"Nej nej nej, det er fuldkommen forkert!"råbte Dain utilfreds. Tjenestefolket som i flere timer nu, havde prøvet at finde gode frugter, og stof til den unge fyrstesøn, svedte så det tydeligt kunne ses. Kunne de andet, for de havde jo efterhånden løbet rundt i hele handelsbyen, for at tilfredsstille fyrstesønnen. Dain sukkede dybt, og betragtede den ene tjenestekvinde efter den anden. Hvor var de håbløse i hans øjne, og han mente bestemt ikke, at han var problemet. Han stræk sig lidt, og studerede frugterne der blev holdt frem foran ham. Overvejende lod han blikket glide ned over frugterne. Var de mon også gode nok, og hvordan kunne han vide, at tjenestefolkene ikke prøvede at forgifte ham, eller lignende. Han rakte tøvende en hånd frem, og greb fat rundt om et æble. Skulle han tage en bid, eller var det bedst at lade være.

Han kunne tydeligt se, hvor utilpas tjenestekvinderne var - hvem ville ikke være det, når de havde en møgunge som Dain til at bestemme, og give ordrer. Æblet så ganske godt ud, men det betød ikke at hans bid af det, ville være godt. Han bed sig lidt i underlæben, før han vendte et skarpt blik hen på en af tjenestekvinderne"Hvordan kan jeg vide, at disse frugter ikke er forgiftet.. De ønsker vel ikke at dræbe en fyrstesøn" lød det bestemt fra Dain, som han blot kastede æblet over skulderen. Han væltede skålen med frugter, og trådte væk fra alle tjenestefolkene, som blot stod forvirret og ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. Med lette skridt, gik han forbi den ene bod, efter den anden. Kursen blev sat på en butik som solgte fremragende klæder, og silkestof. Han lod et tilfreds smil vokse på ansigtet. Han kunne vel godt bruge lidt tid på, at betragte udvalget.

Salgskvinden bukkede høfligt for ham, og Dain nød opmærksomheden kort. Han vidste godt, at han var frygtelig til tider, og en værre møgunge. Han greb fat rundt om noget mørkerødt silkestof, og studerede det nøje. Det var noget lækkert materiale, og han savnede pludselig Malika af Kazimi Hun var så god til stof når det handlede om tøj, og hun havde generelt en fantastisk stil. Han var tit misundelig på hende, for gid han selv kunne iklæde sig så flot som hende. Han manglede silke til flere tøjsæt. Det mørkerøde stof, som kærtegnede hans hænder, talte til ham. Smilet voksede på ansigtet, men det blev hurtigt afbrudt som han kunne høre tjenestefolkene kalde på ham"Kan i ikke se, at jeg skal igang med at forhandle. I vil vel ikke forstyrre jeres herre vil i!?" råbte han lidt vredt, før han vendte blikket hen på salgskvinden. Han ville da også hellere kigge på hende, end tjenestefolkene. Tydeligt kunne han fornemme de panisk løb lidt rundt, og fortsat ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv. 

Raniya havde ikke den samme frihed til at færdes frit omkring som hendes brødre havde fået i en tidlig alder. Selvfølgelig havde de tjenestefolk eller rettere ofte slaver med til at bære deres ting, løbe erinder og hvad andet der nu engang kunne være. Formentlig også en stakkels vagt som var blevet den påsat, i hvert fald til at holde øje lidt i det skjulte.

Raniya følte sig til gengæld altid mandsopdækket hver gang hun fik lov til at tage ud fra palæet, sådan nogenlunde på egen hånd. Hun ville gerne ned og kigge på stof til nyt tøj, men havde været for sen til at melde det ud, til at kunne følges med Dain. Det passede hende egentlig ganske godt. Hun elskede sin bror, men han var meget højlydt og ofte tvær overfor sine tjenestekvinder. Raniya blev altid så ængstelig og nervøs når han gav sig til at råbe af dem.

Det var derfor også umuligt, trods travlheden på markedepladsen, ikke at høre ham. Et lille forsigtigt og nervøst smil kom dog frem på hendes læber. Hun foretrak at være i familieselskab, fremfor at være alene. "Undskyld kære bror, jeg tror de forsøgte at melde min ankomst. Omend lidt mislykket" undskyldte hun både lidt for sig selv, men også lidt for tjenestekvinderne. Det havde hun fået for vane. Forhåbentlig var Dain i humør til at have sin lillesøster rendende.
Raniya valgte dog hurtigt at dreje emnet ind på noget andet. "Har du fundet noget godt?" hun så på det mørkerøde silkestof og forestillede sig allerede hvordan det kunne laves til en majestætisk kappe, eller en flot nederdel.

Stemmen fik straks Dain til at spærre øjnene op. Det kunne bare ikke passe. Hvad lavede hun dog her, og endnu værre. Var farmand her også. Det håbede han inderligt ikke, men han skjulte bestemt ikke, at han lod de lyserøde øjne glide lidt rundt i omgivelserne. Var der slet ikke nogle tjenestefolk med hende. Var det kun ham, som havde nogle trælse og kedelige folk med sig. Det så sådan ud, og Dain sukkede dybt.

"Det tror jeg også.. De tjenestefolk er håbløse" nævnte han i en ganske utilfreds og opgivende stemme. Det var sande ord, for han var ofte meget utilfreds over de tjenestefolk. Hvis de ikke stak ham med nåle, prøvede de tit på at foreslå grimme stof til tøj, og forfærdelige frugter. Hvorfor skulle de tjenestefolk også prøve på, at forgifte ham? de havde sikkert onde planer, uden at Dain anede noget omkring det.

Stående foran sin kære søster, kunne han ikke undgå, at massere sine tindinger en smule. Hvor ønskede han virkelig ikke, at babysitte hende. Men på den anden side, han kunne vise sig som den store af dem, og det kunne han bestemt godt lide. Han skulle nok vise hende hele pladsen, og enhver krog som der var. Han havde efterhånden været her nogle gange, så han kunne sagtens vise hende nogle skjulte steder"Tjaaa... Altså jeg har studeret lidt stof til tøj. Men jeg har ingen dømmekraft når det gælder stof" han var virkelig håbløs når det handlede om stof. Hans søstre var meget bedre, og gad vide. Han lod de lyserøde øjne falde hen på Raniya. Måske var hun ligeså god til stof som de andre søstre"Er du god til, at vælge stof kære søster" spurgte han med armene krydset.

Raniya gik ingen steder alene. Det var simpelthen ikke hende tilladt at forlade palæet uden tjenestefolk og mindst én vagt. Sephyrans uskyldige datter skulle nemlig gerne forblive netop dette. Hendes tjenestefolk var blot knap så frustrerede, og vagten holdte sig i baggrunden, og talte lidt med den vagt der havde fået til opgave at følge efter Dain. Om Dain var klar over det eller ej.

Raniya fandt det bedst blot at nikke og give sin storebror ret når han var sur på sine tjenestefolk.
"Jeg synes ikke jeg er dårlig til det. Malika er nok alligevel bedste, eller Kaatima." medgav hun og smilede. Hendes øjne faldt tilbage på stoffet han før havde kigget på. "Det røde kunne blive rigtig smukt, hvis der blev syet nogle mønstre ind med guldtråd." prøvede hun dog, som hun løftede op i det røde stof. Det var meget blødt og fint. "Det tager lang tid med så fint stof, men resultatet er ofte fantastisk" hun slap stoffet igen og kiggede på sin bror. "Er der noget specielt du er på udkig efter, eller er det bare for at hygge?" at Dain måske gerne ville stå og flirte med salgskvinden, var ikke faldet Raniya ind. Hun var stadig alt for ung til at forstå den salgs, specielt sådan som deres far pakkede hende ind.

Han ville helt sikkert fortryde at han var en stor møgunge overfor tjenestefolkene. Men så kunne de altså bare sørge for, at opføre sig ordenligt. Ikke at det var ham som skulle det, nej nej han opførte sig da vældig anstændigt, og eksemplarisk - hvis man spurgte ham. Han lod de lyserøde øjne hvile sig på sin søster, og han lænede sig lidt ind imod hende. Holdte armene krydset, som han lyttede til hende.

"Men nu vil jeg gerne have min kære søsters hjælp. Din mening betyder noget for mig, især i forhold til de dumme tjenestefolk" han var bund ærlig. Han mente det også, han kunne virkelig aldrig bruge de tjenestefolk til noget. Hvorfor kunne han ikke bare få skiftet dem ud. Det ville helt sikkert være meget bedre, eller også skulle han bare have nogle pæne piger, som kunne tage sig af ham hele tiden. Se det ville ikke gøre noget, og det ville tilfredsstille ham enormt meget.

Da hun nævnte at det røde var flot, flyttede han blikket hen på stoffet. Rød var jo en ganske flot farve, så måske han skulle gå med det. Især da hun nævnte nogle mønstre med guldtråd. Se det lød ganske glimrende, og Dain smillede skævt, han kunne nemlig helt klart godt se ham selv iklæde sig nogle lækre klæder i det røde stof. Dog kunne han også sagtens se sin søster i det, men da hun så spurgte om der var noget særligt han var ude efter kunne han ikke undgå at smølfesparke hende i panden"Hygge, og så er jeg på udkig efter noget fremragende stof, så jeg kan få syet noget herligt tøj" svarede han som han trak sig tilbage og betragtede sin søster.

Raniya så helt overrasket på ham, som han sagde at hendes mening betød noget for ham. Det var alligevel nok noget af det pæneste han nogensinde havde sagt til hende. Det frembragte også et glad smil på hendes læber - trods han efterfulgte med at hans tjenestefolk var dumme. Sådan var Dain nu engang. Hun havde ondt af dem engang imellem, men det kunne nok havde været værre.

"Av!" peb hun forskrækket da hun mærkede det velplacerede smølfespark i panden. Utilfreds gnubbede hun sin pande og skulede efter ham for en kort stund. "Yeah, det kan jeg forstå" brummede hun stadig en smule utilfreds med smølfesparket. "Men.. du kunne også prøve noget grønt? Det vil være en spændende kontrast til dine øje og mørke hår?" tilføjede hun, som hun kom i tanke om det. Hun var til gengæld også klar til at flytte sig hvis han skulle finde på at smølfesparke igen! Det gjorde altså ondt, og hun ville nødig gå med et blåt mærke i panden!

Et grin forlod hans mund over hendes reaktion. Ak ja, var der noget bedre end at drille hende. Når han endelig kunne, skulle han bestemt nyde det. Selvom hun nok ville finde ham træls og irriterende, så kunne han godt lide det. Han synes også hun skulle sætte stor pris på, at han faktisk havde sagt de ord til hende. For hendes mening betød noget for ham, selvom han nok aldrig nogensinde ville sige lignende igen. Det var helt sikkert kun den ene gang. Han tiltede hovedet, og betragtede salgskvinden kort. 

Nu skulle tjenestefolkene ikke blande sig, selvom det ikke ville overraske ham hvis de gjorde. Det kunne godt være, at han måske skulle blive lidt bedre - hvis ikke meget bedre. Til at være lidt mere sød overfor dem. Men man kunne da heller aldrig vide, om de ville forgifte ham, eller fodre ham med dårlige frugter eller andet. En fyrstesøn som ham var da nødt til, at være på vagt. Han prikkede hende i panden, kun for at være på tværs og træls.

"Overlever din pande kære søster.. Eller skal jeg gøre det igen" han var virkelig en af de der trælse brødre, man både hadede og elskede. Sommetider var Dain bare den møgunge, man tit hadede. Da hun nævnte noget med grønt stof, spredte der sig en tænksom mine. Måske det faktisk ikke var et så dårligt bud. Han var bestemt enig i hendes ord, det kunne være ganske flot til hans lyserøde øjne og det mørke hår. Han lagde så mærke til, at hun virkede på vagt. Burde det ikke være ham som var på vagt?? Han krydsede kort armene og lænede sig ind imod hende"Du er ganske heldig, at nyde mit selskab kære søster" drillede han med et glimt i øjet.

Raniya lavede en mulen grimasse og holdte endelig op med at gnubbe sin pande. Han var uforbederlig! Hun burde efterhånden havde vænnet sig til at han var sådan efter hende, som de fleste af hendes lidt mere jævnaldrende brødre nu engang var. Det var en normal ting at storebrødre var efter den yngre søskende. Det var i hvert fald det deres søster havde sagt. Raniya var efterhånden træt af at være den lille, for selv Jamillah var "ældre" end Raniya nu, på grund af den mærkelige forbandelse der lå over hende.

Raniya trak sig fra Dain med en forskrækket lyd "Nej!.. Jeg mener jo, den overlever, og du må ikke gøre det igen!" kom der let surt fra hende, trods hun hurtigt blødte op i noget der mindede om et lille smil. For selvom Dain drillede hende, så gav han hende da i det mindste opmærksomhed! Det var langt bedre end at blive ignoreret.
"Kan man andet" svarede hun opgivende, og slappede lidt mere af i skulderne, som han lagde armene over kors. Han var stadig irriterende hurtig, og kunne hvis han ville sagtens aflevere endnu et velplaceret dask! Hun håbede bare på at han ikke gjorde. Faktisk ville det være rart hvis han fik helt andre tanker, som eksempelvis at den fine salgskvinde, der havde været effektiv til at finde noget grønt stof frem, bare fordi Raniya nævnte det. Der måtte da være visse fordele ved at være barn af fyrsten!

Kort glippede han med øjnene over sin søsters reaktion. Hun var lidt herlig, og træls. Men for det meste var hun en herlig søster, også sød. Men Dain kunne generelt godt lide, at drille hende. Det var svært at drille Malika, og alle de andre søstre, fordi de var ældre end ham. Et suk forlod hans mund. Hvor havde han bare haft lysten til at drille dem, i så lang tid. Men det ville blot ende med, at de bare ville rode hans hår, og drille ham med, at han var så ung. De ville sikkert også sige, at det var et vældigt godt forsøg. 

"Det ville være underligt, hvis din pande ikke overlevede.. Tosse"sagde han som han gav hende et lille prik i panden. Hun var nu sjov at drille, selvom hun sikkert hadede det, og var træt af ham som pesten. Men inderst inde, var Dain også sikker på at hun holdt af ham. Kunne hun andet? Hvis deres fader havde været her, havde han sikkert give Dain en skideballe. Han bed tænderne sammen kort. Måske han bare burde være lidt sødere. Men der var jo bare så mange ting, som han burde. Vendte blikket væk fra Raniya, og betragtede de mange muligheder af stof. Det grønne fangede ham ret hurtigt. Det var helt sikkert farven, som gjorde det.

Han var virkelig glad for sin søster, og faktisk alle sine søskende. Raniya var ikke en undtagelse, selvom det var hende han mest var glad for, at drille. I det mindste sladrede hun ikke til deres fader. Hvad kunne den friske fyrste ikke finde på. Dain turde slet ikke tænke på det, for det ville sikkert gå udover ham. Han kunne sikkert blive låst inde, eller tvunget til alle mulige frygtelige ting. Han kunne mærke hvordan bekymringerne pludselig kørte rundt i hans hoved. Åh nej, hvor ville det bare være dårligt hvis deres fader fangede ham i at være alt andet end høflig, og anstændig - samt en gentleman"Raniya... Skal jeg vælge det grønne, eller skal jeg vikle dig ind i det for, at se hvordan det faktisk ser ud på en fysisk krop" drillede han som han blinkede til hende med et lille skævt smil.

Raniya kom med en misfornøjet lyd af ham som han kaldte hende en tosse. Ikke at ordet var nyt eller ubrugt mod hende! langt fra. Hun viftede med hånden foran sig, som han prikkede til hendes pande, i et alt andet end vellykket forsøg på at få ham til at holde op. Raniya havde ikke nogen chance overfor sin storebror, og hun vidste det. Til gengæld, var han slet ikke så ond og led ved hende, som mange egentlig gik og regnede med. Han var en træls drillepind og brugte gerne sin status som tre år ældre til at være efter hende, men derudover!

Som alle Kazimibørnene, nærede Raniya en stor ærefrygt for sin fader, trods hun elskede ham højt og ønskede at gøre ham stolt. Hun vidste at hendes søskende var ligedan. De ældre, og voksne var nok mere afslappede, men Raniya var stadig så ung, at hun frygtede ham.
"Det tror jeg ikke ville være kønt! Det skal jo sidde på en mandekrop og ikke en pigekrop. Det ville give et helt forkert indtryk" svarede hun med et lille smil på læberne. "Tag det nu! Du kan jo godt li farven" pointerede hun, og hvis han ikke brød sig om klæderne der blev ham syet, kunne han smide dem væk eller lave dem om. Raniya tænkte ikke over spild på den måde, nu når det var så normalt for dem at have alt og aldrig mangle.

Han sukkede lidt over hendes svar, men kunne ikke undgå at grine lidt over det også. Hun havde nok også ret, og han ville nok også bare drille hende lidt mere. Hvis han skulle være ærlig ville grøn nok ikke være den bedste farve til hende, det skulle nok være andre farver. Måske hun godt kunne bære lidt jordnære farver, med lidt guld detaljer på. Som han bare stod og fik en masse idéer kunne han ikke undgå, at lytte til hende.

"Okay okay, så gør jeg det!" råbte han bestemt og en smule opgivende, Hvis han ikke gjorde det, ville hans kære søster sikkert fortsætte. Så han kunne vel ligeså godt købe stoffet. Det var også i et lækkert materiale, så det gjorde bestemt ikke noget. Efter at han så fik nævnt det for den flinke og flotte salgskvinde, kunne Dain ikke undgå at give kvinden et kækt smil. Man kunne da ikke andet, når kvinden var flot. Det var noget helt andet overfor sin søster. Jovist hun var pæn, men ikke tale om at han skulle give hende scorereplikker og kække smil og blikke.

Det ville også være alt for underligt"Skal du ikke have noget stof, eller andre ting"spurgte han undrende som han vendte sit blik hen på hende igen. Han var ikke sikker på, om sin søster overhovedet skulle have noget. Men Dain var da nysgerrig, og hvis hun ikke skulle have noget. Kunne han sagtens få idéer til hvad de kunne lave, og det ville heller ikke undre ham, hvis han faldt over et eller andet spændende som han lige kunne købe, og få fingrene i.

Raniya brød sig ikke om når folk råbte, og hun blinkede også ved den høje lyd, men så ellers nogenlunde upåvirket ud. Nok var Dain en hidsigprop der nogle gange råbte mere end godt var, men han gjorde hende trods alt ikke ondt. Ikke mere end de sædvanlige smølfespark i panden.
Raniya kiggede på udvekslingen mellem Dain og salgskvinden, uden at forstå hvad der foregik. For hende var Dains smil, det af en drillepind som snart ville lave ballade. Hun forstod endnu ikke det underliggende. Hun rettede i stedet blikket tilbage til stofstykkerne foran sig og lod sine fingre glide over det forskellige materiale.

Raniya trak lidt på skulderne. "Jeg mangler ikke rigtig stof. Måske der er noget andet her?" hun havde ikke noget imod at følges. Godt nok, var de to søskende himmelvid forskellige, men han havde trods alt gode ideer til hvad man kunne bruge dagens timer på. Hvis bare det ikke indebar at løbe væk fra vagten, for det var hun ret sikker på ville gå helt og aldeles galt! Desuden ville hun slet ikke turde at bevæge sig ud på egen hånd.

Dain stirrede lidt på sin søster, og overvejede hvilke narrestreger han kunne lave med hende. Ikke at det måske var en god idé, men han var tit fuld af dårlige idéer. Ballademager det kunne hans navn næsten være. Men han burde bare også opføre sig lidt mere anstændigt, og ordenligt. Men det var bare svært, når man havde det så godt og sjovt. Han nød bestemt også, at drille sin søster, og Raniya var sjov at drille, når hun blev så sur, og irriteret på ham.

"Er du sikker... Kan kvinder ikke altid bruge stof til tøj?" spurgte han undrende uden, at vide om det overhovedet var sandt. Men hvad vidste han også om kvinder. Det var mere deres fader som havde helt styr på damerne, og en skønne dag kunne det da godt være, at han måske skulle spørge deres elskede fader om nogle gode råd, og tricks. Selvom Dain ikke vidste, hvor meget tid den skønne fader havde.

Han betragtede det flotte stof i sine hænder, og begyndte allerede at overveje hvad man kunne gøre med det. Men det var nærmest kun et spørgsmål om tid, før det ville gå helt galt at han havde stoffet i hænderne. Han kunne hurtig rulle sig ind i det, eller Raniya. Det kunne være meget sjovt, så kunne hun gå rundt og ligne en stof zombie eller andet. Han grinede lidt for sig selv, og klargjorde så halsen, for at prøve at undgå at tænke på alle de narrestreger han kunne lave"Hvad mangler du? en kæreste... Eller måske en hat så du kan gemme din pande fra mig" drillede han med et glimt i de lyserøde øjne.

Raniya trak let på skulderne. "Jo, det kan vi nok godt. Jeg har bare ikke lyst til nyt tøj lige nu" svarede hun ærligt. Det var ikke fordi Sephyran nogensinde havde nægtet sin datter at få noget nyt, hendes behov var bare aldrig så store hvad det angik. Hun foretrak nye bøger hvis det endelig skulle være. Noget han heller ikke altid havde været lige tilfreds med, men så længe det hun læste var anstændigt.
Det var nok også en af grundene til at hendes brødre havde så nemt ved at drille den forsigtige lillesøster.

Raniya så overrasket, næsten forfærdet på ham som han nævnte en kæreste. Så overrasket at hun knap hørte han tilføjede at snakke om en hat som kunne gemme panden han sådan nød at knibse til. "Ø-øh.. Nej, j-jeg kan ikke li at gå med hat" fremstammede hun og sank en klump i halsen.
Kæreste?! var han da gået fuldstændig fra forstanden! Det ville være det mest uanstændige han nogensinde kunne foreslå! I hvert fald hvad Raniya havde kendskab til. Deres far ville også slå dem begge halvt ihjel hvis han hørte så grotesk et forslag!

Et løftet øjenbryn kom frem på Dains ansigt, som han bestemt ikke forstod hvorfor hun ikke ville have en kæreste. Var det ikke ganske normalt, eller var det bare ham? han havde dog ikke en selv. Han burde måske komme igang med, at finde en eller i det mindste håbe på, at der ville dukke en nydelig og sød pige op foran ham. Han var måske ikke god til det kærlighed, og følelser. Men selvtillid, og charme havde han masser af, og det kunne man vel godt komme langt med.

"Mhmm.. Helt sikkert" lød det fra ham, som Dain tydeligt ikke var overbevist over hendes ord. Han troede slet ikke på det, for han vidste godt alle hans søstre havde udseendet med sig, og bestemt også personlighed. Det var det samme med Raniya, som han lænede sig lidt ind imod hende. Løftede en hånd op imod hendes ansigt, og prikkede hende i panden"Måske storebror her, skal hjælpe dig med at finde en god fyr!" han kunne godt lide tanken som han hurtigt og bestemt lagde en arm rundt om hendes nakke. Uglede hendes hår en lille smule"Far behøver ikke vide noget, medmindre han selv er på jagt efter en kvinde eller fyr til dig" lød det overvejende fra ham, som Dain stod og tænkte lidt.

Reglerne i Kazimi hjemmet var forskellige alt efter om man var en dreng eller en pige. Dain havde en del mere frie tøjler til at løbe omkring og charmere sig ind på enhver pige der gik forbi ham, eller bare tilfældigvis var i nærheden. Raniya var lige de år yngre, og havde absolut ikke samme interesse, ej heller tilladelse til at udforske den del af livet.

Raniya skuttede sig sammen og rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke lyst til at der skulle finde nogen... fyr.. til hende. Hun skævede usikkert op på sin storebror og sank en klump i halsen.
ET forskrækket hvin forlod hende, som han fik fat om nakken på hende og uglede det bløde krøllede hår. "M-men.. Dain, far vil aldrig tillade at jeg så meget som ser på en!" hun begyndte at blive helt panisk. Hvordan slap hun ud af den her? Hvordan fik hun overbevidst Dain om at det her var en virkelig dårlig ide.