Medianien, Vandfaldet, Vinter. Der var koldt og der have sneet i et par dage nu. Hele området var dækket af et tykt lag sne. Det skinnede i solskinnet som et hav af små diamanter. Der var et lag is over søen og floden. Vandfaldet brusede ned i et åbent hul i isen, men ellers virkede alt andet frossent. Det var nærmest et perfekt vinterlandskab. Fuldstændig uberørt ud over et par spor fra en hare, der lige var løbet over den glitrende sne.
Nu blev dette smukke landskab også forstyrret af en underlig person. Personen var klædt i et skin fra en bjørn. Hans bukser var lavet fra rensdyrene højt oppe mod nord. Det eneste ikke pelsede ved ham var hans skjorte. Det var lavet på en væv af menneskehænder. En hul klirren kunne også høres, hver eneste gang han slog sin vandrestav i jorden. To hoveder var bundet fast til staven, og deres stivnede grin gjorde denne mand uhyggelig og til dels utryg at være i nærheden af. Det eneste han manglede var den mørke hætte over øjnene, men hans ansigt var fuldstændig blottet for omverden. Hans brune pjuskede hår dansede let i den kølige vind, og hans ansigt var stenhårdt og følelsesforladt. Hvis nogen vidste at han var vampyr, så ville man undre sig over at han befandt sig i solen, men den bed ham ikke. Han savnede solen ofte og han elskede den.
Nu bevægede han sig roligt hen mod vandfaldet. Det flydende vand mindede ham om livets gang. Det fortsatte lige meget hvad, men hans liv var stoppet ligesom isen på søens overflade. Den var gået helt i stå, og den ville ikke slippe ham igen. Vampyrens forbandelse havde lagt sig over ham som en kold vinternat og frosset hans liv fast. Han blev aldrig ældre, eller han så aldrig ud til at han blev ældre. Han havde set 20 vintre, men han så ud som om han ikke var ældre end 18 somre, hvilket også var det tidspunkt at hans liv frøs.

Barad, som han blev kaldt, havde besøgt sine forældres og søskendes grav i Medanien, var på vej nord på, da han lå mærke til den mystiske fremmede mand, med den ulækre stav. Barad undrede sig over hvem og hvad denne mand var, da han i sine mange år, aldrig havde set ham før.
Barad, som var i sin mest naturlige form, lignede på afstand et menneske, bare med en masse sort røg omkring sig. Denne sky af røg der hang omkring ham, dækkede noget for solen.
Barad, var lidt nysgerrig på hvem det mon var, så han gik roligt i retning mod den fremmede, men ikke direkte, for han ville ikke virke truende, ikke endnu hvert fald.

Han tænkte tilbage. Tilbage til sin tid i bjergene hos elverne. Tilbage til det tidspunkt han stadig var uerfaren. Det tidspunkt hans evner stort set var udenfor hans kontrol. Den kunne slippe løs og skabe de værste orkaner fordi han ikke kunne det endnu. Den gang hans forældre døde som hævn for deres behandling mod en lille dreng. Deres hovedskaller han bar med sig var for at mindes dem. Et tidspunkt var den blevet taget fra ham, og han havde manglet den utrolig meget. Han havde lige fået generobret den, og nu følte han sig nærmest mere magtfuld. Han følte at vejret fulgte hans vilje langt lettere nu, selvom det ikke var tilfældet. Vejret var stadig lige så vildt som altid, udover at hans følelser skal være ekstremt voldsomme før de udløser stærke vejrfænomener.
Nu tænkte han tilbage til den tid han var sammen med den anden vampyr. Sakura hed hun. Hvad mon der var blevet af hende? Han havde ikke set hende i lang tid. De havde elsket hinanden, men nu var det som om det var smuldret væk. Han elskede hende ikke længere, men han ville dog stadig være sikker på at hun havde det fint nok. Der var mange der havde behandlet hende dårligt, og hvem vidste om nogen havde dræbt hende? Hun kunne være væk nu, men så var hun også befriet fra vampyrens forbandelse og hun havde fundet hvile i døden, hvor alle hørte til. Han ville også gerne en gang tilbage til Kile. Der hvor alle hørte til, hvor alle kom til at høre til.
Han lagde mærke til en tilstedeværelse bag ham. Han kunne mærke det i vindens ændring af luftstrømmen. Han vendte sig ikke om, men stirrede over isen der også glitrede lidt i sollyset. Han lod en enkelt mørk sky samle sig på himlen. Den var ikke synderlig stor og den dækkede ikke for solen. Den virkede en smule truende, og pludselig begyndte der også at sne fra denne sky. Store snefnug dalede ned fra himlen. Langsomt og roligt faldt de mod jorden som små fjer. Skyen var stor nok til at man ikke kunne se hvor kanten på snevejret var. Det var meget underligt at være i snevejr og solskin på samme tid. Snefnuggene lyste også op som små lanterner eller ildfluer. De små krystaller virkede nærmest magiske og fortryllede. Intet virkede naturligt ved dette vejr.

Barad kom stille nærmere, da han lå mærke til den sorte sky. Han fulgte de stier der engang havde været synlige, dem der lå under sneen. Han var nu ikke langt fra den fremmede. God dag, det var da et forunderligt vejr. sagde han roligt, men med en fast og tydelig stemme.

Han smilede skævt og vente sig stadig ikke mod personen der stod bag ved ham. Hvorfor skulle han også? Lugten af forbandet blod fyldte hans næsebor, hvilket fortalte ham at det var en dæmon der stod bag ved ham. Hvad ville en dæmon sådan et sted, på sådan et tidspunkt? Det var han egentlig fuldstændig ligeglad med, så længe det ikke var en af de der forbandede Mørkets Krigere der prøvede at rekruttere ham igen. Han havde prøvet det før, og det var ikke første gang det ville være en dæmon.
"Der er så meget der er forunderligt i denne verden." Hans stemme var en smule rå og dyb, men den virkede behagelig og afslappet. Der var ingen hast i hans stemme og han talte langsomt og roligt. Han vendte sig roligt om mod denne dæmon og var lidt forberedt på den mest underlige form som disse dæmoner kunne have, men denne var utrolig almindelig. En mørk skikkelse indhyldet i røg. Omsider var der da en dæmon der ikke prøvede at se så skrækindjagende ud som mulig. Hvorfor prøvede de også altid det? Der var jo ingen grund til det. Folk var jo skræmte nok af dem i forvejen, men at ligefrem også skræmme dem med udseendet var da lidt over kanten.
"Hvad bringer dem så til denne del af dette land?" Han støttede sig lidt op af sin stav og hovedskallerne klirrede lidt mod hinanden og tilfældigvis vendte deres øjne sig dirket mod Barad, som om de stirrede sultent på ham. At vinden lige havde vendt dem den vej var helt tilfældigt. Han rodede lidt op i sit hår, som allerede i forvejen var ret forpjusket. Hans sværd som hang ved hans side var godt skjult i en simpel ledder skede. Hvis det ville blive nødvendigt ville han trække den for at forsvare sig. Hans kundskaber med et sværd er også fortrinlige.

Barad ser roligt på den fremmede. Jeg er født her, for mange, mange år siden, mine forældre og søskende er alle blevet begravet her. sagde han roligt, med hans rå men venligt stemme, for han var i et godt humør idag.
Han så roligt omkring sig, da han jo var vante omgivelser.
Undskyld, jeg glemte vist at introducere mig, mit navn er Barad, eller det er hvad jeg blev kaldt. sagde han venligt. Hvem er, hvis jeg da må spørge, du? spurgte han venligt.

De glitrende snekrystaller satte sig i hans hår og pelsen han brugte som kappe. Egentlig så behøvede han den ikke for at holde sig varm. Hans vampyrblod gjorde at han ikke kunne mærke forskellen på temperaturer i denne verden. Han følte ikke den kold vind eller varmen fra bålet. Han ville kunne vandre nøgen rundt uden at kunne mærke noget. Dog var der noget etisk forkert i at han vandrede nøgen rundt, og så kunne han godt lide at have lidt tøj på. Man var vel en smule blufærdig.
"Jeg regner ikke med at det er dit rigtige navn, siden det vil give mig en alt for stor magt over dig dæmon, men siden du alligevel nævner et navn for mig, så vil jeg fortælle dig mit. Jeg hedder Latoris. Opdraget af bjergelvere." Han bukkede let og hovederne klirrede igen mod hinanden, men vedholdt deres stirren på Barad. Man skulle virkelig tro at de havde lyst til at stirre på dæmonen. Som om denne dæmon ville kunne give dem liv igen, hvilket nok var ret usandsynligt. Hvis hans forældre kom til live igen, ville han dræbe dem igen, men på en langt hurtigere måde end sidste gang. Der endte de nød til at drukne. Tog alt for lang tid. Denne gang ville han bare bruge sit sværd. Langt hurtigere og langt mere humant. Måske en smule mere blodigt, men det var til gengæld lettere at få fat i deres hovedskaller bagefter.

Barad stod blot og så lidt på hovederne der han fra staven som Latoris bar. Hos elverne siger du, javel ja. svarede han roligt, mens han overvejede hvad Latoris mon kunne bestille her. Han så lidt nysgerrig ud og pegede på staven. Hvad symbolisere de hoveder? hans stemme var rolig og elegant, men tydeligvis nysgerrig.

Han kiggede kort på de to hoveder. Deres glatte hvide overflade skinnede i solen, som nypudset marmor. Han kunne godt lide dem. Måske var det hans forældres, men det var lige som om de ikke havde behandlet ham særlig pænt den gang han var en lille purk. De frygtede ham ekstremt meget. Hans evner indenfor vejret var så ekstreme allerede på det tidspunkt. Hans forældre havde en evne der gjorde at de mentalt kunne bestemme over et individ, og denne evne havde de misbrugt mod ham. Han var blevet immun over for deres evne, og de personer der havde en evne der mindede om den. Han afskyede den evne, og han ville slå dem ihjel der misbrugte den for at sikre dem magt og andet. Det var så bestialsk som det overhovedet kunne være!
"Man kunne tro de symboliserede noget specielt, men der er ikke rigtig noget, udover min loyalitet til Kile. Kile er den gudinde der vil få størst magt. Hver dag der går, desto større bliver hendes magt. Der er flere og flere der kommet til hendes rige, da der vil altid dø nogen. Ingen vil leve evigt. Ikke en gang elvere, engle eller dæmoner. Alle vil dø en gang!" Han var tydeligt overbevist om at sådan var det, hvilket også ofte var tilfældet. Selvom de havde fået givet evig ungdom, så ville de kunne dø som så mange andre. Det mest skrøbelige væsen var mennesket. Mennesket som ofte var så stolt, at de tit glemte alt andet og så ville det gå galt. Deres hovmod var ofte større end andres, deres nærighed værre og deres grådighed umættelig. Mennesket var forfærdeligt, men der fandtes jo også nogle mennesker der var venlige og gode. Mådeholdende og rundhåndede, men disse var også ofte meget naive.
En let vind blæste, og igen slog skallerne mod hinanden med hule klunk. Hans kappe vippede lidt i vinden før den lagde sig om ham igen. Hans øjne virkede en smule mørkere end før, men hans var også blevet en smule ophidset og der begyndte også at dukke flere skyer op hist og her. Solen begyndte også at blive svagere og sneen faldt også tættere.

Barad så roligt omkring sig, og først der, kom han i tanke om at der ikke plejer at være så meget på disse kanter, om vinteren. derimod plejer det at være her man kunne se de første tegn på foråret. Kile er den mægtigste af alle guder. jeg er enig. sagde han roligt, mens han nikkede. Hverken Mørkets Lord eller Lysets dronning kunne hamle op med Kile. Hans stemme var rolig og venlig, han havde fundet en af samme tro, og ikke nødvendigvis en af mørkets eller lyset små fæ. Barad stod stille og slappede mere af i kroppen.
Han så stille over mod vandfaldet, som ikke sagde ret meget. Inde bag gardinet af vand, var en lille hule, det var der hans familie var begravet. Deres grave fandtes ikke mere men der stod alligevel 8 sten. Henne bag vandfaldet, sagde han og pegede, det var der jeg kom fra før. jeg begravede min familie der, for godt 500 år siden. hans stemme var ganske rolig og det lod ikke til at han sørgede tabet.

Han begyndte at slappe af igen og skyerne forsvandt lige så hurtigt som de var kommet. Nu var der kun den ene sky lige som fra starten af. Det var lidt sjovt med den ene sorte sky, hvorfra der dalede tusindvis af små snefnug, der gjorde snedækket på jorden langt tykkere, omgivet af den smukke lyseblå himmel og solens stråler. De små lys faldt stadig ned over diamanttæppet som dækkede den frosne jord.
"Kile er helt klart mægtigere end dem. Mørkets Lord blev jo også myrdet af hans højre hånd, hvilket beviser dødens store magt." Han havde hørt om mordet på Mørkets Lord som et rygte, da den nye Mørkets Hersker gjorde alt for at eliminere dette rygte, hvilket også var lykkedes ham temmelig godt. Hvis man hævdede det, så skulle man virkelig passe på hvem man sagde det til hvis man frygtede døden. Han frygtede ikke døden, og var derfor ikke bange for at påstå at det var et direkte mord.
Han sendte et kort blik til det brusende vandfald. "Jeg har aldrig begravet min familie. Deres liv endte ret drastisk." Han smilede skævt og skulede til sin stav. De var aldrig havnet under jorden, men deres kroppe blev en del til mulden i skovene, mens deres hoveder blev føde for millioner af myrer. Det var overraskende hvor hurtigt det egentlig gik. Der var ikke gået mere end et par dage, så var knoglerne helt rene af hud, kød og hår. Intet lå tilbage ud over skallerne. Det var næsten uhyggeligt at samle dem op igen af den myldrende tue.

Barad så op på skyerne der forsvandt på samme måde som de kom. den eneste sky var den sorte sky. Hans hår blev mere tydeligt og var ikke bare et slør af røg mere. Barad vendte blikket mod Latoris igen. Det er en forunderlig magt du har over vejret. sagde med ro i stemmen. Jeg er ikke dum, hver gang dit humør ændre sig lidt, gør vejret det også.
Barad var dog ikke ude på at fornærme ham, men på grund af sine egne evner kunne han også se det.

Han fnøs lidt. At dæmonen ikke havde lagt mærke til det endnu var nærmest skuffende. Den havde undret sig over vejret, men ikke nok til at kunne kede det sammen med ham. Først da han var blevet lidt ophidset og vejret havde ændret sig med ham, hvor det virkelig gik op for dæmonen. Sol og sne kom sjældent på samme tid, eller faktisk aldrig. Når det sneede var himlen oftest dækket af en stor dyne af skyer, og solen var højere oppe for at prøve på at varme verden op, så den frosne kappe kunne blive smidt af.
"Min magt over vejret er stor, men ikke uendelig. Hvis jeg skulle kunne beherske vejret bedre end naturen gjorde, så ville jeg være en gud, hvilket jeg langt fra er." Han havde virkelig ikke uendelig magt over vejret. Han kunne skabe underlige vejrfænomener, som var helt ud af sammenhæng, men naturen vil automatisk prøve at bekæmpe det unaturlige fænomen. Han kunne skabe monsunregn oppe på bjergene, men naturen vil trykke skyerne ned. Han ville kunne få det til at sne midt i sommerens hede, men varmen vil få sneen til at smelte igen og solen får skyerne til at fordampe. Han kunne ændre temperaturene, men de ville falde tilbage til den normale så snart han fjernede sig. Nej, han havde ikke uendelig magt over vejret.

Barad så forstående på Latoris, med et venligt blik og smil. Måske har du ikke uendelig magt over vejret, men du har da alligevel magt over vejret nok, til at skabe sne på dette tidspunkt, selvom der er forekommet sne om sommeren, før. sagde han køligt. Barad blev jo ikke påvirket af hverken varme eller kulde, men heller ikke sne eller tørke. Kun solen påvirkede ham. Han gik stille, et par skridt hen til det der engang havde været en busk, og børste det meste af sneen væk. busken var ikke frossen eller død, den var bare lidt kold. Han plukkede en blomst af, og gik stille tilbage til Latoris igen. Hvis ikke det var for regn og sol, ville den busk aldrig kunne give sådanne blomster. Barad som nu havde observeret Latoris bruge sine evner i et stykke tid, smilte blot. Der kom en lille vind og bar blomsten op i luften væk, ud af syne. Vinden var ikke naturlig, men skabt med magi. Barad smilede roligt til Latoris og stod afventende.

Han så på blomsten. Det var utrolig tidligt at den var sprunget ud. Jo der havde været lidt tøvejr, men at den sprang ud på dette tidspunkt af året var alligevel tidligt. Ikke engang vintergækkene var helt sprunget ud. Jo man kunne godt ane dem nogle steder, også her da snelaget ikke var så tyk. Godt nok var den ny og nogle steder var den så dyb som til knæhøjden, men nogen steder var det kun et enkelt lag og nogle enkelte vintergække stod klar til at åbne deres spæde klokker så de kunne hilse på forårssolen, men det var aldrig sikkert med Mørkets regime. Somrene var ofte kolde og vintrene længere, men det var som om at Mørkets tag i Medianien ikke var så voldsomt. Måske ønskede Morgoth ikke denne landsby, eller måske lagde han ingen vægt i stedet. Måske ville han også bare fremstå som en mild hersker for folket i landsbyen, siden han stadig lader naturen gå sin gang, eller er det frygten for Elementals og hans håbløse forsøg på at holde sig på god fod med dem at han lader en del af naturen være uberørt? Lige meget hvad ville Elementals gå i krig. Det var han overbevist om. Han havde aldrig mødt en Elemental, og et eller andet sted var det heller ikke hans største drøm.
"Du skal ikke takke mig for naturens kreativitet. Naturen vil klare sig bedre uden mig end med mig. Jeg skaber mere kaos i vejret end jeg gør gavn. Alle mine ændringer strider imod naturen, hvilket ikke er godt for den. Jeg er måske endnu en grund til at Elementals er dukket op." Han var ikke sikker, og han håbede det sandligt ikke at det var. Han var jo ikke den der var største grund til kaosen i naturen, siden han nok nærede jorden mere end Mørkets Krigere gjorde mod skoven og havet. De destruerede direkte naturen.

Barad så roligt Latoris, med et blik af forståelse. Jeg tvivler på at du er skyld i noget af det. måske er det meningen at du skal hjælpe naturen mod dem, mod de der elamtaler. sagde med en lidt opmuntrende stemme, og et stort smil. Jeg tror bestemt, at det er det naturen ønsker af dig. Du har evnerne til at gøre en forskel, du har også styrken. Det kan jeg se på dig. Du skal bare gøre noget ved det. Sammen med de mange andre, her i landet, der kan gøre en forskel, hvis bare de arbejde hårdt nok. fortsatte han. Han håbede virkelig at det ville kunne muntre ham lidt op.

Han så skarpt på dæmonen. Han skulle kæmpe mod elementals? Hvad tænkte den dæmon på? Var han alligevel en del af Mørkets Krigere? I så fald undrede det ham at dæmonen ikke havde reageret over hans fornærmende udtalelser mod Mørkets Hersker. Han ville ikke kæmpe mod elementals, men heller ikke hos deres side. De ville nok heller ikke have ham med. Han havde måske styrken og store muligheder, men han ville ikke kæmpe mod naturen selv. Hvis dette ville blive ved, ville selve naturen manifestere sig i et væsen for at udrydde alle der skadede hende på en gang. Han ville ikke ligefrem fremprovokere sådan et frygtindgydende væsen.
"De der Elementals er udsendige af naturen. De er kommet for at få sat verden i balance endnu en gang. Jeg ville ikke kunne besejre dem. Måske en af ilden eller jorden, men dem fra luften og vandet har langt større magt over vejret end jeg nogensinde vil få. De ville knuse mig, og hvis jeg fik en elemental ville jeg nok dø af de skader jeg ville få pådraget under kampen. Jeg ville ikke overleve det. Ikke en gang med vampyrens blod flydende gennem mine årer!" At dæmonen kunne påstå at elementals var de onde så var han på vildspor. De var hverken gode eller onde, men naturlige. De kæmpede for verdens overlevelse, så de var nok dem der var bedst. Krig var grunden til at naturen var kommet så meget i skade, og nu var de draget i krig. De ville knuse fjenden som et flue mellem kløerne på en tiger. Hvis alle elementals arbejdede sammen, så ville alle væsner være forsvundet på under en dag, og det eneste overlevende ville være planterne, dyrene, havet, jorden, luften og ilden. Alt andet ville være væk hurtigere end det var opstået, og først der ville elementals forsvinde.

Barad så på ham med et forundret blik. sådan havde han jo ikke lige tænkt over det. Barad blev forurolig over det Latoris lige havde sagt. Han viste nu, ikke helt hvordan han skulle for holde sig, nok havde han aldrig mødt en elemental før, og havde egentlig ikke løst.., men det skete vel nok. De Elementals, hvorfor er du sikker på at de er naturen forkæmpere? spurgte han med en rolig stemme.

Han troede ikke sine egne ører! Troede Barad virkelig at Elementals var kommet for at destruere naturen? Hvis de destruerede verden ville naturen være i langt større balance end nu. "Elementals er børn af elementerne. Elementerne er naturens grundsten, og hvis elementerne bekæmpede naturen, ville de også bekrige dem selv, hvilket jo ikke giver stor mening. De er afgjort kommet for at hjælpe naturen, og jeg tror de vil gøre det til hvilken som helst pris. Jeg tror de vil med glæde dø for naturen. De vil ikke skade den så meget som en mor vil skade sit barn." Jo der var nogen der slå deres egne børn ihjel, men det er fordi de er i nød. Ingen gør det af god vilje. Så koldhjertet kunne ikke engang Morgoth være. Selv han vil holde af noget. Han slog sikkert millioner af børn ihjel hvis han syntes at de stod i vejen for sit regime, og det er inkvisitionen virkelig et tydeligt tegn på.
Sneen begyndte langsomt at holde op og skyen så småt at skrumpe. Naturen var gået i gang med at bekæmpe skyen, og han fik så også fjernet den igen. Han kunne mærke trykket nærmest falde lidt. Han vidste ikke om det var naturen der var blevet mere levende efter at de Elementals var dukket op, men han havde fået det sværere siden Mørkets Lord var dukket op. Virkelig som om naturen konstant pressede ham indtil han ikke kunne holde til mere. Indtil han ville segne hen og dø. Han kunne jo ikke dø for solen, men en ildelemental ville uden problemer kunne forvandle ham til aske. Han var en smule bedrøvet over at hans krop ville forvandle sig til aske når hans sidste time var kommet.

Barad så på Latoris, med hans gule øjne. Hvorfor skulle han finde sig i at blive irettesat af et barn. Han skulle lige til at sige noget, da han så at skyen forsvandt. Han så kort på Latoris, men kiggede så væk igen. Han var ikke i humør til at sætte ham på plads. Jeg har måske levet for længe alene. sagde han næsten roligt. Han gad ikke at snakke mere om de forbandet elematals.