Han opdagede det alt for sent, til at han kunne stoppe det.
Det var først da tyven var nået nogle gode og ikke mindst
hurtige skridt væk fra Dorian's skikkelse, at han opdagede hvordan at
noget i hvert fald manglede. Der havde alligevel været en form for vægt i det, og med snorene snippet, føltes hans hofte
mistænkelig let.
De sorte øjne gled undrende ned til der hvor hånden greb om tom luft, og han vendte sig med en banden omkring, så den sort-røde kappe flagrede om hans høje skikkelse.
Hvorhenne var den tyv?
Med menneskerne der sprang til side og panisk holdt deres egne værdigenstande tæt, var det ikke svært at se hvem der banede sig vej igennem menneskemasserne.
Og der var god fart på. Nok til at halvdæmonen med det samme noterede sig at han ikke ville kunne indhente ham - han blev derfor stående, og slet, slet, slet ikke, hvis folkene blev ved med at springe sådan til side -
hvad var der med de her zalans mennesker! Der var ingen der gjorde mine til så meget som at forsøge at få fat i ham, selvom de godt kunne se at han nok løb af de
forkerte grunde.
Han fik zalme lov til at dele vandene - det var lige nok, til at den hvidhårede mand mærkede vreden gnave sig igennem den umiddelbare og første overraskelse, indtil at han pludselig.... blev
smækket i jorden.
Selv herfra, kunne han næsten hører hvordan at det havde knaset, det cirkelspark, og ufrivilligt gav det et lille gib i mandens krop, som nu fandt sig selv i bevægelse.
Hvad... det lille gib, havde efterladt en forunderlig nysgerrighed og indvendig tilfredshed som efterdønninger, noget der pustede den begyndende vrede fuldkommen væk.
Skridtene var langsomme, og Dorian nærmede sig den forsamling af folk der efterhånden var kommet, jah stillede sig ind imellem dem, og lod vagterne tale med personen der havde slået tyven i jorden.
Og da de endelig var begyndt at gå, og den større gruppe af folk gik lidt i opløsning, var det at Dorian ikke engang selv var nød til at påpege hvor pengene skulle hen.
De mørke øjne betragtede mennesket med en ulmende nysgerrighed, og et taknemmeligt smil gled over de store læber, idet at han greb ud efter skindpungen.
"Det er det.... og tak" kom det fra ham, og han trak skindposen ind under kappen, for at lade den falde ned i en inderlomme som vesten han bar, havde.
"Det var meget... direkte gjort, de fleste mennesker gider ikke blande sig" fulgte han derpå op med, og nikkede lidt for sig selv. En form for kompliment, men nok mest af alt en konstatering om karakter.
"Så lad mig byde Dem noget at drikke eller spise, som tak... medmindre De foretrækker en findeløn, kun?"
Dorian løftede spørgende øjenbrynet, ikke... helt villig til
bare at lade den anden gå, så hurtigt.
De virkede... spændende. Det var sjældent han så munke, de fleste af dem han havde mødt, havde været fra Thatos tempel...
men det så ikke sådan ud her, trods deres kampteknik - af den han havde set, var fejlfri.