Romeo pressede brynene sammen. Det virkede som om selv den tjans at vælge øl til dem også var en kæmpe udfordring for ham. Men til sidst fik han vinket en kromutter hen, og bestilt et par mørke øl. Brygget i norden.
Hvad end det så gjorde for smagen. Romeo kunne aldrig smage forskel.
Kroen var en af de mindre, men den føltes privat, selv på så begrænsede kvadratmetre. Romeo var taknemmelig for at Phillippe havde spottet et bord længere inde, langt væk fra de andre gæster. Han så sig rundt før blikket fandt snedkeren igen.
Er der sket noget spændende... Han foldede hænderne foran sig og lod blikket falde til fingrene. Tommelfingrene gned langsomt frem og tilbage mod hinanden. Selv dét virkede for privat at tale om.
Han ville helst ikke komme ind på Eskild.
"Jeg kan være bekymret for Samuel." endte han dog med at dele.
"Han virker... distraheret." tungen pressede overvejende mod kinden. Eskild ville tilsyneladende ikke lade drengen være. Og han ville heller ikke lade Romeo være. Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen. Grebet løsnede sig så den ene hånd kom i skødet, og den anden klikkede mod bordkanten.
"Ellers..." Han trak på skuldrene.
"Der sker lidt af hvert." Måske var det bedre at skifte emne. Han pressede læberne ind over hinanden og trak vejret dybt. Blikket vendte tilbage til Phillippe. Først nu lagde han mærke til trætheden. Hvordan den lå omkring øjnene på ham.
"Men du rejser...?" Brynene løftede sig en smule.
"...Tilbage til hende?"Romeo Bayron | 31 år | Præst | Varulv
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."