Siddende på en bænk med hænderne begravet i hans hænder sad Dain og kedede sig. Der skete da heller ikke noget spændende på denne solrige dag. Han havde lyst til at lave noget, men alle de folk der gik rundt på markedspladsen så ud til at have travlt, og være godt beskæftiget. Hvilket kun fik den unge fyrste søn til at sukke dybt. Han fjernede hænderne fra ansigtet, og lod de lyserøde øjne glide ned over ham selv. Han rejste sig så op fra bænken og stak en hånd ned i den ene bukselomme, hvor han fiskede en lille brun pung frem. Han kastede den op og ned i luften som han gik forbi den ene bod efter den anden. Han stoppede op henne ved en bod, hvor der blev solgt mad, og han lagde hovedet på skrå. Kvinden der stod bagved boden sendte han et charmerende smil, og lænede sig lidt ind over boden. Han blinkede til hende, og kastede pungen op og ned i luften igen, før han lod hans blik glide rundt på de mange forskellige slags brød, kød og lidt af det fisk der blev solgt"Er det solen der skinner eller er det bare dig"lød det kækt fra ham som den første scorereplik blev fyret afsted. Han lod det charmerende smil vokse, og holdte blikket på hende, før han blev distraheret af maden igen.

Det var da heller ikke nemt at flirte, og bruge sin charme når maden duftede så godt. Dain var imod hans vilje nød til at kigge på maden, og han stak nogle fingre ned i pungen for at fikse nogle rav stykker frem. Han smed dem op på boden, og blinkede til kvinden der bare stod og smillede til ham uden at sige noget som helst. Måske hun mest bare så ham som værende ganske håbløs, men det mente Dain bestemt ikke at han var. Som han fik købt noget brød, og fisk drejede han rundt for at gå lidt videre, men stoppede endnu engang op som han fik synet af en fugl. Den så ganske interessant ud, og under ganske få sekunder poppede idéen op i hans hoved. Idéen om at bruge hans evne for at hidkalde andre fugle. For denne fugl var i nærheden af et træ så der var sikkert flere fugle. Et interessant smil bredte sig på hans ansigt og han skyndte sig at lave trutmund imens han fløjtede lyden som fuglene lavede. Under få sekunder dukkede der fugle op, dog havde Dain ikke lige tænkt på hvor mange fugle der var i det træ og omkring træet. Så i en hurtig fart skyndte han sig at stirre i panik på de mange fugle der begyndte at flyve hen imod ham.

"Nej ved de mægtige guders navn!"råbte han i panik og stak et stykke brød ind i munden, og skyndte sig at løbe væk. Hvorfor havde han ikke bare undersøgt sine omgivelser for hvor mange fugle der ca måtte være. I stedenfor bare at have hidkaldt dem. Han løb forbi de mange boder, og mennesker som han prøvede at komme væk fra de mange fugle. Han havde slet ikke tid til at bekymre sig om alle de undrende blikke, og alt det hviskeri. Han gumlede på brødet imens han fortsatte med at løbe. Det var godt hans far ikke var i nærheden, eller hans bror. De ville ryste opgivende på hovedet, han endte med at løbe lidt mere og det var nok et spørgsmål om tid, før at han ville ramme ind i en eller anden. Tanken om hans søster strejfede ham og han stoppede brat op for at få vejret. Men det blev kun til ganske få sekunder før fuglene svævede bagved ham. Han kiggede panikslagen på dem, hvor mange var der lige, han kunne nå at tælle til 5 og det var rigeligt"Dain dit fjols!"råbte han og løb videre rundt på pladsen. Hvordan slap man fri for fugle? Det var et godt spørgsmål.

Malika havde draget ud til markedet, for den anden dag blev hun pænt forstyrret i hendes shopping. Hun håbede stadig hun kunne finde det stof som hun fandt forleden, det var bare så lækkert… Hun var i dag iklædt en lyseblå kjole og et stort mørkeblåt sjal, som dækkede hendes hår, og skyggede for solen, som ellers ville bage på den sarte hvide hud. Hun havde også fået noget okker på kinder, næse, øjenbryn, vipper og hænder inden hun tog ud. Så så hun ikke så udvisket ud. Malika mente nemlig det var vigtigt at se så præsentabel ud som muligt, når hun skulle ud offentligt. Det varede ikke længe før hun fandt boden. Hun tog et stykke silke i hånden. Det var lilla med guld broderinger på. Hun stod et øjeblik og mærkede på alle fibrene og vurdere kvaliteten af materialet. Det virkede umådelig godt. Hun så op på ejeren af boden. Det var en overvægtig mand med friendly mutton chops. Malika smilte bredt til ham og efterspurgte meterprisen. Det var dyrt – men ikke for dyrt for Kazimi-slægten. Hun købte en del meter af det og smed det ned i hendes flettede kurv.

Hun var nu meget tilfreds med endelig at kunne købe det stof hun havde tænkt på i en uges tid, og gik nu med et stort smil på læberne videre til en bod ved siden af. De solgte smykker. Malikas øjne glimtede helt ved synet. De var meget flotte. Lige som sælgeren var på vej til hende, for at fortælle blev de afbrudt af fuglekvidder og en stor flok fugle som var på vej i deres retning. Malika kunne høre en velkendt stemme råbe op. Det tog kun et øjeblik for Malika at regne ud at det måtte være Dain. Det tog et lille øjeblik før det i hvert fald blev bekræftet ved at han råbte sit navn højt. Malika begyndte at løbe ham i møde, ”Dain!” råbte hun, så han vidste hun var på vej. I en åbning blandt mennesker fik hun slynget armene om ham, løftet ham over på den anden side af sig, så hun stod bag ham. Så ville der i hvert fald ikke ske ham noget. Hun kiggede hurtigt over hans skulder og opdagede en fisk og noget brød som der var taget lidt af. Malika prøvede at gribe efter brødet i hans hænder, så hun kunne kaste det væk fra dem, så fuglene forhåbentlig ville gå efter føden i stedet for dem.

Aldrig før havde han troet at han skulle ende med at løbe så meget, som han havde brugt de sidste minutter på. En velkendt stemme kunne høres, og han bremsede brat op da hans blik mødte Malika. Godt han nåede at stoppe op så han ikke var løbet ind i hende, det ville ikke have været særligt anstændigt og elegant. Han var tæt på at kaste hans arme rundt om hende af glæde, men man var vel en høflig respektfuld ung herre. Han holdte sig bagved hende, og sukkede utilfreds, og følte sig en smule pinligberørt over at hans egen søster kunne få fuglene væk, når han ikke engang selv kunne.

"Malika..."mumlede han som han bøjede sig en smule forover for at få vejret igen. Det kunne godt være at han var i god form, men at have løbet så stærkt han kunne væk fra fulgene havde gjort ham forpustet. Han lagde hænderne på begge lår og havde svært ved at få bare en enkelt sætning ud ad munden. At han var ganske utilfreds og glad for at hans søster reddede ham fra de mange fugle gjorde at han skulede op til hende. Han rettede sig så op, og kørte hånden hen over hans hår. Han håbede ikke at diverse kommentarer om, hvor håbløs og dum han var ville forlade hendes læber. Han skævede hen imod fuglene og foldede hænderne sammen foran sig imens han bed til de almægtige guder om at brødet ville få dem til at forsvinde.

Dain vendte hans blik på Malika igen, og han tog en dyb indånding før han lagde en arm ind foran maven, og bukkede elegant og høfligt overfor hende. Hvis bare hans far kunne se de gode manere, han ville jo næsten blive rørt til tårer. Han rettede sig op, og lod hænderne falde ned langs siden"De fugle havde ikke en chance!"udbrød han selvsikkert som han lagde armene over kors, og lod et tilfreds smil brede sig på ansigtet. Han undlod helt bestemt at indrømme at det var takket været hans søster at de fugle var stoppet med at flyve efter ham. Han skubbede brystet lidt frem og rettede ryggen en smule, bare for at vise sig som en stærk ung herre overfor hans søster, selvom han bare havde løbet rundt i panik over hans egen evne. 

At kaste brødet væk lykkedes. Puh, hun sukkede lettet og gik op foran ham, så hun kunne se på ham. Hun kunne se han havde svært ved at få pusten og valgte derfor at lade ham være et øjeblik, men hun satte hænderne på hver sin side af hoften og så rundt. Hun tjekkede efter om han havde ødelagt noget på sin vej, og hvor mange mennesker der kiggede i deres retninger… Kun en brøkdel, men stadig for mange, i forhold til hvad folk ville gå rundt og hviske om. Hun prikkede til ham, ”Ret dig op,” hviskede hun til ham. Hun ville helst ikke høre noget fra deres far senere, eftersom ord spreder sig hurtigt, specielt når det omhandler Kazimi i Balzera. Da han endelig rettede sig op og begyndte at gøre sig lækker rullede hun med øjnene af ham. Hun gik tættere på ham, og to forsigtig hænderne på siden af hans skuldre, for at tjekke hans bevidsthed – eller det skulle i hvert fald se sådan ud, ”Hvor klogt var det?” spurgte hun lavt til ham og smilede blidt, så folk ikke opdagede at hun drillede ham. Han havde jo lignet en tyv der havde stjålet brød fra en bod, med den fart han havde haft. Malika så hans blik ikke var på hende, og hun fulgte det hen til fuglene. Hun håbede inderligt at fuglene ikke var en ’tikkende bombe’ som bare skulle blive færdige med at æde brødet.

Hun slap det blide greb hans skuldre og rettede sig helt op. Sikke en nød han var. Prøvede rigtig at spille høflig. Hun smilte blidt til ham, ”Tror det er for sent at være høflig,” sagde hun, i det hun selv nejede blidt for sin bror. Hun kunne ikke lade være med at grine af sin brors selvsikre udråb. Hendes brødre var så fulde af selvsikkerhed. Det var godt. Hun håbede for gudsskyld at de blev ved med at være selvsikre – men måske skulle begge brødre få en bedre situationsfornemmelse? ”Nej, fuglene havde ikke en chance fra det øjeblik du begyndte at stikke af,” grinte hun forsat. ”Hvordan bar du dig overhovedet ad?” grinede hun som hun tørrede en glædeståre væk fra hendes ene øje.

Enlig kunne Dain slet ikke undgå at skæve til fuglene for at sikre sig at de ikke pludselig fløj efter ham igen, men det virkede til at alle fuglene nød brødet som hans søster havde kastet hen til dem. En lettelse i den grad, for hvad skulle han ellers havde gjort hvis det ikke var hjulpet. Uden at protestere eller andet valgte han at rette sig op som hans søster sagde. Han holdte blikket på hende, og lod hans lyserøde øjne hvile sig på hendes ansigt. Det havde nok ikke været det bedste at gøre, langt fra så var det ganske dumt. Hvad havde alle de folk på pladsen ikke tænkt som han havde løbet igennem hele pladsen, på flugt fra fuglene. Dain følte sig håbløs og sukkede lidt før han så lagde en hånd ovenpå hans bryst. Han tog en dyb indånding og bukkede sig så forover en smule imens han lagde en arm hen over brystet"Det er aldrig forsent at være høflig"sagde han med en elegant og høflig stemme før han rettede sig op.

Dain havde slet ikke lyst til at svare hende på hvor klogt det havde været, han skulle helst fremstå selvsikkert og standhaftigt. Da han hørte hun grinede løftede han en hånd op til hans nakke for at klø sig en smule og han kunne så heller ikke lade være med at grine lidt. Hendes latter smittede altid, og det havde altid været svært for ham ikke at grine med når hun grinede. Denne her gang var han også ligeglad med, at det var ham som var grunden, han kunne godt lide at se hans søster smile og være glad. Han begravede en hånd i bukselommen og lod den anden hænge løs ned ad siden, han kunne høre fuglene begyndte at flyve væk hvilket fik ham til at smile lettet og tilfreds, nærmest som havde han vundet en kamp imod hans bror. 

Da Malika nævnte at fuglene ikke havde en chance fra det øjeblik han stak af, gav han hende et nik og han løftede hagen en lille smule op på samme øjeblik som han skubbede brystet frem. Det hjalp nok ikke rigtigt noget som helst men det var ligemeget. Han følte sig i topform som han havde løbet fra hans liv nærmest. Igennem hele pladsen, at det hele havde været imens han var i panik var da kun en mindre detalje"Det havde de slet ikke!"råbte han stolt, og blinkede kækt til hende, for han behøvede vel ikke indrømme hvor tåbelig det havde set ud, og hvor håbløs han følte sig? Han holdte blikket på hende og viste så hende hans pegefinger, som han prikkede ind imod hans bryst, og han lod det selvsikre sil brede sig på hans ansigt. Han lagde hovedet på skrå som han rigtigt stod stolt foran hende med pegefingeren ind imod hans bryst"Jo ser du kære søster, det handler alt sammen om at være i god form"forklarede han som følte sig endnu mere selvsikker og stolt.  

Efter de begge havde grinet lidt af situationen, fik Malika efterhånden samlet sig sammen, til ikke længere at grine. Men hans udråb var lige ved at udløse flere grin, men hun beherskede sig og sendte ham et stort glad smil. Som han forklarede at det var hans gode form, der havde sikret hans sejer, blev smilet kun endnu bredere. Hun klappede ham lidt på skulderen, som hun valgte at stille sig hen ved siden af ham. ”Hvad laver du så her på markedet?” spurgte hun og hvilede sit blik på sin lillebror. Hånden, som ikke var på hans skulder, hev lidt frem i sjalet, som hun havde om hovedet, for at give hende noget mere skygge. Hun kiggede en gang ned i sin kurv, mens hendes smil bredte sig af glæden af snarest at få nyt skræddersyet tøj, hvilket mindede hende om at hun måske kunne overraske sine brødre med noget tøj til dem. ”Skal vi ikke finde noget lækkert silke til et sæt tøj til dig,” spurgte hun så og smilede med hele ansigtet.

Hun elskede sin skrædder og den guldsmed som hun tit fik til at arbejde sammen omkring hendes kjoler. Hun mindes om sin forårs-fest kjole, som i den grad imponerede hende. En stor rød og guld kjole med store guldsmykker og store rubiner i. Hun havde i den grad fået fanget nogle blikke.

Som han kunne mærke klappet på hans skulder var det som om han både følte hun drillede ham men også følte sig en smule mere maskulin og stærk. Han fjernede ikke blikket fra hende, for han havde altid synes hans søster var smuk i hans øjne, havde hun ikke været hans søster have han sikkert prøvet på at fyre nogle scorereplikker af i håb om at score hende. Men det gik ikke, han respekterede hende som den kvinde hun var, også fordi han var sikker på at hun kunne sætte ham lidt på plads. Hun havde uden tvivl reddet ham, hvilket han var utrolig taknemmelig for, for hvad skulle han gøre uden hendes hjælp. hendes spørgsmål fik ham til at tænke lidt, ja hvad lavede han enlig her. Var der et godt svar til det? Han lagde en finger under underlæben, så han stod med et dybt koncentreret og undrende udtryk. Var der mon et tilfredsstillende og godt svar til hendes spørgsmål.

Så trak han på skulderen, og lod hans blik hvile sig på hende"Jeg laver skam ikke så meget kære søster, jeg havde besluttet mig for at tjekke de mange spændende boder ud, men endte med at flygte fra mit liv fra de mange fugle"sagde han med en ganske ærlig tone, og sukkede en smule over sig selv. Det måtte sikkert have set tåbeligt ud, som han havde løbet fra hans liv. De fugle skulle man godt nok ikke undervurdere, for det fandt han hurtig ud ad. Dain kunne også bare have haft lidt bedre styr på hans evne, men mon ikke det havde været pågrund af en yndig dame i nærheden, eller andet der havde taget hans opmærksomhed. Som hans søster nævnte om de ikke skulle finde noget lækkert silke til et sæt tøj til ham gav han hende et  lidt mistænkeligt blik, og han rakte en hånd frem imod hendes ansigt, han prikkede hende på kinden hvor efter få sekunder hans mistænkelige blik forsvandt"Jeg har jo næsten savnet at du er så sød overfor mig"drillede han imens han blinkede til hende med et kækt glimt i øjet.

Så rettede han ryggen op, så han stod klar til at de kunne gå. Han lod også hans øjne glide ned over ham, det kunne virkelig været lækkert og yderst fantastisk med et nyt sæt tøj. Det kunne blive så kedeligt næsten at gå rundt i det samme hele tiden"Jeg er meget frisk på den idé, du har altid haft så gode idéer"sagde han med en blid stemme og et stort smil som han kiggede op på Malika. Dain glemte fuldstændigt at spørge hende, hvad hun lavede her på markedet. Enten ville hun nok fortælle ham det, eller også kunne han nok godt spørge hende når chancen kom for han ville da have hende lov til at svare ham på det han allerede havde sagt. Man skulle da også give kvinderne god tid, og respektere deres svar og tiden til at svare.

Malika smilede stadig bredt til ham. Han var så sød som han forklarede hvad han lavede på markedet. En gang i mellem var han bare håbløs, men på den måde der fik hende til at holde endnu mere af ham. ”Det lyder som en god måde at bruge sin dag,” smågrinede hun. Hun undrede sig lidt over om det var ham der bare ikke havde nok styr på sin evne endnu. Det var det nok. Det var jo ikke ligefrem fordi hun selv kunne være med på ’magi-snakken’ eftersom hun endnu ikke havde nogen evner. Det misundede hun hos Dain og samtlige af sine søskende. Malika åbnede munden lidt i overraskelse som han drillede hende, ”Hvad mener du? Jeg er da altid sød over for dig!” grinte hun og puffede blidt til hans skulder.

Hun lagde mærke til hvordan han kiggede på sin påklædning og Malikas øjne glimtede næsten af glæde, som han syntes det var en god ide. ”Jeg kender det helt rigtige sted!” jublede hun næsten, som hun svang sin arm om sin bros og begyndte at gå mod sin yndlings-silkebod. Hun blev aldrig skuffet over det udvalg de havde – specielt ikke når hun havde sine fintfølende fingere med, til at kunne mærke på vævningen. Malika stoppede først ved silkeboden, og hun var allerede helt betaget af samtlige prøvestykker. Hun var fristet til bare at købe noget til sig selv, men hun måtte tage sig sammen, og tænke på sin bror. Hun kiggede så op på ham med et lille smil, ”Er der noget der springer dig i øjnene?” spurgte hun som hun med en strakt arm viste udvalget, ved at køre armen svævende hen over materialerne. Hendes blik faldt hurtigt ned på materialerne igen.

Til tider burde han måske også ikke være så drillende og lave ballade, for han burde opføre sig som næsten alle adelige børn gjorde. Men dog var Dain ikke sådan, han nød at være sig selv og have det sjovt. Han mente ikke livet skulle være så seriøs hele tiden, og livet som adelig kunne bestemt gøres bedre, og blive meget mere sjovt end hvad han havde regnet med og tænkt sig. Han kunne mærke Malika puffede til ham og kunne slet ikke lade være med at surmule en smule over det, men kun for sjov for han grinede hurtigt bagefter. Han skulle lige til at spørge hende, hvad hun dog lavede her på pladsen, men kom fra det da hun havde svunget hendes arm om hans.

Så gik de sammen hen imod silke boden som han kunne fornemme var der hun gerne ville hen. Han lod hans blik glide ned over ham, og betragtede hans klæder lidt mere. Han trængte nok til et nyt sæt tøj, ikke at hans nuværende var ganske pænt. Men det ville bestemt ikke skade at have flere sæt, selvom silke var dyrt så var det absolut ikke noget problem for ham, eller hende. Familien havde jo mange penge. Han gav hende et nik til hendes ord om at det var en god måde at bruge sin dag på, og skulle til at spørge hende igen om hvad hun lavede her på pladsen, men kom fra det igen da hans lyserøde øjne hvilede sig på de mange flotte silke stykker. Hvordan skulle han nogensinde kunne vælge, når der var så mange smukke stykker at vælge imellem"Du er altid sød kære søster"sagde han høfligt, som han sendte hende et smil, og lod fortsat hans blik hvile sig på hende.

Hendes spørgsmål fik ham til at kigge fortsat på hende i lidt tid, før han blinkede med øjnene for ikke at stirre for meget på hende. Det var jo ikke anstændigt, og høftligt. Han løftede en hånd op til hans ansigt og lagde en finger under hans underlæbe som han fik et undrende udtryk på ansigtet. Det var mere hentydet til at han overvejede det ene stof efter det andet. Han var virkelig en smule håbløs med farver, han vidste ikke hvad han skulle vælge. Han var tæt på at bøje sig en smule forover, men holdte blikket på Malike"Der er så mange flotte farver, jeg er dårlig til at vælge, vil de have noget imod at give mig deres råd og foreslag"spurgte han elegant og høfligt, som han lagde en arm ind foran hans mave som han bukkede for hende for at vise at han både stolede på hende, men også viste at han respektere hende.

Efter få minutter rettede han sig op, og drejede hovedet hen imod silke stykkerne igen, hvor skulle han også begynde. Skulle det være noget i samme stil som det han havde på, eller noget helt nyt"Jeg bliver nærmest betaget af alle de flotte farver, jeg ved ikke hvad jeg skal vælge"sagde han og tænkte lidt som han fjernede fingeren fra underlæben.

Malika kunne simpelthen ikke lade være. Hendes fingre strøg langsomt hen over fibrene på silken, og det sitrede næsten i hende, så dejlig kvaliteten var. Dog fik Dains stemme hende til at kigge op på ham med et blidt smil. ”Det ved jeg, jeg er,” svarede hun så med et tandsmil fra det ene øre til det andet. Hvis hun skulle vælge en yndlings mellem de to brødre måtte det blive Dain, de klingede en del bedre end Darkhan og hende.

Det undrende udtryk i ansigtet på Dain, var altid lettere komisk i Malikas hoved. Hun valgte derfor at efterligne med en finger under sin underlæbe og vrikke lidt fra side til side med sin overkrop. Hun smågrinede en smule. Det var i hvert fald en god dag i hendes øjne – hendes humør var i hvert fald tårn højt.  Da han så begyndte at spørge til hendes råd og forslag, så hun lettere overrasket ud og standsede midt i mimikken. Hun brummede lidt som hun overvejede hvad der ville være flot til ham, og lod sit blik falde ned på materialeprøverne ”Jeg tror jeg ville vælge noget der fremhævede dine øjne måske,” Hun rakte ud efter et lyserødt stykke silke og holdt det op foran hans andet tøj. ”Og så noget guldbrodering…” hendes hjerne begyndte straks at køre på højtryk over alle de valgmulighedder, ”Du kunne også vælge noget i en lys grøn som en kontrast,” mumlede hun som hun hev en grøn prøve op. Hun overvejede et øjeblik før hun trak begge materialer til sig, ”Jeg ville købe begge hvis jeg var dig,” hun blinkede en del gange med øjnene, og prøvede at overbevise sin bror om at det ville være en god ide.

Hvis Dain selv skulle vælge var han da også bedre end hans bror Darkhan, det var da helt sikkert. Men det ville hans bror sikkert være uenig i, det ville ikke undre ham. Selvom Dain var stædig med at han helt sikkert var den bedste af brødrene. Han lod hans øjne betragte de mange silke stoffer, de var allesammen så flotte, silke var virkelig noget smukt materiale. Dejligt at røre ved og fantastisk smukt at se på, det var næsten svært at tage øjnene væk fra det.

Som hans kære søster nævnte noget der fremhævede hans øjne løftede han et øjenbryn og kiggede på hende. Skulle lige til at smide en utilfreds eller undrende kommentar afsted men stoppede sig selv. Han var jo nød til at opføre sig pænt i hans søsters selskab"Men kære søster de er jo lyserøde"sagde han nærmest en smule håbløs som han bukkede sig forover helt fortabt, men drejede dog hovedet hen imod hende som han fik et lille smil frem ved at kigge på hende.

Han betragtede så den grønne farve opg rettede sig hurtigt op som han beundrede stoffet lidt med øjnene. Det var utrolig flot, hans søster havde godt nok styr på det silke. Han overvejede også at snuppe dem begge to, så kunne han da altid få et sæt tøj i den grønne farve og et i den lyserøde farve. Han fandt hans pung frem, og kiggede hen på hans søster som han puffede til hende"De har sørme sans for stof kære søster"drillede han med en blid latter.

Malika klukkede over hvor håbløst hendes elskede bror brokkede sig over sine lyserøde øjne. Hun syntes selv hans øjne var fantastisk flotte, og syntes derfor det ville være oplagt at skulle fremhæve dem. Malika selv valgte jo at fremhæve hendes egne 'særligheder' ved at bruge okker - selvom hun nok ville blive fremhævet yderligere uden, eftersom solen næsten ville reflektere sig i hendes lyse hud, hvis ikke hun brugte okker. Hun lagde en ’trøstende’ hånd på hans skulder, ”Dine øjne er unikke og de komplimentere dig, kære broder.” Hun smilede blidt til ham, som han så op mod hende, ”At finde noget tøj der komplimentere dine øjne, vil fremhæve alt hvad du er og hvad du står for,” sagde hun med et utrolig blidt og kærligt smil til ham. Hun håbede han forstod, at dét at han ikke havde ’normale’ øjne ikke skulle gøre ham pinligberørt, men derimod gøre ham ekstra selvsikker og være bevidst om at han var sin egen.

Dain var bare så dejlig nem at læse - man var aldrig i tvivl om hvor man havde ham henne. Det var også tydeligt han hurtigt fik interessen for det grønne silkemateriale hun holdt frem, sådan som han hurtigt rettede sig op, fra sin tidligere foroverbøjet stilling. Hun betragtede ham, som han fandt sin pung frem. "Selvfølgelig har jeg da det!" hun gav ham et stort selvsikkert smil og puffede ham lidt tilbage. "Tager du så begge, eller kun den ene?" spurgte hun og lagde hovedet let til siden. Hun vendte begge stofprøver, som hun ville se dem begge lidt an. Den grønne ville i den grad være flot til hans øjne, og den lyserøde ville også bringe noget fin opmærksomhed til hans specielle øjne. "Uanset hvad, så skal du have lavet et sæt, så snart vi kommer hjem!" lød det begejstret fra hende, som hun lagde begge stofprøver fra sig, ned på bodens disk.

Den trøstende hånd ovenpå hans skulder, fik ham til at kigge på sin kære søster fortsat. I hans øjne var hun altid så køn, men det var alle hans søstre jo. På hver deres måde, havde de alle en særlig skønhed. Hvis nogen spurgte ham, hvilken af hans søstre han fandt smukkest, var han sikker på at han sikkert ikke kunne svare på det. At han heller ikke ville have lyst til at svare på det, var en mindre detalje. Som ordene om hans øjne var unikke, og at de komplimenterende ham, lyste han næsten en smule op. Helt uden at være sikker på det, og han lagde hovedet lidt på skrå som han et kort øjeblik følte sig mere flot – ikke at han ikke følte sig flot i forvejen, men det boostede hurtigt hans ego, og selvtillid.

”Mange tak du kære søster…Det glæder mig meget at høre de flotte ord, jeg føler mig endnu mere stolt over mine unikke øjne”svarede han som han gav et lille buk forover imod hende. Han forstod godt, at det var en god idé at finde noget tøj der ville frembringe de specielle øjne lidt mere, det var nu heller ikke noget han havde noget imod, slet ikke. Dain følte ikke at lige nu behøvede han bekymre sig for pinlighed over hans øre, for de var jo specielle, det var ikke en øjenfarve man normalt ville se. Det havde Malika understreget, og det gjorde ham glad, som han stod muntert og kiggede på hende. Det var altid en god ting, at han fik holdt blikket på Malika, for det var næsten svært at kigge væk fra de mange flotte silke stykker, alt det stof der nærmest fristede ham. Dog så han ikke så mange muligheder med stof, om sin kære søster sikkert gjorde. Men havde hun ikke også altid gjort det? Det var en god ting, for når hans kreativitet slog fejl – og generelt ikke var særlig høj til tider, var det jo rart at have en kreativ søster som Malika”Hov hov min kære søster…Hvor vover de at puffe til en fyrstelig søn!”drillede han, som han prøvede ihærdigt at lyde fornærmet, men det var kun for at drille hende. Han kunne heller ikke lade være med at grine, som han puffede blidt til hende.

Han tænkte lidt over spørgsmålet, som han lod blikket glide hen over de to udvalg, det var svært at beslutte sig. Måske det var bedst at tage dem begge to, men behøvede han begge to? Han grinede for sig selv, som han placerede en hånd i siden, og selvsikkert stod og pludselig drejede hovedet hen imod hende”Selvfølgelig har jeg brug for begge stykker, for en prins kan jo aldrig få nok af stof stykker”svarede han muntert, uden helt at tænke over de ord der fløj ud ad hans mund. Han lænede sig en smule ind imod Malika, som han blinkede til hende”Men du bliver nød til at hjælpe mig, med at få syet nogle flotte sæt…Du er jo megert bedre til det halløj end jeg”hviskede han lidt, som han gav hende endnu et puf, før han trak sig tilbage.

Det var tydeligt for Malika at komplimenten om hans øjne landede godt og de ord han sagde efterfølgende bekræftede at han havde taget imod dem godt. ”Du skal da også lige præcis være stolt af dem,” understregede hun med et bredt smil. Det gik virkelig ikke at man var usikker på sit eget udseende, for der var helt klart op til flere som ville se syntes man var perfekt som man var eller at de små ting lige præcis var det som andre fandt attraktivt ved en. Malika havde jo lært at leve med at hun på ingen måde lignede sine søskende.

Som Dain pludselig lød fornærmet spærrede hendes øjne et øjeblik op i overraskelse, før hun fangede det var for sjovt. Det var tydeligt at den overraskede mine smuldrede med det samme, og blev til et stort, smilende og grinende smil. ”Jeg gør da lige hvad der passer mig,” drillede hun tilbage og rakte tunge af ham, meget kort, for ikke at skulle få et for stort omdømme som umoden. Selvom folk ikke så på, så var alle øjne da alligevel på dem – dog så diskret at ingen lagde mærke til det. Hun var glad for han gav hende et lille puf tilbage, det hjalp i hvert fald på at hun var helt sikker på at alt stadig var godt mellem dem. Ja, nogen af hendes søskende var hun aldrig sikker på, om hun var på den gode side eller den dårlige side… Det ændrede sig sådan lidt som vinden blæste.

Malika observerede hvordan Dain overvejede mulighederne, og hvordan det kom til udtryk, ved at han placerede en hånd i sin side. Da han endelig vendte blikket mod hende og traf beslutningen kunne hun ikke lade være med at smile. ”Netop, man kan aldrig få nok,” smågrinte hun lidt. Det kunne sagtens lyde ekstremt højrøvet af dem begge, men Kazimi familien havde altid haft noget med at vifte med hvor mange penge de havde. Det var ikke noget Malika selv var meget stolt af, men hun følte selv, at ved a få lavet tøj, var det ikke nær så voldsomt, som hvis man købte statuer eller andet dekoration som man ikke kunne bruge til noget.
Da hun endnu engang blev puffet, så hun over på sin bror, undrende. Hun trak dog et smil som han bad hende om hjælp, ”Jamen Dain jeg kan godt se hvad jeg kan gøre, men tror det meste bliver overladt til vores syriske,” hviskede hun lavt tilbage. Hun trak så de to stofprøver op igen og rakte dem til bodejeren og bad om et antal meter af hvert produkt. Så var der nok.