På en gold bjergside på Krystalbjerget blæste det denne dag ikke særligt voldsomt. Oppe i højderne, over skyerne kunne man tydeligt se solen på vej op. Det var stadig tidligt formiddag. Der var hverken for koldt eller for varmt på denne herlige forårs dag.
Adrian lå stille og nød det gode vejr, på en skråning nær toppen af Krystalbjerget. Han var i sin menneskeform og iklædt sine sædvanlige bjørneskinds støvler, benklæder og jakke. Han var som altid sorthåret, hans halvlange hår hang roligt fra hans hovede, mens han roligt lå på ryggen og kiggede op mod den lyse blålige himmel.

Amora trak kappen lidt bedre om sig. Der var lidt koldere oppe i bjergene, end det var nede i byen. Men så snart hun kom i gang, blev det ikke ved med at være koldt. Det vidste hun.
Hun var påpasselig med hvor hun satte sine fødder, fordi hun ikke ville falde.
Denne dag var hun ikke iført kjole, som hun ellers normalt var. Men hun kunne ikke rigtigt træne i kjole. Det ville være i vejen. I stedet var hun iført et par tætsiddende, lysebrune lærredsbukser, som hun selv havde fået syet til, og en hvid skjorte, som ligeledes sad tæt indtil hendes krop. På fødderne havde hun et par fornuftige lærreds-snørresko, som gjorde at hun kunne stå ordentligt fast. Hun havde også en sort kappe med hætte på, men hun havde ikke taget hætten på. Hendes røde hår var flettet i en lang fletning, som hang ned ad hendes ryg.
Hun kiggede rundt da hun kom derop. Umiddelbart kunne hun ikke se nogen, og et smil kom frem på hendes læber. Endelig var hun alene.
Hun lukkede spændet ved hendes hals op, og lagde kappen på en sten. I hendes bælte hang hendes sværd. Hun tog bæltet af, og tog sværdet ud af hylsteret. Den blanke, slanke klinge sendte solens stråler tilbage til himlen. Hun havde fornylig fået det ordnet så det passede til hendes hånd, og på klingen var nogle guldbogstaver graveret ind i stålet. Det var en bøn som der før i tiden blev givet til kampens gud, hun huskede ikke hans navn, men det var den eneste hendes bror havde troet på og bedt til.
Hendes øjne var fæstet til sværdet. Der var ikke mange der ville tro på at det var hendes, for det var tydeligt at det var et dyrt sværd, hvilket også var grunden til at hun holdte det skjult.

Adrian lå ikke langt væk fra det sted Amora stod. Han kunne tydeligt høre hendes åndedræt. Da hun havde trukket sit sværd og solens stråler ramte klingen, ramte et genskær Adrian i øjnene. Det forstyrrede ham kort og var det der først gjorde ham opmærksom på, at han ikke længere var alene.
Han satte sig op og så over mod hende. Undskyld mig, men burde du ikke hellere aflevere det sværd til den rette ejerMand? kvinder burde ikke lege med sværd, men holde sig i køkkenet. sagde han barskt med sin brutale stemme. Han var godt klar over at det han havde sagt var forkert, men han kunne ikke lade være. Han synes bare at det var sjovt at tirre andre og provokere dem. Selv var han forholdsvis svær at provokere. Skete det, så var det ofte at man fortrød det bagefter.

Amora fik et chok, da hun hørte den brutale stemme bag sig. Hun snurrede rundt på foden, og rent instinktivt pegede hun med sværdet mod manden, der stod der. Hun havde troet, at hun var alene.
Hurtigt blev hun dog opmærksom på, at hun stod og pegede med sværdet på ham. Hun bukkede sig ned efter hylsteret, men blev ved med at holde øjnene på ham. Med en hurtig bevægelse satte hun sværdet i hylsteret, og hun rankede ryggen og kiggede på ham.
"Det er ved sin rette ejermand. Og hvor jeg hører til, kommer vidst ikke Dem ved," sagde hun en smule koldt. Det irriterede hende, når mænd sagde, at kvinder hørte til i køkkenet. Det gjorde de vel, men hun var bare træt af at høre det. Kvinder kunne også finde ud af andet, selvom de måske stod i køkkenet meget af tiden. Og desuden havde hun ikke travlt. Hun var hverken forlovet eller trolovet, så hun havde ikke nogen hun skulle lære at lave mad til.
"Og jeg leger ikke med det," tilføjede hun, stadig koldt.

Adrian så grumt på den fremmede kvinde, ligeglad med at hun pegede på ham med sit sværd.
Han så på hende og et drillende blik. Det var nu også mest ment i sjov. Jeg ved uden mærket godt at kvinder kan så meget mere end blot at stå i et køkken. sagde han roligt og blinkede. Han rejste sig op og strakte sin ryg. Da han igen så på hende, så han hende koldt i øjnene og smilede. Hende kunne jeg da godt lige lege lidt med tænkte han kort. Han havde en trang til at drille og provokere i dag.

Hun slap ikke hans blik. Hun kendte ham ikke, og af en eller anden grund følte hun sig ikke tryg. Hun havde et skarptsleben sværd, men det ville ikke hjælpe meget, hvis han var stærkere end hende. Hun kunne ikke overmande ham, det vidste hun godt.
"Godt," sagde hun bare, men hendes stemme var stadig kold. Hun brød sig ikke om det førstehånds indtryk hun havde fået af ham. Egentlig ville hun bare gerne være alene, da det var derfor hun var gået der op. Hun kunne ikke træne mens han var der. Det ville hun ikke. Så et eller andet sted, stod hun bare og ønskede at han ville gå, så hun kunne komme i gang med træningen. Hun havde ikke mere end et par timer. Hun kunne ikke være væk hele dagen, og det tog også lidt tid at komme derop. Hun kunne ikke rigtigt træne andre steder, da hendes forældre ikke ville have det. De ville ikke have at deres perfekte datter skulle opføre sig som en mand. Derfor gjorde hun det i smug. De havde accepteret at hendes bror havde trænet med hende dengang, men de anede ikke, at hun havde fortsat det, da han døde. De anede heller ikke, at hun havde hans sværd.
"Hvad laver du heroppe?" spurgte hun en smule mistænksomt.

Adrian så på den fremmede kvinde og smilede. Mit navn er Smith. Adrian Smith. Jeg er ejer af værtshuset i Medanien. sagde han roligt som en præsentation af ham selv. Han blev træt at at bare stå og lave ingen ting.
Du ligner en der kan finde ud af at bruge et sværd sagde han roligt og afslappet, mens han stille bevægede sig rundt omkring. Han holdte hele tiden øje med hende og især med hendes skindende skarpe klinge.
Du have måske tænkt dig at træne her oppe i ro og mag? Beklager at måtte fortælle dig dette. Men jeg var her nu en gang først. sagde han smilende med en lidt venligere stemme, selvom at han talte med en drillende tone.

Hun holdte hele tiden sine øjne på ham. Selv mens han gik rundt. Hans drillende tone irriterede hende en smule.
Hun nikkede, da han sagde hans navn.
"Mit navn er Amora," sagde hun bare, og så ingen grund til at skulle fortælle sit efternavn. Hvad skulle han egentlig bruge det til? Efter hvad hun kunne se, var han ikke en elver, så han anede højest sandsynligt alligevel ikke hvem hendes familie var. Hun kunne i hvert fald ikke se nogen spidse øre, ligesom dem hun havde, og hans øjne lignede ikke en elvers.
Hun brugte aldrig sit fornavn. Hun brød sig ikke synderligt om det, og han lignede ikke en, hun behøvede at sige hele sit fulde navn til.
"Jeg kan godt finde ud af at bruge et sværd, ja" sagde hun så. hvad havde han regnet med? Selvfølgelig kunne hun det. Hun lignede måske ikke en der kunne finde ud af det, men hun ville nok ikke have et sværd, hvis ikke hun kunne finde ud af at bruge det.
"Egentlig så havde jeg regnet med at være alene. Der plejer ikke at være andre heroppe på denne tid." sagde hun så bare. Hun havde stadig en lidt kold stemme, da hans drillende tone stadig irriterede hende.

Adrian så på Amora og smilede drillende. Mig en fornøjelse at møde dig. sagde han blot, men en kold og ufølsom attitude.
Kan du det? sagde han med en skeptisk tone. I så fald, så lad mig se hvor god du er. sagde han drillende. Han gik stille og roligt hen mod hende. Han havde en uimodståelig lyst til at kæmpe med en eller anden.
Det var egentlig også derfor at jeg var rejst hele den lange vej herop. Havde selv håbet på at kunne få slappet lidt af, men det spolerede du jo, så nu kan jeg jo lige så godt more mig lidt. sagde han barskt, og kom nærmere. Han var ikke mere end 3 meter fra hende da han stoppede op. Kom nu... sagde han med en provokerende tone. Han var mildest talt ligeglad med hvilke skader han ville kunne få. Bare han havde lidt sjovt.

"I lige måde, Mr. Smith," sagde hun så venligt som hun kunne. Han irriterede hende. Hvorfor ville han vide hvor god hun var? Det kom da virkelig ikke ham ved. Hendes blik var iskoldt.
"Det kommer vel ikke Dem ved, hvor god jeg er," sagde hun så, stadig så venligt hun kunne. Hun anstrengte sig virkelig for at være venlig overfor ham, det var bare virkelig svært.
"Jeg havde ikke bedt Dem om at være der. De kunne have slappet af et andet sted," sagde hun og et anstreng smil kunne anes på hendes læber.
Hun brød sig ikke om, at han gik tættere på hende. Hun ville bakke, men det viste svaghed, og hun var ikke den store fan af svaghed. Tværtimod.
Han pirrede virkelig hendes konkurrencegen. Hun trak sværdet op igen. Han provokerede hende til det.
"Jeg behøver ikke at bevise overfor Dem hvor god jeg er," sagde hun så, men det kunne tydeligt ses på hende, at hun var klar. Hun havde bare ikke lyst til at kæmpe mod en der var forsvarsløs. Og så kunne man vel ikke kalde det at kæmpe, kunne man?

Adrian trampede en enkelt gang i jorden og hele bjergsiden rystede. Du behøver skam ikke at kalde mig mr. smith, Adrian ville være helt tilstrækkeligt. sagde han drillende og smilende. Han knipsede en gang og en lille næsten usynlig flamme kom frem fra hans hånd. Hvis det er fordi du tror jeg er forsvarsløs, så tager du helt fejl. sagde han med en høj og tydelig stemme. Han var aldrig forsvarsløs, men altid på jagt. Den lille flamme han havde i hånden skiftede farve og blev helt tydelig. Flammen blev blålig og var omkring 15 cm høj. Du er da vel ikke bange. Er du? sagde han endnu mere provokerende end før.

Amora fik et mindre chok, da der pludselig kom en blå flamme frem. Det måtte vel være magi af en art, ikke?
Hun nikkede til det han sagde med, at hun ikke skulle kalde ham Hr. Smith. Det skulle hun da nok lade være med, hvis det skulle være på den måde.
"Jeg kan godt se, at De ikke er forsvarsløs," sagde hun bare. Hun var ikke selv den store fan er magi. Hun kunne ikke selv styre det, så hun brød sig ikke rigtigt om det. Hvorfor ville han overhovedet kæmpe mod hende? Hun forstod det virkelig ikke.
"Jeg er ikke bange. Jeg ser bare ikke nogen grund til at skulle kæmpe imod Dem," sagde hun så.

Adrian så på Amora med en ondt blik. Hun havde ret, der var faktisk ikke rigtig nogen grund til denne kamp. Ilden i hans hånd slukkede og han trådte et par skridt tilbage. Nej du har vel ret. Der er ingen grund til denne kamp. sagde han blot, med en kold og ufølsom stemme. Han lukkede øjnene og sank ned i bjergsidens hårde sten. Han sank, som en varm kniv går gennem smør, hastigt forsvandt han ned gennem stenen. Jeg beklager forstyrrelsen. sagde han og smilede, hvilket kun lige kunne ses i et kort sekund, for derefter var hele hans hovede nemlig også under stenen.

//out//

Amora fjernede først blikket fra ham, da han var gået. Hun kæmpede ikke mod andre mennesker, hvis hun kunne undgå det. Sepcielt ikke med sværd. Det eneste hun skulle bruge det sværd til, var at hævne sin bror. Når det var sket, ville hun ikke røre sværdet igen, det var hun sikker på.
Hun slappede mere af, da hun var ret sikker på at han var gået. Hun rullede en enkelt gang med skuldrene og hovedet, for ligesom at få gang i det.
Derefter begyndte hun på en række øvelser med sværdet, som om hun havde en usynlig modtander.
"Luftmuren først.." mumlede hun for sig selv.