Vinter 2025/2026

Alt hvad Xinyi havde haft planer om var at tage ud på markedspladsen, dele nogle pamfletter ud, og så lige samle et par madvarer op som de manglede tilbage i deres lille by. Vinteren havde været hård, og nogle gange var de bare nødt til at købe noget udefra. Det var ikke verdens undergang, men det var trods alt ikke noget de ønskede at gøre noget meget i.
Xinyi var ikke engang sikker på hvorfor hun var den der var taget herinde, måske hendes bror begejstring for at komme lidt ud, men de to af dem havde hurtigt splittet op, og med hans "Vi mødes bare derhjemme igen" inden han løb bort, havde hun var håbløst alene.
Et par pamfletter var blevet delt ud, men det var som om at årstiden havde gjort luften tykkere af magi end normalvis, for det var som om at magien pressede sin ind i hendes næsebor og hendes øjne, og den voksende migræne, som altid fulgte besøg som disse, virkede til at angribe hende hårdere end normalvis.
Hun skulle til at tage sig sammen og forlade markedet, som der pludselig kom en bølge over hende, en brøl af begejstrede folk som noget skete i midten af markedets pladsen, og et hav af børn der løb forbi hende, som gik hende til at vælte ind i en af murene, som bare fik hendes hoved til at runge mere end det allerede gjorde der.

Hun tog sig til hovedet, hendes blik føltes sløret, og farverne virkede til at blande sig sammen, og alting til at tilte en lille smule. Hun kunne ikke gøre det her, hun måtte videre.
Til trods for viljen ville lede hende videre, så måtte hun hold en hånd på muren, og nåede ikke mere end et par skridt før den stoppede, og hendes sidste valg var i stedet for at dreje omkring hjørnet, og så glide ned på jorden. Posen med hendes ting i armene, som hun lukkede øjnene i. Hun kunne svagt mærke noget trille fra panden, forbi øjet og ned på kinden.
Hun havde det så dårligt. Hendes pande ramte hendes knæ hun havde trukket op, men lige lidt hjalp på stanken der virkede til kun at blive større, som vinden tog det med fra hvad end det var der var ved at ske længere inde. Måske noget optræden med ildmagi. Hun hadede virkelig denne her by.

Vinteren havde aldrig været at foretrække for elementalen. Men heldigvis, stimlede folk sammen om varmen i Dianthos. 
Isoldes blik gled beundrende over gøgleren, som dansede foran sit publikum. Akrobatiske trick, opmuntrende musik. Selvom det allerede var ved at blive mørkt, kunne man ane lanternerne blive tændt. Markedspladsen var ikke færdig med at samle folk, og den spontane lille optræden, trak nysgerrige blikke - såsom hendes - til sig. Hun kunne godt stoppe et par minutter, men nænnede ikke at gå tæt nok på, til at presse sig imellem den voksende menneskemasse gøgleren samlede sig. 

Og så kom flammerne. Et frydefyldt sus gled igennem publikum. Små drager af lysende, flammene gløder strakte sig over skumringshimlen, og Isolde smilede lidt tilfreds. Måske en anelse stolt. Sikken en fantastisk måde at bruge ilden på. Som en gammel ven der sagde hej, og hun ænsede knap nok hvordan hun lige strakte sig lidt, for at skimte imellem menneskerne der nu hastigt stimlede sammen. 

Der gik ikke mange sekunder, inden hun alligevel ikke kunne se hvad der foregik, og elementalen skubbede sig med et lille suk fri fra væggen, og gav sig til at gå videre. Hun skulle hjem med dagens salg. Foretrak ikke at have klirrende flasker og krystaller på sig, når det først blev rigtigt mørkt. 
Turen var en hun havde gået ofte, og Isolde fik næsten ikke set den siddende kvinde, hvis ikke det havde været fordi hun allerede kiggede nedad imens hun gik. "Woah, undskyld-" og stoppede brat op, begge hænder på den tunge sidetaske, så den ikke svingede frem og smækkede hende i ansigtet. "Jeg så slet ikke..." Isoldes hastige undskyldning forstummede lidt, da hun først fik et rigtigt blik på den sammensunkne holdning, og en bekymret furer gled over det blege ansigt. "Vent. Er du okay - har du ondt nogle steder?" og hun gled lidt rutineret, nok uden at tænke over det, ned i en knælende tilseer position. Rakte en bekymret, men velmenende hånd ud, for at være sikker på at den anden ikke havde slået sig, eller følte sig skidt tilpas.

Xinyi var ikke engang sikker på hvor lang tid hun sad der. Det kunne have været et minut, eller en time. Alting havde svømmet sammen, og hendes sanser var overvældet og skreg noget så frygteligt, for ikke at nævne migrænen der havde fået sat sig godt fast i hovedet på hende.
Måske var det også af den grund at hun ikke rigtig hørte ordene der var i hendes retning, eller måske havde hun hørt dem, og bare forventet det ikke var til hende. Xinyi havde jo trods alt ikke ligefrem en forventning om at byboerne var behjælpelige når hun var herind.

Det var først som hun mærkede noget rykke sig tættere på, at hun løftede sin hoved i en fart, så hurtigt faktisk at alting begyndte at svimle omkring hende igen, men det stoppede hende ikke fra at se to mørkeblå øjne stirre på hende.
Selv lignede hun ikke en der havde det godt. Blodet fra hendes tinding var blevet tørret ud af at hun havde lagt hovedet mod sine ben, men det var tydeligt at det stadig ikke var lukket i, og der var også langsomt et blåt mærke der var ved at forme sig. Hendes hår var klistret en anelse sammen hvor hun havde slået sig.
Der var et øjeblik af en kølighed over hendes udtryk, som om at hun skulle til at bede den fremmede kvinde om at gå væk, men så kom et væld af kvalme over hende, og hun gemte sit hoved i sine ben endnu engang. Kun en mumlende "Jeg har det ikke så godt," forlod Xinyi, som åbenbart virkede til at forsøge at få det til at gå væk ved at gemme sig i sine egne ben.

Det var meget forskelligt hvordan folk reagerede. Men overordnet set, uanset race, brød folk sig sjældent om overraskelser. Isoldes hånd svævede lidt tøvende i luften, imens hun ventede. Fangede nogle skarpe, gyldne øjne, og følte alligevel en overraskende kulde skinne igennem den varme farve. Det fik hende kort til at stivne. 
Hun havde slået hovedet. Det tog ingen helbreder, at greje den ud, men det var de ufokuserede pupiller, som egentlig fangede hendes 'aha' fornemmelse, som bød hende presse lidt på. 
Jeg har det ikke så godt. Et kort, skjult underholdt smil trak op i de lyse læber, og hun nikkede lidt bekræftende. "Jeg er her for at hjælpe" Selvom hvor meget hun så egentlig kunne gøre, det var et andet spørgsmål. Vinteren havde også sat sit tag i elementalen, der knap kunne frembringe flammer for at varme andre. Så det efterlod hende med få ting. 

Tasken blev med en dæmpet lyd af glas sat ned, og Isolde trak først et vandskind op, og tog bagefter sit mørkeblå halstørklæde af. Det var langt, lappet med forskellige stykker godt stof hun havde erhvervet sig igennem årene, men bedst af alt, så fungerede det ofte som en improviseret hætte hvis man foldede den ordentligt. "Jeg er Isolde. Er der noget jeg kan gøre? Et sted jeg kan hjælpe dig hen til, eller skal vi blive siddende lidt her?" og hun prøvede at lægge det om det mørke hår. Egentlig, ville hun nok gerne have hende ned og ligge, men et eller andet i hendes blik før, havde fået hende på andre tanker. Så måske lidt mørke og vand ville hjælpe. 

Xinyi kiggede nu lidt mere forsigtigt op, som hun mærkede at kvinden forsøgte at gøre noget ved hende. Det hjalp ikke at bevæge hovedet alt for hurtigt, for denne gang fandt hendes øjne faktisk klædet som Isolde åbenbart forsøgte at lægge om hendes hoved. Xinyi kunne ikke helt få hovedet til at arbejde med om hvorfor hun forsøgte lige det. Til sidst søgte hendes øjne dog Isolde selv, og lagde sig på de fine træk.

Var der et sted Isolde kunne hjælpe hende hen? Næppe. Hun plejede at søge ud på markerne når det normalvis blev slemt, men den dunkende smerte i hendes hoved, var trods alt ikke kun en migræne.
Hun gav et forsøg på at ryste på hovedet, men det gjorde det bare værre, så hun stilnede sit hoved igen. "Jeg bor udenfor byen," mumlede Xinyi endelig, og følte sig overraskende sårbar ved overhoved at nævne det overfor en fremmede kvinde men hendes øjne.... hendes øjne virkede venlige. "Jeg skal måske bare sidde lidt..."
Xinyi var i tvivl om, om det overhoved kunne hjælpe, men siden de var midt i byen og der var langt til bymuren, så måtte det gøre det for nu. Hun skulle bare sunde sig og så skulle hun videre... som hun normalvis gjorde.

Udenfor byen? Hendes blik gled automatisk ned af gaden, ned imod bymuren, og forestillede sig hvilken retning hun mon mente. Det var straks et lidt længere stræk, alt efter hvor langt udenfor byen hun egentlig mente. Men at blive siddende, det var indenfor rækkevidde af ting de kunne gøre. Elementalen nikkede, et lidt opmuntrende smil over at hun (selvom det var dæmpet), svarede hende, og gled ned at sidde på siden, nok nærmere skråt overfor hende. Nok til at stikke ud fra den gadekant de gemte sig bagved, nok til forhåbentligt ikke at have flere næsten-sammenstød. 

Hun trak tasken ind imellem benene, og rakte lidt prøvende vandskindet frem imod den anden. "Vand?" 
Det var nok først nu hun egentlig fik et rigtigt kig på den mørkhårede kvinde, med træk hun sjældent havde set udenfor syden af Dianthos. Skarpe kontraster, som hun ikke genkendte fra nogle af sine rejser. Hvor mon hun kom fra?
Isoldes blik gled lidt ned langs sidegaden, som kunne hun ikke helt slippe tanken om hvor. Fordi hun virkede ikke til at være klar lige foreløbig, og det blev hurtigt aften derude. Men måske hun ikke frygtede at gå i mørket.  

Xinyi prøvede at tage nogle rolige vejrtrækninger, for at holde kvalme lidt på afstand. 

Det skulle nok gå. Det skulle nok gå. Det skulle nok gå.

En lille mantra som hun forsøgte at holde sig ved sine fulde fem. Det var ikke var værste der var hændt hende, men det var ikke en god dag at gøre det på. Hvis bare Jun var her. Men ak, som altid havde var han bare smuttet, og han ville nok ikke engang vide noget var galt førend at hun ikke kom hjem. Men hun skulle komme hjem.
Hun blev hevet ud af sine tanker som tilbuddet om vand kom, og hun gav et lille forsigtigt nik fra sig som hun prøvede at rette sig lidt mere op. Det hele svajede lidt, men hun formåede da at række ud og tage det tilbudte vandskind.

Hendes øjne blev lidt mere smalle, som hun kiggede på vandskindet. Der hang næsten en magi omkring det, ligesom alt andet i denne by, men hun kunne ikke rigtig undgå det, når hun var i Dianthos. Det betød jo ikke at der var magi på flasken. Blot at det havde opsamlet rester af magien der lå omkring her.
Hun tog vandskindet for munden og lå den kolde vaske flyde i hende. Det var ikke gået op for hende hvor tørstig hun var førend at hun smagte på den. Et lille "ah" undslap hende som hun tog vandskindet fra munden, og hun rakte det tilbage. "Tak," sagde hun lavmælt, men blev så stille endnu engang. Hendes blik forblev dog på Isolde, en anelse uklart, men det var dog der.

At hun måske var her med nogle, faldt ikke lige elementalen ind. Hun ville nok have nævnt det, og når blikket gled tilbage til de gyldne øjne, sprang blodet fra tindingen, og bulen i panden hende i øjnene igen. Isolde tog imod vandskindet igen, et lille nik til hendes tak, men ikke helt færdig med at finde ting frem. Hun fandt en trækasse, den lignede næsten en improviseret bog, med en læderforet inderside. Den havde noget rent stof, bandager af en improviseret form, og mindre flasker, med sirlig skrift på dets slidte mærkater. 
Stoffet var mest til mindre skrammer, og hun vædede stoffets kant i det, et spørgende blik da hun løftede den op. "Du har slået hovedet. Det ligner ikke noget stort, men dine pupiller.." og hendes blik gled tilbage til Xinyi. "Jeg kan ikke li' hvor ufokuserede de er. Har du forstyrrelser i øjnene? Kvalme?" og en bekymret del af hende, håbede selvfølgelig at hun sagde nej. 
Hun havde set det før. Mest med uheldige fald, knolde eller andet kastet i vrede, og uden magi, kendte hun ikke til meget andet end ro som kunne hjælpe - helst ikke nogle længere turer, og heller ikke alene. 

Der var et skeptisk udtryk i Xinyis øjne som Isolde fandt nogle ting frem, som om at hun forventede at der lige om lidt ville komme noget frem, som gjorde at hun ikke kunne stole på Isolde.
Hendes syn og sanser var i hvert fald ikke stabile nok til at hun kunne sige med sikkerhed om Isolde var en man kunne stole på, selvom hendes erfaring sagde hende at langt de fleste der boede i Dianthos ikke var, men... hun havde ikke super mange valg, så uanset hvor påpasselig og mistroisk hun var, så måtte hun også bare takke for den hjælp der nu blev givet hende.

"Det hele," sagde Xinyi og lod sine øjne glide kortvarigt i. Der var så mange færre ting hun skulle tage sig af når hun ikke skulle ske noget, men det gjorde bare lugten i hendes næse kraftigere, så hun lod sine øjne glide åbne igen. "Hvis jeg ikke rykker mit hoved for meget, er det... okay." Selvom Xinyi sagde det, så følte hun ikke engang at hendes ord var særlig overbevisende. Det hele svømmede jo stadig.
"Det gør det nogle gange, når mine sanser er lidt... overvældet. Men jeg tror slaget..." Hun rakte op for at røre ved hvor hun kunne mærke hun havde hamret hovedet mod muren, og mærkede noget klistrede der kom på hendes fingre. Hun behøvede ikke engang at kigge for at se at det nok var blod.

Det kunne godt se lidt mærkeligt ud - og mange blikke blev da givet, over den absurde mængde ting hun formåede at hive op af tasken, hvis først hun gik igang. Men Isolde brød sig ikke om at være uforberedt, hvis man kunne komme langt med lidt. Opmærksomme øjne fulgte hende i hendes fortælling, små nik, og hun rakte forsigtigt ud med kluden, og at tørre det værste af blodet, og bagefter skidtet væk.  "Du har været heldig, hmm?" jokede hun lidt tørt, men var hurtig til at fokusere det igen. Det var måske ikke tidspunktet for humor. 
"Hvis du får det værre, så sig til... jeg har noget der kan hjælpe på skrammen. Men det svier lidt" og uden magi til at assistere det, ville det nok mest af alt hjælpe på at det healede pænt sammen, henover de næste par dage. Og selvfølgelig reducderede infektioner - men det plejede ikke altid at være alles førsteprioritet, 

Selvom det ikke var tid til humor, så kunne Xinyi ikke lade vær med at trække lidt træt på mundvigen. Det mindede hende helt om Jun. Han havde også altid været den mere humoristiske af de to af dem. Hun fik altid at vide at hun næsten var for tør til at være sjov; også selvom det blev sagt med humor.
"Jeg er ikke sikker på hvordan jeg kan få det værre, hvis det ikke bare er at kaste op," sagde Xinyi, og måtte da også lige lukke øjnene for en stund, da en bølge af svimmelhed gik indover hende.

Da hun åbnede øjnene igen, faldt hendes blik på tasken og en lille stråtanke omkring hvor velforberedt Isolde virkede over hele situationen. "Ved du meget om skader?" spurgte hun, hvilket ikke var så skjult et spørgsmål om Isolde var en helbrederske af en art.
Selv Xinyi kunne godt indrømme at de magiske af slagsen var langt mere effektive, men måske Isolde var af den rigtige skole? Måske hun faktisk ikke havde behov for magi for at få det til at løbe rundt. Det var et nobelt erhverv når man virkelig ikke gjorde det med andet end de evner man havde. Når man gjorde det uden magi.

Et lille konstaterende brum forlod Isolde, der nikkede dæmpet. Ikke så meget hun kunne gøre ved kvalmen, men det virkede til at hun formåede at holde det nede - i hvert fald lidt endnu. Opkast var aldrig rart. Men heldigvis sjældent en mere kronisk tilstand, og Isolde satte æsken fra sig,for bagefteter at folde de beskidte dele af den imrproviserede klud ind imod hinanden. Men hvis hun ikke kunne få det værre, kunne man næsten kun få det bedre herfra. 

Kvinden så ud til at få det bedre. Isoldes blik studerede, og nu også med lidt mere nysgerrighed, hendes kønne træk. Hvis de alligevel måtte sidde, havde hun aldrig været bleg for løs samtale, og et lidt stolt smil trak elementalens læber op. "Jeg ved ikke om jeg tør sige meget.." måske hun vidste noget, om meget specifikke ting - men skader var velsagtens en af dem. Hvad der nok havde startet mere som interesse, havde med lidt eksperimenterende villighed, udviklet sig til brugbare evner. Og det var også det fantastiske ved det. "Men jeg ved en del" Hendes viden blev nødt til at udvikle sig med hende. 
I takt med at man lærte mere, og opdagede sammenhængene, fandt man sig selv modbevise sine egne fordomme. Som en evig konkurrence med sig selv - noget hun nok havde ganske godt af. 
Isoldes hoved gled lidt på skrå. "Jeg har praktiseret i... 5 år nok" uddybbede hun snaksageligt. 

Det var nogle kryptiske ord, men Xinyi havde det virkelig ikke godt nok til at lægge for mange tanker i det. Om Isolde var en eller anden heksedoktor der snød folk eller ej. Hun havde i det mindste ikke forsøgt at forlange penge ud af Xinyi, endnu, selvom Xinyi tvivlede på at det ville ske. Så kunne hun ligegodt have overfaldet hende og taget hendes ting allerede.

Xinyis øjne gled lidt i igen, som om at det at holde dem åbne også var et problem i sig selv, og med det faldt hendes hoved også lidt fremad hele tiden. Det sorte hår, det der ikke var klistret i blod, blev ved med at falde ned som et lille gardin foran hendes ansigt. Hvis bare hun kunne lukke lugten omkring sig ned også. Men ak, så lang tid hun ikke kunne flytte på sig, så måtte hun lide under det også.
"Det... er godt nok for mig," fandt Xinyi sig selv sige, til trods for de kryptiske ord der ikke helt ville indrømme om hun kunne meget eller ej. "Jeg er blevet behandlet er mindre erfarne før." Navnlig hende selv og hendes bror inden de fandt Følget. Det stod ud som en klart minde, ligesom så mange andre ting de år hvor de var alene, og der havde skaderne været værre end et lille sår i hovedet... også selvom Xinyi nu godt vidste at man ikke skulle spøge med hovedskader, men hvad hun kunne gøre?
Hun blev ved med at prøve at trække vejret roligt og stabilt i håb om at det hjalp på kvalmen.

Isoldes blik var vågent, og nok også med en lille kant af bekymring i sig, når hun holdt øje med den anden. Ikke over det hun sagde - der var mange som aldrig havde privilegiet til at vide mere, end hvad deres forældre havde vidst. Det havde aldrig været Isoldes problem. Nej, hun var bekrymet fordi; Hvor længe havde hun siddet, inden hun havde fundet hende? 
Udsigten til at få hende hjem i aften, den så ud til at blive mere og mere umulig at se realistisk. Så hvad gjorde man i den situation? 
Hun vidste ikke om byen havde nogle steder for udefrakommende at overnatte. Måske helbrederhuset? De ville nok i alle tilfælde være de rigtige at gå til, når de på et tidspunkt kom op herfra. 

Elementalen pressede læberne lidt overvejende sammen. "Apropos dét.." og hun tippede hovedet lidt på skrå. "Jeg kender nogle fra helbrederhuset i Dianthos. De ville kunne tage et ordentligt kig på dig, måske nogle lidt kyndigere hænder ville kunne få kvalmen til at gå væk? Se hvor slemt dit hoved blev ramt?" dygtige mænd og kvinder, som alle (hvis de lige kom igennem ventetiden) ville kunne tilse hende bedre end Isolde kunne, her og nu. 
"Det er ikke langt herfra" prøvede hun at forsikre med. 

Hvor Xinyi havde virket som om at hun skulle næsten til at døse hen, måske heller ikke det bedste med hendes hovedskade, blev hun pludselig alt for vågen som ordene kom omkring helbrederhuset.
Hendes hoved fór op i et hårdt ryk. "Jeg skal ik-" Hun nåede ikke at sige mere, som fik hendes syn til at svømme igen, og en skarp smerte havde ramt hende ved det hårde ryk. Hun tog en hånd op foran munden, som skulle hun til at kaste op, men formåede faktisk at holde det nede. Men hun følte at hun dårligt kunne fokusere på det lyse hår og venlige udtryk.

Hun tog en dyb indånding og fjernede sin hånd. "Jeg skal ikke i helbrederhuset," kom det lidt hårdere fra Xinyi, der ikke havde nær så meget styrke bag sig, som hun praktisk talt sad og svajede mens hun sad ned. Hendes blik var ufokuseret, men det var tydeligt at det her var en vigtig ting for hende.
Det var ikke som om at hun nogensinde havde sat fødderne derinde, men hun havde hørt om det. De brugte forfærdelig magi til at helbrede hvad der var ødelagt, og hun havde ingen tvivl om at de sikkert ville gøre det sammen mod hende. Bare tanken om det fik kun kvalmen til at stige. Hun skulle ikke besudles på den måde.

Det viste sig åbenbart at være et dårligt forslag. Så dårligt, at den mørkhårede kvinde vågnede op, som havde nogle brændt hende, og Isolde spærrede overrasket øjnene op over hårdheden i hendes stemme. Selvom hun helt tydeligt ikke havde det godt, og lignede en der virkelig kunne bruge det, så stejlede hun hårdt. 
Hvad, var hun eftersøgt eller sådan noget? Måske hun havde dårlige erfaringer med det? 

Et stik af medlidenhed lyste op i de mørkeblå øjne, og elementalen nikkede langsomt. "Okay, okay.. intet helbrederhus" gentog hun. Selvom kvinden lignede en som var ved at besvime, det gav da ingen mening. Men hvem var hun til at forstå andres grunde til at gøre noget - hvis der var noget hun havde erfaret sig - var det at menneskerne var frygteligt forskellige. 
Og hende her, var lidt en besværlig patient - men det var okay. 
Den blonde kvinde pressede fingerspidserne lidt vurderende imod hinanden. "Men.. " og hun prøvede at formulere det lidt mere forsigtigt, fordi nyhederne ville nok ikke gøre hende helt glad - men hun blev nødt til at vide hvad der skulle ske, endte kvinden med faktisk at besvime. "Hvorhen så? Kender du nogle i byen, som vi kan tage hen til?" 

I det mindste godtog Isolde at Xinyi ikke skulle dertil, og Xinyi kunne mærke sine skuldre falde lidt i lettelse, selvom det ikke stoppede den nylig skarpe smerte i hovedet. Man kunne næsten se hvordan hendes øjne sagde godt, hvor hendes mund dog ikke bevægede sig, som havde det taget alle hendes kræfter bare at modsætte sig turen til helbrederhuset.
Desuden var Xinyi af den overbevisning at det nok skulle gå... det blev nødt til at gå. For hvis det ikke gjorde, så var Jun alene, og det kunne Xinyi ikke bære at tænke på. Ikke den person der betød allermest for hende i sit liv. Det ville knuse hans hjerte, selv med alle de problemer der lå imellem dem, hvilket trods alt primært var magi.

Spørgsmålet fik lov til at hænge i luften, som Xinyi faktisk lod sig selv tænke over det, virkelig tænke over det, men hun kom stadig op blankt med nogen muligheder. Jo nogle på markedspladsen var venlige, men med stanken af magi omkring dem,  havde Xinyi aldrig været den venligste tilbage mod dem. De ville sikkert ikke engang kende hende.
"Jeg skal bare... tilbage sydpå," sagde hun endelig. "Jeg kender ikke nogen i byen."" Hun nævnte ikke engang sin bror for han kunne være over alle bjerge nu, og ville generelt være umulig at finde, selv hvis han stadig var i byen. "Hvis jeg bare... sidder lidt, så skal jeg nok være klar." En løgn. Xinyi vidste godt at selv hvis hun kom op og stå, så var det umuligt for hende at tage hele gåturen tilbage. Især i mørket, hvor hun trods alt havde behov for sine sanser for at holde sig sikker.

Det kunne være en sårbar situation, at stå og modsige en skadet person som aktivt havde ondt - men på det punkt havde Isolde trods alt været igennem en del sårede patienter. Og de havde virkelig sjældent ret. Af og til, måtte man blive ydmyg og indrømme en forhastet vurdering - men lige her - følte elementalen sig lidt for sikker, til at godtage det. 
Hun smilede, men med lidt mere sikkerhed konkluderede hun. "Du kommer ikke til at være klar i tide" og hvis helbrederhuset var udelukket, måtte der være andre muligheder. 

Selvfølgelig havde tanken strejfet hende, at de kunne være på det værelse Isolde selv lejede. Men tanken om at hive en fremmed hjem, var grænseoverskridende - hun vidste slet ikke nok. Hvad hvis hun viste sig at være et forfærdeligt menneske? Vinteren var ikke en tid for store at tage store chancer. 
Men hun kunne heller ikke efterlade hende her. Samvittigheden ville gnave sig et godt stykke igennem hende, og efterlade hende med en søvnløs nat foran sig. 

Sikken en situation. Elementalen blik gled lidt nedover hendes taske og gear - hun lignede ikke umiddelbart en, med de store krystaller på sig. At sove på gaden i disse tider, var udelukket - men måske hun kunne betale sig til et rum, for en aften. 

Der kom en frustreret lyd fra Xinyi som hun endelig gemte sit hoved i sine arme og ben endnu engang. Hun virkede ikke som en der havde tænkt sig at argumentere imod, mest af alt fordi hun vidste at Isolde havde ret. Hun kunne ikke gå i det her stadie, men hun kunne heller ikke blive. Der var for meget larm, for mange farver, for mange lugte, for meget migræne. Hun var overvældet og hendes sanser føltes som om at de bare blev mere og mere sarte fremfor at vende sig til alt det de tog ind.

"Men jeg har ingen steder at tage hen her i byen," hviskede Xinyi mod sine ben, i tvivl om Isolde overhoved kunne høre hende. "For ikke at nævne for hvert øjeblik jeg bruger her, bliver det kun værre. Der er for mange... indtryk." Hun havde ærligt lyst til at græde, men hun... græd ikke. Hun kunne ærligt ikke huske hvornår hun sidste gang havde gjort det.
Hun følte sig bare elendig tilpas og ville bare gerne hjem til hendes egen seng og sove det ud. Måske hvis det havde været en varm sommerdag, så ville hun hellere ud og ligge på bakken ikke langt fra deres lille samfund. Men det var koldt og hun kunne ikke komme hjem, og det hele føltes lidt magtesløs som det bare føltes som nogen var igang med at hamre deres vej igennem hendes kranie.

Det skar lidt i hjertet, og Isolde kunne knap nok høre hende. Men det hun fik fat i, viste en presset person. Ingen fortjente at være uden nogen. Hvornår hun var blevet så god af sig, kunne hun ikke helt greje. Men hun vidste, at Senia ikke ville tøve. Selvfølgelig ville den kvinde tilbyde hvad hun havde, og i det her tilfælde, nok inkluderet hendes hjem. Det var trods alt det hun havde gjort for Isolde selv, første gang de havde mødt hinanden tilbage i Fredskilde. 
Så hvorfor holdt hun sig tilbage af frygt? Det var ikke ligefrem fordi den anden virkede farlig, ikke i sin nuværende tilstand. 

Isolde åndede lidt tænksomt ud. Hendes hånd fandt hendes skulder, og gav mennesket et beroligende klem. "Du overnatter hos mig i aften. Imorgen er du nok i stand til at rejse hjem..?" og selvom det ikke lød som et spørgsmål, ville hun selvfølgelig aldrig tvinge nogen til at tage med.
 Isoldes blik blev kort fjernt, når hun mindedes hvor rodet hun havde fået efterladet værelset, og et stik af barnlig panik gled kort over hende. Åh, at holde orden var ikke noget hun gjorde, medmindre det gjaldt hendes notesbøger og andre nørklerier. Så det lignede mere organiserede bunker end decideret rod.
Elementalen blinkede, et mere imødekommende smil på læben da hun tilføjede "Hvad er dit navn?" spurgte hun også. Det ville nok få det til at føles mindre mærkeligt, hvis hun ikke længere bare var pæn-mørkhåret-kvinde i hendes hoved.