Ingrids ankomst havde virket som noget, der lå flere måneder ude i fremtiden, da Kitt først flyttede til Dianthos. Nu var dagen pludselig over ham.

Han havde naturligvis set frem til at se hende. Sin kommende hustru. Alligevel følte han sig langt mindre forberedt, end han havde håbet.

Tankerne var alle andre steder. De første måneder i Dianthos havde ikke været særligt frugtbare for hans vedkommende. Hans mors amulet var stadig forsvundet. Forholdet til hans fader hang fortsat over ham som en mørk sky. Og så var der Finneas – den besynderlige nye relation, som på én gang virkede som løsningen på flere af hans problemer og begyndelsen på nogle helt nye.

"Sir." Stemmen i døren fik ham til at løfte blikket fra papirerne på skrivebordet. "Det er ved at være tid til Ingrid Fuglsangs ankomst."

Kitt nikkede og gjorde en afværgende bevægelse med hånden. "Selvfølgelig." Han tøvede et øjeblik. "Er hendes værelse klar?"
Stuepigen nikkede. "Alt er på sin plads."
Et lavt brum forlod ham. "Jeg kommer ned om et øjeblik." Hun nejedes kort og forsvandt lydløst ud af arbejdsværelset. Tilbage i stilheden stirrede Kitt et øjeblik ud i ingenting. Som om verden holdt vejret sammen med ham. Så blinkede han og trak sig selv tilbage til nuet. Papirerne i hans hånd blev gemt væk i skrivebordsskuffen. Han skubbede den på plads og drejede nøglen med et tilfredsstillende klik.

Kitt havde gjort sig umage med sit udseende, men uden at pynte sig mere end nødvendigt. Skjorten var nystrøget og pænt stoppet ned i de mørke bukser. I stedet for en af sine finere jakker bar han en blommefarvet vest, hvor gyldne tråde snoede sig i diskrete mønstre over stoffet.

Da han trådte udenfor for at vente, foldede han hænderne bag ryggen og rettede blikket mod vejen. Hvilket som helst øjeblik nu.

"Sid nu stille!"

Ingrids mor hev en tot af Ingrids lyse hår for at få hende til at sidde ordentligt igen, mens hun var i gang med at sætte det op. I dag var dagen. Dagen, hvor det hele ville ændre sig for familien. Ingrid brummede og flyttede sig alligevel en smule uroligt på skamlen.

I dag var dagen, hvor livet som Ingrid kendte det, ville ændre sig for evigt.

Den unge, lyshårede pige forstod godt, hvorfor familien var så meget oppe at køre. Det var en stor mulighed for familien. Krystallerne, de ville få for dette ægteskab, kunne ændre hele deres liv. Og selvfølgelig ville Ingrid lade sig ægte, hvis det betød, at hendes familie kunne få det bedre.

Men hun var stadig nervøs.

Det var også derfor, der var en smule uro i det lille, usle hjem i Den Nedre Del af Dianthos. Ingrid havde været væk det meste af morgenen. Ude for at nyde den sidste lille smule frihed, hun havde.

Nu var der travlt.

Mente hendes mor.



De spinkle hænder gned sig mod hinanden, mens Ingrid sad i karreten, som Hr. Tane havde sendt efter hende. Nervøsiteten voksede støt i hende, og jo længere tid hun sad i den rystende karret, desto sværere blev det for hende at holde lyset nede.

Hun kunne som regel holde det under kontrol. Når det blot var den slags følelser, hun kendte og havde lært at leve med, kunne hun som oftest mærke det komme og holde det tilbage.

Men det her var anderledes.

I et forsøg på at skjule det, der uundgåeligt ville blive mere kraftigt i takt med hendes usikkerhed og nervøsitet, havde hun taget en kappe over sig, trods det lettere lune sensommervejr.

I dagens anledning havde Ingrids mor fundet familiens allerfineste kjole frem. Ikke at det sagde så meget, men det var alligevel noget helt andet end det, Ingrid normalt havde på.

Det lyseblå stof var blødt og tungt og lagde sig tæt om hendes diskrete former, selvom kjolen var en størrelse eller to for stor. Alle kjolens kanter var pyntet med simple broderede bølger i hvidt og mørkeblåt. Til Ingrids held gik den langt op i halsen og havde lange ærmer – noget, der var med til at skjule lyset.

De lange, lyse lokker var blevet sat op i nakken, med enkelte totter hængende frit. To større totter foran var blevet flettet, og enderne sat fast i håret ved nakken, så de hang som små guirlander hen over hendes ører.

Der gik et par lange sekunder, hvor Ingrid blot sad og kiggede på karretens dør, efter at den endelig var standset.

Det var nu.

Hun sank en klump og åndede tungt ud.

Døren blev åbnet, og Ingrid klyngede sig om kappen for at samle mere af den foran brystet. Lyset var allerede begyndt at trænge frem, og hun kunne mærke varmen brede sig under stoffet.

Bare rolig.

Hun forsøgte at tage en dyb indånding inden hun rejste sig for at tage imod den udstrakte hånd og trådte forsigtigt ud af karreten, mens hun med den anden hånd løftede op i kjolen, der slæbte sig en smule hen over jorden .

Hovslag nåede Kitts ører, før karreten endnu var kommet til syne. Noget strammede sig i brystet på ham. Han rettede ryggen en anelse og nægtede at lade nervøsiteten finde vej til ansigtet. Et øjeblik senere drejede karreten ind foran huset og standsede.

Kusken sprang ned fra sit sæde og åbnede døren. Kitt var allerede trådt frem. Galant tog han imod Ingrids hånd for at støtte hende på vej ud. "Velkommen, min kære Ingrid." Et varmt smil trak i mundvigene, mens han sørgede for, at hun havde ordentligt fat i ham, indtil begge hendes fødder stod sikkert på jorden. Hun skulle trods alt lære at støtte sig til ham fra nu af.

Først da trådte Kitt et halvt skridt tilbage, stadig uden at slippe hendes hånd. Han ville se sin kommende hustru ordentligt. Blikket gled over hende, og et øjeblik sagde hans ansigt ingenting. Så løftede brynene sig ganske lidt, og smilet voksede.
Hun var anderledes end sidst. Kjolen alene gjorde en verden til forskel. Det lyseblå fremhævede hendes øjne, og håret var sirligt sat op omkring hendes lyse ansigt. Hans blik standsede kort ved kappen, hun havde trukket tæt omkring sig trods sensommervarmen. Det ene bryn vippede en anelse op, inden hans øjne fandt hendes igen.

Ingrid strålede.

Et varmt, tilfreds smil bredte sig over Kitts ansigt. Hans perfekte lille due. Og han havde bestemt haft ret angående hendes garderobe. Blå klædte hende fantastisk. Han løftede hendes hånd og plantede et blidt kys på den. Da han rettede sig op igen, blev hans blik hængende ved hendes.
"Jeg håber, turen var behagelig?" Bag dem gik tjenestefolkene allerede i gang. Ingrids sparsomme oppakning blev løftet ud af karreten og båret indenfor, mens Kitt begyndte at føre hende mod huset. Han nåede kun et par skridt, før blikket endnu engang gled ned over kappen. Mundvigen trak sig skævt op.
"Og skal jeg ikke hjælpe Dem af med kappen?" tilbød han og rakte allerede hånden mod stoffet.

"Hr. Kitt." Hilste hun forsigtigt, med et taknemmeligt, om end en smule fremtvunget smil.

Ingrid lod sig hjælpe ud af karreten, men så snart begge fødder stod sikkert på jorden, forsøgte hun at trække hånden til sig igen. Hun havde brug for den til at holde kappen samlet foran sig, mens den anden hånd stadig havde fat i kjolen.

Men hånden slap ikke.

Det lyse blik gled forvirret op på ham, og Ingrid blev stående et øjeblik, som om hun ikke helt forstod, hvorfor han stadig holdt fast.

Hun nåede ikke at sige noget, før hans blik begyndte at glide over hende. Det var ikke tit, Ingrid blev betragtet på den måde. Ikke så åbent. Ikke så grundigt. En varme bredte sig over hendes kinder, og hun skævede uroligt rundt på de tjenestefolk, der befandt sig omkring dem. Det gjorde hende utilpas.

Så løftede han hendes hånd. Ingrid nåede knap at forstå, hvad han havde gang i, før hans læber strejfede hendes håndryg. Hun blinkede et par gange. Hun vidste godt, at det var sådan, man gjorde. Det betød ikke, at hun behøvede at kunne lide det. Og han var så gammel. Hun tvang et lille smil frem og nikkede en smule til hans spørgsmål.
"Ja. Tak, Hr. Kitt."

De begyndte at gå, og Ingrid vendte for første gang blikket mod hendes nye hjem. Det var kæmpe. Det lille familiehjem lignede nærmest et skur sammenlignet med det. Hun nåede knap at tage det hele ind, før Kitt igen spurgte til kappen.

Ingrid stivnede.
"Nej!" Ordene kom så hurtigt, at hun selv syntes, de nærmest sprang ud af hende. Hun slap kjolen og greb i stedet hårdt om kappens stof, som om hun ville sikre sig, at den blev, hvor den var.

Det lyse blik fór op på ham, en smule vildt og forskrækket. Hun opdagede først bagefter, hvordan hun havde reageret.

"Jeg mener..." Hun rømmede sig forlegent, mens en svag rødme igen bredte sig over hendes kinder, og hun sænkede blikket.
"Ellers tak, Hr. Kitt."

"Nej!"

Kitts hånd standsede midt i bevægelsen. Begge bryn fór op. I et sjældent øjeblik stod han ganske enkelt og stirrede på hende, med læberne en anelse adskilte og et svar, der tilsyneladende havde glemt at finde vej ud. 

Nå. 

Blikket gled fra hendes forskrækkede ansigt til de fingre, der knugede kappen ind mod kroppen. Så tilbage igen. Det bratte udbrud behagede ham ikke ligefrem. Men før Kitt nåede at beslutte sig for, hvad han skulle stille op med det, rettede hun selv på det. 'Ellers tak, Hr. Kitt.' Mundvigen gav et næsten umærkeligt ryk. Bedre.

Hun var nervøs. Selvfølgelig var hun det. Ingrid havde forladt sin familie, var blevet kørt til et fremmed hjem og stod nu foran den mand, hun snart skulle kalde sin ægtemand. Det ville være urimeligt at forvente, at hun fandt sig til rette på et øjeblik.

Kitt lod derfor, som om det lille udbrud aldrig havde fundet sted.

"Som De ønsker." Hånden, der havde været på vej mod kappen, fandt i stedet ro bag hans ryg, og han fortsatte mod huset i samme adstadige tempo som før.

Et par skridt senere skævede han til hende. Et lille smil havde sneget sig tilbage i mundvigen. "Men der er én ting, jeg må bede Dem om." Han lod pausen hænge akkurat længe nok til, at ordene kunne lyde mere alvorlige, end de var. Så blødte blikket op. 
"Kitt." Han løftede brynene ganske let. "Nu hvor vi skal giftes, synes jeg, De kan tillade Dem at kalde mig Kitt."

Hun skulle for alt i verden ikke ødelægge dette. Ødelægge det, hendes familie havde fået ud af den her aftale. Pulsen susede i Ingrids ører, mens hun nervøst afventede, hvordan manden foran hende ville tage hendes udbrud. Hendes kommende ægtemand. Tanken fik stadig knuder til at vokse frem i hendes bryst.

Men Kitt var sikkert en ganske venlig mand. Hun havde vel ikke noget at være bekymret for.

Det prøvede hun i hvert fald at fortælle sig selv.

Ingrid havde ikke selv lagt mærke til, hvor anspændt hun var blevet, før Kitts ord nåede hendes ører, og hans hånd i stedet fandt vej om bag ryggen. Først da mærkede hun, hvor meget hun havde spændt op. Skuldrene sank en smule, og hun slugte den nervøse klump i halsen, inden hun gav ham et lille, taknemmeligt nik.

Så fulgte hun med ham, stadig med kappen holdt sammen foran sig med den ene hånd og en håndfuld af kjolens stof samlet i den anden, så den ikke slæbte hen ad jorden.

"Mhm, selvfølgelig, hr..." Ingrid rømmede sig kort. "Kitt."

Det føltes mærkeligt at sige hans navn sådan. Det lyse blik flakkede kort op på ham, inden hun igen vendte det mod bygningen, der tårnede sig mere og mere over hende, jo tættere de kom.

Som et fængsel. Og hun var dets nye fange.

Hun forsøgte at skubbe tanken væk. Det nyttede ikke noget at tænke sådan. Hun var her nu, og hun måtte få det bedste ud af det.

"Det er et yndigt hjem." Ordene kom forsigtigt, næsten som om hun forsøgte at overbevise sig selv lige så meget som ham.

Mhm, selvfølgelig, hr...

Kitt ventede tålmodigt, med en lille forventningsfuld spænding i brystet. Og så kom rettelsen.

Kitt.

At høre sit navn fra hendes blide læber fik ham til at slippe et tilfreds pust gennem næsen. Øjnene kneb sig en anelse sammen, som om de smilede på egen hånd, mens mundvigene blot gav et lille, næsten umærkeligt ryk.

Kitts hjem var yndigt, og Ingrid ville blot blive prikken over i'et. Hun skulle nok falde til her.

"Og det er vores," svarede han med mild begejstring til hendes høflige kompliment og åbnede døren for hende. Det ene bryn løftede sig en anelse, og denne gang kunne han ikke helt holde smilet tilbage. Det var stadig svært at begribe, at dagen endelig var kommet. En fjollet, næsten drenget spænding havde summet i ham dagene op til hendes ankomst. Noget, han havde svært ved at indrømme over for sig selv, og som han næppe nogensinde ville nævne højt.

Han lod hende træde ind først og kunne ikke lade være med at finde hende utrolig bedårende i den lidt for lange kjole, som hun så ihærdigt forsøgte at holde fri af jorden. Det lykkedes hende ikke helt, bemærkede han med et lille træk i mundvigen. Kjolens kant fejede stadig hen over gulvet.

"Lad mig vise Dem op til Deres værelse." Døren gled i bag dem med et sagte klik, og Kitts blik fandt endnu en gang den kappe, hun holdt så stædigt fast omkring sig. Han kneb øjnene en smule sammen, mens læberne pressede sig eftertænksomt mod hinanden. Hun havde skabt sig lidt, da han tilbød at tage den for hende. Måske gjorde han klogest i at lade det ligge for nu.
Ingrid kunne for hans skyld sove i sin kappe, hvis det var dét, hun havde lyst til. Et svagt, skævt smil trak i den ene mundvig ved tanken. Med tiden skulle hun nok føle sig tryg nok til at tage imod hans hjælpende hånd.

"Det er denne vej, min kære Ingrid." Han gik med rolige skridt hen til trappen, hvor han standsede med den ene hånd hvilende på gelænderet. Kroppen drejede sig halvt mod hende, og han sendte hende et opmuntrende smil, mens han ventede på, at hun skulle følge efter.

De behøvede ikke at forhaste sig.

De havde alverdens tid, nu hvor Ingrid endelig var flyttet ind.

Og det er vores.

Det var simple, uskyldige ord. Hvis noget var de både opmuntrende og glædelige. Alligevel fremkaldte de en trykkende kvalme i Ingrids mave. Vores. Som om det allerede var en selvfølge, at hun hørte til her. At det var hendes hjem lige så meget som hans.

Hun sank en anstrengt klump i halsen og fik fremtvunget et lille, høfligt smil, inden hun trådte indenfor.

Indenfor var mindst lige så ekstravagant som udenfor. Ingrid tog et par forsigtige skridt ind i huset, inden hun standsede for at betragte omgivelserne. Alt virkede så velholdt og ordentligt. Væggene var hele, gulvet lå plant under hendes fødder, og der var ingen sprækker, hvor kulde og vind kunne finde vej ind. Her var plads, varme og rigeligt med alt det, hendes egen familie havde måttet undvære.

Det var næsten svært at begribe. Alligevel satte hun atter fødderne i bevægelse og fortsatte hen mod Kitt.

Det var overvældende. Ikke bare huset, men det hele. Hun var kommet hertil for at blive. Det var her, hun skulle bo, og her hun skulle vågne hver morgen. Ved siden af en mand, der var ældre end hendes egen far.

Grebet om kjolen løsnede sig en smule, mens hun nærmede sig trappen. Hun forsøgte at holde tankerne i skak, at minde sig selv om, hvorfor hun var her, og hvad det ville betyde for hendes familie, hvis hun gjorde sit bedste for at få det til at fungere.

Men det hjalp ikke meget.

Det røde lys i brystet begyndte langsomt at vokse sig stærkere. Ingrid mærkede varmen under stoffet og knugede instinktivt kappen tættere om sig, næsten som om hun kunne holde lyset inde ved at holde stoffet fast nok. Hun forsøgte at dæmpe sine følelser, sådan som hun havde øvet sig på så mange gange før, men det var svært at få greb om dem. De var for mange, for store og alt for uvante.

Et svagt, rødt skær begyndte at kunne anes gennem stoffet omkring hendes brystkasse.

Hun ville bare hjem igen.