Det var en ganske smuk formiddag, solen stod på en skyfri himmel. Men selvom vejret fra enhvers vindue, lovede en skøn og dejlig dag. Blev man snydt så snart man åbnede døren, det var ganske koldt. Især den vind der blæste igennem træerne, fik det til at føles at det var frost grader. Derfor var det ikke mærkeligt, at man ikke så særlig mange elver ude sådan en skøn dag. Da de fleste holde sig indendøre, og kun dem der absolut synes det var nødvendigt var taget afsted for at ordne deres ærinder. Dog var der en brunhåret elver, med fregner og et langt ar ned af kinden der stod med en flaske. Det som der måske ville træde mest frem i øjnene, var de to tatoveringer hun havde på hvert kindben.

“Jeg vidste jeg ikke havde taget nok alkohol med” lidt panisk, prøvede Viola at febrilsk at tvinge mere af indholdet fra flasken ned i hånden. Men den forrådte hende, og hun måtte opgivende kaste den tomme flakse ned i tasken der lå ved hendes ene hofte. En klingrende fra tasken, afslørede at det nok ikke var den eneste flaske hun havde nede i den. Faktisk havde denne tur krævet hele tyve flakser ren alkohol, som hun havde brugt til at rengøre hendes hænder. 

Hun tog nogle dybe indåndinger, hun var egentlig komme for at se til sin bror. Men det øjeblik hun havde stået foran døren, havde hun ikke kunne få sig selv til at banke på. Så nu var hun på tredje time, hvor hun havde spankuleret rundt imellem træhytterne. Måske hun bare skulle tage tilbage igen? Dog ikke uden mere alkohol! Derfor havde hendes ben, ganske naturligt fundet vejen frem til hendes gamle læremester. Caelon. Hendes bryn knyttede sig imod hinanden, hvordan ville han tage imod hende? Nok uden rigtig at synes noget, hvis hun kendte ham korrekt. Hun knipsede fem gange med hendes højre hånd, rakte fingrene frem og efter et par sekunder tvivl lukkede de sig omkring det kolde metal. Metallet nev i hendes hånd, da hun ikke havde taget handskerne på igen. Hun fortrød det også med det samme, men skubbede døren op og trådte ind. Uden at kunne styre det, lukkede hun den i og åbnede den fem gange inden hun for alvor lukkede den igen. Hun knipsede igen med fingrene, og selvom hun ikke lignede sig selv den dag i dag. Ville Caelon nok havde gættet det var hende, bare ved hendes opførelse. En ting hun havde meget svært ved at lægge fra sig. “Hallo?” spurgte hun prøvende, som hun bevægede sig ind i rummet. 

Måske hun skulle have banket på først? Hun overvejede derfor også kort at gå ud igen, men kunne også godt se det ville være ganske unødvendigt nu når hun endelig var her inde. 

Caelon havde ikke været meget at se udenfor sin hytte henover vinteren, hvilket ikke var en udsædvanlig ting. For en elver der boede i Elverly, så havde han aldrig været en der forlod sin hytte meget, og han var ej heller en der tog en slentrende tur gennem Elverly fordi han havde lyst. Han var meget mere tilbøjelig til blot at teleportere sig ud som det passede ham, dog indenfor hvad der var høfligt. Ikke at der var mange han havde behov for at besøge.

Derfor var det heller ikke underligt at han ikke havde opdaget det kølige vejr som Lindeskovene var udsat for i dag. I hans egen hytte var der allerede tændt op, så der var ganske varmt. Næsten ulidelig varmt for nogen, men for dem der kendte Caelon, vidste at han frøs nemt, og derfor var det blevet en naturlig ting over årerne hvor han havde boet alene.

Han var dog ikke gået i gang med sine daglige eksperimenter, da han hørte dagen gå op. Han var inde i sit soveværelse. Hans ærme var rullet op, og han kiggede ned på grå-grønne plamage som virkede til at have udviklet sig. Hvor det før havde været en lille plet, havde det nu spredt sig til længdemæssigt at fylde halvdelen af hans underarm, men heldigvis var det ikke mere end fem cm. bredt på tværs.
Panikken vældede op i ham som han hørte døren gå, og han prøvede febrilsk at hive ærmet ned igen, inden hvem end det var kom herind. Indtil han hørte døren. Igen og igen. En smule ro kom over ham, som han kunne høre hvem det var allerede. Der var kun en han kendte som gjorde noget så absurd.

Han fik rullet sit ærme ned igen, og sørget for at tingene sad ordentlig, inden han forlod værelset, som gik direkte ind i den store stue, som også blev brugt som laboratorium. Nok mere som det sidste. Der var et par enkelte bløde møbler i et hjørne, hvor der var massevis af bøger. Endda flere end sidst Caethynna havde været på besøg.

”Caerthynna. Det er noget af en overraskelse,” sagde han, og prøvede at holde sig fra at begynde at pille ved sin arm igen. Det kløede let, og så var der en dulmende smerte som stadig blev ved og ved. Men selvom han så anstrengt ud og måske ældre end en elver burde. Så lignede han sig selv. Stadig sygelig tynd, og den lange sorte hår dækkede stadig halvdelen af ansigtet, hvor man kunne ane en del af arvævet.

Hun stod og betragtede bøgerne som der var kommet tildels flere af, hun lod en finger glide ned over en af bøgernes ryg. De eneste genstande hun virkelig ingen problemer havde, at røre ved med sine bare fingre. Hun tog en dyb indånding, kunne mærke hvordan den paniske atmosfære som havde hævet fat i hende. Lige så stille forsvandt igen, de dufte de var her inde. De var nok noget af det mest beroligende for hende. Hun havde ryggen til ham, da hun hørte skridt komme ud i lokalet. 

Et kækt smil spillede på hendes læber, Caelon, en af de få der faktisk kunne udtale hendes navn. Og hun mindes ikke at han havde kaldt hende Viola. Hun rullede lidt med skuldrene, inden hun vente sig imod ham. Hendes tunge gled op i ganen og slog et klik. Hun slog et meget lille slag med hoved, for mange ville dette nok være utrolig irriterende. Men dem der havde kendt hende fra hun havde været en del yngre, kunne også se at de små ting hun gjorde. Var væsentligt mindre end de plejede. Hun kunne stå helt stille, da hun betragtede elveren foran hende. 

“Caelon” sagde hun med en ganske svag glæde i stemmen, hendes hårfarve gled langsomt over i hendes vante blå, og de brune øjne blev igennemborende isblå. Tatoveringerne forsvandt, og et langt krøllet hår i flere nuance af blå dansede ned af hendes meget slanke skuldre. “Ville ønske jeg kunne sige du så godt ud, men du er blevet meget værre siden jeg sidst så dig.” hendes fingre knipsede en gang. Hendes øjne gled over rummet, inden de igen fandt ham. “Alt vel?” 

Caelon havde næsten altid været for højtidelig til at ville kalde en anden elver for noget så simpelt som Viola. De fleste der kendte ham, vidste også at han ingen problemer havde i at lægge lidt ekstra i at kalde folk ved deres rigtige navn. Kench havde også fået en smag af det, da han endelig lærte hendes fornavn Ireth at kende.

Selvom Caerthynna på mange måder virkede til at være den samme som hun havde været, da han sidst havde set hende, så virkede hun mere rolig, mere i sig selv, end hun havde gjort før i tiden. Det havde nok været godt for hende at komme væk fra alle elverne. Noget han på sin vis misundte hende for, men selv var han for svag til at forsøge at flytte. Desuden, han havde de fleste ting han behøvede her. Alt andet kunne han få nogen til at hente.

En tør latter undslap Caelons læber. Caerthynna var en af de få elvere der kunne få noget der mindede om et smil og en latter ud af ham, som faktisk var oprigtig.
”Det har været en hård vinter,” sagde han. Det var ikke en løgn men en vinter kunne ikke have gjort hvad det krævede for Caelon at se så syg ud. Nej, det var årevis af en sygdom der tog hårdere på hans krop, end han nogensinde ville indrømme. For ikke at nævne at langt de færreste kendte til den. For de fleste var han blot en sygelig elver, hvilket også var lidt af et sjældent fund, måske var det derfor de to af dem klingede så godt. Det eller også var Caelon bare blevet nødt til at acceptere hendes eksistens.

Hendes øjne kneb sammen. Selvom elveren foran hende, aldrig havde lukket hende ind. På den ene eller anden måde, havde hun alligevel opfanget nogle af hans personlige træk. Men hvad der lige prikkede til hendes underbevidsthed, og fortalte hende at der var noget galt. Det var hun ikke helt sikker på, men hun kendte også Caelon godt nok; til at vide hun skulle træde varsomt. Så spørgsmålet var nu, skulle hun bare spørger om han havde det skulle bruge; eller om hun skulle snakke med en gammel ven.

Han havde været en af de få, som faktisk havde taget sig tid til hende. På hans måde så at sige. Lige som alle andre, havde han fundet hendes små tendenser ganske absurde. Men hun havde alligevel fået lov til at komme igen hver dag. Og han havde også lært hende mange ting, ting hun også brugte den dag i dag. 

“Ah, jamen hvis du ikke vil fortælle mig hele sandheden. Så vær endelig fri du gamle” hun blinkede med øjet, og trak hendes handsker på. “Jeg var forbi, fordi jeg er løbet tør for ren alkohol. Har du noget?” hun gik med sin første indskydelse, lige nu var der måske ikke behov for. At en gammel elev kom tilbage, og begyndte at stille spørgsmål. Især hvis der var ting, han ikke ønskede at fortælle hende. 

Dog som hun tænkte dette, kom hun i tanke om de eliksirer hun havde fundet. Ting hun ikke havde forstået, og spurgt ind til. Kun for at få at vide, hun skulle holde sine fingre for sig selv. Nu når hun havde mere forståelse for urter, og sammensætningerne. Hvorfor havde han så haft de kombinationer? Nuvel, hun havde besluttet sig for ikke at snage! Så måtte hun se, om hun ikke kunne holde sig selv fra det. Selvom, at hendes tænder der gumlede på underlæben. Tydeligvis fortalte en historie om, at hun havde et spørgsmål, hun brændte indsende.

Gammel var ikke ligefrem en ord der var nyt at høre for Caelon. Det var faktisk det mest normale ord der var blevet brugt om ham de seneste 200 år, hvilket ikke var så lidt, når han ikke engang var en af de ældste i samfundet. Men han så blot langt ældre ud end de fleste af de andre elvere, problemet ved at have et sygeligt helbred, som de fleste heldigvis accepterede at det var som det var. Han havde trods alt altid været sygelig, og han var klog nok til at han ville bede om hjælp hvis det blev rigtig slemt, ikke?

Et fnys undslap ham dog alligevel af det, før man kunne se at han tænkte sig om. Havde han nok ren alkohol til at give det væk?
”Jeg kan se at dine veje ikke ændret sig meget,” sagde han og kiggede ned på handskerne, før  vendte sig om, for at gå hen til et af skabene, der stod i den fjerne ende af stuen, som han åbnede. Det her var et skab nok meget bekendt for Caerthynna, da de var fyldt med eliksirer, ingredienser og endda også den rene alkohol som hun søgte.

Et jag a smerte gik igennem ham, som han rakte op for at åbne en af lågerne, og man kunne se hvordan han fysisk trak sig lidt sammen, inden han rakte videre op, som om intet var hændt, for at åbne den. Selvom smerten brændte ganske vidst i ham.
”Jeg tror måske jeg har en ekstra flaske jeg kan undvære,” indrømmede han, som han rodede igennem flaskerne. Ah. Der. Han tog ud en flaske med den klare væske.

Det gik ikke helt forbi hendes næse, da han viste ubehag da han havde rakt ud for at åbne lågen. Hun knyttede brynene, og lagde armene over kors. Hvad var det han ikke fortalte hende? Ville han fortælle hende det, hvis hun spurgte? Nu når hun havde handskerne på, så havde hun også mere kontrol over sig selv. Hun var ikke så bange ved at røre ting, som hun havde før i tiden. 

Hun sukkede dybt, da han lod som om ingen ting var hent. Gamle støder, han nægtede virkelig at lade andre se at han var svag. I hvert fald mere, end han normal var. En af de ting som de havde tilfældes, deres dårlige helbred. Og det at de ikke havde samme styrke som elverne havde, og satte stor lid til. Ikke at det gjorde det store for nogen af dem. Før hun havde kunne stoppet sig selv, var hun gået hen til ham. Caerthynna var ikke skabt, til at holde næsen fra sig selv. Hun var så fandens nysgerrig, især når folk udviste de havde det skidt. Det var jo et perfekt tidspunkt at forske mere i det hun elskede. Hun kiggede på ham, som han vente sig rundt med sammenknebne øjne. “hvad fejler du?” hendes ord kom ud en smule skabt, men for dem der kendte hende. Ville vide det kom fra et sted, hvor hun oprigtig var bekymret.

Caelon havde sit blik på flasken, og selvom han havde hørt Caerthynna komme nærmere, formegentlig for at tage flasken fra ham, så var han ikke forberedt på spørgsmålet hun stillede. Det kom så meget bag på ham, at han et kort øjeblik fumlede med flasken og kiggede op på hende. Det var måske lang tid siden han sidst havde været i nærheden af nogen der faktisk havde en interesse i hans helbred og hvad han fejlede, og ikke blot at han var den sygelige, gnavne elver der sjældent forlod sin hytte.

Det var dog kun et øjeblik overraskelsen i hans blik blev holdt, før det blev skarpt igen. ”Jeg fejler hvad jeg altid har fejlet. Har jeg måske ikke alle de år du har kendt mig, haft et dårligt helbred? Det bliver næppe bedre med årerne, uanset hvor meget vi elvere tror på det,” sagde han. Livet var trods alt noget de holdt meget helligt, så at være dødelig syg fra ens første dag på jorden, det var ikke noget man havde lyst til at snakke i. Måske var det også en af grundene til at Caelon aldrig havde snakket med folk om hvor syg han egentlig var? Det, og at han stadig var bitter over at ingen havde hjulpet hans mor da hun var blevet syg, fordi sygdommen var uforklarlig og umulig at helbrede.

Hendes øjne var fortsat smalle som hun betragtede ham. Hun sukkede så dybt og rullede med øjnene. “Fint, hvis du skal være så stædig, og nægte at modtage hjælp.” hun rakte hånden ud for at tage imod flasken han havde fundet til hende. “Hvor meget skal du have for den?” hun havde godt nok ikke mange krystaller på sig, for at betale for flasken. Men det kunne jo også være at han havde brug for noget andet? Hun vidste hvordan at Caelon, var afhængig af at andre hentede ting til ham. Eller på anden vis, kunne tage sig af hans behov. I hvert fald dem der krævede han forlod hans hytte.

Hun trådte lidt væk fra ham, og klikkede to gange med tungen. “Noget du har brug for? Jeg kan hente noget til dig, eller?” hendes blik var godt nok faldet på tingene der var rundt omkring i lokalet. Inden hun gav ham et side blik. Hun skulle gerne indrømme, at det irriterede hende grænseløst at han ikke ville fortælle; hvad der i virkeligheden var galt med ham.

Caelon var stædig og han vidste det også godt, men derfor fik hun også blot et blik af irritation fra ham, over at hun skulle blande sig i noget der ikke var hendes problem. De havde måske et forhold der var dybere end Caelons normale forhold, men at åbne op for hende omkring hvad der var galt. Det krævede noget at få lov til at komme ind på ham på den måde.

Han lod hende tage flasken, men kunne ikke længere stoppe sig fra at lægge sin raske hånd på sin arm, hvor han kunne mærke den hårde hud under hans hånd, som den nærmest knaste.

Han stod og tænkte lidt, mens han diskret prøvede at slå lidt i det, selvom han vidste han ikke burde. ”Jeg har haft problemer med at få fat i en ingrediens,” indrømmede han forsigtigt. ”Hvis du kunne få fat i noget Akarurt, så vil jeg gerne bytte.” Akarurt var en meget giftig plante, som egentlig ikke blev brugt specielt meget. Det krævede noget ordentlig arbejde at få den til at fungere som en healende urt, men Caelon havde fundet flere måder at bruge den på. Dog virkede hans beholdning altid at være lav, især i forhold til hvor meget han havde brugt det når han havde oplært Caerthynna. Hun burde dog stadig kende til den.

Hun vente hele sin krop imod ham, da han så faktisk havde noget han havde problem med. Hun lagde flasken væk, inde under hendes klæder så den var lige ved hånden. “Selvfølgelig - -” dog stoppede hun brat op da han nævnte hvad han ville have. 

“Akaurt... Hvad i alverden skal du med Akaurt?” det var tydeligt at hun var en smule oprevet, over at han havde bedt hende om det. Hvor skulle hun i det hele taget begynde. “Er det overhoved noget der vokser her i nærheden?” hun kiggede bekymret rundt, og kredsede sin højre arm. Betød det hun skulle ud i skoven? Den her dag blev da bare bedre og bedre. “Hvad skal du overhoved bruge Akaurt til? Den er utrolig giftig” hendes øjne blev smalle, mens hun stirrede nådesløst på sin tidligere læremester. 

Caelon kunne næsten mærke at det kom. Han var allerede ganske underlig for i det hele taget at forsøge at bruge den, og kun til noget held. Selv Caerthynna kunne næppe lade vær med at stille spørgsmål til det, selvom han ville ønske at hun havde ladet vær.
”Næppe, det erhele grunden til at den er svær at få fat i,” sagde han. Faelwens Tårer havde i hvert fald også formået at udrydde de enkelte planter der havde været i Lindeskovene, og nu krævede det komme længere væk. Han kunne godt selv tage ud, men det at lede efter den tog for mange kræfter af ham som det var nu, og han var ikke sikker på at han kunne vente til sommeren.

”Jeg har haft.... noget held med at bringe de mere healende effekter ud af den på det seneste,” forsøgte han med en forklaring. ”Og den hjælper også til at dæmpe smerter, hvis man bruger den ordentlig.” At han havde ligget syg i dagevis, da han en gang ikke havde fået forberedt den ordentlig, det behøvede hun absolut ikke at vide.

Hun sukkede opgivende, som hun havde tænkt tidligere. Stædig som altid. Men hun vidste også han havde sine grunde, til ikke at fortælle folk hvad der gik igennem hans hoved. 

“Fint, hvis det er hvad du gerne vil have. Så ser jeg ingen grund til, at jeg ikke skulle finde det til dig” selvom tanken om at rende rundt i en skov, for at finde urter. Det kravlede allerede ubehageligt op af hendes ryg. Men hun havde jo heldigvis et netværk af kontakter, der nok ville kunne hjælpe hende. Måske hun endda kunne finde et marked der solgte det? Hun havde være til Rubinien et par gange, selvom hun absolut hadet det sted. Men de var trods alt kendt for deres sortemarket. Hvor Caerthynna havde fundet sig selv, mere end en gang. De havde jo desværre nogle af de mest interessante ingredienser for alkymister. 

“Jeg har muligvis et sted jeg kan opstøve dig den urt. Hvor meget skal du bruge?” hun kunne dog ikke helt undgå, at lade være med at have en undertone af bekymring i hendes stemme, da hun snakkede til ham.

Caelon var glad for at hun havde droppet det. Han ønskede virkelig ikke at snakke om hvorfor han skulle bruge det, og heldigvis havde hun ikke været i hans medicinskab, ellers kunne hun nok godt have gættet sig til hvor det blev brugt. I hans mærkelig sorte, tyktflydende medicin, som han selv tog, men aldrig havde ladet nogen som helst anden røre.

”Alt efter hvor meget du kan anskaffe,” sagde han, ikke helt vild med ideen om at skulle indrømme hvor meget man egentlig manglede. ”Det kommer også an på om det er frisk eller tørt. Jeg skal bruge væsentlig mere tørret end frisk, hvis det er den eneste form du kan få det.” Hvad han havde behov for var i virkeligheden en helt kurv af friskt, men det kunne han ikke sige. ”Et halvt kilo af frisk, et kilo af det tørrede,” sagde han også endelig. ”Jeg ved det er mere end en flaske alkohol er værd, men jeg betaler dig gerne, hvis du gider at finde det for mig.” Han havde pengene til det, og ellers kunne han godt give hende mere sprit, selvom det ville tage lidt tid, da han godt vidste at han selv rendte lidt lavt på det i øjeblikket.

Et kilo, et kilo!? Først havde informationen ikke helt ramt Caerthynna. Men det var så tydeligt, hvordan chok malede sig i hendes ansigt. Hun bed sig hårdt i læben, for ikke at udbryde; hvad fanden han skulle med så meget. Det var jo ikke bare en enkelt urt, det var mange! Hun åbnede munden, og lukkede den så igen. Et kilo, hans ord ringede i hendes hoved. 

Hun sank nervøst, mens hendes ansigt foldede sig i noget der mere mindet om urolighed. Bekymring for, hvad hun så for en ven. Eller en mand, der havde været der for hende. Når ingen andre ville. Og selvom han ikke havde gjort det; på den mest venlige måde. Havde han alligevel gjort det han havde kunne formå med konceptet. Hun tog en meget dyb indånding igennem næsen. 

“Hvornår skal du bruge det? Har jeg tid til lige at besøge min bror, eller skal jeg tage afsted med det samme?” hendes øjenbryn hævede sig en anelse, mens hendes arme forblev overkors. Det gjorde næsten ondt i hendes mave, og hele kroppen. Fordi hun spændte så meget op, for ikke at overdynge ham med spørgsmål.

Caelon vidste godt at det var meget at bede om, men han vidste ikke hvornår han næste gange kunne få nogen til at hente det for ham. Han var også sikker på at Caerthynna ville kunne sørge for at det var ordentlig kvalitet. Hvis kvaliteten var for dårlig eller det ikke var blevet opbevaret ordentlig, så var det også langt sværere at håndtere.

”Nej, jeg har... jeg har nok til mine eksperimenter for nu, og så lang tid jeg har det inden foråret er omme, så klarer jeg mig,” sagde han, og kiggede lidt væk fra Caerthynna, hvilket bare gjorde det mere tydeligt der lå noget under. Man skulle ikke bruge så meget, og tydeligvis have et behov for det relativt hurtigt, især for elver standarder, hvis der ikke lå noget underliggende bag det. Men at indrømme overfor Caerthynna at han havde brugt det til sin egen krop? Det ville aldrig ske.

“Eksperimenter, ja selvfølgelig..” hendes næse rynkede sig sammen, som havde hun duftet til noget surt eller decideret ulækkert. Det var så tydeligt, at hun vidste noget stak under. Men igen, hun tog en dyb indånding, og lod det derefter ligge. Hun kunne jo altid tvinge ham til at fortælle hvad han skulle bruge det til. Så snart hun ankom med det, for et halvt til et helt kilo Akaurt. Var meget værd, måske ikke i velfærds øjne. Men i blandt mennesker som dem, der var alkymister. 

Hun tog en dyb indånding, selvom han havde sagt inden foråret var omme. Så var det alligevel kort tid, også på trods af hun havde spurgt om det skulle ske med det samme. For som han selv vidste, for elverstandarter. Ville det jo næsten være som at bede hende om at tage afsted med det samme. “jeg skal se hvad jeg kan gøre. Jeg har... anliggende i Rubinien om ikke længe. Så det skulle være muligt for mig at skaffe din urt, inden to uger er gået.” hun betragtede ham, skulle hun virkelig bare gå? Var det dét. Hun fugtede læberne, og sukkede højlydt. “Nuvel Caelon, så ses vi snart igen...” hun overvejede kort at lægge sin hånd på hans skulder, og sige han kunne stole på hende. Men kunne han virkelig det? Måske var det klogt ikke at han ikke fortalte hende noget. 

Caerthynna pakkede sig sammen igen, og gik hen imod døren. Hendes blik gled hen over hendes skulder. “Du gør klogt i, at stadig være her, når jeg kommer tilbage” ordene kunne lyde som flere forskellige ting, men i dette specielle toneleje. Var der lagt vægt på, at han ikke skulle dø før hun var kommet tilbage igen. 

Caelon havde ikke lyst til at snakke om, men det var næppe noget nyt., men han forventede alligevel ikke at Caerthynna var stædig nok til at tvinge det ud af ham. Det var ikke som om at hun var mentalist, som Ireth havde været, da hun så brutalt bare havde tvunget ham til at vise den mere ødelagte side af ham selv.

”Det ville jeg værdsætte. Jeg skal nok kompensere med hvad end du har behov for,” sagde han. Om det så var eliksirer, penge eller alkohol, så skulle han nok frembringe det. Han ville næppe pointere at Caerthynnas alkohol brug var afsindig højt, og hun næppe ville kune holde til det. Måske det ville blive bragt op, hvis hun begyndte at stille spørgsmålstegn til hans eget problem.

”Selvfølgelig er jeg her, når du kommer tilbage. Jeg forlader jo sjældent stedet,” sagde han, med et smil på læberne. Han nægtede at dø. Han ville ikke, og han var villig til at kæmpe for det, selvom hans krop oftere og oftere virkede til at give op disse dage.

Det gav et stik i hjertet, og et ubehageligt sug i maven. Hun kunne mærke hvordan at det kildede op af hendes arme, og hun tog en dyb indånding. Hendes øjne kiggede stift imod døren, hun ville gå ud af lige om lidt. “Jeg mener det Caelon, du er en af de eneste jeg ser som en ven.” med de ord åbnede hun døren. Hendes øjne fangede kun hans skikkelse, da hun skulle til at lukke den igen. Hun prøvede at give ham et smil, men fandt det pludseligt svært. 

Hun blinkede et par gange, som prøvede hun at stoppe tåre fra at falde. Selvom der ikke var nogen, hele dette møde havde ikke bragt noget godt med sig. Og hun havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde den følelse inde i sig. Noget ondt ulmede, og men hun vidste ikke hvorfra. “Farvel” sagde hun sagte, som hun lukkede døren. Åbnede den, lukkede den. Fem gange. Før hun gik sin vej. Hun ville gøre sit, for at skynde sig så hurtigt hun kunne. Så han kunne få de urter han skulle bruge. 

Overraskelsen var tydeligt malet i hans ansigt, som hun sagde de næste ord. At blive set som en ven var ikke noget der rigtig skete for ham. Han var for sur, og for gammel... og for svag til at lave noget sjovt med. Ikke at han havde en interesse i at lave noget sjovt med folk. Han foretrak blot at være alene i sit hjem.
Til sidst blev overraskelsen dog maskeret af blot en sur mine, som han så Caerthynna forlade hytten, og ordet 'farvel' ringede blot forkert for ham. Måske havde han bekymret hende uden grund, men han kunne ikke få sig selv til at række mod hende.

”Vi ses, Caerthynna,” sagde han. Han nægtede at sige farvel, for farvel var et endeligt svar på at han nok ikke ville være her næste gang, og det ville han ikke have. Han skulle blot finde en løsning, så det ikke spredte sig mere.