Kani havde aldrig haft styr på årstider, for der fandtes ikke årstider så dybt under havoverfladen, som hun boede, og desuden var det bare altid varmt i Rubinien. Hun kunne meget svagt huske noget om sne, hun engang havde set på sin lange rejse, men det var meget langt væk. Derfor vidste hun heller ikke, hvornår det var tid til at gå på jagt. Hun kunne altid bare mærke det. I dagene op til, var hun for det meste mere irritable end normalt, og selvom det var det samme hver gang, gik der altid noget tid, før det gik op for hende, at det var spisetid. Og det var spisetid i aften.

Kani vidste, at det kunne være svært at finde et bytte midt om natten, da de fleste mennesker sov, når himlen var sort, så hun begav sig om regel mod overfladen kort før solnedgang, hvor der stadig var aktivitet ved kysterne. Denne gang udså hun sig et lille fiskerleje, hvor en fisker stod og var ved at reparere sit garn. Det var perfekt; Kani kunne ikke udstå fiskere og deres forbandede garn. Alt for mange af hendes klan var blevet fanget og dræbt i de garn.

Langsomt gled Kani igennem det mørke vand, indtil hun kom helt ind under den bådebro, fiskeren stod på. Hun kunne høre hans vejrtrækning og hans stille nynnen. Hun kunne næsten smage ham allerede, og det var heldigt, at det kun var toppen af hendes hoved, der stak op over vandet, for ellers ville man have kunnet høre hendes mave knurre. Hendes ører virrede lidt for at se, om hun kunne opfange lyden af andre tilstedeværende, men det kunne hun ikke. Hendes hørelse var ganske vist ikke så god over vandet som under…

Kani løftede stille en hånd og koncentrerede sig et øjeblik. En kugle af neonblåt lys formede sig over hendes håndflade, hvor den blev hængende et øjeblik, før den ændrede form til at stor laks, stadig lysende. Forsigtigt satte Kani laksen ned i vandet, hvor den spjættede lidt, men begyndte så at svømme ud fra under broen, så fiskeren kunne få øje på den. Den slangede sig i vandet og slog spjæt med halen; den gjorde sig til.

Kani hørte tydeligt, da fiskerens nynnen stoppede. Han havde set den! Og få sekunder efter hørte hun, hvordan han gik hen over broen, tættere på den lysende fisk…

Kani fleksede de kraftige klosakse, klar til at hapse ham.

På den næsten helt mørke kyst gik Agarés med rolige skridt. Han havde en masse papire i hånden og næsen dybt begravet i siderne. Han havde efterhånden fået så mange aftaler i gang, at han var nødt til lige at gå over kontrakterne endnu engang. Det gjorde han gerne en gang om ugen, for at være sikker på, at han kunne holde styr på det hele. Det ville være decideret pinligt, hvis en bankmand som ham, glemte nogle af dem der arbejdede for ham. Hans forældre havde trods alt lært ham, at det var vigtigt at opretholde sit ry og han gjorde bestemt sit for at opretholde sit. Det var yderst vigtigt for ham at fremstå som en meget fattet mand og derfor var han nødt til at bruge lidt tid på at studere sine kontrakter.

Da Agarés fik bevæget sig tættere på en bette fisker, som han ikke engang havde lagt mærke til, stoppede han straks op. Den svage lugt af blod blev hurtigt opfanget og hans blik rettede sig med det samme mod den lille mand på broen. Blodet han kunne lugte kom dog ikke fra ham. Den kom fra fiskene. Men blod var blod og siden han nu stod så fint med ryggen mod Agarés, var situationen jo lige til at udnytte. Så Agarés fik foldet papirene sammen og lagt i inderlommen på den lange sorte jakke. Heldigvis var han ikke tæt nok på fiskeren til at han ville kunne hører raslen fra papirene.
Han trak hætten over hovedet så ansigtet blev helt dækket af skygger og foldede vingerne ud. Han lettede fra jorden og svævede lydløst hen over, tættere på manden.

Fiskeren stod og holdte øje med en fisk. Hvilken fisk det var, havde Agarés ingen anelse om, men det var heller ikke vigtigt. Med den minimale hæl der var på hans sko, kunne han ikke undgå at lave en lille lyd da han landede på broen, lige bag fiskeren. Da fiskeren skulle lige til at vende sig rundt og se på Agarés, trak han sit ene sværd og holdte den op foran fiskerens hals, før han nåede at vende sig rundt. Agarés tog fat i hver sin ene af sværdet, en på skaftet og den anden på bladet, og begyndte at stramme til mod mandens hals. Et lille 'Jeg beder dig...' lød fra den lille fisker. Agarés reagerede ikke, men strammede bare mere til og med et pop, røg hovedet af og faldt ned på broen med et bump. Han vendte blikket mod hovedet, som trillede hen af broen, for til sidst at lande med et plop i vandet.
Derefter satte Agarés lystigt tænderne direkte i det blodige sår hvor hovedet engang havde siddet.

Det hele gik meget hurtigt; Kani hørte et sæt fødder lande på broen meget pludseligt, og kort efter røg fiskerens hoved i vandet. Kani stirrede noget slukøret på hovedet, mens det flød rundt i vandoverfladen, og så blev hun rasende. Det havde været hendes bytte! Og nu var der nogen, der havde stjålet det!

Uden overhovedet at tænke sig om og overveje, hvilket væsen mon to kappen hovedet rent af en voksen mand, hævede Kani sig hvæsende op fra vandet. Hun greb fast i kanten af broen med begge hænder og begge kløer og trak sig hurtigt op, de otte lange ben fulgte hurtigt efter, og snart kunne hun trone sig op over det usle væsen, der havde frarøvet hende sin aftensmad.

”Det var mit bytte!” hvæsede Kani til væsnet (hun var ikke så god til at kende mænd og kvinder fra hinanden) og rejste sig mere på de lange ben, så hun ragede mindst en halv meter op over den fremmede.

Hendes hvide, skællede overkrop glitrede i de lilla stråler fra den nedgående sol, mens hun viste sine spidsetænder.

Agarés fik revet et nogenlunde stykke kød af halsen, som han fik tygget godt og grundigt på. Blodet løb ned af hagen på ham, længere ned af halsen og ned mod brystkassen. Den hvide skjorte blev meget hurtigt knaldrød, hvilket selvfølgelig irriterede ham grænseløst meget. På den måde så han ikke ligefrem så fin og fattet ud som han gerne ville. Mens han tyggede løs på kødet, satte han det blodige sværd tilbage i bæltet.

Da han hørte en meget vred stemme fra vandet, vendte han straks blikket mod krabbekvinden der hev sig op. Han lagde hovedet en anelse på skrå mens han betragtede hende, men han blev ved med at tygge på kødet.
"Hm. Det beklager jeg. Vil De have ham?" Spurgte han med en rolig stemme. Han tog fat i kraven på manden han lystigt tyggede videre på, løftede ham op og rakte ham mod kvinden. De store muskler der blev spændt godt op da han løftede manden, blev gemt godt under jakken.
Han var da en gentleman, når han havde muligheden, og hvis denne mystiske krabbekvinde havde håbet på et måltid, skulle han da ikke blande sig. Det havde han så gjort alligevel, uden at ville det. Han havde fortsat hovedet lagt på skrå, mens han lod blikket køre op og ned af damen. Det var ikke hver dag man så sådan et væsen og han var da aldrig stødt på sådan en før nu. Han var ikke ligefrem overrasket. Efter at have levet i så mange år, havde han lært at der nærmest ikke var nogle væsner der ikke eksisterede.

Kani rynkede på næsen af personens forslag og rakte en klo ud for at skubbe den hovedløse fisker væk fra sig. Hun skulle ikke nyde noget af mad, som andre havde tygget på.

”Jeg spiser ikke rester,” sagde hun og slikkede over sine tynde læber med sin sorte tunge. ”Måske skulle jeg æde den i stedet for!”

Hun hævede sig lidt højere op på de lange ben, til hun var næsten tre meter høj. Bådebroen knagede under hendes vægt, mens hun tog et skridt tættere på væsnet, der havde stjålet hendes måltid.

Agarés fulgte manden med blikket, da han blev kastet til side. Der røg hans aftensmad, hvis krabben ikke ville have ham.
Et tungt suk kom fra ham, før han vendte blikket mod hende igen.
"De er velkommen til at smage," svarede han på hendes trussel, stadig med det ret så kolde udtryk i ansigtet.
"Hvis De altså kan nå mig," fortsatte han og med et blev de store sorte vinger, der aller mest mindede om en flagermus, foldet ud.

Han bøjede nakken en del mere for at holde blikket mod hendes ansigt, da hun hævede sig højere op endnu. Selvom han lige var blevet truet, var han alligevel imponeret over dette væsen, så han kunne ikke lade være med at vise et hint af et smil over læberne. Det ville dog være umuligt at se i mørket, også med hans hætte der dækkede ansigtet godt.
Straks lettede han elegant fra jorden ved at gøre et voldsomt bask med vingerne og hætten fløj af, så det lange sorte, glatte hår kom til syne. Der gik ikke længe før han fløj i samme højde som krabbens hoved. For at være forberedt på lidt af hvert, holdte han den ene hånd over skaftet på det ene sværd, klar til at hive det frem, skulle det blive nødvendigt.

Kani blinkede forvirret med de store, sorte øjne, da væsnet foran hende pludselig svævede i øjenhøjde. Hun var ikke vant til at landskabninger kunne flyde i luften på den måde, og der var ingen under vandet, der turde at hæve sig op hendes øjenhøjde. De sørgede alle sammen for at holde sig underdanigt under hende. De skulle helst ikke for tæt på hendes sylespidse tænder eller ætsende spyt – ikke at hun gik rundt og angreb folk på må og få.

Kani betragtede den flydende fremmede et stykke tid. Hun kunne godt se sværdet, og desværre var den fremmede tæt nok på, til at hun ikke skulle nyde noget af at angribe den. Hendes underkrop var dækket af et mere eller mindre uigennemtrængeligt panser, men hendes overkrop var blød og kun dækket af lige så bløde skæl. De glatte og bøjelige nu til at kunne afbøde et slag med sværdklingen, men bestemt ikke et direkte stik med spidsen. Hun kunne selvfølgelig spytte den fremmede i ansigtet. Det skulle nok få den ned og ligge meget hurtigt, men hun var for nysgerrig.

”Hvad er den for en?” spurgte hun og kneb de sorte øjne lidt sammen. Hun havde aldrig set sådan en før.

Agarés svævede fortsat elegant i luften. Den sorte lange jakke blafrede rundt, som følger af de store bask han lavede med vingerne, for at holde sig i øjenhøjde med krabben. Det samme gjorde den hvide skjorte, hvilket resulterede i at hans mave engang imellem blev blottet. Dog lod han sig ikke mærke med det, da han fokuserede fast på at kunne reagere i sekundet, hvis det kom til det. Men da det ikke lod til at krabben havde tænkt sig at smage på ham alligevel, slap han grebet om skaftet og smilede kynisk.

"De fleste ville nok kalde mig dæmon. Jeg selv, ville kalde mig Agarés, alles Herre," svarede han med et fint buk midt i luften. Der blev bestemt ikke lagt skjul på, at Agarés så sig selv som bedre end alle andre. Han var trods alt opdraget til at se alle andre racer som slaver, og det var tydeligt.
"Hvad er De for en og hvad foretrækker De at blive kaldt?" Spurgte han, med den samme rolige tone han hele tiden havde haft. Nu da de var ved emnet om 'hvad', var han nødt til at spørge hende. At lære mere om andre racer ville kun gavne ham, da det var information han levede af. Uden informationer, ingen Agarés og selv den mindste information hjalp ham.

Kani fnøs og virrede med de spidse ører.

"Den er ikke min herre," gryntede hun og kneb sine store, sorte øjne lidt sammen, mens hun betragtede Agarés. Hun var ikke sikker på, hun havde lyst til at give den sit navn... Hvad skulle den dog med det?

Mistænksomheden måtte stå malet tydeligt på hendes hvide ansigt, men til sidst besluttede hun sig alligevel for at gøre det. Hun kunne jo altid dræbe Agarés og spise den, hvis den prøvede på noget.

"Kani," sagde hun så. "Jeg er mig." 

Agarés fnyste kort over krabbens kommentar. Hun vidste måske ikke at dæmoner var højere stående end alle andre, men det gjorde han selv og det var godt nok. Tilgengæld gik det hurtigt op for ham, at han måske lige nøjagtig havde brug for en som hende.
"Kani. Godt at møde Dem," sagde han med et lille nik. Efter kort tid besluttede han sig for at der ikke var brug for hverken sværd eller vinger mere, så han lod sig langsomt svæve længere og længere ned, indtil han let landede på jorden. Han lænede sig op af en af de store sten der var i kanten af broen, lagde armene over kors og vendte blikket mod den høje krabbe.
"Jeg står tilfældigvis og mangler en som dig til mit arbejde. Kunne De være interesseret i en lille aftale, mod en mindre betaling?" Spurgte han med et venligt smil. Han stak hånden i lommen og trak en flad, rød rubin op, på størrelse med hans egen håndflade for at tilbyde den til Kani.
"Der er mere hvor det kommer fra, skulle du vælge at acceptere," sagde han roligt.

Kani sænkede også sin massive krop, da Agarés landede. Så længe den holdt sin hånd fra sværdet, var Kani mere rolig. Med mindre klingen var magisk, kunne den ikke sådan uden videre trænge igennem hendes panser, men et enkelt stød mod hendes underliv med spidsen ville gøre en ende på hende meget hurtigt. Derfor sørgede hun også for at holde sine nederste arme, dem med de skarpe klosakse, foran sit svage punkt. Deres panser burde være nok til at beskytte hende i første omgang.

Kani fik dog andre ting at tænke på, da Agarés holdt en rubin op. Hendes store, sorte øjne blev om muligt endnu større, og hun tog et par skridt med Agarés for at læne sig ned og undersøge den værdifulde sten lidt nærmere. Den dybe, røde farve tændte et begær i hende, og hun besluttede straks, at hun måtte have den.

”Hvad for en aftale?” spurgte hun endelig og lod sit blik møde Agarés’. Hun rettede sig op igen; hun brød sig ikke om at bukke foran den anden.

Agarés kunne ikke lade være med at smile over Kanis reaktion på den røde rubin.
Han lod hende sturdere den, som den sad mellem fingrene på ham, men lukkede så hånden om den for at fjerne den fra hendes syn. På den måde var der en god chance for at han kunne holde hendes interesse, hvis hun ville have den nok.
"Jeg skal bruge en der kan hjælpe mig med at sikre nogle købmænds gods over havet. Hvis deres gods ikke kommer frem, mister jeg nogle vigtige forretningsfolk og det kan jeg ikke have," svarede han roligt. Han rettede ryggen og lagde elegant det ene ben over det andet.
"Hvis De vælger at acceptere, kan De selv bestemme prisen for Deres hjælp," sagde han med et øjenbryn let hævet.
Han håbede selvfølgelig at det at kunne vælge prisen selv, ville gøre det endnu sværere at sige nej.

Kani fnøs irriteret, da Agarés tog rubinen væk igen, men da talen faldt på en aftale, glemte hun at være irriteret. Hun kunne godt lide at indgå aftaler, især hvis hun følte, at hun kom ud fa det med en god pris. Hun blinkede de store, sorte øjne ned på den lille skabning foran hende; den kunne hun godt lave aftaler med. Den virkede ikke synderligt udspekuleret, og Kani var sikker på, hun godt kunne håndtere den.

”Den skal overholde aftalen,” sagde Kani og gestikulerede mod Agarés med en af sine store klosakse. ”Ellers bliver den klippet over.” Det var ikke en tom trussel. Kani havde før straffet folk, der havde forsøgt at snyde hende. Deres kranier var nu dekorationer i hendes undersøiske grotte.

”Jeg vil have dén sten,” fortsatte hun så og pegede en finger mod rubinen i Agarés’ hånd. ”Og én til. Til at starte med. Den kan genforhandle om tre måneder.”

Agarés så på Kani med et afventende blik og det venlige smil, mens hun overvejede sit svar. Han nikkede så let og smilet blev lidt større grundet hendes første kommentar. Normalt ville han have valgt at opdrage lidt på folk der havde omtalt ham som en 'den', men lige nu kunne han ikke tillade sig at være uhøflig. At få denne aftale på plads var langt vigtigere end at han blev tiltalt som han mente han skulle. Agarés var heller ikke et sekund i tvivl om at damen kunne forvolde seriøse skader, hvis det var det hun ville, så han tog truslen til sig, dog uden at vise det.
"Det er noteret," svarede han på truslen, helt roligt.

Agarés lyttede nøje efter, da hun fortalte sin pris for sin hjælp. Han var mere end tilfreds over hvad hun forlangte.
"Det er i orden. Som bevis på min loyalitet, kan De jo beholde denne," svarede han og kastede den røde rubin over mod Kani, selvfølgelig i håb om at hun ville gribe den.

Kani kiggede nysgerrigt på stenen, mens den fløj igennem luften, og hun blev ved med at betragte den, da den ramte hendes flade bryst og faldt ned på broens træværk. Det der med at kaste og gribe var hun ikke rigtigt vant til fra sit undersøiske liv, og det forekom hende en kende fjollet. Hvorfor kunne man ikke bare give hinanden tingene i stedet for at kaste dem?

Hendes blik mødte Agarés’, og hun flyttede det ikke, mens hun rakte ned med den ene klo og samlede rubinen op. Den sad godt fast i hendes greb, og enhver, der kunne finde på at prøve at tage den fra hende, skulle finde sig i at risikere at få klippet en hånd eller dét, der var værre, af. Hendes blik flyttede sig så endeligt til at hovedløse og meget døde fisker. Hun nikkede mod liget.

”Den stjæler ikke Kanis mad igen,” sagde hun, inden hun puffede til den døde krop med et af sine otte ben. ”Men den kan få beholde den dér. Kani spiser kun frisk mad.”

Agarés rettede blikket nedad og tog sig kort til hovedet, da rubinen faldt til jorden. Han kunne vel have sagt sig selv at en krabbe ikke helt ville have forstået konceptet i at gribe, men det tænkte han selvfølgelig ikke over, da det var ret normalt for ham selv. Han så på Kani igen, mens hun fik samlet rubinen op med kloen. Fascinationen af rubiner havde han tilgengæld aldrig rigtig forstået. Men det var selvfølgelig også nemt ikke at være betaget af dem, når man var vokset op med at eje flere af dem.

Agarés skævede kort mod den hovedløse mand på broen og et lavt grin undslap hans læber. Han nikkede så kort.
"Det er en aftale," sagde han med et smil. "Men han ser ud til at ligge meget godt der, så der kan han vel bare blive," sagde han. Agarés lod sig aldrig friste af blod midt i en vigtig aftale, heller ikke selvom han lige var blevet tilbudt at beholde den lille fisker. Han rejste sig fra stenen og gik få skridt tættere på Kani.
"Hvis De overholder Deres del af aftalen, kommer jeg tilbage med to rubiner mere i slutningen af måneden. Den mindste skade der sker mod de skibe, og jeg bliver væk. Jeg håber vi er enige."

Kani rystede let på et skaldede hoved.

"Den skal fortælle Kani, hvordan skibene ser ud," sagde hun og gestikulerede med en hånd, som om dette var helt åbenlyst. "Ellers ved Kani ikke, hvilke skibe hun skal passe på."

Hun vidste heller ikke helt, hvornår "slutningen af måneden" var, men det kunne hun nok finde ud af ved at tale med de fra sin gruppe, der havde haft meget med mennesker at gøre.

Med Kanis kommentar, nikkede Agarés let og gik derfra ud for, at aftalen var som den skulle være.

”Der er tale om to skibe, der kommer til havnen en gang om ugen. Den ene går ved navnet ’Godset’, som er skrevet på siden af skibet. Den anden har navnet ’Smedens’ skrevet,” svarede han med den rolige stemme.

Så vidt Agarés kunne se, var der ingen misforståelser, og hvis der var, ville Kani vel spørge. Han var da mere end villig til at svare på hvad der var nødvendigt for hende at vide.

Kani blinkede af Agarés et øjeblik, mens hun prøvede at forstå, hvad der blev sagt til hende. Det tog hende et øjeblik, men brød hun ud i en hæs, raspende latter, der fik hele hendes store krop til at ryste.

”Kani læser ikke menneskeord,” forklarede hun og gned over sit ansigt med en ledig hånd. ”Den skal sige, hvilke farve skibene har. Har de en…?”

Kani prøvede at mime, hvad der kun kunne beskrives for en meget dårlig efterligning af en galionsfigur. 

Agarés lagde hovedet let på skrå med et smil over Kanis latter. Han havde ikke regnet med at der ville være ekstra arbejde i at få den aftale i land, men han var vel nødt til at gøre som der blev krævet af situationen.
"Begge skibe er brune. Den ene har en søhest som galionsfigur, den anden har en fugl," svarede han, efter at have brugt et minut eller to på at regne ud hvad Kani mente med sin mimen. Siden de begge to var fragtskibe, var farven ens på begge to. En søhest var han sikker på hun vidste hvad var, nu håbede han bare ikke han skulle til at forklare hvad en fugl var. Mon ikke hun havde set et par fugle før, mens hun havde været på jagt. Måske endda ædt et par af dem.