De lange, lyse nætter havde ramt Nordlandet, og solen havde været oppe længe, som der begyndte at komme liv i Norviks gader. Som den største by i Nordlandet, var her en væsentlig tilstedeværelse af soldater med loyalitet til Lyset, tronen og Pompadour-adelshuset - og denne tilstedeværelse var øget de seneste måneder, som rygterne om uroligheder og et muligt oprør var begyndt at brede sig.

Stadig uden en tronarving og efter slaget mod Mørket, var Lysets styrker dog spredt tyndt, og meget af tilstedeværelsen i Norvik bestod af lokale med loyalitet til Pompadour-fyrsteslægten.

Denne tidlige morgen, nåede soldaterne dog næsten ikke at komme ud af fjerene, inden den lokale garnison blev stormet af kampklare og våbenføre nordfolk.

"For et frit nord!" Lød råbene i gaderne. "Lyset har ingen magt her!"

Kampen var kort og blodig, og mange af soldaterne, som var lokale nordfolk, overgav sig uden protest. Inden dagen rigtigt var gået i gang, var Lysets bannere hevet ned og erstattet med Nordlandets eget - blafrende i vinden.




En udmattet hest galloperede ind i lejren, hvor en blanding af lysets soldater og grænsepatruljer var placeret på grænsen mellem Nordlandet og Turmelinien. Også her havde man oprustet sig, skulle det potentielt oprør være på vej.

"De har overtaget Norvik"

"Hvad med Dragorn? Vil de ikke hjælpe os?"

"Meldingen fra Dragorn er, at de ikke har tænkt sig at kæmpe imod Nordfolket."

Det var svaret, man havde frygtet, for da dværgeriget for år tilbage blev invaderet af Mørket, var det ikke Lyset, men nordfolkene der befriede dværgeriget. En gæld mellem de to folkeslag, der utvivlsomt havde påvirket dværgene til at vælge side. Spørgsmålet var nu, om Pompadour-fyrsteslægten ville følge oprørerne eller vise deres loyalitet over for tronen..

En hastig besked blev sendt til Dianthos, mens soldaterne ved grænsen gjorde klar til den kamp, der snarest ville komme, som Nordfolket søgte at smide de sidste af Lysets styrker ud af det land, de nu kaldte deres eget..

---

Dette er en plotreaktionstråd. Alle som har karakterer af relevans, er velkomne til at svare på tråden med karakterens respons på oprøret.

"Vi kan ikke gå imod vores egen landsmænd," lød det fast fra Cyrille, kusine til fyrsten Emile, som familierådet havde samlet sig i Pompadour palæet. "Vi ser aldrig Lyset heroppe alligevel, og uden en dronning eller konge, hvem er der at følge? Vi svor vores ed til Lysets Slægt, og mig bekendt, er de eneste der er tilbage dem der allerede er gift ind i famillien."
En ældre herre ved navn Mathys slog i bordet og rejste sig. Han var farbror til fyrsten. "Det er det rene blasfemi!" sagde han vredt. "Skal vi bare opgive vores troskab, fordi der er lidt usikker grund. Vi gjorde det ikke dengang med Mørket, så hvorfor skulle vi gøre det nu? Vi skal bare sætte befolkningen lidt på plads igen, og så glemmer de alt om det her tåbelige lille opgør."
"Eller er det bare fordi du gerne vil beholde din behagelige lille bolig i Dianthos?" Sprugte Cyrille spydigt. "Det er jo ikke som om at vi ser dig heroppe med mindre vi har et vigtigt familiemøde."
Mathys begyndte at puste sig op, som også et par andre var på veje til at rejse sig for fortælle Cyrille en ting eller to, da Emile endelig rejste sig op. "Det er nok!" sagde han fast, hans stemme klang mod væggene og fik forsamlingen til at blive helt stille. "Cyrille har en pointe. Vores ed var til Lysets Slægt og ikke til Lyset i sig selv, og vi kan heller ikke vende ryggen til vores landsmænd. Det er dem der går i vores gange og tager sig af os, og arbejder for os." Han tog en pause. "Men jeg ønsker heller ikke at gå i strid mod Lyset, for ikke at nævne hvor mange af vores børn, søskende og forældre der har tjent eller på nuværende tidspunkt tjener Lyset."
Der gik en urolig mumlen gennem Pompadour familien. De havde ikke været i sådan en situation siden Mørket havde overtaget landet, men dengang var der en klar vej fremad, men denne her gang skulle de tage et valg der ville ændre deres liv uanset hvad. Enten en evig krig mod Nordfolket, de folk der passede deres børn, dyr og tog sig af dem fra dag til dag. Eller endelig en fod i jorden overfor Lyset. For i sidste ende... hvor ensidig var dedikationen efterhånden blevet?

Mirabelles hjerte bankede som en besat, som hun pressede sin krop mod Aurora, som de to af dem endelig landede udenfor Pompadour palæet.
Et par tjenestefolk havde opdaget det og tog lidt forfjamsket imod tøjlerne til dragen. "Prinsesse?" Spurgte den ældre tjenestekvinde.
"Hvor er Fyrsten?" Spurgte Mirabelle, ligetil, som hun hoppede af Aurora.
"Han er indenfor, vi kan... Bjørn, vis hende hen til ham."
Bjørn, blot en knægt virkelig gav et nik. "Uhhmm.. denne her vej prinsesse," sagde han, og selvom han forsøgte at vise vej, var det næsten ham der skulle holde trit med Mirabelle, som virkede til også selv at vide hvor hun kunne finde sin far hende.
Som de nåede døren ind til kontoret, kiggede Bjørn bekymret mellem døren og Mirabelle, men til trods for hendes hast, virkede det til at hun afventede ham at gøre det.
Bjørn tog en dyb indånding og bankede på døren og rømmede sig som han sagde. "Prinsesse Mirabelle er her for at se Dem."
Det gik et par øjeblikke og så et simpelt træt "Kom ind."
Mirabelle gav et nik til Bjørn som indikation på at han godt kunne gå igen, og hun åbnede selv døren og gik ind og lukkede den efter sig, men hun var ikke forberedt på at se en væsentlig mere træt, og næsten også ældre fyrste, end den hun havde forladt blot et år forinden. Emile så mere træt ud, og det ellers hvide hår, virkede mere som en indikation på at han var blevet ældre, end det rene lyse blod der rendte i hans årer.
Mirabelle skulle til at åbne sin mund, men Emile kom hende i forkøbet. "Jeg er overrasket over at se dig," sagde han, men der var det godmodige, men dog trætte smil på hans læber, som Mirabelle kendte alt for godt.
Mirabelle kunne ikke helt stoppe sin egne læber til at trække sig op i et lille sørgmodigt smil. Hun glemte altid hvor meget hun savnede sin familie indtil hun stod med dem. "Jeg hørte om hvad der er sket. Jeg er ked af at jeg ikke kunne komme frem hurtigere."
Emile blinkede et par gange af hende, før han kom med et lille suk. "Jeg ville sende bud til dig og de andre familiemedlemmer i hæren."
En lille rynke formede sig i Mirabelles pande. "Hvorfor?" Og det var som den sten hun langsomt havde synket lagde sig tungt i hendes mave, for hun havde en idé om hvorfor, men hun havde behov for at høre det fra ham.
"Selvom valget ultimativt er mit, er det blevet drøftet hvad vi skulle gøre. Lyset eller vores egne folk," sagde han og rejste sig op fra sin plads bare skrivebordet, for at gå over lagde blidt sine store hænder på hendes skuldre. En tyngde der føltes som et bjerg på hendes skuldre. "Beslutningen er at vi står med vores folk," sagde han. "Jeg håber det kan gå fredeligt til, men jeg ønsker at I alle kan tage en beslutning om hvor I står, inden nogen gør det får jer. Derfor ville jeg sende bud til jer alle, men jeg er glad for at jeg kunne gøre det ansigt til ansigt med dig."
Mirabelle sank en klump, som hun kiggede ind i øjnene på sin far, og hun havde aldrig følt sig mere som en lille pige som i det her øjeblik. Hun tænkte på alt hun havde opnået, og alt hun havde arbejdet for. Hvordan hun kun for nylig var blevet Oberst. Noget hun ikke troede nogensinde ville kunne ske for hende. Hele hendes liv havde hun dedikeret, og nu var det mellem dem og hendes familie.
"Jeg håber... du vil stå med os, selvom jeg kan forstå det er en stor beslutning," sagde han. Hans stemme så blid og rolig, som havde han alt tid i hele verdenen til hende, ligesom da hun var barn og var utrøstelig fordi hun ikke var så god som hun ville være.
Hun tog en dyb usikker indånding, og selv som hun kunne mærke den svage rysten og hvordan det prikkede i hendes øjne, for at lade dem fælde nogle tårer, kiggede hun målrettet på ham, og sagde uden en tøve, "Min loyalitet ligger hos min familie." Hun ville aldrig give dem op, og selvom hun ønskede der var en anden vej, havde hun tænkt over situationen i månedsvis, og det var også den vej hun kun kunne se det gå, hvis der skulle være nogen form for fred.
Et taknemmligt smil fandt vej til Emiles trætte ansigtsfolder. "Tak," hviskede han inden han tog hende ind i sine arme og et kram.