Ikke langt fra de lumske sumpe lå et barskt skovområde, der ikke havde haft det særlig godt under plagerne. Masser af døde træer lå rundt omkring, men nyt liv var efterhånden ved at spire. Et væld af knopper og forårsblomster prydede skovbund og grenene på de træer, der stadig var levende.
Der plejede at leve trolde her i området, vidste Rogu, men han var forsigtig med at opsøge andre af sin egen slags. Troldeklaner var ikke så venlige over for hinanden, og Rogu havde slet ikke nogen klan lige nu. De andre trolde ville ikke stole på en eneganger. 
Men ensomheden var heller ikke sjov. Den gav Rogu en ubehagelig følelse i brystet, som han med sit begrænsede sprog ikke rigtig kunne forklare med andet end "gør ondt". 

Hans færden i skoven havde ført ham til dette område, hvor han snusede rundt efter mad. Blomsterne havde den unge skovtrold ikke den store interesse for. De kunne ikke spises, og de fik ham til at nyse, hvis han stak sin næse for langt ned mellem de farverige blade. 
Da han brækkede et stort stykke bark af et halvdødt træ, fandt han dog noget, der fangede hans interesse: en mængde store, fede larver, der kravlede rundt i træet. Rogu slikkede sig om munden, hans humør allerede meget bedre ved synet af mad. Hastigt greb han en larve mellem tommel- og pegefinger og stoppede hele herligheden i munden. Uhm, det var godt! 

Foråret var kommet igen og især til Atropas fryd! Hun elskede naturens smukke farver, det blomster bedækket græs tæppe der lagde sig over jorden og især lyden af fuglene, bierne og latteren af legende børn. Under plagerne var mange ting sket for alfen Atropa. Hun havde skabt venner og fjender, men nu føltes det tomt. Hendes venner var langt borte efter ulykken i Kzar Mora hvor hendes veninde var kidnappet til og nu var både hende og Dimble forsvundet. Efterladt var Atropa.
Hun søgte igen verden rundt for et venskab, et nyt eventyr, et eller andet til at få hendes tid til at gå med. Så det første sted hun måtte opsøge var et sted hun som mindre var fortalt aldrig at måtte nærme sig. Troldeskoven i Amazonitskovene. Hun frygtede intet der kunne gemme sig mellem træerne derinde så i Atropas hoved kunne kun en ting komme ud af at gå derind og det var et eventyr.

Hun klatrede over en mindre sten i skoven som hun fra toppen spejdede fra. Godt nok var stenen ikke engang 30 centimeter høj, men for hende var det som en større bakke da hendes små ben ikke bare lige kunne tråde op på den. Hun bragte en lille hånd til hendes pande som hun skærpede sit syn ind gennem nogle træer hvor hun så noget bevæge sig.
Det var da besynderligt tænkte hun som en lille hårtot havde bevæget sig om bag træet og forladt Atropas syn. Et enormt smil bredte sig på hendes læber som hun hoppede ned fra stenen og gik mod busken hvor hun stille sneg sig ind i den. Gemt af bladene fra busken kunne hun se det der i Atropas hoved lignede en kæmpe der stod ved et dødt træ hvori larver rodede sig rundt. Det virkede til at kæmpen spiste en af larverne og Atropas hoved lagde sig på skrå som hun stille fik gået tættere på kæmpen der spiste larverne. Atropa havde bestemt sig nu. Hun ville også smage dem og som hun stod mindre end 5 meter fra kæmpen spurgte hun højlydt "Smager det godt Hr. Kæmpe?" med hendes smil plastret til hendes læber og en lys fin stemme.

Det gav et sæk i Rogues ranglede krop, da en stemme pludselig lød bag ham. Overrasket spyttede han larverester ud over sig selv, og han vendte sig hurtigt om. Den lille lysning mellem de væltede træer så tom ud. Ganske tom. Men stemmen måtte være kommet et eller andet sted fra?

Han snusede lidt mistænksomt ud i luften. Havde stemmen ikke sagt noget med en kæmpe? Var der en kæmpe i nærheden? Sådan én havde Rogu bestemt ikke lyst til at støde på. Det ville være farligt  - meget farligt. Rogu kunne ikke rigtig finde ud af at slås, og han havde for længst lærte at løbe fra alt, der var større - og også ofte mindre - end ham selv.

Han havde slet ikke tænkt på at lade blikket glide nedad, nærmere ved græsset, hvor en lille skabning stod og betragtede ham. Et lille suk gik gennem hans krop, og da han efterhånden bestemte sig for, at der ikke var nogen alligevel, vendte han sig langsomt om mod træet igen og greb en ny larve mellem sin krogede tommel- og pegefinger. Var han blevet så ensom, at han begyndte at høre stemmer?

Atropa så forvirret på kæmpen som den vende sig rundt. Den så hende jo så hvorfor ville den vende sig rundt og ikke tale med hende? Kunne den ikke tale? Nå. Men Atropa var ligeglad med den ikke kunne tale, hun ville også smage dem nu for hvis den kunne lide det så kunne hun sikkert også, så hun valgte at tage aktion.
Med sin lille grønne kjole på rettede hun sin træhjelm på hovedet og gik hen til kæmpens hale. Hun stod lidt og ventede på halespidsen kom tæt nok på og som den gjorde det greb hun fat i den. Hun var ikke selv høj nok til at kunne komme op til larverne i træet så hun havde bestemt sig for at hun ville kravle op af kæmpen og så selv tage for sig af dem.

"Hallo hr. Kæmpe, jeg vil også smage larverne. De ser gode ud. Så hold lige din hale stille som jeg bruger den som reb." sagde hun med sin lyse stemme i et komisk toneleje. Hun greb fat i hale spidsen og prøvede at klatre op af Kæmpens hale. Hun vidste ikke om kæmpen overhoved hørte hende eller om den ville kunne mærke hende klatre, for den var virkelig høj i forhold til den lille alf. Så nu havde hun valgt at bare måtte prøve. Hvis den reagerede så kunne det være hun kunne tale med den.

Rogu havde netop åbnet munden på vid gab for at sluge larven hel, da han mærkede et eller andet, der trak i hans hale. Han var ikke vant til at blive hevet i halen - det var faktisk kun, da han var helt lille, og hans far ville give ham en lærestreg, at han kunne finde på at hive fat i den unge Rogus hale. Dette føltes dog ikke som en stor, stærk troldenæve. Faktisk var vægten ganske let, og han vred og vendte sig for at kunne se over skulderen på hvad-det-end-var.

Stemmen igen. Der kaldte ham for en kæmpe. Det var underligt, for Rogu var jo ikke en kæmpe - han var en trold. Endelig fik han drejet halsen nok til at få øje på den lille, finurlige skabning, der var begyndt at klatre på hans hale. "Hvad er du?" Udbrød han forskrækket. Han stod stadig med larven i hånden, men så helt ud til at have glemt den i øjeblikket. Skabningen var virkelig lille men meget yndig at se på, og Rogu stivnede på stedet, så han ikke kom til at gøre skade på den, ved at svinge med halen.

Atropa kæmpede bravt for at klatre op af kæmpens hale og hun var også lige nødsag til at gribe fat i sin træhjelm som var ved at falde ned en enkelt gang. Det blev dog dejligt nemt at klatre da hr. Kæmpe stoppede med at svinge sådan med halen mens han spiste. Hun så bare op på ham med et smil som han endeligt talte til hende og hendes lille søde smil fortalte blot om hendes indre venlighed. ”Jeg er en Alf din fjoller-trolder.” udtrykte hun med et lille fnis mens hun klatrede videre op af hans høje ryg. Hun ville helst gerne op til hans skulder, for deroppe ville det være meget nemmere at sætte sig og også række ud efter larverne i træet som hun også gerne ville smage. De måtte da være mums siden han ikke havde svaret hende før nu.

Hun kæmpede videre selvom kæmpe trolden stod stille. ”Jeg vil også smage Larverne. Jeg har aldrig smagt dem før. fortalte hun mens hun klatrede og var begyndt at blive lettere forpustet. Hun var lidt af en særling i andre alfers øjne, men hun havde intet problem med at være mærkelig, for i hendes øjne var mærkeligt bare en anden måde at være spændende.

Fjoller-trolder. Det ord forstod Rogu ikke. Han kunne gætte på, at det havde noget at gøre med, at han var en trold. Stadig blev han stående bom-stille for at han ikke ville komme til at kaste hende af sig. Det var højst besynderligt dette her - aldrig før var den unge trold blevet kravlet på på denne måde...
"Alfer er små.." Sagde han tankefuldt. "Kommer ikke så meget i denne del af skoven. Aldrig set en alf tæt på før.." Han drejede hovedet igen for at kunne se hende, men hun kravlede et sted på hans ryg, og han kunne ikke få øje på hende. Han ville ellers så gerne kunne se dette fine væsen nærmere an.

Ved ordet larve kom Rogu igen i tanker om sit måltid. Han glemte helt at stå stille, idet han i stedet rakte ud mod det døde træ og greb tre laver i sin næve. "Store larver er godt for troldemave." Sagde han muntert. Selv om laverne var store, skulle der dog stadig en god mængde til, før at en trold som Rogu blev rigtigt mæt. Heldigvis kravlede stedet på træet, hvor han havde revet barken af, nærmest af larverne. Et godt måltid.

Det tog lidt efter at han begynde at spise igen før Atropa kravlede videre, men hun grinte en smule som der kom noget udfordring i hendes bestigning af trolden fyren. Og som hun endelig lagde sin første hånd på hans skulder og trak sig op for at sætte sig der fik hun også svaret "Nej. Alfer kommer ikke tit udenfor vores lund, men du virkede sød, så derfor kom jeg herhen." sagde hun og havde næsten glemt hvad hendes mål med at sætte sig på hans skulder var. Det varede dog ikke længe før hun fik øje på ham spise larver og hun så huskede det igen og rakte sin hånd spørgende ud foran troldens hoved.

"Må jeg også få en larve?" spurgte hun så med et smil på hendes små løber. Hun havde aldrig før set en trold, men i alfelunden var det ikke underligt at skræmme historier for børn handlede om trolde der spiste små børn til morgenmad, men sådan virkede den her ikke. Han virkede sød og hvis hun havde ret i han var det, så fortjente han et kram.

Det var spøjst at have så lille et væsen sidende på sin skulder. Han forsøgte ikke at bevæge armene for meget, mens han spiste, for godt nok var hans skuldre store og brede, men en kraftig armbevægelse kunne hurtigt sende alfen flyvende.. Det generede ham dog lidt, at det var så svært at se væsnet. Han blev ved med at skæve ud af den ene øjenkrog, men han kunne slet ikke få hele hendes skikkelse ind i synsfeltet. 
"Sød!" Rogu klukkede nærmest lidt for sig selv. Det havde han ikke hørt nogen sige om sig før .. altså andre end hans mor. Men det talte altså ikke helt. Han blev dog lidt sørgmodig af at tænke på hende, og vendte hastigt opmærksomheden tilbage til laverne, som alfen også ville smage på.

"Der er masser af kød på dem!" Sagde han muntert. Han tykkede selv af munden, inden han rakte ud og plukkede en stor, fed larve fra træet. Han rakte den op til sin skulder, hvor den dinglede lige ud foran alfens ansigt, vridende sig mellem troldens brede pege- og tommelfinger.

Atropa så med store øjne på larven som trolden rakte op til hende. Og hun rakte så ud og tog imod den. Andre alfer ville med det samme nok hellere smide den på jorden og tænke ad omkring det. Men Atropa så forundret på den og glædede sig mere end noget andet til at prøve den. Hvis den sjove trold kunne lide den så måtte hun vel også kunne lide den.
Hun slikkede sig så om munden og prøvede at tage larven i en bid og fyldte så hendes kinder komplet med larven. Og så begynde hun bare lystigt at tygge på den. "Hm." kom det fra hende som hun prøvede at gnave den komplet i stykker og faktisk spidse den.

"Den er saftig." pointerede hun så med en pegefinger i luften som hun havde fået slugt en god del af den. Der var stadig en kind fyldt med den, men det var hårderede end man skulle tro for den lille alf Atropa at faktisk få kæmpet sig igennem larven.
"Spidser du altid dem?" spurgte hun så. Hun kunne godt forstå hvorfor hvis han gjorde, for hun synes ikke den var klam, men måske ikke ligefrem en delikatesse. Faktisk smagte den lidt som hvis hendes mor havde lavet mad til hende.

Igen forsøgte Rogu at holde øje med den lille skabning ud af øjenkrogen. Han kunne se larven vride sig i grebet fra alfens små hænder, men det var en super besværlig stilling af holde hovedet i, så han endte med at give op og gå tilbage til at 'plukke' larver fra træet. De resterende havde efterhånden fundet ud af, at der var nogen der spiste løs af dem, og de var begyndt at kravle ind under barken på træet igen. Med en høj, knækkende lyd rev Rogu endnu et stykke bark af og smed det til siden for at igen kunne få fat i det kravlende festmåltid.

Han nikkede til alfens kommentar. "Smager godt. Men skal spise mange for at blive mæt." Han svang sin lange hale fra side til side mens han puttede endnu en larve i munden. Måltidet havde taget en god del af hans sult, men en stor trold som Rogu skulle nærmest hele tiden være på jagt efter mad, hvis han ikke skulle sulte. Heldigvis kendte han skoven godt, og det var ikke svært at finde larver, rødder og bær.. det bedste var dog, hvis man fik sneget sig ind på en menneskelejrplads og snuppet noget af deres mad. Der var altid gode ting: mad der simrede i gryder over ilden eller lækkert, stegt kød. Rogu havde aldrig lært at tilberede kød på dén måde.

Den knasende lyd af træets bark fik hurtigt tiltrukket Atropas blik. Hun antog ikke sig selv for at være svag, men trolds styrke var klar for Atropa som hun så stykket af barken der nu manglede på træet. Hun ville næsten gerne selv prøve det også, men hendes mave begyndte at knurre en smule. Nok have hun fået prøvet larven, men hun tænkte at det at blive mæt på dem måske ikke var lige så godt for hendes mave som for trolden. Så hun overvejede.
Skal jeg mon bare lede og se om jeg kan finde nogle bær her i skoven? Eller skal jeg måske se om jeg kan lave en lækker larve tamtam ting?

"Herr Trold?" spurgte Atropa roligt som hun stille bare sad på hans skulder. "Kan man lave larver om til noget mad halløj?" hun virkede ikke til at ville have en anden larve lige nu.
Hun hoppede stille ned fra trolden og lod hendes vinger hjælpe hende med at lande ordentligt. Med små tunge skridt gik hun så hen til træets bund og bankede lidt på barken. "Jeg tror måske man kunne lave en sjov suppe ting. Tror du også det?" Atropa var måske ikke et mad geni, men hun havde næsten altid en eller anden fjollet ide og før eller senere ville den altid blive til virkelighed. Måske ville den ikke blive god, men en suppe ville da være noget lige nu.

Laverne var ikke gode til at flygte fra Rogus ivrige hænder, og et øjeblik var skovtrolden igen optaget af sit festmåltid. Han kunne næsten ikke mærke den lille alf, der sad på skulderen, og det var først, da hun igen talte tæt ved hans øre, at han blev opmærksom på, at hun stadig sad der.

Mad-halløj? Det var et yderst spøjst ord, som Rogu ikke forstod. Den første del af ordet, mad, var dog nok til at fange opmærksomheden fra den stadigt sultne trold, og han lagde hovedet en anelse på skrå, mens han betragtede alfen, der var hoppet ned fra hans skulder. Hun var et sjovt, lille væsen.
"Suppe." Gentog han, nærmest smagende lidt på ordet. Var det noget, man kunne spise? Og hvad ville hun gøre ved larverne? Lidt tøvende så han hen på træet, hvor de blege, hvide insekter kæmpede for at komme tilbage under barken. "Rogu forstår ikke. Hvad er suppe?" Spurgte han efter et øjebliks tøven.

Hvordan skulle hun forklare det? Tænkte Atropa. Hun havde aldrig skulle beskrive noget så normalt til nogen før, men det undrede hende vel ikke at trolde-fyren ikke vidste hvad det var. Men hun overvejede det så lidt. Hun tog så en finger til hagen. "Det er noget vand. Du ved. Sådan noget man drikker, bare med smag og kød i." hendes tone var undrende.
Hun bankede så en smule til træet og lagde sit øre til det. "Vi bruger bare dem her inde." sagde hun så. Hun havde aldrig prøvet at lave insekter og larver om til suppe. Men det kunne vel ikke være umuligt. Bare lidt sværere. For Atropa nok utroligt meget svære i og med hun allerede nu ikke var den mest kreative kok. Hun kunne sagtens finde mad og overleve på hendes ture. Men at lave retter der aldrig før var lavet var ikke ligefrem hendes talent. Men hvis trolden også syntes det lød sjovt så ville hun da prøve så han kunne få noget andet end rå insekter. Mest fordi hun også gerne ville se ham spise mere mad. For han så i hendes øjne en smule sjov ud, næsten sød, når han spiste. Også selvom han tårnede over hende.

Rogu kløede sig lidt i nakken. Hans ansigt lignede stadig ét stort spørgsmålstegn. Hvorfor ville man putte sit kød ned i vand? Hvad forskel skulle det gøre? Han drak, når han var tørstig og spiste, når han var sulten. Det med at tilberede maden for stod han sig ikke helt på.
Pludselig slog en tanke ned i ham. Det var noget tid siden, men han havde på et tidspunkt nærmet sig en menneskehytte, hvor han med sin magi havde lullet dens beboere i søvn. Hytten havde været mørk og varm, men over ilden, havde der stået en gryde med noget i, der havde duftet forfærdelig godt.. Det havde været en form for væske, hvori der var stykker af kød og grøntsager. Rogu havde spist adskillige skefulde med den store suppeske, før han var smuttet ud i hytten igen og menneskerne var vågnet. 

Tanken om episoden fik ham til at slikke sig om munden, og han så forventningsfuldt på alfen. "Lad os lave suppe!" Sagde han begejstret, glad for at have fundet et ord for maden, der havde smagt så godt. Han gjorde en stor bevægelse med armene.. "Men har du noget .. vi kan lave suppen i?" Ordet 'gryde' lå heller ikke i hans ordforråd, men han forsøgte ivrigt at illustrere det med sine armbevægelser. 
Han rakte frem mod træet igen og tog en stor håndfuld larver, som han puttede ned i en lille pose, der hang ved hans side. Den næste håndfuld, han tog, kom han dog i munden i stedet for i posen, for han var ikke helt sikker på, at han kunne vente alt for længe med at spise igen.

Atropa kløede sig i nakken. Hun havde en lille gryde i sin taske, men portionen hun kunne lave i den ville nok ikke ligefrem kunne mætte en trold. Men hvis han ville have suppe! Så skal han have suppe!
”Hmmm- Jeg har en ide! Hvis du kan finde nogle bær, så kan jeg finde noget og lave suppe i!” Hun blev helt spændt af bare tanken om at skulle lave suppe med en trold. Det var da noget af et eventyr hun ville kunne fortælle folk om, og de ville alle bare blive så misundelige på hende. For hendes troldeven ville snart kunne lave suppe.

Hun dumpede ned fra Rogu og satte sig ned på hug. Hun samlede en lille pind op og stak den i jorden. ”Vi mødes bare her lige om lidt. Så finder jeg en gryde. Er det okay? spurgte hun for at være høflig. For tænk nu hvis trolden faktisk ikke kunne lide at være i skoven alene. Det kunne hun da godt forstå. Skoven kunne være skræmmende… Men det var måske mest fordi hun selv var ret lille.

Rogu lagde hovedet på skrå, lyttende. Alfen var tydeligvis mægtig klog, siden hun sådan kunne fremtrylle noget af lave suppe i ud af ingenting! Måske var det også det, menneskerne gjorde, når de lavede den slags lækre mad.. Han nikkede ivrigt. Bær! Det kunne han godt finde ud af..

"Hvilke bær? Røde bær? Gule bær? Sure bær?" Nogle bær gjorde ondt i maven, vidste Rogu, dem kunne han godt finde ud af at holde sig fra, men som med så mange andre ting, havde troldene ikke nogen meningsfulde navne for de forskellige bær, som han kunne kommunikere til alfen. Han var dog stadig forhåbningsfuld - hun vidste uden tvivl hvad for nogle bær, han skulle skaffe, så suppen kom til at smage rigtig godt!

Han afventede hendes svar med et strålende smil, halen fejende frem og tilbage over skovbunden. Det var tydeligt at hans lange ben var klar til at sætte af sted i et spring, så snart han vidste, hvad han skulle lede efter!

Det havde været et spændende møde med alfen, men da Rogu havde fundet en masse bær i skoven og stolt var vendt tilbage til stedet, var alfen væk! Lidt forvirret kiggede han sig omkring - var det mon virkelig det rigtige sted, eller var han gået vild i skoven? Alfer var små og kunne hurtigt være svære at finde..

Han sukkede og satte sig i skovbunden, mens han begyndte at spise bærrene. De mættede ikke meget i en stor troldemave, men det var åbenbart ikke i dag, han skulle lære, hvordan man lavede suppe af dem.