, men jeg har skam selskab hele tiden, så jeg kommer aldrig til at kede mig. Heldigvis da" sagde han og nikkede lidt for sig selv igen. Han lagde hovedet lidt på skrå og vendte blikket lidt op imod bjergets top igen og sank en lille klump. Han havde på en eller anden måde ikke lyst til at gå der op, men han vidste at han blev nød til det for hans egen skyld. "Præcis. Man er altid målerettet efter en ting så man glemmer at se efter det der måske er lige foran øjet på en." han lod et smørret smil komme frem på hans læber.

George kan se hans ubehag over at skulle gå derop og undrer sig over, hvad der mon kan være deroppe, der sådan kan påvirke manden. Men det finder han vel tids nok ud af, tænker han og gengælder smilet med en hånd støttende på det ene lår.
"Det må være en smule frustrerende aldrig at være alene," siger han tænksomt, "Der er da tider, hvor man bare har lyst til at være sig selv." Det er der i alt fald for ham, men det er måske noget andet, når man hører stemmer, tænker han spekulativt.
"Og jeg er bange for, jeg tit er for målrettet og netop glemmer at bemærke mine omgivelser ... De lader til at være både velsignet og forbandet på sin vis." Han smiler selv en smule drillende.

James kiggede lidt på George og op på bjerget, sådan lod han blikket gå frem og tilbage et par gang inden et lille suk kom over hans læber. "Tja frustrerende og frustrerende, det sker da til tider at man bliver lettere irriteret. Men det må man jo så bare tage med. Men så igen det altid at have lidt selvskab gør jo ingen ting. Når der ingen andre er at snakke med fordi alle synes man er underlig og mærkelig så er det jo også helt iorden at have lidt selvskab kun jeg kan se." han nikkede lidt for sig selv. "Og min søster, har endnu ikke mødt en der også kan se personer der ikke er der." han nikkede lidt igen og lod stille nogle skridt gå frem imod bjerget igen. Selvom han godt kunne bruge lidt fred og ro engang imellem vidste han at der aldrig rigtig ville ske. Han var jo heller ikke lige frem den person der bad folk om at gå deres vej, alle havde jo ret til at være der hvor man selv ville være.
"Du burde egentlig tage og se på dine omgivelser engang imellem. Det kan være du bliver overrasket. Selvom du måske er målrettet så kan du jo stadig holde øjne og øre åben. Du bliver jo ikke bare angrebet sådan uden videre fra siden af uden du selv ved det, så der ville du jo stadig kunne se på din omgivelser..." han nikkede lidt for sig selv og overvejede lidt hvordan han skulle bruge sit ordvalg til spørgsmålet han fik stillet."Tja forbandelse eller velsignet det er jo et godt spørgsmål. Jeg ville hellere sige at jeg er begge dele frem for en ting. At sætte det i bås ville være et større projekt og der ville helt klart tage længere tid end man måske lige ville regne med. Ikke mindst så ville jeg tænke over hvorfor at jeg så ville have fået denne Velsignelse eller forbandelse. Der ville jo være mange grunde til det..." han stoppede sin sætning og kunne mærke at en klump af spyt havde sat sig fast i halsen på ham. Lige så stille sank han klumpen og vendte blikket imod ham og stoppede op. "En af grundene kunne jo være at mine forældre kunne det, det kunne jo også ske at det muligvis var grundet det mord på mine forældre der har provokeret det frem. Måske en hjælp til at finde de skyldige og måske ikke. Så hvem ved forbandelse eller velsignelse." hans stemme bar lige så blid som den havde været før men det var tydligt at se hans sidste ord omkring hans forældre ikke var noget han snakkede om så tit. Der var også en knæk i stemmen på ham som viste lidt at han var skrøbelig på det emne. "Men hvad ville du sige at det var hvis du kunne se døde mennesker? Forbandelse? Velsingelse? Hjælpende? Eller et helt andet ord?" han løftede sit ene øjenbryn og lod blidt en hånd køre igennem det knald røde hår. Hans blik bevægede sig ned til hans fingrehandsker som han rettede lidt på. Dog blev han ved med at holde et øje på George

"Nej, lidt selskab er vel godt nok, men det må stadig være mærkeligt ikke at være sig selv på noget tidspunkt," sagde han medfølende og var stadig ikke klar over, han snakkede om spøgelser. Men det lå åbenbart i familien, når søsteren kunne det samme?
George følger med ham, da han går fremad de få skridt, og stopper op et halvt skridt foran ham, hvor han ser på James igne med hovedet vendt til siden.
"Ja, det burde jeg nok. Det er bare at finde overskudet til det, når der foregår så meget inde i hovedet på en." Han sukkede let og slog ud med hånden.
"Og jeg mente, det både var en forbandelse og velsignelse. Det ene til tider, det andet til andre." Det gik op for ham, der var tale om spøgelser, hvilket også gav mere mening for ham. Til gengæld var han ikke så glad for at høre om hans familie, og han vidste knapt hvad, han skulle sige.
"Det gør mig ondt med Deres familie," sagde han oprigtigt beklagende, oprigtigt ked af det.
"Hvis jeg kunne se døde mennesker? JEg ville nok mest se det som en forbandelse for mig selv, men en mulighed for andre at få svar på en masse spørgsmål," svarede han roligt og trak svagt på smilebåndet.