Det hele virkede overdådigt og ekstremt smukt. Glade og livligt snakkende folk i hvide klæder med hver deres maske for ansigtet, som skulle skjule deres identitet. Den skulle hvert fald gøre det lidt sværere, selvom at mange af større personligheder som altid var let genkendelige, og så kunne man hurtigt genkende tæt beslægtede og nære bekendte.

Mellem alle de hvide gevandter og masker var der en som også var lidt ekstra hvid. Hans store hvide vinger var foldet nydeligt på hans ryg, hvor de snehvide fjer lå regelmæssigt og ordentligt på vingerne, og ingen af dem sad forkert. Han var klædt i en fin hvid silkeskjorte med perlemorsknapper og fine hvide silkebukser. Den hvide halvmaske han havde foran sit ansigt indrammede de klare blå øjne, og stod i en smuk kontrast til hans gyldne hud og de gyldne lokker han havde på sit hoved. Han dansede med en kvinde med en smuk hvid balkjole og lange hvide handsker med en fjerprydet maske og perler i det sorte hår. De dansede med stor sindsro og de dansede meget godt sammen. Man skulle tro at de havde danset sammen før, men de kendte absolut ikke hinanden. Kvinden havde diskret hentydet til at han skulle opfordre hende til en dans, og således havde han gjort. Han kunne nu godt lide at danse, og han var heller ikke dårlig. Han var en fremragende danser, som kendte det traditionelle repetoir i et orkester til et bal. De var denne gang i gang med en klassisk Allemande. En meget simpel dans uden for meget fart på, som for eksempel valsen. Man havde tid til at interagere med sin partner. En stille og rolig dans.

Efter et stykke tid sluttede stykket og englen bød sin partner armen for at føre hende tilbage til sin kavaler. Hun var nemlig ikke taget af sted alene, men hendes kavaler havde kedet hende enormt meget, fordi han blot stod og snakkede med en anden mand med en drink i hånden uden at værdige hende et blik, selvom hun havde sørget for at der var nok blikfang med hendes tydelige barm og slanke talje. Den havde ikke fået for lidt, men det havde åbenbart ikke imponeret sin partner, så hun havde prøvet at skubbe til ham ved at få en anden mand (som heller ikke så for dårligt ud) til at byde hende op til en dans, hvilket havde virket noget bedre, fordi da englen gik tilbage med hende og hun så meget tilfreds ud tog han imod hende med et meget køligt blik mod den fremmede engel, som godt kunne se havde nogle attributter som han ikke kunne prale med. Englen Voronwë bukkede høfligt for manden og kvinden takkede for dansen og fortsatte. Han vidste godt at han kun havde været en brik i spillet, men han havde fået sig en dans. Han valgte at stille sig ud til siden efter at have taget et af de flotte krystalglas med sprudlende indhold som havde en sødlig og boblende smag.