Krystallandet
Krystal 13.10.2011 21:08
Solen var næsten gået ned, da Topaz blev lukket ind ad porten, og nu var det ved at blive helt mørkt. Han havde vandret længe, og derfor havde han slået sig ned ved en lille afsats i den store, solide mur. Her sad han og hvilede benene lidt. Han havde følt sig underligt tiltrukket ved tanken om, at opholde sig lidt i byen. Ham, der ellers gladeligt havde rejst rundt under den åbne himmel og nydt den frie, krystalisianske luft i de mere landlige egne. Han havde så længe, han huskede, ikke følt nogen trang til at opholde sig i de trange, menneskefyldte gader.
Her var dog ikke speciel megen trængsel på denne tid af aften, kunne han konkludere, men han var jo også kun lige nået inden for muren. Der var en del mere bevogtet nu, end da han tidligere havde været her, men det var vel kun naturligt. Folk lod også til helst at ville tilbringe aftenen bag lukkede døre og tilskoddede vinduer.
Han kastede et blik op mod muren, der tårnede sig mod aftenhimlen, hvor et par enkelte stjerner glimtede, men hurtigt blev svagere bag et tiltagende skydække. I et kort glimt så han sig selv snige sig langs byens udkant ved nattetide, skjult under en tæt kappe. Han virrede lidt med hovedet. Tanken om at snige sig rundt, forekom ellers helt fremmed .. Topaz holdt nu engang af at være åben, ærlig og imødekommende. Han havde intet at skjule .. havde han?
Han sukkede let. Hans imødekommenhed havde ikke bragt ham særlig meget godt her i verden ind til videre.. Han virkede ganske såbar, som han sad der på afsatsen. Han var blevet tyndere i løbet af de sidste par år, og de grå øjne havde fået et sørgmodigt udtryk.
