Smerten i låret var mere eller mindre forsvundet. Deavás skænkede det ikke mange tanker og hvis der endelig kom smerter, så var det blot fantomsmerter, for det gjorde ikke ondt længere. Såret havde han også taget sig af, en eliksir fra eller til, han havde efterhånden brugt mange på sin krop, så han var van til deres effekt. At hans sind ikke altid kunne følge med, når han snød sig igennem healingsprocessen var en anden sag, men han havde dog ikke planer om at opsøge en healer. Han kunne sagtens håndtere sine sår selv. Og nu hvor han havde haft tid til at tænke over, hvad der var sket, hvor det var gået galt, så havde han ikke problemer med at opsøge Agarés igen. Han gjorde ikke mine til at mindes deres sidste møde og slet ikke hvordan det hele havde udviklet sig. Smerten var væk på mere end én måde. Minderne var blevet låst væk i hans sind og der var ingen som skulle påtvinge sig adgang til det. Det måtte være fordelen ved at have et sind som hans, han kunne lukke af for alt eller intet. Det var nemt.

Uanset hvad, så var der kommet noget godt ud af deres lille møde, for deres sammenstød havde forstærket hans forbindelse til Agarés, han vidste lige præcis hvor han befandt sig. Underligt nok så bevægede han sig ikke synderlig meget, men det bekymrede ham ikke. Mon ikke han var i færd med at lave en kontrakt mere eller slukke sin sult. Det generede ham ikke, som Deavás strøg hen over brostenene. De sorte sko gav genlyd med hvert skridt han tog. Hvis Agarés hørte ham komme, så ville det ikke blive et problem. For han havde tænkt sig at lege med hans lyst og det påkrævede hans fulde opmærksomhed. Der var ikke tale om en overraskelse, tværtimod. Han havde lovet Agarés, at han nok skulle få betalt og nu hvor der var gået lidt over en uge, så var det på tide, før at Deavás atter ville drage videre til sin næste kontakt.

Deavás drejede rundt om et hjørne med hænderne placeret i lommerne på de sorte bukser, som den lange kappe svajede af den pludselige skift i retning. Der var en svag vind igennem riget, men Deavás blik veg ikke fra hvad der mødte ham, som han havde låst sig fast på Agarés position. Lyset blev kraftigere og kraftigere, jo tættere han kom på. Han kunne mærke hvordan hans puls steg, vejrtrækningen blev dybere, hvad der forvoldte det var mange ting. Både hvordan de havde efterladt det hele tidligere, men også de tanker, som Deavás havde for deres møde. Lugten af blod ramte dog hans næse, som noget af det første. Han stoppede op nogle meter fra Agarés skikkelse. Hans hånd hvilede ubevist mod stedet, hvor Jocelyn havde ramt ham. Ikke at såret var til at få øje på mere. ”Har du ikke lært, at man aldrig skal slæbe måltidet med hjem” lo han hånligt. Han havde ikke tænkt sig at lade Agarés overmande ham igen, som han dog trådte tættere på. Lugten af blod blev forstærket og han kunne smage.. dæmonblod. Han rynkede på brynene, som han puffede let til Agarés med en fod. ”Hvad har du lavet?” han lød overrasket, næsten forbavset for det var yderst sjældent at han havde set Agarés komme galt afsted, i hvert fald i deres unge dage. Måske han var blevet langsommere med alderen. Deavás var ikke spor bekymret, han var blot interesseret i at vide, hvem der havde frarøvet ham muligheden for at tvinge Agarés i knæ på denne måde.

Det var efterhånden ved at være en god time siden, at Agarés havde sat kursen mod sit hjem, men det tog utroligt lang tid i forhold til hvad det normalt gjorde. Han fik ikke bevæget sig specielt hurtigt, grundet manglen på blod. Vreden over at være blevet tvunget i knæ af Jocelyn, sad stadig dybt i ham. Det var da direkte ydmygende at han havde været nødt til at falde på knæ for en irriterende tøs, en af hans egne slaver. Det kom dog ikke bag på ham, at hvis det endelig skulle ske, så var det Jocelyn der havde formået at gøre det, men det var umådeligt frustrerende. Det var næsten lige før at vreden fyldte mere end smerterne der sad i siden. Såret i siden var dybt og det var også derfor man kunne se et pænt spor af blod på jorden efter ham. Det var også selvom han holdte en hånd presset mod det, for at stoppe blødningen. Det gik ikke så godt.

Det var nogle tunge, langsomme skridt der blev taget, mens han fik rykket sig tættere og tættere på de store porte, der førte ind til grunden hans palæ var placeret på. Men der ville nok gå lidt tid endnu, inden han nåede til portene, da han var nødt til at stoppe op for at kunne trække vejret ordentligt. Idet han stoppede op, kunne han høre genlyden af sko mod stenene, men det var ikke fordi det bekymrede ham det mindste. Han havde aldrig haft problemer med andre i området før, ikke engang andre dæmoner. Man var vel respekteret. Han lænede sig en anelse frem, tog en dyb indånding og lagde ekstra pres mod såret, inden han fortsatte de tunge skridt. Vingerne var synlige og blev slattent slæbt hen af jorden i blodsporet bag ham. Det var slet ikke til at bruge kræfter på at holde dem skjult, når han i forvejen brugte alle sine kræfter på at stå oprejst.

Skridtende bag ham kom nærmere og lige så snart han hørte stemmen, stoppede han op igen. Selv i sin smerte, kunne han ikke lade være med at smile, som han skævede mod Deavás. Alle bevægelser han gjorde var anstrengende, så han rettede sig ikke helt mod ham. På den måde fik han heller ikke afsløret hverken såret, eller den hvide skjorte der var gennemblødt af blod og bestemt ikke var hvid længere.
"Jaloux over at jeg slæber andet med hjem, end dig?" Spurgte han, med en mindst lige så hånlig tone som han selv havde fået i hovedet. Det lette puf han mærkede fik ham til at gispe lavt i sin smerte, før han langsomt flyttede sig videre mod portene.
"Ikke andet end at true Jocelyns bror lidt. Hun tog det ikke så pænt," svarede han anstrengt. Alle detaljer om hvordan hun havde brugt hans egen evne imod ham, hvordan hun havde brugt hans egen styrke imod ham og at han havde været nødsaget til at rive hendes kontrakt over, behøvede Deavás selvfølgelig ikke at vide. Heller ikke selvom Agarés i forvejen fremstod rimelig svag, så ville han kun se endnu svagere ud, hvis folk vidste at han havde tabt til en slave. Sveden løb ned af hans pande, som han fortsatte mod portene.

Havde det ikke været for Deavás evne, så var han nok kommet i tvivl om hvem den ynkelige skikkelse skulle forestille sig. Selvfølgelig kunne han sagtens se det på vingerne, men det var en uvan situationen. Deavás sukkede dog en anelse frustreret, som han lidt havde håbet på at kunne tage sin hævn, når Agarés var på toppen, men den ynkelige skikkelse ville ikke en gang være sjov at træde på. Ikke at det afholdt ham fra at le af ham. Hvordan havde han overhovedet kunnet overgive sig til den skikkelse foran ham? Deavás havde ingen problemer med at indhente ham, han behøvede ikke en gang at gøre en indsats, som han trak på smilebåndet. Han stod endnu bag ham, med armene over kors og ventede på en reaktion fra ham. Han mødte hans blik uden at undvige. Ikke tale om at Agarés skulle få endnu en chance for at nedlægge ham, det var ikke derfor at han var dukket op, tværtimod. Denne gang skulle det være omvendt, om end ikke handle om det samme som sidst.

Puffet var ment, som et dril, men det havde en helt anden effekt, som Deavás havde øre for at høre smerten i næsten alle udbrud. Han trak på smilebåndet, som han blik dalede. Han var altså såret, så var det nemmere at forklare hans tilstand, men det betød også at det blod han lugtede var fra ham. ”Du kan slæbe alt og alle med hjem” lo han stille, som han rystede på hovedet. Deavás blev vist aldrig jaloux og hvordan skulle han nogensinde blive jaloux over den smerte han var i lige nu? Deavás gik efter ham, som han greb fat i hans arm og nærmest tvang den over sin skulder for at støtte ham i sin gang. ”Jeg havde lidt håbet, at du ville være i en anden stand” svarede han køligt, som han ikke ønskede at Agarés skulle kommentere på den hjælp han tilbød. ”Men dette kan også fungere” afsluttede han med et grin, som han rettede de gyldne øjne mod porten.
Et ondt grin undslap hans læber, som Agarés forklarede sig selv. Hvor var det bare morsomt! Det lille kæledyr havde forvoldt ham skade. At han kunne tillade det, hvor morsomt. Men det var ikke nok til at Deavás ville få ondt af ham. ”Selvfølgelig har du ikke fuld kontrol over dit legetøj” hans stemme var en anelse opgivende. Men at Jocelyn havde fået chancen for at skade ham på den måde forstyrrede ham en anelse. Hvis ikke nogen satte hende på plads, så ville rygtet sprede sig. Og sikkert med lynets hast. ”Jeg troede, du kontrollerede hendes tanker” han var en anelse forbavset over at han havde ladet det ske, men noget måtte der være sket, siden af Agarés var blevet såret så hårdt. Der var flere tegn på svaghed, men Deavás behøvede ikke pointere det, som han lagde hånden mod porten og skubbede den op. Lige nu hjalp han kun for deres gamle venskabs skyld. Der var intet mere i det.

Agarés var ydmyget over at han havde tabt til en slave. Det var ikke dette syn han ville give andre på sig selv, langt fra, men der havde ikke været noget valg. Han var utrolig ynkelig at se på, i forhold til hvordan han normalt ville fremstå over for alle. Men til trods for smerter og følelsen af at være blevet trampet på, opretholdte han den rolige facade, så godt som han nu kunne. Det var dog svært at holde vejrtrækningen under kontrol og det gjorde han heller ikke. De dybe indåndinger var med til at holde smerten på et minimum. Jo, de var forfærdelige, men i det mindste kunne han gå. Som sådan. Så meget blod som han havde mistet på vejen hjem, ville han ikke have en chance for at nedlægge Deavás en gang mere, medmindre han ingen modstand fik, men han regnede ikke med at det ville blive lige så nemt som sidst. Han havde trods alt lovet ham at han ville få det betalt, men han håbede på at det ikke ville komme nu.

Der lød et let grin fra Agarés over hans kommentar, men det grin blev hurtigt ændret til et gisp over smerten og han stoppede kort op, for at presse hånden mere mod såret. Hans blik blev rettet direkte mod Deavás, da hans arm blev lagt over hans skulder og han tøvede ikke med at lægge lidt vægt i, for at støtte sig til ham. Han smilede svagt og nikkede som tak, men han kommenterede ikke yderligere på det. Så rettede han blikket mod jorden igen og bevægede sig videre.
”Hvis du kommer for at gentage succesen fra sidst, har du valgt en rimelig dårlig dag,” fik han ud mellem de dybe indåndinger og han anstrengte sig lidt for at komme med et kort grin. Den onde latter fra ham fik frembragt et rimelig utilfreds udtryk i hans ansigt og han rystede let på hovedet.
”Jeg havde overtaget hendes sind…” Startede han, men var nødt til at stoppe op for at hoste og hive en anelse efter vejret. ”… For at tvinge sværdet væk fra mig...” Et irriteret støn lød fra ham, både over smerten, men også fordi irritationen fra tidligere kom op igen, så snart han skulle til at forklarer hvad der var sket. ”Hun beskrev, i detaljer, hvordan sværdet skulle ramme mig. Jeg styrede hendes sind og siden jeg forestillede mig, at sværdet ramte mig, var det dét, der skete,” fik han forklaret færdig, lige inden han var nødt til at hoste igen. Denne gang røg en smule blod op. Han vendte hovedet væk fra Deavás og spyttede det mod jorden. Han var selv forbavset over at han havde ladet det ske og han skulle nok få hævn. Men lige nu, var han nødt til at fokusere på at komme sig. Der var ingen grund til at gå efter Jocelyn i svækket tilstand. Næste gang skulle hun ikke have lov til at bruge hans egen styrke mod ham.

Sidste gang var en engangs forseelse, hvilket også var grunden til at Deavás var dukket op i dag, for at bevise det overfor ham. Agarés skulle vide, at det ikke var smart at lege med ilden, ikke på den måde, som han havde gjort. At han så var såret betød blot at Deavás ville være tvunget til at rette sin hævn lidt til.. Men det ville stadig ikke blive blidt og Deavás havde ingen planer om at overgive sig til ham igen. Aldrig igen. Han bemærkede dog de dybe vejrtrækninger, som han udstødte i smerte, som han smilte over situationen. Måske det var fejt at udnytte en situation, hvor Agarés var såret, men det generede ham ikke spor, som han allerede var i gang med at justere planerne til at matche smerten Agarés allerede følte.

Latteren var tydeligvis uønsket, hvis man spurgte Agarés krop. Såret havde uden tvivl ramt et ømt punkt og han havde ikke haft en chance for at komme ordentlig på benene igen. Eller tilse sit sår, så det var ikke overraskende at Agarés var svækket af blodmangel. Men var der noget, som Deavás ikke var, så var det svækket denne gang. Alligevel tilbød han sin hjælp. En gammel vane måske, som Agarés muligvis havde udnyttet ham flere gang, men han havde ikke problemer med at hjælpe ham hjem. Det ville være langt sjovere at hævne sig i det samme palæ, som sidst, hvor Deavás var blevet tvunget i knæ. Det var på tide at han udnyttede sin egen erfaring med dæmoner. Om end han følte sig forstyrret af det gamle venskab, så måtte han ligge det fra sig, når de kom indenfor. Deavás bemærkede den ekstra vægt, som han dog ikke krøb sammen med stædigt holdt fat i hans tøj for at hjælpe ham på vej. Deavás udstødte et utilfreds støn, over Agarés ordvalg. Han ville ikke kalde det en succes og han ville helst ligge det bag sig, ligeså snart at han havde fået sin hævn. ”Det kommer aldrig på tale igen.” han lagde tryk på aldrig, som han ikke havde tænkt sig at lade Agarés overmande ham igen. Det havde været en fejltagelse fra hans side af og han begik aldrig den samme fejl to gange.

Deavás lyttede til Agarés forklaring. Han rynkede let på næsen, som han forklarede sig. Så han havde altså været i kontrol over hendes sind, men hun havde på en måde fået vendt det rundt? Han skævede kort mod hans sår og blodet, som havde farvet skjorten. Det havde åbenbart ikke være nødvendigt at overmande ham, så længe man kunne bruge sindet imod ham. Måske Jocelyn ikke var den svækling, han havde antaget? Ikke at Deavás ville lade hende få ram på ham. Hans sind var et lukket område og han lukkede aldrig nogen ind, medmindre at han ville vende det imod dem. Det var altid svært at kontrollere sin krop, når først sindet var fanget i et andet sind. Som Deavás.. ”Du lod hende påvirke dig..” man kunne nemt fornemme den hån, som hvilede over hans stemme. Han greb hårdere fat om hans arm for at hive ham op igen. Han udstødte et irriteret støn. ”Men det er, hvad der sker, når man åbner sit sind for andre” kommenterede han køligt, som han stoppede op for at lade Agarés hoste færdig. Han lagde godt mærke til blodet, men kommenterede ikke på det. Deavás trådte fremad igen for at føre Agarés ind på sin grund med blikket rettet mod palæet. ”Jeg havde forestillet mig, at dit sind var stærkere end det” han lød næsten skuffet, men måske det var fordi han tænkte tilbage på deres barndom. Det var yderst sjældent for Agarés at udtrykke svaghed. ”Du trænger til noget øvelse, du er van til at ingen giver dig modstand” lo han køligt, han strammede grebet om ham og lod bevist neglene stryg hen over hans sår. Han havde gjort det samme mod ham, det var hans tur og Deavás var fristet til at fortsætte. Deavás vidste godt at han selv havde givet op sidste gang, men denne gang, skulle han nok møde modstand.

Det var muligvis fejt at udnytte situationen, nu hvor Agarés var såret, men han havde nok gjort præcis det samme selv. Han havde været fej nok til at bruge sin evne mod Jocelyn tidligere på dagen. At hun så havde fået fordrejet det til sin fordel, var en fejl fra hans side. Han havde ikke forventet at det skulle ske, selvom han nok burde have været forberedt på det. Stadig så ydmygende. Men han var nødt til at skubbe de negative tanker til siden og fokusere på at lægge pres på såret. Blodet flød ikke ud i samme stil som det havde gjort, men blødningen var heller ikke stoppet helt. Han formåede dog stadig at holde det mere eller mindre inde med det pres han lagde på.

Agarés var ikke i stand til ret meget. Han kunne dårligt stå på benene, men at støtte sig til Deavás havde hjulpet nok til at han kunne sætte farten en anelse op, men det var kun fordi han ikke holdt tilbage, med at lægge sin vægt over på ham. Havde det været hvilken som helst anden, havde han sat sin venlige front op og gjort presset mod dem så let som muligt, kun for ikke at virke svagere end højst nødvendigt. Der var dog intet i vejen med at vise sin svaghed over for Deavás, de havde kendt hinanden længe. Havde Agarés kendt til hans planer om hævn så snart de nåede palæet, havde han nok ikke valgt at være på samme måde, men det faldt ham slet ikke ind at han kunne finde på at udnytte situationen. Det burde have faldt ham ind og han forventede hævn fra sidst, men han regnede med at han ville vælge et tidspunkt hvor han ikke var såret, da det ville være så meget mere tilfredsstillende. Det ville det da i hvert fald for ham selv. Han kunne tydeligt høre hvor trykket blev lagt i hans ord og det fik ham til at smile for sig selv. Lige nu var han såret, men han var selv overbevidst om at det nok skulle ske igen. Han valgte ikke at kommentere på det, der var ingen grund til at irritere Deavás og give ham grund til at gøre turen hjem sværere, end den i forvejen var.

Den hånlige tone i stemmen blev hurtigt opfanget og det var frustrerende. Han var ikke vant til at være modtageren for hån, men han var ikke i en position til at svare igen og starte en diskussion, måske noget værre. Der var ingen grund til at sætte sig selv i en dårligere situation. Han havde selv forestillet sig at sindet var stærkere end det, specielt i forhold til hvor mange sind han skulle holde øje med til daglig, men det var langt fra alle der var så mentalt stærke som Jocelyn. Det skulle han selvfølgelig have tænkt over, men han havde ikke forventet at hun ville gå imod ham, bare fordi han havde truet James lidt. Han så intet forkert i det. Det var lige til at blive fornærmet over, men han havde vel egentlig ret. Øvelse manglede han måske, eftersom han intet modstand havde fået i mange år. Som han skulle til at svare på hans kommentar, fik han i stedet udbrudt et irriteret "Argh!" I refleks for at komme væk fra neglene mod såret, pressede han sig ind mod Deavás i et kort sekund, før han rettede sig op og skubbede ham væk. Han var selv ved at miste balancen, men nåede at sætte en hånd mod en af de store søjler ude foran hoveddøren. Det betød også at der ikke længere blev lagt pres på såret og blodet fik hurtigt farvet jorden under ham.
"Du har ret. Men i stedet for at give mig modstand, kunne du så ikke åbne døren?" Spurgte han, relativt roligt men en snert af irritation var til at ane i stemmen og han var forpustet. Det lød næsten som om han havde været i løb i flere dage, som han stod der og lænede sig op af søjlen. Hvis han slap, ville han nok falde til jorden.

Fejt eller ej, så var det en mulighed, som Deavás ikke havde tænkt sig at lade passere. Han var kommet efter sin hævn og han havde ikke tænkt sig at vende retur før han havde gjort bare lidt ved det. Desuden så kunne man vel aldrig stole fuldt ud på en dæmon, hvad end deres fortid var sammen, så havde Agarés udnyttet den til at overmande Deavás tidligere, så selvfølgelig ville han gerne udnytte hans nuværende svaghed til at ligge et andet mere psykisk pres på ham. Agarés havde trådt på hans stolthed og det var på tide at gøre det samme, blot så han vidste, hvor han havde ham henne. Det var måske en underlig måde at opbygge deres forhold på efter så mange år, men sådan havde det altid været, selvom Deavás ikke havde haft mange muligheder for at give igen, når først Agarés havde indtaget en magtposition.

De to dæmoner havde et underligt forhold. Deavás var villig til at hjælpe ham hjem, men havde samtidig tankerne om at knække ham. Agarés havde delt informationer med ham, men også tvunget ham i knæ. Så hvilket slags venskab var der egentlig tale om? Den ene slog fra sig, så den anden slog hårdere næste gang og sådan blev de ved. Men Agarés vidste ikke meget, hvis overhovedet noget om Deavás evner, så det var hans fordel lige nu. Deavás holdt godt fat i hans arm, så han ikke lige pludselig tabte ham, men det var da en anelse anstrengende, når han fortsatte med at lægge mere og mere vægt over på ham. Dog var der ikke langt igen, så det ville ikke blive et problem. Tilfredsstillende eller ej, så behøvede Deavás ikke udnytte hans krop, for at tilfredsstille sig selv. Agarés var mere tilbøjelig til at vende fokus mod sit sind, så måske Deavás bare skulle lade ham tro, at han havde fordelen og så fordreje det, når han sænkede paraderne? Men han følte stadig at det var nødvendigt at forklare ham, at han aldrig havde i sinde at overgive sig på den måde. Det ville uden tvivl ikke blive lige så nemt, for nu ville han være klar over hvordan situationen kunne udvikle sig og nydelse eller ej, så havde han ikke tænkt sig at befinde sig i en lignende situation.

Desværre havde Agarés selv placeret sig i den svagelig position og Deavás var ikke bange for at udnytte det. Hvad enten Agarés ville genfinde sine kræfter og vende sig imod ham eller ej, så var han svækket og det spor af blod, som de trak efter sig gjorde det også klart for ham, at han ikke ville genfinde styrken lige med det samme. Et tilfreds smil gled over hans læber, som Agarés gav udtryk for smerten og ubehagen, det havde været hans hensigt, som tak for sidst. Hvis han anstrengte sig, så ville han nok stadig kunne fornemme hvordan det havde føltes, men de minder forsøgte han også at fortrænge til de dybeste kroge af hans sind. Langt væk fra rækkevidde. Deavás trak hånden til sig og slap ham uden modstand, som de gyldne øjne betragtede ham med et køligt smil. Han gjorde intet for at komme ham til undsætning denne gang, i stedet stirrede han på blodet på sine fingre. Han trak let på skulderne og lagde håndfladen mod døren og skubbede den op for at gå ind. Han rynkede let på næsen, som han kom inden døre og vendte sig mod Agarés. ”Skal jeg hjælpe dig i seng?” lo han stille, som han stille tørrede fingrene af i sine bukser. Uanset hvad ville de være tvunget til at lukke såret, så han ikke ville forbløde midt i hævnen. ”Vi skal have lukket dit sår” mumlede han køligt, som han gik siden så Agarés havde plads til at komme igennem døren. Han var dog klar til at gribe ham igen, hvis han skulle kollapse endnu en gang. Blodsporet var tydeligt, men Deavás kunne ikke skjule sit smil helt. Det morede ham, også selvom det gav dæmoner et dårligt ry, at en slave kunne nedlægge sin herre på den måde. Det måtte de gøre noget ved senere.

Underligt forhold, det passede nok meget godt. Deavás hjalp ham hjem, samtidig med at have planer om at tage hævn fra sidst. Agarés havde nok været på samme måde, havde deres roller været byttet om. Det var et mærkværdigt forhold de havde til hinanden, ingen af dem var blege for at gøre skade på den anden. Samtidig var Deavás også den Agarés stolede mest på, ellers ville han ikke have afsløret sit rigtige navn for ham. Hvis Deavás ønskede det, kunne han få ham til at gøre præcis som han ønskede. Han skulle bare nævne hans navn, hans fulde navn og komme med en direkte ordre, så ville han ikke kunne sige nej, men han vidste også at ingen modstand, ville gøre hævnen mindre tilfredsstillende. Agarés skulle tvinges i knæ uden brug af den form for magt og det ville ikke komme bag på ham at det var sådan hævnen skulle foregå. Stadig regnede han ikke med at nogen form for hævn ville komme denne gang, han var slet ikke bekymret. Lige nu handlede det om at komme på plads og få lukket såret. Det gik ikke at miste meget mere blod end han allerede havde.

Kræfterne ville nok først vende tilbage om en dags tid. Han skulle have tid til at hvile, måske det ville være en god idé at få noget at spise også, bare for at få næring nok til at hele hurtigere. Sporet af blod var blevet smallere, jo tættere de var kommet på døren. Agarés havde forsøgt at presse hånden mod såret, det var lykkes ham rimelig godt og blødningen var næsten stoppet, men presset var ikke nok. Skulle blødningen stoppe helt, var han nødt til at få lagt et endnu kraftigere pres mod, men han havde ikke selv energien til at lægge flere kræfter i. Neglene mod såret var ubehagelige, derudover var han ikke forberedt på mere smerte, så det gjorde det muligvis lidt værre. Deavás forsøgte at fortrænge minderne fra sidst, men Agarés ville med glæde holde fast i dem. Det havde været en fantastisk nydelse og der var ingen grund til at slippe mindet foreløbig.

Hans spørgsmål tog han som endnu en lille hån og at svare spydigt igen ville falde ham naturligt. På den anden side var det vel ikke dårligt at ligge sig i sengen, i stedet for sofaen selvom den var tættere på og nemmere at komme til. Han sukkede tungt, før han slæbte sig ind ad døren, forbi Deavás. Han støttede sig til dørkarmen, derefter til væggen og så slæbte han sig videre gennem gangen. Han stoppede op foran det første trappetrin og lænede sig mod gelænderet.
"Der burde ligge nål og tråd i skuffen, på badeværelset. Find det," sagde han med et henkastet blik mod den første dør til venstre på gangen. Han fik det til at lyde som en ordre, hvilket det måske også var, men der var ikke overskud til en venlig facade lige nu. "Jeg kan sagtens selv komme op til sengen," lød det bestemt fra ham. Hånden greb fat i gelænderet og han hev sig op af det første trin. Det ville nok tage lidt tid uden hjælp, men han var stædig, alt for stædig. Så hev han sig op af et trin mere, men stoppede op for at trække vejret. Der var stadig omkring ti trin tilbage, men han var forpustet og sveden gled ned af panden. Et trin mere. Hvorfor lå hans værelse også på første sal. En dyb vejrtrækning. Et trin mere.

Agarés havde ret, hvis Deavás virkelig ønskede kontrollen over ham, så behøvede han kun at sige hans navn højt sammen med en ordre, men han havde aldrig følt for at bruge den magt overfor ham. Måske fordi han ikke ville ønske at det blev brugt imod ham selv, så hvorfor nogensinde tvinge en dæmon til det, når han selv undgik det for al i verden. Ja, det ville være den nemmeste måde at få hævn på, men det ville ikke være lige så tilfredsstillende og Agarés skulle vide, at han intet valg havde, men han ønskede også at se ham kæmpe imod det. Deres barndom havde ikke båret præg af Deavás hævn, mest af alt fordi han havde gjort hvad han havde fået besked på, da Agarés var ældre end ham og Deavás skulle lære tricks fra en eller anden, så hvorfor ikke sin barndomsven?

Hvis Deavás først ventede på at Agarés fik sine kræfter tilbage, så ville det blive en større kamp at få ham til at give op. Egentlig havde han heller ikke lyst til at give ham tiden til at heale, måske fordi såret var nyttigt i mere end en forstand. Jocelyn havde brugt det til at få sin vilje, så han kunne sagtens gøre det samme. Neglene var dog kun en forsmag på, hvad han egentlig kunne finde på. Han var villig til at gå langt, men han ønskede ikke at overgive sig selv til Agarés igen, i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid, for hvis han virkelig koncentrerede sig, så kunne han stadig mærke hvordan det havde føltes sidste gang. Den smerte ville han gerne smide over på ham. Deavás havde nydt det i øjeblikket, men det var den smerte, som kom efterfølgende, som generede ham.

Der var plads nok til at Agarés kunne komme forbi ham i døråbningen, som han lod ham komme først ind, hvortil Deavás fulgte efter med et smil på læben. Han kunne nemt se, hvor besværligt bevægelserne var for ham, men han lod ham kæmpe selv. Deavás rynkede en anelse på brynene, da han blev beordret til at hente nål og tråd fra badeværelset. Et irriteret suk forlod hans læber, som han lod Agarés kæmpe med trappen, imens at han bevægede sig mod badeværelset for at skaffe nålen og tråden, han var blevet bedt ham. Det var ikke svært at finde tingene, selvom han tog sig god tid bare for at give Agarés chancen for at komme op af trinene. Han kom roligt retur, blot for at se at han ikke var kommet mange trin op. ”Hvor længe har du tænkt dig at spilde min tid?” hans stemme var kølig, men der var en undertone af morskab. Han skubbede nålen og tråden ned i sin lomme, før at han atter greb fat i hans arm og at løfte ham op af trinene. ”Du kan godt spare dig” hans tone var bestemt og fast, som han ikke behøvede at høre ham beklage sig over at han godt kunne selv. For selvfølgelig kunne han det, men det havde de altså ikke tid til, Deavás var blevet en anelse utålmodig og at lægge ham i sengen var ganske passende for hans planer.

Agarés var langt fra tilfreds med neglene mod såret tidligere og han forventede ikke at Deavás ville fortsætte senere, så han havde stadig ingen bekymringer. Det var en stor fejl fra hans side, da det burde have faldt ham ind, at han kunne finde på at tage hævn, men hans egen overlevelse var meget vigtigere. Såret skulle lukket og det skulle være snart. At han insisterede på selv at gå op af trappen gjorde kun ventetiden længere, men han var stædig. Skulle Deavás alligevel udnytte situationen grusomt, ville Agarés finde lidt ekstra kræfter til at gøre modstand. Han havde ingen intentioner om at underlægge sig ham, specielt ikke efter deres sidste møde, hvor han hårdt og brutalt havde vist ham hvem der bestemte. Udbrudende af smerte der var lydt sidste gang, havde gjort det hele meget bedre og han skænkede det ikke en tanke, om Deavás havde haft ondt efterfølgende.

Blikket blev kort vendt mod Deavás og han undrede sig. Han spildte ikke tiden, kun sin egen, da han ville ende med at forbløde hvis han ikke kom i gang med trapperne. Det var dog ikke helt så nemt.
"Har du da noget du skal nå?" Spurgte han roligt, stadig sammenbidt, som han vendte blikket mod trapperne igen og hev sig op af et trin mere. Endnu engang kom han ham til undsætning og hjalp ham videre op af trapperne. Med støtten fra ham, gik det en del hurtigere, men det tog stadig et par minutter. Igen blev der lagt god vægt mod ham, men denne gang var det ikke overvældende, da han lagde meget af presset mod gelænderet også.

Efter hvad der føltes som en evighed, nåede de op for enden af trappen og Agarés trak sin arm til sig igen og støttede sig mod væggen i stedet. Han havde tidligere bedt Deavás om at hente nål og tråd, hvilket var gjort, men såret skulle stadig renses først og han havde intet liggende belejligt på første sal. Så han rettede et lettere drilsk blik mod ham, - der var en ordre mere på vej og han vidste hvor meget det irriterede ham.
"Tak for hjælpen, men hent lige en af de flasker rom der står i køkkenet." Han var i det mindste høflig nok til at sige tak for hjælpen denne gang, inden han kom med en ordre. Han regnede ikke med at han ville sige nej, da Agarés ikke selv ville kunne komme ned af trappen, for at slæbe sig op igen. Med den sætning, vendte han ryggen til ham og forsvandt ind i det første rum til venstre. Han lod døren stå åben til Deavás når han kom tilbage. Med de tunge skridt flyttede han sig over mod sengen og dumpede ned i den på ryggen. Han åndede lettet op. Nu kunne han i det mindste undgå at anstrenge sig for meget og han lå der i lidt tid, med det ene ben ud over kanten, før han begyndte at knappe den blodige skjorte op. Så ville det nok være lidt nemmere at komme til såret.

Agarés’ stædighed var ikke nødvendigvis en god ting, måske det havde været det sidste gang, men denne gang var det noget helt andet. Det var sikkert det, som havde fået ham i problemer til at starte med, og nu hvor han insisterede på at kunne komme op af trappen selv, så kunne det faktisk ikke gå langsommere. Deavás nåede at hente nål og tråd fra badeværelset og komme retur, før at Agarés nåede helt op ad trappen. Egentlig havde han aldrig før set hans stædighed, som et problem, men det kom til udtryk nu, som han atter var nødt til at hjælpe ham op. Deavás udstødte et utilfreds suk, som Agarés ikke helt forstod hans hentydning, men han lod det ligge. Han ville nok forstå det senere, når de havde fået lukket hans sår, så han ikke endte med at miste bevidstheden før at Deavás gik i gang med det han var kommet for. Det var jo ikke et tilfælde, at Deavás havde valgt at opsøge ham. De havde ikke set hinanden længe, og nu var de stødt på hinanden 2 gange indenfor en uge. Var det ikke bare en lille smule mistænksomt? Ikke at Agarés havde energi til at overveje det. Han kunne sikkert komme op med en anden grund.. Deavás rystede svagt på hovedet for at få tanken væk, som han strammede grebet om hans arm og hjalp ham op af den høje trappe.

Armen blev sluppet, som Agarés trak den til sig og straks lagde vægten mod den nærmeste væg. Deavás gjorde ikke mine til at ville stoppe ham, som han lod ham kæmpe selv, for nu var det værste overstået. Han havde dog ikke helt forventet det smil, som han fik. Deavás rynkede frustreret på brynene, som han sukkede af hans ord. ”Kun hvis vi skal drikke den..” grinte han, men han var godt klar over, hvad sprutten skulle bruges til. Han følte lidt, at han var tilbage i deres barndom, hvor han blev bedt eller beordret til det ene efter det andet. Alligevel vendte han rundt og bevægede sig ned af trappen endnu en gang. Der hvilede dog en irriteret mine over hans ansigt, som han fandt frem til køkkenet og rodede skabene igennem for at finde flasken med rom.

Deavás gik kort i stå, da han var på vej tilbage mod trappen, som han skævede ind mod stuen. Han gøs let ved tanken, bed sig i læben og greb ud efter gelænderet med den ene hånd, som han holdt rundt om flasken med den anden. Det var det, han var kommet for at rette op på. De gyldne øjne blev atter målrettet, som han gik op ad trappen og nemt fandt vej tilbage til Agarés, der havde formået at lægge sig i sengen. Han så godt, at han kun lige havde fået sig derop og at benet stadig lå udover sengen, men nu lå han da ned. Deavás gik roligt ind i rummet uden at banke på, som han stillede rommen fra sig på bordet ved siden af sengen. Hans blik gled over Agarés uden at sige et ord. ”Læg dig..” beordrede han køligt, som han gik hen foran ham og begyndte at knappen skjorten op, han flyttede stille stoffet fra såret og åbnede skjorten helt for at se det an. ”Jeg håber for dig, at du ikke lader hende slippe afsted med det her” mumlede han køligt, før at han greb ud efter flasken og hev proppen af med tænderne. De gyldne øjne havde et svagt skær over sig, som han krøllede noget at skjorten sammen og hældte rommen over for derefter at presse det imod såret. Han pressede til, før at han trak stoffet omkring såret for at rense hele området. Deavás havde sat sig på hug ved siden af sengen for at få den rette arbejdshøjde til såret. Han slap roligt stoffet og lod det ligge mod sengen, før at han rodede rundt i lommen for at finde nålen og tråden frem. ”Må jeg have fornøjelsen?” blikket i hans øjne sagde det hele, det var yderst morsomt at se Agarés i en situation, som denne og han havde tænkt sig at se det hele tæt på. Og måske endda gøre det værre.

I det fleste tilfælde, havde Agarés' stædighed været dét, der holdt ham i live. Det var det tidligere på dagen, da sværdet blev boret ind i hans side, men lige nu var det ikke en fordel. Godt nok var det kun en trappe han skulle op af, men han havde mistet alt for meget blod og hans stædighed kunne hurtigt få ham til at miste bevidstheden, hvis han blev ved med at holde fast i sin stædighed. Der var ikke overskud nok til at forstå nogle former for hentydninger, han tvivlede selv på at han opfangede noget som helst, som det skulle, men alt var alligevel glemt inde for de næste få sekunder. Det eneste han fokuserede på var, at komme ned at ligge, så han kunne slappe bare lidt af.

Efter en god afslapning ville det muligvis gå op for ham, at Deavás nok ikke var dukket op tilfældigt, ikke langt fra hans palæ, men der var vel masser af tid til at snakke efter han var blevet lappet sammen igen. Lige nu var han egentlig bare lettet over at han ikke skulle lappe sig selv sammen. Det ville ikke blive helt let uden energi og fra den vinkel. Agarés hævedet let et øjenbryn over hans vittige kommentar og han kunne ikke lade være med at smile let selv.
"Det vi ikke bruger til såret, er du velkommen til at bælle." Han ville have lagt en let latter over sætningen men undlod, da det ellers ville ende i host og mere blod igen. I stedet havde han en frisk tone, hvilket ellers ikke var en tone man normalt hørte fra ham.

Der gik ikke lang tid, efter han havde lagt sig i sengen, før Deavás kom gående ind ad døren med flasken. Han rettede ikke blikket mod ham, før han stod ved hans side og beordrede ham til at lægge sig ordentligt. Som han løftede benet op for ikke at ligge halvt ud over kanten, lød et anstrengt suk fra ham og han fik skåret en grimasse over smerten. Da skjorten var fjernet, skævede han selv mod såret ved at løfte overkroppen en anelse, men det blev ikke til mere end et glimt, da han hurtigt lagde sig igen med lyden af et lettere irriteret støn.

"Hun skal nok betale for hvad hun har gjort," lød det roligt fra ham, som han løftede den ene arm over hovedet, så det var lettere at komme til såret. Han rettede blikket mod loftet og sukkede tungt, en anelse lettet over endelig at kunne lukke lidt af for eventuelle trusler omkring sig, men der var minimal tid til at nyde det, som skjorten og rommen blev presset mod såret. Han bed tænderne sammen og tog en dyb indånding, mens alt blev renset. Måske han alligevel selv skulle overveje en tår eller syv af rommen, bare for at lægge en dæmper på smerten. Så rettede han blikket mod Deavás og morskaben i hans øjne blev hurtigt observeret. Selv blev han irriteret over at ligge i den situation og at det var morsomt for ham, huede ham bestemt ikke. "... Fornøjelsen er din," mumlede han utilfreds, men lige meget hvor utilfreds han var, var det meget nemmere at få en anden til at gøre det og siden Deavás var den eneste i nærheden, måtte han vel leve med det underholdte udtryk. Han fnyste kort, før han rettede blikket mod loftet igen. Smerten fra nålen ville i det mindste ikke blive så slem, det vidste han.

Deavás tvivlede på at Agarés ville have nogen ide omkring hvorfor han var dukket op. Men forbindelsen var blevet forstærket en del siden sidst. Uanset om han ville indrømme det eller ej, så ville den ikke falme lige foreløbig, så han kunne jo lige så godt udnytte forbindelsen lidt og få den hævn, som han havde fortjent. Selvom han gerne ville gå i gang med det samme, så var han godt klar over at det ikke ville være smart, hvis Agarés endte med at forbløde. Selvfølgelig var de dæmoner og dermed havde de mulighed for at besætte en anden krop, men Agarés ville næppe tilgive ham, hvis han lod det ske. Han var dog tilfreds med Agarés svar, som han nikkede til hans ord. Det ville han nok holde ham op på, men kunne han bebrejde ham, for han skulle selvfølgelig også have noget ud af ulejligheden med at hente flasken og senere rense hans sår.

Der var nok i flasken til at de kunne få en slurk hver eller mere, hvis det blev nødvendigt. Men hovedfokus var på at få renset såret, som han ikke gav Agarés mulighed for at beklage sig. Den smertefulde grimasse fik Deavás til at smile, han gjorde ikke meget for at skjule det, som han nød at høre ham være i problemer og selv et svagt udtryk for smerte, var nok til at han kunne nyde det. Hvor kort det end måtte være. Endnu gang kom Agarés stædighed til udtryk, som han insisterede på at inspicere såret selv. Ikke at han fik meget ud af det, udover at forlænge smerten en anelse. Men det var langt fra nok til at tilfredsstille Deavás ønske om hvad der skulle foregå.

Et stille nik var det svar, som Agarés fik på deres indbyrdes løfte til hinanden. Hvis ikke Agarés gjorde noget, så måtte han jo selv gøre et eksempel ud af hende, for en slave som hende, skulle ikke have mulighed for at lege rundt med dæmoner på den måde. Det var ganske uhørt. Han smilte roligt til ham, som han fik løftet armen og gjorde adgangen til såret nemmere. Presset mod såret var konstant, som Deavás skulle sikre sig at det blev renset ordentligt, han ville ikke kunne love, at han ikke fik et ar, men på den anden side, så var det også en evig påmindelse til hvad der var sket. Forhåbentlig kunne det øge vreden mod Jocelyn. Deavás var ikke vred over at hun havde skadet Agarés, nærmere vred over at hun havde angrebet en dæmon på den måde. Det betød intet at Agarés havde truet en anden på livet, for sådan var det bare. Smilet på hans læber, blev ikke mindre, som Agarés accepterede situationen. Deavás strøg langsomt fingrene over Agarés mave, før at han rejste sig op og rakte flasken til ham. ”Lad nu vær med at pive for meget” lo han køligt, som han placerede en flad hånd imod hans brystkasse. Han nød det måske for meget. Han lod fingrene vandre ned over hans maveskind, før at han placerede en finger på hver side af flængen for at presse dem sammen. Han slap dog igen for at koncentrere sig om nålen og tråden. Han havde prøvet det mange gange efter hånden, så nålen og tråden var hurtigt klar. De gyldne øjne mødte Agarés kort, før at han satte sig på sengekanten ved siden af ham og pressede huden sammen for at føre nålen igennem huden.
Hvis Deavás ønskede det at gøre mere skade på Agarés, så kunne han sagtens nøjes med nålen. Men var han egentlig klar over det? Uanset hvad så koncentrerede han sig for at sy flængen sammen. Hver gang den gik igennem huden blev smilet dog større. Han kom tættere og tættere på. Der var dog stadig blod tilstede, som han pressede huden sammen og næsten provokerede det, men det var ikke noget problem at få blod på hænderne. Halvvejs valgte han dog at trække i tråden for at trække huden sammen og for at se udtrykket i Agarés blik, før at han fortsatte. ”Hvad har du så tænkt dig at gøre?” spurgte han roligt, imens at han endnu engang pressede nålen igennem huden. Der var intet i vejen for at føre en samtale samtidig var der? Så kunne han også sikre sig, at Agarés ikke lige pludselig døsede hen.

Havde Agarés kendt noget til Deavás intentioner, ville han ikke mene at han fortjente noget som helst. Deres omgang sidst var gensidigt, noget de begge ville også selvom det måske ikke var sket som Deavás ønskede det. Men det kunne han ikke tage hensyn til. Hvis det ikke blev nydt, kunne han have kæmpet mere for at vinde deres magtkamp. Han forsøgte at gemme det hele væk, glemme det var sket, men hans krop havde tydeligt vist hvad han virkelig følte. Hverken hans sind eller krop var vant til den behandling, men ikke desto mindre havde han nydt enhver berøring, hård som blid og Agarés selv havde nydt det mindst lige så meget. Havde der været tale om en mindre villig situation, ville han muligvis været enig i, at han fortjente lidt hævn. Men også kun lidt. Men han var stadig dum nok til ikke at tænke over, at Deavás havde den slags idéer. Han var kun fokuseret på at han i det mindste kunne få lidt hjælp til at blive lappet sammen igen, som han ingen intentioner havde, om at skulle finde en ny fysisk form endnu. Passede han bare en anelse på, kunne denne krop fungere fint en del år endnu.

Hvis han vidste hvad der var i vente, havde han nok selv bællet resten af rommen allerede nu, bare for at kunne holde det lidt mere ud. Han var dog ret træt i forvejen og en stor mængde alkohol, ville nok få ham til at falde i søvn. Det ville næsten være uhøfligt at sove når der var gæster, også selvom den gæst var Deavás. Det irriterede ham at hans smerte blev nydt den mindste smule af ham, og trangen til at provokere lidt var der. Han var bare ikke i en position til at gøre noget, da det meget hurtigt ville kunne bide ham i røven, som han lå der i sengen, rimelig hjælpeløs i forhold til normalt. Han kunne ikke engang løfte sig fra sengen, uden en ulidelig stikken i siden generede for meget.

Tiden var aldrig til ret meget, ikke når han var nødt til at bruge det meste af sin tid på arbejde. Om det så var arbejde i banken eller arbejde i at skaffe flere kontrakter, det var irrelevant. Nu var han nødt til at finde tid til at give Jocelyn en lærestreg. Der var ingen tvivl om at det skulle gøres, men han var nødt til at vente, til han var kommet på benene igen. Udover det, skulle Jocelyn ikke se det komme, derfor ville det give mening at vente lidt. At han ville ende med et ar gjorde ham intet, han havde fået samlet et par stykker af dem efterhånden, nogle tydeligere end andre. Svien mod såret så snart der blev lagt pres på fortsatte ikke længe, den stilnede af efter få sekunder, men ubehageligt var det bestemt stadig. Kort skævede han mod fingrene mod maven, før han rettede et muggent blik mod Deavás, som han tog imod flasken. Med endnu en grimasse fik han løftet sig selv lidt op, så han kunne støtte på den ene albue. Så satte han flasken for munden og tog en tår i et nydende suk, både over smagen og over fingrene der gled ned over maven. Han holdt et fast greb om flasken mens han hvilede bunden af den mod maven. Han fulgte med i enhver bevægelse Deavás gjorde, på den måde ville han ikke blive overrasket over nålen mod huden. Øjnene blev rettet mod ham, som han tog en tår mere mens han lyttede til ham. Han satte en finger for munden for at tørre en dråbe rom væk. Ikke helt smertefrit holdt han sig oppe på albuen mens nålen gentagende gange blev ført igennem huden. Han var lige ved at kløjes i den næste tår, da han valgte at trække i tråden, men nåede at redde den inden det blev for akavet. "Det ved jeg ikke endnu.." Han stoppede op for lige at hoste let et par gange. "Det samme hun gjorde mod mig. Tvinge sværdet ned i halsen på hende. Torturere James lidt mere, lege lidt med hendes mentale ro. Der er mange muligheder." Hans stemme var rolig, som om der intet forkert var i noget af det han sagde, hvilket der vel egentlig heller ikke var. At finde på flere ting ville ikke blive besværligt, men der var vel ingen grund til at remse mere op. Han brugte fortsat kræfter på at holde sig selv oppe, men det var nemmere end at skulle ligge sig og løfte sig, hver gang han skulle tage en tår mere. "Hvad med dig? Skal du ikke have lidt hævn for den kniv hun fik sat i dig?"

De havde delt noget, men Deavás var ikke enig i udførslen af deres lille sammenstød tidligere. Men han var overbevist om, at han sagtens kunne placere Agarés i samme situation, vise ham hvad det gjorde ved kroppen og ikke mindst sindet. Deavás havde aldrig underkastet sig på den måde og det var måske de færreste, som ville kæmpe imod, når først stregerne var ridset op på den måde, men Deavás kæmpede nu. Uanset om han havde nydt det eller ej. Følelsen var ny og han var overbevist om at det var den eneste grund til at hans krop havde reageret på den måde. Der var ikke andre forklaringer på, at han faktisk var noget sit klimaks i en situation, han ellers ville afsky og frastødte med alt han kendte. Men han ville aldrig kunne indrømme nydelsen i det. Det var en svaghed og han var nødt til at vise sin styrke overfor Agarés. De var ikke længere børn og der var slet en del siden. Og denne gang skulle barndommen ikke forhindre ham i at gøre en indsats. Først skulle han dog overbevise ham om at han var der for at hjælpe. Det var nemt nok, når Agarés var såret, så kunne han umuligt mistænke ham for noget.

Skulle Agarés gå hen og falde i søvn af sine anstrengelser, så ville Deavás nok finde en måde at vække ham på. Han havde en ide om, hvad der kunne holde ham vågen, men han ville faktisk heller fange ham i situationen end at give ham mulighed for at undslippe det, imens at han endnu var vågen. Måske det var ondt at behandle en gammel ven på den måde, men deres fælles barndom havde ikke ligefrem været en leg. I hvert fald ikke for Deavás. De mange års adskillelse havde dog gjort godt for Deavás. Han var endnu ikke kommet i så stor fare, at han havde følt sig truet på livet. Måske fordi han var van til at arbejde fra skyggerne. Men denne form for hævn, krævede hans fulde opmærksomhed. Spørgsmålet var om Agarés ville gå med til det? Han skulle bare formulere det korrekt.

Der skete altid et eller andet, som krævede deres opmærksomhed. Men Agarés var næppe bekendt med hvad Deavás faktisk lavede. Han havde gemt informationer i mange år og der var ingen, som han følte behovet for at dele dem med. Der var faktisk aldrig nogen, som havde fået adgang til hans sind og faktisk sluppet afsted med det. Det var et grusomt sted at blive fanget og det drænede én for mental energi at finde rundt i hans sind. Medmindre man var Deavás og vidste lige hvor informationerne skulle findes. Minderne om deres sidste møde var dog blevet skubbet langt i baggrunden. Men minderne kunne stadig genere ham. Og at befinde sig i Agarés hjem, gjorde faktisk ikke situationen nemmere. Heldigvis for Deavás, så befandt de sig i et nyt rum i det store palæ. Et rum, hvor han kunne skabe nye minder.. Lige nu var minderne ganske underholdende, som synet af Agarés i en svagelig position, aldrig ville blive glemt igen. Han vidste godt, at han ikke brød sig om situationen, men han havde intet valg, såret skulle lukkes og det skulle helst gøres ordentligt, så det ikke gik op senere.. Deavás lod ham drikke, han var ikke selv interesseret i den flydende væske, måske senere, når han var færdig. Et lettere tilfreds støn undslap Deavás læber, som Agarés havde problemer med at holde væsken indenbords, da han først trak i tråden. Der var liv i ham endnu. ”Jeg ville ikke anbefale at lege med hendes sind, før du har fået noget øvelse” svarede han køligt, roligt, om end Agarés næppe ville synes om sandheden. Det kunne godt være, at han ville være forberedt på hendes angreb, men mon ikke hun ville være det også? ”Hvorfor ikke fange hendes sind?” foreslog han med et smil, skummelt og lusket. Jocelyn ville ikke være i stand til at kæmpe imod, hvis det gjorde det rigtigt, men.. det var ikke dagens emne. Først senere.
Spørgsmålet fik Deavás til at stikke nålen ind i maven på ham. Han fnøs ved ordene. Den form for hævn ville ikke være på sin plads endnu. Men han havde en pointe. Jocelyn havde faktisk snydt to dæmoner, men Deavás følte selv at han havde haft fin kontrol over det. Desuden så vidste han godt hvor han skulle finde Jocelyn, hvis det blev nødvendigt. Hun ville ikke se det komme, som hun ville med Agarés. ”Listen er lang” de gyldne øjne blev rettet imod Agarés. ”Hvis jeg søgte hævn for alt, der er sket mig, så ville jeg aldrig have tid til andet” fortsatte han. Han bukkede sig ned mod såret, da han havde fået lavet det sidste sting og bundet en knude. Han bed tråden over og flyttede sine hænder fra hans krop. Deavás plantede sine læber mod såret, strøg tungen over stingene og slugte resterne af blodet. ”Men jeg ved, hvem jeg ville starte med” blikket blev vendt mod Agarés igen, som et lystigt glimt viste sig hans øjne. Han rettede sig op, strakte skulderne let og vendte sig mod ham. Hans fingre vandrede op af Agarés krop, nålen holdt han stadig i hånden, før at placerede en flad hånd mod hans bryst og skubbede ham ned og ligge. ”Det er meningen at du skal hvile dig” det var en ordre og presset mod hans bryst burde være en klar indikation på, at han insisterede. ”Giv mig en tår” lød det efterfølgende, som han rakte hånden mod flasken. En distraktion, før at han pressede nålen med den anden hånd igennem Agarés brystvorte. Bevægelsen var flydende og hurtigt. Kunne han nå at reagere?

Hvis Agarés havde været ved sin fulde fem og fungeret optimalt, ville det bestemt ikke blive let at sætte ham i samme situation, han havde sat Deavás i gangen før. Selv som han havde det nu, ville han gøre hvad han kunne for at kæmpe imod, for det ville ikke se godt ud, hvis han underkastede sig en anden, lige meget hvem den anden var. Han havde vist sin styrke over for ham, men anede intet om at han snart ville være nødt til at vise sin svaghed. Mere end han allerede havde gjort, som han lå på sengen og fik hjælp til alt. Det var ydmygende, men han var næsten glad for det var Deavás og ingen anden, han var stødt på. En af hans slaver kunne sagtens have givet ham samme hjælp, men ikke uden et fordømmende blik og det magtede han ikke.

Agarés havde ingen idé om hvad Deavás brugte sin tid på. Han gik næsten ud fra, at havde han ønsket at fortælle ham det, havde han nok gjort det, men han havde intet nævnt, så derfor spurgte han ikke. Han spurgte sjældent folk om ting der relaterede til deres arbejde, måske fordi han ikke selv kunne fortælle ret meget heller, men det gjaldt nok mest banken. Det var ren respekt ikke at snage. De gamle minder om hvad der var foregået i underetagen, havde han ikke selv lagt bag sig generelt. Han havde nydt synet af Deavás presset mod en blodig sofa, i smerte, i nydelse, i frustration. Dog var det ikke en tanke der lå tæt til ham lige nu. Han var ikke i tvivl om at han selv ville få nogle spydige kommentarer i sin retning, nu hvor han havde lagt sig i en svagelig position.
”Kontrakten er blevet brudt, jeg kan ikke komme ind i hendes sind længere. Men jeg kan stadig pine hende, ved at torturere James,” sagde han overvejende. Det var klart en mulighed, han skulle bare lige finde dem begge først. Han regnede ikke med de var lige i nærheden længere. Det kunne han ikke tænke på nu.

Han var vant til følelsen af nålen i huden, men skævede alligevel mod maven, da nålen blev stukket et andet sted hen, end såret. Så hævede han let et øjenbryn, som han rettede øjnene mod Deavás igen. Det lystige glimt i hans blik gik ham ikke forbi og en let følelse af vrede begyndte at blusse op. Havde han virkelig tænkt sig at udnytte, at Agarés i forvejen var svækket? Presset fra hånden mod hans bryst fik ham ned at ligge. Et ret så utilfreds udtryk havde lagt sig over hans ansigt. Han løftede flasken for at række den mod ham, men nålen i brystvorten fik ham til at slippe grebet og flasken faldt mod hans mave, gled ned på sengen og rommen flød ud og gled langsomt ind under ham. Han gispede kort, som han greb fat om Deavás’ hånd og klemte så meget han kunne. Det var ikke fordi nålen var en ulidelig form for smerte, langt fra. I forhold til den smerte han i forvejen følte, var det ingenting, men det irriterede ham stadig.
”Forsøger du virkelig at tage hævn med en nål? Eller er det en ny form for forspil?” Lød det muggent fra ham, før han løftede den anden hånd og greb fat i hans skjorte. Så hev han til, for at få ham ned til sig og presse deres læber sammen.

Agarés vidste ikke meget, men Deavás skulle nok sørge for at han vidste nok, når først han begyndte. Han var ikke interesseret i at angribe ham på samme måde, som Jocelyn havde gjort, men det var stadig en mulighed, om end han ville være tvunget til at indgå en kontrakt, så ville Deavás sind ikke være lige så åbent overfor overtagelse eller kontrol. Det ville bestemt blive en udfordring, men han havde aldrig haft planer om at skrive en kontrakt med Agarés, ikke efter at han havde fundet ud af, hvad det betød. Informationerne i Deavás sind var mange, hemmelige og farlige at dele, men Agarés ville kunne leve længe på den mængde af informationer, som Deavás faktisk godt rundt med. Dog var vennen slet ikke klar over, hvad der gemte sig i hans sind. Det var heller aldrig kommet på tale, så Deavás skulle hjælpe ham med hans forretning. At lukke Agarés ind kunne godt blive en udfordring.. Medmindre forbindelsen kunne brydes. Agarés ord var som sendt fra himlen. Båndet kunne brydes og et køligt smil gled over Deavás læber. Det faldt hele på plads i løbet af få sekunder.. ”Hvis du ikke kan nå hendes sind, så må vi sikre os, at andre slaver ikke får samme ide.. Altså må vi forberede dit sind på endnu en indtrængen” blikket undveg ikke hans, som han dog lod fingrene vandre over Agarés krop. Det var en anelse modstridende, som han kunne mærke sensationen fra sidste gang, der lurede lige under hans hud, bare han rørte ham. ”Jeg har på fornemmelse af, at hun kunne finde på at vende slaverne imod dig.. Så vi må være forberedte” et angreb på Agarés var et angreb på alle dæmoner. Han var villig til at hjælpe, så længe han også fik noget ud af det.

Uanset hvad så havde Deavás fået Agarés fulde opmærksomhed med sin åbenhed. Han lagde ikke skjul på noget, foruden den egentlige hensigt med hjælpen. Han kunne fornemme vreden, men det forhindrede ham ikke i at tvinge ham til at ligge sig ned. Det var nemt nok, så længe at såret voldte ham problemer, for så var smerten nok for stor til at kæmpe imod. At flasken blev tabt og endte i sengen, så rommen gled ud af flasken og vædede sengen i den skarpe lugt, gjorde ikke Deavás noget. Han morede sig over blikket, der mødte ham, så snart han kiggede op igen. Grebet om hans hånd var fast, som han slap nålen, men lod den sidde. Hvis Agarés ønskede at fjerne den, så måtte han selv gøre det. Deavás skar en svag grimasse, som presset mod hånden fortsatte. Kunne vennen lide behandlingen? Tonen fortalte det hele, som Agarés tydeligvis ikke var tilfreds. ”Kan du bebrejde.. mig” ordene blev afbrudt, som han ikke havde forventet at Agarés ville reagere på den måde. Grebet om hans skjorte kom ud af ingenting, men han fulgte alligevel med, lagde benene op i sengen for at lægge det ene ben over Agarés, da deres læber mødtes. Selv når han var svag, så formåede han at koste rundt med Deavás, men der var en mening med det. Han kyssede ham tilbage, strøg fingrene ned over hans bryst, skubbede let til nålen undervejs. Deavás brød det dog hurtigt af, som han placerede en flad hånd mod hans brystkasse og skubbede sig selv op. ”Senere.. Først skal du fortælle mig, hvor jeg finder en kontrakt, så jeg kan skrive under..” han lød oprigtigt, stædig, selvom han bed sig let i underlæben. ”Vi må holde sammen på den ene eller anden måde, skulle du få brug for hjælp, så kan du jo altid kalde” lo han køligt, før at han fjernede hånden og forsøgte at sætte sig op igen.

Det var aldrig faldet Agarés ind at skulle skrive kontrakt med Deavás, ikke fordi han kendte til hans evne, for det gjorde han ikke, men fordi han fandt det underligt at få sin barndomsven til at arbejde for ham. Måske han burde have fundet det malplaceret at behandle ham som han gjorde sidst, men det var bare en form for udvidelse af, hvordan han havde behandlet ham da de var yngre. Skulle han derimod skrive kontrakt med ham, ville det kun være for at få informationerne. At overtage hans sind ville ikke blive aktuelt, da han var overbevist om at det ikke ville være nødvendigt at have den form for magt over ham. Der bredte sig et smil over hans læber.
"De andre slaver er slet ikke så mentalt stærke som Jocelyn. Måske nogle vil give det et forsøg, men de vil alle fejle." Han lød alt for selvsikker, specielt når han samtidig lå i sin seng med blod alle vegne og et rimelig dybt sår i siden. Men han tog ikke fejl. Så snart han havde fået adgang til sindet, kunne han med det samme se hvor meget der skulle til for at knække det. Jocelyn havde været den stærkeste af hans slaver, men ingen andre var på samme niveau. Derfor frygtede han ikke et oprør. Selv hvis det kom, ville han være mere forberedt end han var tidligere. Nu hvor han ikke havde mærket andet end smerte i flere timer, nød han berøringen af fingrene mod kroppen, men han viste det ikke.

At tvinge ham ned at ligge var intet problem, da smerterne i såret kun blev værre, hvis han begyndte at spænde i musklerne omkring. Var han tvunget til det ville han gøre det, og selvom han havde opfanget nogle bagtanker hos Deavás, så han ingen grund til at anstrenge sig for meget endnu. Rommen fra flasken flyttede sig længere og længere ind under ham, men det generede ham egentlig ikke og det faldt ham ikke ind af flytte den. Duften var behagelig og i forhold til hvor varmt han havde haft det, afkølede det mod ryggen. Nålen skulle han nok fjerne på et tidspunkt, men lod den sidde lidt endnu, da begge hans hænder var optaget af andet. Det var ikke en behandling han var vant til, og han vidste ikke om det var ment som en form for hævn eller forspil. Hvis det var hævn, var det ynkeligt. Hvis det var forspil og det var hvad der virkede for Deavás, havde han intet problem med at spille med. Han svarede ham ikke, men jo, han kunne sagtens bebrejde ham, selvom han ikke gjorde. Hvis Agarés var blevet behandlet på samme måde, som han havde behandlet Deavás sidst, ville han nok selv være interesseret i hævn. Han forventede intet andet, end at kysset ville blive gengældt, men et lavt gisp kom fra ham da han fik strejfet nålen. Kysset blev brudt, men han slap ikke hans skjorte. Dog lod han ham stadig skubbe sig lidt op, som hans blik blev undrende.
"Så vidt jeg husker var det dig, der sagde at jeg aldrig ville ønske mig adgang til dit sind, ved vores sidste møde," sagde han roligt med et let hævet øjenbryn. Der hvilede en snert af hån i hans tone, som han nu fik mindet ham om deres omgang sidst de mødtes. Han slap hans skjorte, så han kunne sætte sig op igen.
"Jeg behøver vel ikke at kalde på dig, når du åbenbart har talent for at dukke op ved min dør, når jeg skal bruge din hjælp," sagde han med et let smil, som han tog fat i nålen med to fingre og hev den ud, uden at trække en mine. Han kunne have lagt den på natbordet, men valgte med vilje at smide den væk, så Deavás ikke ville gøre brug af den med det samme igen. Lyttede man godt efter, kunne man høre den ramme gulvet tæt på døren. Af hvad han selv vidste, havde det været rent held at Deavás var dukket op, lige som han kunne bruge hans hjælp i dag, men havde han været så heldig en gang, kunne det vel ske en gang mere. Desuden mente han ikke selv, at han ville behøve hjælp igen, da han ikke havde den mindste bekymring for at slaverne ville kunne finde på noget.

Der ville ikke være tale om en permanent aftale, for hvis Jocelyn kunne bryde kontrakten, så kunne Deavás også, han havde blot brug for en måde at bryde igennem Agarés stædige facade og sindet lod til at være den nemmeste vej, det havde det i hvert fald været for Jocelyn. Det kunne han selvfølgelig ikke vide, da han ikke havde planer om at dele sine tanker med Agarés. Han ville blot lade ham tro det.. Men han lod ikke til at være nem at overbevise, han var slet ikke til at overbevise om at slaverne ville kunne gå imod ham, når de først fik ideen om at de kunne bryde ind. Men så igen, for at være i stand til at dele sit sind med så mange, så krævede det også en stærkt sind at holde styr på al den informationer. Deavás sukkede dog opgivende af hans ord, himlede let med øjnene, som følte han, at han talte til en dør.. Agarés ville ikke lytte, heller ikke når det bare var dem. ”Selvtilliden fejler intet..” mumlede han lettere hånligt, som han rettede blikket mod såret. Havde han allerede glemt smerten, som hun havde forvoldt ham? Nok var Jocelyn stærkere end de øvrige slaver, men hvad hvis de gik sammen om at angribe ham på flere fronter? Uanset hvad så ville Jocelyn næppe lade Agarés gå, efter at have truet sin bror, så mon ikke hun fandt en måde hvorpå hun kunne få sin hævn. Spørgsmålet var hvordan. Og Agarés havde flere indgange til sit sinde ud af landet, så hun skulle bare finde dem.. Deavás sukkede lavt for sig selv, lod emnet ligge og koncentrerede sig i stedet om noget andet. Berøringen af Agarés krop, den faste hud under hans fingre, som fingrene vandrede over hans mave. Han virkede distraheret for en stund.

Så længe at Agarés var i tvivl om hvad der foregik, så kunne Deavás sagtens udnytte situationen. Det var ikke meningen, at han skulle se det komme, men at han havde valgt at stikke nålen igennem hans brystvorte var blot en venlig påmindelse om smerten. Den var ikke lige så voldsom, som sværdet i siden måtte have været, men der var også kun tale om et lille prik. Ynkeligt eller ej, så generede det ikke Deavás. Han fik alligevel noget ud af det, om en han ikke havde forventet kysset, så var det mere end velkommen. Alligevel var han nødt til komme lidt på afstand af det. Han skulle lede samtalen et bestemt sted hen, men Agarés gjorde det ikke lige frem nemt, som han vendte fokus mod noget andet. Deavás var ikke bekymret for hans greb om skjorten, som han nok skulle komme fri. Han havde intet gjort, blot prikket let til ham.. ”Siden hvornår har du nogensinde lyttet til mig?” lo han køligt. Man kunne fornemme en snert af frustration over påmindelsen, men han forsøgte at lægge det fra sig. Glimtet i øjet bar dog stadig præg af det.. ”Men du ved vel bedst, som altid” der var en klar hån at spore i hans stemme, han rykkede sig ikke langt fra Agarés, som han lod sin hånd hvile mod hans mave. Hans krop var let drejet imod ham og benet lå stadig over Agarés.
Hånen havde sat sig fast i Agarés ord og Deavás kunne ikke se bort fra det. Han fik det næsten til at lyde som om at han var en lydig hund.. Der vidste hvornår den skulle dukke op til et måltid mad. ”Jeg er virkelig fristet..” han holdt en kunst pause for at se, hvilken konklusion Agarés ville drage af hans ord.. ”Dreka…” det var et bevist valg at udlade halvdelen af navnet, mest af alt for at få hans opmærksomhed, før at han hørte nålen mod trægulvet. Der var ingen grund til at hente nålen igen, han kunne godt have det sjovt uden, men så længe Agarés fulgte alle hans bevægelser, så ville det være svært at gøre noget, der faktisk ville komme bag på ham. Han løftede sig selv op, så han satte sig tilrette over Agarés skød, dog et stykke nede på hans lår for at lade de gyldne øjne glide ned over hans krop. Han bed sig svagt i læben, før at han bukkede sig ned over ham. ”Oplevelsen har brændt sig fast i min hukommelse..” fortsatte han, som han strøg neglene ned over hans side, dog kun den ene side, som ikke var såret. ”Måske det var, hvad jeg kom efter?” fortsatte han, før at han placerede sine læber mod hans hud og lod dem vandre op af hans brystkasse. ”En chance for at gøre op for min egen svaghed” han spredte læberne ad og blottede tænderne for at bide ham lige over brystvorten. Han bed sig fast og lod ikke til at være klar på at slippe ham lige med det samme. Neglene borede sig også ned i hans hud i siden. Den anden hånd brugte han til at holde sig fra at lægge sig ned på ham. Han fandt dog hurtigt ved til flasken med rom, som han løftede og hældte over Agarés sår før at han pressede bunden af flasken mod såret.

At bryde en kontrakt ville ikke være noget problem. Godt nok var Agarés dæmon og det lå til ham at undnytte diverse situationer når han kunne, fordreje tingene lidt mere end de skulle til sin egen fordel. Men han havde altid været en mand af sit ord, og var det stadig. Det stod i alle kontrakter at forbindelsen til et sind ville blive brudt, skulle kontrakten blive revet over, så det var hvad der skete. Som han lyttede til hans ord, rettede han selv blikket kort mod såret. Han kunne ikke rigtig sige ham imod, da hans hånlige tone var helt på sin plads. Agarés havde været dum nok til at blive påvirket af Jocelyn, hvilket han heller ikke selv var tilfreds med. Han var forberedt på hævn fra hende i fremtiden, men så længe hun ikke kunne påvirke hans sind længere, ville han ikke have et problem med at jorde hende. Selvom hånen havde været tydelig, fnyste han alligevel kort som var han underholdt over hans kommentar, men han så ingen grund til at svare igen. Agarés havde efterhånden opfattet at Deavás havde planer for dette møde, så mere opmærksom var han blevet. Så var det bare spørgsmålet, om han havde den fysiske styrke og reaktionsevne til at gøre noget ved det, inden det var for sent og det var der ikke god chance for. At hive ham ned til et kys var kun nemt fordi han ikke gjorde modstand. Han sendte ham et anerkendende blik, som svar på hans spørgsmål. Han havde helt ret, han havde aldrig lyttet til ham, men som Deavás var blevet ældre og klogere, var han vel selv blevet det samme. Som ung lyttede han aldrig til nogen, men han havde hurtigt lært at hvert et ord betød noget, ethvert ord havde et formål og kunne muligvis bruges senere.

Kort fik han skævet mod flasken, der ikke længere lækkede rom ud, som formen på den forhindrede at resten nåede åbningen. Der var vel ingen grund til at fjerne den. Når den lå der, var den bare nemmere at få fat på, skulle det friste igen, så han løftede armene og lagde hænderne bag hovedet for at ligge sig lidt bedre til rette. Hans blik var roligt, som han kort overvejede hvilken konklusion han skulle drage. Hans tidligere handlinger havde lænet mod hævn, men som han sad med et ben over ham og talte om frist, lænede det mod noget helt andet. Han fik ikke meget tid til at tænke detaljeret, da han hørte starten på sit navn og blev irriteret, som han endnu engang løftede sig lidt op, for at hvile mod den ene albue. Så havde han stadig en hånd fri, som blev lagt mod maven. "Du gør det ikke.." Lød det truende fra ham. Han havde intet at have det i, da han ikke ville kunne gøre modstand, valgte Deavás først at bruge hele hans navn, men at han decideret truede med at gøre det var frustrerende. Frustrationen blev dog hurtigt erstattet af undren, som han placerede sig over ham, men han brokkede sig da ikke. Han sukkede kort over neglene i siden og kunne ikke holde et selvtilfreds smil tilbage over hans ord. "Så jeg havde ret," lød det roligt fra ham, som han nu konstaterede at Deavás kun var kommet for at gentage oplevelsen fra sidst. Måske han ville være en anelse mere villig denne gang, nu hvor Agarés ikke var så energifyldt? Han trak vejret dybt og nogle få gisp i nydelse lød fra ham over både læberne mod brystkassen, derefter tænderne der blev sat i. Han begyndte automatisk at spænde en anelse i sin nydelse, en anelse mere over neglene i siden. Han nåede ikke at reagere det mindste, på rommen der blev hældt over såret og et støn i smerte lød fra ham. Her havde han lige håbet på noget helt andet og så endte han med at blive ret skuffet. I næste sekund mærkede han flaskens bund der blev presset mod såret, men i stedet for at tage fat i den og forsøge at fjerne den, lagde han en hånd i siden på Deavás og skubbede til, så hårdt han kunne. Samtidig løftede han det ene ben og drejede hoften, i håb om at få ham skubbet af sig. "Fjern dig fra mig, din underdanige dengse!" Råbte han som han fortsat skubbede til. Om det ville lykkes at få ham væk var han ikke sikker på, da han ikke havde mange kræfter at gøre godt med. Alt han selv gjorde, fik smerten i siden til at blive værre og flere råb i smerte lød fra ham, måske de også blev udbrudt i frustration.