Det blev koldere og koldere i vejret og det havde en regnfuld periode, siden mærkedagen for to uger siden. Siden de uhyggelige hændelser, der var foregået udenfor kroen ved Det Sorte Marked.

Hver søndag plejede den unge Kiefersøn nu at besøge Isarikatedralen, men det var ikke så fast en aftale han havde med sin gudinde, end at han sagtens kunne springe en enkelt søndag over, og i stedet tage på tur ud af Dianthos. Så derfor, nu på hesteryg, red han afsted mod sydporten.

Men! Ikke uden lige at tage forbi væbnerkvarteret først.

Mon ikke den unge Theodore Ljungberg kunne overtales til at droppe sine planer på sin fridag, for i stedet at tage med ham? Selmy vidste jo, at hans unge ven havde et svagt punkt for ridning, og selvom han arbejdede med heste til dagligt, ejede han dog ikke sin egen hest. Så hvor ofte fik han i det hele taget lov til at ride sig en tur? For at være ærlig, glædede Selmy sig helt enormt til at se ham igen. I al den tid han havde haft husarrest, havde lagt planer for dem begge to. Denne gang skulle det hele foregå på Theodores vilkår, og ikke noget med at udsætte ham for død og ødelæggelse eller storbarmede kvinder igen.

Hesten han red på, var hans trofaste unge hoppe. Af racen Irish Cob, ikke særlig stor, men passede perfekt til Selmys egen beskedne højde og vægtklasse. Dens pels var mørkegrå. Plettet. Tyk, bølgende man og hale samt kraftigt hovskæg på underbenene. Selmy havde en smule oppakning med, bundet bag sadlen.

Selv var han iklædt praktiske rejsegevanter, denne gang mørkegrå og mindre fornemt. Mindre mønstret. Mindre skinnende. Det fine lå i selve skrædderhåndværket, der formåede at dragten var foret med pels på indersiden, uden at gå på kompromis med tøjets facon. Kappen var meget varmere end den glansfulde, lette kappe han normalt var set med. Denne her var også mørkegrå og fik Selmy til at se væsentligt mere bredskuldret ud.

”Godmorgen,” Hilste Selmy, der havde valgt at trodse sin introverthed, for at få hjælp af en af drengene fra inderkernen. Han hev i tøjlerne, for at stoppe sin hest ved indgangen til væbnergården. Den blå væbnerkappe havde afsløret at ham drengen hørte til her. ”Vil De ikke være behjælpelig med at hente Hr. Ljungberg herud?” Selmy smilte uden at skulle anstrenge sig særlig meget.

”Øhhh, jo hr?” Drengen så forvirret op og ned på den fremmede på hesten. Ikke en Lysets ridder. Men heller ikke en ualmindelig herre uden betydning, heller. Selmy fulgte ham kort med blikket, og brugte derefter ventetiden på at børste sit ærme fri for et nedfaldent efterårsblad, der havde landet på ham, på den korte tur herhen.

Vejrgudernes luner satte deres præg på oktoberdagenes omskiftelige humør, og Theodore var efterhånden blevet træt af pompøse idioter. Det vil sige, han var blevet træt af Adelbert Marcel.

Lige siden han på ærlig og redelig vis havde besejret ham under deres sparringskamp på mærkedagen, havde Adelbert været en endnu større plage end før. Det hjalp heller ikke synderligt at vide, at han var Ernie Marcels fætter. Tværtimod. Nu hvor Theodore kendte til deres slægtskab, var det næsten umuligt ikke at se lighederne mellem dem. Man skulle tro, at familien Marcel havde gjort det til en æressag at være ulidelig.

Adelbert var i hvert fald af den overbevisning, at hævn måtte være på sin plads, eftersom Theodore åbenbart havde snydt sig til sin sejr. Hvilket, efter Theodores mening, var noget værre pjat. Det havde dog ikke forhindret Marcelfætteren i at få sit slæng af tomhjernede håndlangere til at holde ham fast, mens de forsøgte at proppe hø ned i halsen på ham. Rare sager. Theodore ville næsten hellere tage endnu en tur gennem Skumringskvarteret. I det mindste havde folk dér haft den anstændighed at true ham med ting, han ikke var allergisk overfor.
Heldigvis var Largge kommet forbi, inden Adelbert og hans kumpaner fik gennemført deres lille plan om at myrde ham med hø. Og havde Adelbert så fået høvl for det? Næh. Ikke noget, der havde gjort nogen mærkbar forskel, i hvert fald.

Ugerne var fortsat, og Theodore havde ikke set Selmy siden deres udflugt til Dianthos' nedre by. Han var temmelig sikker på, at hans ven havde fået den husarrest, han havde frygtet. Selv var Theodore sluppet langt billigere. Det havde hjulpet gevaldigt at kunne fremvise en lægenote med Selmys underskrift, der forklarede, at han var blevet holdt på klinikken natten over til observation.

Pagetjenesterne havde der til gengæld været rigeligt af. Søndagene var efterhånden blevet hans eneste rigtige pusterum, hvor han kunne slippe for at rende ærinder og skrubbe ting, der efter hans mening allerede var ganske rene. Fingrene var endnu slidte og ømme efter gårsdagens ihærdige arbejde i køkkenet, men han lod sig ikke slå ud af det. Dagene var hårde, aye, men hver eneste af dem bragte ham trods alt nærmere drømmen om en dag at blive ridder.

Hvis han altså overlevede Adelbert Marcel så længe. Han blev nødt til at finde ud af, hvad han skulle stille op med ham. Det var kun et spørgsmål om tid, før han forsøgte sig med noget igen, og Theodore havde ikke tænkt sig at tilbringe resten af sin væbnertid med at kigge sig over skulderen.

Tankerne blev afbrudt af en banken på døren. Theodore satte sig dovent op, strakte armene over hovedet med et gab og traskede hen for at åbne. "Aye?" hilste han med et afventende, men imødekommende blik på den unge page, der stod udenfor.
"Der er en fin herre, der spørger efter dig, Theodore."
"En fin herre?" Brynene trak sig sammen. Det kunne vel ikke være hans far? Hjertet gjorde et lille spring, inden han nåede at mane forventningen til ro. Lysander havde ikke sagt noget om at komme, men det var jo ikke ensbetydende med, at han ikke kunne finde på det. Måske havde han fået orlov. Måske var der sket noget, som havde bragt ham tilbage til Dianthos.
Theodore gned de ru fingerspidser mod håndfladerne, inden han blinkede sig ud af tankerne. "Okay. Øh... hvor er han?"
"Ved porten. Han venter på sin hest."
"På sin hest?" Han stirrede et øjeblik, som om den oplysning på en eller anden måde skulle gøre det lettere at regne ud, hvem der ventede. "Mh. Okay. Jeg kommer om lidt."

Døren blev lukket, og Theodore var allerede på knæ foran sin tøjkiste, inden skridtene udenfor var forsvundet. Låget slog mod væggen med et bump, da han åbnede den og begyndte at rode gennem sine sager. Det var blevet koldt udenfor, så han måtte hellere finde noget ordentligt at tage på.
Frem fra bunken trak han en grå uldtrøje, endnu et af sin mors værker, og dertil en lang, ærmeløs tunika i samme grove uldblanding. Stoffet var hverken særligt fint eller elegant, men det var varmt, og sømmene var lagt med en omhu, han altid kunne kende. Han trak begge dele over hovedet, fik et par mørke, varme pludderbukser på og strammede læderbæltet omkring taljen.

Kort efter gav hans knælange støvler genlyd gennem gangene, mens han satte i trav mod porten. Den blå væbnerkappe lunede godt over skuldrene. Med efterårets kulde var de unges sædvanlige kapper blevet udskiftet med en varmere variant, hvis hætte og kanter var besat med gråbrun pels. Theodore havde trukket den tættere om sig, inden han kom ud i gården, hvor den kølige luft bed ham i kinderne og fik ånden til at stå som små, hvide skyer foran munden. Sukkerroe- og græskarlygter prydede væbnergården og varslede allehelgensaftens kommen.

Han standsede brat, da han fik øje på den ventende rytter.

Det var ikke hans far.

Et øjeblik mærkede han, hvordan den spændte forventning slap sit tag i ham, så pludseligt at han næsten følte sig lidt fjollet. Men følelsen blev hurtigt afløst af en anden, og et bredt smil trak i mundvigene, da han genkendte manden på hesten.
"Hvad laver du her?" kom det muntert, mens han nærmede sig, og skubbede hætten bagud. Et lille grin fulgte efter. "Bare for at sige hej?" Han kneb det ene øje sammen mod det blege dagslys og betragtede Selmy nærmere. Der var noget anderledes ved ham i dag. Noget, der fik Theodore til at se en ekstra gang, selvom han udmærket vidste, hvem han stod overfor.

Det var snart to uger siden, de sidst havde set hinanden. Eller var det tre? Han havde ærligt talt mistet fornemmelsen for dagene. Men den Selmy, der nu sad foran ham, lignede ikke helt den mørkklædte lægesøn, han var blevet vant til at møde på klinikken. De tykke rejseklæder og den pelsforede kappe gav ham bredere skuldre og en mere rank skikkelse. Med sit lyse hår og sin lyse hud mindede han næsten om en af mændene fra Norden, sådan som Theodore huskede dem hjemmefra. En kavalerihelt, måske, hvis man så bort fra, at Selmy næppe havde tænkt sig at trække et sværd mod nogen. Men han var en helt anden skikkelse end den, Theodore kendte fra klinikken, og fik ham på en eller anden måde også til at se mere ud som sin alder. Og så var han kommet hertil på den smukkeste hest. En tinker, antog Theodore, med langt hovskæg og en pragtfuld, gråplettet pels. Han nærmede sig forsigtigt fra siden og lod hånden glide over dens flanke, mens han beundrede den kraftige bygning og den tykke vinterpels. Men hans blik søgte alligevel tilbage til Selmy.

Tiltrækkende.

Det var et ord.

Theodore lod blikket dvæle et øjeblik længere, mens han tyggede på det. Tiltrækkende. Ja, det var vel egentlig meget passende. Selmy Kiefer var et tiltrækkende syn, og det ville alle andre sikkert også kunne se. Der var ikke noget mærkeligt ved den konstatering. Folk kunne jo godt være pæne at se på, uden at der behøvede at ligge alverdens tanker bag. Alligevel var det lidt underligt, at han først rigtig havde lagt mærke til det nu. Det var jo ikke, fordi han ikke havde lagt mærke til, at Selmy var køn før. Det var hele Kieferfamilien sådan set. Men der var alligevel et eller andet ved synet af ham i dag, som fik Theodore til at se en ekstra gang.

Måske var det hesten.

Theodore trak skævt på smilebåndet. Det hjalp i hvert fald gevaldigt på helhedsindtrykket. For det var nu alligevel et ganske imponerende syn. Det var egentlig besynderligt, hvor meget et sæt rejseklæder og en hest kunne forandre indtrykket af et menneske. Selmy så næsten ud, som om han var på vej ud i et eventyr.

Og hvis det var tilfældet, havde Theodore bestemt tænkt sig at høre mere om det.

Der var lidt ventetid, men Selmy var tilpas tålmodig. Han vidste der var en del vej igennem gangene indenfor, indtil man nåede til Theodores værelse. Det var jo ret tidligt, men der var skam allerede unge væbnere og pager, der var kommet ud af fjerene. Nu i efterårskapper? Nogen af dem havde åbenbart ikke bedre ting at tage sig til for, end at kigge nysgerrigt over mod Selmy. En af de helt unge havde endda vovet sig tæt på, for at spørge om han måtte klappe hans hest, og Selmy der ikke helt kunne forholde sig til det, gav bare et lille godkendende nik til ham, og så smuttede han heldigvis videre igen. Hold da op han var lille… Nogle af dem der var her, var virkelig ikke andet end børn. Og så var der alle de lange teenagere og unge voksne mænd. Det var på en måde svært at placere Theodore i forhold til nogle af dem. Forhåbentligt var der ikke nogen, der fandt ham mistænkelig eller vammel, fordi han havde tilkaldt Theodore…

Han spejdede mod gården, der var pyntet op med efterårspynt. Og han fik øje på Theodore, der i den grad så overrasket ud over at se ham. Selmy smilte stort til ham. Han havde allermest lyst til bare at springe ned og svinge Theodore rundt, fordi han havde savnet den dreng så meget. Men ehh… ikke mens der var publikum på.

“Gæt hvem der er ude af husarresten,” Smilte han, selvom hans far helst ikke skulle vide, at han sådan gik og lavede sjov med den slags. Det havde bestemt heller ikke været sjovt, men hvem kunne ikke være i godt humør på en dag som i dag? Det var søndag og solen skinnede. Det var koldt, men ikke så bidende og regnfuldt som i går. Han betragtede Theodore komme ham og hans hest i møde, og han nød at se Theodore nusse om sin hest. “Jeg kom lige forbi,” Løj han uden videre. Det var jo en omvej for Selmy, hvis han skulle ud af Dianthos, og det var der jo noget der tydede på, kunne man jo se på oppakningen bag sadlen. “Oooog. Du fortalte mig jo, at du elsker at ride. Så hvis du ikke har andre planer…?” Han pausede kort. Hans blik søgte ikke hen mod nogle af de unge mennesker, der gloede i deres retning, som om de ikke kunne tro deres egne øjne. At Theodore var venner med en underlig fremmed mand. Selmy kiggede kun på Theodore. Han trak foden ud af stigbøjlen og rykkede sig helt tilbage i sadlen, så det var helt tydeligt, at der var plads til to. Så længe man ikke havde noget imod at sidde lidt tæt.

Hestens flanke varmede Theodores håndflader, mens han fortsat lod dem glide hen over den gråplettede pels. Han holdt virkelig af heste, og det var næppe svært at gennemskue, sådan som de blå øjne betragtede tinkeren med en næsten ærbødig hengivenhed.
Han holdt ikke op med at kæle for den, selv da Selmy begyndte at tale. Theodore skævede langsomt op mod ham med et løftet øjenbryn. Et skeptisk smil trak i mundvigene. For dén troede han ikke helt på. At Selmy sådan helt tilfældigt skulle være kommet forbi væbnerkvarteret. Ikke hvis han var på vej ud af byen, som det jo lignede. "Ja så?" kom det smørret fra ham, og han gjorde et temmelig dårligt forsøg på at undertrykke sit grin.

Så Selmy var altså kommet forbi. Selvom han syntes, det var pinligt at være venner med én, der var så ung, var han alligevel troppet op på sådan en hellig søndag for at sige hej. Til Theodore.

Og du fortalte mig jo, at du elsker at ride.

Theodore kneb det ene øje sammen, da han igen kiggede op på Selmy. Han nikkede. Aye, det gjorde han da. Men han havde endnu ikke helt forstået, hvad Selmy hentydede til.

Så hvis du ikke har andre planer ...

Det var først, da Selmy trak foden ud af stigbøjlen og rykkede sig tilbage i sadlen, at det gik op for ham. 
"Hva'– mener du det?" Blikket flakkede forundret mellem Selmy og den plads, han havde gjort fri foran sig. "Tager du mig med ud?" Brynene løftede sig, og de dybblå øjne lyste op, som havde nogen tændt samtlige lys på et juletræ.

"Og jeg må ride?" Smilet bredte sig, indtil det afslørede tænderne. Han slap omsider hestens flanke og trådte et skridt tilbage for at betragte den i sin fulde pragt. En rigtig tinker. Og så skulle han måske ovenikøbet have lov til at sidde på den! "Hvor skal vi hen?" spurgte han ivrigt og greb allerede fat i sadlen, som om han var bange for, at tilbuddet skulle forsvinde, hvis han ikke skyndte sig.

Årh, han kunne se hvor glad og spændt Theodore blev over, at blive taget med ud. Han havde sikkert ikke været udenfor byen, siden han rejste hertil. Selmy smilte begejstret på hans vegne. Lettet over at reaktionen var som forventet. "Ja da!" Han gjorde sit bedste for at give plads til Theodore. At bestige en hest, når der allerede sad en, var ikke det letteste. Som Theodore tog i sadlen og fik løftet sig op, havde Selmy et sikkert tag om ham, indtil han var sikker på, at Theodore sad med numsen på sadlen. Derefter overlod han tøjlerne til ham med et; "Værs'go'" Så blev taget om ham mere afslappet, viklet om hans hofteregion. Pladsen på sadlen måtte de deles om. Der var mere trangt en Selmy var vant til, men man kunne trods alt bevæge sig.

"I princippet kan vi rejse hvorhen vi vil, så længe vi når tilbage inden de lukker portene ved solnedgang," Der var ikke noget værre, end når man lige akkurat kom for sent. Op til turen hvor Selmy var blevet kidnappet, pressede han gerne citronen, og blev ude til aften, for at få det meste ud af dagen, og så kom det lidt an på hvilken vogter der havde vagten, om han måtte lukkes ind eller ej. Det havde vist sig at være til hans fordel, at han så ud som han gjorde. Pæn, lyshåret og harmløs.

"Det har været nogle regnfulde uger, så jeg har lovet far at kigge efter stor blodmos til vores medicinlager. Jeg har tidligere haft held med at finde en hel del af det ved de frodige områder i vest. Så hvis vi tager sydporten, så er vi hurtigere ude af byen, og følger den sti der leder i retning mod Juvelen..." Forklarede han begejstret. Plantesnak havde det med at optage ham lidt for meget. Hovedsagen med denne her tur var nu at Theodore skulle have lov til at ride, og han og Selmy skulle have det sjovt og rart. Han rømmede sig og skævede til de yngste væbnere, der havde samlet sig, og næsten stod ovenpå hinanden, for at se, hvad manden ville med Theodore.

Med et bredt smil og et sug i maven satte Theodore foden i stigbøjlen og svang sig op på hesten. Det foregik en smule mere klodset, end han normalt ville have brudt sig om, men det var altså heller ikke hver dag, man skulle bestige en hest, der allerede havde en fuldvoksen mand siddende på ryggen. Han var derfor ganske taknemmelig for Selmys hjælp, imens han fik placeret bagdelen ordentligt i sadlen. Der! Theodore rettede sig op med et tilfreds lille suk. Han lod fingrene glide gennem den bløde man og gav sig et øjeblik til at genfinde den velkendte fornemmelse. Hestens varme under sig. Den rolige bevægelse fra dens vejrtrækning. Benene, der fandt deres plads langs dens sider, og udsigten fra en højde, hvor verden pludselig så en anelse mere overkommelig ud.

Han samlede tøjlerne op og lod læderet glide mellem fingrene, indtil han havde en passende kontakt til biddet. Ikke for stramt. Bare nok til, at han kunne mærke hesten i den anden ende. Åh, hvor havde han savnet det. Det var næsten pinligt, hvor svært han havde ved at holde op med at smile. Han lænede sig frem og klappede hoppen hengivent på halsen.
"Og hvad hedder du så?" spurgte han blødt. Det var naturligvis hesten, han talte til, men eftersom den næppe havde tænkt sig at præsentere sig selv, måtte Selmy gerne træde til.

Der var unægteligt trangt i sadlen, men det generede ikke Theodore synderligt. Hverken Selmy eller han selv var ligefrem bygget som de store krigsherrer fra historierne. Faktisk var Theodore ret sikker på, at han havde set riddere, hvis ene lår fyldte mere end hans samlede bagdel. Det var måske en overdrivelse. Men kun en lille én. Han skulle nok blive øm bagi alligevel. Det var længe siden, han sidst havde siddet på en hest, og selvom kroppen huskede mere, end han havde forventet, ville den sikkert gøre ham opmærksom på alle de muskler, han havde forsømt, inden dagen var omme.

Han blev kortvarigt opmærksom på Selmys arm omkring sine hofter. Det var lidt uvant, men manden skulle vel holde fast i et eller andet. Theodore foretrak trods alt, at han ikke faldt af. Det ville være en temmelig kort udflugt, hvis han allerede skulle slæbe sin ven tilbage til Valmueklinikken.

Theodore nikkede prompte med et enigt brum, da Selmy nævnte byportenes lukketid. Det skulle de sandelig huske. Eller rettere, han skulle huske det. Han havde trods alt selv fået ansvaret for tøjlerne, og dermed var det vel også hans ansvar ikke at ride dem begge direkte ud i en situation, hvor de måtte tilbringe natten under et træ.

Det ville være en noget uheldig afslutning på Selmys første dag i frihed.

"Blodmos," gentog Theodore sagte og rynkede panden.
Blodmos. Det havde han aldrig hørt om før. Lød som noget, der voksede på en slagmark, hvis man lod de døde ligge længe nok. Ad.
Sydporten. Juvelen. Frodige områder i vest. "Javel," svarede han blot med et smil og vrikkede med skuldrene. Selmy kunne kigge efter alt det blodige mos, han ville. Theodore var bare glad for at komme ud at ride igen. Om de så skulle bruge hele dagen på at stirre på fugtige sten, ville det være en ganske glimrende søndag.

Han skulle netop til at sætte hoppen i bevægelse, da han fik øje på deres unge, storøjede publikum. Jamen dog. Theodore rettede sig en anelse i sadlen og løftede hånden med al den værdighed, han kunne mønstre.
"Jeg, Theodore Ljungberg, eskorterer hermed denne unge herre på en yderst vigtig blodmosmission uden for Dianthos!" Han lagde hånden højtideligt mod brystet, som havde han netop aflagt en ed foran selveste kongen, inden han sendte dem et gådefuldt smil. "Hej hej!" Theodore vinkede. 

Så meget for den højtidelighed.

Med et lille grin samlede han tøjlerne igen og gav hoppen et blidt signal om at vende. Han lod vægten følge bevægelsen og mærkede efter, hvordan hun reagerede på hans hjælpere. Det var længe siden, han havde redet, og han ville nødigt sidde og fumle som en nybegynder foran alle de andre pager og væbnere. Især ikke med Selmy bag sig. Et let tryk med schenklerne og et sagte klik med tungen fik hoppen frem i skridt.

Hovene slog en rolig rytme mod brostenene, mens de bevægede sig gennem byen. Theodore lod hænderne følge hestens hovedbevægelser og fandt efterhånden tilbage til den gamle fornemmelse af at arbejde sammen med et dyr, der vejede adskillige gange mere end ham selv. Han kunne mærke smilet blive siddende.
"Jeg er glad for, at du ville have mig med," sagde han efter lidt tid. Han skævede hurtigt tilbage mod Selmy, inden han igen rettede blikket frem mod gaden.
"Man ved jo aldrig, hvor farligt mos kan være."

Tinkerhoppen var blot en hest, og kunne dog ikke præsentere sig selv. Men Selmy synes nu at det var meget sødt at overvære Theodore tale til hende, som om hun kunne. Han kunne godt lide dyr? Mon ikke at Theodore og hans hest ville synes om hinanden inden dagen var omme?
Selmy lænede sig en smule frem, for at tale dæmpet mod Theodores ene side. ”Hun er opkaldt efter vidensgudinden,” Han smilte og gav ham kun kort tid at tænke over hvad hesten mon hed, før han selv afslørede hvad hendes navn var ”Serafine.” Ikke helt Zerafina, men det var stadig en hyldest til Selmys forhold til sin videnbegær.

Så snart Selmy havde forklaret deres lille sidemission til senere, lød det på Theodores javel, at det havde han det helt fint med. Godt. Nu måtte de jo se om der overhoved var noget Stor Blodmos, og hvis ikke, så skadede det ikke at tage alt andet godt med hjem. Selmy kom stortset aldrig tomhændet hjem, for han vidste jo hvor han skulle lede. Theodore behøvede ikke engang lede sammen med ham, så længe han bare holdt sig lige i nærheden.

De var vist ved at være klar til at tage herfra, hvilket var godt. Selmy havde så vidt muligt ignoreret, at de havde publikum på, men han følte ikke han kunne være helt sig selv, overfor Theodore, så længe alle hans kammerater fra væbnerkvarteret kiggede med. Først nu lignede det, at det var gået op for Theodore. Lidt forlegen stivnede Selmy op i kroppen, og hans fingre krummede strammere til om uldrtøjen og tunikaen, som Theodore havde iført sig i dag. Det var varmt, tykt og behageligt at røre ved. Men der var langt ind til Theodores mavse.

”G-godt så... Theo... Nu ved alle det. Videre,” Selmy vendte forlegent hovedet til siden. Også Selmy kom til at trykke sine hæle mod Serafine, for at få hende i gang, før Theodore kunne finde på mere. Det var da lidt pinligt, men Theodore var jo bare et stort legebarn, og levede bare for at skubbe til Selmys grænser. De bevægede sig igennem den fine ende af byen, i retning mod sydporten, som også var den port der ledte i retning af Medanien. Selmy tav ganske tilfredst, så snart at alle, store som små, individer med væbnerkapper var væk. Alle udover Theodore selvfølgelig.

”Mhm” Svarede Selmy med et tilpas smil. Naturligvis ville han have ham med ud. Han havde jo savnet ham! ”Du kunne godt have taget dit træsværd med, så jeg kunne føle mig ekstra beskyttet.” Han var ganske rolig bag ham, og havde ingen problemer med at have overladt kontrollen af hesten til Theodore. Hans omklamrende tag fra før var noget mere blidt nu, nu hvor de var væk fra andres fordømmende eller misundelige blikke.

Theodore forsvarede sig blot med en knitrende latter. "De er så pokkers nysgerrige, dem alle sammen." Det var jo netop derfor, han havde givet dem et lille show. Så kunne de himle med øjnene, lade sig imponere eller grine ad det, alt efter hvad der nu behagede dem. Theodore havde intet imod at spille klovn, så længe det var ham selv, der bestemte, hvornår forestillingen begyndte. Og sluttede, for den sags skyld. Derfor fandt han det heller ikke nær så pinligt, som Selmy tydeligvis gjorde.

Videre, skyndte Selmy på ham, og videre kom de. Theodore havde alligevel heller ikke tænkt sig at blive stående og glo hele dagen.

"Kom, Serafine," mumlede han til tinkerhoppen, der allerede havde sat sig i bevægelse. Han lod hånden glide et øjeblik langs hendes hals, inden han igen samlede tøjlerne ordentligt. "Og det undrer mig overhovedet ikke, at du har opkaldt hende efter Zerafina," bemærkede han muntert. Selmy var jo nærmest et omvandrende leksikon. Hans værelse lignede et kaotisk museum af bøger, mærkværdige remedier og alskens tingester, som Theodore ikke engang ville vove at gætte på anvendelsen af. Selvfølgelig skulle hans hest også have et navn, der havde noget med lærdom at gøre. Det ville næsten have været mærkeligere, hvis hun hed Berta.

At rejse gennem byen på hesteryg viste sig at være ganske praktisk. De havde allerede lagt en god afstand bag sig og nærmede sig efterhånden sydporten. Serafines rolige, vuggende gang fik dem til at følge hinandens bevægelser i sadlen. Theodore kunne mærke Selmy bag sig, varmen fra hans krop og et strejf af hans åndedræt mod krøllerne, når han lænede sig frem. Grebet omkring hans hofter var blevet løsere, og hænderne hvilede nu blot afslappet mod hans sider. Det var egentlig meget rart, at Selmy lod ham styre. Han havde savnet at sidde med tøjlerne i hænderne og mærke en hest reagere på selv de mindste signaler.

Theodore brummede bekræftende, med en latter lurende under lyden. "Jeg ville nødig skræmme blodmosset væk. Så måske er det meget godt, at jeg ikke har træsværdet med, heh."

De passerede sydporten uden problemer, og snart åbnede landskabet sig foran dem. Den kølige luft kyssede Theodores kinder, og han trak vejret dybt ind gennem næsen. Herude var luften anderledes. Renere, friskere, med den velkendte duft af fugtig jord, græs og efterår. Han lod et veltilfreds suk slippe ud mellem læberne. Åh, hvor var det godt at komme uden for bymurene igen.

"Så hvad kan det der blodmos egentlig?" spurgte han nysgerrigt. "Altså, udover at lyde som noget, man helst ikke skal træde i."

Nysgerrig, det var de i hvert fald. Der var nok nogen der var blevet populær efter at have vundet over Adelbert til mærkedagen, hm? Hvis Selmy huskede rigtigt var Adelbert 16, eller sådan noget. Så både højere og ældre end Theodore. Mon ikke det havde givet Theodore lidt selvtillid også? Han virkede i hvert fald glad og i godt humør lige nu. Selmy ønskede ham virkelig kun alt det bedste i verden, også selvom et liv som ridder måske ville betyde, at de ville se meget lidt til hinanden en dag.

Selmy holdt da øje med hvordan Theodore red hesten. Hun var en ganske venlig og koldblodet hest af sin slags, endnu ganske ung, men hun var nem at styre, stærk og udholden, præcis som Selmy krævede af et trofast transportdyr. Men bare fordi hun var en nem hest, betød det ikke, at Selmy ikke sagtens kunne se, at Theodore ikke havde overdrevet, som han sagde, at han godt kunne finde ud af at ride. Dagene hvor Selmy havde mistænkt Theodore for at lyve, var længst passeret. Han fandt faktisk Theodore umiddelbar, ærlig og loyal, og han stolede på ham.

Han lo af kommentaren om, at Theodore ikke ville skræmme mosset væk. ”Det har sit navn fra sin farve og det tykke slim det danner. Men så meget ligner det altså heller ikke blod, synes jeg. Jeg bliver i hvert fald ikke dårlig af det, ha ha.” Som de passerede byen for alvor og kom ud i det åbne område, kunne både Theodore og Selmy mærke, at Serafine skridtede lidt hurtigere og lidt mere ivrigt. Hun havde heller ikke været på en ordentlig ridetur i meget lang tid. Selmy skulle nok give besked til Theodore om, at de sagtens kunne sætte hende i trav, for at varme op til galop ganske snart. Men først skulle de væk fra grusstien.

”Det er ret effektivt mod åbne sår og slemme betændelsestilstande,” Forklarede han nærmere, uden at gå dybere ind i detaljen hvordan det virkede. ”Vi løber altid ret hurtigt tør for det.” Selmy hev sit eget kompas frem. Det var ikke et lille fint et, som det han havde givet Theodore. Det her var et arvestykke fra hans farfar, og havde hjulpet Selmy, ham og måske flere med at finde vej i årevis. ”Kan du se hvor vi skal hen, hvis vi skal mod Vest?” De skulle nemlig ikke følge pilen. Han testede Theodores viden. Det var jo ikke alle drenge, der blev oplært i at navigere med udstyr. Der var også alt for mange, der kun vidste at Norden selvfølgelig måtte ligge nordpå, og syd nok var det omvendte, og at der også var noget med at solen gik op og ned i øst og vest. Solen skinnede lige nu igennem skyerne, lidt mod øst, men var snart så højt nok oppe på himlen, at det måske kunne forvirre.

Selmy skulle nok danne Theodore, så han ikke ville gøre sig selv til grin over for de noble riddere og adelige med fornemt ophav, når Theodore en dag skulle begå sig iblandt den slags mænd og kvinder.

Tykt slim. Theodore gentog ordene for sig selv og forsøgte at forestille sig det. Men ligegyldigt hvilket billede der tog form for hans indre blik, var det omtrent lige så ulækkert som det foregående. Forhåbentlig så det meget anderledes ud i virkeligheden. Og hvis Selmy ikke blev dårlig af det, trods dets blodige navn og tvivlsomme konsistens, kunne det vel ikke være helt forfærdeligt. "Lækkert nok," lød det tørt fra ham.

Theodore lyttede, omend kun med et halvt øre, for vejret var skønt, og skyerne var hverken grå eller faretruende, som de havde været de sidste mange dage. Han havde fundet sig godt til rette i Serafines rytme og lod hofterne følge hendes rolige bevægelser. Hun virkede til at have fået lidt mere fart i benene, nu hvor de var kommet uden for byen. Det kunne han sådan set godt forstå. Han havde det på samme måde.
"Så må vi hellere finde en masse," sagde han med et beslutsomt nik. Missionen var sat i gang. Og mon ikke de også fik rigeligt med tid til at nyde udflugten? Solen var endnu ikke nået særlig højt på himlen, og dagen syntes knap nok at være vågnet ordentligt. Theodore undertrykte et gab, der alligevel fik hans kæber til at spænde og ansigtet til at trække sig sammen i en temmelig uskøn grimasse.

Han kunne ikke se, hvad Selmy foretog sig bag ham, men mærkede, at han begyndte at rode med et eller andet. Da kompasset kom til syne, kom Theodore straks i tanke om sit eget. Åh... Skulle han have taget det med? Måske. Men på den anden side lå det godt og sikkert derhjemme, hvor det ikke risikerede at blive tabt i en grøft eller trampet på af en hest. Theodore havde trods alt et vist talent for at miste sine ejendele, og netop dét kompas ville han helst beholde.

"Hm?" Brynene løftede sig opmærksomt, og blikket fulgte et øjeblik forsinket med. Han lænede sig en smule tilbage mod Selmy for bedre at kunne se, hvad han viste ham, og drejede hovedet til siden, så de gyldenrøde krøller ikke endte direkte i ansigtet på ham. Hans ryg fandt behagelig støtte mod Selmys brystkasse, og et øjeblik blev han siddende sådan, mens han forsøgte at få øje på kompasnålen. "Mod vest?" gentog han eftertænksomt. Blikket søgte først op mod himlen, hvor solen endnu stod et stykke mod øst, og dernæst ned på det lille, patinerede kompas. Han kendte da godt verdenshjørnerne. Solen stod op i øst og gik ned i vest. Så meget havde han lært hjemme i Fredskilde, hvor man ikke ligefrem havde et kompas hængende om halsen, hver gang man skulle finde vej.

Men sådan en lille nål var en anden sag.

Theodore studerede den et øjeblik, mens han forsøgte at få retningerne til at passe med landskabet omkring dem. Han kunne selvfølgelig bare pege og håbe på det bedste. Det havde trods alt virket før. Enkelte gange. "Jeg er ikke helt sikker," indrømmede han til sidst og skævede om mod Selmy. "Men solen står jo dér, så vest må vel være den modsatte vej?" Han kastede endnu et blik på kompasset.

"Eller er det en af de der ting, hvor man skal gøre det omvendte af, hvad der virker fornuftigt?"

”Hmmm,” Selmy trak svaret lidt ud, bare for at drille ham lidt. Theodore havde ikke svaret forkert, selvfølgelig havde han ikke det, han var jo klog og dygtig og nuttet. Og Selmy var så stolt af ham. ”Vi kan jo vente til det bliver nat og følge stjernebillederne, hvis ikke du er sikker. Eller...” Han skævede over mod et træskilt, der var banket ned i jorden, lige derhenne hvor den menneskeskabte vej mod Medanien delte sig i to, og den anden lidt smallere vej drejede til højre ”Eller følge vejen mod Juvelen, lige derovre”.

På skiltet stod der; "Mod Zircon", "Mod Fredskilde", "Mod Sarghos" og "Mod Balzera".
Nedenunder var der skilte med en pil mod vest, hvor der stod; "Mod Tusmørkely" og "Mod Juvelen"

Det var jo selvfølgelig snyd. Men det var da dumt at følge et kompas, når der var skiltet med direktioner, stier, der førte dem direkte mod havnen, der altid havde ligget ved vestkysten. Selmy kunne ikke lade være med at le lidt, som han pakkede kompasset tilbage i sin taske. Navigation var en anden hobby af hans, men i de fleste tilfælde, var det næsten en viden han helt kunne undvære på de her korte dagsture.

”Okay. Jeg tror godt du kan sætte Serafine i trav i noget tid, og hvis du har mod på det, galop.” Serafine skulle nok sige til, når hun blev træt, og det blev hun nok lidt hurtigt i dag, da hun trods alt bar rundt på en ekstra lille mand samt lidt oppakning. For at forberede sig på at farten nok ville ændre sig kort tid efter at han havde sagt dette, rykkede Selmy sig tættere op ad Theodore og tog om Theodore lidt mere seriøst nu. Hænderne, der var beklædt med mørkegrå tykke handsker, flyttede deres tag om hans hofter, for i stedet for at brede sig mere lidt højere op ad hans mave.

Brynene trak sig tættere sammen ved Selmys forslag. At vente, indtil stjernerne dukkede op på himlen, forekom Theodore at stride temmelig meget imod planen om at nå tilbage til Dianthos, inden portene lukkede. Men der lurede noget i Selmys stemme, da han fortsatte, og Theodore ventede mistænksomt på, hvad det mon var, han havde i ærmet.
Han drejede hovedet og fulgte Selmys finger hen mod en samling vejskilte, som han nok burde have opdaget noget før, hvis ikke han havde været så optaget af det pokkers kompas.

Ah. Theodore stirrede tørt på skiltene, mens Selmy begyndte at le. "Ja ja, der fik du mig," medgav han drævende, men kunne ikke holde smilet tilbage ret længe. Der var noget ved klangen af Selmys latter, som gjorde det svært ikke selv at grine. Den var behagelig at høre på. Næsten som harpespil. Eller hvad man nu skulle sammenligne den med. Theodore havde ikke ligefrem for vane at sidde og sammenligne folks latter med musikinstrumenter.

"En eller anden dag må du nu alligevel lære mig at læse et kompas." Han samlede tøjlerne og ledte Serafine hen mod den smallere sti, der førte i retning af Juvelen. Det var først, da Selmy nævnte trav og galop, at Theodores opmærksomhed for alvor blev vakt. Galop? Havde han haft katteører, ville de have rejst sig på stedet. 
"Lad os!" udbrød han begejstret. Han rettede sig lidt i sadlen og gav Serafine signal til at sætte farten op. Hoppen slog over i trav, og straks ændrede bevægelserne sig under dem. Selmy rykkede tættere på, og Theodore mærkede de behandskede hænder glide fra hofterne og op omkring maven, hvor de fandt et fastere greb i den tykke uld. Han blev et øjeblik opmærksom på trykket fra fingrene gennem tøjet, inden travets stødende rytme krævede hans opmærksomhed. Der var ikke meget plads at give af, så de måtte finde en fælles rytme, hvis de ikke skulle ende med at bumpe rundt som to kartoffelsække på vej til marked.

Der var unægteligt forskel på at ride alene og på at have en anden siddende lige bag sig. For hvert skridt blev de skubbet tættere sammen og rykket en smule fra hinanden igen, mens de forsøgte at følge Serafines bevægelser. Theodore bed tænderne let sammen for at undertrykke et grin og justerede sin siddestilling, så han bedre kunne følge hoppens rytme. Han holdt tøjlerne med en fast, men eftergivende hånd og forsøgte at holde overkroppen i ro, så de ikke kom helt ud af takt. Det var ikke ligefrem elegant, men det var heller ikke hver dag, man havde en lægesøn spændt fast til ryggen.

Hvis nogen havde fortalt ham, at hans første ordentlige ridetur i månedsvis ville foregå med en lægesøn klamrende sig til maven på ham, havde han nok haft et par spørgsmål. 

Efter et stykke tid mærkede han, at han havde fundet rytmen igen. Serafine gik villigt frem, og stien strakte sig åben foran dem. Theodore kastede et hurtigt blik fremad, sikrede sig, at vejen var fri, og gav hende så signal til at sætte i galop.
Det velkendte sug i maven kom tilbage med det samme. Travets stødende rytme blev afløst af galoppens lange, gyngende spring, og vinden greb fat i hans gyldenrøde krøller og fik den blå kappe til at blafre. Kulden bed i kinderne, men han ænsede den knap nok. Han lænede sig en anelse frem og fulgte hoppens bevægelser, mens landskabet gled hurtigere forbi på begge sider. 
"Hah!" udbrød han med et glædesfyldt grin. Det her! Det var lige præcis dét, han havde savnet. Vinden, farten og fornemmelsen af, at verden pludselig var blevet meget større end Dianthos' mure. Theodore kunne mærke smilet helt oppe ved ørerne, mens Serafine bar dem videre ad stien mod Juvelen. 

”Det lover jeg,” Svarede Selmy helt ubekymret. Man kunne ikke give et kompas, uden at lære fra sig. Theodore ville nok få brug for sit eget kort også, og hvis det skulle være et rigtig godt og detaljeret et, så kunne de godt gå hen og blive utroligt kostelige.

Da Theodore fik signaleret til Serafine, at hun skulle trave, travede hun. Hun var ivrig efter at komme afsted, kunne Selmy tydeligt mærke på hende. Han følte lidt at han havde forsømt hende i flere måneder. Det gode hesteliv var jo ikke at vente hver dag i en stald eller en baggård eller gå korte ture igennem hovedgaden. Det gode liv var herude, hvor der var dejlige græssletter, frisk luft og efterårstræer. Selmy måtte finde en måde at overtale sin far på, at lade ham rejse igen.

Den ene hånd insisterede på at holde fat i Theodore, men så snart at de begyndte at ride i galop, måtte Selmy lige holde fast i sadlen. At galopere 2 var lettere sagt en gjort. Det var i den grad hårdt, men så længe Theodore sørgede for at styre Serafine, så skulle Selmy nok sørge for at følge Theodores hoftebevægelser. Hans øjne var rettet ned mod Theodore, og ikke så meget ud i den underskønne natur som Opalien havde at tilbyde i denne fantastiske årstid.

Det var skønt at høre Theodores latter. At mærke hans hår hvirvle mod sig. At være tæt på ham, som de var lige nu.

Efter nogle minutter, med god fart, blev hun naturligvis træt, og det blev naturligt for dem at holde en pause. Selmy pegede i retning af en lille forhøjning lidt væk fra stien, hvor han gerne ville hen, og da de gjorde et stop på den anden side, i læ for den værste vind og en smule i skjul for eventuelt gennemrejsende, steg han af sadlen, som den første, og gled forsigtigt ned at lande på sine fødder.

”Wow, det er lidt mere akavet, når man er to,” Lo han op til Theodore. Akavet med sjovt. Hans blonde hår var så vindblæst, at man kunne se hele hans pande. Han tilbød naturligvis straks sin hånd, for at hjælpe ham godt ned på landjorden igen, og han slap ikke hånden lige umiddelbart. ”Dine hænder er helt hvide Theo. Fryser du?” Han måtte fryse af at have holdt på tøjlerne, uden handsker på, så han varmede hans ene hånd imellem to bløde handsker, og dernæst den næste hånd, for at varme de stive smalle fingre lidt op.

Og dét løfte måtte Theodore holde ham op på. En skønne dag kunne det være, at han blev lige så stor en kompasentusiast som Selmy selv. Det ville dog nok kræve en betydelig portion tålmodighed fra dem begge, hvis han skulle nå så langt.

Galoppen forplantede sig gennem hele hans krop. Hvert hovslag mod jorden slog som et hjerteslag gennem ham, og pludselig forekom det slet ikke så urealistisk at forestille sig selv som ridder, galoperende gennem det smukke efterårslandskab. Han trak duften af morgendug, fugtig jord og løvfald dybt ned i lungerne, mens han nød den trommende sang af frihed under sig.

Da de omsider gjorde holdt, klappede Theodore Serafine på halsen som en stille tak, mens han genvandt pusten efter den kolde vind, der havde blæst ham helt ned i lungerne. Han rømmede sig, stadig med et smil, der skilte læberne.
"Godt klaret, Serafine," brummede han begejstret. Sadlen gav et ujævnt ryk, da Selmy som den første gled ned fra hesten. Theodore rettede sig op og sendte ham et skævt smil. "Mon ikke," svarede han med en lille latter.

Vidunderligt havde det nu været alligevel.

De blå øjne dvælede et øjeblik ved Selmys vindblæste hår, der strittede i alle retninger og havde efterladt hele panden blottet. Han lignede næsten en af de forpjuskede duer, der trippede rundt på markedspladsen og hakkede efter korn og andet affald. Theodore måtte bide sig i kinden for ikke at fnise. Det ville nok være lidt tarveligt at begynde at grine af mandens hår, når han nu havde været så sød at tage ham med ud. Han nøjedes med en munter grimasse, inden han svang sig ned fra Serafine.

Det var åbenbart lettere sagt end gjort. Benene føltes på én gang stive og som kogt grød, da støvlerne ramte jorden, og han måtte klodset gribe fat i Selmy for ikke at miste balancen.
"Hov ..." Han grinede igen. "Jeg har virkelig ikke brugt de muskler på den måde længe." Han ømmede sig lidt over bagdelen med den frie hånd. En knyttet næve gned forsigtigt mod det ømme sted. Det var næsten fornærmende. Han havde redet i årevis, og nu opførte hans bagdel sig, som om den aldrig havde set en sadel før.

Den anden hånd var Selmy allerede begyndt at tage sig af.

"Nåh." Theodore vrikkede lidt med fingrene og betragtede dem med fornyet interesse. De var ganske rigtigt blevet stive af kulden. Det havde han knap nok bemærket under rideturen. "Jeg burde nok have taget handsker med," indrømmede han fåret, men uden at lyde synderligt bekymret. Det var trods alt lidt sent at gøre noget ved nu. Selmy tog også hans anden hånd mellem sine handsker, og Theodore stod et øjeblik blot og betragtede ham, usikker på, om han skulle lade ham fortsætte.

"Det er okay. Jeg kan bare holde dem varme under kappen, når vi holder pause."

Hans blik gled fra deres hænder og op til Selmys ansigt. Et øjeblik tøvede han. Han havde jo slet ikke fået hilst ordentligt på ham.
Det hele var gået så hurtigt. Først var Selmy pludselig dukket op foran væbnerkvarteret, så havde der været en hest, og før Theodore egentlig havde nået at forstå, at hans ven var ude af husarrest, havde de været på vej ud af byen. Og nu stod Selmy her foran ham, iført sine tykke, imponerende rejseklæder, som om det var den naturligste ting i verden.

To, måske tre uger. Det var alligevel længe ikke at se hinanden. Særligt efter alt det, de havde oplevet sammen.

Før han nåede at tænke videre over det, lagde Theodore armene omkring ham. Det var ikke noget, han havde planlagt. Han fik bare pludselig lyst til at give Selmy et ordentligt knus, og så gjorde han det. Han pressede sig ind mod ham og strammede armene lidt omkring hans brede skikkelse. De tykke rejseklæder gjorde det næsten umuligt at mærke andet end uld og polstring, men det var nu også lige meget. "Det er godt at se dig igen," sagde han med et smil, og hagen hvilende på Selmys skulder. Han blev stående sådan et øjeblik, inden han løsnede grebet og lænede sig tilbage, så han kunne se Selmy i ansigtet.

"Hvordan var husarresten?"

”Man skulle ellers tro, at I fik trænet alle muskler igennem,” Svarede han, mens han havde nusset om hans hænder, og givet dem varmen. Theodore skulle ikke være så beskeden. Selmy ville hjertens gerne varme hans hænder for ham. Herude var der heller ikke nogen, der kiggede, vel?

Det var ikke fordi Selmy tog sig lang tid om den kærlige berøring. Det nåede ikke at blive mistænkeligt eller underligt, for Selmy havde skam ikke glemt, at Theodore havde fjernet hans hånd fra at nusse ham lidt for længe, da de skulle til at sove på det snuskede kroværelse i skumringskvarteret. Hans hånd var blevet flyttet, langt i ro på madrassen, og så var Selmy stort set faldet i søvn.

Fast besluttet på, at Theodore ikke måtte fryse, havde han sluppet Theodores hænder, for i stedet at trække i en finger i den ene handske, for at trække den af. Midt i bevægelsen, blev han pludselig overvældet af hele Theodores krop, der pludselig søgte ind til ham, fængslede hans arme tæt ind til kroppen i et tæt kram. Selmy stod helt stille og kiggede overrasket ned på Theodores skulder, der havde lagt sig på hans skulder. Hvor var han altså bedårende... Selmy smilte roligt.

”...Det er også godt at se dig igen?” Lød det næsten spørgende fra ham. Han havde skam været nysgerrig på, om Theodore mon havde savnet ham i de uger, eller om han havde fundet det passende med en pause fra alle Selmys trælse ideer og gøremål. ”Det har været fint nok, for det har jo regnet alle dage op til at jeg blev løsladt,” Lo han, og brugte gerne farverige ordvalg, for at dramatisere fortællingen om den unge, stakkels healersøn, der blev holdt fanget på sit værelse. ”Jeg har endelig fundet plads til alle mine bøger, efter at have rearrangeret mine reoler. Jeg skrev også et brev til dig, men så kom jeg i tanke om, at du ikke gider læse mine breve, så jeg satte mig for at arrangere denne her tur, i stedet.” Selmy smilte lidt stolt. Han frigjorde sine arme fra det fængslende greb, for selv at give Theodore et ordentligt knus. Et stramt, kortvarigt klem, inden han slap ham igen.

Han trak endelig handskerne af, og gav dem til ham. Her. Theodore var mindre klædt på til vejret, end Selmy var.

Han kørte sine egne varme hænder igennem sit hår og fik rusket det blidt på plads, inden han gik hen foran Serafine for at støde panden blidt mod hendes, og hun vippede blidt med ørene. Så tog han tøjlerne af hende, så hun kunne få lov til at græsse her.

”Jeg har madpakker med til os,” Selmy bevægede sig ned til bagenden af hesten, og hev to store smurte sandwich op til dem hver, godt med smør, flere tynde strimler kød, lidt ost og forskelligt bladgrønt. Han lod sig træt og roligt dumpe ned at sidde i græsset med begge sandwich, og rakte den ene op til Theodore. Han havde vel ikke engang nået at få morgenmad, havde han?

"Det er bare noget helt andet at sidde på en hest," påpegede han med en drenget grimasse ind i krammet. Det var egentlig et noget forsinket svar på Selmys bemærkning om hans muskler, men Theodore havde været lidt optaget af andre ting. Blandt andet at give sin ven et ordentligt knus. Det måtte vel være en undskyldning, der kunne godtages. Men det var heller ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste var, at Selmy var her. Sammen med ham.
Det var ikke noget, Theodore havde tænkt sig at sige højt, men på mere end én af de forgangne nætter havde han ligget og spekuleret på, om Selmy mon ville få rigeligt med tid under sin husarrest til at komme i tanke om alle de gode grunde til at fortryde deres venskab. Det havde trods alt ikke ligefrem været en begivenhedsløs udflugt, de sidst havde været på. Og Selmy havde allerede gjort det klart, at han sommetider fandt deres aldersforskel... besværlig.

Men ikke mere af den slags bekymringer nu. Selmy var kommet for at hente ham. Han havde endda planlagt en hel ridetur, og nu gengældte han også knuset. Theodore kunne vel dårligt forlange et tydeligere svar.

Et fornøjet udtryk spillede om hans drengede ansigt, mens han lyttede til beretningen om husarresten. Han nikkede til det med regnen. Det havde jo været et ganske glimrende tidspunkt at blive holdt fanget på, hvis man absolut skulle være det. Og solen havde tilmed valgt at byde Selmy velkommen på hans første dag som en fri mand. Det var næsten fornemt.
Men så nævnte Selmy et brev. Theodore løftede brynene. "Jeg gider da godt læse dine breve," indskød han. "Så længe du skriver noget, der er til at forstå." Det var måske ikke den mest elegante måde at sige det på, men Selmy vidste jo godt, at Theodore ikke var nogen stor læsehest. Hvis han skulle bruge en halv dag på at stave sig igennem et brev, måtte det i det mindste gerne være skrevet med ord, der ikke var længere end hans underarm. 
Han rystede lidt på hovedet med et skævt smil. Det var egentlig ikke noget, han havde lyst til at diskutere, for Selmy havde netop afsløret, at han havde siddet og planlagt denne tur med Theodore i tankerne. Det fik smilet til at blive varmere, og han betragtede sin ven med en taknemmelighed, han ikke helt vidste, hvordan han skulle give udtryk for.

Det behøvede han heller ikke, for i næste øjeblik blev han trukket ind i et fast knus, der næsten var overstået, før han nåede at gengælde det ordentligt.

"Så faktisk var husarresten gavnlig for dig, siger du?" Han tog imod handskerne uden protest, betragtede dem et øjeblik og stak dem så i kappelommen. Derefter lagde han armene over kors og fortsatte ufortrødent: "Du fik ryddet op på dit værelse langt om længe." Han lo og svajede lidt til siden. Det havde jo nærmest lignet et gerningssted, sidst han havde været der. Et gerningssted, hvor offeret tilsyneladende var blevet begravet under en lavine af bøger.

De blå øjne gled flygtigt op mod Selmy, da han førte hænderne gennem sine vindblæste, gyldne lokker. Theodore kom til at betragte ham et øjeblik, før han så væk og kneb øjnene let sammen. Hvorfor i alverden havde han pludselig fået sådan en trang til at kigge væk? Nå... Han nåede ikke at tænke videre over det, før Selmy begyndte at gå hen mod Serafine. Theodore fulgte efter ham, og da ordet madpakker faldt, forsvandt enhver anden tanke som dug for solen.

Mad! 

Hans mave syntes at genkende ordet, for den gav straks et højlydt ruml fra sig. "Du har da også tænkt på det hele," bemærkede han begejstret og tog glad imod sandwichen. Theodore havde knap nok tænkt længere end til at komme ud af sengen, da det bankede på hans dør tidligere på morgenen. Og da han først havde fået øje på Selmy og den prægtige hest, havde morgenmaden været det sidste, han skænkede en tanke. Hvilket han så sandelig mærkede konsekvenserne af nu.
Han dumpede ned i græsset over for Selmy og satte straks tænderne i sandwichen. 
"Jeg var også blevet virkelig sulten," fik han sagt med kinderne fulde af mad, inden han sank og sendte Selmy et fåret smil.
Der gik et øjeblik, hvor han blot sad og betragtede sandwichen i sine hænder. Det var egentlig en ganske almindelig sandwich. Brød, ost, lidt grønt og hvad Selmy nu ellers havde fået puttet i den. Men han havde gjort sig umage med at tage mad med til dem begge. Ligesom han havde husket hesten, rideturen og alt det andet.

Theodores blik blev en anelse blødere. "Tak, Selmy." Han trak kort skuldrene op mod ørerne, inden han lod dem falde igen. "Jeg har virkelig savnet at ride."

Og dig.

Det var tydeligt at aflæse på det udfordrende, lidt fornærmede blik Selmy sendte Theodore, at han bestemt ikke var enig i, at Selmy bare skulle skrive noget han kunne forstå. Det var Theodore der var problembarnet her. Det var ham, der skulle skoles bedre. Og Selmy havde da også alle planer om at gøre nogle tiltag, for at lære Theodore at læse lidt mere komplekse sætninger, så Selmy kunne få noget ud af at skrive til ham. Især i fremtiden, ville det blive en nødvendighed. De måtte jo starte i det små.

”Jeg er desværre et værre rodehoved,” Indrømmede Selmy, der egentlig var ret perfektionistisk, så meget, at hvis han alligevel ikke kunne få det som han ville have det, så kunne han lige så godt omgive sig i et kaos af bøger og papirer og værktøj. ”Jeg havde egentlig ikke selv noget problem med det, før jeg endte med at falde og slå mit knæ." Han rystede lidt på hovedet over sig selv, mens blikket var fæstnet roligt ned mod sin stofbeklædte madpakke, som han bandt knuden op på. Selmy var heller ikke så perfektionistisk hvad angik at lave dem madpakker. Det hele var gået lidt stærkt, men til gengæld havde han sørget for, at der var godt med kødfyld, for at de ikke skulle føle at de manglede noget på den kolde tur. Selmy havde også taget et ganske almindelig vandskind med, som de kunne deles om. Han skubbede det hen til Theodore.

”Det var så lidt,” Smilte han og blev lidt fjoget indeni, som han tænkte på, hvor sød og glad Theodore havde været, for at komme ud at ride igen. Det var nærmest kriminelt, at en der elskede at ride så meget, ikke havde lov til at ride på de heste han skulle passe. Staldarbejde... Tankerne ledte ham pludselig over på Adelbert, af en eller anden årsag. ”Kan ham Adelbert lade dig være, efter at du vandt over ham?” Selmy kendte ham ikke rigtigt længere. Det var længe siden han havde set ham, rigtigt. Det var bare for nyligt at han havde opdaget, at han havde været væk i lang tid, fordi han åbenbart var flyttet ind i væbnerkvarteret.

Et gryntende fnis slap ud af ham, før han nåede at holde det tilbage. Theodore gemte hurtigt smilet bag en knyttet næve, mens han forestillede sig Selmy snuble over sit eget bogrod og slå knæet. Det var naturligvis ikke, fordi han fandt det morsomt, at Selmy havde slået sig. Men det mindede ham unægteligt om det billede, han selv havde fremmanet af et offer begravet under en lavine af bøger. Det havde åbenbart ikke været helt så langt fra virkeligheden, som han havde forestillet sig.

Ikke at Theodore selv var noget særligt geni til at rydde op efter sig. Men så slemt som på Selmys værelse havde det nu aldrig været.

"Nå, men det er godt. Så behøver jeg ikke bekymre mig om at vride om på anklen, næste gang jeg kommer på besøg." En lille uro gav et uventet sug i maven. Næste gang. Var det egentlig i orden, at han kom på besøg igen? Han havde sagt det så selvfølgelig, som om det allerede var aftalt. Theodore overvejede et øjeblik at spørge, men slog det hurtigt hen. Selmy havde trods alt lige brugt sin første dag i frihed på at tage ham med ud at ride. Det måtte vel tælle for noget.

Han tog endnu en bid af sin sandwich. Hvilket viste sig at være et temmelig uheldigt tidspunkt at gøre det på. For da Selmy pludselig nævnte Adelbert, var Theodore nær ved at få maden i den gale hals. Han hostede og rømmede sig, inden han tog imod vandskindet og skyllede efter med en ordentlig slurk. Det gav ham i det mindste nogle sekunder, hvor han ikke behøvede at svare. De blå øjne skævede til Selmy over kanten af vandskindet. Han sænkede det igen, tørrede sig om munden og satte omhyggeligt proppen i, inden han slap et sidste lille host.

"Årh, du ved ..." Det lød ikke synderligt overbevisende, selv i hans egne ører. Han mødte Selmys afventende, grå blik og sugede kinderne lidt ind. Måske skulle han bare tage endnu en bid af sandwichen. En rigtig stor én. Så ville han i det mindste have en glimrende undskyldning for ikke at sige noget de næste par minutter.
Men det var jo heller ikke gået så godt sidst, han havde holdt noget tilbage om Ceelia. Og han havde egentlig ikke lyst til at holde ting skjult for Selmy. Ikke mere end højst nødvendigt, i hvert fald.

Theodore trak lidt på den ene skulder og forsøgte sig med et skævt, næsten ubekymret smil. "Mordforsøg og den slags. Det sædvanlige." Det kunne vel ikke skade at gøre det til en vittighed. Så lød det i det mindste knap så slemt.

Næste gang? Åh... Ja, det kunne de nok ikke komme udenom. Især når det blev vinter, ville deres møder udenfor blive kolde og kortvarige. Selmy var ikke meget for at få besøg hjemme hos sig selv, men alternativet var at snige sig ind i væbnerkvarteret, hvor fremmede ikke rigtigt havde noget at gøre. Og det var en langt mere ubehagelig tanke. ”Du vil gerne besøge mig igen?” Spurgte han, og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. ”Okay.” Det måtte han gerne. De skulle bare koordinere det omhyggeligt, for at undgå hans far og Ceelia bedst muligt. De kendte jo til hans forhold til denne her dreng... Men hvis Selmy kunne undgå at de var derhjemme, mens Theodore var på besøg, ville Selmy værdsætte hans besøg mere.

Selmy tog en bid af sin sandwich, omhyggelig med at rotere den i sine hænder, så den større mængde fyld ikke dryssede ned på hans bukser. Hans blik gled op på Theodore, for at se om han nød den mad han havde smækket sammen til ham. Han vidste faktisk ikke rigtig hvad Theodore kunne lide. Han virkede bare til at være lidt af en madentusiast. Eller måske gjaldt det kun søde ting? Han gad godt se Theodore se på hans mad, som den måde han havde set sultent efter den chokolade man kunne vinde til ringkast. Ceelia havde fået en æske med chokolade fra lorte-Ernie, men hun havde delt den med mor. Hmm... Måske, hvis Selmy virkelig ville vinde Theodore over, skulle han måske have fundet på noget mere spændende, end en tør sandwich med alt for meget kød kontra ost og grønt...

Han ventede på at Theodore havde tygget færdigt, så han kunne svare ham på spørgsmålet om Adelbert. Pludselig gik det op for ham, at Theodore måske prøvede at skjule hvor godt han egentlig havde det.

”Mordforsøg!?” Selmy stoppede med at gøre noget som helst med sin sandwich lige nu. Han hævede et øjenbryn og bare stirrede på Theodore. Det gjorde ham utryg. Hvordan kunne nogen få sig selv til at være ond imod Theodore? Han var uskyldig. En glædesbombe. Hans livs lys... Selmys blik gled ned. Tanker, som ikke kom Isari ved gav ham dårlige ideer ”Skal vi få ham fjernet?” Spurgte han. For sjov. Måske lidt med alvor i stemmen.

Theodore nåede knap nok at nyde lettelsen, der bredte sig i brystet, da Selmy bekræftede, at han gerne måtte komme på besøg igen. Det var jo egentlig en ganske stor ting. Selmy havde ikke tøvet længe, og det lille smil, der havde fulgt hans svar, havde gjort Theodore helt varm indeni.

Men så var der Adelbert. Og mordforsøg. Og Selmys målløse blik, der fik hjertet til at slå om muligt endnu hårdere end før.

Hvorfor skulle Marcellerne altid forpeste deres tid sammen?

"Vi kan smide ham i ønskespringvandet og ønske ham væk," foreslog Theodore med et uskyldigt smil. Ikke at der var synderligt meget uskyldigt over glimtet i hans blå øjne. Han kunne faktisk godt forestille sig Adelbert sprælle rundt mellem mønterne, mens han selv stod på kanten og ønskede af alle kræfter. Det ville nok være et ganske fornøjeligt syn.

Men smilet fortog sig en smule, da han trak på skuldrene og lod blikket vandre over mod Serafine, der gik og græssede, lykkeligt uvidende om samtalens drejning. Han betragtede hende et øjeblik, inden han så tilbage på Selmy.

"Han ved godt, at jeg ikke kan tåle hø..." begyndte han. Læberne blev presset let sammen, mens han overvejede, hvordan han skulle formulere resten. Det var jo egentlig ikke særlig morsomt. Ikke når han tænkte tilbage på hænderne, der havde holdt ham fast, og den kvælende fornemmelse af høet mod munden.
Alligevel slap han et lille grin, som om det hele bare havde været en usædvanligt dårlig spøg. "Så han syntes åbenbart, det ville være sjovt at fodre mig med det." Det var måske en noget mild måde at beskrive det på. Men Selmy behøvede vel heller ikke alle detaljerne.