Arun Tariq af Kazimi havde altid haft et naturligt bånd til slanger. Ikke helt som sin far. Nej, Slangerne adlød ikke Arun, blot fordi han bad dem om det. De skulle lære hans hænder at kende først. Hans lugt. Hans stemme. De skulle vide, at de kunne sno sig om hans håndled uden pludselig at blive grebet om nakken. Først da kom tilliden.
Han havde aldrig rigtig forstået, hvorfor det skulle være et problem. Han foretrak det sådan. Der var noget langt mere tilfredsstillende ved at mærke en slange krybe frivilligt op i hans hånd end ved tanken om at tvinge den til det. Fareed var dog af en anden overbevisning.

I hans nærvær syntes selv de mest egenrådige af slangerne at bøje sig for noget, de ikke selv havde valgt. Hans far kunne styre dem. Presse dem. Få dem til at handle imod instinkter, der burde have været stærkere end noget menneskes vilje. Arun var ikke synderligt begejstret for dén del af deres fælles gave. Hvorfor tvinge sig til lydighed, når man kunne gøre sig fortjent til den?

Men hans far havde altid været den mere utålmodige af de to.

Tanken trak ganske kort i Aruns mundvig, mens han fulgte havestien mod Fareeds slangegård. Rosenbuskene stod efterhånden med flere grønne blade end blomster, men sensommeren havde heldigvis sendt afløsere. Stjerneblomsten Pentas, Oleander og trillingeranker stod i varme farver langs stien. Arun lod fingerspidserne strejfe en lyserød blomsterkrone på vejen forbi.

Solen havde varmet hans mørke hår og hud, og en lun vind gled behageligt ind under de løse ærmer. Under sandalerne knasede gruset sagte. De lange ametyster i hans ører gav en fin, næsten musikalsk klirren fra sig for hvert skridt. 
Hans far havde bedt om at se ham arbejde med slangerne i dag. Det havde naturligvis vakt Aruns nysgerrighed. Fareed kendte allerede til hans evne. Men tilsyneladende mente han, at der fandtes mere i den, end Arun hidtil havde fået frem.

Kontrol.

Arun havde smagt lidt på ordet, siden beskeden kom. Han kunne stadig ikke helt se, hvad han skulle med den. Hvis en slange ikke ønskede at gøre noget, kunne man vel bare finde en anden måde? Alligevel var der noget ganske behageligt ved, at hans far havde vist interesse.
Kazimisønnen nåede frem til slangegården og skubbede døren til side. Den lune haveluft blev afløst af en fugtig duft af træflis, og hans blik søgte straks gennem rummet. "Fader?" lød hans stemme ubekymret, da han trådte indenfor og lukkede døren bag sig. 

Slanger var en pragtfuld ting. Fareed havde altid haft en svaghed for dem, og den lydighed de viste overfor ham, og det havde været en stor dag da det gik op for ham at hans skønne søn havde arvet selv de samme evner. Men det var som om at Arun stadig var for blød om hjertet, han bad dem ikke om nok, og Fareed var sikker på der lå mere bag facaden end det Arun udviste. Det skulle bare... tvinges lidt ud.
Fareed havde i hvert fald fuld tiltro til at han nok skulle få lært Arun det, uanset hvor lang tid det tog. Desuden, han nød jo faktisk også at bruge tid med hans søn. Det var behageligt.

Han havde valgt at tage ind i slangegården et lille stykke tid før det var tid til at Arun ville ankomme, for lige at sige hej til sine favoritter, og som dørene gik op, stod han og holdt en lang slange, der var snoet om hans overkrop og arme, som den næsten så ud til at være igang med at kvæle ham, men den holdt kun så godt fast at den holdt sig på ham, og for dem der kendte Fareed eller slanger, var det tydeligt at han havde fuldstændig kontrol over den.
Slangen havde perlemorsfarvede skin, med hvad der lignede med det blotte øje malede mørkeblå mønstre på dens hud, som havde nogen med vilje brugt tid på at male det. Ved et nærmere blik kunne man dog se at det var slangens naturlige mønster, som uden tvivl var blevet avlet på gennem århundrede for at få det helt rigtige mønster, og hende her var en sjælden slags, hvor mønstrene stod helt knivskarpt. Hendes navn var Maliha.
Fareeds blik flyttede sig fra slangen over til Arun, som han trådte ind og der kom det tilfredse, næsten glade udtryk over Fareed, som der så ofte gjorde når han så Arun.
"Arun," sagde han, hans tone blød, selvom hans dybe stemme stadig rungede lidt. "Godt du kunne komme." Også selvom det næppe var et spørgsmål om Arun havde lyst, hvis Fareed først havde sat sig for noget.

Maliha løftede sig hovedet, så også hun kunne kigge mod Arun, men hun så ikke ud til at forlade sin ejer endnu.

Smilet voksede til et nydeligt tandsmil, da han fik øje på sin far med den prægtige slange snoet omkring sig. De mørkeblå mønstre gled over den perlemorsfarvede krop og dannede næsten et levende billede, når Maliha bevægede sig tættere omkring Fareed.

Maliha.

Aruns øjne lyste øjeblikkeligt op. "En skønhed som altid." Han trådte nærmere og rakte hånden frem mod hende, men lod de lange fingre standse lige foran hendes hoved. Gav hende muligheden for selv at nærme sig. Først da hun accepterede hans tilstedeværelse, lod han pegefingeren glide blidt under hendes hage. Et tilfreds brum vibrerede lavt i hans bryst.

Blikket vendte tilbage til Fareed. Arun vippede ansigtet en anelse til siden og førte et par bølgede lokker om bag øret. "Og selvfølgelig. Jeg nyder at tilbringe tid med Dem, fader." Ordene kom uden tøven. Måske kunne de i en andens mund have lydt som leflen, men Arun mente dem. Faderens selskab havde altid været noget, han søgte med glæde.
Han trak hånden til sig og lod armene falde løst over kors. Det ametystfarvede blik gled kort rundt mellem slangerne i rummet, før det fandt Fareed igen. "Og hvilke planer har De så for mig i dag?" Et nysgerrigt bryn løftede sig. "Jeg formoder ikke, De blot savnede mit selskab."

Maliha havde været her nok år at selv hun var også ganske begejstret for Arun, men dog var det tydeligt at alle slangerne havde bare en helt anden kærlighed til Fareed, ligesom Fareed havde for dem. På nogle punkter virkede det næsten som om at han elskede sine slanger mere end en stor del af sin egen familie, men ikke Arun. Arun var smuk og havde nok fået en uproportionel stor del af Fareeds kærlighed.

Hans blik gled over Arun, hans former og hans smukke øjne, som smilet blev holdt. "ikke just, jeg tænkte at vi kunne træne dine evner lidt," sagde han, inden hans blik vendte ned mod Maliha som stadig virkede til ikke have i sinde at forlade sit hold hun havde på Fareed.
"Det er godt, Maliha, du kan vende tilbage," sagde han, og løftede hendes hoved kort op, så han kunne placere et kys på hendes hoved, inden hun noget modvilligt begyndte at bevæge sig ned af Fareed og mod planterne, og hendes normale sted imellem træerne.

Som vægten løftede sig fra Fareed, var der også mere plads til at Arun kunne komme tættere på, også selvom Maliha aldrig ville gøre ham fortræd. "Kom her," sagde han blidt mod Arun. De skulle nok nå det hele.

"Det tænkte jeg nok," svarede han og rettede sig elegant, mens han med et mildt blik betragtede Fareed kysse Malihas hoved med al den kærlighed, en mand kunne have til sine slanger. Arun kunne se varmen dvæle som blide gløder i de ellers kølige grå øjne, hver gang Fareeds opmærksomhed faldt på Maliha. Fra slangen selv kom den samme hengivenhed tilbage; varm, tilfreds og så selvfølgelig, at Arun næsten kunne mærke den som sin egen. Arun trak en anelse på smilebåndet og ventede blot tålmodigt, mens den store blå slange modvilligt gav slip på Fareed og søgte tilbage mod træerne.

Kom her. 

Arun blinkede. I sin begejstring over at se Maliha var han helt kommet fra at hilse ordentligt på sin far. Så han trådte frem, indtil der knap var afstand mellem dem. En hånd fandt naturligt Fareeds kind, og Arun hævede sig op på tæerne for at plante et blidt kys på hans læber.

En hilsen, ingen af dem var vokset fra, siden Arun var barn. Den faldt ham lige så naturligt som at række Maliha hånden og lade hende komme til ham. Der var intet at tænke over. Sådan havde de altid gjort. Ren hengivenhed. Arun sank tilbage på hælene med et tilfreds lille smil.

"Jeg blev distraheret af Maliha," undskyldte han, uden at lyde synderligt brødebetynget.

Smilet spredte sig blot yderligere, som Arun kom hen, og Fareed gengældte det blide kys fra Arun. En stille hilsen de to af dem havde sammen. Der var intet seksuelt i det for Fareed, men hvorfor stoppe med det, når det bare var en del af deres forlod sammen.
Som Arun trak sig væk, lagde Fareed en hånd blidt på Aruns side af hans hoved og lod den glide ned på kinden, og kiggede blot på ham for en stund. Smuk. Det her var en søn man kunne være stolt af.

"Hun er en skønhed," sagde han, inden han gav slip på Aruns kind, og han lød heller ikke ud som om at han bebrejdede Arun synderligt. Det var trods alt blot når de var alene. "Men hun ville gøre i dag lidt for nem, så jeg tænker vi må tage en af de andre slanger." En af de nyere, som ikke havde vænnet sig til Arun og var blevet glad for ham endnu.

"Kom med," sagde han, og lagde en hånd på Aruns lænd, for at lede ham tilbage i det bagerste af haven, hvor der var lidt mere rum for dem at arbejde, og hvor han typisk placerede nogle af de nye slanger, inden han lod dem være løse inde i buret. Han skulle være helt sikker på at deres loyalitet var stabil. Det gjorde dem dog også ideel til noget som idag.
Fareed havde ingen intentioner om at lade Arun komme til skade, men han skulle presses lidt, hvis de skulle have en mulighed for at gøre hans evner bare en anelse bedre og lidt mindre... bløde.

Arun lænede sig næsten umærkeligt ind i kærtegnet. Øjnene gled i et kort øjeblik, før de langsomt åbnede igen og fandt hans fars blik med sin egen ametystfarve, han havde arvet fra sin mor. Heh. Da hånden gled fra hans kind, drejede Arun ansigtet og nåede at lægge et lille kys mod Fareeds fingre, før de forsvandt helt. Endnu en af de hengivne gestusser, der faldt ham så naturligt, at han knap tænkte over dem længere.

Det var blevet vigtigere for ham at vise dem efter hans mors ulykke.

Fareed havde naturligvis måttet give hende mere plads siden da. Engang havde hun været Ørkenens Rose; beundret for en skønhed, som siden var blevet taget fra hende. At blive stillet til skue nu, udsat for blikke og hvisken om det, hun havde mistet, ville blot have været endnu en grusomhed. Så hans mor havde fået ro til at sørge, og hans far var begyndt at tilbringe mere af sin tid blandt slangerne og haverne.

Arun havde derfor gjort, hvad der faldt ham naturligt. Sørget lidt ekstra for sin far. Et kærtegn, når han passerede ham. Et kys. Selskab, når det blev ønsket. Små påmindelser om, at Fareed heller ikke stod alene med tabet.

Det var efterhånden blevet mange år. Hans mor måtte virkelig sørge. Arun forstod det godt.

"Hun er en skønhed," gentog Arun med et anerkendende nik, inden et lyst grin slap fra ham ved afsløringen af Fareeds planer. "Jeg havde ellers lige set frem til at tilbringe lidt tid med Maliha." Men hans protest rakte ikke længere end dét.
Hånden mod lænden fik ham uden videre til at følge med. Arun faldt naturligt ind ved sin fars side og lod efter få skridt sin hånd finde Fareeds arm, mens de fortsatte længere ind i haven.

Luften ændrede sig omkring dem. Uden for palæets mure lå sensommeren tør og varm, men herinde hang fugten tung mellem planterne som i en lille, kunstig jungle. Den satte sig køligt mod Aruns hud og samlede sig allerede i en fin glans langs halsen. Hans blik vandrede imens dovent mellem bevoksningen. Blomsterne. Glimtet af skæl mellem bladene. En hale, der forsvandt omkring en gren.

"Så Maliha er for glad for mig," konstaterede han med et lille smil og skævede op mod sin far. "Hvor fornærmende."

Fareed lod sig selv le ud i den rolige have af de ord. "Du skal nok få lov til at snakke med hende bagefter," forsikrede han sin søn om, som hånden blot gled lidt længere ned i en nussende bevægelse. Kærlig som han var med Arun.

Han tog ham gennem haven i en rolig gang, kun kort stoppende, som en slange gled hen for lige at sige hej til Fareed, nogle gange for også at sige hej til Arun, inden den gled videre mellem planterne, som ønskede de ligeså meget at kæle om Fareed og minde ham om at han var velkommen her til at være sig selv.
Det her var i sandhed et af Fareeds yndlingssteder. Omgivet af smukke ting, og dyr der lyttede til et hvert af hans ønsker, og han nød han kunne dele det med Arun af alle hans familiemedlemmer. Som Arun var lavet i hans billede.

Han kiggede ned på Arun, med et munter mine. "I det her tilfælde, måske en smule," sagde han og rystede let på hovedet. "Hun ville jo blot gøre hvad du sagde, selvom du ikke pressede hende, men det er ikke sådan vi får udviklet din evne."
De nåede endelig til den mere åbne plads, der mest af alt mindede om en lille terrasse. Der var nogle puder, til når Fareed blot ønskede at bruge lang tid med sine slanger, og et par stole og et bord, skulle han have gæster.
Han gav slip på Arun, men lod hans fingre glide hen af hans lænd og hofte som armen forlod ham, så han kunne vende fronten rigtig mod Arun.

Puha. Arun glemte indimellem, at det var klogere at være lettere påklædt, når han besøgte slangeoasen. Med håndryggen duppede han sig langs halsen, men fugten lagde sig stædigt tilbage over den mørkglødende hud næsten med det samme.

Hans mine spejlede Fareeds. Den lille, drilske jargon mellem dem kom så let, når det handlede om slangerne. Hun ville jo blot gøre, hvad du sagde. Det vidste Arun udmærket. Maliha var en af de af hans fars slanger, han havde knyttet det tætteste bånd til. Hun behøvede ingen overtalelse længere. Ofte knap nok en egentlig anmodning.

Men det er ikke sådan, vi får udviklet din evne.

Selvom alvoren ikke lå i Fareeds stemme, lå den i ordene. Arun vidste godt, hvor vigtigt det var for hans far, at han lærte at række længere med den gave, de delte. Fareed var overbevist om, at der fandtes mere i ham. Arun ville gerne tro ham.

"Det ved jeg. Jeg lod også Nasir al-Sahir blive på mit værelse, så han ikke kunne hjælpe mig." Nuni, tænkte han automatisk. Det mere værdige navn fik lov at blive hængende mellem dem. Hans far behøvede ikke vide, hvor ofte Nasir al-Sahir blev reduceret til et kærligt Nuni, når de var alene.

Arun sukkede let, mærkede de sidste fingerspidser glide fra hans lænd over hoften og standsede, da Fareed vendte sig mod ham. "Jeg har det bare stadig lidt stramt med at skulle tvinge dem til noget, de ikke ønsker," indrømmede han. Ikke trodsigt. De havde haft samtalen før, og Arun mente stadig det samme.
Han løsnede den langærmede robe og lod den glide fra skuldrene i én flydende bevægelse, inden han lagde den over ryggen på en af stolene. Den fugtige luft føltes kort køligere mod de bare arme, men lettelsen varede ikke længe. Allerede efter få øjeblikke samlede fugten sig igen som en fin glans over huden, der fangede sollyset, når han bevægede sig.

"Jeg kan godt få dem til at forstå, hvad jeg ønsker," fortsatte han og vendte blikket tilbage mod Fareed. "Jeg vil bare helst have, at de selv vælger at gøre det."

Fareed gav et nik af anderkendelse, uvidende om hvordan den smukke slange var blevet til intet andet end Nuni. Nej, det var vigtigt for Fareed at opretholde deres rigtige navne, og Nasir Al-Sahir var et pragtfuldt navn. Værdigt for en slange så smuk.
"Det rette valg," sagde Fareed, for Nasir Al-Sahir ville virkelig bare gøre hvad Arun ønskede af den, uanset hvad. Et eller andet sted var det også lidt synd at tvinge den ind i magten mellem Fareeds evne og Aruns. Nej, for nu skulle Arun bare lære at kontrollere sin evne, så kunne de altid prøve at opbygge hvem der havde mest magt af slangerne.

Fareed lagde en varm hånd på Aruns overarm, som han kiggede ind i de ametystfarvede øjne. "Og det i sig selv er nobelt af dig," sagde Fareed, aldrig for bleg for at give komplimenter til Arun, hvor han fortjente dem. "Men det er vigtigt at hvis du nogensinde står i en farlig situation med en slange, så kan du gøre at den ikke gør dig noget."
Til trods for Fareeds kærlighed for slangerne, så vidste han godt at de var farlige for alle de der ikke kunne bøje dem til deres vilje. Måske med tiden ville Arun også godt kunne få andre funktioner ud af dem, ligesom Fareed havde. "Og de lider ingen overlast. Du kan roligt gøre det." Han lagde den anden hånd, endnu engang, mod Aruns kind i et kærtegn. "Jeg er med dig hele vejen."

Aruns blik gled kort ned til hånden på hans overarm. I varmen kunne han efterhånden ikke afgøre, hvem af dem der var varmest.

Det i sig selv er nobelt af dig.

De mørke bryn løftede sig en anelse. Ikke over komplimenten i sig selv; Fareed havde aldrig været nærig med dem, når det gjaldt Arun. Selv egenskaber, der hos Mehdi kunne være blevet mødt med en hovedrysten eller et 'dumdristigt', havde hans far altid haft en særlig evne til at finde det gode hos Arun.
Men Mehdi havde selvfølgelig også krævet noget andet af ham. Hans bror havde ikke fået det letteste lod fra begyndelsen, og deres far havde været nødt til at være hårdere ved ham. Det havde sikkert heller ikke været let for Fareed. Arun mærkede et kort stik af medfølelse ved tanken om sin bror. Stakkels Mehdi.

Blikket fandt tilbage til Fareeds grå. "Mhm." Kæben arbejdede en smule, mens han lod argumentet bundfælde sig. En farlig situation. Ja. Hvis han en dag stod over for en slange, der faktisk ønskede ham ondt, ville tillid være en temmelig upraktisk ting først at skulle gøre sig fortjent til. Det kunne han godt se.

Og de led ingen overlast.

Så måske var det virkelig bare Arun, der gjorde noget vanskeligere, end det behøvede at være.

Den anden hånd fandt hans kind. Jeg er med dig hele vejen. Et lille smil løftede sig straks om Aruns mund. Uden at tænke over det lænede han kinden ind mod håndfladen og blev dér et øjeblik. Fareed havde altid været så blid ved ham. "Det ved jeg," sukkede han lavmælt.

Så trak han sig en smule tilbage med et lille grin og kastede et blik mod hånden på sin kind. "De får min sved på Dem."

En let latter undslap Fareed som han tog sin hænder tilbage. "En værdifuld gave for nogen," sagde han blot med et lille blink i sit øje, inden han tog et lille tørklæde op for at tørre sine hænder. Selv var han også varm, men det var som om at hans krop havde bare vænnet sig mere til det end Arun. Han brugte også selv mere tid herude trods alt. Arun kunne ikke være ligeså sikker.

Enhver anden af Fareeds børn ville nok have fået en mindre blid tilgang til at udvikle deres evner, hvis Fareed overhoved ville have gjort det selv og ikke bare hyret en, men her følte han sig nødsaget til også at forklare.
"Min plan er, at jeg lige har fået nogle nye slanger hjem," han gestikulerede mod en af de flettede kurve, som husede enkelte slanger, de der ikke kunne gå fri. "Den vil prøve at angribe dig, og alt du skal gøre er at fortælle den at den ikke må gøre det. Ganske simpelt. Men du skal huske at være fast i dine ord og dine intention omkring det." Forhåbentlig ville Arun ikke begynde bare at have ondt med den, for så kunne han slet ikke gøre noget.
Fareed havde alle intentioner om at stoppe slangen skulle det komme så vidt at Arun ikke kunne få den til at lystre, men han ville forsøge at vente til sidste øjeblik.

Arun himlede let med øjnene, uden at smilet forlod ham ved Fareeds drillende kommentar. Han kom med et skeptisk prust, som kunne han ikke rigtig se, i hvilken sammenhæng hans sved ligefrem kunne opfattes som en gave. Medmindre sveden selvfølgelig var et produkt af dét, han dyrkede sammen med nogen. Et skælmsk smil nåede at vise sig et øjeblik, før brynene rynkede sig. Det var vel forhåbentlig ikke dét, hans far havde insinueret. Der var trods alt grænser for, hvilke forestillinger man ønskede, ens forældre gjorde sig om ens privatliv.

Tanken gled hurtigt i baggrunden, da Fareed begyndte at tale om dét, Arun egentlig var kommet for. Blikket rettede sig opmærksomt mod hans far ved ordene om de nye slanger, før det fulgte gestussen mod de flettede kurve. Arun trådte et skridt nærmere og strakte nysgerrigt hals i et forsøg på at få øje på, hvad der gemte sig dernede.

"Hmm." Han opgav forsøget. Normalt foretrak han at hilse på dyret, før sådan en øvelse gik i gang; lade det lære ham lidt at kende og selv få en fornemmelse af dets temperament. Men hvis det skulle ligne den farlige situation, Fareed havde talt om, nyttede det nok ikke meget at sætte sig ned med sine bedste intentioner og præsentere sig først.

"Okay. Lad mig prøve." Hånden landede flygtigt på Fareeds overarm, inden Arun gik forbi ham og satte sig i skrædderstilling på græsset et lille stykke fra fletkurvene. Hænderne foldede sig løst i skødet, ryggen var rank, og det ametystfarvede blik fæstnede sig afventende på kurvene. Den sædvanlige muntre varme i øjnene faldt en smule til ro under den stille, tålmodige koncentration, mens han ventede på, at slangen skulle vise sig.

Fareed var sikker på at dette nok skulle lykkes, og det var derfor også med et varmt smil han sendte Arun som han satte sig et stykke væk fra den flettede kurv. Det var godt at Arun selv havde selvsikkerheden, også selvom han til tider var lidt for blød.

Fareed gik over mod den flettede kurv, hvor han kunne mærke at slangen var begyndt at røre på sig, som om at den vidste at der skulle til at ske noget, og den ikke var begejstret for det.
Han satte sig ned i hug og med en lavmælt stemme hviskede han til slangen, instruerede den om hvad der skulle til at ske. Så lavmælt at Arun ikke kunne høre den hårde instruktion. Den skulle kun stoppe hvis den blev tvunget af en af dem.
"Klar?" spurgte Fareed og ventede på en bekræftelse inden han tog låget af den flettede kurv, rejste sig og skubbede den så, så den væltede ned mod Aruns retning.

Slangen kom til syne og skulle åbenbart lige orientere sig selv, inden at dens blik blev rettet på Arun og den langsomt begyndte at glide over mod ham. Tydeligt fokuseret på dens mål, som Fareed allerede havde sat i dens hoved.

"Klar," meddelte han roligt og gjorde sig så behagelig i sindet, som han kunne. Han måtte sørge for at virke så lidt truende over for slangen som muligt. Da kurven væltede med en tør raslen, gjorde Arun sig klar til mødet og forsøgte først og fremmest at holde sit eget sind fri for de følelser, der kunne mudre intentionen. Ét enkelt budskab ad gangen. Noget simpelt, som slangen kunne forstå.

Ven.

Arun holdt fast i følelsen af ordet, mens slangen gled imod ham. Den så ham an, kunne han se, men det, der mødte ham tilbage, var alt andet end venligt. Ven, forsøgte han igen, denne gang mere insisterende, uden at flytte blikket fra den. Vejrtrækningen holdt han langsom og jævn, brystkassen hævede og sænkede sig i rolige bevægelser, mens han forsøgte ikke at lade den begyndende uro blande sig i det, han sendte imod den.

Kæben strammede sig en smule. Stop. Bed om. 

Slangen standsede langsomt, og et kort øjeblik troede Arun faktisk, at han havde den. Den betragtede ham, som overvejede den nøje, om han overhovedet var værd at høre efter. Arun sank en klump.

Så begyndte den at glide frem igen.

Utilfredsheden fra den var tydeligere nu. Døsig og irritabel, som var den blevet revet ud af en søvn, den langt hellere ville vende tilbage til. Instinktivt mødte Arun den med sympati. Ven. Sov. Må godt. Han forsøgte at berolige den, give den noget andet end ham at rette irritationen imod, men intet syntes at dæmpe dens fremfærd.

Stop.

Denne gang forsøgte han at lægge mere fasthed bag. Han kunne se den sætte farten op.
St–"stop!" Ordet slap højere og langt mindre kontrolleret, da slangen pludselig langede ud efter ham, og Arun fór tilbage.

Fareed holdt et nøje øje med slange, med Arun, men lige lidt hjalp det. Hvor Arun måske kunne håbe på at det hjalp, kunne Fareed se sine forventer dale og dale. Slangen hørte ganske vidst Arun men der var intet pres på den. Den havde sin egen fri vilje, og den blev ikke presset til noget af Kazimi sønnen.
Måske var det naivt at Fareed holdt ud så lang tid han gjorde, men han havde håbet lidt pres på Arun ville hjælpe på evnen, at han så endelig ville presse den nok til at det ville gå op for ham at han delte evnen med Fareed.

Men lige lidt hjalp det, og som slangen tydeligvis ikke ville stoppe for Arun, selv som stop lød ekkoet ud, gik der alligevel et lille ryk igennem Fareed, inden hans egen stemme lød. "Ned!" Den var hård og tordnende, og ulig en stemme han normalvis brugte omkring Arun.
Men det havde den ønskede virkning. Slangen virkede til at stivne i sin forsatte vej mod Arun, og faldt i stedet for pladask på jorden, som den krøllede ind på sig selv. Hvis den havde været en hund, ville man næsten kunne se den ryste, men i stedet for gemte den sig som om at den havde noget at skamme sig over, at den kunne vove at gøre noget Fareed ikke var glad for.
Fareed gik med hastige skridt forbi slangen over mod Arun, for at gribe ham om armene. "Er du okay?" Den blide stemme var tilbage, som han kiggede bekymret for Arun, selvom han var ret sikker på at slangen ikke engang havde nået at røre ham.

Hans fars stemme fór igennem Arun som noget, der mindede om en tordnende lussing — givetvis ikke henvendt ham, men slangen. Samtidig var hånden instinktivt fløjet op foran ansigtet for at skærme sig mod udfaldet, øjnene knebet en anelse sammen. Han mærkede slangen give efter, dens sind skifte brat under Fareeds kommando, og et ujævnt åndedrag slap fra Aruns læber.

Han hørte de hastige skridt nærme sig, og armen, han endnu holdt løftet foran sig, blev grebet. Arun sænkede den langsomt og mødte sin fars alvorlige blik, der granskede ham.
"Jeg er okay." Han sank og trak vejret langt ned i lungerne for at skubbe chokket tilbage. Fareed havde handlet hurtigt. Slangen havde ikke nået at røre ham.
"Jeg begyndte at få ondt af den..." forklarede han med brynene trukket tættere sammen. Men det vidste Fareed nok allerede. 

Arun havde jo hørt alt det, hans far havde sagt, og alligevel var han faldet direkte tilbage i sin gamle vane. Forsøgt at forstå den. Berolige den. Den frie hånd gled op og trykkede mod hans bryn, mens skuffelsen over ham selv sank ind.

"Mh." Han sukkede og undveg kort de grå øjne, inden han nikkede for sig selv. "Jeg er klar igen."

Måske Fareed havde været for sød ved Arun. Måske han bare ikke havde hærdet ham nok til dette liv. Men alt han ønskede var jo blot at hans søn havde et godt og nemt liv, og måske var det her prisen han måtte betale?
Hans blik gled over Aruns ansigt og krop, for at forsikre sig at der virkelig ikke var sket noget med ham. Hvis man fik en lille rift, så skulle man jo handle hurtigt for at det ikke blev siddende, men selv under Fareeds årvågne syn, så måtte han konkludere at han ikke ligefrem kunne se at der skulle være sket noget ved hans perfekte søn.

Fareed nikkede lidt. "Du skal nok lære det, også selvom det kommer til at tage lidt tid. Jeg tror på dig," forsikrede han Arun om, for han kunne ikke stoppe sig selv. Smukke ting skulle værnes om, især når der helst ikke skulle komme så mange rynker i ansigtet, så han bare ville begynde at få rynker før sin tid. Den evne var trods alt ikke en han havde fået.
"Hvis du er sikker, så prøver vi igen." Han sendt Arun et opmuntrende smil, som han gav slip på ham endnu engang, og vendte sig mod slangen. "Tilbage i kurven," sagde han, og slangen stak metaforisk halen mellem benene for at glide tilbage i den så hurtigt den kunne.
Han gik over til kurven og vendte sig så mod Arun. "Denne gang være insisterende. Fortæl den at den skal stoppe," sagde Fareed med en overbevisende klang, inden hans blik gled ned på slangen, og et mere køligt "Igen" lød fra ham til slangen, som måtte endnu engang føje Fareeds ønske for at begynde turen tilbage mod Arun.

Et tungt åndedrag forlod Arun ved Fareeds ord. Ikke så meget på grund af det, der blev sagt, men fordi han befandt sig i en situation, hvor han faktisk havde brug for at høre dem. Havde han bare kunnet finde ud af det fra starten, havde hans far ikke været nødsaget til at komme ham til undsætning og nu stå her med den bløde, hengivne tone og forventningen strålende ud af det lysegrå blik.

Arun så op til sin far. Han ville gerne gøre ham stolt. Mere stolt. Han vidste jo godt, at Fareed allerede var det; det havde han aldrig været i tvivl om. Men slangerne var noget særligt mellem dem. Den ene gave, de så tydeligt delte, og det betød noget for Arun at kunne vise sin far, at han også kunne mestre den.
"Mh..." Han nikkede og smilede medgørligt ved ordene. Jeg tror på dig. Arun tørrede en flygtig sveddråbe fra tindingen, før den kunne nå at falde. Hans far slap ham, og Arun rullede med skuldrene i et forsøg på at ryste nederlaget af sig. "Ja," svarede han bestemt. Han var sikker. Det nyttede ikke at nøle.

Fareeds råd nåede ham, men Aruns blik forblev på kurven med slangen, mens han fattede sig. Han nikkede koncentreret til sin far. Vær mere insisterende, gentog han ordene for sig selv og pustede langsomt luften ud mellem læberne.
Slangen møvede sig frem. Arun slap den ikke af syne, men lod den denne gang komme tættere på, før han begyndte at kommunikere sin intention til den. Brynene trak sig sammen. Stop. Han løftede hagen en anelse, som forsøgte han at klæde sig i den samme sindsstemning, han netop havde set hos sin far. Kølig. Overbevisende. Uden plads til forhandling.
"Stop." Ordet flød hårdere ud af ham denne gang, men stadig honningagtigt. Slangen reagerede. Det kunne han mærke. Et øjeblik tøvede den, og Arun nåede næsten at tro, at han havde fået fat, før den igen fortsatte fremad. Der var noget andet, der trak i den. En intention stærkere end hans egen, som den allerede havde fået plantet i sig.

Fareeds.

Arun trak vejret ujævnt ind. Endnu en sveddråbe gled langs kinden og generede, men han turde ikke fjerne opmærksomheden fra slangen. "Stop." Han forsøgte at lægge mere vægt bag intentionen denne gang. Ikke berolige. Ikke forstå. Stop. Alligevel fortsatte den. Den gled målrettet imod ham og lod et hvæs slippe ud, som afstanden mellem dem blev mindre.
Arun kom hurtigt op at stå, før den nåede helt hen til ham, og trak sig et par skridt tilbage med hånden løftet foran sig. "Stop nu." For første gang bed en tydelig irritation gennem den ellers honningbløde stemme. Kæben strammedes, og denne gang pressede han intentionen imod slangen uden at forsøge at pakke den ind i noget mildere.

"Stop." 

Alt hvad Fareed ønskede i dette øjeblik var at se Aruns gave virke, men der var intet. Han kunne mærke det på slangen. Hans egen kommando var ikke engang noget der burde have sat store præg. Den burde kunne nemt overtages af en anden... en anden der havde evnerne til at få slangerne til at lystre sig, og ikke bare blive venner med dem ved langsomt at interagere med dem.

Fareed kunne mærke en isnende klump i sin mave som slangen stadig ikke stoppede og Arun blev ved og ved med at sige stop og det var som om at den ikke lyttede. Selv når den stoppede, så virkede den til at den lige overvejede om Arun mente det, og konklusionen var hele tiden nej. Han mente det i hvert fald ikke nok.
Men alligevel ventede Fareed, og han ventede og ventede, men til sidst blev han nødt til at stoppe det selv. "Stop." Stemmen var langt mildere, og der var en anelse af opgivelse i den. Det var ikke et toneleje der nogensinde var rettet mod Arun. Ikke det perfekte barn, men her var det som et lille sprække alligevel var opstået. Fareed var en utålmodig mand og før eller siden måtte selv hans yndling finde ud af det.

"Er du sikker på at du giver dig nok?" sagde han og kiggede ned på slangen, som havde været klar til at springe på Arun, men nu virkede til næsten at krølle sig sammen på jorden, inden hans blik gled op på smukke, dejlige Arun. Arun der åbenbart ikke kunne finde ud af at bruge sin evne. Så meget for at give ham tid. "Lægger du virkelig dine følelser i det her?"