Lunan havde taget sin tid om at vende tilbage til Fordærv. For den blå dæmon havde ikke haft travlt med at komme igang til at starte med, og da det endelig var sket, havde opgaven vist sig mere besværlig end først antaget. Det var ikke fordi Jezebels spor havde været svært at finde, men det var endt, meget brat, da Lunan fandt hendes hjem brændt ned til grunden, med intet andet end forkullede lig tilbage.

Der var gået måneder før rygterne om døde lig der gik igen ledte Lunan til Azurien, og derfra til Opalslottet. Her havde Lunan observeret fra afstand først, indtil tiden havde været inde til at tage kontakt. Ikke til Jezebel, for det havde Fordærv forbudt, men til hendes partner. Nok var Lunan der på Fordærvs bud, men han havde hidkaldt Lunan på sit navn, en uhøflighed Lunan ikke kunne andet end gik igen for - på sin egen måde.

Lunan havde gjort sin entre i Vertis hjem hurtigt og diskret. Den blå dæmon var ganske sikker på der ikke ville gå mange øjeblikke før det uventede besøg blev opdaget, så det var med ophøjet hast at en note blev langt på det aftalte sted, og Lunan igen forsvandt.

Noten læste:

Døden hviler der
Skjult under andres vinger
Opalernes slot

Vertis lukkede hoveddøren efter sig og eskorterede rosen ud i haven. Stiksåret i siden irriterede ham stadig, og selvom det var blevet renset kunne han mærke betændelsen sprede sig. Han tvivlede på at den lånte krop havde styrken til at bekæmpe hans egen indflydelse og betændelsen på samme tid. Det ville tiden vise.
På vejen tilbage til sit kontor stoppede han i biblioteket, og lagde mærke til brevet, der lå på stedet han havde aftalt med Lunan. Det havde taget den blå dæmon længere end Vertis havde forestillet sig. Han var ikke blevet informeret om at de havde haft en gæst. Selvom brevet lettede hans dystre sindsstilling, gjorde hullet i tjenernes overvågenhed ham i et farligt humør. Hvis ikke Lunans besøg var blevet bemærket, ville der være tjenestefolk der skulle straffes.

Vertis lukkede kontorets dobbeltdøre bag sig, og sank ned i sin kontorstol med et suk. Såret brændte i hans bevisthed, med et fysisk ubehag der kun var at finde i en såret menneskekrop. For at distrahere sig selv, foldede han brevet ud. Digtet fik ham til at klukke, på trods af sit ubehag og dårlige humør. Det var typisk Lunan at bruge ekstra energi på at lave et digt, når en almindelig besked fattet i korthed ville have været en nemmere måde at opfylde de stilede krav.
Efter at have læst, lagde Vertis brevet fra sig. Opalslottet. Under beskyttelsen af en anden. Selvom hans fysiske krop var ved at fejle, betød det at han måtte sende en spion ud for at samle information. Han ville ikke opsøge Nekromantikeren før han vidste hvem hendes beskytter var, og hvilken trussel denne udgjorde. Lunan kunne ikke bruges, ikke med hans infleksibilitet, så han måtte sende en af sine kultister i stedet. I sin tjeneste havde han en kultist med overmenneskelig hørelse. Vertis lod sin indflydelse strække sig igennem huset for at finde vedkommende og fortælle hende opgaven. Derefter var alt han kunne gøre at vente, mens hans krop langsomt fortærede sig selv.

Lukket