☰
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 30.10.2026 22:47
Højtærede Hr. Doktor Kiefer,

De bedes godhedsfuldt og uden ophold indfinde Dem ved Væbnerkvarteret nær Krystalpaladset. Vor unge page, Theodore Ljungbjerg, er i nattens løb blevet ramt af en voldsom feber og ligger nu i vildelse.

Vi vil sørge for, at portneren tager imod Dem ved ankomsten og ledsager Dem til den unge pages kammer.

Med ærbødig hilsen,

Mester Adam Brovst


Det var to dage siden, Theodore havde redet hjem fra piletræet med Selmy. Dengang havde han troet, at et varmt bad og en god nats søvn ville være nok til at få kulden ud af kroppen. Han kunne dårligt have taget mere fejl.

Hvorfor havde han ikke banket tre gange på det skide træ?

Pulsen slog så voldsomt i ørerne, at Theodore var sikker på, at der hoppede alfer rundt om hans hoved og spillede på trommer. Det var ganske enkelt forfærdeligt at være vågen. Og endnu mere forfærdeligt at sove. Drømmene og mareridtene flød ud af ham som blæk og blandede sig med virkeligheden. Småjamrende lå han og vred sig i sengen. Natskjorten havde snoet sig om kroppen, og det fugtige hør klistrede ubehageligt til huden, hver gang han forsøgte at finde en køligere plet mellem de svedvåde lagener. Kluden, han havde fået lagt på panden, var allerede så varm, at det kunne være ligegyldigt at have den liggende der. Han vendte hovedet, og den gled af med et tungt, vådt klask, da den ramte gulvet.

Han havde fået besked på at blive liggende. Få masser af hvile og væske. Og at der var blevet sendt bud efter en læge. Theodore havde kun fanget halvdelen af, hvad der blev sagt. Det var, som om stemmerne var lys, der blændede ham, eller som om han flød på vandet, hvor hvert andet ord druknede i bølgeskvulpet.

Ved guderne, hvor ville han gerne have sin mor lige nu. Hvor ynkeligt det end lød, var han ikke bleg for at indrømme det, hvis nogen spurgte.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 30.10.2026 23:30
Sidst den blonde, unge mand fra Valmueklinikken havde været her, havde han været for fuld på satyrsaft til overhoved være i stand til at memorere hvilken af de mange ens, lukkede døre, der var Theodores. Det var til trods for, at Selmy Kiefer, der i dag gik under titlen som Doktor Kiefer, elskede at gøre et lille spil ud af, at huske alle de små detaljer. Og det sagde blot lidt om, hvor fuld han havde været dengang.

Udenfor havde Portneren set doktoren an, et øjeblik noget skeptisk, på grund af hans unge alder, men han var simpelthen blevet mødt af et alvorligt, sitrende blik. Selmy var nemlig gravalvorlig. Iført sin lange lægekittel, handskerne, der gik ham op til albuerne, sedlen med hans opholdstilladelse og selvfølgelig hans fars arbejdstaske, som han havde pakket godt med remedier, urter og medicin. Uden at gøre så meget andet end at vise sedlen, og nævne Theodores efternavn, blev han nu ledt igennem gangene i en seriøs hast.

Theodore Ljungberg... Voldsom feber... Vildelse... Selmys hjerte føltes så tungt af skam, for Theodore var øjensynligt blevet så syg, fordi han havde været våd og kold så længe, på grund af Selmys udflugt. Også Selmy havde følt sig lidt småsløj, men han havde behandlet sig selv med Avanyas hyldete, godt blandet op med den søde honning. Men Theodore havde åbenbart ikke klaret den... Det måtte være virkelig slemt, siden hans mester havde hidkaldt ham i dag. Selmy var så bekymret for ham!

Portneren bankede på Theodores dør, som ikke blev besvaret, så Selmy blev lukket ind og trådte ind. Han blev overrasket over at se hvor medtaget Theodore så ud. At han overhoved var blevet ladt alene, gjorde ham ret harm, faktisk. Men i det mindste var han er nu. Han vendte sig om mod portneren og gav ham et nik. ”Sørg for at pumpe mere kold vand op til os, og stil det ude foran døren,” Sagde Selmy til ham, inden han sendte ham væk. Han drejede om mod Theodores skikkelse, der lige nu lå i det man klart kunne kalde en seriøs febervildelse. Måske var han ikke klar over, at Selmy var kommet...

”Theo?” Kaldte Selmy, i et forsøg på at melde sin ankomst. Bekymret rakte han hånden frem mod hans pande, men uden overhoved at røre ham, kunne han mærke den farlige, brændende varme fra ham. Sveden nåede at fordampe, men hans pandelokker var våde. Du frelsens! Selmy skævede ned til kluden, der lå forkastet på gulvet. Selmy placerede den store brune taske ved fodenden af Theos seng og fandt en ren klud frem. Han dyppede det i fadet med vand og vred den. Han tog plads på kanten af sengen og lænede sig lidt frem med et koncentreret ansigtsudtryk. Blikket var uroligt, men seriøst rettet på ham, mens han lod den kølige klud fugte hans hud godt. Våde, kolde dråber gled ned i lange baner, inden de fordampede. Selmy gentog processen med at dyppe kluden i koldt vand endnu engang, for kluden var allerede blevet varm...

”Theodore, din stakkel,” Hviskede han. Han lagde den kolde klud på hans pande og tog hans hånd og gav den et blidt klem, mens han betragtede ham.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 31.10.2026 10:49
Theo?

Hans navn syntes at springe rundt mellem værelsesvæggene i et mærkeligt ekko og blande sig med alfetrommerne. De tunge hjerteslag. Den voldsomme puls. 
Øjnene åbnede sig på klem, men han kunne næsten ikke overkomme at løfte blikket for at se, om nogen virkelig havde kaldt på ham, eller om det blot var endnu en af hans flydende drømme. 

"Ah..." sukkede han. Noget vådt og køligt fugtede hans ansigt. Mor? Var han hjemme i Medanien igen? Han trak vejret ujævnt ind og blinkede et par desorienterede gange. "Mor?" mumlede han utydeligt og kiggede op på det slørede ansigt over sig. De blide strøg med kluden fortsatte, og Theodore fik kuldegysninger, da en kølig dråbe gled ned ad halsen og forsvandt under natskjortens krave.

De blå øjne fandt endelig ansigtet over ham. Det var ikke hans mor. Hvor var hun blevet af? "Selmy ...?" Theodore lød forvirret og lukkede næsten med det samme øjnene igen. Nåh ja. Han drømte sikkert stadig. 

Selmy kunne jo ikke være her.

Et lille klem om hånden sendte en behagelig fornemmelse op gennem hans arm, men den blev hurtigt opslugt af den ulidelige varme, der syntes at ligge som en tung dyne omkring hans hoved. 
"Hah ..." Han trak vejret besværet og bevægede læberne, som om han ville sige noget. Det tog ham et øjeblik at finde ordene.

"Jeg ... skulle ha' banket ..." mumlede han hæst.
Han rynkede panden. Hvad var det nu, han skulle have banket på? Det var vigtigt. Det havde været vigtigt hele tiden. 
"Træet ..." Theodore sank besværet og forsøgte at åbne øjnene igen, men opgav halvvejs. "To ..." mumlede han med øjnene lukkede. "Kun to ..." Hans fingre bevægede sig svagt i Selmys hånd, som om han forsøgte at tælle. "Du sagde ... tre."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.10.2026 11:36
Så. Theodore var ved at vende tilbage til ham. Det var godt. Han kiggede ned på ham, og afventede, at han skulle genkende ham. Selmy var klar til at lægge en hånd insisterende mod hans skulder, hvis nu Theodore fik den tåbelige ide at sætte sig op. Han skulle jo spare på kræfterne.

Mor? Kaldte han. Selmy løftede sine øjenbryn op i panden af overraskelse og en endnu dybere bekymring. Det var ikke første gang at en patient havde kaldt efter deres mor, men Theodore burde da kunne kende ham. En healers omsorg var åbenbart tæt nok på mors omsorg. ”Din mor er hjemme i Fredskilde,” Svarede han sagte, mens han nøje så ham ind i de blå øjne, der langsomt fandt hans. Selmy smilte, da Theodore sagde hans navn, men det smil ophørte så snart Theodore lukkede øjnene i.

”Ja det er mig,” Sagde han med sin blide, bløde stemme. Han afventede Theodores næste reaktion. Han kunne se at hans læber bevægede sig, og at han forsøgte at finde ordene. Selmy afbrød ham ikke. Han sagde heller ikke noget lige med det samme, som Theodore begyndte at tale i vildelse igen? Han blinkede med øjnene og kunne bare mærke, at han var ved at blive godt urolig nu. Frem med teen! ”Theo, du drømmer vist-” Åh! Nu vidste han hvad han talte om. Hans hukommelse var bedre end hans, selv i denne her tilstand.

Selmy lo lidt og klemte hans hånd. ”Har du virkelig tænkt over det i al den tid?” Han rystede bekymringen af sig med et lettet hovedryst. Selmy var jo ikke for alvor overtroisk. Men det kunne jo være, at han havde sat dommedagstanker i hovedet på Theodore nu, nu hvor det endte med at gå galt? Tommelfingeren strøg Theodore over knoerne helt omsorgsfuldt. ”Din mester tilkaldte lægehjælp. Adam Brovst?” Han betragtede Theodore med et observant blik, for at holde øje med at han var ved at vågne, og ikke ved at dejse tilbage til sin feberdrøm igen. ”Jeg passer på dig nu. Jeg går ikke. Bare rolig.”
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 31.10.2026 12:50
I Fredskilde? Var Theodore ikke selv i Fredskilde lige nu? Så burde hans mor jo også være her. Men nu var hun åbenbart gået ud af værelset. Måske for at hente havregrød. Hun plejede at tegne små solstråler langs kanten med skeen, så grøden lignede en lille sol.

Theodore smilede skævt, indtil smilet fortrak sig i en utilpas grimasse.

Selmys stemme brød ind gennem feberheden igen, og Theodores bryn snoede sig mod hinanden, som om de ledte efter mening i ordene. Tænkt over hvad? Hvad var det nu, de talte om, egentlig? Øjnene forsøgte at finde Selmy igen og gled en smule sløret over hans lyse ansigtstræk. "Bare fordi jeg ikke kan læse ... kan jeg godt tænke," svarede han, som om de havde haft en samtale om netop dét.

Adam Brovst. Lægehjælp.

"Nåh ja." Theodore sukkede. Hans vejrtrækning var anstrengt og et øjeblik ganske overfladisk, da en ny bølge af hede skyllede gennem ham. Den frie hånd fumlede ved natskjortens krave og hev i stoffet, indtil han møjsommeligt fik løsnet et par knapper. Den øverste del af brystkassen kom til syne, fugtig af små svedperler. 

Jeg passer på dig nu.

Theodore havde hørt det gennem besværet med skjorten. "Mhm ..." Han nikkede vagt. "Bliv ..." bad han hæst. Hans fingre flettede sig ind mellem Selmys og trak hans hånd op mod brystet. Uden rigtig at tænke over det førte han den i små, langsomme cirkler mod huden, som om den velkendte bevægelse kunne hjælpe ham med at finde ro.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.10.2026 16:17
”Ah...” Svarede Selmy mat, som om han havde glemt det, nu når Theodore lige skulle minde ham om, at han godt kunne tænke. Selmy så ikke Theodore som ubegavet, overhoved ikke. Men han havde nu svært ved at acceptere hans ordblindhed. Aldrig havde han gættet, at han ville knytte så tæt et bånd til en analfabet. ”Selv når du er syg er du trodsig,” Smilte han.

Han skulle til at tage sin hånd til sig, for at dreje kroppen om mod sin lægetaske, hvor han havde henslængt sine lange arbejdshandsker skødesløst ind over læderflappen. Og der hvor han jo havde gemt teen. Den var nok kølet en lille smule ned, men det ville være synd at sige, at den var kold. Men Selmy nåede aldrig så langt. Han følte lidt at han blev stoppet. Ikke nødvendigvis af Theodores fingre der flettede ind imellem Selmys, lige som han skulle til at finde teen frem. Men af Theodores anden hånd, der fumlede med natskjortens krave, som var knappet tæt og noget så besværligt. Han stivnede lidt og så sammenbidt til, mens Theodore knappede op.

Uha... Selmy huskede godt hvor forskrækket Theodore var blevet under deres første møde, hvor Selmy bare havde knappet op. Lige nu gjorde han intet. Lod den syge Theodore knappe op selv.

Selmy måbede helt forbløffet, da Theodore med Selmys hånd over sin, førte deres hænder mod sit bryst og begyndte at cirkulere sine fingre der. Det var helt sikkert noget hans mor engang havde gjort, mens han var lille, for at lade ham vide, at hun var der hos sig. Selmy var lidt i chok, dog. Øjnene spærret en smule mere op, uden at blinke, mens hans indre slog alarm.

”Jeg ehm...” Selmy gik lidt i stå, fordi Theodores små håndbevægelser, fik Selmys fingre til at strejfe med. ”...Jeg har te med. Du ved... Den du så godt kan lide.” Selmy havde forsøgt at få ironien til at skinne igennem, men han var så paf, at det bare kom lidt underligt og langsomt ud. Selv glemte han alt om teen. Han kiggede på Theodore, som så så syg og svag ud, at han ikke engang var sikker på, at Theodore helt var klar over hvad han gjorde ved Selmy lige nu. Eller hvad han fik Selmy til at gøre. Han følte at han kunne kigge på ham og studere ham helt tæt på, uden at Theodore ville opdage det. Selmy var noget hurtigere opfattende, end Theodore var lige nu. Så han kiggede lidt intenst på den smule blottede hud ved hans flade brystparti. Så op på Theodores mund og betragtede den nedadvendte mund, hvor den febervarme ånde kom fra, og så tilbage ned mod hans bryst igen.

Selmys fingre strakte sig en smule, og overtog lige så forsigtigt nussetjansen. Flygtige øjne kiggede straks op for at se, om Theodore overhoved bemærkede det. ”mh...” Selmy strammede straks sin mund til, for ikke at komme til at sige noget eller trække vejret for tydeligt. Som om det ville være et problem. Han bemærkede hvor blød og varm huden føltes mod sine fingre. Han var ikke rigtig vant til at røre ved nogen. Og da slet ikke andres hud.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 31.10.2026 18:48
Vejrtrækningen blev en anelse dybere, da Selmys fingre fortsatte deres blide, cirklende bevægelser over hans bryst. Theodores egen hånd slap langsomt taget og sank ned på madrassen ved siden af ham. Han mærkede knap nok, hvor den landede. Alt hans nærvær syntes at samle sig dér, hvor fingerspidserne bevægede sig mod hans hud, i det lette tryk og de små spor af kølighed, der blev tilbage, længe efter at de havde passeret.

En kuldegysning fór gennem ham. Den begyndte et sted mellem skulderbladene og bredte sig ud i armene, indtil selv hans læber sitrede. Så fortog den sig igen og efterlod ham endnu mere udmattet. "Nhn ..." jamrede han svagt. Berøringen var rar. Så rar, at han et øjeblik næsten glemte, hvor forfærdeligt resten af kroppen havde det. Det var, som om den lille smule lindring sank ned gennem huden, dybere end han kunne følge den.

Noget blev sagt om te. Theodore brugte et øjeblik på at finde ordene mellem alle de andre lyde.
"Urgh ..." Han trak ansigtet sammen. "Jeg kan ikke lide ..." Ordene døde ud, da endnu en bølge af hede skyllede gennem ham. Han vred sig utilpas mod lagenerne og løftede uvilkårligt brystet en smule mod Selmys hånd, uvillig til at miste den eneste behagelige fornemmelse, han kunne finde. Hvad var det nu, han ville sige? Nå ja. Teen. Eller var det noget andet?

"Så varmt ..." mumlede han hæst.

Theodore åbnede øjnene og forsøgte at fæstne blikket på Selmy gennem de tunge øjenlåg. Hans kinder var rødmossede af feberen, og de fugtige krøller lå i uordentlige totter hen over panden. Han så på ham med et næsten bedende udtryk, før hovedet gled lidt til siden, og øjnene lukkede sig igen. Furen mellem brynene blev siddende, selv da resten af ansigtet slap spændingen.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 31.10.2026 19:41
Blikket fulgte Theodores hånd, der gav op og gled ned at dumpe helt passivt ned på madrassen. Han havde overladt det sensoriske arbejde med fingrene til Selmy. Selmys fingre stoppede op tøvende, men med et blik på Theodores ansigt, konstaterede han, at han skulle fortsætte... Så tøvende cirkulerede Selmy fingerspidserne rundt i et lille, kildende mønster. Han turde ikke udforske det her særlig meget, men hans blik nedstirrede den åbne kraveflap, der dækkede resten af hans bryst.

Så varmt... Selmy fik kigget længere op ad Theodore og fik øje på Theodores pludseligt åbne lyseblå øjne. Han fik et lille chok, som om han var blevet opdaget i at stirre. Men det blik han blev mødt af, virkede langt mere bedende, end fordømmende. Selmy havde svært ved at forstå hvad Theodore ville med det blik.

...Helbredes... Selmy, din idiot... Han vil helbredes... Selmy knugede øjnene i. Nå ja. Theodore var alvorligt syg! Og her lod han sig forføre endnu engang. ”Du har det varmt?” Selvfølgelig havde han det varmt. Hvad kunne han gøre for ham?

Fingrene ved Theodores bryst fjernede sig, for i stedet for at flytte hans dyne til siden. Varmen ramte ham som et overvældet pust, som han gjorde det. Han kunne godt forstå hvorfor han havde det så skidt. ”Her, lad mig,” denne gang var han noget med forsigtigt, da han trak op i blusen på ham. Selmy tog en arm ad gangen og førte dem igennem ærmehullerne. En efter en. Så hev han forsigtigt blusen over hovedet på ham. Hans blik landede på Theodores fregnede overkrop, og mærkede straks hvordan han næsten selv blev feberagtigt varm i ansigtet, bare af at Theodore lå der... Sådan...

Han rømmede sig lidt akavet, men fik rejst sig fra sengen. Han kiggede helst ikke ned på Theodore i sengen lige nu. Han gik i stedet tættere på væggen, hvor han åbnede det runde vindue over sengen, så der kunne komme lidt frisk luft ind.

Han mente at Theodore havde en tøjkiste med rent tøj et sted. Nå ja. Der, ved fodenden. Han gik hen og åbnede lågen og begyndte at kigge den igennem efter en trøje, der ikke var lige så varmeisolerende. Han lukkede kisten igen og glattede trøjen ud på sengen til senere.

Selmy gik hen og åbnede døren ud til gangen og tog spanden med frisk vand op og lukkede døren til. Han tøvede lidt, men besluttede sig så for at låse døren, så nogen ikke bare ville brase ind på dem, mens Selmy skulle vaske sin unge ven, mens han lå der med bar overkrop. ”Så,” Sagde Selmy, efter at have fundet sin plads i sengen igen. Han havde skiftet vandet ud og sad nu med en frisk-vredet våd og kold klud.

Han startede med at nedkøle Theodores alt for varme pande igen, og han så undskyldende ind i hans øjne, som om han beklagede, at han var nødt til at gøre det her, for at hjælpe ham. Men så smilte han lidt. ”Du skal altså drikke din te om lidt. Det er temmelig effektivt mod feber.” 
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 01.11.2026 00:29
"Hvad sker der?" spurgte han nærmest forskrækket. Theodore var faldet hen et øjeblik, fortabt i de fjerlette berøringer, der havde bevæget sig over hans bryst. Han kunne stadig mærke dem som en svag, sitrende prikken, længe efter at de var ophørt. Men nu blev han pludselig løftet og rykket på, og det gik langsomt op for ham, at Selmy var ved at tage natskjorten af ham.

Maven blev blottet, og straks strøg den køligere luft hen over hans feberhede hud. Han gøs. En ny skælven gik gennem kroppen. Theodore magtede ikke at holde øjnene åbne ret længe ad gangen, men med den smule hjælp, han kunne tilbyde Selmy, gled han ud af ærmerne, ét efter ét. Armene sank slapt, halvt udstrakte over hovedet på ham, i en næsten overgivende stilling. En varm udånding slap over læberne, og selv den lille bitte anstrengelse – hvor Selmy sådan set havde gjort det meste – havde taget pusten fra ham. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i hurtige, ujævne åndedrag.

"Årh ..." Theodore følte sig frygteligt svimmel. Som om sengen havde fået ben og var begyndt at snurre rundt som en gal hund. Han bevægede hovedet svagt fra side til side, men det hjalp ikke. Hjertet hamrede i ørerne. "Sig, de skal holde op, Selmy ..." jamrede han. De forbandede alfer blev ved med at larme omkring hans hoved, og nu havde de tilmed fået sengen til at danse!

Hele ansigtet trak sig sammen i en forpint grimasse. Alligevel lykkedes det ham at falde lidt hen, mens Selmy puslede rundt i værelset. Det mindede ham om derhjemme, når hans mor gik rundt og ordnede ting i huset. Lydene beroligede ham en smule.

Kølige dråber gled fra den våde klud der bragte en smule lindring til hans brændende pande. 
"HMhm ..." brummede han og gled ind og ud af sin døs. Langsomt åbnede han øjnene og så direkte ind i de blide, stormgrå øjne, før øjenlågene sank i igen. Et øjeblik senere prøvede han på ny og nåede lige at fange Selmys smil, inden verden atter blev mørk.
"Hvad hvis jeg dør ... ah ... og det sidste, jeg får at smage, er den fæle ..." Stemmen svandt ind til et suk. Han måtte trække vejret et par gange, før han fandt kræfter til at afslutte sætningen. "... fæle te."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 01.11.2026 09:00
Sig, de skal holde op, Selmy... Theodores jamren fik Selmy til at betragte Theodore med alvorlig bekymring. Han kunne jo ikke selv høre hverken alfer eller trommelyde. Fordi vinduet var åbent og man svagt kunne høre de andre pager og væbnere snakke og arbejde, konkluderede han, at det måtte være dem han talte om. Lydende var bare så dæmpede... ”Det kan jeg ikke,” Beklagede han. Han måtte hellere se at få ham kølet ned i en fart.

Nu, tilbage på sengekanten med en klud i hånden, kølede han Theodores fortsat brændende pande. Han lod det våde vand glide ned i små baner ned langs hans ømme, forpinte ansigt. ”Sig ikke sådan noget. Det må du ikke engang lave sjov med,” Svarede Selmy helt alvorligt. Han kunne ikke leve med at miste endnu en ven, og feber var ikke noget at spøge med. Han ville for evigt bebrejde sig selv, hvis der skulle ske noget alvorligt med Theodore. For det første var det hans skyld, at Theodore var blevet så syg. For det andet gjorde han sit bedste for at køle ham ned.

Langsomt introducerede Selmy den våde klud længere ned ad halsen. Han ønskede ikke at chokere ham, selvom det måske ikke helt kunne undgås. Han kunne stadig høre hans forskrækkede ’Hvad sker der?’ fra lige før, hvor Selmy havde trukket trøjen af ham. Han havde ellers været så blid. Men Theodore oplevede alting så meget langsommere og måske voldsommere.

”Jeg fører kluden ned ad din krop, er det okay?” Spurgte han, helt undskyldende igen. Han var utroligt bange for at blive afvist, og han gjorde ikke engang det her, fordi han ønskede at gøre det. Han gjorde det oprigtigt for at Theodore skulle få det bedre. Langsomt gled han kluden ned i midten af brystet. Hvis Theodore ikke ville have det, ville han stoppe det. Men så længe han ikke sagde noget, ville han arbejde færdigt. Han klemte sin hånd hårdere om kluden, så det kølige vand blev vredet ud af den og gled ned langs midten af Theodores mave. Vanddråberne løb løbsk helt ned til navlen.

”...Er det dejligt?” Hviskede Selmy. Det var noget underligt noget at spørge om, især fra en healer. Men han så spørgende og afventende på Theodore. Selmy ønskede at det skulle være dejligt for ham. Ikke ubehageligt. Han løftede hånden med kluden for at dyppe den nu opvarmede klud i vandet igen. Det var utroligt så hurtigt en kold klud kunne blive så varm.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 01.11.2026 11:45
Theodore skilte læberne en smule og trak vejret roligere ind og ud gennem munden i takt med Selmys blide strøg over hans ansigt.

Det må du ikke engang lave sjov med.

Det tog et øjeblik, før ordene nåede ind til ham. Han så oprigtigt forlegen ud, selvom det sikkert var svært at skelne fra alle de andre grimasser, der spillede over hans fregnede ansigt. "Jeg forlader dig ikke," fik han fremstammet gennem feberheden. Han var stadig ikke helt sikker på, at Selmy rent faktisk var her. Øjnene forblev lukkede, så han kunne ikke engang undersøge sagen. "Det sagde jeg jo, ikke? Jeg går ingen steder."
De sad under lanternernes gyldne glød. Theodores mundvige løftede sig i et lille smil. Var det allerede månehøstfest igen?

Jeg fører kluden ned ad din krop, er det okay?

Bag de lukkede øjenlåg så han Selmy i sit fine festivalstøj. Uglemasken sad på skrå, så Theodore kunne se hans grå øjne blive varmere i lanternelyset. Men Selmy havde ingen klud i hænderne. De hvilede mod Theodores bryst og gled langsomt ned over den løse linnedskjorte. Klud? Hvad for noget? Det forvirrede ham et øjeblik. Var de ikke lige ved at tale om noget andet? Han kunne ikke huske hvad. 

Er det dejligt?

Theodore mistede fornemmelsen af, hvor han befandt sig. Lyset fra vinduet trængte rødligt gennem hans lukkede øjenlåg, og et øjeblik flød det sammen med lanternernes skær.

Dejligt? Det var vidunderligt. At mærke den kølige klud fjerne den klæbrige sved var det bedste, der var hændt ham i de sidste fireogtyve timer. Han ønskede næsten, at det aldrig skulle stoppe. Kludens fugt efterlod små, kølige spor på huden, men feberheden fulgte lige i hælene og opslugte dem igen. Gid han kunne blive svøbt i hundrede kolde klude. Mumificeret fra top til tå, pakket ind som en larve i sin puppe, indtil han kunne bryde fri som en rask dreng.

Selmy skulle bare ... han skulle bare ...

"Bliv ved ..." hviskede han hæst. Et overrasket gisp undslap ham, da en kold dråbe fandt vej ned over maven og samlede sig ved navlen. Kulden fik musklerne til at trække sig sammen i en lille skælven, og Theodore vred sig svagt mod lagenerne, inden han igen faldt til ro. Men så forsvandt kluden, og med den den eneste lindring, han havde mærket i timevis. "Mere ..." mumlede han bedende.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 02.11.2026 08:28
Det gjorde lidt ondt. Theodore lovede endnu engang, at han ikke ville forlade ham, også selvom han var så syg og dårlig. Hans stemme afslørede, hvor svært det var overhoved at sige sætningerne igennem denne indefrakommende hede. Selmy stirrede på Theodores ansigt med et ømt blik. ”Hvorfor skræmmer du mig så sådan, ved at blive så syg?” Selmys hånd, der ikke førte kluden, løftede sig blidt op til den varme pande. Forsigtigt strøg han Theodore hen over øjenbrynene, og han smilte lidt. ”Der er andre måder at få min opmærksomhed på.” Han fnøs en enkelt latter ud. Han vidste godt at Theodore ikke var blevet syg, for at få Selmy til at komme. Det her var hans mester, der sikkert havde husket at Valmueklinikken tidligere havde behandlet denne page.

Kluden blev vredet igen. Ikke for meget, for ellers blev den bare varm med det samme, når den havde været i berøring med Theodores krop. Selmy skævede lidt bekymret ned på vandfadet. Vandet blev tømt alt for hurtigt.

Men Theodore tiggede ham om at blive ved. Og han tiggede ham om mere. Det var så svært ikke at give efter. Han havde meget lettere ved at sige nej til sine almindelige patienter. Men nu var det jo en han holdt så inderligt meget af, der lå og krævede al hans tid og omsorg.

Selmy fortsatte derfor gerne, indtil der ikke var mere vand tilbage. Theodores krop var så varm, at Selmys arbejdende hænder, dårligt kunne følge med, før vandet allerede enten var fordampet eller gledet ned og gjort Theodores underlag mere vådt.

”Jeg skal nok blive ved, Theo... Men det er altså virkelig vigtigt, at du drikker teen,” Selmys hænder ophørte pludselig midt i en bevægelse, og han rakte om efter den store lune flaske, som han præsenterede foran Theodore. ”Jeg ved godt du hader den,” Han smilte beklagende til ham ”Men kan du huske hvor hurtigt den hjalp dig sidst?”

Selmy flyttede sin ene hånd under Theodore, et sted ved hans skulderplader og ville hjælpe ham med at komme op at sidde. Selmy vidste godt at det var hårdt, men han var nødt til at være streng ved ham...
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 02.11.2026 10:44
De blide strøg over Theodores bryn fik dem til at løfte sig en anelse. Der var noget så omsorgsfuldt over berøringen, at han næsten sank dybere ned i madrassen under den. "Undskyld ..." kvækkede han hæst. Han ville jo ikke skræmme Selmy. Aldrig nogensinde.

De havde jo lovet hinanden, at de aldrig ville gøre hinanden ondt.

Selmys korte latterfnys fik den ene mundvig til at trække sig skævt op, men smilet fortog sig næsten med det samme. Ansigtet ville åbenbart heller ikke rigtig, som han ville. Det ville bare ligge dér og svede under de kolde klude. 

Urgh. Nu snakkede han om den latterlige te igen.

"Hvis det gør dig... mh glad ..." mumlede han med en grimasse, der tydeligt antydede, at det her udelukkende var noget, han gjorde for Selmys skyld. Og bestemt ikke, fordi han havde fået lyst til at drikke den rædselsfulde bryg.

Theodore jamrede utilpas, da Selmy begyndte at hjælpe ham op. Det var en frygtelig følelse pludselig at være så hjælpeløs. Som en lille baby, der ikke engang kunne holde sit eget hoved oppe. "Uh ..." Han pressede læberne sammen, mens hovedet dinglede dukkeagtigt på halsen, indtil han omsider fik samlet kræfter nok til at hjælpe Selmy det sidste stykke. En ny feberkuldegysning fór gennem ham og fik de små hår på armene til at rejse sig.

Helt slatten, som en bananskrald, blev han siddende, støttet af Selmys arm, og ventede på, at flasken med den væmmelige væske skulle finde vej til hans mund.

Måske var han omtåget nok til ikke at kunne smage den.

Man havde vel lov at håbe.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 02.11.2026 12:03
Hvis det gjorde ham glad? Tja, det ville gøre ham lidt sur, hvis han nægtede at drikke den. Det var i hvert fald sikkert. ”Det gør det,” Forsikrede han med en alvorlig tone i den normalt bløde stemme. Der var ikke nogen vej udenom. Og Selmy havde endda brygget teen helt særligt til ham, så han havde bare at drikke den. Der var ikke sparet på hverken Avanyas hyld eller honning, og det ville ikke komme til at smage godt. Selmy stak teen insisterende mod Thedores hånd, og slap ikke før han var sikker på, at Theodores fingre havde lukket sig ordentligt om den.

”Du skal drikke det hele ligesom sidst,” Vejledte Selmy roligt. Nu hvor Theodore var kommet op at sidde, fik han et kig på den flade fugtige pude. Han begyndte at ryste den og gav den nogle dask, og vendte den om på den tørre side, så Theodore ville komme til at ligge bedre om lidt.

Længere tid var hans opmærksomhed ikke på puden. Han så helst ikke væk fra Theodore. Selmys hånd fandt hans ryg igen, og han så til mens Theodore førte flasken til munden. Ej hvor så han syg og dårlig ud... Han var taknemmelig over, at han var blevet tilkaldt, så han kunne være her for ham, men det var ikke let at være her. Bestemt ikke. Selmy kendte til konsekvenserne af en ubehandlet feber.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 02.11.2026 13:29
Tiden flød mærkeligt sammen, når feberheden lagde sig som dug over tankerne. Theodore huskede, at han havde drukket. At nogen havde sagt, han skulle drikke det hele. Hvordan den lune bryg havde været så bitter, at smagen blev hængende i ganen, uanset hvor meget honning der var blandet i. Men det føltes, som om det allerede var flere timer siden. Måske i går? Theodore orkede ikke at finde ud af det. Han kunne dårligt nok finde ud af, hvor han selv var.

Små dråber af den helbredende væske var løbet fra hans mundvige, men han kunne ikke huske, om han havde tørret dem væk, eller om han overhovedet havde drukket det hele. Det måtte han vel have gjort.

"Jeg tager lige ... en lur."

Theodore sank tilbage mod puden. Den føltes blødere og tykkere end før, som om nogen havde fyldt den med nye fjer, mens han ikke så efter. Hvor dejligt. Alferne trommede heller ikke så højt længere. Måske var de blevet trætte og var på vej hjem. Det var sandelig også på tide.

Hans hånd fandt Selmys, og med en sløv, næsten søvngængeragtig bevægelse fik han flettet sine fugtige fingre ind mellem hans. Han skænkede det knap nok en tanke. Kun at det var rart at have noget at holde fast i, mens resten af verden blev ved med at flyde væk.

Han drømte mærkelige drømme. Nogle så meningsløse, at de forsvandt, før han nåede at forstå dem. Andre var mørkere. Ubehagelige.

Lille væbner.

En hvirvelstrøm af mørke, tåge og grønne landskaber fór forbi ham, som om verden blev trukket gennem et alt for snævert hul. Der var noget, han skulle huske. Noget vigtigt. Han sænkede blikket mod sine hænder. De dryppede af blod.

Ikke endnu, lille væbner.

Theodore slog øjnene op.

Et øjeblik lå han ganske stille. Hjertet slog hårdt, men den ulidelige hede omkring hans hoved var ikke længere helt så voldsom. Tankerne føltes mindre sammenfiltrede. Han kunne se værelset omkring sig uden at skulle kæmpe for at få det til at stå stille.

Det var blevet mørkt udenfor, bemærkede han. Men det var den slags efterårsmørke, hvor man ikke kunne afgøre, om klokken var fem eller ni om aftenen. Hvor længe havde han været væk? Han forsøgte forsigtigt at sætte sig op. Denne gang begyndte verden ikke straks at snurre, men kroppen protesterede alligevel. "Ah..." Det trak ømt gennem ryggen og skuldrene, og selv armene føltes tunge, som om nogen havde hældt sand i dem, mens han sov.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 02.11.2026 14:18
Selmy havde sørget for, at Theodore drak det hele. Ikke bunde den på stedet, men den skulle helst ned hurtigst muligt, så virkningen kunne træde i kraft. Ikke overraskende, blev Theodore totalt udmattet af at sidde op så længe. Selmy hjalp ham forsigtigt ned i den godt rystede pude.

Han mærkede hvordan små fingre søgte hans, og flettede sig ind imellem hans fingre, som om det her var noget de havde gjort så ofte, at kroppen handlede efter vane. Måske var det også ved at blive en vane... Selmy blev siddende lidt og strøg ham hen over de fingre, som hans tommelfinger lige kunne nå. Stille lovede han sig selv at vogte over ham og passe på ham, uanset hvad klokken ville blive.

Med Theodores hånd i sin, bad Selmy en lille bøn for ham. Isari kendte efterhånden Theodore godt, for Selmy bad for ham dagligt efterhånden, når han var færdig med at bede for sin syge mor, sin far og sin storesøster. Han bad til at Theodore skulle blive rask hurtigt. At han ville tilgive ham for at have gjort ham så syg, og at han ville huske at Selmy havde været her for ham hele tiden. Med den febervildelse, var han nemlig i tvivl om, hvor meget Theodore ville huske, når først han vågnede igen.

Før Selmy selv ville ende med at falde i søvn til den lokkende lyd af Theodores søvnige vejrtrækning, placerede han forsigtigt Theodores hånd på hans bare bryst. Han lagde blidt sin hånd på Theodores pande, og kunne med sikkerhed konkludere, at han stadigvæk var varm, men ikke faretruende varm, som før. Godt... Han rejste sig op for at ryste hele dynen godt, inden han vendte den om på den kølige side, inden han puttede den om ham. Vigtigst af alt vred han en frisk klud og lagde den mod hans pande.

Han ville ikke vække Theodore, så han løftede forsigtigt arbejdstasken og tog den med hen til Theodores skrivebord, hvor han fandt sig til rette på hans stol med sine arbejdsredskaber og fintsnittede flere af de helbredende urter sammen med hyld-planten. Den brændevin, som hans far brugte til svært tilskadekomne patienter, med åbne sår, der krævede akut behandling, drak han af. Han måtte sikkert ikke, men hans far var her jo ikke til at se hvad brændevinen var blevet brugt til.

Snittearbejdet tog ikke lang tid, så Selmy nåede langt mere end det. Flere timer senere, havde Selmy allerede stoppet en tilfældig page, og havde bedt ham om at komme forbi med kogt vand til te og han havde også været så fræk at spørge efter en bid mad. Det behøvede ikke at være noget stort og fornemt. En bid brød med noget pålæg var mere end fyldestgørende. Pagedrengen var mere end hjælpsom, og havde spurgt bekymret ind til Theodore. ”Han har det bedre. Han skal bare have ro nu,” Havde Selmy svaret helt saligt.

Selmy havde på et tidspunkt gået yderligere på opdagelse i Theodores ting og sager. Han havde studeret den lille fine træhest og havde undersøgt, om den mon var indgraveret med initialer, for at finde ud af hvem der havde lavet den. Han havde også nærstuderet koften, der hang ved døren og spekulerede på, om den mon havde tilhørt hans far, siden Theodore havde den. Theodore kunne nok ikke passe den endnu.

Til slut havde Selmy tilladt sig selv at tage plads i Theodores seng sammen med ham. Han havde udnyttet dagens sidste solstråler til at sidde og tegne det mest interessante i rummet. Nemlig Theodore der lå så udmattet og sov. Han studerede hans kønne, bløde træk, nu hvor han jo havde al tid i verden... Eller... i hvert fald indtil der blev så mørkt, at Selmys øjne knap nok kunne se kulstregerne mere. Da lagde han skitseblokken fra sig og satte sig tilbage mod væggen og hvilede øjnene lidt. Dog uden at falde i søvn.

”...Sovet godt?” Afslørede Selmy sin tilstedeværelse et sted ved Theodores fodende. Hans stemme var en smule træt. Rummet duftede af den te, som Selmy havde forberedt til ham.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 02.11.2026 14:36
Av.

Theodore greb hurtigt – efter en syg persons standarder – ud efter den fugtige klud, der var ved at glide ned fra hans pande. Han blev siddende et øjeblik og forsøgte at samle tankerne.

Kluden gjorde hans fingre våde.

Sovet godt?

Hjertet gav et forskrækket hop. "Huh?" Theodore missede med øjnene og forsøgte at få øje på skikkelsen ved sengens fodende. Tusmørket havde lagt sig over værelset og gjort alle konturer blødere, men han genkendte alligevel stemmen. "Selmy?" kvækkede han hæst og måtte rømme sig for at få søvnen ud af halsen. Theodore rynkede panden. Nej, det kunne da ikke passe. Hvorfor skulle Selmy være her? Han havde jo bare drømt om ham. Ligesom han havde drømt om sin mor og alle de forbandede alfer.

"Jeg tror, jeg har drømt alt muligt mærkeligt," sagde han stille og blev ved med at betragte Selmy, som om han når som helst kunne forsvinde. "Drømmer jeg stadig? Eller er du her virkelig?" Han lagde hovedet en smule på skrå og knugede den fugtige klud mellem fingrene.  Der duftede af urter. Og af Selmy. Den samme velkendte duft, som han forbandt med hans værelse. Det var næsten, som om han var vågnet hjemme hos ham i stedet for i væbnerkvarteret. 
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 02.11.2026 14:48
Selmy blev forskrækket over, at Theodore blev forskrækket. Åh nej! Det sidste han ønskede, var at forskrække ham. Måske havde det ikke været så smart at campere hernede i fodenden af sengen, og så endda i mørke. Men Selmy havde da holdt sig fra at lægge sig ned ved siden af Theodore. Det ville måske have skræmt ham yderligere.

”Ja,” Selmy smilte lidt. Han skubbede sine ting til side og begyndte forsigtigt at kravle tættere på ”Jeg har savnet dig så meget. Du har bare sovet i flere timer.” Han gik hen for at mærke Theodores pande og derefter kind, og han sukkede lettet. Selmy havde skiftet kluden ud en del gange, mens han havde vogtet over ham. På intet tidspunkt havde Theodore vågnet op, så han havde været virkelig bekymret. Man skulle tro, at Selmy havde kommet elverrod i hans te ved en fejl. Han var virkelig lettet over at høre, at Theodore allerede lød meget bedre. Nu lagde han sig selv træt med kinden trykket mod Theodores bryst, og den ene arm slænget om ham.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 02.11.2026 16:42
Han havde savnet ham så meget?

Hvor sødt. Det var da en sød ting at sige. Så sødt, at Theodore blev en smule mundlam og ikke rigtig vidste, hvad han skulle svare. Han var jo lige her, trods alt.
"Hvorfor sidder du så bare dér i mørket?" lo han hæst med et løftet bryn. Olielamperne stod jo et eller andet sted på skrivebordet. Selmy kunne sagtens have tændt dem.

Sengen knirkede, og dunene raslede inde i dynen, da Selmy kravlede hen imod ham. Der var noget underligt ved at være så tæt på hinanden i mørket. Endnu mere, da det gik op for Theodore, at han var nøgen.

Nej, vent. Han havde vist stadig sine underbukser på. Heldigvis da!

Blødt hår strejfede hans brystkasse, og så hvilede Selmy pludselig kinden mod hans bare hud. Theodore stivnede et øjeblik, da armen lagde sig omkring ham. Han nåede knap at finde ud af, hvad han skulle stille op med den, før Selmys vægt fik ham til at synke tilbage mod madrassen med et sagte bump.

"Mhm ..." brummede han lavt og skævede ned mod Selmy, der nu lå halvt i hans favn. Langsomt løftede han armen og lod den hvile tøvende mod den andens ryg, som om han endnu ikke helt havde besluttet sig for, hvad han skulle gøre med den.
"Det må være på grund af dig, at jeg har det bedre?" Han smilede forsigtigt. "Tak, Selmy ..." Feberen var langt fra væk, og kroppen føltes stadig, som om nogen havde tævet ham med en sæk kartofler. Men hvad end Selmy havde gjort ved ham, havde det tydeligvis hjulpet.

Theodore lod blikket vandre op mod det mørke loft.

"Hvad har du lavet, mens jeg sov?" Smilet trak sig skævt. "Bare siddet og stirret på mig, din slambert?"
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 02.11.2026 17:12
Selmy blev lidt forlegen over Theodores første kommentar om, at Selmy havde siddet i mørket. Som en eller anden uhyggelig type, der hang ud i skyggerne. ”Hey... Der var stadig lyst da jeg satte mig,” forsvarede han sig. Ja, han havde vist sidder der noget tid, men absolut ikke hele dagen.
Som Selmy fik placeret sit hoved ved Theodores bryst, gik det lidt for sent op for ham, at nå ja... Han havde ikke givet ham trøjen på, før Theodore var blevet udmattet og havde lagt sig. Selmy havde puttet ham uden sin trøje. Og hvad Selmy vidste om Theodore indtil videre, så foretrak han vist at sove med trøje på, men bare ben. Sådan havde det været første nat, de havde tilbragt sammen. Anden nat havde det været på kroen, hvor han havde sovet næsten helt nøgen.

Og nu kunne han mærke Theodores hud mod sin kind. Selmys øjne stirrede lidt ud i det mørke værelse, ved realiseringen af dette. Det føltes underligt... Han kunne høre Theodores hjertebanken så tydeligt. Han var nu meget lykkelig for, at de ikke kunne se hinanden i øjnene sådan her.

”Ah ja.. du ved... Det er det mindste jeg kunne gøre for dig,” Svarede Selmy helt sagte, da han fik et tak fra ham. Han havde brugt hele dagen i selskab med ham. Theodore havde bare været sovende i størstedelen af tiden. Selmy havde reflekteret rigtig længe over det, og han var kommet frem til, at Theodore i den grad var sødest når han sov.

Selmy lo overrasket, da Theodore for sjov spurgte hvad han havde lavet. Og om han bare havde stirret på ham. Han skulle bare vide. Selmy havde observeret og studeret Theodore med sine altopfangende øjne. Og han havde endda fået det hele ned på papir. Det var ganske vellignende, taget i betragtning af at alt han havde at gøre med var kul og papir.

”Mmh... Du savler, når du sover,” Svarede Selmy og roterede sin krop en smule, så han kunne se op på Theodore. Selmys hånd rakte ud efter skitseblokken, som han skamløst viste frem. Det viste ganske rigtigt, at Theodore havde savlet. Den detalje havde Selmy fået med. Men det afslørede også, at Selmy ikke bare havde stirret lidt, men meget. Den Theodore Selmy havde tegnet, var dog ikke blevet tegnet for at gøre nar ad hans sårbare form. Selmy havde opfanget alt det smukke ved ham. Hovedet, der lå vendt til siden med de lyse lokker smidt dramatisk over puden. Den smalle, sarte hals. Det bare bryst som ikke bare var fladt, men havde beskedne antydninger af muskulatur. Lysindfaldet havde været på tegnerens side her, og havde tilladt Selmy at få fornemmelsen af hans krop, helt uden at Selmy havde rørt ved ham.

Selmy holdt meget af portrættet. Det var det eneste og første han havde lavet af Theodore. Theodore havde været en utrolig flittig model, der som en blomst havde ligget fuldstændigt stille.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Venus , Tatti, Blæksprutten, Granny, Beanstalk
Lige nu: 5 | I dag: 15