At have gået forbi den ene bod efter den anden besluttede Dain sig til sidst, for at sætte sig ned på en bænk i nærheden. Han sukkede lidt som han lod albuerne hvile sig på hans lår, og hans hænder hvilende på kinderne. Hans lyserøde øjne fulgte de mange mennesker der gik rundt, og han kendte ingen af dem. Men der var mange som han havde set før, uden at kende deres navne. Hvis han endelig kendte til deres navne havde han sikkert glemt det. Vejret var skønt, solen skinnede og varmen var fantastisk hvilket Dain også nød som han bare sad med en muggen mine over ansigtet. 

Så mødte hans blik noget, en ung kvinde med langt blonde hår, og en kjole der nærmest fik ham til at rejse sig op fra bænken. Et drenget smil bredte sig på hans ansigt, og han satte kursen hen imod kvinden som han kunne se stod henne ved en bod de solgte blomster. Da han nåede derhen lod han hans blik glide ned over hende, før han blinkede til hende med et af sine charmerende smil"Det er ikke kun blomsterne der er smukke"lød det kækt fra ham, som han lænede sig op ad boden med fronten imod hende. Han løftede en hånd op til hans ansigt for at stryge hånden hen over hans hår. Det var måske ikke lige den bedste scorereplik at fyre af, men han havde skam mange flere dårlige scorereplikker at fyre af. 

Da kvinden begyndte at fnise og gik væk fra ham skulle han til at sukke, men valgte at blive stående. Han smillede for sig selv, imens han blev enig om at hun gik glip af meget eftersom hun tydeligvis afviste ham. Så lod han blikket glide rundt, og tænkte lidt som han overvejede om han skulle skaffe sig noget at spise. Der var sikkert en bod der solgte frugter i nærheden,men han blev dog stående lidt. Så vendte han rundt, så han stod med fronten til kvinden bag blomster boden"Det kan umuligt være min charme der afviser kvinderne"sagde han bare ud i den blå luft, som han lod det kække smil bredde sig. Han vendte så blikket lidt væk fra kvinden og begyndte at gå lidt væk fra blomster boden. Måske han skulle undersøge de andre boder, nu hvor den unge kvinde havde afvist ham - Tydelig afvisning. Men han mente bestemt ikke at det var hans skyld, hvorfor skulle det være det. Han gik videre rundt på pladsen, og overvejede mere og mere noget at spise.

Karim sad på en bænk og betragtede den unge Kazimi, som denne bevægede sig mellem markedets boder. Det var langt de færreste af Fyrstens afkom Karim kunne navnene på, selv ikke de ægtefødte, men han brystede sig dog af at kunne genkende de fleste af dem på udseendet. 

De af fyrstens børn Karim bedst kendte, var naturligvis dem fra hans første kone, og nogle af andenkonens. Hun havde været en snu kvinde, at få gjort sin ældste til arving, selvom hendes forræderi mod riget var forfærdeligt. Karim kunne kun prise sig lykkelig for sin egen snuhed. Han koner havde så travlt med at plotte mod hinanden, at de ikke havde tid til at forråde ham!

Karim kunne ikke andet end himle med øjnene af den unge Kazimis forsøg med damerne. Åh at være så ung igen! Det var en særlig tid i livet, hvor man følte alt var muligt, også selvom knægten næppe var gammel nok til at få sig andet end et kys på kinden af den skønhed!
Ved tanken om skønheden faldt Karims blik på hende, og hans strøg sit skæg med smilende tænksomhed. Ahh ja, hun var et særsyn så langt syd på! Der var ikke mange blonde skønheder, hvertfald ikke udenfor slavemarkederne.

Karims opmærksomhed faldt igen tilbage til drengen. "Unge Kazimi!" kaldte Karim mod knægten, og vinkede ham hen til sig. "Sikken en velsignelse at støde på Dem her i solens skygge. Jeg håber din familie er vel?"

Med tænderne godt begravet i æblet hørte han nogen kaldte på ham, og måtte dreje hovedet og havde helt glemt at holde fast i æblet som det var tæt på at røre jorden, med store øjne og et gisp nåede han hurtigt at gribe fat om frugten. Han var tæt på at råbe nogle ord i stil med 'Hvad har jeg nu gjort' men han lod være. De lyserøde øjne mødte ret hurtigt en mand som vinkede ham hen, på afstand var han ikke sikker på at han genkendte ham. Dog satte han kursen hen imod ham som han også tog en bid af æblet, og måtte opgive jagten på kvinden der var sluppet væk for længst. Som Dain nåede tættere på, og pludselig stod henne ved manden med den pragtfulde hat der hurtig fangede hans opmærksomhed. Som han stod og stirrede på den, gik det pludselig op for ham at han bare stod og stirrede alt for meget. Det var slet ikke høfligt, og han var nød til at give Karim en undskyldning. Han lagde en arm ind foran hans bryst, og bukkede sig en smule forover"Karim Bassem Al-Kazimi jeg undskylder meget for min uhøflige opførsel"så elegant og høflig det nu kunne lyde ud ad hans mund. Derefter rettede han sig, og sendte ham et bredt smil.

Måske han burde holde sig til fornavnet, men nej den fik hele turen. Hele navnet skulle nævnes, og han lagde hovedet på skrå. Men som han hørte de høflige og elegante ord måtte Dain lade smilet vokse en smule, og han skød brystet en smule frem, og blinkede til den yndefulde Karim. Han spredte læberne og skulle til at fyre en kæk kommentar af, men fik et billed af hans fader i hovedet som sikkert havde bedt ham om at opføre sig anstændigt og høfligt. Det var bare lidt svært, når man var en ballademager som Dain, men det stoppede ham ikke for at vise sig fra sin bedste side"Og hvilken velsignelse at møde dem her i det pragtfulde vejr, og jovist familien har det så godt de nu kan have det"svarede han som han lod hans blik hvile sig på hans ansigt, før han gav et lille buk forover imod ham.

Dain satte sig ned ved siden af Karim, og drejede hovedet ud imod folkemængden. Smilet var ikke forsvundet, og efter ganske få sekunder vendte han blikket tilbage på manden ved hans side"Bærer alle kazimi mænd rundt på en hat som deres"spurgte han undrende dog med en stor nysgerrighed. Han havde aldrig set sådan en fascinerende hat før, den var utrolig betagende. 

Karim lo åbent "Unge Kazimi, jeg tror den eneste du skylder en undskyldning, er det stakkels kvindemenneske! Meen du har år endnu, så mon ikke du lærer din faders veje tids nok" klukkede han muntert, og lod ikke til at tage på vej af knægtens opførsel. 

Karim gengældte knægtens høflige hilsen, med et lille buk af sit eget, dog forblod hans hoved hævet, så hans turban ikke tiltede. "Ahh ja, med så mange søskende kan det aldrig være helt fredeligt.. Meen jeres Fader har nok mange gode år endnu, inden jer børn begynder at gå rigtigt i totterne på hinanden" sukkede han tilforladeligt. Åhh han huskede stadig tiden hvor hans egen far lå for døden, og hans brødre nærmest faldt over deres egne ben for at slå hinanden ihjel og være den sidste arving. Men det var længe siden, før end den nuværende Fyrste selv var født!

Et gråt øjenbryn løftede sig ved knægtens spørgsmål. "Jeg ser ikke dig bærer en så prægtig hovedbeklædning? Ej heller din fader" Karim strøg tænksomt sit overskæg "Og jeg mindes heller ikke nogle af mine egne sønner gør". Karim smilede lumskt "Nej ser du, det kræver sin alder at blive lige så høj i hatten som jeg!" sluttede han, og brød ud i en højlydt latter af sin egen vittighed. Så højlydt, at en vred skrabbende pippen lød fra toppen af hatten, og en lille rød fugl hoppede op på kanten.
"Åh, ja, jeg undskylder frue, jeg lod mig vist rive en smule med" sagde han henvendt til fuglen, og blinkede med det ene øje til knægten. Ja, man skulle vide hvordan man snoede damerne, mennersker eller fugle var det samme.

Uanset hvor meget Dain havde lyst til at protestere over Karim's ord så lod han være, men mente helt bestemt at den unge kvinde gik glip af en hel del, selvom der nok ikke var så meget at råbe hurra for. Men det vidste hun jo ikke, hvilket fik et drenget smil til at brede sig på ansigtet. Han endte dog ret hurtigt med at sukke hvorefter han lænede sig en smule tilbage, og lod øjnene betragte nogle af af de mange folk der gik rundt"Kan min fader score damer"fløj det bare ud ad munden på ham i en undrende og nysgerrig tone. Det var ikke så meget han enlig snakkede med hans fader, eller så ham. Men at andre kaldte ham for fyrsten, og hans fornavn havde han godt nok hørt. Men om hvor godt den fyrstelige fader var god til at charmere sig ind på damerne, vidste Dain intet om. 

Hans blik hvilede sig på den galante og høflige Karim som i Dain's øjne virkede til at være den perfekte onkel. Et suk undslap hans læber og han nikkede som ordene om, at hans fader nok havde mange gode år endnu, inden alle hans børn ville gå i totterne på hinanden. Dain og han tvillingebror var nærmest allerede godt igang, for at kæmpe for deres faders accept "Bærer min fader ikke så prægtig en hovedbeklædning!"råbte han overrasket med begge øjenbryn skubbet op i panden, og han kiggede med store øjne på Karim. Han havde jo tænkt at den kære fyrste til sin fader havde styr på den pragtfulde tøj mode, og hatte moden. Jovist han havde ikke selv så vidunderlig en hat på, hvilket måske også var en grusom fejl. Men der ville ikke være noget unikt ved Karim, hvis Dain begyndte at gå rundt med en fuglerede hat.

Dain stirrede pludselig alt for meget, og rystede også på hovedet imens han blinkede nogle gange med øjnene. Så løftede han en hånd op til hans ansigt, gav hans højre kind nogle blide klap for at vende tilbage til hans anstændige opførsel. Hans øjne fangede den lille røde fugl og han følte sig betaget af den et kort øjeblik. Men han var da lige ved at komme men den første kække kommentar der dukkede op, men var det nu også en god idé. Lyden af Karim's latter fik ham selv til at grine, og han satte sig lidt bedre tilpas på bænken"Så der boede levende fugle i deres hat, jeg troede lige at jeg havde fået pip"grinede han lidt mere over den dårlige joke der blev smidt ind i den ganske normale sætning.

Karim lo højt og varmt ved knægtens kommentar "Åh kærer barn dog, hvor tror du ellers alle dine søskende kommer fra, hmm? De er næppe alle fra hans koner" gnækkede han, og lænede sig en smule frem mod den unge Kazimi, som for at fortælle ham en hemmelighed "Din ærede fader har selvfølgelig også en fordel. Hans magt er en appel som de færreste kvinder kan modstå!".

Karim løftede et øjenbryn "Ikke de gange jeg har set ham hvertfald! Men du ser nok hans fyrstelige hoved en kende oftere end jeg selv" klukkede Karim, og var ikke bange for at lave en lille uskadelig joke på Fyrstens bekostning. Karims hus var nok ikke stort i forhold til Fyrstefamiliens, men hans betydelige visdom, der kom fra hans lige så betydelige alder, gjorde han kunne slippe afsted med lidt af hvert.

Fra en lomme fremdrog Karim en humble af brød. Roligt brækkede han et stykke af, og rakte den op til sin hat, hvor den røde fugl hurtigt nappede det til sig. Hun trak det ned i sin rede med en glad lille trille, og Karim smilede tilfreds "Det var så lidt gode frue!" sagde han til fuglen, inden hans opmærksomhed igen faldt på den unge Kazimi.
"Hmm ja, man skal passe på med pip, det leder kun til man får en lille fjer på!"

Som den elegante Karim lænede sig ind imod ham, lyttede han til de ord han hviskede. Det fik ham til at tænkte lidt, imens han pressede øjenbrynene sammen med en undrende mine på ansigtet. Han var nød til at prøve at regne ud, hvad ordene betød men det var da lidt svært. Dog efter få minutter kiggede han med et endnu undrende udtryk på ansigtet"En magt de færreste kvinder kan modstå...Er det noget jeg også kan få!"sagt med en yderst selvsikker stemme, brystet skubbet lidt frem og han havde et kækt smil på ansigtet.

Dain lod hans lyserøde øjne følge Karim, og beundrede et kort øjeblik fuglen. Den var virkelig flot, ligeså flot som de kvinder han havde set. Men han kunne umulig sammenligne den yderst kønne fugl men en kvinde. Eller kunne han? Han måtte lige tænke lidt med en finger hvilende på hans hage. Men da han hørte Karim nævnte at han nok så hans far oftere end ham, rystede Dain på hovedet, og sukkede lidt"Gid jeg gjorde... Den kære fader har sikkert for travlt med kvinderne"sagde han som han lænede sig lidt frem imod Karim, og løftede blikket op på hans hovedbeklædning.

"Den røde fugl har de haft den i lang tid, for den er utrolig betagende"sagde han med et smil og beundrende øjne, som han nærmest en smule ivrigt prøvede at kigge lidt mere på fuglen. Men det var nok ikke særlig pænt, tænk hvis fuglen vaskede sig selv. Han lagde hovedet på skrå, og betragtede den pragtfulde hovedbeklædning lidt mere"Tror de at sådan en hovedbeklædning vil passe til mit hoved"spurgte han som han gav Karim et blidt puf med skulderen. Dain kunne dog slet ikke forstille sig selv med sådan en fantastisk hovedbeklædning, han ville slet ikke kunne føre det frem som Karim.

Karim lo varmt og hjerteligt at knægtens fjollerier. Åh at være ung og uden hæmninger igen! "Jo ganske kan du så knægt! ... hvis skæbnen lader lynet slå ned og tage livet af alle dine ældre brødre og søstre!" drillede han leende, og måtte tørre en enkelt lattertårer fra sin øjenkrog.
"Men hvis ikke så vidt, så kan klingene krystaller gøre op for mange magler" tilføjede han så med et blink. Ak ja, for kvinders ydre var nok som de skønneste blomster, lokkende i deres duft, men deres hjerter var omskiftelige, og som møl til lys, blev kvinder draget mod rigdom og magt.

Karim strøg sig skæg med en luft af visdom omkring sig. "Ahh, men skønt din ærede fader tager sig tid til de kødelige glæder, så lader han ikke sit hoved hvile i nogen kvindes skød, tag ikke fejl deraf! Fyrstens rolle bærer meget ansvar med sig, for sin familie naturligvis, men også for hele Rubinien! Landets velstand er båret på hans skuldre og arbejde, det gør du klogt i at huske" formanede Karim den unge Kazimi, inden emnet igen faldt på noget han fandt langt mere fornøjeligt, nemlig fugle.

"Ahhh! Ja hun har rejst med mig ganske en tid. Iilyr er hendes navn, og hun har valgt at beærer mig med sin tilstedeværelse, imens hun ruger sine unger ud i reden" forklarede han nøje, og lage mere respekt i sin tone og tale om fuglen, end han havde om kvinder før.
"Jeg tror ganske vist du kunne lærer at bærer turban, men det kræver øvelse, vedholdenhed, og en stærk nakke! Det går ikke hvis man pisker rundt med hoved, så Fruen bliver helt rundtosset, eller, guderne forbyde det, hendes æg falder ud!"

Dain kunne slet ikke lade være med at grine over de ord, ja tænk hvis der nu skete hans søskende noget, han kunne overtage pladsen. Men så igen, han havde jo alt for mange søskende, og han havde ikke engang mødt dem allesammen. Han vendte sit blik ud på de folk der gik rundt på markedspladsen før han hørte hans mave rumlede en smule. Måske han skulle have tænkt på at købe nogle flere æbler end bare det ene, for han havde allerede spist det. Måske lidt for hurtigt end, hvad der enlig var planen men sådan var det jo. 

Han betragtede Karim som han strøg hans skæg, og undslap et lydløs suk for hvis bare han kunne gro et ligeså pragtfuldt skæg som ham, eller hans fader. Men det var ikke noget han var særlig sikker på, og han fik så et bredt smil frem på ansigtet"Sikke et yderst smukt navn, som i mine lyserøde øjne ser ud til at klæde hende meget godt"sagde han i en elegant tone, som han kort løftede hovedet en smule for at kigge lidt op på fuglen ovenpå Karim's hoved. Hvor måtte hendes unger sikkert være ligeså smukke og yndefulde, det var ligesom kvinder. De var yndefulde, og elegante, de fleste dog mødte han kun adelige kvinder og piger. 

Dain lyttede til de kloge og vise ord fra Karim som ham nærmest med et fast blik kiggede på ham, og gav et nik med hovedet. Han skød brystet frem og rejste sig op fra bænken"Bare rolig onkel Karim, jeg vil give dem mit fine ord på at jeg nok skal gøre min nakke stærk!"ordene fløj ud ad hans mund, han nåede slet ikke at overveje om det overhovedet var det rigtige at sige, eller det rigtige ordvalg. Han stod nærmest stolt foran ham med fødderne solidt plantet på jorden med et glimt i øjet og et kækt smil på ansigtet.

Karim kunne ikke holde sin latter tilbage, og lod den flyde varmt, hjerteligt og ikke mindst umådelig højlydt. Knægten her var blank som et spejl, men der var krummer i ham, og det kunne Karim simpelthen ikke modstå.

"Hørte De det Iilyr? Han komplimentere dem" brølede Karim muntert, og fuglen slog en trille, næsten som om den faktisk forstod hvad den gamle mand sagde. Iilyr hoppede op på kanten af sin rede, og betragtede den unge Kazimi lidt, vippende hoved fra den ene til den anden side.

"Ahhh, godt godt min dreng! Træning skal der til. Styrke og balance ligeså! Du må starte med bøger. Balancer dem på dit hoved! Og når du kan have en lille stable der, så starter du igen med et kar med vand! Vægten vil skifte i en rede, og det må du være beredt på unge ven! Og du vil blive våd, mange gange, men når du forbliver tør bag ørene, så kan du prøve med en turban med æg af marmor, for vægt og balance." Karim strøg sit skæg med en bestemt mine, selvom munterheden spillede i hans øjne. "Først der vil du være klar" proklarmerede han profetisk.

Dette var naturligvis aldrig noget Karim havde gjort selv, men det virkede som en passende mængde skridt og træning at skulle igennem, for at opnå den ære det var, at lade fuglene tage bolig. Det, og så fik det det til at lyde som et eventyr, og det var bestemt en tanke der tiltalte den gamle, snedige rad.

Den unge mands rumlende mave var dog ikke gået Karim forbi. "Men først lyder det til du skal have noget at styrke dig på" sagde han, og rejste sig roligt fra bænken "Så, hvor kan man få noget ordenligt spise her omkring?"

Den friske og kække fyrste søn var bestemt ikke den skarpeste kniv i skuffen, også selvom andre nok forventede det, så kunne han bare ikke benægte det. Synet af den ganske kønne og beundringsværdige mand fik Dain til at tænke over de pragtfulde, og kloge ord der blev sagt. Han stod med armene over kors som han han fik et undrende mine over ansigtet. Men den blev hurtigt afbrudt af at han lænede sig lidt ind imod Karim, og gav ham et blidt klem på hans skulder"Imellem os to du kære onkel, så er jeg ganske sikker på at jeg træner mere end min kære tvillingebror"nævnte han i en kæk og alt for selvglad tone som han rettede sig op og automatisk skød brystet frem.

De vise ord fra Karim sørgede Dain sig for at huske på, fordi det var jo vigtigt. Han nød at træne, men for at kunne bære så mægtig hovedbeklædning med fugle, så smukke som den smukkeste solrige dag. Men det krævede meget træning, men det ville ikke stoppe den friske kazimi knægt. Han vidste dog at han nok også var nød til at vokse sig lidt større, han ville sikkert tabe hovedbeklædningen, hvis han havde en på hovedet i den alder han havde nu. Som han bare stod og betragtede den elegante, og glade Karim havde han helt glemt alt om mad. Hans mave begyndte at rumle lidt mere i samme øjeblik han lige skulle til at nævne det. Men han var for langsom, for Karim havde været hurtigere, og Dain kørte en hånd hen over hans mave, som han løftede den frie hånd op til hans ansigt, og kløede sig lidt på kinden"Min mave er ganske enig med dig du kære Karim, og det er vældig godt at jeg havde spottet en madbod ikke langt fra os"sagde han alt for stolt til, hvad der enlig var meningen.

Han vendte rundt så han stod med fronten til menneskemængden, men kunne ikke helt lade være med at vende kroppen en smule hen imod Karim. Han sendte ham et bredt smil, som han fik et glimt i øjet"Vil de gøre mig med selskab hen imod madboden"spurgte han med en løftende hånd lidt ved siden af ham som tegn på en høflig gestus ud imod menneskemængden.

Karim smilede bredt og tilfreds ved knægtens ord "Jamen det skal da være mig en fornøjelse!" svarede den gamle mand, og lagde en tung, faderlig arm om knægtens skuldre. "Mad skal der til, og hvis vi skal bruge mindre tid på at lede, er det kun det bedre!". 

Karim lod den unge Kazimi lede an på vejen mod madboden, og lod sit blik glide omkring imens de gik. Fraværende tog han mere brød op fra lommen, og fodrede Iilyr i sin hat. Blot fordi de simple mennesker var nød til at gå ud selv og søge føde, betød det bestemt ikke at Fruen skulle mangle noget imens!

Der var dog noget af det den unge Kazimi havde sagt, der havde fået Karim til at tænke. "Du siger din tvilling næppe er lidt så vedholdende i sin træning som dig... Men hvem af jer er ældst?" spurgte Karim tænksomt, mens han forsøgte at komme i tanke om hvem tvillingerne var. Nok havde Frysten mange børn, men tvillinger, og så drengebørn, det var ikke hver dag! Den gamle Al-Kazimi var ret sikker på der var noget med den forrædderiske anden kone havde fået tvillingesønner, men deres navne lå stadig i tågerne.

Hvor ville den kære kazimi knægt ønske at det havde været den kære fader, som han slentrede igennem markedet sammen med. Men selskabet af Karim, som i Dain's øje var en pragtfuld onkel og en mand med mange vise ord, var noget han godt kunne lide. Indimellem faldt de lyserøde øjne op imod den prægtige hat, hvor den ganske kønne og yndefulde Iilyr var. Hvis bare han havde ligeså meget held, med det modsatte køn som Karim havde, ville han nok for længst have fundet sig et muligt giftemål. 

På den anden fik han nærmest kuldegysninger ved tanken om at blive gift, skulle han mon hænge på en plaprende adelig pige, eller værre en som nærmest ville være for krævende. Han gispede pludselig lydløs som han kunne mærke, at han udmattende sank en smule forover. Hvor kunne han virkelig ikke forestille sig alle de mulige adelige piger, han sikkert ville blive introduceret for. Han drejede hovedet hen imod Karim, og rettede sig hurtigt op. Tog en dyb indånding, han måtte vende sig væk fra alle de tanker"Jeg an se den skønne mad bod ligefremme, så vi er nået frem til vores mål"lød det bestemt og selvsikkert fra den unge kazimi. 

Som de var nået hen til mad boden, stoppede han op foran den, og drejede sig en smule. Gav et lille buk forover imod Karim"Så er vi nået hen til mad boden, hvor vi kan få os noget at spise"Lød det venligt fra hans mund, som han rettede sig op og sendte Karim et stort og tilfreds smil. Som han hørte ordene om hvilken af ham og hans bror der var ældst, havde han nok mest af alt lyst til at sige ham selv. Men det var ikke helt sande ord, for hans bror var ældst. Han vendte blikket hen imod mad boden, og sukkede utilfreds med en hånd i ene side"Min kære, irriterende broder er ældst... Dog ikke med mange minutter"Lød det nærmest halvt muggen fra Dain's mund, hvorefter han hurtigt vendte sig rundt imod Karim, og sendte ham et stort og stolt smil"Men jeg er selvfølgelig den stærkeste"lød det alt for selvsikkert fra ham, men altså det var bare det han selv mente, og det kunne da godt være Darkhan havde helt andre meninger, men det var ikke vigtigt.

Karim løftede let et øjenbryn da den unge Kazimi sank en smule sammen, men kommenterede ikke på det. Den unge mand lod til at have mange tanker, og det var vigtigt at tænke over situationerne, mente Karim. Det var der mange unge der kunne lærer noget af!
Ikke at Karim havde selv havde været den eftertænksomme type i sin ungdom.

Som de ankom til madboden, kiggede Karim en smule over udvalget. "Jaa, det ser da spiseligt ud" han strøg sig let over overskægget, som han havde for vane "Er der noget du kunne tænke dig?" spurgte han knægten, mens han selv studsede lidt over sine valgmuligheder.

Endnu et løftet øjenbryn var det primærer svar på drengens svar på Karims spørgsmål. "Ja så. Jamen styrke og snilde kan gøre det op for alder til tiden" Karim smilede bredt "Og andre gange er Chance ens bedste bud"

Det hele så nærmest utrolig lækkert ud, det var svært at vælge lige netop det ene frem for det andet. Selvom den kære kazimi havde penge til det hele sikkert, så var det ikke lige sikkert at han havde så meget appetit til alt den mad. Et kort smil blev kastet hen imod salgskvinden, før han drejede blikket hen imod Karim. Selvom de begge to bare stod og kiggede på det store udvalg, var det nu meget hyggeligt.

"Jeg er ret meget sikker på, at det smager godt"sagde han med et nik med hovedet, som han i samme øjeblik kunne høre hans mave begyndte at rumle lidt mere. Det var meget godt de var ved madboden, og ikke længere væk. For så ville Dain sikkert være nød til at skulle høre hans rumlende mave, lyde som et magisk væsen, blandet med en trold. Eller andet der kunne larme ganske højt. 

De lyserøde øjne hvilede sig på sin kære onkel, og spørgsmålet fik ham til at tænke lidt. Overvejede mulighederne lidt, før han vendte blikket tilbage på alt den gode mad"Hmm...Noget brød, og frugter lyder glimrende"svarede han med et bredt smil, og kiggede lidt mere på det ganske appetitvækkende udvalg. Der gik få minutter før han vendte sit blik tilbage på Karim. De vise og kloge ord, fik Dain til at lyse op nærmest, som han sendte Karim et stort smil"På min alder ville min styrke og snilde være bedre end chancer"spurgte han undrende, men også nysgerrigt. 

Karim så noget mere skeptisk på bodens udvalg, end den unge Kazimi, men det var umuligt ikke at blive smittet med knægtens glæde og optimisme! Karim sukkede lidt da knægtens mave rumlede igen, og højere endnu end tidligere. Fodrede Fyrsten ikke sine børn eller hvad var der i vejen med drengen?! Nok skulle drenge i voksealderen spise tit, men knægten havde da spist da Karim mødte ham. Det her var næsten absurd, selv for en sulten, voksende dreng!

"Ved Lauranas fadebur, giv knægten noget mad at tænke på, inden nogen fejltager ham for en minotaur og smider ham i lænker!" bød Kaim bodens ejer, der lo let, og hurtigt greb et spyd med frugt og rakte det til Dain.

"Beslutninger skal ikke tages på tom mave, unge mand" delte Karim sin visdom, inden han igen så på bodens udvalg. "Til mig kan du lave 2 af de spyd der, en falafel og.. lad os prøve din arancini" bestilte Karim til sig selv og strøg sit overskæg.
"Regningen er Kazimis" fastslog den ældre mand så, og blinkede med et smil til knægten. Bodens ejer ville selv kræve pengene fra Kazimi familien, og hverken Karim eller Dain skulle have penge op af lommen.

Tydeligvis var den unge kazimi fuld af god appetit, selvom han godt nok havde gumlet, og spist et æble tidligere. Han burde faktisk slet ikke være sulten, men han kunne ikke undgå at blive, som alle de lækkerier der både blev solgt i boden, men også duften af god mad. Den spredte sig i luften, og hvis det ikke var fordi Dain prøvede at få den knurrende mave til at stoppe, havde den sikkert fortsat i nogle minutter endnu. Synet af spydet med frugt, fik næsten de lyserøde øjne til at funkle. Selvom han stod viljefast på begge ben, og straks begyndte at tage den første bid. Tilfreds sukkede han, som han lod blikket falde hen på Karim”Jeg er en ung mand med god appetit du kære onkel!”lød det muntert, og stolt fra Dains mund.

Som han hørte de vise ord, gav han et nik med hovedet, som han fuldstændig var enig, og gik taget endnu en bid af det lækre frugtspyd. Det var noget helt anderledes end bare et stykke frugt i hånden, for nu var der jo mange stykker på et spyd, det kunne næsten ikke blive bedre. Som Dain tilfreds gumlede på frugtstykket inde i munden, lod han de lyserøde øjne hvile sig på den vise mand ved hans side. Han beundrede ham, selv uden at kende meget til ham, dog kunne han hvist ikke undgå at beundre sin fyrstelige fader mest – Men nu hvor han ikke var i nærheden kunne Dain jo godt beundre den ganske nydelige, og vise Karim.

”Gid jeg havde så meget visdom, og stærk fremtoning som dem..Du kære onkel”de høflige ord, samt det næsten drømmende udtryk i ansigtet fik slet ikke de lyserøde øjne, til at kigge væk.

Karim lo hjerteligt. Åh den knægt var da en evig kilde til morskab! Selv hvis han intet arvede skulle hans tilstedeværelse nok blive ønsket til magt en fest. Det var altid vigtigt underholdende mennesker til fester, en viden Karim selv havde udnyttet på det groveste igennem sit lange liv. 

Bodens ejer begyndte at række den mad Karim havde bestilt frem, og Karim fik den stablet i den ene hånd, så han stadig havde den anden fri til at spise med. "Men i stedet for at gøre din næse mere brun end den er, så få valgt dig noget mad. Jeg sætter mig tilbage på bænken imens" klukkede han, og tog en bid af sin falafel imens han gik tilbage den vej de kom fra.

Karim var nok frisk af sin alder, hvor gammel han nu end var blevet, men han viste værdigen af ikke at bruge mere energi end højst nødvendigt. Hvorfor stå når man kunne sidde? Og hvorfor sidde, når man kunne ligge henslægt i puder, mens en slave brudte brødet i mindre stykker, dybbede dem i hummus og deporterede dem i ens mund?