Herren i huset var en høj, stor bred mand med langt sort hår, buskede øjenbryn og et spidst skæg. Klædt i rødt og sort. Hans tallerken var tom. Vinglasset var tomt. Rent. Men der var dækket op til ham alligevel. Hænderne knugede, placeret mod bordet. Trods den stive, grove statur talte han med sin smukke kone, en spinkel lille dame, der var næsten 20 år yngre. Petra deltog i deres snak om hvem der skulle inviteres til tvillingernes fødselsdag. Petra ville så gerne bestemme det hele, og hun måtte da gerne tro, at hun måtte bestemme, men Ernie ville gerne have det hele modsat, og han skulle nok sætte en stopper for det hele, når tiden var inde.
Han havde bare ikke helt været sig selv på det seneste.
Han sad helt surmulende i den anden ende af langbordet, sammen med sin fætter, Adelbert. Hans blik gled mod vinduet for at se, om Selmy mon var på vej hjem snart. Han plejede ikke at komme for sent, men her for tiden kunne man aldrig helt regne med, hvornår healersønnen vendte hjem. Han tog en god tår af sin rødvin. Så tog han fat i et lår af den vildfugl han havde fået serveret, og flåede det meste af det lidt blodige kød af benet. Blikket hen på Adelbert og betragtede ham. Han lænede sig mageligt tilbage i den store stol.
”Min søster fortæller mig..." Han tyggede lige færdigt "-at du fik bøllebank af din lille pageven Theodore Ljungberg.” Hans sorte øjne søgte hans heksegrønne øjne. Hans toneleje var svævende, som om han både kunne have sagt det her af ondskabsfuld fornøjelse eller anklagende. Han forlangte en forklaring. Og det skulle være nu.

Krystallandet

