Planen var fastlagt, og destinationen var målrettet - Kroen i Tusmørkedalen. Et sted Lilith havde det glimrende med. Mest fordi der ofte kunne ske kaos og problemer derinde. Især de gange, hvor hun havde været der. Udover det var der vel altid god stemning derinde. Det var aften og kun enkle lys udenfor kroen, lyste området op. Indenfor var der god belysning, og man kunne høre hvordan vinden piskede mod vinduerne. Lænet op ad bardisken stod den rødhåret kvindelige dæmon. De gule øjne havde fulgt bartenderen, som virkede mere nervøs end normalt. Det øgede hun hendes interesse, som hun lagde hovedet på skrå, og lænede sig en smule ind over disken. Frit udsyn til hendes bryster, hvis den stakkels bartender mand tog chancen. Hun bar den sædvanlige kjole. En af de kjoler, som altid var blevet skåret og revet lidt i, bare så den kunne være kortere. 

Ikke tale om, at hun faktisk gad bevæge sig i lange kjoler, og desuden skulle de kvindelige former jo vises frem"Rolig nu, jeg har ikke gjort noget endnu" stemmen var kæk med nogle luskede undertoner. Tydeligt at se på hele hendes ansigt, at hun havde planer. På den anden side, planerne handlede for det meste kun om en person. En person som ikke var ankommet endnu. Med en rolig bevægelse strøg hun neglene igennem det lange røde hår. Tillod sig at nyde, hvor nervøs bartenderne var. Hun forstod godt hvorfor. Var hun ham, havde hun nok også været nervøs. Efter at hun fik bestilt sig en drink, vendte hun rundt. Der sad et par folk herinde på kroen, men ikke nogen sok hun havde interesse i. Ingen som faktisk satte gang i hendes nysgerrighed. Hvis hun skulle dræbe en eller flere, så kunne de godt bruges, men ellers ikke. 

Med rolige og målrettet skridt trådte hun hen til trappen, som førte ovenpå. Etagen var ikke så stor, men der var plads nok at der kunne sidde nogle mennesker. Hælene på hendes sko kunne tydeligt høres for hvert skridt hun tog, og hun duftede til drinken i hånden. Da hun kom op for enden ad trappen, gik hun hen til et bord. Satte sig ikke ned, men i stedenfor blot vendte sig rundt, for at stå med fronten til trægelænderet. Oppe fra den etage kunne hun nemlig holde øje med, hvem der kom ind på kroen. Kurset rørte hendes bløde læber, som hun ventede på en særlig person skulle komme. Den kære Deavás. Hvor lang tid siden, havde det været siden de sidst havde set hinanden. Det var nok lang tid, og hun huskede tydeligt hvordan det møde gik. Hun vidste godt, at de blev nødt til at have en snak om deres søn, fordi hvor meget Deavás vidste om sønnen, og hendes graviditet som hun havde skjult for ham, vidste hun ikke. 

Hun stod en smule flirtende kun for at lokke nogle blikke op mod sig. Det var intet nyt, men hendes fokus var låst på døren til kroen. Med en rolig bevægelse strøg hun sin højre hånd over det ene dæmonhorn, og lod tungen langsomt glide hen over læberne. Hvis flere af kvinderne og mændene var blevet mere nervøse, var det klart"Deavás lad mig ikke vente... Jeg hader at vente" mumlede hun lavt til sig selv med et kækt og næsten farligt smil på ansigtet.

Fra skyggerne, hvor Deavás følte sig hjemme, betragtede han omgivelserne med et stille smil på læben. Han var egentlig ikke kommet hertil med et klart mål for øje, men nyheden om at én specifik dæmon ledte efter ham, havde ledt ham til kroen. Normalt ville han ikke begive sig ind i et offentligt rum, som dette, men så længe at snakken kørte, og de lod ham være i fred, så kunne han sagtens beskue kroen uden at forstyrre den daglige tumult. Lilith derimod gjorde alt andet end at blænde ind i mængden. Men det var hun bestemt heller ikke kendt for. Sådan som hun kunne spankulere rundt i kroen, som ejede hun den. Eller på jagt efter sit næste bytte. Deavás fulgte med.. han var ankommet før hende og tanken havde åbentbart ikke strejfet hende, som hun gik til baren med det samme.

Udsynet fra første salen var begrænset, men hvis han lænede sig frem på stolen, så kunne han sagtens følge hendes skridt igennem kroen, med direkte kurs imod baren, hvor den stakkels bartender gjorde alt for ikke at fange hendes opmærksomhed. Eller i hvert fald ikke den forkerte form for opmærksomhed. Lilith havde altid en umættelig sult, når det kom til hendes lyster, hvad enten det var drab eller de mere sensuelle lyster. Deavás' sukkede ganske let for sig selv, før at han lænede sig tilbage i stolen og lod skyggerne bagerst på repoen skjule ham, som hun spankulerede imod trappen. De lydige trin gav genlyd i hans hoved, som han lukkede øjnene og knugrede den ene hånd omkring glasset for ham. 

Det gyldne øjne landede på hendes skikkelse, som hun vendte sig imod gelænderet og lænede sig udover for at holde et vågent øje med de nyankomne på kroen. Hvor måtte hun være skuffet over ikke at kunne få øje på ham. Men at have holdt sig i skyggerne i flere år, var en vane for ham, så hvorfor skulle han søge lyset nu? Hendes utålmodige udtalelse fik et smil frem på hans læber, som han rejste sig lydløst, lod glasset stå og gik hen bagved hende. Hans fingre strejfede langsomt op langs med hendes rygrad, før at han lænede sig frem imod hendes ører. "Er det mig, du venter på?" hviskede han køligt imod hendes øreflip.

Det brede og tilfredse smil blev hurtigt erstattet af et lusket et, da den velkendte stemme kunne høres, og følelsen af et par fingre som strejfede hende op langs rygraden. Selvfølgelig var han allerede herinde, det burde hun have sagt til sig selv. I stedenfor at have kigget søgende rundt efter ham, og bare haft de gule øjne låst på døren til kroen, så stod han nu bagved hende. Det gjorde bestemt ikke noget. I hendes øjne måtte han altid gerne stå så tæt på hende. Hovedet lagde hun på skrå, som langsomt drejede hovedet til siden. Hurtigt mødte Deavás's øjne"Og her troede jeg, at du havde tænkt dig at lave en entré. Men du har åbenbart holdt dig godt i skyggerne" det luskede smil voksede som hun strammede grebet rundt om kruset i hånden.

Hun burde måske føle sig dum, over at have kigget så fokuseret på døren, bare for at holde øje med, hvornår Deavás ville træde ind. Men hun fandt det kun ganske interessant, at han allerede var herinde. Han havde sikkert fulgt hende med øjnene, og ventet til at kunne overraske hende. Eller bare vente på, at hun faktisk nævnte hans navn eller lignende. Hans spørgsmål om det var ham, som hun ventede på, fik hende til at lade ansigter nærme sig hans"Godt gættet, vil du have en præmie" stemmen en smule lav, fristende. Alligevel med lidt lokkende og udfordrende undertoner. Øjnene gled langsomt ned over Deavás's ansigt, og bare for at nyde synet af ham så tæt på, løftede hun kruset op til de bløde læber. 

Spredte mundvigene, for at hælde en god slurk ned i halsen. Eftersmagen var god, som hendes tunge måtte skøjte hen over læberne bare for at håbe på, at den gode smag ville blive hængende lidt længere. Da de gule øjne fandt op til Deavás gyldne øjne, måtte hun trække sig lidt tilbage. Han lignede sig selv. Selvom der ikke var noget galt i det, han vidste vel også godt, at han så godt ud, og var tiltrækkende. 

"Hvorfor skulle jeg dog lave en entre, når du laver de bedste?" Spurgte han med et løftet øjenbryn, før at han trådte helt hen til hende og placerede håndfladen imod hendes lænd. Fingrene bevægede sig stille rundt på stoffet og langs med folderne, før at de faldt til ro imod hendes balle. Han så en anelse sultent på hende, før at han skævede imod baren og det krus hun holdt imod sine læber. Lilith havde altid været noget ganske særligt.. i mere end én forstand, det faktum at de kunne være adskilt i årevis for dernæst at mødes og lade som om, ingen tid var forsvundet imellemtiden.

Deavás flyttede hånden fra hendes lænd, før at han placerede den imod hendes hofte og drejede hende omkring, så de nu stod ansigt til ansigt med hinanden. "Hvilken præmie har jeg gjort mig fortjent til?" Spurgte han lystigt med et underholdende blik. Han havde flere spørgsmål til hende. Heriblandt om et bestemt afkom, som ikke skulle eksistere, men som faktisk gjorde det. Meget imod hans vilje. Men han kunne godt hygge sig lidt først, hvis altså det var det, hun tilbød sig generøst.

Følelsen af hans håndflade imod hendes lænd, fik kun smilet på hendes ansigt til at vokse, og hun ville da ikke nægte ham de sagte ord. Hun vidste godt, at hun var meget god til, at lave entréer. Selvom hendes entré herinde på kroen ikke ligefrem var den bedste, men den var da heller ikke dårlig. Nok en god idé at hun ikke bedømte den lige nu. Desuden var det nok også bedst, at have fokus og hendes fulde opmærksomhed på Deavás"Jeg burde nok indrømme, at min entré ind på kroen her, ikke var den bedste. Men det er ikke vigtigt at snakke om" hovedet lagde hun på skrå, som hun bestemt nød, hvordan hans fingre bevægede sig rundt på stoffet og langs folderne. Før hun overhovedet nåede, at spørge om han havde tænkt sig, at bevæge dem længere ned, havde Deavás allerede ladet sine fingre falde ned på hendes balle.

Det sultne blik fik hende til, at løfte krusset op til munden. Kanten rørte læberne, før hun hældte en stor slurk ned i halsen.  Bestemt ikke en dårlig mjød, til fordel for de andre hun har prøvet. Hun foretrak nok også bare noget andet, at drikke frem for noget så almindeligt, og kedeligt som mjød. Læberne blev spredte, for at svare den kære sultne dæmon. Den pokkers charmerende og fristende dæmon Deavás. Som åbenbart mente, at hun skulle stå med fronten til ham nu. Ansigt til ansigt, og hun lod sin frie hånd finde vej op til hans nakke"Er min front bedre, siden du lige ville dreje mig rundt" Der lå lidt kækhed i ordene. Hun havde absolut intet imod det, fordi hun vil da også hellere nyde synet af Deavás ansigt, og krop. Men lige nu handlede det om at nyde synet af hans ansigt igen

Fingrene strøg hun roligt og legende hen over hans nakke, imens de gule øjne borede sig ind i de gyldne øjne. Det overraskede hende ikke, at han var interesseret i, at vide hvilken præmie han havde gjort sig fortjent til. Fingrene gled langsomt og legende op ad hans baghoved, og hun sørgede for at sænke kruset. Overvejede om hun faktisk bare skulle sætte det ned, så hun give Deavás hendes fulde opmærksomhed"Det har jeg ikke besluttet endnu" svaret var kort, som der bestemt lå noget lokkende i stemmen og tonen. Hendes ansigt nærmerede sig hans, og i et øjeblik kunne det godt se ud som om, at hun var tæt på at lade læberne røre hans, men hun havde andre planer. Læberne rørte kanten af hans øre, gav et lille pust ind i øret bare for at være irriterende - hun var jo glimrende til det"Men det er en god præmie" hviskede hun med et efterfølgende tilfreds smil på ansigtet. Det var også meget imponerende, at han slet ikke havde spurgt ind til afkommet, men de blev nødt til, at snakke om det.

Bare ikke lige nu. Først skulle Lilith lige nyde Deavás igen, så kunne de have alvorlige samtaler bagefter. Fingrene nåede længere op ad hans baghoved, som hun spredte mundvigene. Lod tænderne blidt røre ved hans øreflip.

Lilith var aldrig til at tage fejl af, for hvis ikke hun gav udtryk for sine holdninger med ord, så sagde kroppen det hele. Ikke noget der var uvant for Deavás at opleve, men han havde nu heller ikke planer om at udnytte hende til frit skue på toppen af trappen. Alligevel tillod han sig at vende hende rundt, svarede på hendes ord med et glimt i øjet, som han lod hænderne vandre ned over hendes hofter. Han var allerede videre i deres samtale, som hans fingre vandrede op langs med hendes krop, strøg omkring hendes navle og længere op. De stoppede dog stille lige under hendes bryst, som hans blik dalede ned mod hendes kavalergang. De blev der kort, før at han atter søgte hendes øjenkontakt, med et sigende blik i øjnene. "Jeg nyder bestemt udsigten.." svarede han roligt, før at han løftede hænderne en smule længere op og strøg hende stille lige under brystet. Kjolen lagde bestemt ikke skjul på hendes former og han havde set hende uden flere gange.. så han skulle ikke bruge meget fantasi, før at hans fingre strejfede hendes brystvorter, ganske let og pirrende.

Under fingrenes leg, endte Deavás med at pause deres bevægelser lige over hendes brystvorte, som hun besvarede hans spørgsmål og åbenbart ikke var nået til enighed om, hvilken præmie, hun kunne eller ville tilbyde ham. Som et svar til det, greb han fat omkring hendes brystvorte, imellem to fingre og klemte til. Hendes ihærdige forsøg på at genere ham, resulterede blot i at han klemte hårdere, imens at hans øjne ikke forlod hendes. To kunne lege denne leg. Hans fingrene forsvandt dog stille, som hun strøg sine tænder langs med hans øreflip, hvilket fik ham til at se fremad, udover gelænderet og ned i kroen. "Jeg kunne også tilbyde dig noget tid.. til at finde en oprigtig præmie," foreslog han lettere henkastet, eller sådan skulle det lyde. "Så kan du imellemtiden fortælle mig om Mizech.." stemmen lød behagelig i begyndelsen, men blev hæs og ru, da drengen navn røg over hans læber. Hans hænder var også blevet solidt plantet imod hendes røv igen, som han holdt hende fast imod hans krop. "Eller vil du noget andet først?" tilbød han med en faretruende stemme. Det var op til hende, men hun ville ikke slippe godt fra noget af det.

Hvornår var det sidst, at hun havde nydt hans hænder på sin krop. Deavás vidste godt, hvordan han skulle røre hendes krop, men det havde han altid vidst. Havde han savnet at røre hendes krop så meget, som hun skulle mærke hans hænder næsten ivrigt på hendes krop. Ikke at hun klagede, fordi det gjorde hun bestemt ikke. De gule øjne fulgte hans blik, og kunne tydeligt se hvordan hans øjne var dalet ned mod hendes kavalergang. Et tilfreds smil kom frem på hendes ansigt, som hun godt kunne lide den opmærksomhed han gav hende lige nu. Hans ord om at han nød udsigten, fik hendes øjne til at møde hans. De bløde læber blev adskilte, så hun kunne respondere på de sagte sord"Det ved jeg, at du gør. Dine hænder nyder hvist også udsigten" bevidst blinkede hun til ham, og lod så tungen langsomt skøjte hen over hendes læber, som var hun allerede klar til at spise Deavás til dessert. Måske han kunne blive en lækker og tilfredsstillende tre retters menu.

Da hans fingre strejfede hendes brystvorter, på den lette og pirrende måde, som var nok til at hun mærkede sig selv blive en smule tændt. Der skulle ikke meget til, men sådan var det altid, når hun var sammen med Deavás. Den pokkers attraktive dæmon vidste altid, hvad han skulle gøre, for at tænde hende. Alle de gange de havde været sammen, havde han lært hendes krop at kende, og hun kunne mærke det i det her øjeblik. Selvom hun gerne ville mærke det endnu mere, men der var masser af tid til det. En tilfreds lyd forlod hendes mund da hun mærkede, hvordan han havde taget fat omkring hendes brystvorte mellem to fingre, og i stedenfor at holde fingrene der, klemte han til. Det føltes godt, og det overraskede hende ikke, at han klemte hårdere ved hendes irritation. Det var med vilje, så konsekvensen af det, gjorde hende ikke noget"Mhmm..." fløj det ud ad hendes mund, som hun lyttede til hans ord med interesse.

Endnu en tilfreds lyd slap ud mellem hendes læber, som hun kunne mærke hans hænder havde plantet sig imod hendes røv. Hvis bare alle dæmonerne kunne røre hendes krop, som Deavás gjorde, så behøvede hun aldrig, at skulle bekymre sig om at få tilfredstillet sin sult og lystelser"Jeg har allerede en glimrende præmie i tankerne" Hendes ansigt nærmede sig hans, som hun fastholdte øjenkontakten med ham. Øjeblikket navnet, hun aldrig havde troet at skulle høre fra hans mund, kunne hun godt se overrasket ud, eller straks gå i panik Det gjorde hun ikke. Tværtimod, så trak hun ham med hen til det nærmeste bord som stod bagved dem. Hun tøvede ikke med, at sætte sig op på kanten af bordet. Spredte benene, så der var plads til at Deavás kunne placere sig selv imellem dem"Så du har mødt vores søn min kære" stemmen var tilfreds med en undertone af noget farligt og lokkende. Hovedet lagde hun på skrå, og løftede sit krus op til munden. Drak en stor tår, før hun satte det ned på bordet, lidt væk fra, hvor hun sad.

"Spørgsmålet er så-" hun afbrød for at gribe fat rundt om hans hals. Ikke hårdt men nærmere fristende og en smule sulten, som hun langsomt lod det venstre ben glide op ad hans side. De gule øjne gled langsomt ned over hans ansigt, og hun lod det tilfreds smil vokse på hendes ansigt"Vil du have svar først, eller vil du tilfredsstille din sult først" tonen og stemmen var udfordrende som der var et farligt, og seksuelt glimt i øjnene.

Den svage tirren af hendes brystvorte, lod til at være nok til at få hende i en mere behagelig stemning, men det var mest af alt gjort for at distrahere hende. Lilith var bestemt en dæmon, som sjældent sagde fra, men der var grænser for hvad han selv ville finde sig i. Derfor foretrak han at tage styringen. Særligt omkring Lilith, ellers ville hun tage tingene for vidt. Som en eventuel graviditet. Hvilket ærgede ham helt gevaldigt, men det var for sent nu. Alligevel søgte han hendes blik efter en reaktion, som han kunne bruge til noget. Hun så ikke til at fortryde hendes valg. Men Deavás havde ingen planer om at nære følelser for barnet. Nærmere udnytte drengen og hans naive ungdom. "Din søn.." brummede han, da han ikke ville sættes i forbindelse med Mizech. Han valgte derfor også at hive lettere aggressivt i hendes brystvorte, for at understrege sagens alvor.

Selvom hun havde valgte at flytte dem til det nærmest bord, som blev han stående for en stund, før at hun spredte benene og indbød ham til at tage plads imellem dem. Han gik roligt over til hende, imens at hun drak af hendes mjød. Deavás selv var ikke tørstig, ikke efter den slags væsker, der kunne slukke en almindelig tørst. Et farligt smil spredte sig over hans læber, som hun greb hans hals og løftede det ene ben op langs med hans krop. Legen var allerede begyndt.. derfor lagde han også hånden omkring hendes læg, før at han strøg den over hendes knæ mod hendes lår, hvor han satte neglene i og hev til, så hun faldt ned på ryggen og muligvis ville ende med at ligge på bordet. "Hvis du er i stand til at forme ord med din mund, imens jeg.. tager min præmie, så vil jeg råde dig til at gøre det." Svarede han, før at han bukkede sig ned og brugte den anden hånd til at hive i hendes kjole for at blotlægge hendes maveregion. Stod det til ham, så skulle hun gå derfra uden stof på kroppen.

Det var nok altid et evigt problem blandt de to dæmoner, hvem der faktisk skulle tage styringen. Hun vidste godt, at Deavás godt kunne lide at havre styringen, men det kunne hun også. Svaret fra ham om at det var hendes søn, og ikke hans fik kun det underholdende smil på ansigtet til at vokse"Ramte jeg et følsom punkt min kære" ordene var helt klart plaget af noget flabet og kækt, som vidste hun godt, at hun legede med ilden lige nu. Heldigvis havde hun intet problem med det, hun kunne da sagtens lege med ilden. På den anden side, så vidste hun godt at hun provokerede Deavás med de sagte ord, men hun kendte ikke meget til forholdet mellem Mizech og Deavás. Det eneste hun vidste, var at Deavás ikke ønskede et afkom. 

I det samme øjeblik han hev lettere aggressivt i hendes brystvorte, måtte hun bide tænderne hårdt sammen. Mest for ikke at give udtryk for smerten ved det, og nydelsen af det på samme tid. De gule øjne fulgte ham og hans bevægelser, som han havde valgt at drikke hendes mjød, og før hun spredte mundvigene, for at kommentere på det blev hun pludselig lagt ned på bordet. Hendes ryg hvilende imod bordets overflade. Langsomt spredte hun mundvigene for at lade sin tunge langsomt glide hen over de bløde og fristende læber, som spiste hun Deavás med øjnene i det nuværende øjeblik

"Jeg kan forme mange ord, og vi har masser af tid til det"Svarede hun med hovedet en smule på skrå. Hånden forlod hans hals, som hun løftede hånden op til det ene dæmonhorn. Strøg det kælent ned med to fingre i en langsom bevægelse"Jeg troede at jeg skulle give dig din præmie ikke omvendt Deavás" stemmen og tonen var kæk og legende, som det farlige glimt i de gule øjne kom frem. Hendes fokus og opmærksomhed var låst på ham lige nu, som hun lå ovenpå bordet. Hendes ryg mod bordets overflade, og hun lå faktisk ganske fint. Det var heller ikke første gang, at hun lå på et bord. Da hun kunne mærke at han hive i hendes kjole, for at blotte hendes maveregion, fik han et lille tilfreds smil. Hånden forlod dæmonhornet, som hun placerede den mod hendes kraveben, og lod det højre ben kæle sig op ad hans side"Vi har masser af tid til, at snakke om dit yndlingsemne" slyngede hun ud ad munden, som hun gav ham et skævt smil"Mizech" 

Der var tider hvorpå de kunne lege og så var der tider, hvor han inderligt ønskede, at hun ville tage tingene seriøst. Men denne aften lod ikke til at være en af de gange, hvor han kunne forvente at hun ville lytte og faktisk besvare hans brændende spørgsmål. Men der var mere end én måde at få svar på, spørgsmålet var bare om hun ville tage den så langt. Derfor havde han heller ikke problemer med at håndtere hende en anelse groft og hårdt. Noget hun kunne lide og noget der fik en del af hans aggressioner ud. Uden at han ville ty til blod midt i kroen. "Han er ikke mit, men dit, problem" hvæste han køligt, selvom at drengen var blevet en del af Verbatim, så ville han foretrække at have så lidt som muligt af gøre med ham. Hvis nogen troede at drengen var en svaghed så ville de få sig en slem overraskelse.

"Så forklar mig, hvorfor du beholdte bæstet" brummede han stædigt, som hun blev ved med at undvige reelle svar og i stedet legede med ordene. Han lagde hovedet en anelse på skrå, som han så ned på hende. Lagt midt på bordet til hans skue. Med et fast greb om hendes ben sørgede han da også for at holde hende nede og på plads. "Jeg har brug for svar," fastholdte han køligt, som han skævede til hendes mave, imens at hun pillede ved sine horn og dernæst kraveben. "Så tal, måske du kan få en forløsning bagefter, hvis jeg kan lide svaret" fortsatte han, før at han gav slip og skubbede hendes ben væk. Han trådte et enkelt skridt tilbage, hev en stol til sig og satte sig ned med blikket rettet imod hende. Nu var det hendes tur.

Der var mange øjeblikke, hvor hun måske burde være mere alvorlig og seriøs, i stedenfor at lege med ilden med hele tiden, og provokere. Hun var bare ret god til det, så hvorfor skulle hun stoppe. På den anden side vidste hun godt, at det var meget nødvendigt for dem, at endelig have samtalen og Mizech. Det var nok mest Deavás som undgik alt der omhandlede deres søn, hvilket hun faktisk godt forstod. Da hun kunne høre, hvordan han hvæste kølligt om, at Mizech var hendes problem og ikke hans, kunne hun ikke undgå, at få et lille skævt smil frem. Det overraskede hende slet ikke, at han havde det på den måde. Hun vidste godt, at Deavás aldrig ville have et afkom, han havde nævnt det for hende også. Alligevel havde hun bare valgt på hans vegne, og jo det var ikke fair, og hun forstod godt, hvis han hadede hende. Det var nok intet nyt, men der var også et eller andet inden i hende, som var meget sårbart, og følsomt. 

"Jeg skal nok forklare hvorfor jeg beholdte ham, i stedenfor at dræbe ham. Men du bliver nødt til, at fortælle mig hvor meget du ved om ham" hun lagde hovedet på skrå, og flyttede sit blik fra ham for derefter at kigge ned på kruset ved hendes side. Hun satte sig roligt op, lagde det ene ben over det andet. Greb roligt fat rundt om sit krus. Løftede det op til hendes mund, og lod de gule øjne finde Deavás igen. Mundvigene blev spredte, og hun drak en stor tår, før hun satte kruset ned på bordet igen. En dyb indånding blev taget, før hun startede med at fortælle"Jeg beholdte ham fordi jeg ikke kunne dræbe noget, som havde en del af dig i sig" det var samme ord, som hun ikke lavede sjov, eller var kæk eller spydig. Hun var seriøs lige nu, hvilket nok var sjældent at hun var det. 

Hun rettede en smule på sin position ovenpå bordet, før hun så lod hovedet være en smule på skrå, og strøg en finger igennem det lange røde hår"Dengang det skete, vidste jeg godt, at du aldrig ville have et afkom. Jeg tog valget for dig, det ved jeg godt. Det er også derfor, at det er okay hvis du hader mig, grundet det" forklarede hun så i den samme alvorlige og seriøse tone. Hun lod så lyden af fulde mennesker  fra etagen under dem, fylde rummet, og hun afbrød ikke øjenkontakten med Deavás"Vi to har aldrig været gode når det handlede om følelser, sårbarhed og andet lignende. Men dengang jeg fandt ud ad, at jeg faktisk var gravid, var der bare et eller andet særligt ved, at vide at det faktisk var et afkom du og jeg havde skabt sammen" det var nok de mest sårbare ord og følelsesladende ord der nogensinde kunne forlade hendes mund. 

Hun tog så endnu en dyb indånding, før et pludseligt legende smil kom frem på hendes ansigt "Jeg siger ikke vi skal lege far, mor og børn nu. Jeg havde det på samme måde som dig, og du ved det udmærket godt. Vi har altid været meget ens på mange måder Deavás, hvilket du sikkert ikke vil indrømme. Det samme gælder-" hun afbrød sig selv, for at læne sig lidt frem imod ham. Hun greb blidt fat rundt om hans hals, og trak ham lidt tættere på sig"Den tiltrækning, og kemi der er og altid har været blandt os. Så hvis der er noget mere du vil vide, så må du hellere udnytte tiden vi har lige nu" Imens hun afventede hans reaktion og svar, lod hun en hånd hvile sig ovenpå hendes lår, imens hun lod den anden hånd finde vej op til det ene dæmonhorn.

Der var intet i dæmonen, som skreg omkring at skulle have en familie eller et afkom til at overtage med tiden. Han havde det fint med at være sig selv, hvorfor skulle han også give slip på det hele? Mizech havde ikke ret til noget og det ville han næppe få, ikke når det stod til ham. Deavás viste sjældent følelser, hvis overhovedet, da han ikke havde behovet for at andre skulle se det. Havde han overhovedet følelser? Udover lysten til at eksperimenterer, seksuelle lyster og blodtørst.. Nej. Det skulle heller ikke overraske Lilith, både på hans nuværende reaktion, men også som han havde reageret tidligere. Hun burde vide bedre, men nu var det for sent. Desværre.

Hendes ord bragte et køligt smil over hans læber, som han nikkede til hendes forespørgelse om at vide hvor meget han kendte til barnet. Afkommet var mere passende set i lyset af hans manglende behov for at være far. "Jeg har mødt dit yngel" svarede han henkastet, før at blikket i hans øjne blev mørkt og ubehageligt. "Han er næsten lige så nyttig med sin mund, som sin moder" fortsatte han uden bekymring over, hvordan hun mon ville reagere på, at han havde tvunget hendes søn til at sutte den af på ham. "Men han er naiv, uerfaren og barnlig, han reagerer på sine følelser i stedet for at lytte til fornuften" brummede han afslutningsvis, som han havde sagt, hvad han ville omkring emnet. Nu var det hendes tur, derfor rettede han også ryggen og slap hende, før at han lagde armene over kors.

En del af dig i sig.. ordene fik ham til at rynke på næsen, rynkerne blev dybe og forblev der i noget tid. Hun havde beholdt barnet, fordi at hans gener var med i blandingen? Absurd og slet ikke en holdbar grund. Han kunne slet ikke se formålet, men ville næppe forstå hendes begrundelse, som han lod hende fortsætte i stilhed. Deavás lod hende tale uden uden at reagere synderligt på hendes ord. Had var ikke et ord, han ville bruge imod hende, men foragt kom måske meget tæt på. Deavás havde kun haft tanker om et fysisk forhold til hende, det var ren og skær sex og lyster. Blandet med et mord eller flere, så hvorfor blande et barn ind i det? Han væmmes helt ved tanken om at hun viste følelser, hvilkte viste sig i et forvredent ansigt. Hvorfor. Lilith var ikke en dæmon med følelserne ude på tøjet, men nu..

Han rettede ryggen igen, som de gyldne øjne lagde sig i hendes, da hun rakte frem og greb rundt om halsen på ham. "Jeg kommer aldrig til at blive far til det barn" brummede han beslutsomt, som han fastholdt hendes blik, så hun forstod alvoren. "Lov mig én ting, hvis det sker igen, så dræber du fosteren.. ellers skærer jeg det ud selv" beordrede han, selvom han sagtens kunne tage sagen i egen hånd og sterilisere sig selv, så var risikoen væk. Men Mizech var stadig et problem.

Hendes seksuelle planer med Deavás begyndte efterhånden at sprede sig inden i hende, men de havde også masser af tid til at nyde hinanden igen. Det var intet problem for hende, at hygge sig herinde på kroen og få tilfredsstillet hendes lyst og begær. Et tilfreds smil voksede på hendes ansigt, da hun hørte Deavás svare, at han havde mødt Mizech. Det overraskede hende ikke, og hvorfor skulle det også gøre det. Det ville alligevel komme til at ske, før eller siden, eftersom det nok ikke kunne undgås. Før eller siden ville den ene nok finde den anden, eller nok nærmere Mizech ville finde Deavás.

"Så du indrømmer gerne, at jeg er bedst med min mund, min kære" Hun rettede sig bedst i stolen, kun for at sidde lidt mere tilpas, som de gule øjne var låst på ham. Trods den afstand der var imellem dem, så nød hun bestemt udsigten til ham. Selv vidste hun ikke, hvor god Mizech var med munden, men han var vel hendes kød og blod - også Deavás, selvom handæmonen ikke ville stå ved det. Så selvfølgelig var den unge dæmon Mizech god med sin mund. Hun kunne sagtens forestille sig, hvordan det måtte være. Imens hun sad ganske roligt og lyttede til hans ord, strakte hun sig en smule. Greb fat rundt om kruset der stod på bordet, tæt på kanten"Og du er sikker på, at du ikke undervurdere ham" hun måtte bare prikke lidt til Deavás med en kækhed og flabethed, som var hun godt igang med at teste grænser, og teste hvor meget Deavás ville fortælle

Hendes greb om hans hals var sluppet, som hun drak resten af indholdet i kruset. Eftersmagen var god, som hun også lod sin tunge langsomt glide hen over læberne. Kruset blev sat ned på bordet igen, og hun lagde hovedet en smule på skrå. Løftede en hånd op til hendes hår, imens det ene ben blev lagt over det andet. Fingrene blev kørt igennem håret, som hun lod de gule finde finde hans gyldne øjne"Så morderisk min kære... Her troede jeg, at vi havde lagt det bag os" hun løftede en fod op imod hans skridt. Lod den frie hånd hvile sig på stolens ryg"Men lad mig berolige dit sind..." startede hun med at forklare, som foden fortsatte lidt tættere op imod hans skridt. Øjnene forlod hans, for at følge fodens bevægelse"Du behøver ikke bekymre dig, eller pryde dit hoved med Mizech"