Mørket var faldet på og byens lyde var dæmpet ned til kroens drukkenbolte og blomsterpigernes latter, de fleste holdt det dog indendørs. For regnen fald i tykke stråler og en let buldren i det fjerne advarede om tordenvejrets kommen.
Det Lille teater der lå i den fine del af Dianthos havde også stadig gang i deres forestillinger. Pæne piger og drenge gik mellem bordene med bakker for at servere udsøgt vin og snacks i form af nødder og frisk frugt til deres gæster, mens en gruppe dansere på scenen gjorde deres for at underholde til næste forestilling var klar.

Ashley havde sat sig næsten front for scenen og sad nu og nyd sin vin. Det var næsten et stamsted for ham. Musikken var behagelig og underholdningen smagfuldt. Denne aften var han her dog for at møde en gammel ven. Et skævt smil vidste sig som en svag antydning på Ashleys læber. Havde man fortalt ham at Neal og ham selv ville ende op i Dianthos i forholdsvis en boghandel og et bogbinderi som skalkeskjul, ville han have leet dem i ansigtet. Deres historie havde ikke lagt op til at de skulle få et samarbejde så langt hjemmefra. Ashley skubbede de mere nostalgiske tanker fra ham og lod blikket glide tilbage på underholdningen, mens han tog et sip af sin vin. 

Hvorvidt Zahinael kunne lide personer fra sin fortid var et mysterium selv for ham. Selvom han prøvede at bilde sig ind, at det blot var gode handels- og arbejdsrelationer, var han altid lidt ekstra afslappet, når han omgikkes de gamle bekendtskaber. Bekendtskaber, der havde overlevet  flere krige end de gad holde styr på og som ofte også bekendtskaber, der havde været adskilt under alle Kzar Moras lukkede år. Bekendtskaber lige som Lykke, som Zahinael holdt af at se engang imellem i Obsidianslottets gange. Bekendtskaber som Deamiel, som han netop havde genfundet - selvom netop dét bekendtskab ville blive holdt på det professionelle plan af sikkerhedsmæssige årsager. Bekendtskaber som ... Ashley. 

Teatret summede af nok aktivitet til at Nael kunne slentre rimeligt ubemærket hen til den mørkhårede mand, der sad alene med sin vin ved et af bordene. Nael havde hænderne i lommerne og for en gangs skyld bar han ikke en eller anden overbroderet vest eller lang frakke med fine ærmestykker. I aften var det blot en simpel skjorte og bukser holdt i mørkeblå farver. Ærmekanten havde en tynd sølvkant - for han kunne jo ikke dy sig - men det var noget, man skulle lægge mærke til, og ikke noget der tvang en, til at lægge mærke til sig. 
"Ashley," sagde han blot, idet han tog plads ved det lille, runde bord. Hvor meget i aften ville handle om forretning ville vise sig af svaret, den gamle ven hilste ham med.