Der var lige en lille omvej at tage, på vejen til Kzar Mora, det nye hjemsted for mørkets hær. Marcus havde fundet et mindre lead så at sige, på en ridder af lyset. Men selvom han vidste, at kvinden nok boede ved hovedstaden, havde han været nødt til, at undersøge andre steder for information på hende. Derfor var han kommet frem til et af de godser, der stod i hendes families navn. Adelig. Spændende. Marcus havde ikke leget meget med adelige før. De fleste havde været småfede mænd, der skreg ved synet af en fyr som ham. Klædt i sort, hætte over hovedet, et elegant sværd ved bæltet og et smil med et sæt pæne, spidse hjørnetænder og lilla øjne. Han elskede at se, når de fede mænd blev bange ved synet af ham, og hvordan de ikke kunne gøre den mindste modstand, når han tog deres liv. Men det var blevet lidt småkedeligt efterhånden. Og denne adelige virkede til, også at være en ridder. Det kunne faktisk være, at han kunne få noget at gøre med én der ikke bare skreg rædselslagent ved synet af ham i deres sovegemakker.

Det havde været nemt at komme ind. Butleren sad i øjeblikket bundet i vinkælderen, det samme med to andre tjenere. Resten rendte rundt som de plejede at gøre i deres dagligelige gøremål, nogle af dem sov fordi de havde haft nattevagter, andre var vagter, der holdt vagt uden for. Mens det foregik, slentrede Marcus skødesløst rundt i ridderens sovegemakker, kiggende stille og roligt rundt på tingene derinde. Han havde ikke planlagt at bruge kort tid her. Faktisk gad han godt se, hvad der ville ske, hvis hun skulle finde på, at dukke op. Det var også derfor, Marcus havde valgt at besøge godset ved højlys dag.

Etheldred var trådt til det mindre palæ kort efter begravelsesceremonien for hendes afdøde husbond. Det havde været et værre postyr og været mindst lige så hårdt at opretholde maskeraden af at være dybt sørgende, men hun formåede det da, med en smule hjælp fra en umoden mandarin.
Nu var det bare mere afslapning og 'sørgetid' for hende, mens hun dagligt fik tappet sig selv og sendt den lille flakon med duer til hovedstaden. Forhåbentligt ville de nå byen, omend hun gerne ville hjælpe området hernede, var der langt større behov for hendes blod i hovedstaden hvor den frygtelige sygdom var startet.

Morgenen havde forkøbet med en frisk gåtur i hendes områder, klædt i sort som det sømmede sig for en sørgende enke. Ikke at hun brød sig særligt om de mørke farver, men de holdt hende da varm. Hun var kommet ind af køkkendøren da hun kom ind, og lagde egentligt ikke så meget i hvor stille der var, før hun fik øje på sin butler der var blevet bundet og kneblet. Uden at tage sig tid til at hjælpe ham fri, hev hun en lang dolk fri fra sit støvleskaft, lod den kort glide over rebet der bandt ham, så kunne han selv slide sig fri hvi han gad mens hun fandt ud af hvem filan der havde nosser nok til at bryde ind i hendes hjem ved højlys dag. Med afmålte skridt fik hun sig hurtigt fundet ud af at døren ind til hendes gemakker stod vidt åben. Med ryggen mod væggen krøb hun langs væggen hen til døren, brugte bladet til at få et glimt ind.. Hvem i..? Hastigt var hun på benene og stod nu, lænet mod dørkarmen og blikket køligt rettet imod den fremmede. " Jeg ved ikke hvem De er, men hvis De så gerne vil besøge mig skulle De have lavet en aftale med min hushovmester. "
Hun anede intet om denne fremmede, andet end at han mindede en smule om hendes far. En spion for en adelig måske? Eller mrket..? Hun skævede til hans mørke tøj indtil hun igen lod blikket gå op til hans ansigt.

Marcus hørte ikke noget. Han hørte hverken nogen komme ind af hoveddøren eller gå op af trapperne. Faktisk hørte han ikke rigtig noget, før nogen sneg sig rundt på gangen. Men det var kun nok til, at han var opmærksom på, at der måske var nogen i huset på samme etage som ham, og da en kvindestemme lød fra dørkarmen, kiggede han mod hende. En blond kvinde med sort tøj på. Han smilede skævt, mens han satte et spejl fra sig på hendes komode.
"Jamen, jeg har allerede lavet en aftale, Lady Ethelred. Eller var det ridder? Hvad foretrækker de?" spurgte han. Det var åbenlyst, at han hyggede sig gevaldigt på den lette tone der var i hans stemmeleje. Han gik slentrende hen til hendes seng og satte sig afslappet på den, mens hans blik konstant var ved hendes skikkelse.

"Jeg er kommet her," forklarede han, mens han virkede til at more sig lidt. "For at undersøge Dem. Der er mange der siger mangt og meget om Dem, og jeg er her for at finde ud af, om rygterne er sande," han havde ingen anelse om, hvad der var sket med kvindens privatliv, den slags havde ikke fanget hans interesse på noget som helst tidspunkt. Han havde blot dette ordvalg fordi han vidste, at adelige hadede rygter der handlede om dem selv. Og fordi rygter var en del af de adeliges magtspil.

Hendes blik gled hastigt til kommoden som han åbenbart lige havde været i gang med at gennemrode. Var der noget der manglede? blikket gled over imod klædeskabet, derpå det mindre bord, for til sidst at falde tilbage på indtrængeren efter hun havde bekendtgjort for sig selv at synligt var der ikke nogle ting der manglede, om end nogle ting ikke stod helt som hun huskede at have efterladt dem.
Et mindre fnys lød fra hende idet blikket igen blev vendt imod den indtrængende.
" En aftale der velsagtens hedder ' når det passer mig og ikke Fruen i huset.?' " Hun undlod at svare på hans småprovokerende spørgsmål om hvad hun foretrak at blive kaldt. Et eller andet var ikke rigtigt ved denne mand var hun sikker på. At han kendte hendes navn og stand overraskede hende ikke synderligt, trods alt kendte tjenestefolk ofte til andre ud fra deres rang i adelsklassen.
Hun strammede grebet om dolken en smule idet han satte sig ned i hendes seng. Havde han da ingen anstændighed!?
" Hvis deres ben er så træt af at bære Dem kan De velsagtens sætte Dem i stolen istedet for at indtage min seng?" Lød det en smule hentydende til at hun helst så ham væk fra hendes puder og dyne. Og gerne også ud af hendes hjem.

Det næste han sagde fik det dog til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Havde hun spillet rollen som sørgende enke for langt ud? Havde de fattet mistanke ved begravelsen? Hun havde ellers sørget for at både tjenestefolk og kokkepiger var blevet smittet for at holde sig ude fra søgelyset. For at sikre sig hun ville have en mulighed for at kunne tage væk hvis noget sådant skulle ske.
De eneste der med stor sikkerhed havde vidst hvor meget hun havde hadet sit ægteskab var hendes far og dennes hustru og dermed gjorde den blonde halvdæmon og med sig selv at han måtte være blevet sendt af hendes far.
" Det vil komme helt an på hvilke rygter det er der forlyder og i hvilke selskaber de er forlydende." Svarede hun med sit blik stadig hvilende på ham mens hun forsøgte ikke at give ham noget han kunne bide fast i. Ikke fra hendes mund. Selvom visse, traditionen tro, tildækkede malerier af hende og hendes ægtemand kunne give spørgsmål nok i sig selv.