Hovedstaden var ikke hvad hun havde ventet. Alle de rygter hun havde hørt, talte at det skulle være et livsfuldt og larmende sted hvor tiden stod stille, så at sige. Ikke ligefrem det der mødte hende da Ella endelig dukkede op bag de tunge mure, der stadig havde en smule skade efter en krig der havde fundet sted. For Ella løb det hele ud i et. For Ella var tid en mærkværdig ting, hun forstod det ikke og havde ikke styr på det. Var der gået dage, uger eller måneder? Hun var faktisk ikke helt sikker.
Pesten havde dog sat en stopper for hendes tidløse tilstand. Det hele syntes at gå langsommere end langsomt! Hovedstaden havde været alt andet end hyggelig at befinde sig i. Døde og syge over det hele! og ingen hun kunne brødføde sig på. Alle de syge, var ramt af pesten som ikke kunne bruges til noget som helst nyttigt.

Ella havde brug for at komme væk. Om end for en stund og tænke lidt over det hele. Hun bevægede sig vant hen over skovens bund og løftede ubevist sin hånd op til sin anden arm hvor der var bundet en forbidding rundt. Endnu en af grundene til at hun ikke havde lyst til at være i hovedstaden. De var begyndt at tappe dæmoner, og hun havde ikke lyst til at de skulle se at hun allerede havde afgivet nogle af de røde dråber. Hun foldede ærmet tilbage over armen og gav sig til at fokusere på blomsterne der stod tæt og smukt ved en mindre vandsø. Alt imens begyndte hun at samle lidt blomster sammen. Hun forstod ikke rigtig det meteriale, men blomster var nu smukke.

Rosalie havde vendt byen ryggen for en tid. først havde krigen der brød ud fået hende til at flygte som de fleste andre hjemløse fra byen og ind mod skoven. hun havde gemt sig som Ulv der mens krigen rasede. det var først lang tid efter krigen stoppede hun igen havde våget sig derind. kun for at finde pesten. Den havde sat hende i en anden jagt. denne gang på dæmoner. hun ikke tvang dem til at gi blod. men hun var god til at snuse sig frem til dem, og hun, til forskel fra byvagterne og byens healer, kunne måske bytte med beskyttelse eller et sted at gemme sig, eller andet hun kunne hjælpe dem med. hun var klar over et frivilligt samarbejde nok gav bedre pote end tvang.

hun var ikke selv blevet syg man hun havde også været forsigtig med alle hun var i nærheden af. hun havde oplevet hvordan en virus kunne ændre et liv og hun skulle ikke nyde noget af det igen. Hun havde sat i skovkanten til den lille lysning til søen. nærmest og mediteret. eller i hvert fald holde sit hoved på det rette sted. hendes blik faldt på pigen der kom ind i lysningen hun så lidt åndsfraværende ud, mens hun gnid sin arm og begyndte at plukke blomster.
Rose sad stille under træet og så den unge pige gå stille fra blomst til blomst. der var noget beroligende ved synet. endnu en der havde brug for ro i en by hvor pesten hang som en mørk sky over alle.

Rose rejste sig op. hun var iklædt en løs hvid skjorte, og mørkegrønne bukser, hvor der var plads til Halen kunne komme ud af et hul.
"Træt af byen?" hun smilede stille til pigen "Eller er du en af de heldige der endnu ikke har været på den anden siden af muren? hun havde ikke set pigen før. men helt ærligt der skulle ikke meget til med så mange mennesker og så meget udskiftning der havde været de sidste par dage.. men hun plejede at kende de folk der træk til skoven i nærheden.

Ella gik fuldstændig i sin egen verden, men hun nynnede sagte. Hun nød lige nu at rende rundt i sin menneskeform og se, for omverden, normal ud. Hun havde efterhånden oplevet en del ubehageligheder når hun som en hvid skabning kom susende hen over jorden. Nej, det endte sjældent godt. Ella troede dog i øjeblikket at hun var alene. Alene og fredfyldt i lysningen, hvor solens stråler gav genskær i vandet, og alt efter hendes position blændede hende svagt.

En lyd hen over græsset, fik hende til at stoppe op og rejse sig med strakt ryg for at fjerne fokus fra de mange fine blomster. De lange lyse hår bevægede sig let i vinden, som hendes øjne fangede en person der kom frem.
Ella stod stille, rolig og iagtagende først. Hun var nysgerrig. For evigt hendes last, men også tit en fordel. Hvordan lærte man noget nyt hvis man ikke var nysgerrig?
Ella gengældte pigens smil, med et af sine egne. Et velkommende og roligt smil. "Byen bliver hurtigt overfyldt. Desuden, har den ikke samme charme som naturen" Naturen som hun elskede. Hun havde levet mange år af sit liv blandt skovens plante- og dyrerige, uden at føle hun manglede noget.
Ella betragtede kvinden foran sig med hovedet let på skrå. Kvinden havde øre, og var det en hale hun kunne skimte der bagved? Nysgerrigheden voksede tydeligere frem i de blå øjne, som dæmonen åbnede munden for at tale igen. "Bor du her?"

Rose Studerede den unge pige åbenlyst, i næsten en lige så nysgerrig facon som pige undersøgte hende. Hun så ikke pigen som en trussel, pigen lugtede af skov, og blomster. Man kunne se at Rose slappede af ved tanken om at personen foran hende var naturlig kendt i skoven, også i sådan en grad at hun havde taget færden af den med sig, og denne pige var tydelige vis taget ud for at få lidt fred for byen. Det var nærmest idyllisk herude, og skoven den kendte Rose, opvokset i den som hun nu var. Her kunne hun være sig selv og bestemme over sig selv, så hun havde nok søgt tilflugt på samme måde som denne yndige pige havde. .

"Se. det kan vi hurtigt blive enige om. og pt er byen kun det være at være i" hun nævnte ikke pesten, men det var tydeligt at det var den hun mente. byen var direkte farlig at befinde sig i pt. det var det sådan set alle steder.. med et sted hvor mennesker og andre skabninger var så tæt forsamlet var dømt til at gå galt især med en pest.

Rose så sig om i lysningen med et lille grin "naa både og.." hendes blik faldt på en blomst foran hende som hun bukkede sig ned og plukkede. "Jeg har en lille hule... hytte.. i udkanten af skoven. men hun følte hun boede her. skoven var meget mere hendes eget hjem, end byen var. "er du ny? jeg har ikke set der herude før?"

Ella nikkede roligt. Generelt havde byer aldrig været til hendes helt store smag. Faktisk havde det nogle gange været slemt nok da hun boede i en lille bondeby med sin krops forældre. Kroppen hun faktisk var begyndt at holde så meget af at hun ikke havde tænkt sig at forlade den igen. Desuden, havde den bragt glæde med sig for andre end hende selv. At se pigens forældre stråle over at deres lille pige var blevet rask og ikke lå på dødens rand. Eller rettere, var gået over i dødsriget og havde efterladt sin skal tilbage. At dræbe var aldrig nogensinde noget Ella ønskede at gøre - det var ikke praktisk og hun ville nok få en del skyldfølelse også. "Desværre ja. Så mange syge og døde på et sted.." syge med en forbandelse som selv ikke Ella kunne gøre noget ved. Hun havde prøvet, men det virkede ikke. Beklageligt.

Ella lyste lidt mere op ved kvindens fortælling om hulen.. hytten måtte det være. Ella havde ikke selv et fast sted at bo, men det lød fantastisk hyggeligt og beroligende at have sit eget lille sted, med hurtig adgang til den frodige skov. "Det lyder fantastisk!" normalvis var Ella i sin dæmonform om natten, der var det nemmere at finde ly og selv hvis hun skulle sove under den åbne himmel, nagede det hende ikke.
Ella trak lidt på skulderne og kørte sine fingre ganske let og blidt hen over blomsterne hun havde samlet. "Jeg plejer ikke at være så langt nede, så ja lidt ny er jeg. Jeg kommer fra Amazonitskovene" Hun vidste godt at det var blevet kaldt en masse andet igennem hendes levetid, men hun foretrak at høre det mere mystiske og smukke navn frem for mørkets skov. Nok havde mørke krafter taget over for en stund, men det var ikke dystert alle steder der! "Det sidste stykke tid er jeg vandret langsomt ned af i landet for at udforske lidt mere" fortalte hun frit, selvom hendes underbevisthed stoppede hende i at bruge ord som år og skabt og skiftede dem ud med tid og kommer. Hun havde trods alt lært at ikke alle så med rolige øjne på hendes slags - hun havde efterhånden slået fast hvad hun måtte være, selvom hun aldrig var blevet det fortalt. Ella havde altid været ladt alene.

Rose nikkede for at give pigen ret. det var voldsomt som det var lige nu. og ikke et rartsted at være. Rosalies kontakter til bander og den mere shady side af byen havde gjort hende i stant til at skaffe en smule blod rundt omkring eller havde hun salv været på jagt efter dæmon der var villige til at give blod. men byens svage var den der røg først så banderne på gaden blev mindre og mindre.
Og nu hjemløse blev der flere og flere af som folk faldt syge.

"det er rare herude." Rose gik frem mod pigen mens hun strøj den blomst hun havde plukket før over bladende. Så satte hun sig stille ned i lysningen ved siden af hvor pigen stod "Jeg har lidt sødet frugt hvis du vil dele?" hun trak hånden i en af de utalige lommer og fandt en pose med en masse forskellige skovbær sødet med en smule sukker frem, det var lidt fedtet at spise, men det smagte godt. jeg har selv samlet bærne så de har ikke været igennem tusinde hænder" det var ligeså meget for at forsikre pigen om at der i hvert fald ikke var sygdom i disse bær. folk var parnoide i disse dage, også selvom de havde fået afvide at det var berøring der smittede.

"jeg er selv opvokset i de skove. selvom jeg nu kender det mest som Mørkets skov" Rose havde hørt navnet før, om hendes tidligere levested. et navn hun måske havde hjælpet lidt på vej, ved at være et af de monstre der levede der.

Ella så nysgerrigt på pigen. Hun virkede rar og afslappet med hele situationen. Det var rart til en forveksling ikke at blive mødt med udelukkende skeptisme. Ella forstod hvorfor folk var bange og skeptiske, men det var ikke nemt at finde venner eller bekendte i sådan en verden. Ella havde altid klaret sig alene, men nød kontakt som de fleste andre levende væsner. Ella flyttede sig derfor ikke som pigen kom tættere, tværtimod var alle hendes træk velkommende og hendes smil forblev på læberne. "Det vil jeg meget gerne" tog hun glad imod tilbudet. Nok levede Ella normalt ikke af menneskeføde. For meget af det gjorde hende sløj og hendes mave ville trække sig sammen. Men derfor betød det ikke, at hun ikke kunne nyde smagen i små mængder. "Jeg har desværre ikke rigtig noget på mig, jeg kan dele" tilføjede hun lidt slukøret, mens hun kiggede lidt ned af sig selv. Hun havde stort set aldrig noget på sig, men hun ville så gerne give noget igen for denne venlighed.

"Oh ja.. Den hed vist egentlig også mørkets skov da jeg kom til. Men for mig har den aldrig rigtig været 'mørk'. Nok var den lidt skummel og væsnerne man siger kommer derfra, også en anelse skræmmende, men skoven var stadig fuld af liv." optimistisk synspunkt endnu engang. Folk definerede tit noget som mørkt, og folk som monstre, blot fordi det var anderledes. Ella måtte vel egentlig også falde under denne kategori.

Rose smilede bare og rystede en smugle på hovedet. "Det skal du ikke tænke på, det er sjældent jeg møder... en som dig. der holder af det der er vigtig i livet." Rose holdt pausen fordi hendes næse havde fortalt hende som hun var kommet tættere på at pigen her ikke var så meget menneske som hun så ud til. Det gjorde ikke Rose noget, men det ville være uhøflig at sige et væsen som dig når pigen ikke selv havde sagt at hun ikke var andet end hun gav sig ud for at være. og skulle Rose være ærlig med sig selv, smittede pigens venlighed af. det var som om det gode i pigen stryg Roses indre ulv med hårene. 

Rose tog et par bær og spiste mens hun smilede lidt af pigens tydelige optimisme. "Liv vil man nok altid finde. men kan huske jeg altid synes at skoven passede på sit navn som Mørkets skov.. ikke på grund af skoven i sig selv. Men dem der tog dertil med vilje, virkede altid en smule fortabte.." hende selv inkluderet. men hun var dog glad for at have fundet vejen ud af monsterets liv og ind i en mere balanceret. 

Ella bemærkede godt den korte pause i sætningen, men sagde intet til det. Ella var ret sikker på at denne kvinde ikke vidste hvad hun var, men halen og de pæne ulveøre afslørede at hendes lugtesans nok tilhørte den bedre ende af skalaen. Men af en eller anden årsag skræmte det ikke Ella at denne kvinde måske ville kunne lugte præcis hvad hun var. Hun virkede så sød og venlig. Det ville da ikke ændre sig - ville det?
Ella smilede bredt. "Mit navn er Ella" præcenterede hun sig venligt som hun tog imod et par bær og fik smagt på den søde saft.

Ella slikkede sig over læben for at få den sidste saft med, mens hun tænkte over hvad kvinden havde sagt. Det kunne der jo være noget om. "Jeg ved ikke hvad der tiltrækker dem. Da jeg kom, var der mest kentauere, et par klaner af skovtrolde. Måske også nogle orker, men de flyttede så tit." fortalte hun med et skuldertræk. Det havde strukket sig over mange mange år, alt det hun vidste. Til hun flyttede ud og fandt sig sin krop. "Men jeg hørte rygter om at mørkets - hvad hedder de... - tilhængere? havde bosted der også.. Jeg flyttede nok inden da" havde Ella været lidt påpasselig ville hun havde vidst hvor meget hun afslørede sig selv og sin alder. Ingen ville tro på at hun blot var 16-17 år, med den tale hun lige havde givet fra sig.

Rose smilede til den unge pige ved siden af sig og tog selv et par bær i munden. de var gode og nemme at lave. det kunne næsten ikke blive bedre når man levede ude i skoven. "De fleste kalder mig bare Rose.." hun slikkede sin fingre fri af sukker mens hun så rundt i lysningen. for at ende på Ella igen som hun fortsatte samtalen om mørkets skove. og det var omkring der det gik op for Rose hvad Ella lugtede af, de færreste væsner blev så gamle. så hun hævede et øjnebryn af pigen og kom med et lille grin gemt i et fnys. "du flyttede inden tilhængerne kom til skoven" et øjeblik så Rose muligheden for, at få fat i mere af det blod der holdt slummen i byen i live. De fine folk tænkte ikke på de svage. de fattige fik deres blod sort fra folk som netop Rose. for ikke at snakke om, pigen var forsvarsløs, et nemt offer.

Rose så ned på de sødet bær og tog endnu en i munden, mens hun puffede til den lille papirpose for at indikere at Ella bare skulle tage for sig "Hvis du kommer helt ind til byen... så tror jeg ikke du skal sige du er så gammel... faktisk helst undgå den.." hun lod Ella slippe. hun var uskyldig, og sød, og.... forsvarsløs. Rose havde ingen kvaler i at slå ihjel, at kidnappe eller på anden måde være, den store stykke ulv. Så længe de mennesker havde fortjent det. Ella virkede bestemt ikke til at være en ond Dæmon, eller ha gjort nogen som helst fortræd.   

Ella smilede og noterede sig den andens navn. "Det er et pænt navn" Ella kan godt lide roser og Rose er pæn, så det passede godt sammen inde i Ellas hoved.
Smilet blev dog en smule stift, for til sidst at forvinde over i at hun i stedet bed sig i underlæben. Den simple sætning fik hende ret hurtigt til at indse hvad hun havde sagt. Et øjeblik forsøgte hun at svare med et eller andet. Bare noget som helst. Men det eneste Ella kunne gøre var at åbne og lukke munden som en fisk der gispede efter luft på land. Hun skulle altså passe på med det der!

Ella så en smule uroligt på hende og begyndte at grave det øverste af sin sko lidt ned i den muldne jord under sig. Det var derfor også med en skeptisk mine at hun tog imod flere af de sødede bær, selvom de smagte fantastisk. "Det ved jeg godt.. jeg er bare ikke så god til det.." svarede hun med et skævt smil, og en hånd der lagde sig ovenpå forbindingen. "Jeg tror ikke det er godt hvis jeg tager tilbage dertil lige nu i hvert fald." hun havde allerede givet blod ud en gang. Hun behøvede ikke flere. Hun var dog begyndt at blive lidt nervøs for hvad den anden ville gøre - lige nu lod hun tvivlen kommer enhver til gode. Rose havde jo intet gjort mod hende, men nu vidste hun hvad Ella var. Nu var spørgsmålet så hvad den information ville gøre, hvis overhovedet noget.

Rose lod stilheden være et lille stykke tid, mens Ella tydeligt vis forsøgte at finde noget at sige. men mest af alt lignede hun en der var blevet taget med begge hænder i kagedåsen. det var en smule komisk at se på. 
hvilket fik et smil frem på Roses ansigt. Ella virkede alt alt for sød til at være en form for dæmon der bare var ond. selvom Rose måtte indrømme, hun havde ikke mødt mange dæmoner der ikke havde ondskab i sig. hvad var så speciel ved denne? 

"du har måske ikke være omkring mennesker så meget? lært at holde løgnen oppe?" det var ikke ment negativt mere som en konstatering. hvis man ville skjule sig på den måde, skulle man passe på hvad man sagde. det var en løgn, men en løgn der til tider var nødvendig. noget Rose kendte til. hvor mange havde hun ikke fortalt til at hendes ulv var rent hendes familie og rødder til halvdyrene.. når det i virkeligheden var noget helt helt andet. 

Rose lod blikket falde ned på den forbinding der var rundt om den ene arm på pigen. "Hey... Det er okay, jeg ved byen kan være skræmmende, og jeg har ikke brug for noget blod." hun så ud på lysningen "sååå blev du huslet, eller gav du det frivilligt? det var svært at kende forskel, efter hvad Rose havde hørt var lysets præster heller ikke ligefrem engle i denne sag.. 

Ella smilede et forsigtigt skævt smil, og tog sig beskyttende til den ene arm "Nej ikke rigtig. Det gik fint i starten, men det er svært at holde fokus og huske dem alle sammen.." Derfor foretrak Ella at løbe rundt i sin dæmonskikkelse. Der behøvede hun ikke at forklare noget eller lade som om. Der kunne hun blot vandre - til gengæld var det en ensom tilværelse at leve i. Selv Ella behøvede kontakt, bare en gang imellem.

Ella smilede taknemmeligt, og lod noget af anspændtheden falde igen, selvom hun stadig var påvirket af situationen. Hun var fandt til at folk ikke opdagede hendes egentlige jeg, med mindre hun tillod det. Det var bare ikke gået den sidste tid. "Frivilligt. Til en kvinde der sad udenfor helbredelseshuset helt alene." forklarede hun og tog en dyb indånding. "Jeg ville gerne hjælpe, men.. Præsterne skræmmer mig.. Det virker som om, at nok bare aldrig er nok." Det havde været en svær situation, og hun var næppe den eneste dæmon der forsøgte at undgå at blive tappet så vidt muligt. 

Rose TRak lidt på skulderne. De fleste vidste at Halvdyr levede lidt længere end normale mennesker, og Rose måtte indrømme, at hun ingen anelse havde om, om Varulven havde forlænget det. hun kendte ikke til andre varulve. hun vidste de fandtes, og hun havde lugtet en, en sjælden gang inde i byen. men aldrig mødt og snakket med en anden, med månens forbandelse.
"det hele flyder måske sammen?"

Rose mærkede hvordan Ella var blevet lidt tilbageholden, dæmonen bryd sig tydeligvis ikke om at være blevet afsløret. og som jagten var nu, kunne Rose godt forstå det. Rose selv havde jo overvejet at tage pigen og tappe blod. og selvom hendes navn var kendt i nogle kredse i byen, som en man ikke skulle ønske sig krydsede ens vej. Så Rose sig ikke selv som en af de onde. hun havde aldrig slået ihjel uden grund. og hun havde aldrig lagt en volddig hånd på en uskyldig. i hvert fald ikke hvad hun vidste af. 

"Præsterne er grådige, og lige som tingende er n,u er Lyset ikke et skid bedre end mørket.. Man troede at Lyset så med gode øjne på alle skabninger der ønskede fred. men i virkeligheden er grænsen mellem godt og ondt ikke til at skældne..." man kunne høre at Rose var følelsesmæssigt ramt af at præsterne ikke hjalp alle. de hjalp dem der havde status eller penge. Og tænk sig nogle af de dæmoner der var derinde, der bare blev tappet ihjel, var gode skabninger der bare ville hjælpe. hvor var godheden i det? men selvom Rose synes det var uretfærdigt, kunne hun heller ikke svare på hvad der kunne ha været gjort bedre.. Pesten var heller ikke en god ting at have.  "men det var Pænt af dig at forsøge at hjælpe

Ella nikkede, mens hun bed sig i læben. "Jo ældre jeg bliver, des sværer er det at huske." hun var tæt på at tilføje, at det var nemmere for tusind år siden, men bed næsten sig selv i tungen for ikke at fortsætte. Så igen.. Der var ikke sket noget efter at hun havde afsløret sig selv, og hun havde altid muligheden for at stikke af.
Oh hvilken kompliceret situation hun havde gravet sig selv ned i.

Ella betragtede hende, mens Rose talte, fangede den følelsesmæssige klang i orderne. Klangen af foragt over den manglende hjælp fra præsterne, foragten over at lyset ikke vidste sig at være bedre end mørket, og var det tristhed over at verden hang sådan sammen? "Lyset opdeler racer mere end mørket gør. Hvad jeg har set, har mørket stort set alle racer i deres midte.. Men lyset. Lyset har stemplet varulve, dæmoner, vampyrer og orker. Hvis ikke også andre racer, for at tilhøre mørket. Hvis alle tror du er af skidt afstamning, og dømmer dig på det, hvorfor så forsøge at være andet?" Ella beundrede dem som forsøgte. Ella var jo selv en bryder af disse opstillede skjulte regler som alle kendte til.

Ella smilede skævt og satte en smule genert en tot hår om bag øret. "Hun blev i hvert fald glad.. men.. Turde bare ikke blive ved." hun havde egentlig blod nok.. eller hun havde i hvert fald mere, men folks øjne iagtog hurtigt hvem der så ud til at have noget dyrebart. Især hvis den dyrebare skabning så ud til at vandre rask rundt blandt syge, med en forbinding om håndledet.

Rose nikkede kort, på et tidspunkt lærte man nok at man bare blev ældre end andre. tænk bare at udleve alle dem man kendte eller holdt af. det måtte være en underlig fornemmelse. og i sidste ende kunne Rose godt forstille sig at så flød tingene bare samme til sidst.. var det i går eller sidste år, det kunne vel være ligemeget. 
endnu engang undres hun over hvor gammel hun mon selv ville blive når det kom til stykket. 

Rose fnys en smule foragtet. Ella havde sat ord på præcis de ting hun tænkte om lyset. Rose ville ikke sige at Mørket var bedre, de havde også fordeome om nogle væsner fx Engle. men hun fylte at lyset burde vide bedre. det var jo meningen at de skulle være gode. "præcis. hvorfor være andet end de siger man er.." hun smilede let til Ella et smil der fortalte at Rose kendte til fordomme og fordømmelser. og hun vidste at hun havde undgået de fleste ved at undgå at folk vidste hvad hun i virkeligheden var. Varulv var ikke noget man reklamerede med i byen. så hellere halvdyr med forvandligsevner. 

Rose tog et bær og tilbyd Ella det sidste der var i posen, før hun pakkede den nu tomme pose væk "Forståeligt, folk bliver bange og når folk er bange gør de ting der ikke altid er lige gode. der har været jagt på jer overalt. og jeg kender i hvert fald et sted i slummen hvor en, holder et par stykket fanget. så heller gemme sig herude til det er overstået.." Rose lukkede munden og rettede sig lidt op man kunne se hendes øre også rettede sig op.. ikke at hun havde hørt noget, hun tog sig selv i at sige alt for meget, hvorfor skulle Ella vide at hun vidste de forfærdelige ting skete. Ella var for nem at snakke med og hun havde næsten lige tilbudt hende at hun altid kunne søge tilflugt i hendes hytte i udkanten af byen. "undskyld... jeg snakker for meget nogle gange"

Ella betragtede hende, svagt nikkende. Hun forstod, men hun ønskede også at flere prøvede. Det var en hård og direkte ubarmhjertig rejse at overbevise andre om at deres fordomme var usande. "Heldigvis er ikke alle tilhængere af fordomme - ikke i samme grad" Alle havde en eller anden form for fordomme, nok også Ella og Rose inklusivt i den rolle, men der var stadig mere åbenhed. "Hvis ikke vi prøver, ændre det sig aldrig" forsøgte hun med et optimistisk syn på verden, omend den hurtigt kunne skydes i sænk. I øjeblikket virkede det til at alt folk tænkte på, var hvilken side der vandt, samt hurtigt at stemple folk for at tilhøre det ene eller det andet. Også dem der blot ønskede fred - de måtte jo tilhøre lyset! Ella havde tit himlet med øjnene over den statement.

Ella tog imod bærret og nød en sidste gang den forsødede og fyldige smag det bragte med sig. Det var en dejlig mellemsnack, som Ella klart ville overveje at anskaffe sig til hendes strejfen om i landet. Det blev i hvert fald nok ikke lige det første lange stykke tid at hun nærmede sig større byer igen.
Ella lyttede til den viden der kom ud af Rose, uden rigtig at tænke videre over den. Det var først da hun stoppede bræt og skiftede fremtoning, at Ella rynkede brynene let. En svag antydning af forvirring som blev større ved næste sætning, hvor hovedet blev sat på skrå. "Du må gerne tale for min skyld?" en smule forvirret over hvad der foregik. "Det er altid rart at vide hvor det er en dårlig ide at bevæge sig hen." hun var ikke glad for at folk blev holdt som fanger, men hun kunne alene intet gøre alligevel - og hvor Rose vidste det fra, var ikke en bekymring for Ella. Man hørte ting, og selvom det antydede at hun hørte ting fra den mere skumle del af samfundet var vel mere et overlevelsestræk end noget andet.

/afsluttet