Solen var lige gået ned, og Ray var ude på opdagelse igen. Han havde efterladt Adrian og Asjar til at sørge for føde, så han selv kunne gå ud og have det sjovt imens. Han løb rundt på skovbunden, nød det i fulde drag, nøj hvor var det længe siden han havde været her, sidste gang var jo dengang han stadig var et menneske! Træerne, græssede, jorden, det hele, han nød det hele!

Han var iført sit normale tøj, som bestod af hans sorte undertrøje, brune overtrøje med ild mærker broderet i bunden. Hans sorte jakke med korte ærmer oven på med tilsvarende broderet mærker. Hans hætte var slået ned og han kunne mærke vinden i hans hår. Kæderne der hang fra hans sølv broche knitrede mens han løb af sted. Han havde sine normale meget lyse grå bukser på, med hans brune sko og sorte forbindinger omkring benene. 

Efter et godt stykke tid af at have løbet rundt på denne måde, fandt han et dejligt stort og flot træ, og han tænkte at han kunne slappe lidt af deroppe! Efter han havde kravlet op i træet tog han et æble frem og begyndte at spise det, ja, på den måde han altid gjorde når han slappede af. Nogen folk ville dog nok ikke kalde dette for at spise af at æble, da han jo egentligt bare spyttede det ud hver gang han tog en bid, men han havde jo ikke lyst til at brække sig ud over det hele, hvilket er ved der sker når han spiser normalt mad. Yep, endnu en af de negative ting ved at være en vampyr. 

Som solen var passeret ned bag horisonten var Atropa endelig på vejen hjem igen. På det sidste havde hun hjemme hos sine forældre for bare at besøge dem i alfelunden. Men eventyret kaldte på den lille alf, så hun havde nu efter en lille uges tid valgt at tage buen ved sin hånd, tasken på sin ryg og sin lille grønne kjole på. Alle alferne der så hende i alfelunden kende hende lidt som en særling, men ville ikke stå i vejen for hendes ønsker og drømme. Især med hendes baggrund.

Hun nåede dog ikke så langt ud fra den lille lund før hun så en mand oppe i et af træerne. Han spyttede æblestykkerne ud efter hver bid, men hvorfor vidste Atropa ikke. Hun undrede sig lidt over det men fortsatte hendes tur fra gren til gren i de høje træer der fylde skoven. Hun fløj ikke, men baskede kort med sine vinger som hun hoppede til den næste, for det var ret tydeligt at hendes ene vinge havde større skader og den gjorde ondt hvis hun blev ved med at bruge den for meget. Så Atropa undlod at bruge den meget, men hjalp sig selv til at hoppe lidt længere når mellemrummet ville være for stort til et normalt hop.
Der var ikke mange grene mellem manden der sad i træet og hende selv længere. Men Atropa sneg sig ikke lige frem tættere på, men hver af hendes landinger lavede en større lyd som hun bare dumpede ned på grenene.
"Hejsa med digsa." sagde Atropa som hun sprang hen til en nærtliggende gren af mandens. Hun var ikke den sky type af alfer. Hun var meget mere spontan og hendes tanker var ikke særligt gennemtænkte, så tit og ofte fandt hun sig selv i underlige situationer som nu.

"Hvorfor spiser du ikke dit æble hr?" spurgte hun bare. Hun tænkte ikke på at introducere sig eller noget. For hendes nysgerrighed havde en for stor magt over hende, så hun måtte bare spørge om spørgsmålet der havde ventet i hendes tanker til nu.

Ray så lidt forvirret på dette mærkelige lille væsen som nærmede sig ham. Den havde vinger, og hoppede fra gren til gren for at komme hen til ham. Denne lille mærkelig skabning begyndte derefter at snakke til ham, normalt ville han have ignoreret hende, men han var meget forvirret lige nu, så han valgte at svare. ''Ser du, mærkelige lille vinge ting, jeg kan ikke spise normalt mad, for hvis jeg gør det så brækker jeg mig meget kraftigt, men jeg nyder alligevel følelsen af et æble i munden.'' Han stak sin finger lidt fremad i et forsøg på at prikke til Atropa. Gad vide om den har blod? Og hvis ja, hvordan smager det mon? Tænkte han, men så kom han i tanke om at Dakran jo havde brugt utrolig meget tid rundt omkring i landet, så måske vidste han hvad dette væsen var? Hey Dakran! Der er et lille væsen med vinger foran mig som kan snakke, har du nogen anelse om hvad det her er? Der gik lige et par sekunder, så svarede Dakran tilbage på Rays telepati, det er muligvis en Alf, herre, men hvad laver du dog i Alfelund?, Ray svarede lidt hurtigt, det behøver du ikke at tænke på, nå, tak for din hjælp. 

Ray kiggede ned på Atropa, ''Nå, så du er en alf hva? Jeg hedder Ray, hvad hedder du? Ray stak sin hånd frem, som at give hånd til Atropa.

Atropa tænkte ikke over sekunderne hvor der var stille, for hun havde travlt med at prøve at finde ud af hvorfor han ville kaste op af at spise et æble? Var han måske allergisk? Det var vel ikke Atropas problem hvis han var, men alligevel ønskede hendes nysgerrighed at få svar. Men manden fik talt og hans navn var åbenbart Ray. Så efter at have hørt hans navn blev hun en smule flov. Hendes kinder blev hurtigt helt røde. Hendes hænder fik fat i siderne af hendes kjole og hun gjorde sig så i et lille alfe nej, men tog ikke mod hans hånd. "Jeg havde helt glemt at man introducerede sig selv." sagde hun og kløede sig i nakken med et grin og et smil på sine små læber.

"Mit navn er Atropa. Og ja, jeg er en alf. En alf af Belladonna og Scopolia familien." Sagde hun med et oprigtigt uskyldigt smil. Det var ikke fordi familien var speciel mellem nogen andre racer end alfer. Men blandt alferne i lunden var den kendt for Oryctes og Atropa. De to var et umage par som havde været gode beskyttere af lunden i længere tid, men den rygterne fortalte nu om at de begge, og ikke kun den ene, skulle være forsvundet. Men sådan var det nu ikke. Atropa var stadig ved sine fulde fem, ud over hun måske var lidt underlig.
"Men Ray? Må jeg spørge om hvorfor du kaster op af at spise æbler? Er du allergisk?..." Atropa indså ikke selv hun havde spurgt om hun måtte spørge om noget, men bare hovedkulds havde kastet spørgsmålet i fjæset på ham. Men hun håbede også bare på at folk altid ville vise det bedste i sig selv og bære over med hende. Også selvom det til tider sikkert kunne være svært,

Som den lille alf snakkede, begyndte Ray at få mere og mere fatning. Hun nævnte sin familie som var den kendt, hvilket den sikkert også var, men da Ray ikke ligefrem havde været meget ude de sidste par hundrede år, så var det sådan nogen ting, som han ikke rigtig vidste. Ray sad blot og stirrede på den lille alf mens hun snakkede, af en eller anden grund, så havde han ikke rigtig lyst til at begynde at leje med hende på samme måde som han plejer at gøre med folk. Han havde godt kunnet mærke, at hans møde med en af hans slægtninge havde ændret ham, eller, ihvertfald hans humør. Han så på hende et øjeblik da hun spurgte om han var allergisk overfor æbler, han overvejede kort om han skulle svare, men valgte så at gøre det. ''Det kan man vel godt kalde det... Jeg er egentlig allergisk overfor alle normale former for mad, ser du, jeg er egentlig en vampyr.'' Den sidste del sagde han med et træt suk, hvorefter han åbnede munden og pegede på sine hugtænder.

Ray håbede virkelig ikke at hun ville blive bange for ham eller behandle ham anderledes, nu hvor hun vidste hvad han var, han lod altid som om at han godt kunne lide at være en vampyr, godt kunne lide at drikke blod, godt kunne lide at være greve, godt kunne lide at være uddødelig. Men han hadet det, han hadet at hans lillebror døde og at han ikke selv gjorde det, han hadet at folk altid så misbelligende på ham, når de fandt ud af, at han var en vampyr, han hadet at han var nød til at gøre folk fortræd, eller få sin butlere til det, for at han kunne få føde. Han hadet virkelig at være en vampyr, der var nogen få fordele ved det, dog ikke rigtig nogen han for alvor nød. 

Ray blev bare siddende og kiggede afventede på Atropa for at se hendes reaktion på, at han var en vampyr.

Atropa forstod ikke helt som han fortalte at han ikke kunne tåle mad, men det blev hurtigt ligegyldigt som hendes ansigt så komplet forskræmt ud. Hun lignede kort hun bare ville hoppe ned af træets gren og flyve så hurtigt som overhovedet muligt for hendes små vinger at bære hende, væk fra ham. Men det blev hurtigt afbrudt af et grin.
Atropa måtte lægge en hånd på træets side som hun så satte panden til træets stamme også. "Nej du er da ej." sagde hun så med et smil, overbevist om at hugtænderne han havde måtte være noget han bare var født med. For hun havde visse fordomme om vampyrer, så derfor kunne han ikke være det. For han gik ikke under det. Hvis han var noget, så var det "En sød person."

Atropa dumpede så ned på grenen med hendes bagdel så hun også sad på den gren hun før havde stået på. Hun stoppede med at grine og så med hovedet på skrå mod Ray. "Du kan jo ikke være en vampyr. Det er du alt for sød til. De drikker jo blod og  du spytter æbler og taler pænt til mig." sagde hun så som et lykkeligt glædens smil blev fundet på hende. Atropa kom til frem til folk og virkede meget venlig. Det kunne næsten virke som en facade hun holde oppe. Men sandheden var at Atropa kun havde to forskellige gear. Mania og Depressiv. Nok ville alle ikke forstå det ved første blik af hende, men af en alf og være var hun virkelig skræmmende. For hendes bipolare humør kunne næsten intet andet end at virke umenneskeligt.

Atropa troede stadig ikke på han faktisk var vampyr. De kunne jo ikke andet end at være onde og drikke blod, men det fandt hun så også ud af at han gjorde. Hun så en smule forskræmt på blodet, men ikke fordi hun var bange. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle sige, for Vampyrer i hendes hoved var altid monstrene i historier som gemte sig i skyggerne og dræbte små børn for at drikke deres blod. Men ham her, Ray, sad jo bare og ville gerne kunne spise et enkelt pokkers æble og det kunne han fysisk ikke.
Det brød hendes lille hjerte at tænke på at hans mål var så lille, men at det var et hjertets ønske fra ham. Et ønske, småt som stort, var noget Atropa ikke bare kunne se bort fra så hendes blik rejste sig op fra den mørkerøde tykke væske på grenen og så Ray i øjnene som hun satte hoved på skrå med et smil. "Hvad så med at fikse det." Atropa vidste ikke særligt meget om andre racer og især ikke om hverken Vampyrer eller Varulve. De havde altid interesseret hende. Men på den ene eller anden måde måtte man vel kunne blive menneske igen. Så hvis det var hvad der skulle til for at Ray ville kunne spise et æble igen. Så var det hvad hun ville gøre.

"Lad os få gjort dig til et menneske igen. Så kan vi spise æbler sammen." sagde Atropa så med et smil af lykke over sig. Bare tanken om at hun ville kunne hygge sig med at spise med Ray gjorde hende inderligt glad. Hun ville gøre det til virkelighed uanset hvad det skulle koste, for hun ville gøre hans ønske til virkelighed!

Ray blev forvirret da hun nævnte at det skulle de da bare fikse. Men han forstod det bedre da hun nævnte, at han burde gøres til et menneske, så kunne de spise æbler sammen igen. Hvor ville han elske det, at kunne spise æbler igen, ligesom med Leon. tænkte han, ja, Leon, han var den eneste grund til at Ray ikke var blevet sindsyg endnu. Ray kunne hverken huske hvordan Leon lød, eller så ud, men der var én ting han kunne huske, og det var at Leon altid havde trodet på Ray, altid havde set op på ham. Når Leon grad, var Ray der, når Leon faldt, var det Ray der løftede ham igen. Samtidigt så når Ray ikke kunne holde til at være i familien, så var det Leon der var der for ham, når Ray havde brug for en grund til at blive, så var Leon den grund. Leon var der altid for Ray, som Ray altid var der for Leon. Og de havde jo deres hemmelige gemmested, ude i have, bag det store æble træ. De plejede altid at sidde der og nyde æbler, mens de snakkede og hyggede.

''Jeg ville ønske at det ville være mulig, Atropa. Men det er det ikke, jeg vil for altid være en vampyr, og lige meget hvad jeg gør, lige meget hvor meget jeg prøver, hvor meget jeg ændre, så vil tingen aldrig kunne blive som de engang var.'' Han sad og kiggede på æblet, studerede det. Tænkte over det. Et par tåre rendte ned over hans kinder. Tingne ville aldrig, nogensinde, blive som dengang igen. Det kunne godt være at det var forfærdeligt dengang, men i det mindste havde han Leon, Leon som stadig var det eneste som fik ham til at fortsætte, Leon som var den eneste grund til at han ikke var givet op på alt endnu, men han var tæt på.

Atropa så til som tåre begynde at rende ned af Rays kind, men i hendes hoved løb blot spørgsmål om hvorfor han ikke ville kunne blive et menneske igen og hvorfor han troede han altid ville være en vampyr. Hun hoppede et enkelt hop og landede på hans gren hvor han sad op af stammen men gik så hen til ham og satte en hånd på hans kind og bragte hans blik til hendes. Hvad han mødte var et kærligt blik fra den lille alf. "Du fjollede. Det handler ikke om at gøre ting som det engang var. Se fremad og bliv til noget bedre. Bliv lige præcis hvad du vil, menneske eller ej. Du kommer til at spise hvad end du føler for igen snart." Hendes tone var humør fyldt og hendes øjne glimtede med barnlig glæde. Om hun så skulle gøre at solen ville stod op i vest og gik ned i øst, om hun skulle gøre at vanden gik fra ind til ud istedet for ud og ind, om hun så skulle gøre nat til dag. Hun ville gøre det til virkelighed. Et ønske var et ønske og de var skatte som hun ville ønske hun kunne åbne dem alle af. For gemt i et ønske var sand lykke skjult.
"Vil du med ud og finde en løsning eller vil du blive her og være nede over det? For jeg kan høre et eventyr kalde." Hendes hånd fjernede sig og hun ventede ikke længe før hun bare sprang fra grenen og landede nede på den bløde jord som var klædt i et tykt tæppe af højt grønt græs. Hendes hånd strammede sig om sin bue som hun vende sig og så op mod Ray. Hun ville på eventyr og finde en løsning om han så ville med eller ej.

Rays ansigt begyndte at lyse mere op, som hun snakkede, han havde været så sat fast i fortiden, at han helt havde glemt at leve i nutiden. Han lænede sig til den ene sid, og nærmest faldt end af grenen, og landede på benene. ''Hvis der er en ting som jeg elsker, så er det et godt eventyr. Jeg igennem alt den her tid, hele tiden tænkt over alt det jeg havde mistet i fortiden, i stedet for at tænke over alt det jeg kan få ud i fremtiden.''[/b] Han var begyndte at smile nu, det her var hvad han havde haft brug for igennem alle de år, en person som kunne få ham til at glemme hans fortid, og i stedet fokusere på fremtiden. ''For resten, kender du tilfældigvis et sted hvor jeg kan få noget lidt mindre... dystert tøj på? Det her virker for, vampyr artigt'', han grinede kort og blinkede til hende. På en eller anden måde, havde hun fuldstændig ændret hans humør med en hast, som han slet ikke kunne forstå, og han kunne ikke vente med at tage ud på eventyr med hende. Adrian, Asjar. Tag tilbage til godset uden mig, og gør det klar til min ankomst, jeg har noget vigtigt som jeg skal have gjort. Alene. Adrian du behøver ikke at være bekymret, jeg har mødt en som kan hjælpe mig. Hans telepati evne var meget tit brugebar, især i situationer som disse.

Atropa smilede glad som han kom ned fra træet. Og dumpet fra hans fødder der landede satte hendes små ben igang med at gå gennem det høje græs som kunne virke som en lille skov for hende men nok bare gik Ray til hans knæ højst. Hun tænkte ikke over at lave en plan eller noget, men han nævnte tøj så det måtte vel være et godt sted at starte tænkte hun. "Okay tøj..." hun stoppede kort op og lagde en finger på hendes hage som hun overvejede hvor det ville være godt at starte med at lede, og så huskede hun at der ikke så langt herfra plejede at bo en sød lille enke alf. Hun havde tit syet ting til Atropa når hun spurgte pænt, så måske de skulle vente lidt, men det ville da blive af den bedste Alfe-kvalitet så! Ellers kunne de altid prøve at finde en menneske by hvor de hurtigere ville kunne finde en tørre snor og så skynde sig at snuppe noget. Hun overvejede planerne og vende sig så til Ray.

"Okay. Jeg har to ideer til hvor vi så kan gå hen. Der er en sød lille dame der hedder Rose ikke så langt herfra. Hun kan sy noget af det bedste alfe tøj til dig... Bare du ved, i din størrelse. Men det vil tage tid. Ellers skal vi besøge en menneske by for det. Hvad tænker du?" spurgte hun så med interesse i at få ham med på planen. Tit og ofte tog det hende lang tid at tage et valg, så det ville være dejligt hvis han valgte, for hun havde lidt to sidder der tit kæmpede om hvilken plan hun skulle følge.

Ray gik tænkte kort over Atropas spørgsmål, i modsætning til Atropa, så havde Ray sjældent problemer med at tage beslutninger, han vidste normalt hvad han ville have, og hvordan han ville have det. ''Hmm, jeg har ikke ligefrem lyst til at stjæle det fra folk, så hvad med at vi tager forbi hende Rose du snakker om? Hun lyder som en sød dame. Og bare rolig, jeg har skam masser af penge til at betale hende med.'' Ray tog en pung frem fra hans jakke som var helt fyldt op med diamanter. Det var en af de få fordele ved at være den som Ray var, han var styrtende rig, størstedelen af hans formue var dog stadig på hans gods. Mens de gik tænkte Ray over hvilken slags tøj han mon skulle få lavet, han kunne jo nok få lavet lige hvad han ville med alle de penge, men det skulle passe til ham. Måske han bare kunne lade Rose vælge hvad der ville passe bedst til ham? ''For resten Atropa, er din familie enlig kendt? Du præsenteret den jo på en måde som gav mig lidt følelsen af at i måske er adelige eller noget i den stil. Jeg er personligt en greve fra familien Duncan, selvom jeg ikke er sikker på hvorvidt folk ville anse mig som greve længere... Ser du, jeg var ment til at være død indtil for et par måneder siden hvor rygterne om at jeg stadig lever begyndte''. Ray havde egentlig haft det fint med at folk troede han var død, og frem over tror han bare at han ville undlade at præsentere sig selv som andet end bare 'Ray', han gad ikke til at folk vidste hvem han var.

Atropa så tænkende på Ray og overvejede om han nu valgte rigtigt, men de skinnende diamanter ville hun sikker godt kunne lide så hvorfor ikke. "Okay, denne vej." svarede Atropa og begynde at gå ad vejen til Roses lille hytte ikke langt derfra. Hun sagde ikke meget, men var glad for at Ray rimeligt hurtigt brød tavsheden med hans spørgsmål. Atropa stoppede ikke med at gå men fortsatte kort før hun svarede. Hun forstod ikke helt hvad hverken en greve eller en adelig familie var. Men Alferne havde deres konge og hun forventede at det måtte være lidt det samme at være Greve, så Ray var nu i Atropas tanker en konge i forklædning.

"Jeg er ikke adelig. Men min familie er kendt som nogle af de stærkeste vogtere af alfelunden... Eller. Det var vi. Min bror blev..." Atropa stoppede brat op og så så mod Ray. Hun så egentligt ud som om hun kunne bryde ud i gråd på et hvilket som helst tidspunkt, men hun stoppede det hurtigt igen som et smil sneg sig over hendes ansigt. Hun havde en god ide. Hun ville stoppe snakken om hende selv og så tage et andet emne op. For hvad dælen var egentligt en Greve?
"Hvad er en greve?" spurgte hun så som smilet kun lige havde ramt hendes læber. "Er du sådan en konge ligesom vores adelige konge?" Atropa håbede næsten at han ville vise sig at være en konge, for så kunne hun virkelig skrive en fantastisk historie om det og deres eventyr. For det her virkede til at blive interessant.

Ray kiggede medfølende på Atropa da hun nævnte sin bror, Ray kendte godt til at miste sin bror. Han kom kort i tanke om Leon, men skød tanken væk, som Atropa sagde så skulle han lade vær med at være i fortiden. Da Atropa spurgte ham hvad en greve var, overvejede han kort hvordan han skulle foreklare det, ''En Greve er ikke en konge, men heller ikke en normal person. Der findes forskellige grader af noget der hedder adelighed. En konge er den højeste grad for adelighed, under det kommer fyrste, så kommer hertug, så kommer greve, og til sidst baron. Så en Greve kan vel godt kaldes for en form for lille konge, som er under en større konge.'' Ray gik og tænkte lidt over sin forklaring, ja, den passede meget fint, nu håbede han bare at Atropa forstod den, hun virkede til at være ret barnelig, så han forsøgte bare at forklare det til hende som han ville foreklare det til et barn. ''For resten Atropa, lad venligst vær med at fortælle nogen at jeg er en greve, eller at jeg er en vampyr. Jeg vil helst ikke have at nogen folk finder ud af hvem jeg er.'' Sagde han kort, han var nemelig lige kommet i tanke om at hun jo nok ville komme til at nævne det for folk, hvilket han ikke ønskede.

Atropa havde store øjne som han sagde "Lille konge" for uanset hvad han så kalde det, så var han nu i hendes historier kendt som "Den lille konge" for det var et sødt navn og det passede jo til ham, for det var vel hvad en greve var i alt hemmelighed. Men han forklarede også at der var en større konge, så måske han var en eller anden type forhøjet ridder? Atropa var generelt forvirret men accepterede stille at han nu var "En af de små konger" som menneskerne havde rundt omkring.
Hun tænkte hellere ikke videre over at hun ikke skulle sige til folk at han var hvad han var. Hverken greve eller vampyr og hun havde hellere ikke tænkt sig at fortælle folk det. Nogle ting var vel bedst ikke at fortælle på et eventyr, for det ville jo også skabe spænding. "Jeg fortæller ikke nogen hvad du er fjollehoved. Eventyret er nok bedst sådan!" sagde hun og så som to større træer stod foran deres vej. De stod med med prægtige grene hvor flere af dem foldede sig i et så de to træer delte en krone. Og der, i kronen af de to træer skjulte sig en hemmelighed som kun få alfer kende til. Roses hytte.

"Vi er fremme." sagde Atropa og stoppede bare brat op som hun vende sig mod Ray. Hun så så op i kronen hvor alt der indikerede liv var en lille lanterne med et blåligt lys i sig. 

Ray undrede sig lidt omkring den måde hun snakkede om deres 'eventyr' på, det lød næsten som om hun beskrev det som var det et eventyr hun ville skrive ned, nah, det var nok bare has hjerne der spillede ham et pus. Men han var dog stadig glad for at hun ikke ville fortælle nogen hvem han var, for selvom hun ikke forstod hvad en greve var, så gjorde mange andre, og hvis de fandt ud af at han var en greve, ville der nok ikke gå lang tid før de fandt ud af hvem han var. At fortælle Elaina hvem jeg er, var måske ikke den bedste ide nu hvor jeg tænker over det, især ikke når man tænker på hvordan det endte. Elaina, hans lillebrors efterkommer, det at hun var det var også grunden til at han havde fortalt hende hvem han var, men det lavede ikke om på at det nok havde været en ret så dårlig ide. Nå, det var der ikke tid til at tænke på nu. 

Da de var nået frem til de to treer hvis kroner snoede sig sammen, kiggede Ray lidt forvirret omkring, der var da ikke noget? Atrop så op mod en blå lanterne, som Ray kort studerede, men kom frem til at det det bare var en helt normal blå lanterne, ''Er Rose oppe ved lanternen? Eller er der en eller anden form for hemmelig indgang til hendes sted?''. Ray var lidt forvirret over det her, ærligt talt, så havde han været forvirret lige siden at han så Atropa. Men det skulle jo nok gå alt sammen, Atropa virkede som en venlig sjæl, og hun havde endda kaldt Ray for venlig, det var han aldrig blevet kaldt for før... Han havde jo så heller aldrig mødt folk som Atropa før, så det gav jo mening.

Atropa overvejede lidt om der ville være plads i hendes hytte. Så hun så kort med elevator blikket på Ray. Med et blik op og ned af ham konstanterede hun at det ikke ville gå med hans højde eller drøjde. Så hun gik hen til det ene af træernes stammer og sagde roligt til ham; "Ray. Vent her, jeg henter hende ned, for hendes loft er ikke højt nok. Så hun skal nok komme herned." hun ventede ikke rigtigt på at han svarede men sprang hurtigt ud i luften som hendes vinger kom til fuldt udsyn. Hun fløj hurtigt afsted på til kronen af træerne og i lyset fra skæret af den blå lanterne kunne omridset af hendes ellers meget gennemsigtige vinger ses. Klart kunne også ses hendes ødelagte vinge, men hun havde levet længe med det nu. Dog var smerten stadig en faktor hvis hun ellers fløj for længe.

Hun landede oppe i ved hyttens lille dør og bankede på. I nogle minutter forsvandt Atropa bare helt som hende og Rose kort lige fik fortalt den anden helt præcis hvordan det gik for den anden og efter omkring syv minutters tid bragte Atropa det op at hun havde brug for hendes sy evner. Og lystigt kom begge alfer hoppende ned fra træets krone og stoppede elegant i luften kort før jorden inden de bare lod sig falde den sidste meter. "Et menneske? Skal jeg sy menneskestørrelse Atropa?" spurgte Rose som hendes ansigt så en smule rødmende ud. Hvorfor var ukendt, men hun var vel en enke. "Ja Rose. Det her er Ray. Og han kunne godt bruge noget tøj der bedre bringer frem at han faktisk er en vildt sød fyr som fortjener alt godt der kommer til ham." Atropa satte stolt sine hænder på sine hofter og indså ikke lige hvad hun havde sagt, men Rose nikkede så. "Det kommer til at tage noget tid, og stof som jeg ikke har fat i på nuværende tidspunkt. Men hvis i holder jer i nærheden så kan jeg få fikset noget sammen der vil give ham lige præcis det udseende." svarede Rose Atropa, og med det samme hoppede Atropa på stedet i ren og skær glæde over det.

Hendes blik vandrede med en utrolig fart over på Ray. "Ville det ikke være godt? Så kan alle se at du er lige så sød som du faktisk er." sagde hun med energi i sin tone som nok ikke ville kunne ses i noget andet væsen end den lille alf som var Atropa.

Ray så lidt mærkelig på Atropa da hun sagde at han skulle have tøj som viste at han var en super sød fyr... Ray valgte ikke at fortælle Atropa nogen af de mange forfærdelige ting han havde gjort, som alle de gange han havde mentalt lejet med folk, de folk han havde dræbt bare fordi han følte for at smage deres blod, og specielt ikke at han havde dræbt sine egne to brødre. Især nu hvor at der også var sket noget med hendes bror, så ville hun nok ikke være så glad for ham længere, så det valgte han ikke at gøre.

''Hej Rose, jeg hedder Ray, og ja, jeg vil gerne have noget tøj lavet. Det skal helst være noget lidt mindre dystert tøj end det jeg har på, og langt fra lige så fint. Jeg har masser af penge til at betale dig med, så det er ikke noget problem.''
Ray tog sin pung fuld af krystaller frem, og viste den til Rose. Han var på ingen måde bange for at de ville tage den fra ham, halvt fordi de virkede meget venlige og meget gode, halvt fordi de ikke virkede til at ville være i stand til at kunne stjæle den fra ham. 
''Og jeg er ret sikker på at jeg godt kan blive i området, jeg har bare brug for et sted hvor jeg kan sove, og så er alt fint. Hvor lang tid tror det vil tage at lave mig noget tøj?'' Ray ville jo selvfølelig gerne vide hvor lang tid han skulle regne med at vente før han kunne få sig det nye tøj, og tage ud i verden sammen med Atropa. han glædet sig helt til at opleve en masse ting på en anden måde end han havde op til nu, han var langt mere positiv nu end før, og han havde lært af Atropa at han skulle lade vær med at tænke på alt det lort der var sket i hans fortid, og i stedet fokusere på nuet, fokusere på at få det godt nu og nyde livet. Livet, den ting som han havde taget så forgivet, men som var den største gave af alle.

Atropa tog sig ikke rigtigt af Roses og Rays samtale. Hun lod dem bare tale det ud og få aftalen på plads. Så selvom hun egentligt var nysgerrig så lod hun dem bare være for sig selv, kun da Ray nævnte han nok skulle bruge et sted at sove brød Atropa ind. ”Vi kan da altid bare tage til Alfelunden.” Atropa viste godt at de fleste huse ikke ville kunne huse ham, men Atropa kende til et. Der var nogle få folk der havde fået lov til at bo i lunden, deriblandt et par elver folk der tit husede rejsende for en meget lille sum. Så Atropa og Ray kunne vel søge dem ud tænkte hun.

”Der er en ”kro-ting-agtig” sted i Lunden. Der kan du vel være.” forklarede hun og sig så mod Ray og håbede på at han synes ideen ville være lige så god som hun syntes.