Kulden i Norviks fremmede egne, havde en særlig måde at sætte sig i knoglerne på. Den krøb ind gennem sprækker i træværk og under tunge kapper, som om selve vinden ønskede at minde folk om, hvor langt mod landets yderste kant, de egentlig befandt sig.

Kroen var dog varm. Ravnen og hammeren kaldte bybørnene den. 

Et lavt loft af mørke bjælker holdt på røgen fra ildstedet, og lyset fra flammerne dansede hen over grove træborde, slidte støvler og røde kinder. Stemmer fyldte rummet - dæmpede i den knitrende ro, kun brudt af latter eller mumlen, her og der. 
"De siger, at adelsfamilierne rør på sig"
"Nej, nej... jeg har hørt, at de først skal samles i et råd, og derefter skrive en erklæring, og derefter - bah, riget kommer ikke til at reagere"
"Min fætter Erhart har hørt om den her tidligere soldat fra Lyset, som har sluttet sig til..." Ord blev kastet frem og tilbage som terninger over bordplader, og i det spæde forår, var håbet vidst grønt. 

Døren åbnede. En stribe vinterluft gled ind i kroen, skarp og bidende - og i dens kølvand trådte en skikkelse, hvis store, sirligt broderede hætte, roligt blev trukket ned. 
Hun var ikke højere end mange andre i rummet, men alligevel syntes hendes tilstedeværelse at fylde mere end pladsen hun optog. Mørkt hår faldt ned over skuldrene som flydende skygger, og hendes øjne, fangede ildstedets lys på en måde, der fik det til at gløde.

Smuk.

Men måske også lidt for fremmed. Lidt for anderledes. 
Der var noget ved hende der mindede om en gnist i mørket. Dragende, varm… og med løftet om at kunne æde alt omkring sig, et sagligt smil om læberne, da hun duftede stemningen herinde. 

Lumine lod døren lukke bag sig. Hun sagde ikke et ord, da hun trådte ind i kroens varme. Hendes blik gled roligt gennem rummet, over ansigter hun aldrig havde set før. Mennesker, en enkelt dværg ved baren, en fremmed rejsende i et hjørne med hætten trukket dybt ned. Men hun mærkede dem alle.

Vreden lå allerede i luften.

Små ting først - den slags nag, der altid lever i menneskers bryst. Misundelse. Mistillid. Gamle fornærmelser. Men under det hele lå noget større nu. Noget nyt. Noget sultent.
Borgerkrigens første hjerteslag, havde runget under det intetsigende træbjælker. Og måske, hvis hun var heldig.. kunne et nobelt mål, stadigvæk nå at finde sine ubehagelige slagsider, nu hvor hun var her. 
Et svagt smil gled over dæmonens læber.
Hun satte sig ved et bord nær ildstedet, og mens hendes hænder kort hvilede mod træets ru overflade, lod hun noget af sig selv sive ud. Ikke nok til at blive set. Ikke nok til at blive forstået. Men nok.

En mand ved baren hævede pludselig stemmen lidt mere end før.
En anden lo kort - hånligt denne gang.
Ved et bord længere inde i rummet blev en diskussion skarpere, ordene tungere, blikkene hårdere. Små gnister.

Lumine lænede sig en anelse tilbage i stolen og betragtede rummet gennem halvt sænkede øjne, mens flammerne fra ildstedet kastede gyldent lys over hendes ansigt, en kær ven i dette kolde sted. 
Og så lidt skulle der til.

Verden bar allerede på al den vrede den behøvede. Nogen skulle blot minde den om det.

//Lumine er forklædt i en menneskeform
. 

Aftenhimlen glødede i orangerøde nuancer, der mindede Freyr om flammerne i smedjens esse. Kroppen reagerede sagligt, da Norviks insisterende kulde bed sig ind under de tykkere klæder og kølede blodet ned efter en lang dags arbejde.

Sneen havde så småt ladet sig smelte bort i landsbyen, og kun udkanten af dalene klamrede sig endnu til vinterens sidste rester. Moder Frost pakkede ganske vist sit hvide tøj sammen, men i Norvik vidste man bedre end at fejre det for tidligt. Det første forårssolskin var farligt - det lokkede livet frem, før tiden var inde, og så kunne Moder Frost vende tilbage med nattefrost som straf.

En kort tanke strejfede ham, da han åndede ud gennem næsen og så sin egen ånde samle sig i en lille røgsky i kulden. Havde Sirius nogensinde set sne? Mere nåede tanken ikke at tage form, før en stol skrabede hårdt hen over gulvet idet Freyr trådte ind i Ravnen og Hammeren.

"Sig det igen," knurrede en af mændene, der stod faretruende tæt på manden med kappen trukket over hovedet. Den fremmede trak hætten lidt længere ned i panden.
"Jeg sagde kun—" Slaget kom før sætningen var færdig. "Du taler som en af dem."

Freyr holdt sig normalt fra kroer. De var pokkers varme og overrendt af folk, der så for meget og sagde endnu mere. Men sulten havde trukket i ham, og dette sted lavede den bedste gryderet i hele landsbyen. Det ville der næppe blive meget af nu.

Vreden i rummet føltes forkert.
Ikke som mennesker, der bare var uenige, men som noget der var blevet… skubbet.

Et øjeblik stod han blot og betragtede kaosset. Noget prikkede stædigt bag tindingerne - en gnist der nægtede at slippe. Freyr rystede det af sig. Så trådte han frem. Hætten fra den mørke kappe var trukket godt ned og skjulte ørerne, som altid.
"Det er nok, Maune." Han greb fat i mandens arm. Freyr forsøgte at holde stemmen rolig, men blikket bar en insisterende dybde - brynene trukket sammen i alvor.

En anden mand vendte sig.
"Vent." Øjnene gled over Freyr. "Se lige dér."
Et skævt grin bredte sig. "Det er alfedrengen."

Han havde sine egne problemer. Problemer der havde trukket ham til Norden. Igen. Hvor han dog syntes mindre og mindre om det. Men Skadi kunne ikke lade det være. Drømmene tog kun til i styrke og han vidste, at han var nødt til at finde ud af mere. Rygterne. Hvis de var sande, ville meget ændre sig. Men var det i virkeligheden hans problem? Eller havde han et andet problem, der var mere vigtigt? Skadi havde lidt svært ved at finde hoved og hale i det hele, så nu var han her: Ravnen & Hammeren var altid det bedste valg her i Norvik. Dette sted havde ikke ændret sig meget og Skadi foretrak det sådan.

Det var ikke planen at falde i snak med andre, men Maune sad ved siden af ham og havde en diskussion med en fremmed. Og skønt Skadi var der, var han der nok ikke helt alligevel. Fanget i egne tanker. Tanker der gradvist blev mere og mere slørede, som kroen begyndte at føles.. Mere varm. Intens? Han kunne ikke rigtig sætte ord på det. Ikke før Maune eskalerede diskussionen til et slag.

Skadi burde have blandet sig helt uden om. Han var blevet bedre. Ikke lige så vred. Eller også i bedre kontrol. Men allerede nu begyndte det at syde og boble. Det susede for hans ører, en alt for gammel og velkendt følelse. Velkendt. Og uvelkommen. Kruset af mjød blev tømt i et lidt for aggressivt drag og han stillede det hårdt fra sig som han rejste sig. Men før han overhovedet nåede at blande sig, stod en anden mand med hånden om Maunes arm. Og følelsen blev stærkere. Ikke mod manden. Ikke mod Maune.

Mod Vilmar. Thorbirs ven. 

Det var ikke så meget deres ord, der satte gnisten i Skadi. Det var hans tilstedeværelse. Han var her. Og hans øjne var i Skadis retning.

"Du er ikke bedre selv." brummede Skadi, hans stemme dyb og skarp. Et skridt tættere på. "Jeg har hørt om dine eskapader, dit grimme, vamle lille yngel. Du står dér med din skarpe tunge, men dine ord er vand. Slap sjap. Du har det kun i munden, lille kujon," hånden var knyttet. Øjnene snævre og skarpe. Kæben stram og hele kroppen spændt som en bue, der blot ventede. Ventede på at få bare én grund. Kom så, Vilmar. Vis dem, at du ikke tør, lige som da Thorbirs liv rendte ud før tid.

Stolte mennesker var nogle gange den bedste slags. Så utroligt lette at trykke på maven, og ofte med alt for meget at miste. Anerkendelse, tiltro, status. De ville aldrig krybe i land, selv efter drevet langt, langt ud på gyngende grund. Og bakket ind i et hjørne, var man sikker på at de ville vise tænder... hun havde savnet de dødeliges selskab, mere end hun måske lige havde forventet. 
Lumines blik kærtegnede kroens gæster. Mødte øjenkontakten fra enkelte, men drev uberørt videre, imens hun ventede. Klar på sit show, åh, det var godt at være tilbage. 

Hvad skete der når to kræfter, med samme styrke og intensitet stødte sammen? Hun ville se det. Men hvis det næstbedste var et barslagsmål, kunne hun stille sig tilfreds med det. For nu. 
Røde øjne landede på et højtråbende bord, hvor en næve nu i næste sekund fløj, efterfulgt af ubehagelig jamren. Manden tog hænderne op til hovedet, forsøgte at beskytte næsen hvor det begyndte at fosse ud med blod, og vaklede et par skridt bagud. 
"Forhelvede, hvad sku' det til for?" ord som lød våde af væsken som løb ned hans mund. 
Ved siden af ham, stivnede Vilmer. Blodet forsvandt fra hans ansigt, inden at en hånende snerren fik bygget masken op igen, og han lagde en hånd på sin vens skulder. "Bastu, klem om næsen" Gav den et sigende klem, og spyttede. "Hvad laver dit grimme fjæs her? Jeg troede du havde fundet noget bedre at lave, nede i syden" Vilmer skævede til alfedrengen. "Men det overrasker mig egentlig ikke, at se jer i hinandens selskab. Alfen og lejesoldaten" og han lo, hånligt, overraskende frygtløst. Måske var det adrænalinen af hans ræsende hjerte, men for én gangs skyld, virkede hverke Vilmer eller Bastu til at ville bakke ned. 
Selv ikke med de bjerge af nogle mænd, som stod foran dem. 
I stedet, oppede han blot indsatsen. "Misforstret og monsteret. Hvad fanden havde man regnet med?" og knyttede hænderne langsomt. 

“Hvad laver dit grimme fjæs her?” 
Freyr antog i første øjeblik, at ordene var rettet mod ham. Grebet om Maunes arm strammede sig instinktivt, og med et fast ryk fik han skubbet manden et skridt væk fra bordet, som om han allerede forberedte sig på at tage imod det næste slag. 

Men Vilmars stemme fortsatte. Talte om syden.
Freyrs bryn trak sig let sammen, og erkendelsen gled ind med en stille irritation. Så det var ikke om ham. Hans blik gled videre gennem rummet og landede på manden, der tydeligvis var den egentlige modtager af hånen. Ansigtet sagde ham noget, men tanken kunne ikke få ordentlig fat. Der skete for meget på én gang; stemmer, bevægelser, stolen der stadig vippede efter slaget.

Så kom ordene igen. Alfen og lejesoldaten. Hånen var ikke til at tage fejl af. Freyrs muskler spændte sig næsten umærkeligt, og hænderne knyttede sig langsomt. Det stak ikke så skarpt som det engang havde gjort - årene havde lært ham bedre kontrol - men varmen begyndte alligevel at syde under huden, som gløder der vågnede til live under et lag aske.

Han kastede et kort blik mod lejesoldaten. Så vendte hans opmærksomhed sig tilbage mod Vilmer. Freyrs mørke blik hvilede tungt på ham, hårdt som sten. Det var det blik han brugte, når folk kom lidt for tæt på - så de forblev på afstand.

Han flyttede sig ikke. Stod blot mellem mændene, solid og urokkelig som en mur midt i rummet. Luften i kroen føltes mærkelig. Tæt. Som om noget mørkt og ondskabsfuldt hang i den, usynligt men tungt nok til at lægge sig over skuldrene på alle i rummet.

"Bliv stående," advarede han lavt. Ordene gled næsten ud som en snerren. Og Freyr havde ingen intentioner om at gentage dem.

Et farligt smil formede sig på Skadis læber. Han levede for konflikter, så længe han selv havde kontrol. Og det troede han også, han havde. Men han tog fejl, for sekundet efter hans smil formede sig, kunne han mærke hvordan det ulmede videre. Der føg gnister op af gløderne i hans indre væsen. Et indre, der plejede at være en rolig røg fra et nyligt slukket, men ikke helt dødt bål. Ilden - vreden - var der altid. Lige om hjørnet. Den jagtede ham som en bidsk, blodtørstig hund. En hund der måske nok nogle gange blev træt. Men den kom altid tilbage. Efter mere. Altid mere.

Advarslen fra hvad Skadi kun måtte antage var Alfedrengen - i alt fald ifølge Vilmers dumme hoved - fik Skadi til at dreje hovedet mod ham. Om det var en advarsel til dem eller til ham, vidste han ikke. Men Bastus næse blødte allerede. Og når først der var blod, så var Skadis eget blod altid på vej til at koge sig op i en eksplosion af raseri. Konflikt. Åh, hvor han elskede det. Og hadede det. "Hellere være et monster der tør tage en kamp op." forklarede han, denne gang så hele kroen kunne høre det, skarpt og tydeligt. "End en nidding der ser på når hans venner bløder. En kujon der er for bange til at tage sin økse frem." 

Skadi samlede sit krus op. En skam, der ikke er mere mjød. Og så kastede han den. Hårdt. Lige ind i fjæset på Vilmer. Den ramte manden med en dump lyd og faldt derefter til gulvet. Og Skadi var klar.

Ansigter vendte sig i mængden, og Skadis ord, affødte momentært noget der mindede om stilhed. Folk kiggede, de lyttede, og få sekunder efter vendtes deres opmærksomhed imod Vilmar. Kujon? Kujon. Hvad var der sket imellem dem? Hvem lavede Freyr her. 
Og presset fra deres opmærksomhed, pustede til den anspændte følelse i Vilmar. Det kunne ses i hans ansigt, og skuttende, søgende øjne. Hvor vovede han. 
Maune, der indtil nu havde forholdt sig stille, lod sin bragende latter runge imellem dem, da kruset med øl i det samme nu, smadrede ind i fjæset på Vilmar. Manden nåede knap nok at reagere, konstaterede dæmonen sagte fra hjørnet, fascineret af de interne spydigheder. Fascineret af volden, nu hvor den blev fysisk. 

Bastu snerrede, og sendte med et fnys en næve efter muren imellem dem, for at komme forbi - hen til Skadi. Vilmar vaklede bagud, den ene hånd op imod panden, imens den anden ledte efter et eller andet bagved ham, som kunne bruges som et improviseret våben. 
Og som havde gnisten antændt et bål, brændte rusen sig igennem rummet, hvor andre, og måske endda folk som ikke havde noget med det at gøre, råbte, hujede og nærmede sig. Enten for at blande sig, eller for at sørge inden andre blandede sig - det var svært at sige. 

Lumine selv, rørte dog ikke på sig. Bålets varme lys blussede dog op, påvirket af humøret fra dødssynden, der havde ventet længe på at bruge sine evner igen. Og nu hvor det eskalerede, slugte hun energien råt og grådigt. 

"Hellere være et monster der tør tage en kamp op…" Freyrs blik rykkede brat mod manden de kaldte lejesoldaten. Øjnene kneb sig sammen et kort øjeblik, før de gled tilbage til Vilmar. Vagtsomt. Afventende. Forberedt på hvad der nu ville ske. Ordene væltede ud af mandens mund som en lavine, og Freyr trak en hurtig indånding gennem næsen. Alle øjne i kroen var rettet mod dem. Ubehaget sneg sig ind og han trak kappens hætte en anelse længere ned om ansigtet, mens kæben spændte sig.

Hvorfor var han ikke bare gået hjem.

Han løftede hånden, som om han kunne standse ordene, før de gjorde mere skade. Før de tirrede ulvene endnu mere. Men reaktionen kom for sent. I det samme fløj kruset gennem rummet og ramte Vilmar direkte i ansigtet med en dump lyd. 
Freyrs øjne blev større et øjeblik - ren overraskelse - før ansigtet igen trak sig sammen i den samme hårde alvor.

For nu var der ingen vej tilbage.

Bastus næve kom farende gennem luften. Freyr nåede kun lige at dreje kroppen, så slaget ramte skulderen i stedet for ansigtet. Et lavt fnys slap fra ham, og han fik øje på angriberen. Var det ikke den samme mand, han netop havde hjulpet fri af Maunes greb få sekunder tidligere? Et mørkt brum rumlede i hans bryst. Med det samme greb han Bastu i kraven og standsede ham i forsøget på at komme frem mod de andre. "Zalaens." knurrede han mellem sammenbidte tænder. Irritationen begyndte langsomt at forme sig til den vrede, han så ofte forsøgte at begrave dybt i sig selv. Men den blev presset frem.

Mere.

Varmen steg under huden.

Mere.

Det pulserede som en farlig tromme i ørerne. Overdøvende og insisterende. Han kæmpede imod sit eget raseri der ulmede og hviskede til ham. Venerne på hans hænder trådte frem, og musklerne spændte sig under tøjet, da han forsøgte at løfte Bastu fri fra gulvet for at slynge ham væk fra de andre. En anstrengt lyd forlod ham, og hætten gled af hans hoved i bevægelsen.

Råb brød ud omkring dem.
Stole væltede. Kroen var blevet til et virvar af vrede stemmer og sammenfiltrede kroppe.

Men midt i det hele trak noget i ham.

Ikke en lyd. Ikke en bevægelse. En fornemmelse. Som når man står for tæt på en smedjeesse og mærker varmen mod huden længe før man ser flammerne. 

Freyrs blik gled gennem rummet, næsten uden at han selv var klar over det. Søgende. 
Indtil det fandt hende. Kvinden ved ildstedet. 
Den eneste i hele kroen der ikke bevægede sig. Som om slagsmålet blot var et teaterstykke sat op til hendes fornøjelse. 
Noget i hans blik ændrede sig da han så på hende - forvirring, måske erkendelse. Han vidste det ikke selv. Men der var noget ved hende. 

Opmærksomheden blev revet væk igen, da endnu et slag kom farende mod ham.

Som lyn og torden, søgte Skadis øjne Vilmars reaktion. At Vilmar trådte bagud og ømmede sig over krusen til ansigtet var den rene fryd for Skadis vrede sind og han nåede kun lige akkurat at fange hvordan Bastu slog ud efter manden, de havde kaldt Alfedrengen. De gik i håndgemæng og da hatten gled af Alfedrengens hoved syntes Skadi godt, at han kunne ane at der var noget anderledes ved mandens ører. Men det var ham stadig en gåde, hvorfor de kaldte ham Alfedrengen. Måske han kunne få et svar på den gåde, efter de var færdige med at rasere hele kroen?

Skadi trådte forbi Alfedrengen og Bastu, hen imod Vilmar. Hans øjne var nu kun fokuserede på kujonen. Han blev skubbet til af andre der gik amok, men han tog sig ikke af det. "Så, Vilmar. Dig og mig." snerrede han mens en arrig latter forsøgte at tvinge sig ud af ham. Vilmars blik blev vildt. Nervøst? Det gjorde kun Skadi mere lykkelig og vred på samme tid. Han greb fat i niddingens krave. Og for én gangs skyld tog Vilmar handling. Der landede et hårdt slag på Skadis kæbe. Det gjorde ondt. Men ikke særlig længe. Skadi slog igen. Hvorfor skulle Bastu være den eneste, der havde en blødende næse? Det var meget bedre, hvis Vilmar kunne sporte præcis den samme skade. Skadis hånd fik nærkontakt og et grynt af smerte lød fra Vilmar, som blodet begyndte at trille ud af hans næsebor. Et slag mere. Et blåt øje. Vilmar fortjente det. Og Skadi var blevet slugt fuldt og helt. Hans største svaghed i hans liv, var hans eget raseri. Han kunne være nok så stolt over, at han havde fået mere styrke til at stå imod vreden. Men der var andre kræfter på spil og disse elementer fik hans åh-så-fantastisk styrke af sindet til at knuse sig selv i tusind stykker. Han var væk.

"Bange? Thorbir var sikkert lige så bange.." Skadi vidste det ikke, men hans egne ord cementerede ham i hans status fra før han var i denne form. Hvis Vilmar havde nok tanker i mylderet, så ville han godt kunne lægge to og to sammen. Enten havde Skadi været der dengang og havde set duellen mellem en rasende kvinde og hendes bror. Eller også var denne mand, der holdt fast i Vilmars grave, den selvsamme person, blot en mand nu. Skadi smilede et ulveagtigt smil. Vilmar var hans at gøre ved, præcis hvad han ville.

Det optrappede hurtigt, og et sted bagved disken, registrerede hvad Lumine følte kunne være ejeren af stedet, kæmpe med at styre sit eget temperament - det her var joh et mareridt. Men hvad der var startet, måtte få lov til at spille ud. Og antallet af mennesker, gjorde det svært at råbe forsamlingen op, for at få dem til at stoppe - det gjorde kun vreden værre. 

Maune skævede til Freyr. Synet af hans venerne der med krigstrommers dump, strakte sig over hans krop. Hans greb i kraven på Bastu var fast, næsten urokkeligt, og en farlig ild glødede i de ellers normalt afvisende øjne. Men ligesom han troede, at han ville nikke ham en skalle... virkede Freyrs blik til at søge ud i vrimlen. 
Forvirret, fulgte han også den andens blik. Men det var alt den tid som Bastu behøvede, førhen han jog en knytnæve, efterfulgt af et knæ i maven. Prøvede at vriste sig fri fra hans jernhånd, en fæl forbandelse faldende fra læberne, villig til at brække hans fingre, hvis det krævede det.

Vilmars sloges med en anden form for kamp. Alle de små tandhjul knirkede, imens han stirrede på den kraftige, tattoverede mand foran ham. Hvordan hang Thorbir sammen med alt det her? Hvem fanden var han, og hvorfor gik han efter ham?
Hævelsen fra det allerede blålige øje, gjorde det svært at se helt tydeligt. Men der var noget med smilet, som efterfølgende sendte en kold fornemmelse ned igennem Vilmar. "Hvordan... du.." og han spyttede. En blanding af blod og slim, lige imod ansigtet på Skadi, snerrende. "Hekserier" og forsøgte at nikke den anden mand en skalle. 

Dæmonens ene øjenbryn gled lidt interesseret op, da hun følte blikket. Fornemmelsen af fokus, en andens fokus, og lod kort blikket glide ned på de slanke fingrer, men den varme, mørkere farve var ikke blevet slugt af afslørende, dybrød, dæmonhud. S hun vendte opmærksomheden tilbage til kaosset foran hende. 
Fandt det til rette ved den lille forsamling af interne stridigheder - hvor blod allerede flød - og lænede sig afventende tilbage, for at se mere. 

"Argh!" Luften forlod Freyrs bryst i et hæst stød, og han bøjede sig frem, panden kort mod Bastus skulder som en mand der blev tvunget til at bøje sig - men kun et øjeblik. Grebet i mandens krave gav ikke efter. En glød begyndte at samle sig bag øjnene. Freyr rettede sig langsomt op igen, stakåndet, med varmen fra slaget og noget andet der pulserede i blodet.

Noget der ikke burde være der. Han var ikke en mand der søgte slagsmål. Tværtimod.
Det var derfor han holdt sig for sig selv. Derfor han gik gennem verden med hætten trukket ned og blikket vendt væk. Mindre opmærksomhed. Færre spørgsmål. Færre problemer.

Men Bastus fingre rev og sled i ham, desperat efter at slippe fri og noget i Freyr knækkede. Han slap kraven med den ene hånd. Næven kom frem uden tøven og slaget ramte Bastu i ansigtet med en tung lyd.

"Skulle jeg have ladet Maune gøre arbejdet færdigt?" Ordene kom lavt, ru. Han hævede armen igen, klar til endnu et slag - men denne gang standsede den i luften. Freyrs blik flakkede vredt over Bastus ansigt. Blodet løb allerede fra næse og ned over læberne. Hans bryst hævede sig tungt. Hjertet slog hårdt nok til at det peb i hans ører.
Med en frustreret lyd skubbede han Bastu voldsomt fra sig i stedet og Freyr tog et skridt tilbage. Så et til. Han skævede mod lejesoldaten og Vilmar, men ordene i deres blodige spiral, nåede ham ikke. 

Larmen i kroen var blevet en storm af råb, knust træ og sammenfiltrede kroppe. Han forsøgte at trænge sig gennem mængden. Musklerne stod spændte under tøjet. Han var farligt tæt på at slippe sin evne løs - og hvis det skete, ville et almindeligt menneskes krop næppe kunne holde til hans styrke.

Så fandt han hende igen. Kvinden ved ildstedet. Flammerne blussede op i pejsen bag hende og kastede gyldne skygger over hendes ansigt. Alt for pænt. Alt for roligt. Hun lignede ikke en nordkvinde.
En fugtig varme klæbede sig til Freyrs hud under tøjet, og et par mørke lokker hang ved hans ophedede pande. 

Han standsede et par skridt fra hende. "Det her er ikke et sted for en kvinde."

Hvad end der måtte have været af blå mærker på Skadis knoer efter slaget, var allerede borte. Han skulle til at slå igen. Men Vilmars ord stoppede ham kort. Blod og slim ramte ham midt i panden. Det så ud til at Vilmar var ved at fatte hvad der foregik og det fik Skadi til at le en snerrende, arrig latter, der hurtigt blev afbrudt af en skalle. Næsen blødte nu også på Skadi og hans jerngreb i Vilmars krave blev løs. Han gav slip og snublede et par skridt bagud. "Jeg må indrømme.. Du har aldrig været dum, Vilmar." brummede han. Spyt blandet med blod fulgte hans ord. Han trådte frem igen.

Greb fat i Vilmars krave. Igen. Og gav ham tilbage af samme mønt. En hård skalle. Vilmars næse tog ikke så godt imod slag nummer to. Den knækkede. Skadi gav slip. Han var ligeglad med om Vilmar gik i gulvet eller ej. Han var stadig lige så vred. Og der måtte være flere, større modstandere.

Han klatrede op på et bord og gloede ud over mængden. Den største mand han kunne se i lokalet var Alfedrengen. Men der var en mere vildt udseende mand der var på vej til at gribe Alfedrengen. Et kort splitsekund øjnede Skadi en kvinde, der sad i ro og mag ved et bord.

Skadi begyndte at mase sig igennem mængden. Han fandt frem til manden der stadig forsøgte ihærdigt at få fat i Alfedrengen.
Med ivrige hænder, greb han manden og slyngede ham ind i en anden mand. Så skævede han fra Alfedrengen til kvinden. Han havde lyst til at gøre noget, men slaget til hans næse gjorde ham en smule langsom i optrækket. Han healede allerede skaden, men som ved ethvert slagsmål var han tørstig. Han greb om et krus mjød der var på renden til at blive kastet og drak grådigt af det. En stol blev slået mod hans ryg og han tabte mjødkruset mens han snublede. Kruset landede imellem kvindens bord og de to mænd.

Kedlen nåede kogepunktet. Det var et hurtigt, men effektivt slag, og Bastu vaklede bagud med en jamren, efterfulgt af stilhed. Det var ikke sikkert at han overhovedet hørte det sidste Freyr sagde, inden han væltede bagud, henover et bord - og kom ikke umiddelbart op igen. Maune, optaget af nogle andre som havde prøvet at blande sig i sammenstødet, så ikke hvordan Freyr forsvandt væk. 

Kom han imod hende? Som en klippe igennem bølger af mennesker, og det ene af de perfekte øjenbryn hos Lumine gled op i panden. Pudsigt. Måske noget i ham, så forbi det slør hans øjne ville have at han så. Ikke desto mindre, var hans voksende skikkelse ikke kun noget kun Lumine lagde mærke til, da en irriteret snerren lød i mængden, og en enorm mand, bidsk, kunne hun ikke lade være med at tænke. Uhumsk, sikkert fra egnen af, maste sig tættere på Freyr. 

Men hans ven fra før, havde fået styr på situationen. Smerten fra det andet stød imod hans næse, var nok til at sende Vilmar imod gulvet. Væk, ude af stand til at komme med noget modsvar. 
Han nåede i tide frem, og kastede sig imellem hvad der lige var ved at gå grueligt galt. 

Dæmonens blik fulgte kruset, der langsomt trillede imellem hende, og under bordet. Det her er ikke et sted for en kvinde, og hendes blik krængede imod ham der flækkede en stol i ryggen på Skadi, noget begejstret over deres indblanding, Og lænede sig lidt sidelæns, for bedre at se Skadi komme op på benene igen. Så passioneret, så intens. 
Røde øjne, høje kindben, ravnsort hår - nej, hun hørte ikke til her, og kastede et lidt beroligende smil tilbage til Freyr. Ham som prøvede at deeskalere, når han selv var så tæt på at falde i. Hvorfor ikke bare følge sin kære vens eksempel? "Du burde holde øje med din egen ryg, ikke min" og kiggede endelig op, men ikke på ham. På nogen bagved ham, et lidt uskyldigt smil, henover kommentaren.