Natten havde budt på regn og torden. så det var mudret i skovens bund. men også rart at det ikke var  så knastørt. 

Aqi vågnede langsomt op da han havde haft en hård nat. han havde vendt og drejet sig uden at finde ro. Aqi satte sig op i sengen og strakte sig langsomt. han så rundt i værelset han havde hos sin lærer mester.
Aqi tog sit bind fra natbordet og gik ud og vaskede sig i en fad has mestet havde stillet ude i et lille rum som var lidt som nutidens badeværelse.
han tog sit tøj på og tog et stykke brød med sig uden for. han snusede dybt ind. renset luft var nu det dejligste. han tog brødet i munden og tog sin bo stav under armen og dækkede de smukke isblå øjne med bindet. han spiste brødet op og lød sig gå mod et træ det var godt forslået i nærheden af den lille bitte hytte der lå i skoven.

Aqi trak vejret dybt ind og tog godt fat i bo staven og i det han pustede ud  slå han i et sving mod træet. han trænede altid i ca 1 time om morgen inden mesteren sendte han ud i verden og lave opgaver. men stod det til Aqi blev han og trænede dagen lang. han elskede sin træning da han jo ikke måtte se på folk. så var naturen nemmere at ha med at gøre. og det samme galt træning. det var jo ikke nogle at se i øjnene når man trænede.

Aqi var hurtig og stærk og det kunne man mærke og se på træet. det var bulet ind af. og når han slå på det rystede det helt. en gang han han fået en gren i hovedet da han trænede. men det var jo også uheldigt men træet var jo halvdødt så et par løse grene var der jo.

Al den regn og al den torden havde holdt Corvath vågen det meste af natten. Han var egentlig på vej mod Fredskilde, men havde været nødsaget til at søge ly i nærheden af skoven. Mange havde nok fortsat til Zircon, men der var stadig et godt stykke vej, desuden var hesten også begyndt at brokke sig en smule. Hesten blev bundet til et træ i nærheden, inde i et buskads, før han selv forsvandt op i et træ. Det ville sikkert se mystisk ud, at der stod en hest, bundet til et træ, men der var ikke en lille lejer i nærheden, men så man op, ville man være i stand til at se den hvide skællede krop og de gule øjne, der holdt øje med omgivelserne.

Han havde det, som om det måske kun havde handlet om et par minutter, at han havde fået lov til at sove, før træet nærmest rystede. Langsomt gled de gule øjne op igen og blev rettet mod det spetakkel, der blev skabt. Vent, det var ham igen, manden han havde mødt for noget tid siden, i den samme form som nu. Igen rystede træet og igen… Og fordi han ikke rigtig havde nogen mulighed for at gribe ordentligt fat i grenen, han var på, faldt han direkte ned imod den anden.

Corvath var hurtig til at trække sig fra den anden, da han forvandlede sig til menneske. “Vent, vent!” lød det febrilsk, som han faldt på sin bagdel og hævede armene over hovedet for at skærme sig for eventuelt indkommende slag.

Aqi havde for første gang i lang tid ikke opfattet at der var nogle i nærheden når han trænede. og slet ikke i det træ han trænede med. Aqi havde været for fokusseret på at skulle træne at han ikke lyttede til omgivelserne denne ene morgen. det resulterede da også i at da han begyndte at træne at noget i træet knirkede... han nåede kun lige at dreje hovedet op da.... BUMB.... en slange faldt direkte ned i hans hoved.
 det gjorde at Aqi fik sådan et chok at han hurtigt vendte staven mod personen som var en slange først og nu et menneske. og talte. hanholdte staven mod ham som i at han var klar til at bruge den selv om han var "blind". han lagde hovedet på skrå. den stemme. de små vent... de lød bekendte?

Aqi vidste ikke lige hvad det var og hvor det var fra. men stemmen lød alsår velkendt. han tog langsomt staven tilbage og stilte den på jorden imens hans lænede sig op at den. "Du.... De lyder bekendt, har vi mødtes før?" sagde blind var det svært at huske ansigter! især når man faktisk kunne se og så havde bind for øjnene

Aqi stod roligt lige nu men også klar til at trakke staven igen. det var tydeligt da han holdte med den ene hånd om staven i et fast greb. de hvide lokker på hans hovedet stod til alle sider da han ikke havde sat dem idag eller retter endnu da han jo skulle træne først.

Aqi havde som altid en forkærlighed for dyr og da det var et dyr der havde ramt ham og nu kunne tale i menneske skikkelse måtte det være en formskifter til dyr. ellers gav det ingen mening.

De gule øjne havde knebet sig en smule sammen, fordi han havde forberedt sig på at blive ramt af staven, men der skete intet. Langsomt gled blikket ordentligt op og så på manden foran ham, næsten lettet over at den anden virkede til at kunne genkende ham. Corvath nikkede stille “En gang eller to, for noget tid siden. Jeg er den slange, du samlede op i det høje græs, og nu... har fået i hovedet,” svarede han og lod mundvigen trække sig i et lille skævt smil.

Den gang havde Corvath bare passet sig selv, i hvert fald indtil denne mand havde sat sig ved siden af ham og til sidst forsøgt at fodre ham med noget. Han kunne ikke lige huske, hvad det var, men det var sikkert en mus. Det var de færreste, der så en slange og tænkte, at det måske kunne være et halvdyr i dyreform, for så vidt Corvath vidste, levede de fleste i skoven, i små grupper.

“Jeg er ked af, at jeg afbrød din træning…” undskyldte han, mens han rejste sig. Hans rober var blot blevet endnu mere våde, hvilket fik ham til at skære en halv irriteret grimasse.

Aqi stod roligt og da manden Corvath talte om at de havde mødtes før i hans slange form og nu en til gang i hovedet. Aqi grinte lidt over det og man kunne se hans greb om staven blev mindre stramt.  "ja. slangen i det højegræs. det var en kold dag den dag. så jeg må ha tænkt at en slange ikke overlever kulden eller sulten." sagde Aqi stille og roligt og sukkede. "ja. dyr er lidt nemmere for mig en mennesker. de kræver ikke man skal være en bestemt person" sagde han roligt og kløede sig lidt i nakken over det han lige slyngede ud.

Aqi havde det nemmere hos dyr da han ikke skulle være blind ved dem. men mennesker var han nød til at være blind for. han vendte hovedet mod manden da han undskyldte. "det er i orden. jeg kan træne senere." sagde han roligt g lod sin bo stav glide over jorden over mod manden til at hans stav rørte ham. så stoppede han op. og var kun en menneskes afstand fra ham. "men hvad bestiller De endelig her." spurgte han roligt og lagde hovedet på skrå.

Aqi havde sort tøj på samt en lommelærke i hans bælte. hans armbånd saf godt fast om hans arm. for uden det var han kridhvid i huden. og ville afsløre sin sandhed om sig. Aqi havde virkelig lyst til at fjerne sit bind for øjnene. for at se denne "slange" han havde mødt før. 
den gang de havde mødtes havde han ikke tænkt over det kunne være en slange. der havde han sikkert tænkt at en slange kunne være lige så vigtigt som alle andre dyr.

Læberne trak sig i et lidt bredere smil “Jeg er dig evigt taknemmelig,” startede han. Corvath havde i første omgang søgt ind i det høje græs, netop i håb om at få en eller anden form for varme, men det havde ikke hjulpet ret meget, og som en slange havde han brug for varmen. Det var her, den fremmede mand var kommet forbi og havde taget ham med. “For min skyld behøver du ikke at være nogen bestemt person. Medmindre det naturligvis er for min egen sikkerhed eller din egen,” tilføjede han. Dette kunne jo være en mulighed.

Han sukkede stille og rettede blikket mod hesten, der stod bundet et stykke fra dem, og derefter tilbage på den anden fyr. “Jeg er på vej til Fredskilde, men uvejret gjorde min hest bange og mit tøj er gennemblødt, så jeg besluttede mig for at tage hold her,” svarede han og trak på skuldrene. Ville han hellere have lagt i en seng på en kro? Ja, men sådan skulle det ikke være.

De gule øjne rettede sig mod træet, imponeret. “Det er alligevel utroligt det ikke er væltet endnu,” sagde han med en lunefuld latter, før blikket rettede sig mod ham igen. “Er det nogensinde lykkedes for dig? Altså at vælte et?”

Aqi fattede ikke at han var evigt taknemmeligt. manden havde bare opdaget en slange i koldt højt græs og tog den med sig for at varme den. han vidste at slapper nærmest sov når det blev koldt. og der ude kunne en rovfugl jo ha taget den. ja det er naturens gang. men han greb alsår en den dag.
"tak.... men når folk kender nogle vil de ha de er som dem de kender og ikke som den person de nu en gang er." ja  det kunne være det ikke gav mening. men med Aqis fortid så gjorde det. han var jo kun "blind" for ikke at læse tanker. og det var jo den han var og det ville folk åbenbart ikke ha man gjorde.

ja det uvejr havde været voldsomt så at han ikke havde kommet igennem det uden at blive gennemblødt var forståligt.... hest... var der en hest? Aqi lyttede efter lyden af en hest. det var utroligt den var så langt væk at han ikke havde hørt den.
"jeg har nogle håndklæder vis du har brug for at blive lidt tør?" han vidste hvor mesteren havde sine håndklæder til når de havde lavet vand træning.

Aqi grinte lidt over mandens utrolige kommentar om træet. "ja. men det var ikke så tykt. det ligger ude ved vores trænings dukker." trænings dukker var  en stolpe med hø baller ned over det og en træ stolpe igennem som arme. så det lignede et lille menneske men det var ikke just det nemmeste at træne med når man ikke måtte se. of det træ han have væltet var ikke bredere end et franskbrød.

Han sukkede stille, for han kendte den anden mands situation lidt for godt. Corvath kendte det godt, for det var nok i virkeligheden de færreste i Lysets hær, der vidste, hvordan han egentlig var, og hvordan ensomheden åd ham op indefra. “Tro mig, jeg kender det dilemma,” svarede han stille og lod blikket rette sig i retning af den vej, han var kommet fra dagen før, tilbage mod hovedstaden.

Blikket rettede sig mod hesten, der stod et stykke væk og trippede en anelse utålmodigt. “Jeg tror også Vashkir ville sætte pris på at blive en smule tør,” svarede han med et skævt smil på læberne. Igen kom den blinde mand ham til undsætning, hvilket blot fik ham til at føle, at han stod mere i gæld til ham, selv på trods af, at den anden havde sagt, at han ikke skulle tænke på det. “Men det skal kun være, hvis det ikke er til besvær!” tilføjede han, nærmest febrilsk.

En lav, underholdt latter undslap. Det gad han godt se, selv hvis det var mindre end træet foran dem. “Har du håndklæderne her? Eller,” spurgte han og lod det ene bryn skyde op. Han kunne ikke se nogen i hvert fald, så det betød vel, at han lige skulle pakke det sammen, han havde i området, hvilket egentlig kun var hesten.