Kirian's opvækst i sig selv, var intet specielt. Og det var måske også hvad der i sidste ende, skubbede ham i den retning hans liv har taget idag.
De første mange år, boede Kirian i Amazonitskovene, godt beskyttet af trækroner og magi. Han var den næstyngste i en søskendeflok på fire, hvorom alle fire tidligt udviste familiens velsignede talent, for enten magiens mange veje, eller fysikkens forskellige udfoldelser. Selv troede Kirian i mange år at han bare var sen til at blomstre - han troede at hans evner en dag ville vise sig, og at han dén dag ville tage sin retmæssige plads imellem de mange, magiske (og ikke magiske) talenter.
Men årene passerede, og han forblev så godt som evneløs.

Det var frustrerende.

Frustration blev til jalousi, og jalousi er en stærk drivkraft. Det nærede hans vrede i mange år, og pustede til de gløder der ulmede.
Indtil da, havde han heldigvis ikke været alene om at være "evneløs". Hans lillebror var heller ikke velsignet med overnaturlige kræfter, og usagt betød det, at Kirian ikke følte sig ligeså... svag, som han ellers satte sig op til at være. Men piben fik en anden lyd, da lillebrorens magi også vågnede op, kun et par år senere.
Gløder blev til flammer, og flammer sendte ham i diskussion med resten af familien.

Spring frem 20 år, og Kirian er nu ude på de støvede veje på Krystallandet. Under påskuddet at en pilgrimsrejse ville være fornuftig for ham, drog han ud af Amazonitskovenes hjemlige frodighed. Her stødte han ind i en gruppe lejesoldater - Natravnene - og ikke længe skulle der gå, inden at han blev et mere fast inventar i deres brogede rækker. Natravnene tog alle der manglede et sted at høre til, og om nogen manglede Kirian sådan et sted.
De trænede ham, de nærede ham og de stolede på ham. Med den slags støtte, stolede han også på dem.
Flere og flere af Natravnenes holdninger, begyndte med årene, at farve Kirian's egne. Ligesom at han fysisk ændrede sig - kronraget isse, nye tatoveringer med magi indlagt i sig - ændrede hans mentalitet sig også. Et job var trods alt et job, og de var lånte sværd til den højest betalende - intet mere, og intet mindre. Og som oftest, var de højest bydende også dem med de "værste" opgaver.
At "beskytte" slaverne på deres vej tilbage til Balzera? Intet problem. At holde de mere udkantsboende bønder i nakken, hvis de ikke betalte beskyttelsespenge? Selvfølgelig. Trusler? Det var ligetil.
Underverdenen var en legeplads for dem der kunne grave sig frem i rækkerne, og Kirian nød det.
Tilbage i Amazonitskovene var der dog stadigvæk rødder at holde i live. Og med de nye kontakter her, og en familie der savner ham der, virker skæbnen til at dele sig i to.