Det var ved at være en fem uger siden Marie havde forladt hendes familie og valgt at prøve sig med en rejse ud i verden. Hendes eneste mål var at finde et sted og slå sig ned og så leve livet der til dets fulde, helst med en familie selvfølgelíg. Dog ønskede hun ikke længere sit kedelige liv og nu hvor byen hun var vokset op i var brændt ned havde hun en god undskyldning til at prøve noget nyt i sit liv for første gang.

Hun drog afsted ned af landevejen og havde stødt på nogle forskellige typer, dog red hun bare videre væk når de irriterede hende. Hun var jo ikke nogen speciel så ingen red efter hende, altså ud over ham manden ved navn "Kurt" han prøvede at ride med men faldt over sten så ham så hun ikke meget mere til end fem minutters tid.
Hun nåede en bakke og som hun passerede den så hun ud i horisonten hvor Tusmørkedalen lå. Det ville være hendes første destination. Som hun stod der lidt og beundrede solopgangen hørte hun nogen komme bag sig.

Det var gået et stykke tid siden han havde forladt sin skov. Lidt klogere på hvad der var ved at ske i verden, og en del mere forstående for hvorfor mange var så frygtsomme overfor fremmede. Især nøgne fremmede. I det mindste havde en bondekone haft et stort nok hjerte til at give den nøgne mand nogle klæder fra hendes afdøde mand, så han kunne dække sig til. De var lidt korte for ham, og ærmerne stumpede en del, og bukserne nåede ikke en gang halvvejs ned over læggene, men det var ikke noget Deamiel bekymrede sig om. Folk virkede knap så afvisende overfor ham som før. Så det havde ikke bare været fordi han havde været lidt beskidt. Mennesker var åbenbart også meget urolige for folk der ikke var dækket til. Det havde ikke været hans opfattelse mens han havde levet i sin sø, men han skulle lære mange ting igen nu hvor han faktisk befandt sig ude blandt mennesker. 
Alligevel var der mange der ikke var villige til at tale til ham, og når han gjorde sig tilnærmelser, trak folk sig altid lidt væk og lagde hånden om en læderpose de havde i en læderrem om livet. Han kunne ikke se hvad han skulle med sådan en pose. Den var jo ikke særlig stor til at have noget i der gav mening. 
Han havde vandret et par dage, uden at rigtig være faldet rigtig i snak med nogen, da de fleste ansporede deres heste så snart han talte til dem. Dyrene så ellers i forvejen ret slidte og trætte ud. Måske havde de ikke fået nok at spise, men sådan så også en del af menneskene efter hånden ud til ikke at have fået. Foran ham stod en hest med en pige på ryggen. Han kunne ikke rigtig se hende, fordi solen stod lige op og gjorde hende til en uklar silhuette mod efterårssolen i øst. Nysgerrigt nærmede han sig pigen med et venligt smil. Han havde fundet en flod som stadigvæk havde noget vand i flodsengen og vasket det værste smuds ud af ansigtet, fordi mennesker sikkert bedre kunne lide tildækkede og rene folk! Det var han overbevist. "Hvor er du på vej hen?", spurgte han venligt.

Yog vandrede stadig rundt i krystallandet for at finde frem til dæmonriget. Han havde dog ingen idé om det var den rigtige vej han for tiden gik. Han var vandt til at teleportere sig over store afstande når han skulle nogen vegne, men nu hvor han ikke længere havde sine kræfter var det en del svagere at finde vej. Han gik langs vejen, mukkende over at han ikke længere havde sine kræfter, men så pludselig et stykke fremme fik han øje på 2 individer. Den ene var en kvinde siddende på sin hest og den anden var en mand iført noget tøj der tilsyneladende ikke passede ham. Kvinden havde ved første øjekast vagt Yogs interesse som et potentielt mål, men manden forhindrede enhver tænkelig aktion, men måske kunne Yog infiltrere dem på en eller anden måde. Han nærmede sig, han plan var kort og nem. Han ville stille sig i nærheden af dem og observere dem indtil de tog kontakt til ham. Derefter ville han kunne socialisere sig med dem og på denne måde sænke deres parader. 

Som Marie stod og observerede den smukke solopgang hørte hun pludseligt en rar stemme spørge hende "Hvor er du på vej hen?". Det var manden hun før havde hørt komme nærmere men ikke havde skænket en ekstra tanke. Hun blev altid fortalt at hun skulle tro på det bedste i alle, så det havde hun også gjort.
Hun vendte dog hovedet for at besvare spørgsmålet fra manden og synet slog kort en gnist i hendes øje. Hun havde pludseligt en mand i alt for småt tøj der stod lige bag hende og hun fandt ham underligt interessant. Hun kiggede på ham med et venligt smil og svarede med hendes blide stemme "Jeg er på vej til Tusmørkedalen," hun kiggede kort op og ned af hans muskuløs, men gav det ikke yderligere tanke thi det var det inden i der betød noget.

"Hvor er de selv på vej hen herr?" hun spurgte manden med en stemme fyldt med livsglæde og håb. Hun ville en dag finde det hjem hun kunne kalde sit og det ville være et for hende, hendes familie og alle dem hun elskede. Et hjem for alle.

Han havde et varmt smil, der også blev varmet op af det spæde morgengry, som solens stråler kærtegnede hans ansigt og krop. Kvinden så ud til at være af den samme slags som mange af de sidste han havde mødt. Mennesker kaldte de sig. Hun virkede til at være et ganske muntert eksemplar, modsat mange af de andre han var stødt på. Hun virkede også ung. Måske var det sådan noget med at yngre individer af menneskeslagsen var mere muntre og håbefulde end de ældre individer. Det gjorde ham glad at der var nogen der stadigvæk virkede til at kunne være glade.

Hans ansigt lyste op af interesse da hun sagde at hun var på vej til Tusmørkedalen. "Det er mange år siden jeg har været der!", sagde han og blev helt tændt af en lyst til at gå på eventyr han ikke længe havde følt. "Der må være sket meget siden jeg sidst havde været der." Han var i gang med at fortabe sig i sine minder om den Tusmørkedal han havde oplevet for omkring et årtusinde siden. Skovene må være blevet smukke! Og bjergene var imponerende! Når solen ramte de sneklædte tinder og sendte lyset ned i dalen for at lysne det ellers evige tusmørke var nogle af de dage som var værd at opleve.

Han blev revet ud af sine romantiske minder af en svunden tid, af kvinden der stillede ham et spørgsmål. Han kløede sig tænkende på næsen. Hvor var han egentlig på vej hen? Han syntes at han var taget ud for at finde noget, men lige nu kunne han ikke komme i tanke om hvad det var. Han gav op for at komme i tanke om det og trak på skuldrene med et smil til kvinden. "Det ved jeg ikke. Måske finder jeg ud af det på et tidspunkt."

Han havde absolut ikke opdaget at der var noget der observerede dem. Selv hvis han havde lagt mærke til skikkelsen havde han ikke tænkt videre over det. Hvorfor skulle nogen overhovedet tænke på at gøre ham eller andre noget ondt? Det var ikke noget han kunne forestille sig.

Da manden så Yog gled Yog nærmest hen imod dem med langsomme fodtrin. 
Hele vejen hen kiggede de bare på ham. Han skulle tæt på dem, men samtidig ville han nok også fremstå skræmmende hvis han kom farende i mod dem, så hans langsomme bevægelse var et taktisk træk fra hans side.
Nogle få meter fra dem stoppede han dog op og kiggede på dem hvorefter en akavet stilhed brød ud. 
Han kiggede undrende på dem begge, men sagde stadig ikke noget. Han ville ikke være den første til at bryde tavsheden.

Manden der stod nær Marie i det alt for småt tøj talte med en rar stemme om hvordan han havde været der for længe siden og hvordan det måtte havde ændret sig. Hun gav et ekstra kig på ham og slog hans alder til ikke at kunne være over en på de 25, så så meget kunne dalen da ikke havde ændret sig. "Hvor længe siden er det? Du slår mig ikke ligefrem som en ældre herre, faktisk det stik modsatte." Hun talte med en stemme af glæde og det var nemt at kunne høre hvordan hendes stemmer fortalte at hun talte sandt om hendes udtalelse.
Dog fik manden aldrig svaret inden en anden mand kom dem nært.

Han stod blot og kiggede og efterlod en akavet stilhed til at dvale ned omkring dem. Hun overvejede om han ikke ville starte en samtale eller om han blot ønskede stilhed, men hun ønskede ikke at nogen hun mødte skulle være i et grumt humør og derfor skulle det jo løftes.
"Og goddag med dem Herr, er det ikke en nydelig dag at spadsere en tur?". Hun måtte bare sige noget. Uanset hvad hun sagde var det bare nød til at være positivt så hun kunne holde hendes og de to mænds humør oppe, også under den ulidelige tørke der havde ramt landet.
Dog selv med en tørke over dem smilede hun til dem og agtede at være rar ved alle hun mødte.

Han kunne ret godt lide dette menneske. Der måtte være noget med yngre eksemplarer af deres slags der bare var mere behagelige at være sammen med. Det var han sikker på. Ikke at han husker så mange af deres slags, men han syntes at huske at de yngre var mere behagelige. Han kløede sig på næsen mens han tænkte så det nærmest knirkede for at komme i tanke om hvornår pokker det nu havde været siden han sidst havde besøgt dalen. "Jeg tror at det er ved at være..." startede han, men lagde mærke til at pigen kiggede noget andet.

Han vendte sig rundt og så en mørk klædt skikkelse. Den her virkede knap så rar som pigen. Han brød sig allerede nu ikke så meget om dette væsen, hvad end det var. Alligevel var han forundret over at pigen blot hilste pænt på den mørke skikkelse. Han selv kiggede meget skeptisk på denne kappeklædte skikkelse. Hans blik var nærmest låst på den anden skikkelse og observerede ham nøje. Udefra fik han nærmest et udtryk til at være et rovdyr der forsvarer sit bytte overfor et andet potentielt rovdyr, selvom det absolut ikke var sådan han følte sig selv.

Da kvinden var færdig med at tale til Yog stod han endnu lidt i tavshed i en period hvorefter han mekanisk svarede: "Det er det... Det er en nydelig dag at spadsere en tur" Yog stemme var meget monoton og lød ikke til at afspejle følelser af hverken had, glæde eller sarkasme. Det var bare en død og mekanisk sætning der ikke så ud til at indeholde nogen mening.  

Marie fornemmede at manden ikke var særlig rar. Han generelle nærvær var... Foruroligende. Hun synes det var en underlig flok hun havde mødt, nok selvom de ikke var en gruppe. Det at havde mødt en pæn ung mand først, klædt i for småt tøj der kun fremhævede hans muskler og så en mand der var klædt i sort med en komplet kold tilstedeværelse.
Hun skyndte sig at tænke om hvordan hun kunne vende hans meget monotone stemme og svar til et mere positivt svar. "Det er da dejligt at du synes det" skyndte hun sig at sige mens hun lod et mindre panisk grin, der klart var falsk, ud.

Hun skyndte sig derefter at bryde kontakten mellem hende og den mørk klædte mand og vende hende blik mod den første mand iført for kort tøj igen. "Men du sagde?". Hun var stadig interesseret i manden og hvor længe siden det måtte være, for han så nu ikke så gammel ud alligevel.

Hans blik var låst fast på den sort klædte skikkelse. En indre trang til at knurre dukkede op, men ikke en trang han handlede på. Den fremmedes toneleje hjalp ikke på sin fjendtlighed mod ham. Den virkede kold, og det kunne Deamiel absolut ikke lide. Hvorfor kunne han ikke forklare. Måske fordi det gjorde det endnu sværere at forstå den fremmede? Han rettede sig pludseligt op og lagde hovedet på sned. Det var som om det var en åbenbaring for ham. Det var selvfølgelig derfor han ikke kunne lide den fremmede. Han kunne absolut ikke læse den fremmede, og det gjorde ham utryg. Mennesket var noget nemmere at læse og derfor havde han en forventning, men med den fremmede havde han ingen anelse om dennes intentioner. Hans fjendtlighed var forduftet og pludselig erstattet af en intens nysgerrighed. Øjnene undersøgte den fremmede nærmest febrilsk som kunne fortælle ham noget om hvad det var for en person der stod foran ham.

Pigens spørgsmål brød hans koncentration igen, og han vendte sig om meget pludseligt med et forvirret blik. Det tog ham nogen sekunder at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, og man kunne se hvor hårdt han tænkte på den måde han kigged skråt op og kløede sig på næsen. "Nå ja!", sagde han begejstret da han kom i tanke om hvad han ville sige. "Jeg kan ikke helt huske det, men det må være over et årtusind siden." Han sagde det som om det var det mest almindelige i verden. Det lød som om han så det som det mest almindelige nogensinde. Han smilede tilfreds til pigen. Hans bekymring for den fremmede var fuldstændig væk nu. 

Hans blik var låst fast på den sort klædte skikkelse. En indre trang til at knurre dukkede op, men ikke en trang han handlede på. Den fremmedes toneleje hjalp ikke på sin fjendtlighed mod ham. Den virkede kold, og det kunne Deamiel absolut ikke lide. Hvorfor kunne han ikke forklare. Måske fordi det gjorde det endnu sværere at forstå den fremmede? Han rettede sig pludseligt op og lagde hovedet på sned. Det var som om det var en åbenbaring for ham. Det var selvfølgelig derfor han ikke kunne lide den fremmede. Han kunne absolut ikke læse den fremmede, og det gjorde ham utryg. Mennesket var noget nemmere at læse og derfor havde han en forventning, men med den fremmede havde han ingen anelse om dennes intentioner. Hans fjendtlighed var forduftet og pludselig erstattet af en intens nysgerrighed. Øjnene undersøgte den fremmede nærmest febrilsk som kunne fortælle ham noget om hvad det var for en person der stod foran ham.

Pigens spørgsmål brød hans koncentration igen, og han vendte sig om meget pludseligt med et forvirret blik. Det tog ham nogen sekunder at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, og man kunne se hvor hårdt han tænkte på den måde han kigged skråt op og kløede sig på næsen. "Nå ja!", sagde han begejstret da han kom i tanke om hvad han ville sige. "Jeg kan ikke helt huske det, men det må være over et årtusind siden." Han sagde det som om det var det mest almindelige i verden. Det lød som om han så det som det mest almindelige nogensinde. Han smilede tilfreds til pigen. Hans bekymring for den fremmede var fuldstændig væk nu. 

Yogs infiltrering så ikke ud til at lykkes særlig godt for tiden.
Ud fra deres kropssprog kunne han finde frem til at de var på vagt og ikke helt havde sænket paraderne. Specielt manden var på vagt, Yog kunne se hvordan hans øjne flakkede rundt på Yog for at studere ham, men til Yogs held fik kvindens kommentar manden til at rette sin opmærksomhed væk fra Yog og indstille undersøgelsen indtil videre.

Han skulle være forsigtig nu, så han sagde ikke noget med stod i stedet og observerende dem. Om ikke andet ville de nok konfrontere eller kontakte ham når de fandt det nødvendigt.

Marie kastede næsten bare tanken om at den fremmede mand i sort stod dem nært. Hun blev mere fokuserende på det faktum AT DEN ANDEN MAND VAR OVER TUSINDE ÅR GAMMEL!!! Hvordan kunne han være det!? Var han en elver? Hundrede spørgsmål løb gennem hendes hoved. Hun vidste ikke rigtigt at folk, andre end elvere, kunne blive ældre end de 100 år maksimum. Hendes brune hår flød i luften som en kold strøm løb forbi.
Hun kiggede over på den anden mand kort og håbede at se at han var lige så overrasket, men nok ikke.

Hendes blik gik tilbage på manden som hendes øjne begyndte at studere. Hans krop, udseende og tale mønster gjorde ham bare ikke så gammel i hendes hoved. Måske var der noget med hans øre, måske kunne de bare ikke ses som ved normale elvere.
"Hvordan kan en, i deres form, være så gammel?" hun trådte ned af sin hest og begyndte at gå omkring manden en enkelt gang for at tjekke om der var noget andet underligt ved hans krop ud over det at hvis han skulle være så gammel stadig holdte sig godt nok til at hun troede at han var hendes alder og meget muskuløs.
"Er det en spøg?" spurgte hun usikkert. Mens hun nu stod foran ham. Hun havde jo ikke den kendskab at der fandtes langt flere racer end de fire hun kendte til: Mennesker, Elvere, Dværge og Halvdyr.

Han kiggede undrende op på pigen der til at starte med virkede lidt tavs. Han var ikke klar over at det var så overraskende. Den anden pige han havde mødt i skoven havde da ikke været så overrasket. Eller havde hun været det? Måske havde han ikke lagt mærke til det fordi hun var overrasket over noget andet. Hvilket mindede om at han nok ikke skulle sige igen at han havde slået ihjel. Menneskene virkede ret ømtålelige på det punkt. Han trak på skuldrene og smilede pænt til pigen.

Hendes spørgsmål forundrede ham. Hvordan skulle hans form forhindre ham i at være så gammel som han var. Han blev lidt forvirret, og det hjalp ikke på hans forvirring at hun begyndte at gå rundt om ham. Han vred og drejede sig for at se hvad det var hun prøvede at se. Så han da ikke almindelig ud? Menneskene var mærkelige. Han begyndte selv at kigge ned af sig for at se om der var et eller andet der så ud som det ikke skulle. Han havde fået spist, så han skulle helst ikke krakelere på nuværende tidspunkt. Han trak op i sin trøje for at se om det var noget derunder som ikke sad som det skulle, men for ham virkede til at det hele så ud til at være på plads, så han trak den ned igen. Hvert fald så langt ned som den nu kunne komme ned. "Nej. Jeg er over to årtusinder gammel. Tror jeg. Måske tre? Nej, det er jeg ikke helt endnu. Men det her er heller ikke min første form," sagde han i et forsøg på at give et svar som han syntes gav mening i forhold til hendes spørgsmål. "Men den her form har jeg haft i aller længst tid," sagde han stolt. Han synes det var en ganske fin form. Mennesker var hvert fald venlige mod denne form. Så vidt han kunne huske havde nogen af de tidligere forme ikke fået så god modtagelse hos de andre væsner. 

Imens de to andre stod og snakkede kiggede Yog på kvinden, på hendes hals og på hendes krop. Han ønskede at tage hende, men han kunne ikke så længe ham den anden var til stede. Han valgte derfor at forlade dem imens de snakkede. Yog havde alligevel ikke noget at biddrage med i samtalen, så det var intet problem at luske væk.

// Yog out. Beklager, men jeg føler lidt at jeg sænker tråden en smugle. Så jeg trækker Yog ud af tråden. 

TO TUSINDE ÅR!! Hvad var han!? Som hun studerede rundt om ham og så op og ned af ham kunne hun godt se at hans øjnefulgte med som checkede om der skulle være et problem med det som han kaldte "en form", men Marie kunne ihvertfald ikke se noget der var i vejen med hans form. Han var en robust muskuløs mand og hun ville lyve for sig selv hvis hun ikke selv anerkende at da han trak trøjen op og checkede sin egen mave for fejl fik hun det virkeligt behageligt. Hun kiggede kort på maven og begyndte bare at rødme.
"Så hvad er du? En ånd? En gud? Hvad er du... ud over virkelig smigrende?" hviskede hun lige de sidste ord ud så han helst ikke skulle høre dem.

Hun kiggede halvt på hans øjne, men engang imellem fulgt hendes øjne lige ekstra gang ned og så på mandens pæne mave. "Og hvad hedder du? Hvad vil du havde jeg kalder en som dig?" spurgte hun med et smil på sine læber hun ikke kunne tvinge ned. Hendes kinder var stadig røde da hun spurgte, men hun måtte vide det for at sikre sig ikke at fornærme personen... eller hvad en han, hun, den var.

Hvor skulle han vide det fra? Hun havde da lige så gode omstændigheder for at gætte hvad han er. Eller... vent. Burde han ikke vide hvad han var? Det burde han nok. Ikke? Nå, men lige nu kunne han ikke huske det. Det betød jo heller ikke så meget. Om han var det ene eller det andet, det betød da ikke så meget. Han kunne ikke se et problem i bare være sig selv. Var det ikke også bare det vigtigste at han bare var sig selv? Han valgte bare at trække på skuldrene. "Jeg tror en åmand er sådan en form for ånd, så måske er jeg en ånd," sagde han nonchalant "men jeg tror ikke jeg er en gud. Det burde jeg huske. Ikke?". Han kunne ikke se hvorfor det betød så meget for mennesket. Han opfangede overhovedet ikke hendes lavmeldte ord. Han havde brugt for meget energi på at overveje hvad han overhovedet var.

Han havde ikke lagt mærke til at den mørke skikkelse var gået, fordi pigen havde været så insisterende på at udspørge ham, og så var hun noget mere spændende at observere. Han forstod ikke helt alt det hun gjorde, men i det mindste var der noget at observere, modsat den anden der havde stået stille det meste af tiden. "Det ved jeg ikke," sagde han muntert, "hvad synes du at jeg skal kaldes?" Han holdt armene ud til siden og hovedet lidt på sned. Det var som om han præsenterede sig selv så hun kunne se det hele, så hun kunne give ham det navn der passede bedst til ham.

Marie blev undrende da manden uden navn fortalte at han var en såkaldt åmand. Han var en eller anden form af ånd, men hvis han var en såkaldt åmand var han så ikke ment til at være i en å eller et andet vandløb? Nå jamen der var ingen grund til undrend over det fandt Marie hurtigt ud af da manden ikke selv vidste hvad han hed. Hun fik en smule ondt af ham, men hendes øjne havde svært ved at vise hendes sympati da de var fanget i at studere hans krop. Hun var virkelig overrasket over at manden dog ikke kunne huske hans eget navn, og det gav Marie indtrykket af at han måtte havde glemt meget mere, så måske havde han derfor taget en normal skikkelse så han kunne være over vand.
Det var vel også hans eget valg om han ville være over vand, hun havde ikke et problem med at han var det. Han var hyggelig, flink og så var han især interessant at både tale med og se på. Dog ville hun ønske hun var i nærheden af noget stof så hun kunne lave ham noget ordentligt tøj istedet for det han gik i lige nu, også selvom det var noget hun sikkert kunne kigge på længe.

"Jeg tænker... At du selv burde vælge et navn du føler viser dig frem." hun gik tæt på Deamiel og tog ved hans arm. Hun positionerede den som hvis hun skulle vise ham hans biceps. "Hvad end du tænker du som person har mest af, hvad der gør dig til dig. Hvis det er styrke så kald dig noget med noget umpf i." hendes øjne fangede nu hans og hun smilede, selv med hendes røde kinder der kun var blevet mere rød af at være tættere på ham.
Hun lagde en flad hånd på hans bryst. "Hvis du er følsom, så vælg et mere... Sart navn." Hun trådte lige et skridt tilbage og trak lidt sine skuldre sammen og blev nærmest en smule mindre som hun folde sine hænder. Hun havde aldrig tænkt at hun selv kunne sige noget som kunne havde så meget betydning som det hun følte hun lige havde sagt til ham.

Igen fulgte han hende nysgerrigt med øjnene som hun gik hen til ham og flyttede på hans arme i en underlig vinkel. Hvad skulle det nu hjælpe på at finde ud af hvad de skulle kalde ham. Han kiggede nysgerrigt på sin arm, for at se om der var sket noget specielt med den. Der var ikke noget nyt han syntes han, udover at stoffet strammede endnu mere om armen, og det var ikke det rareste, så han lod armene sænke sig. Også fordi det blev trættende at holde armene ud til siden så længe. Men han måtte sige at han godt kunne lide berøringen. Det var ikke tit han mærkede varmen fra et andet væsen, og det var altid spændende, fordi folk var ikke alle sammen lige varme. Især ikke hvis de lige havde grædt i deres hænder. Så plejede hænderne at være lidt koldere.

Han stod og tænkte et stykke tid over hvad hun havde sagt. Han synes ikke nogen af de kvaliteter hun nævnte, beskrev ham særlig godt, men han kunne godt lide den måde hun tænkte. Det var en spændende tilgang til problemet. "Så hvis jeg er stærk så kunne jeg blive kaldt... Bjørn!", udbrød han og lavede sig stor og stillede sig nærmest som en bjørn i sin truende position. Det resulterede så i at først så røg trøjen næsten helt op under brystet på ham, og derefter forkyndte en sprækkende lyd at kjortlen revnede i et af sømmene. Deamiel blev overrasket og blev også en smule fortvivlet. Det var jo en gave han havde fået af en sød gammel dame, og nu havde han ødelagt den. Han prøvede at finde sprækken, men han kunne kun mærke den med fingrene. Han blev nød til at se på skaderne. Han trak kjortlen hurtigt op over hovedet, hvilket resulterede i at revnen blot blev større.
Efter at have fået kjortlen af holdt han den som om det var en lille skrøbelig sommerfugl i hans næver. Han kiggede bekymret på den og med forsigtige fingre prøvede han at finde revnen. "Ej. Jeg håber ikke hun bliver ked af det. Det var så pænt af hende give den til mig, og nu har jeg bare ødelagt den." Han lød så ærgerlig over hvad han havde gjort ved kjortlen. Han håbede det kunne reddes, men han vidste ikke hvordan.