Det var efterhånden ved at nærme sig et år siden Mirabelle var blevet forfremmet til at være Lysets Ridder, og som hendes rang var steget, så var hendes ansvar også. Med det var det dog også at hun skulle lære at have dette ansvar, så det var ligeså stille vokset sig større og større, indtil nu, hvor hun endelig havde muligheden for rigtig at bevise sig selv overfor Lyset.
Hun var blevet givet opgaven om endelig at arrestere en gruppe af formodentlige dæmoner, eller tilhængere af disse, som havde bosat sig nede i det nedre bydistrikt. Det havde taget en længere periode at finde ud af hvordan og hvorledes, men endelig var det dagen hvor Mirabelle skulle lede en gruppe af Lysets Krigere til at indfange dem, og putte dem i fangekælderen hvor de hørte til.

Mirabelle og krigerne havde vandret med faste skridt ned til huset og fået fjernet alle eventuelle civile, før de sørgerede for at omringe huset, så ingen kunne slippe uset fra. En af de mere adrætte krigere, havde også fundet plads oppe på et af hustagene, for at holde et skarpt øje med eventuelle problemer, som han kunne skyde ned om nødvendigt.

Mirabelle stod ude foran døren, et sværd i den ene hånd, et skjold i den anden, og flere af krigerne var blevet pumpet lidt ekstra med magi, og man kunne nærmest mærke utålmodigheden mellem de ca. 20 krigere der var med.
”Vi kan gøre det her på den hårde eller lette måde,” kaldte Mirabelle ud og ventede på et eventuel svar, men hvis de ikke svarede indenfor kort tid, så ville de storme bygningen.

Indtil nu havde livet i huset været stille og roligt. Daglige opgaver, et par fanger, der skulle afhøres, druk om aftenen... De boede ni dæmoner fast i huset fordelt på stueetagen og førstesalen, og lige nu var der fem yderligere tilhængere i stuen, primært mennesker, der hjalp dæmonerne med at finde ofre og information rundt om i byen. 
En af de fem var Zirra. Hun sad ved spisebordet sammen med de andre med en halvfuld øl i hånden og grinede af noget på ingen måde sjovt, en af dæmonerne havde sagt, da råbet lød ude fra. 


Hun havde ventet på det her længe. Hendes opgave havde været at infiltrere gruppen med formålet at samle nok informationer til at Lyset kunne sende en gruppe riddere frem og arresterer dem. Hun vidste det skulle ske i aften, for to nætter før havde hun mødtes med sin kontakt fra Lyset og fortalt, at de ville have mere end rigeligt med bevismateriale, hvis de angreb i aften. 
Dæmonerne havde netop samlet tre mennesker op, som lige nu blev holdt i kælderen, men som de ikke var gået igang med forhøringen af og torturen på endnu. Det var alle fanger med adgang til forskellige adelsfamilier - tjenestefolk, der ikke var villige til at dø for deres loyalitet, og derfor godt ville kunne torteres til at gøre som dæmonerne sagde, selvom det ville skade de adelige. 
Præcis hvad planerne var, var Zirra endnu ikke blevet fortalt, fordi hun kun havde været hos dem i to måneder, men de lagde intet skjul på, at de ønskede mere magt til dæmonerne i byen og måske endda få sat deres mærke på hovedstaden ved at få indsat folk forskellige steder i adelen. Det havde været meningen at Zirra skulle være med dem længere tid for at optrevle deres bagland, men med de uskyldige gidsler havde Lyset valgt at opløse denne gruppe og så håbe på, Zirra kunne finde en søsterorganisation at infiltrere derfra. 
Det betød også, at hendes dække for alt i verden ikke måtte blive afsløret denne aften, og planen var at hun skulle arresteres på lige fod med dæmonerne og medløberne. Hun var blevet advaret om at krigerne derude nok ikke ville vide, hvem hun var, og hun skulle gøre sit bedste for ikke at give op for hurtigt og dermed blive mistænkeliggjort. 

Dæmonlederen havde stillet sig klar ved døråbningen. Han havde rustet op og viftet ad de andre, at de skulle gøre det samme. Zirra hjalp en af de andre med spænderne på hans rustning, mens to andre løb rundt for at lægge våben klar til dem. Der blev skubbet en kommode hen foran døren til kælderen som afledning og i et spinkelt håb om, at Lyset ikke ville opdage det og dermed ikke have nok beviser til at holde på dem. 
"Hvorfor forstyrre De vores aftensmad, fru ridder," kaldte dæmonen nedladende tilbage. 
Zirra havde ikke genkendt stemmen udenfor, fokuseret på at hjælpe de andre så oprigtigt hun kunne. 

Mirabelles blik var skarpt og fokuseret, som hendes øjne var på døren, og hun ventede på at der var noget svar indefra, og hun kunne svagt høre noget omrokering derinde fra. Ligeså som hun var blevet træt af at vente, hørte hun dog stemmen indefra, som åbenbart ikke var positivt stemt overfor dette. Det var dog alt hvad Mirabelle havde behov for.

”Vi har beviser for at du har et ulovligt foretagende kørerende her,” svarede hun, før hun vendte sig halvt mod en af de andre krigere. ”Atar, skyd døren åben,” sagde hun. Dæmonen virkede allerede ikke særlig samarbejdsvillig, som han ikke ville komme frem, så mere drastiske metoder måtte de i gang med. Det ville nemlig være en skam hvis nogen af dem bare kunne teleportere sig væk, inden de kunne tage dem ind.
En stråle af energi af en eller anden form, skød fra Atars frie hånd, og døren splintrede ved håndtaget, og blev ellers bare slået op, så der nu var frit udsyn mellem dem.
Mirabelle havde sit skjold klar i tilfælde af at de ville forsøge at skyde ting i deres retning, men lod ellers til at vente til at hendes øjne havde justeret til det ekstra udsyn hun nu havde fået ind i huset.

Støv og træflis stod som en sky i døråbningen, da der blev sprængt hul til huset og dæmonlederen, Trieveran, kastede sig til siden for ikke at blive ramt af hvad end evne, ridderen udenfor havde medbragt.
"Skyd, for Zaladin da!" råbte han fra en nu halvt siddende position, hvor han forsøgte at holde sine sværd uden at give sin position til kende igennem vinduet. 
Dæmonen ved siden af Zirra tog initiativet og skød en iskugle ud af hånden og ud ad døren - totalt uden sigte, for døråbningen var stadig tilstøvet, og udenfor var tusmørket ved at falde. Han gav Zirra en albue i siden så hun næsten mistede balancen.
"Skyd dog!" halvråbte han og formede endnu en iskugle i sin hånd, klar til mere.
"Sgu da ikke før jeg kan se noget. Jeg har ikke uendelig ammunition," vrissede Zirra tilbage, men tog alligevel armbrøsten op til kinden, klar til at affyre sin bolt, når støvet lagde sig. Hun havde ikke vist dem sin evne endnu, men bare taget identitet af en tilfældig utilfreds borger. Hun havde løst hår, når hun besøgte dem, hvilket fik hende til at se lidt yngre ud, og fordi frustrationerne over hendes familieliv var ægte nok, havde hun kørt meget på at være udbryderpigen, der ikke var tilfreds med styret af byen.

Som støvet lagde sig, tog Zirra et langsomt åndedrag. Hun måtte sørge for at ramme ved siden af. Dæmonerne vidste, at hun ikke havde megen kamperfaring, så de ville ikke se skævt til hende... Men hun havde ikke megen kamperfaring, og det måtte være lige så svært at misse et skud som at ramme plet, i hvert fald hvis man ikke skulle ligne, at man prøvede at misse. 
Zirras øjne justerede sig til det nye udsyn og hun tog sigte på...
Nej...
Mirabelle...
Zirra tøvede. Mirabelle var den ledende ridder. Hvorfor skulle det lige være hende?
"Skyd!" Blev der råbt ad hende, og Zirra lod sit sigte være et godt stykke væk fra Mirabelle og hun trykkede af, hvorefter hun ligesom de andre skyndte sig ud af vejen fra den åbne dør og soldaternes potentielle skydevåben. 
"Hvad i Zaladins navn laver du?" vrissede dæmonen af hende og trak hende hen til væggen.
"Der er bare...." begyndte Zirra, og behøvede ikke spille skuespil for at lyde bekymret. "Så mange..."

Støvet dækkede det meste af udsynet ind til huset, mens Mirabelle og de andre krigere stod og ventede på nogen reaktion derinde fra. Der var ikke meget de kunne se, men de havde heldigvis lysmagi på deres side, hvis ikke pga. arvet evner, så pga. deres amuletter.

Som samtlige krigere holdt vejret, og holdt et godt øje, kom der pludselig en iskugle flyvende mod dem. Den ramte langt fra Mirabelle, men en anden kriger nåede kun lige at tage sit skjold op, for at erhverve det værste. Et par issplinter havde dog ramt krigeren nede ved benet.
Mirabelle vidste dog godt at dette ikke ville være let, og skader ville forekomme. De overmandede dog de andre stærkt, så de skulle nok kunne klare denne mission.

Mirabelles øjne var smalle, og da et par skyd mere røg ud, råbte hun højt. "I position, vi rykker ind!" Det nyttede ikke noget at skyde på dem på afstand. Huset var i vejen for det meste, og målet var at tage dem i deres varetægt, ikke at dræbe alle beviser på at der nogensinde havde været noget ulovligt der foregik her.
"Mur!" kaldte hun, og en strålende mur af lys lagde sig tæt mod husets ydre væg. Den var ikke uigennemtrængelig, men den gav en modstand, der fik de fleste ting til at miste gennemslagskraften. Dette var det sammen til når man skulle bevæge sig igennem den, men hvis de skulle ind af døren, så måtte de først sørge for at halvdelen ikke faldt til tilfældige pile.

Indgangen var ikke bred, men med hastige skridt (dog stoppet lidt af muren), fik et par af krigerne med fuld rustning banet sig vej ind, og Mirabelle havde ligeledes fulgt trop ind. Hun var ikke ligeså godt polstret med rustning og lignende, men hendes hånd var grebet hårdt i sværdet og skjoldet, og en af de andre krigere havde sørget for at lyse op for dem, så de kunne orientere sig inden i det mørke hus, hvor de udentvivl ville blive angrebet med alt hvad de andre havde.

Der kom et lysglimt ind i stuen, som muren rundt om huset gik op, og Trieveran bandede højlydt - tydeligvis ikke i tvivl om, hvad den mur betød. Et kort øjeblik gik han i stå, og man kunne næsten høre maskineriet tikke i ham for at finde en løsning. 
"Træk videre ind. Bagudgangen er sikkert også fyldt nu," kommanderede han så og pegede ind mod de tilstødende rum og gangen. "Lad os give de blikdåser kamp til stregen."

En dæmon hev Zirra op fra gulvet i hendes krave, og hun snublede efter med armbrøsten pegende ned mod gulvet. I så tætte omgivelser var det for risikabelt at skyde medmindre hun var helt sikker på at ingen af hendes egne var i skudlinjen. Problemet var bare, at hendes modstandere lige nu også var hendes egne... 
Hun havde nok lidt håbet, at Trieveran havde besluttet at de skulle forsøge at flygte. Hvis de havde dem omringet, og bagudgangen godt nok dækket, ville der komme mindre kamp og hurtigere overgivelse. Men selvfølgelig var han ikke typen, der gav så let op, og det burde Zirra også have gættet efter sin tid i hans nærhed. 

De trak sig ind i en lang gang, hvor de mere erfarne sværdkæmpende dæmoner stillede sig klar til at tage krigerne, når de kom ind ad den smalle døråbning - forhåbentlig én ad gangen - mens de mindre erfarne såsom Zirra blev skubbet ind i et sidekammer, hvor de kunne lade armbrøste og række dem ud, hvis der blev bedt om det.

Der var en forsigtighed, som nogle enkelte fyldte ind i huset. Langt de fleste stod stadig om huset, og sørgerede for at ingen kunne undslippe.
Selvom dæmonerne trak sig ind, og Mirabelles lidt mere irrationelle side bare ville storme efter dem, var det med forsigtighed de trak videre ind efter dem.
Døråbningen de havde set trukket ned af, var ikke stor, og det var heller ikke fordi der kunne være mange ad gangen herned. Desuden var der stadig problemet med gidsler, så de kunne bare skyde vildt og voldsomt, uden at holde øje.

”Tjek ud hvad der er… forsigtigt, kan være de ligger på lur,” sagde Mirabelle, som en af krigerne sneg sig op, skjoldet parat for at se hvad der var inden i det andet rum eller langs gangen. Han var dog næppe klar på deres opstilling.

Dæmonen rakte en hånd ind ad døren mod Zirra og de andre, der sad klar inde i det lille rum. Hun rakte sin armbrøst ud til ham, og han fyrede den med det samme mod hvemend, der var gået ud på gangen imod dæmonerne. Zirras armbrøst var en smule skæv i ladeløbet dog, og vidste man det ikke - og det gjorde de ikke, for det var hende selv, der havde skadet den en smule - kunne man umuligt ramme præcist.
Bolten fløj forbi krigeren, og hamrede sig tungt ind i væggen bag ham. Dæmonen bandede højlydt og kastede armbrøsten ind mod dem igen, hvorefter han hævede sit sværd og sprang i kødet på krigeren. 

Den anden dæmon i den lille gang fik lige tid til at bande over den førstes hastige beslutning om nærkamp, inden han selv hævede sit sværd og fulgte trop. 

Det var næsten umuligt at se noget, til trods for lyset som Lysets krigere bragte med sig, for gangen var smal, og der kunne dårligt være mere end en person af gangen, men Mirabelle kunne tydeligt høre kampen der fandt sted længere inde, og som det stod nu, var de næppe i den fordelsagtige situationen hun ønskede.

”Pres dem længere ind,” kaldte hun, og selvom de næppe havde fordelen i sværdkampen de stod i, så havde de deres skjold til at forsøge at presse dem længere ind, så flere og flere krigere kunne fylde gange, mens nogle af de resterende sørgerede for at ingen lå på lur i det område de ellers eftersigende havde efterladt.

Krigerne trak frem i gangen og var åbenlyst langt mere erfarne til den slags arbejde end de skumle typer. De var mest af alt bare vant til at operere enkeltvist og uset i undergrunden. Det der med at modstå et koordineret og veludrustet angreb var ikke ligefrem det, de havde brugt tiden på at forberede sig på. Udover Zirra selvfølgelig.
Det tog ikke lang tid, før de to dæmoner måtte lade sig presse tilbage mod de sidste to tilstødende lokaler på gangen og de trak sig ind i et hver. De små lokaler var umulige at forsvare, og med barrieren som et synligt gult skær udenfor, var vinduerne ikke en oplagt flugtmulighed. Dertil kom, at de havde spredt sig ud i to lokaler, så nu stod de halveret over for samme talstærke fjende som før. Zirras armbrøst var blevet kastet væk før, og hun havde taget position bag ved de andre, klar til at overgive sig, når de opdagede hvor helt igennem færdige den her kamp var. Hun holdt øjnene rettet mod døren og forventede, at åbningen snart ville være fyldt med skarpe klinger.

Krigerne trak ind, som de fik skubbet dæmonerne tilbage, og pladsen begyndte de at løbe tør for, heldigvis, og Mirabelle havde en vis forventning om at det enten snart ville stå til at de skulle sørge for at skade dæmonerne nok til at kunne give dem håndjern på, eller at de ville overgive sig af sig selv. Det at dræbe en dæmon, var jo ikke ligefrem det mest effektive i denne her situation.

Ganske som Zirra forudså, blev åbningerne også snart fyldt med klinger, og Mirabelle råbte ud. ”Overgiv jer.” Der var en autoritet i hendes stemme, og det var tydeligt at hvis de ikke ville gøre det, så skulle deres skæbne nok blive værre end døden selv. Krigerne stod klar til enten at dæmonerne viste at de ikke var interesseret i at overgive sig, eller at de droppede deres våben, så de kunne begynde at indfange dem alle.

Trieveran knurrede lavt som krigerne fyldte gangen og væltede ind i rummet. Han ønskede ikke at overgive sig, og Zirra havde egentlig også antaget, at han var typen, der ville ofre sin krop frem for at ende i Lysets varetægt, men noget fik ham til at tøve.
"Vi er ude om et par dage igen, folkens," sagde han lavt til sine folk bag sig. "De har ikke nok på os."
Selvfølgelig. Han regnede med at køre sit virke ufortrødent videre, fordi han ikke anede, at han havde en forræder i sin midte. Måske troede han endda, at de ikke ville finde gidslerne i kælderen, nu hvor de havde skjult nedgangen. Det var et held, at Zirra havde givet informationer videre til sin overordnede i alle disse uger, og hun vidste, at en del af planen havde været at give den ansvarlige ridder en oversigt over bygningens etager, inden de udførte razziaen. 
En ansvarlig ridder, der hed Mirabelle, og som kendte Zirra. Mens hun løftede hænderne i overgivelse, prøvede Zirra ikke at møde de smukke gyldne øjne. Hun anede ikke, hvad Mirabelle vidste eller ikke vidste, og det var en usikerhed, der gjorde hende mere end bekymret for missionens success.

Nu når det virkede til at alle havde overgivet sig, så begyndte krigerne at omringe dæmoner, og sætte magi-neutraliserende håndjern på dem. Det var en stor mængde var blevet nødt til at tage med, men det var nødvendigt når de vidste hvor farlige folk var her. Det ville også stoppe dæmonerne fra at forsøge at undslippe ved hjælp af deres åndeform.

Mirabelle holdt sig lidt i baggrunden, mens hun så dæmonerne blive lagt i lænker, indtil hendes øjne faldt på Zirra. Der var et kort øjeblik hvor overraskelse var at se i hendes ansigt, før hendes ansigt blev lagt i seriøse folder igen, med et køligt blik. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at påpege at de kendte hinanden, men samtidig så det også ud som om at hun ikke kendte til Zirras indblanding.

”Find nedgangen til kælderen,” hviskede hun til en af krigerne, og et par stykker af dem brød af fra de andre, for at finde nedgangen til kælderen, som Mirabelle vidste var her. Hvis der var nogen gidsler skulle de ud så hurtigt som muligt.
Imens de ledte, overværede hun, hvordan krigerne begyndte at føre dæmonerne, og Zirra ud, hvis de ikke skabte nogle større problemer med det.

Zirra forholdt sig roligt og lod dem lægge hende i håndjern uden nogen modstand andet end at hun delte et påtaget vredt blik med en af de andre. Krigeren var ikke ligefrem blid ved hende og fik vredet hendes ene håndled en smule i forsøget på at se ud som om han gjorde noget godt for sit fædreland ved at være lidt hård ved de kriminelle. Han kunne selvfølgelig ikke vide, at hun var på deres side. Det samme så det heller ikke ud til, Mirabelle vidste. Pis osse. Det ville have været lettere, hvis hun havde vidst det, men Zirra forstod godt, at informationen om deres udsendte spioner nogle gange blev holdt ekstra tæt til kroppen.

"Ni dæmoner, fire mennesker og en enkelt halvelver, frøken ridder" meddelte en af soldaterne, mens de andre var begyndt at genne fangerne ud af husets bagudgang, der lå tættest på.
På vej ud ad døren kunne de høre den høje skraben fra kommoden, da den blev trukket væk fra nedgangen til kælderen. Det fik Trieveran til at stoppe så brat op, at Zirra bankede ind i hans ryg. Med en snerren vendte han sig om, så først på hende, og lod derefter blikket glide om på dæmonen bag hende.
"Dig," hvæsede han uden at tænke på, hvor mange krigere, der stod omkring dem. "Du har ikke kunnet holde din forbandede mund lukket, har du, Ferren? Altid pralende på kroerne, din forbandede..."
Zirra nåede lige at træde til side og ramme ind i en kriger, der straks bandede og tog hårdt fat i hende, mens Trieveran sparkede ud efter Ferren. Med overraskende god balance taget i betragtning at han havde hænderne bundet på ryggen.

Mirabelle kunne ikke lade vær med at sende et ekstra blik til Zirra. Det var svært at lade vær, når hun trods alt kendte kvinden intimt, og ikke havde regnet med at hun havde ligget i med dæmoner og landsforræddere.
HUn havde heldigvis ikke tid til at dvæle ved det, da soldaten kom hen og orienterede hende om hvor mange de havde taget til fange. Heldigvis som de havde regnet med når det kom til dæmonerne, hvilket også havde været de vigtigste, hvis hun skulle være ærlig.
"Godt, lad os tage dem mod fangekælderen, så hurtigt og effektivt som muligt," svarede hun bestemt, før hun fulgte med resten af krigerne ud af huset, dog ikke før at gemmestedet til kælderen blev fundet, og optøjer startede mellem dæmonerne.

"Så er det nok," sagde hun, og stillede sig fysisk mellem de to dæmoner, for at holde den fra hinanden. Det kunne kun ende dårligt hvis de skabede så meet rav i det, at de kom op og slås.
"De bliver transporteret langt fra hinanden, lad ham," hun hentydede til Trieveran, "blive holdt i kort snor." Det var formegentlig ham der ville volde fleste problemer. Hun sendte også et sidste koldt blik mod Zirra, før hun forlod huset, så hun kunne overvære at fangerne kom afsted, og at gidslerne formegentlig kom ud af huset. Så lang tid hun vidste at gidslerne var relativt okay, så ville hun følge med fangerne.

Trieveran var tydeligt utilfreds med situationen og fik lige spyttet efter den anden dæmon, inden de blev slæbt hver deres vej. Zirra blev skubbet ud sammen med Trieveran, og selvom han ikke ligefrem var den person, hun helst ville være i nærheden af lige nu, var det nok det bedste sted hun kunne være. Ferren ville nok kaste om sig med beskyldninger nu, og i det mindste havde Trieveran besluttet sig for hvem han mente var forræderen. Nu skulle hun bare snakke ham efter munden og håbe, at spionmesteren havde lagt en solid plan for, hvordan hun kom væk derfra uden at nogen af dæmonerne mistænkte, at hun var stikkeren. 

Som det så ud nu ville hun ende helt nede i fangekælderen, før hun kunne blive hevet ud af dækket. Ville Mirabelle være den, der skulle afhøre hende, når de kom frem? Ville andre fra spionnetværket være der til at bakke Zirras historie op? Når først hun var i enrum med Mirabelle, var Zirra ret sikker på, den anden kvinde ikke ville lade hende slippe med et ligegyldigt, koldt blik. Og ville hun overhovedet tro på hende, når hun sagde, hun også arbejdede for Lyset? Lige nu havde hun kun beviser for det modsatte.

Gidslerne blev taget op, og selvom de var rystet, var de i forholdsvis god behold, og hun sendte en lille gruppe af krigere med dem, så de kunne blive taget med til helbrederhuset, så de lige kunne komme sig, inden de også ville blive udspurgt. Dog under nogle lidt andre forhold end de af fangerne der var blevet sendt op til borgen.

Da Mirabelle var sikker på at huset var blevet endevendt, efter planerne hun var blevet givet af sin overordnede, satte hun et par vagter på huset, bare i tilfælde, og ellers vendte hun tilbage til Krystalpaladset og fangekælderen, hvor individerne var blevet smidt ned i fangekælderen.
For nu var de smidt to og to ind i fangehullerne, men langt de fleste havde kun en midlertidig plads der, og som de fik undersøgt sagen grundig, ville mange af dem alligevel blive overflyttet. Især dæmonerne havde nogle lidt mere specifikke fangekældere de hørte til.

På turen op til Krystalpaladset, kunne tankerne dog ikke lade vær med at gå oppe i Mirabelles hoved, og for de krigere der gik med hende, så hun noget mere seriøs ud end hun ellers plejede.

Da de nåede fangekælderen, som var gemt under Krystalpaladset, som var for de fanger der ikke blot kunne høre til i Arresten, var hun dog ikke kommet nærmere en beslutning om hvad Zirra lavede der, og heldigvis, havde hun en god grund til at snakke med kvinden, selvom at snakke med lederen af gruppen også var nødvendig.

"Hent den lyshårede menneskekvinde til mig," beordrede Mirabelle, og hun stillede sig ind i et rum, de kunne bruge til afhøringslokale. Lidt væk fra cellerne, men stadig åbent nok til at vagterne ville kunne høre hvis der skete noget der ikke skulle ske derinde-

Hele turen op til paladset havde Zirra hørt på Trieverans ustandselige banden og svovlen over, at de var blevet opdaget. Han var så overbevist om, at det var Ferrens store mund, der havde været skyld i det, at ingen af hans vognkammerater behøvede at forsvare sig selv det mindste. Det var en lettelse for Zirra, hvis hjerte stadig var en smule på overarbejde. Det var svært  nok at skulle holde et dække kørende så længe som hun havde gjort, men at være blevet fanget sammen med de andre på grund af noget hun havde gjort, fik altid blodet til at cirkulere lidt hurtigere. 

I fangekælderen blev hun heldigvis ikke sat i samme celle som deres leder, men blev i stedet skubbet lidt for hårdt ind sammen med et af de andre mennesker. De sørgede sikkert for at raceopdele dem for nemhedens skyld, når nogen skulle flyttes senere.
"Damerne først, ser det ud til," kommenterede hendes cellekammerat tørt, da der ikke gik lang tid, før Zirra blev gennet med ud af cellen igen. 
Hun himlede med øjnene mod ham og han lo tørt, mens hun blev ført væk. Så snart hun var ude af syne fra ham slappede hun en smule mere af, men vagten tog det desværre som et tegn på at holde bedre fast i hende. 

Hun blev sat hårdt ned på stolen i det lille rum, hun blev ført ind i, og vagten satte hendes håndjern fast til stolens ryglæn, så hun ikke bare lige kunne komme op at stå. Hun ventede, til vagten var gået ud af døren igen, før hun fokuserede sin opmærksomhed på Mirabelle. Vagterne skulle helst ikke vide, hvad hendes rigtige job var, og egentlig burde Mirabelle det vel heller ikke, men Zirra vidste godt, hvorfor hun var blevet hevet ud som den første, og der var ingen grund til at forsøge at holde noget hemmeligt mere.
"Fik I alle tre gidsler med ud fra kælderen?" startede hun med at spørge, oprigtigt bekymret for de stakkels mennesker, der ikke havde bedt om at blive hevet ind i nogen konflikt.

Energien lå lige under overfladen på Mirabelle, noget hun ikke var vant til, med mindre hun var i kamp. Den lange gåtur burde havde hjulpet på at slippe den nervøse energi ud, men den var der stadig, og hun var godt klar over at hun næppe fik ro, før hun fandt ud af hvad der præcist gik. Desværre for spionerne og Zirra, ville det derfor nok ende ud af at Mirabelle ville finde ud af Zirras dække.

Hendes øjne, kolde som de var, kiggede på Zirra som hun blev ledt ind og sat ned, før de to af dem var alene i rummet. Hun kunne dog ikke få sig selv til at flytte sig ned og sætte sig overfor hende, eller bare rykke sig ud fra sin plads, så i stedet for så stod hun blot med sine hænder på ryggen og kiggede en anelse koldt ned på Zirra, mens hun prøvede at formulere at spørgsmål.
Heldigvis så brød Zirra stilheden med dem først, med et spørgsmål som alligevel kom lidt bag på Mirabelle, mest fordi hun ligeså stille var i gang med reevaluere alt hun kendte til Zirra, deriblandt at hun faktisk var et omsorgsfuldt menneske.

”Ja, vi fik taget dem med, og de er heldigvis i god behold,” sagde Mirabelle, som hun prøvede at få noget til at give mening. Samtalen, hvad Zirra havde lavet, men intet gjorde. ”Har du selv lyst til at fortælle mig hvorfor du var der?” spurgte hun så endelig. Der var også en snert at sorg i øjnene på Mirabelle, som kunne hun ikke forstå at Zirra var med dem.

Zirra brugte Mirabelles tøven til at tygge sine egne ord igennem. Men det strejf af sorg, der så kom henover kvindens ansigtstræk, gjorde at hun ikke kunne tænke det mere igennem før hun i det mindste påbegyndte den svære samtale. Hun rykkede sig lidt i sædet og fugtede læberne. Man sad ikke ligefrem godt, lænket til stolen. 

"Jeg har været hos dem i to måneder," begyndte hun, og kunne med det samme høre, hvordan netop den info nok næppe hjalp på at stille hende i et bedre lys. "Jeg ved godt det her kommer til at lyde som den dårligste undskyldning, og du nok ikke kommer til at tro på mig, men lad tvivlen komme mig til gode ikke?"
Mirabelle var den første person i Zirras liv som Zirra nu skulle til at fortælle om sit hemmelige erhverv, uden at hun vidste noget om det på forhånd. Bertram havde luret rundt i hendes lejlighed og fundet indikationer på arbejdet, som han havde stjålet, så der havde det været Zirra, der havde måtte pågribe ham. Thanos havde hun godt nok fortalt om sit erhverv uden at han helt havde luret det endnu, men han havde dog også torteret hende en del inden han fik det ud af hende. Nu var hun rent faktisk villig til at give informationerne helt selv, og hun var pissebange for at Mirabelle bare ville le ad hende.
"Og jeg bliver nødt til at bede dig holde det her for dig selv. Hvis bare én af de andre høre om det, er jeg færdig," tilføjede hun med en meget alvorlig mine. Zirra tog en dyb indåndning. "Jeg er ikke sekretær, Mirabelle. Jeg er spion for Lyset."